Fortællingen om grønlænderne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
|
Fortællingen om grønlænderne
Grœnlendinga þáttr eller Einars þáttr Sokkasonar
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2014
1. Arnald vies til biskop på Grønland
Der var en mand, der hed Sokke, som var søn af Tore. Han boede på Brattalid i Grønland. Han var en højt anset og afholdt mand. Hans søn hed Einar, og han var en lovende ung mand. Far og søn havde stor magt på Grønland, hvor de i meget stod for styringen.
En dag lod Sokke indkalde til ting, og han bekendtgjorde for folk, at han ønskede, at landet ikke længere skulle stå uden biskop, og han ville, at alle landets indbyggere skulle gøres deres til, at der blev oprettet et bispesæde. Til dette gav alle bønderne deres samtykke. Sokke bad sin søn — Einar — drage til Norge i dette ærinde, idet han sagde, at Einar var den mest egnede til dette hverv. Han lovede at tage af sted, som Sokke ønskede. Einar medbragte tandvarer og reb af hvalrosskind i store mængder, så han kunne fremme sin sag blandt høvdingene. Så kom de til Norge.
Dengang var Sigurd Jorsalfarer[1] konge i Norge. Einar opsøgte kongen og vandt hans velvilje med gaverne og fremlagde derpå sin sag og sit ærinde, og han bad om kongens støtte til, at han — for landets skyld — opnåede, hvad han anmodede om. Kongen sagde, at det sikkert ville være gavnligt for dem. Derpå tilkaldte han en mand, der hed Arnald. Han var en god klerk og ville være velegnet som præst. Kongen bad ham påtage sig denne vanskelige sag for Guds skyld og på kongens anmodning, »— og jeg vil sende dig til Danmark med mine breve og indsegl for at mødes med ærkebiskop Asser[2] i Lund.« Arnald sagde, at han ikke havde lyst til at tage af sted — for det første for sin egen skyld, da han ikke fandt sig egnet; for det andet fordi han skulle skilles fra sine venner; for det tredje fordi han skulle have at gøre med et besværligt folkefærd. Kongen sagde, at Arnald ville være mere opmærksom på det gode, jo flere ærgelser folk gav ham. Arnald sagde, at han ikke kunne få sig selv til at afslå kongens anmodning, »— men hvis det skulle gå således, at jeg bliver viet til biskop, så forlanger jeg, at Einar sværger at anerkende og støtte bispesædets rettigheder og den ejendom, der er givet til Gud, og at straffe dem, der går imod, og at han på alle måder vil være bispesædets beskytter.« Kongen sagde, at det skulle Einar sværge, og Einar erklærede sig indforstået.
Siden opsøgte biskopsemnet ærkebiskop Asser og meddelte ham sit ærinde med kongebrevene. Ærkebiskoppen tog godt imod ham og efterprøvede hans sindelag. Og da biskoppen så, at denne mand var velegnet til værdigheden, viede han Arnald til biskop og sendte ham fra sig med hæder. Arnald kom siden tilbage til kongen, som tog godt imod ham. Einar havde medbragt en bjørn fra Grønland, som han forærede kongen. Kongen gav ham til gengæld hæder og æresbevisninger.
De tog derefter af sted på samme skib — biskoppen og Einar. Arnbjørn Østmand og nogle norske mænd fulgte efter på et andet skib og agtede sig til Grønland. De stod siden til havs, men fik ingen gavnlig vind, og biskoppen og Einar landede ved Holtsåens munding under Øfjeldene på Island. Sæmund den Lærde boede dengang på Odde. Han opsøgte biskoppen og indbød ham til vinterophold hos sig. Biskoppen takkede ham og sagde, at han ville tage imod det. Einar opholdt sig under Øfjeldene om vinteren. Det fortælles, at da biskoppen red fra skibet og sine folk, holdt de rast på en gård i Landøerne, hvor de sad ude. Da kom en gammel kone ud med en uldkam i hånden. Hun gik hen til en af mændene og sagde: »Kan sådan et mandfolk ikke sætte tanden fast i min kam?« Han tog den og sagde, at det skulle han gøre, og fremdrog en nittehammer fra en sæk og satte tanden fast — og konen var yderst tilfreds. Men dette var biskoppen selv; han var meget fingernem, og dette fortælles, for at man kan se, hvor beskeden han var. Han opholdt sig på Odde om vinteren, og alt forløb godt mellem ham og Sæmund.
Man hørte intet til Arnbjørn og hans følge. Biskoppen og de andre mente, at han vel var nået til Grønland. Sommeren efter forlod biskoppen og Einar Island og kom til Grønland ved Eriksfjord, hvor folk tog godt imod dem. De erfarede stadig ikke noget om Arnbjørn, og det forekom dem underligt, og således forløb nogle somre. Man talte nu meget om, at de måtte være gået til.
Biskoppen satte sin stol i Gardar og slog sig ned dér. Einar og hans far var ham da til stor støtte. Biskoppen ærede dem også mest af alle landets indbyggere.
2. Arnbjørn og hans folk findes omkomne
Der var en mand, der hed Sigurd og var søn af Njal. Han var grønlandsk. Han drog ofte om efteråret på fangst i de ubeboede egne. Han var en erfaren sømand. De var 15 af sted. Om sommeren kom de til jøkelen Hvidsærk, hvor de fandt rester efter nogle ildsteder og desuden drev lidt fangst. Da sagde Sigurd: »Hvad vil I helst: Skal vi vende om eller fortsætte? Der er ikke meget tilbage af sommeren, og vi har kun fanget lidt.« Hans mandskab sagde, at de havde mest lyst til at vende om, og mente, at det var meget farligt at drage gennem de store fjorde under jøkelen. Han sagde, at det var sandt, »— men jeg har dog en anelse om, at den største fangst venter, hvis bare vi kan nå den.« De bad ham bestemme og sagde, at de længe havde haft tillid til hans beslutninger, og det var jo hidtil gået godt. Han mente, at de skulle fortsætte frem, og det gjorde de.
Der var en mand ombord, der hed Steintor. Han sagde: »Jeg drømte noget i nat — Sigurd! — og jeg skal fortælle dig drømmen. Da vi sejlede ind i denne store fjord, forekom det mig, at jeg var kommet ind mellem nogle bjerge og måtte råbe om hjælp.« Sigurd sagde, at den drøm kun var middelgod, »— men pas på, at du ikke forhindrer din egen bjærgning, og bring dig ikke i knibe ved, at du ikke kan holde munden lukket.« Steintor havde et noget hidsigt gemyt, og han var uforsigtig.
Da de søgte ind i fjorden, sagde Sigurd: »Hvad er det, jeg kan se? Er der et skib på fjorden?« De sagde, at det var der. Sigurd sagde, at der var noget på færde, og de sejlede derpå nærmere og så, at skibet var sat op ved en åmunding, og der var et gærde ovenfor. Det var et stort, havgående skib. Så gik de i land og fik øje på et hus og et telt kort derfra. Sigurd sagde, at de hellere måtte slå deres telt op først, »— for det er nu sent på dagen. Jeg vil, at folk forholder sig roligt og forbliver varsomme.« Og det gjorde de.
Om morgenen så de sig om. De så en tømmerstok nærved; der stod en buløkse ned i den, og liget af en mand lå ved siden af. Sigurd sagde, at manden måtte have været ved at hugge træ, men var blevet afkræftet af sult. Derefter gik de hen til huset, hvor de fik øje på endnu et lig. Sigurd sagde, at denne mand havde gået så langt, han formåede, »— og disse må have været tjenestefolk for dem, der er inde i huset.« Der lå også en økse ved denne mand. Da sagde Sigurd: »Jeg vil råde til, at vi bryder hul i huset, så dunsten fra de lig, der kan have ligget længe derinde, og lugten af forrådnelse kan slippe ud, og I må passe på ikke at blive udsat for den, for det er ikke utænkeligt, at folk kan få mén af sådan noget, som er meget imod levende menneskers natur, selv om jeg anser det for usandsynligt, at disse mænd vil gøre os noget ondt.« Steintor sagde, at det var underligt sådan at gøre mere ud af det, end nødvendigheden bød, og han gik til døren, mens de andre begyndte at bryde hul i huset. Da Steintor gik ud, så Sigurd på ham og sagde: »Den mand har forandret sig meget.« Steintor begyndte straks at skrige og løb af sted. Hans fæller løb efter ham. Han sprang derpå ned i en klippespalte, hvor ingen kunne nå ham, og dér døde han. Sigurd mente, at Steintor havde været svært sanddrømmende.
De nedbrød siden huset og gjorde, som Sigurd havde sagt, og der tilstødte dem ikke noget. De så døde folk og en mængde løsøre dér i huset. Da sagde Sigurd: »Det forekommer mig tilrådeligt, at vi skiller kødet fra deres knogler i de kogekedler, de har brugt, for så bliver ligene nemmere at føre til kirken. Det er mest sandsynligt, at det er Arnbjørn, der har været her, for jeg har hørt, at han har ejet det andet, smukke skib, som er sat på land her.« Dette var malet og forsynet med udskårne dyrehoveder, og det var meget værdifuldt. Handelsfartøjets nederste del var meget ødelagt, og Sigurd sagde, at det efter hans mening ikke var brugbart. De tog naglerne ud og brændte skibet og forlod stedet med lastet fartøj, robåden og skibet med udskæringerne
De kom tilbage til beboet land og traf biskoppen i Gardar, og Sigurd fortalte ham om hændelserne og de værdier, de havde fundet. »Nu kan jeg ikke se andet,« sagde han, »— end at de værdier vil blive bedst anvendt, som følger deres knogler, og hvis jeg har noget at skulle have sagt om det, så ønsker jeg, at det bliver sådan.« Biskoppen sagde, at Sigurd havde handlet godt og klogt, og det samme sagde alle. Ligene fulgtes af store værdier. Biskoppen sagde, at skibet med udskæringerne var en stor kostbarhed. Sigurd sagde, at det var rimeligst, at det overgik til bispesædet for de afdødes sjæle. De øvrige værdier fordelte finderne mellem sig i henhold til grønlandsk lov.
Da disse efterretninger kom til Norge, nåede de til en mand ved navn Øssur, der var Arnbjørns søstersøn. Der var også flere, der havde mistet slægtninge på det skib, som forventede at få del i værdierne. De ankom til Eriksfjord, hvor folk opsøgte dem for at drive handel. Siden skaffede mændene sig ophold. Styrmanden Øssur tog hen til biskoppen i Gardar og opholdt sig dér om vinteren. Der kom et andet handelsfartøj til Vesterbygd. Det var Kolbein Torljotson — en norsk mand. For et tredje skib stod en mand, der hed Hermund Kodranson, og Torgils — hans bror.
3. Om Øssur og biskoppen
I løbet af vinteren henvendte Øssur sig til biskoppen og sagde, at han havde penge til gode efter sin slægtning — Arnbjørn — og han bad biskoppen udrede beløbet både til ham selv og til de andre mænd. Biskoppen sagde, at han havde modtaget værdierne i henhold til grønlandsk lovgivning om sådanne tilfælde, og at han ikke havde været enerådende i sagen. Han sagde, at det var rimeligst, at værdierne blev anvendt til sjælehjælp, for dem, der havde skabt dem, og gik til den kirke, hvor deres knogler lå begravet, og han mente, at det var hensynsløst at gøre krav på dem nu. Derefter ville Øssur ikke længere opholde sig hos biskoppen i Gardar, og han tog hen til sine følgesvende, og de var alle sammen vinteren over.
Om foråret rejste Øssur sagen på grønlændernes ting, og det ting blev holdt på Gardar. Biskoppen og Einar Sokkeson var til stede med et stort følge. Øssur kom sammen med sit skibsmandskab. Da retten var sat, gik Einar til domstolen med mange folk og sagde, at som de tilsvarende ville have vanskeligheder ved at have med udenlandske folk at gøre i Norge, skulle det også være her. »Vi vil følge den lov, der gælder her,« sagde Einar. Da dommen blev afsagt, fik østmændene ikke fremmet deres sag, og de gik deres vej.
Nu var Øssur meget utilfreds. Han syntes, at sagen havde skaffet ham ydmygelse, men ingen penge, og han traf den beslutning at tage hen til det sted, hvor det malede skib stod, og lige over kølen huggede han to planker ud — en på hver side. Derpå tog han til Vesterbygd, hvor han traf Kolbein og Ketil Kalvson, som han fortalte, hvad der var sket. Kolbein sagde, at Øssur var blevet usømmeligt behandlet, men at hans efterfølgende handling heller ikke var god. Ketil sagde: »Jeg råder dig til, at du slutter dig til os, for jeg har hørt, at biskoppen og Einar har en fast aftale, og du vil ikke kunne klare dig imod biskoppens planer og Einars udførelse af dem. Så skulle vi hellere stå sammen.« Øssur sagde, at det nok var rimeligst, at dette blev besluttet. I købmændenes følge fandt man Is-Steingrim. Så tog Øssur tilbage til Kidbjerg. Dér havde han før opholdt sig.
4. Drabet på Øssur
Biskoppen blev meget vred, da han hørte, at skibet var blevet ødelagt, og han tilkaldte Einar Sokkeson og sagde: »Da vi drog fra Norge, aflagde du ed på at straffe den, der krænkede bispesædet eller dens ejendom. Nu er det kommet så vidt. Nu erklærer jeg, at Øssur har forbrudt sig, ved at ødelægge vores ejendom og i alle henseender være genstridig imod os. Jeg vil ikke skjule, at jeg er utilfreds med det passerede, og jeg vil kalde dig løftebryder, hvis ikke der sker noget.« Einar svarer: »Dette er ikke vel gjort — herre! — men nogle vil hævde, at Øssur kan undskyldes, så meget som han er gået glip af. De så denne kostbarhed, som deres slægtninge havde ejet, men kunne ikke få fat i den. Jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal stille i udsigt her.« De skiltes i ufordragelighed, og biskoppen var tydeligt vred.
Da folk kom til kirkemesse og gæstebud på Langenæs, var biskoppen og Einar til stede ved gildet. Der var kommet mange til gudstjeneste, og biskoppen sang messen. Øssur var også kommet, og han stod syd for kirken ind mod kirkevæggen og talte med en mand, der hed Brand Tordson, som var i biskoppens tjeneste. Denne mand bad Øssur vige for biskoppen, »— og så venter jeg,« sagde han, »— at det vil gå godt i stedet for denne uro.« Øssur sagde, at det kunne han ikke få sig selv til, så dårligt som han var blevet behandlet, og dette talte de nu om. Så gik biskoppen og hans folk fra kirken og hjem til husene, og Einar gik dér i følget. Da de kom til husdøren, vendte Einar om fra følget og gik alene hen til kirkegården. Han greb en økse fra en kirkegængers hånd og gik om syd for kirken. Dér stod Øssur og støttede sig til sin økse. Einar gav ham straks banehug, hvorefter han gik ind, og da var bordene blevet stillet frem. Einar satte sig ved bordet over for biskoppen uden at sige et ord. Derefter kom Brand Tordson ind i stuen; han gik hen til biskoppen og sagde: »Har nogen fortalt dig, hvad der er sket — herre?« Biskoppen sagde, at han ikke havde fået noget at vide, »— men hvad er det?« Han svarer: »Der var lige en, der faldt om herudenfor.« Biskoppen sagde: »Hvem var skyld i det? Og hvem var det?« Brand sagde, at det kunne en i nærheden fortælle. Biskoppen sagde: »Har du taget livet af Øssur — Einar?« Han svarer: »Vist gjorde jeg det.« Biskoppen sagde: »Den slags er ikke en god gerning, men den er dog tilgivelig.« Brand bad om, at liget blev vasket og begravet. Biskoppen sagde, at det skulle man finde tid til, men folk blev siddende ved bordene og alt foregik i ro og mag. Biskoppen satte først folk til at begrave liget, da Einar bad om det og sagde, at det skulle ske med anstændighed. Biskoppen mente, at det rigtigste ville være ikke at begrave ham ved en kirke, »— men siden du beder om det, skal han begraves her ved denne kirke, der ikke har en præst tilknyttet.« Og han satte ikke præster til at synge over liget, før der var taget hånd om det. Da sagde Einar: »Nu tog begivenhederne fart — ikke mindst på din foranledning. Men stridbare folk har del i dette, og jeg gætter på, at der vil opstå et stort fjendskab imod os.« Biskoppen mente, at man kunne afværge denne strid og finde en hæderfuld afgørelse på sagen, hvis der ikke blev faret for hårdt frem.
5. Drabet på Einar Sokkeson
Disse hændelser rygtedes, og købmændene fik det at vide. Da sagde Ketil Kalvson: »Det gik næsten, som jeg gættede, at han satte sit hoved på spil.« Der var en mand, der hed Simon; han var Øssurs slægtning og en stor og stærk mand. Ketil sagde, at hvis Simon efterlevede sine egenskaber, så kunne det være, at han huskede drabet på sin slægtning — Øssur. Simon mente ikke, der var behov for ondskabsfulde ord. Ketil lod deres skib klargøre og sendte bud til Kolbein Styrmand for at fortælle ham, hvad der var sket, »— og sig til ham, at jeg påtager mig at føre sagen mod Einar, for jeg kender grønlandsk lov, og jeg er klar til det. Vi har også mange folk, der støtter os, hvis det kommer dertil.« Simon sagde, at han ville lade Ketil bestemme, hvorefter han opsøgte Kolbein og fortalte ham om drabet, og hvad Ketil havde sagt, og at de skulle komme dem til hjælp fra Vesterbygd og søge til grønlændernes ting. Kolbein sagde, at han helt sikkert ville komme, hvis han kunne, og at han ville, at det ikke blev billigt for grønlænderne at dræbe en af deres folk. Ketil overtog straks Simons sag og tog af sted med nogle folk og sagde, at købmændene hurtigt skulle følge efter, »— og tag jeres handelsvarer med.« Kolbein tog af sted, så snart han modtog dette budskab, og han bad sine fæller drage til tings og sagde, at de var så stor en flok, at det ville være uvist, om grønlænderne ville være i stand til at berøve dem deres ret. Nu mødtes Kolbein og Ketil og rådførte sig med hinanden. De var begge gæve mænd. Så drog de af sted, og selv om vejret ikke var gunstigt, kom de frem, og de havde mange i deres følge, men dog færre end de havde forventet.
Nu mødtes folk på tinget. Sokke Toresøn var kommet. Han var en klog mand og gammel, og han blev ofte valgt til at afgøre folks sager. Han opsøgte Kolbein og Ketil og sagde, at han ville søge et forlig. »Jeg vil tilbyde,« sagde han, »— at mægle mellem jer, og selv om jeg er mere forpligtet over for Einar — min søn — skal jeg alligevel afgøre sagen, således som jeg selv og andre kloge mænd mener er rigtigst.« Ketil sagde, at det var deres agt at føre sagen til ende, men at de ikke ville afvise et forlig, »— selv om man her er gået hårdt frem imod os, og vi bruger sædvanligvis ikke at slække på vores ret.« Sokke sagde, at han ikke mente, de ville være jævnbyrdige i en kamp, og at det ville være uvist, om de ville hente sig mere hæder ved ikke at lade ham dømme. Købmændene gik til retten, og Ketil fremførte anklagen mod Einar. Da sagde Einar: »Man vil erfare det vidt omkring, hvis de nu lykkes med deres anklager.« Og han gik til retten og sprængte den, så sagen ikke kunne gennemføres. Da sagde Sokke: »Det vilkår, som jeg tilbød, gælder stadig: At I forliges, og jeg afgør sagen.« Ketil mente ikke, at der kunne blive tale om det nu, »— for hvis du fastsætter bøden, er det dog den samme uretfærdighed som Einars i denne sag.« Og således skiltes de. Købmændene kom ikke fra Vesterbygd til tinget af den grund, at der blev modvind, da de stod klar med to skibe.
Ved midsommer skulle der afholdes forligsmøde på Eid. Så kom købmændene vestfra og lagde til ved et næs, og de samledes til rådslagning. Da sagde Kolbein, at modparten ikke ville have været så pågående vedrørende forliget, hvis de allesammen havde været til stede, »— men jeg anser det nu for tilrådeligt, at vi alle drager til dette forligsmøde med den styrke, vi nu har.« Og det foregik således, at de tog af sted og skjulte sig i en ubemærket vig ikke langt fra bispesædet. På bispesædet blev der ringet til højmesse samtidig med Einar Sokkesons ankomst. Da købmændene hørte dette, sagde de, at Einar blev gjort til genstand for stor hæder, siden man ringede, når han kom, og de mente, at dette var ganske uhørt og gav ondt af sig. Kolbein sagde: »Hids jer ikke op over dette, for det kan hænde, at det bliver til ligringning inden aften.«
Nu ankom Einar med sine mænd, og de tog plads på en skråning. Sokke tog nogle kostbare genstande frem til vurdering; man agtede at bruge dem til betaling. Ketil sagde: »Jeg ønsker, at Hermund Kodranson og jeg prissætter genstandene.« Sokke mente, det var i orden. Simon — Øssurs slægtning — så misfornøjet ud og gik frem og tilbage, mens værdierne blev fastsat. Derpå blev en gammel pladebrynje båret frem. Da sagde Simon: »Det er en skændsel at tilbyde sådan noget for en mand som Øssur!« Og han smed brynjen på jorden og gik op mod dem, der sad på skråningen. Da grønlænderne så dette, sprang de op og vendte sig ned ad skråningen imod Simon. I det samme de vendte sig om, gik Kolbein alene fra sin flok op bagved dem, og samtidig med at han angreb Einar bagfra og gav ham et øksehug mellem skuldrene, huggede Einar sin økse i hovedet på Simon. De fik begge banesår. Da han faldt, sagde Einar: »Dette var forventeligt.« Derpå løb Tord — Einars fostbror — ind på Kolbein og ville hugge ham, men Kolbein drejede sig hurtigt imod ham og stak øksebladets hjørne frem; det traf Tord i struben, og han døde straks. Derpå udbrød der kamp mellem flokkene. Biskoppen sad hos Einar, og han udåndede i skødet på ham. Der var en mand, der hed Steingrim, som sagde, at de skulle være så gode ikke at slås, og han gik imellem parterne med nogle folk, men på begge sider var de så rasende, at Steingrim i denne strid blev gennemboret af et sværd. Einar døde oppe på skråningen ved grønlændernes tingbod.
Nu fik folk mange sår, og Kolbein og hans flok nåede ned til skibene med tre af deres folk døde, og de sejlede derpå over Einarsfjord til Skjalgsboder. Dér lå handelsfartøjerne. Kolbein fortalte, at han var kommet i noget slagsmål, »— og jeg vil antage, at grønlænderne ikke er mere tilfredse nu, end de var før.« Ketil sagde: »Du fik ret — Kolbein! — da du sagde, at vi ville få ligringning at høre, før vi tog derfra, og jeg tænker, at ham Einar er blevet båret død til kirke.« Kolbein mente, at han nok havde gjort sit dertil. Ketil sagde: »Vi må forvente, at grønlænderne vil opsøge os, og jeg råder til, at alle holder sig klar efter evne og bliver på skibene om natten.« Og således gjorde de. Sokke tog det skete meget tungt, og han bad sine støtter om hjælp til kamp.
6. Forlig mellem grønlænderne og købmændene
Der var en mand, der hed Hall. Han boede ved Solefjeldene og var en klog mand og en god bonde. Han hørte til Sokkes støtter og kom sidst med sine folk. Han sagde til Sokke: »Jeg synes ikke dit forehavende har gode udsigter, hvis du vil lægge småskuder imod store skibe, der er udrustet, som jeg forventer. Og jeg véd ikke, hvor tilforladeligt dit mandskab er; alle de raske folk vil sikkert gå til den, men andre vil holde sig mere tilbage, og dermed bliver foregangsmændene fortabte, og så kommer vores sag til at stå endnu ringere end før. Nu forekommer det mig tilrådeligt — hvis der skal angribes — at der aflægges eder på, at hver mand her enten skal falde eller sejre.« Disse ord fra Hall gjorde folkene noget modløse. Sokke sagde: »Vi skal dog ikke stå tilbage med en sag, der ikke er forligt.« Hall sagde, at han ville forsøge at forlige parterne, og han råbte til købmændene og spurgte: »Kan jeg få frit lejde til at komme over til jer?« Kolbein og Ketil svarede, at det kunne han. Derpå traf han dem og sagde, at det var nødvendigt, at sagen blev forligt efter et storværk som dette. De erklærede sig nu rede til, hvad de andre ønskede, men mente, at hele denne urimelighed var anstiftet af de stedlige indbyggere, »— men nu, da du udviser så stor en velvilje, går vi med til, at du mægler imellem os.« Hall sagde, at han ville opgøre og bedømme sagen, som det forekom ham mest retmæssigt, hvordan parterne så end brød sig om det. Dette blev derpå forelagt Sokke. Han erklærede sig også tilfreds med, at Hall afgjorde sagen. Købmændene måtte gøre deres skibe klar om natten, og Sokke sagde, at han ikke ville godtage andet, end at de tog væk så hurtigt som muligt, »— men hvis det trækker ud med deres klargøring, og de derved ærgrer mig, så kan de være sikre på, at de skal falde som fredløse, hvis de bliver fanget.« Således skiltes de, og et forligsmøde blev aftalt.
Ketil sagde: »Vores klargøring sker ikke hurtigt nok, og vi har ikke meget forråd tilbage. Jeg vil råde til, at vi leder efter mad, og jeg véd, hvor der bor en mand, som har meget mad, så jeg synes vi skal begive os derhen.« Folk erklærede sig rede til færden. En nat sprang de i land fra skibene — 30 mand, alle fuldt bevæbnede — og kom frem til gården, men den henlå ganske forladt. Den bonde, der boede dér, hed Torarin. Ketil sagde: »Mit råd fik ikke noget godt udfald.« De forlod derpå gården og tog vejen ned til skibene. Der var lav kratbevoksning dér, hvor de gik. Da sagde Ketil: »Jeg bliver søvnig, og jeg må sove.« De andre sagde, at det næppe var tilrådeligt, men han lagde sig dog ned og faldt i søvn, mens de andre holdt øje. Ikke længe efter vågnede han og sagde: »Meget har vist sig for mig. Hvad nu om vi fjerner den busk, der er her under mit hoved?« De rykkede busken op, og derunder var der en stor, udgravet kælder. Ketil sagde: »Lad os se, hvad vi kan finde her.« De fandt 60 slagtede kvæg, 12 vægter smør og en mængde tørfisk. »Det var godt,« sagde Ketil, »— at jeg ikke vildledte jer.« Så gik de til skibene med deres fangst.
Så blev det tid til forligsmødet, og begge parter kom — købmændene og de stedlige folk. Da sagde Hall: »Mit forlig mellem jer er således, at jeg vil, at drabene på Øssur og Einar skal gå lige op, men på grund af forskellen på de to mænd skal østmændene være fredløse, så de hverken må opholde sig eller færdes her. Drabene på de følgende skal vægtes lige: Steingrim Bonde og Simon; Kråk Østmand og Torfinn Grønlænder; Vighvat Østmand og Bjarne Grønlænder; Tore og Tord. Nu er én af vores ubødet; det er Torarin, som var en ubemidlet mand. Der skal betales bøde for ham.« Sokke sagde, at det var svært for ham at godtage den måde, mandjævningen var sket på. Det samme sagde de øvrige grønlændere. Hall sagde, at han dog mente, at afgørelsen var endelig. Og dermed gik parterne hver til sit. Siden drev isen ind og pakkede alle fjordene, og grønlænderne håbede på, at de kunne pågribe de andre, fordi disse ikke sejlede væk, som det var aftalt, men lige da månedsskiftet kom, drev al isen væk, og købmændene forlod Grønland, og således skiltes de.
De kom til Norge. Kolbein havde bragt en hvidbjørn med fra Grønland, og han opsøgte kong Harald Gille[3] og gav ham dyret. Han forklarede kongen, hvor hård en straf grønlænderne kunne fortjene, og han bagtalte dem grundigt. Kongen fik siden andet at vide, og han fandt, at Kolbein havde fremsat falske anklager, og han fik intet til gengæld for dyret. Kolbein sluttede sig siden til Sigurd Slumpedegns flok, der overfaldt kong Harald Gille og brugte våben på ham. De kom siden sejlende ud for Danmark i strygende fart. Kolbein sad i båden efter skibet, og det var hårdt vejr; båden rev sig løs, og Kolbein druknede. Hermund og de andre nåede til deres slægtsjorder på Island.
Og dermed slutter denne saga.
Noter:
