Fortællingen om kejser Otto

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Kongesagaer

Fortællingen om kejser Otto

Otto þáttr keisara

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2024

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon & C. R. Unger: Flateyjarbók, Oxford og Kristiania, 1860-68

---

Fortællingen om kejser Otto og kong Harald

Kong Harald døbes af biskop Poppo

Kejser Otto, der blev kaldt den Unge, svor højtideligt, at han ville omvende danskerne til den rette tro, såfremt han kunne. Og ellers ville han hærge blandt danskerne seks somre i træk med hele sin styrke, hvis han ikke fik dem kristnet før. Efter afgivelsen af dette løfte sendte kejseren bud til Harald Danekonge med den besked, at han og hele det folk, han herskede over, skulle tro på den sande Gud. I modsat fald, sagde kejseren, ville han angribe ham med sin hær.

Men da danekongen modtager dette budskab, lader kongen sit landeværn klargøre og forstærker Danevirke. Han sendte bud nordpå til jarl Håkon i Norge, at han skulle komme til ham tidligt om foråret med hele den hærstyrke, han kunne få samlet. Jarl Håkon udbød da om foråret ledingshæren i hele sit rige og blev overmåde mandstærk. Han førte hele denne styrke til Danmark og opsøgte kong Harald Danekonge. Kongen modtog ham med stor taknemmelighed. Hos kongen var der da mange andre høvdinge, som støttede ham. Kongen bekendtgjorde, at han agtede at gå imod kejser Otto med hele denne hær.

Kejser Ottos kamp mod danskerne

Om foråret samlede kejser Otto hæren i Saxland; han fik en stor og flot hær, som han førte til Danmark. Om sommeren mødte han kong Harald og de andre, og de lagde straks an til strid og kæmpede hele dagen, indtil det blev nat. Der faldt mange på begge sider, men dog flest af kejserens folk. Men da natten faldt på, aftalte de tre dages våbenhvile, så de hver især kunne rådslå og gøre forberedelser. Og da de tre dage var gået, gik begge parter i land og gjorde klar til kamp. Fylkningerne stødte siden sammen, og det blev den hårdeste strid. Kejseren havde store vanskeligheder, og der faldt langt flere i hans hær, og ud på dagen begyndte hans hærfolk at rømme, og de flygtede siden ned til deres skibe. Det fortælles, at kejser Otto sad på en hest dagen lang og kæmpede meget tappert, men da hovedstyrken begyndte at flygte, red han bort til skibene. Han havde et stort, guldprydet spyd i hånden og var aldeles blodig op ad armene. Han kastede spyddet i havet foran sig og sagde højt: »Jeg tager den almægtige Gud som vidne på, at næste gang jeg kommer til Danmark, skal jeg enten få kristnet landet eller miste livet og ligge død her i danskernes land!« Kejser Otto gik derpå ombord på sine skibe sammen med hæren og drog hjem til Saxland og sad dér om vinteren. Jarl Håkon blev hos danekongen, og de lagde mange planer og lod Danevirke rejse på ny, hvilket er kendt vidt omkring. Det blev gjort mellem Ejderen og Sliens munding tværs over landet mellem havene. Derefter tog Håkon hjem til Norge.

Samtalen mellem kongen og jarl Håkon

Det følgende forår samlede kejser Otto en umådelig hær fra Saxland, Franken, Frisland og Vendland. Kong Burislav fulgte ham med en stor hærstyrke. Han havde også en stor hær fra Holseteland. Kejseren førte hele denne hær til Danmark. Og så snart kong Harald erfarer dette, sendte han folk af sted til jarl Håkon, for at denne skulle komme til ham, og han syntes aldrig, at han havde haft større behov end nu for hans styrke og mange mænd. Jarl Håkon gør sig hurtigt klar efter kongens henvendelse og indser sagens alvor og drager af sted, så snart han er færdig, og har hundrede skibe.

Og han kom til Danmark og tager med det samme hen til kongen med tolv mand i sit følge. Kongen bliver glad for at se ham og siger, at det var godt, at han forstod sagens alvor, »— og nu skal jeg drage din hær i møde, og jeg er taknemmelig for hver en mand, som er kommet hertil.« »Vi må tale noget sammen først,« sagde jarlen, »— og du kan rådføre dig med mig og disse tolv mand og har vores støtte, men du får ikke flere mænd, medmindre jeg vil, for jeg er allerede kommet her én gang for at yde dig støtte, sådan som vi blev enige om fra begyndelsen.« »Det er sandt,« siger kongen, »— men jeg forventer af dig, at du hjælper mig for vores venskabs skyld.« Jarlen svarer: »Dette kan jeg ikke bestemme over mine mænd,« siger han, »— for de mener sig forpligtede til at forsvare mit land og rige, men de føler sig ikke forpligtede til at forsvare en anden konges rige eller Danmark for dig og udsætte sig for spydspidser uden at opnå fordele eller modtage hæder.« »Hvad skal jeg gøre,« siger kongen, »— for dig og dine mænd, før I kommer mig til hjælp, for jeg har sande efterretninger om, at jeg kommer til at kæmpe mod overmagten, fordi kejseren har så stor en styrke.« Jarlen svarer: »Der er én betingelse, som må opfyldes, for at jeg og mine mænd bliver enige: Du skal give afkald på alle de skatter fra Norge, som ikke er blevet betalt, og du skal opgive dem helt og holdent, således at Norge aldrig siden skal være skattepligtig til Danmark. Men hvis du ikke godtager dette vilkår, som jeg nu har tilbudt dig, så vil hele den styrke, som har fulgt mig hertil, tage hjem til Norge igen, og kun jeg selv bliver tilbage med disse tolv mand for at yde dig en sådan hjælp, som vi blev enige om.« »Det er sandt, som det siges« siger kongen, »— at du formår at overliste alle med klogskab og snedighed, og nu har jeg to vilkår at vælge imellem, og de er lige slemme. Du giver mig vanskeligheder nu.« »Tænk du nu over det,« siger jarlen, »— men det forekommer mig,« siger han, »— at du kun vil få liden nytte af skatterne fra Norge, såfremt du mister livet her i Danmark.« »Jeg må træffe et hurtigt valg,« siger kongen, »— således som sagerne nu står. Hjælp mig nu så meget, som du formår, med hele din styrke, og da skal du få det, som du vil have det.« Og derefter sendte kongen bud til hele Håkons hær, at de skulle komme til møde dér, og de bekræftede da dette med håndslag og indgik en bindende aftale.

Nu bliver de prægtigt beværtet hos kongen og drager siden imod kejseren med hele den styrke, de har fået samlet. Kongen sejler med sin flåde til Ejderen, mens jarl Håkon sejler til Sliens munding på modsatte side af landet. Og da kejseren erfarede, at jarl Håkon er i Danmark og agter at kæmpe imod ham sammen med kong Harald, sender han sine to jarler af sted — den ene hed Urgutrjot, den anden Brimilskær — og de skulle drage til Norge og kristne landet dér, mens jarlen var væk.

Kejserens kamp mod jarl Håkon

Nu sender kong Harald jarl Håkon og hele den hær af nordmænd, som havde fulgt ham, sydpå til Danevirke for at forsvare landet dér, mens kong Harald selv samlede sin hær i Jylland. Det fortælles, at jarl Håkon drog med sin hær til Danevirke for at forsvare, såfremt kejser Otto skulle komme sydfra mod Danevirke med sin hær. Danevirke er udformet på den måde, at to fjorde strækker sig ind i landet fra hver sin side, og mellem fjordene havde danskerne bygget en borgvæg af sten og tørv og tømmer, som var både høj og stærk, og på ydersiden var der gravet en bred og dyb grøft. For hver hundrede favne var der en borgport, hvor der var et kastel over grøften til forsvar. Der var tre broer ved hver borgport. Kejser Otto angreb Danevirke sydfra med sin hær, og jarl Håkon forsvarede borgvæggen med sin styrke. Jarl Håkon satte fylkinger ved alle borgportene, men han lod dog størstedelen af sin hær fare langs med borgvæggen og forsvare dér, hvor angrebene var hårdest. Mange af kejserens folk faldt da, og de formåede ikke at indtage fæstningen. Kejseren vendte da om for denne gang og drog med hæren til sine skibe. Efter denne kamp vendte jarl Håkon tilbage til sine skibe og agtede at sejle nordpå til Norge, men han fik ikke gunstig vind og lå længe i Limfjorden.

Danevirke indtages efter Olavs råd

Kong Olav Tryggveson havde, som det tidligere blev skrevet, opholdt sig en vinter i Vendland, da disse ting, som vi nu har omtalt en tid, skete mellem kejser Otto og danskerne. Olav klargjorde sit skib tidligt om foråret og stod til havs. Han sejlede sine skibe over til Skåne, hvor han gik i land. Men landets indbyggere samlede sig og gik i kamp mod ham. Olav sejrede dér og vandt et stort bytte. Derefter sejlede han østpå til Gotland, hvor han tog et handelsskib, som var ejet af folk fra Jämtland. De forsvarede sig godt på skibet, men det endte med, at Olav erobrede skibet og dræbte mange og tog alle værdierne. En tredje kamp havde han på selve Gotland. Han sejrede og vandt et stort bytte. Således siger Halfred Vanrådeskjald:

Viets øder voldte

venderfolks og jæmters

(den slags fatted’ fyrsten —)

fald (— tidligt) i striden.

Sværddjærvt hærged’ hørders

hersker da blandt goter.

Guldets bryder bragte

brat spydstorm til Skåne.

Derpå styrede kong Olav sine skibe sydpå mod Danmark og helt sydpå til Slien, for han erfarede, at kejser Otto var dér sammen med venderkongen Burislav, Olavs svigerfar, og at de havde brug for støtte. Og da Olav traf kejseren, tilbød han at hjælpe dem med hele sin styrke. Kejseren så på ham og spurgte, hvem han var. Han svarer: »Mit navn er ligetil — herre! — jeg hedder Ole.« Kejseren sagde: »Du er en stor mand og har lykken med dig, og alle dine folk forekommer mig at være tapre, så jeg vil sandelig tage imod din støtte.«

Kejseren holdt da husting med sine rådgivere og høvdinge. Han sagde: »Se nu her — kloge høvdinge! — og kom med gode råd om, hvad vi skal gøre, for vi har fået store vanskeligheder, for hele den hær, som er samlet her, mangler forråd. Men danskerne har ført deres kvæg og andet gods derhen i landet, hvor de mener, det bedst kan være i fred for vores hærgen, så der på denne side af Danevirke ikke findes noget, der kan tjene som føde for mennesker. Vi har haft nogle kampe her, men det er svært for os at vinde dette land. Kom nu med gode råd om, hvad vi skal gøre, således at vi har æren i behold.« Og da kejseren sluttede sin tale, tav de fleste, men de, der svarede, sagde, at der var to muligheder: Enten at bryde op og tage hjem eller at slå ridedyrene ned til mad og livets ophold for folkene. Kejseren svarer: »Dette råd er forbundet med store vanskeligheder, for det er nærmest et brud på kristenretten for døbte folk at spise hest, når de på anden vis kan forlænge deres liv. Og hvis vi opløser vores hær og drager hjem til vores rige, da kan jeg se, at vi aldrig igen vil få samlet en større og flottere hær for at vinde Danevældet. Og for mig selv vil det være den største ulykke og vanære at svigte min tro, for jeg skal denne gang enten opnå at få kristnet Danmark eller dø her. Men vi ville gerne høre, hvad den nys ankomne høvding, Ole, har at sige.« Ole svarer kejseren: »Herre! — det hænger sådan sammen med mig, hvilket ikke er formålstjenligt, at jeg ikke er den store rådgiver. Men jeg har dog så stor tiltro til mine råd, at jeg på ingen måde vil fremlægge dem her, medmindre du — herre! — og alle dine høvdinge lover mig at følge dem og at gøre, som jeg siger her. Og det er dog uhørt for mig at tale så stort om min egen person imod din værdighed, for jeg er som alle andre forpligtet til at tale og gøre, som du ønsker.« Kejseren takkede Ole for hans ord og bekræftede på egne og sine høvdinges vegne at følge de gode råd, som han gav ham. Og de lovede alle at gøre, som kejseren sagde. Da sagde Ole: »Mit første råd er, at I søger hjælp derfra, hvor der er rigeligt af den, og at I påkalder den Gud, som I tror på, for jeg hører, at det bliver fortalt, og jeg anser det også selv for at være sandt, at han bestemmer over alting og er den største og mægtigste af alle konger og lønner hvert et menneske for alle de gode gerninger, der bliver gjort til hans hæder og ære. Og jeg har hørt, at han ønsker at blive bedt om barmhjertighed med mange slags afholdenhed fra mad og drikke og mange andre former for legemligt begær, og det er derfor mit råd til dig, at du og hele hæren vandfaster i seks døgn, for at denne samme Gud, som har skabt alle ting, skænker os sejr over danskerne og lader dig fremme hans sag til berømmelse for sig med dine gerninger. Dernæst vil jeg have, at hele hæren går ind i den skov, der findes ved Danevirke, og hver mand skal hugge sig et bundt grene og lægge dem under fæstningsværket, og så må vi siden se, hvad der forekommer mest tilrådeligt.« Nu kommer der gode tilråb til det, Ole siger, og hele hæren roste disse råd, og tidligt om morgenen gik de i skoven, og siden bar de veddet hen til fæstningsværket sent om aftenen.

Dagen efter gav Ole det råd, at de tog alle de vandfade, de kunne få fat i, og fyldte dem med spåner og hældte tjære i og byggede valslynger. Og blandt andre gøremål lod Ole en del af hæren angribe fæstningen med skud og sten, men de kunne ikke storme fæstningen om dagen, for jarl Håkon havde sat mange folk til at forsvare alle kastellerne, før han tog af sted, såfremt en hær skulle komme imod dem. Om aftenen tændte kejserens mænd ild i vandfadene og slyngede dem mod fæstningsværket efter Oles anvisning. Ilden fængede hurtigt i de tjærevædede spåner i fadene, og da flammerne slog op fra fadene, antændte de hurtigt de grene, som de havde anbragt under fæstningsværket. Om dagen havde vejret været klart og stille, men om aftenen kom der en tør og stærk søndenvind, og det tog til at storme, da natten faldt på. Og da grenene begyndte at brænde, og det stormede hen imod fæstningen, fik ilden snart fat i kastellerne, der var bygget af træ, og tilsvarende var en stor del af borgvæggen lavet af træ. Branden var da så voldsom, at alt stod i flammer, og morgenen efter var der ikke andet end stenene tilbage af Danevirke. Det fortælles, at da alt var brændt ned, lagde stormen sig, men der faldt da så meget regn, at man knap kunne opholde sig udenfor. Ilden blev slukket på et øjeblik, og jorden blev fugtig, således at folk kunne gå over dér, hvor ilden havde været mest voldsom, og hvor de ellers aldrig kunne være kommet over. Alt dette gjorde et stort indtryk på folkene. Kejseren vendte sammen med alle sine folk tilbage til skibene ved Sliens munding og førte hæren over fjorden til Jylland. Da manglede hæren ikke forråd længe, for dér kunne man gå på strandhugst blandt danskernes kvæg.

Og da kong Harald erfarede, at Danevirke var brændt ned, og at kejser Otto var kommet til Jylland med en stor hær, drog han imod dem med sin hær. Og da de mødtes, kom det til en meget hård og lang kamp, og det endte med, at kejseren sejrede, mens kong Harald flygtede til Limfjorden, hvor han kom ombord på et skib og sejlede ud til øen Mors. Der drog da budbringere mellem kongen og kejseren, og der blev aftalt et møde. Så mødtes de selv, kong Harald og kejser Otto, og indgik forlig.

Jarl Håkon bliver tvangsdøbt

Jomsvikingernes saga fortæller, at en biskop, der hed Poppo, fulgte med kejser Otto til Danmark. Og han var til stede, da disse hændelser, der nu blev beskrevet, fandt sted. Og Bremerkrøniken henviser til, at Adaldag på denne tid havde viet tre biskopper i Danmark, men det forekommer dog ikke sandsynligt, at dette skulle have været tilfældet, da denne kejser Otto kristnede danskerne. Men det fortælles sandt, at den biskop, der var med ham, var hellig og meget veltalende. Han forkyndte kristendommen for kong Harald og fortalte om den almægtige Guds mange mirakler. Og da biskoppen havde talt Guds sag både længe og dygtigt, svarede kong Harald: »Jeg forlader ikke uden videre den tro, som jeg har haft i hele mit liv, og som mine frænder og forældre har haft før mig; og jeg opgiver den ikke alene på grund af dine ord, selv om du har talt både smukt og snildt, medmindre I med åbenlyse tegn beviser, at det er utvivlsomt, at jeres tro er bedre og mere rigtig end vores.« Biskop Poppo lod nu en glødende jernrigel lægge i sin hånd, og han bar den ni skridt, mens alle så på. Han viste derpå kong Harald sin ubrændte hånd. Og det gjorde et stort indtryk på kong Harald og alle de andre, der så det, og de priste som fortjent Gud for dette storslåede mirakel. Kong Harald antog da kristendommen, og han og hele hans hær blev døbt.

Kong Harald havde, mens han sad på Mors før mødet med kejseren, sendt bud til jarl Håkon og bedt jarlen om at komme kongen til hjælp. Jarlen var kommet til øen, da kongen havde ladet sig døbe. Kongen sendte da besked til jarlen om at opsøge ham, og da de mødtes, tvang han jarlen til at antage kristendommen og lade sig døbe. Da blev jarl Håkon og alle i hans følge døbt. Kongen forsynede jarlen med præster og lærde mænd og sagde, at jarlen skulle lade alle i Norge døbe. Dermed skiltes de. Jarlen sejlede ud til Hals i Limfjorden og afventede bør.

Kejseren mente, at Ole havde givet ham gode råd, og han spurgte Ole, hvor han var født, og hvilken slægt han stammede fra. Ole svarer: »Jeg skal ikke skjule det for dig længere — herre! — at jeg hedder Olav og stammer fra Norge. Min far hed kong Tryggve Olavson.« Kejseren svarer: »Jeg har hørt om din far, men mindre om dig. Nu ønsker jeg, at du drager til Saxland sammen med mig, og så skal jeg gøre dig til en stor høvding i mit rige.« Olav svarer: »Jeg takker dig for dit tilbud, men jeg har et rige i Vendland, som jeg må tage mig af, men jeg vil gerne være din ven.« Kejseren siger, at sådan skal det være. Efter dette drog kejser Otto hjem til sit rige i Saxland, og han og kong Harald skiltes som venner. Kong Harald overholdt kristendommen godt lige til sin dødsdag. Kong Burislav drog til Vendland sammen med sin svigersøn, kong Olav Tryggveson. Denne strid, som de havde i Danmark, omtaler Halfred Vanrådeskjald i Olavsdrapaen:

Syd for Hedeby hugged’

havets gangers aver

brynjens birke ganske

barkløse i Danmark.

---

Noter: