Fortale (Karlamagnús saga ok kappa hans)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Karlamagnús saga ok kappa hans


Fortale


Blandt de efter det Franske i det trettende Aarhundrede paa det norrøne eller gammelnorske Sprog oversatte Romaner, indtager uden Tvivl nærværerende den første Plads med Hensyn til Størrelse og Omfang. Den indbefatter nemlig en Samling af flere Fortællinger, eller Thaatter (Þættir), som vore Forfædre kaldte dem, sammenknyttede til et Heelt og grupperede omkring Sagn- og Legende-Helten Karl Magnus, saaledes som denne levede i den tidlige Middelalders Folketro, ganske forskjellig fra den historiske Karl den Store, og ophøiet til en Kristendommens Apostel og en Troens Udbreder blandt de hedenske Folkeslag, og heraf er da fremkommen den religiøs-romantiske Saga om Karl Magnus og hans Kjæmper; derfor lyder ogsaa Overskriften i det Haandskrift af Sagaen, hvor Begyndelsen findes: Í nafni guðs byrjast upp saga Karlamagnús ok kappa hans. En Original, der har indeholdt netop de samme Fortællinger og været ordnet paa samme Maade som denne Samling, har sikkert ikke foreligget den norske Bearbeider; i al fald er nogen saadan, saavidt bekjendt, endnu ikke udgiven eller paa Prent omtalt, og Ordningen af det Hele synes saaledes ganske at skyldes denne.

Sagaen er egentlig forhaanden i to Bearbeidelser, en ældre, efter al Sandsynlighed fra det 13de Aarhundredes første Halvdel, og en senere fra Slutningen af det samme eller Begyndelsen af det næste Aarhundrede. Vi skulle nu først kortelig omtale disse to Recensioners Forhold til hinanden indbyrdes samt til en dansk Bearbeidelse af Sagaen fra det 15de Aarhundrede, dernæst, saavidt dette har været muligt, paapege den sandsynlige Kilde til de enkelte Fortællinger, og tilsidst omtale de Haandskrifter, som ere benyttede ved denne Udgave.

Af disse to Recensioner kan man bekvemmest benævne den ældre A, og den yngre B, hver af dem repræsenteres ved to Haandskrifter, hvilke her i Udgaven ere kaldte A og a, B og b. A Recensionen henpeger ved Sted og Foredrag[1] temmelig tydelig paa Haakon Haakonsøns klassiske Tid, eller den første Halvdel af det 13de Aarhundrede, og eet af de 3 Haandskrifter af Sagaen, hvoraf der opbevares Fragmenter i det norske Rigsarkiv, kan neppe have været yngre end Midten af det nævnte Aarhundrede. B Recensionen, der strax ved Stilen og Sproget røber sig som tilhørende en noget nyere Tid, grunder sig væsentlig paa den ældre Recension, som dels her er udvidet ved Tillæg hentede fra andre Kilder, dels paa sine Steder forkortet og modificeret eller tillempet efter de nye tilkomne Kilder. Jeg skal anføre nogle Exempler paa dette.

I den 8de Episode af Sagaen, Kampen ved Ronceval eller Rollants Sangen (la Chanson de Roland), er Erkebiskop Turpin med i Striden og falder tilligemed Rollant og Oliver efter den ældre Recension A, hvilket ogsaa stemmer med det gammelfranske Digt. Den yngre har her ved Siden af denne ældre norske Kilde (thi dette maa være de norske Bøger, Norrœnubœkr, som Samleren beraaber sig paa, s. Af Runzivals bardaga Cap. 37), benyttet Speculum Historiale af Vincent fra Beauvais, i Følge hvilken Turpin ikke var med i Kampen, men selv samme Dag sang en Sjælemesse paa en deilig Eng, hvor Keiser Karl havde slaaet Leir. Paa Grund heraf har B overalt, hvor Turpin nævnes i Recensionen A, indsat Valter Jarl i hans Sted, og saaledes udelukket Turpin fra Kampen og sparet hans Liv.

Om Maaden hvorpaa Bearbeideren af den yngre Recension undertiden sammendrager og forkorter sin Original, vil Læseren kunne danne sig en Forestilling ved at lægge Mærke til det lange 6te Capitel i samme Episode, sammenlignet med Varianten i B og b. Til lettere Oversigt hidsættes Capitlet i sin Helhed, saaledes som det omtrentlig[2] lyder i den yngre Bearbeidelse, efter begge Haandskrifterne B og b.

B: Ok þá mælti keisarinn: Hvern munum vér þangat senda? Kjósit einnhvern barún vel kynjaðan ok vel at sér gervan, þann er gersamliga segi Marsilio konungi mína orðsending ok greiði vel mína sendiför, ok sé vel at sér gerr í bardaga. Rollant svaraði: Þar til er Guinelun jarl stjúpfaðir minn. Þá mælti Karlamagnús konungr: Guinelun jarl, segir hann, gakk fram þá ok tak við staf mínum ok glófa, því at þat vilja Frankismenn, at þú farir þessa sendiför. Þá svaraði Guinelun jarl: Því hefir Rollant upp komit, at aldri man ek honum þat fyrirgefa, ok sé ek nú herra, at þér vilit at ek fari. Nú ef þú ferr til Saraguze, þá seg Marsilio þau tíðendi, at hann taki við kristni ok gerist minn maðr ok sœki á minn fund ok haldi af mér hálft Spanialand, en hálft Rollant. En ef hann vill þat eigi, þá man ek vinna landit. Guinelun skal fá í hendr honum bréf þetta ok staf ok glófa er ek sel þér.

b: Þá mælti konúngr: Hvern vilit þér til kjósa at fara þessa sendiferð, þann sem bæði sé vel borinn ok sœmiligr höfðingi ok kunni vel at flytja mitt örindi fyrir Marsilio konungi? Rollant svaraði: Þar er Guinelun jarl stjúpfaðir minn. Þá mælti Karlamagnús konungr: Guinelun jarl, segir hann, gakk fram þá ok tak við staf mínum ok glófa, því at þat vilja Frankismenn, at þú farir þessa sendiför. Þá svaraði Guinelun jarl: Því hefir Rollant upp komit, at ek skal honum jafnan muna. Þá svarar Karlamagnús: Nú skaltu fara til Saraguz, ok seg svá Marsilio konúngi, at ek vil þau boð þiggja sem sendimenn hans sögðu mér af honum; en ef hann vill þat eigi halda, þá man ek vinna borg hans, þá er hann sitr í. Tak nú hér bréf þat er ek sendir honum, ok þar með fær ek þér staf minn ok glófa.

Til Sammenligning med den ældre Text, nærværende Udgave, anføres nedenfor det Stykke af det gammelfranske Digt,[3] som svarer til sjette Capitel i denne Episode, tilligemed en saavidt muligt ordret Oversættelse.


„Seignurs baruns, qui i enveieruns,
En Sarraguce, al rei Marsiliun?“
Respunt dux Neimes: „Jo irai par vostre dun;
Liverez m'en ore le guant e le bastun.“
Respunt li reis: „Vos estes soives hom;
Par ceste barbe e par cest men gernun,
Vos n'irez pas uan de mei si luign!
Alez sedeir quant nuls ne vos sumunt!


„Seignurs baruns, qui i purruns enveier,
Al Sarrazin ki Sarraguce tient?“
Respunt Rollans: „Jo i puis aler mult ben.“
- „Nu ferez, certes! dist li quens Oliver;
Vostre curages est mult pesmes e fiers:
Jo me crendreie que vos vos meslisiez.
Se li reis voelt, jo i puis aler [mult] ben.“
Respunt li reis: „Ambdui vos en taisez;
Ne vos nen il n'i porterez les piez.
Par ceste barbe que veez blancheer,
Li duze per mar i seront jugez.“
Franceis se taisent, as les vus aquisez.


Turpins de Reins en est levet del renc
E dist al rei: „Laisez ester vos Francs.
En cest païs avez estet set ans;
Malt ont oüd e peines e ahans.
Dunez m'en, sire, le bastun e le guant,
Et jo [en] irai al Sarazin Espan;
Si'n vois vedeir alques de sun semblant.“
„Alez sedeir desur cel palie blanc;
N'en parlez mais, se jo ne 'l vos cumant!“


Francs chevalers, dist le empereres Carles,
Car m'eslisez un barun de mai marche
Qu'a Marsiliun me portast mun message.“
Ço dist Rollans: „Ço ert Guenes mis parastre.“
Dient Franceis: „Car il le poet bien faire!
Se lui lessez, n'i trametrez plus saive.“
E li quens Guenes en fut mult anguisables;
De sun col getet ses grandes pels de martre,
En est remés en sun blialt de palie.
Vairs out [les iex] e mult fier lu visage,
Gent out le cors, e les costez out larges;
Tant par fut bels tuit si per l'en esguardent.
Dist Rollant: „Tut fol, pur quei t'esrages?
Ço set hom ben que jo sui tis parastres.
Si as juget qu'a Marsiliun en alge?
Se deus ço dunct que jo de la repaire,
Jo t'en muverai un si grant contraire
K'il durerat a trestut ton edage!“
Respunt Rollans: „Orgoill oi jo e folage!
Ço set hom ben, n'ai care de manace;
Mais saives hom il deit faire message:
Se li reis voelt, prez sui por vus le face.“


Guenes respunt: „Pur mei n'iras tu mie:
Tu n'ies mes hom, ne jo ne sui tis sire.
Carles commandet que face sun servise;
En Sarraguce en irai a Marsilie;
Einz i ferai un poi delegerie
Que jo'n esclair ceste meie grant ire.“
Quant l'ot Rollans, si cumençat a rire.


Quant ço veit Gueries que ore s'en rit Rollans,
dunc ad tel doel pour poi d'ire ne fent:
A ben petit qua il ne part le sens.
E dit al cunte: „Jo ne vus aim nient!
Sur mei avez turnet fals jugement.
Dreiz emperere, veiz me ci en present;
Ademplir voeill vostre comandement


En Sarraguce sai ben aler m'estoet.
Hom ki la vait repairer ne s'en poet.
Ensurquetut si ai jo vostre soer,
Si'n ai un filz, ja plus bela nen estoet:
Ço est Baldewin, ço dit, ki ert prozdoem.
A lui luis jo mes honurs et mes fieus.
Guardez le bien, ja ne 'l verrai des oilz!“
Carles respunt: „Trop avez tendre coer.
Puis que 'l comant, aler vus en estoet.“


Ço dist li reis: „Guenes, venez avant;
Si recevez le bastun et lu guant.
Oït l'avez, sur vos le jugent Franc.“
„Sire, dist Guenes, [i]ço ad tut fait Rollans;
Ne l'amerai a trestut mun vivant!
Nen Oliver por ço qu'est sis cumpaun;
Li duze per, por [ço] qu'il l'aiment tant;
Desfi les en, sire, vostre oil veiant.“
Ço dist li reis: „Trop avez mal talant.
Or irez vos, certes, quant jo 'l cumant!“
- „Jo i puis aler, mais n'i aurai guarant:
Nul out Basilies ne sis freres Basant!“


Li empereres li tent sun guant, le destre,
Mais li quens Guenes iloec ne volsist estre:
Quant le dut prendre, si li caït a tere.
Dient Franceis: „[E] Deus! que purrat ço estre?
De cest message nos avendrat grant perte!“
- „Seignurs, dist Guenes, vos en orrez nuveles.
Sire, dist Guenes, dunez mei le cungied;
Quant aler dei, n'i ai plus que targer.“
Ço dist li reis: „Al Jhesu e al mien!“
De sa main destre l'ad asols e seignet,
Puis li liverat le bastun e le bref.


D. e. „Mine Herrer Baroner, hvem skulle vi sende hen til Sarraguce til Kong Marsilius?“[4] Hertug Neimes svarer: „Jeg skal fare med Eders Orlov; giv mig derfor strax Handsken og Staven.“ Kongen svarer: „I er en klog Mand; ved dette Skjeg og denne min Knebelsbart, I skal ikke i Aar fare saa langt bort fra mig. Gaa og sid, naar ingen kalder Eder. - Mine Herrer Baroner, siger han, hvem skulle vi sende hen til Saraceneren, som har Sarraguce i sin Magt?“ Rollant svarer: „Jeg kan meget godt gaa derhen.“ „Det skal I saa sandelig ikke,“ siger Grev Oliver, „Eders Sind er altfor heftigt og vildt, jeg frygter, I vilde indvikle Eder i Strid. Hvis Kongen vil, kan jeg gjerne gaa derhen.“ Kongen svarer: „Tier stille begge to, hverken I eller han skulle komme paa de Veie. Ved dette Skjeg, som I see bølge ned i hvide Lokker, de tolv Jævninger ville der møde en haard Vanskjebne.“ Franskmændene tie, og nu holde de sig stille og rolige. - Turpin af Reins reiste sig nu fra sin Plads og sagde til Kongen: „Lad Eders Franker være i Ro. I dette Land har I været syv Aar; mange Lidelser og Gjenvordigheder have de havt. Giv mig, Herre, Staven og Handsken; jeg skal gaa til den spanske Saracener, jeg vil hen at se, hvorledes han seer ud.“ Keiseren svarer fortrædelig: „Sæt Eder paa den hvide Atlask hist og tal ei mer derom, uden naar jeg befaler det.“ - „Troe Riddere,“ sagde Keiser Karl, „saa vælg mig da en Baron i mit Land, som kan bringe mit Budskab til Marsilius.“ Rollant sagde: „Der er Guenelun min Stedfader.“ Franskmændene sige: „Ja, han kan godt udføre det! Dersom I tillader ham at reise, vil I ikke kunne sende nogen kløgtigere.“ - Grev Guenelun gribes herover af stor Sorg; af sin Hals kaster han sit store Maarskinds Pelsværk, og staar der i sin Silkekaabe. Livlige vare hans Øine og stolt hans Aasyn, velskabt hans Legeme og bredt hans Bryst. Saa smuk var han, at han vakte alle sine Jævnliges Beundring. Han talte til Rollant: „Din Tosse, hvi raser du? Enhver veed jo, at jeg er din Stedfader, og du har dømt mig til at drage til Marsilius? Dersom Gud forunder mig at komme tilbage derfra, skal jeg betænke dig med et Uvenskab, som skal holde ud dit hele Liv!“ Rollant svarer: ”Hvilket Hovmod og Daarskab! Enhver veed godt, at jeg ikke bryder mig om Trudsler. En forstandig Mand maa overtage Sendefærden, dersom Kongen vil, er jeg beredt i Eders Sted.“ - Guenelun svarer: „For mig skal du ingenlunde reise: du er ikke min Tjener, og ikke jeg din. Karl byder mig at udføre hans Ærinde. Jeg skal drage til Sarraguce til Marsilius; men jeg maa først have en Frist, at jeg kan give min store Harme Luft.“ Da Rollant hørte det, begyndte han at lee. - Da Guenelun seer, at Rollant leer ad ham, gjør det ham saa ondt, at han næsten brister af Harme, han er nær ved at tabe Forstanden, og siger til Greven: „Jeg elsker Eder ikke, I har vendt en falsk Dom over mig. Retfærdige Keiser, her staar jeg for Eder, jeg er beredt at udføre Eders Bud. Jeg veed vel, at jeg maa drage til Sarraguce, og den som gaar did kan ikke komme tilbage. Naar alt kommer til alt har jeg Eders Søster til Ægte, og jeg har en Søn, en skjønnere gaves aldrig, det er Baldevin, som tegner til at blive en brav Mand. Til ham efterlader jeg mine Værdigheder og mine Len; vaag over ham, jeg skal aldrig see ham med mine Øine.“ Karl svarer: „I har for følsomt et Hjerte. Da jeg befaler det, maa I drage afsted.“ - Kongen sagde: „Guenelun, kom frem, og tag imod Staven og Handsken. I har hørt, at Franskmændene dømme Eder dertil.“ „Herre,“ sagde Guenelun, „dette er alt Rollants Værk, og jeg vil hade ham mit hele Liv, og Oliver, fordi han er hans Fælle, og de tolv Jævninger, fordi de elske ham saa høit. Jeg trodser dem alle, Herre, i Eders Paasyn.“ - Kongen sagde: ”Altfor stort Nag bærer I. Nu maa I afsted, for Sanden, naar jeg byder det.“ - „Jeg kan drage derhen, men ingen Beskytter skal jeg have, ingen havde Basilies og hans Broder Basant.“ - Keiseren rækker ham sin høire Handske, men Grev Guenelun ønskede sig langt bort. Da han skulde tage den, faldt den fra ham til Jorden. Franskmændene sige: „Gud! hvad kan det betyde? Af denne Sendefærd vil stor Ulykke komme over os!“ - „Herrer,“ siger Guenelun, „I ville høre derom. Herre, sagde Guenelun, giv mig Orlov; da jeg skal drage afsted, har jeg intet mere at nøle efter.“ Kongen sagde da: „I Jesu Navn og i mit!“ Med sin høire Haand gav han ham Absolution og Velsignelsen, dernæst gav han ham Staven og Brevet.

Lignende Bortskjærelser eller Forkortninger af den ældre Recension i den yngre, vil man paa flere Steder finde ved at jævnføre den trykte Text med Varianterne. Exempelvis kunne anføres: Af Guitalin Saxa Cap. 14 ok er ham góðr konungr til veiðimenn ok þó sjaldan; Af Guitalin Saxa Cap. 48 Nú fylkir Karlamagnús til yfir hverju 100 liði; Af Otvel mangler hele Capitel 13; Af Otvel Cap. 15 en því næst féngu til aðra kaupför; Af Otvel Cap. 18 En konungsdóttir Alfanis til Af Otvel Cap. 19 létta um Oddgeir at rœða.

Undertiden er dog den yngre Text B rigtigere og fuldstændigere end den ældre, hvilket maa komme deraf, at den yngre Samler paa enkelte Steder har været nøiagtigere i at udskrive sin Original, end Afskriverne af A og a i at copiere det dem foreliggende ældre Haandskrift. Saaledes i 1ste Part af Sagaen, Cap. 26, har B rigtig Belisem, som den af Kongens Søstre, der blev gift med Reimbald, ikke Gilem, hvilket A har, nærv. Udg. Ved Begyndelsen af Cap. 3 af 8de Fortælling (Ronceval Kampen), hvor Kong Marsilius's ypperste Mænd navngives, svarer dette til den franske Text; ligeledes Cap. 4, hvor de 12 Jævninger opregnes; paa begge Steder angiver Haandskriftet a blot Tallet; ligesaa Cap. 17 meðan ek lifi - ok liði þeirra öllu, hvilket alt mangler i a. I Fortællingen om Oddgeir danske har den yngre Recension enkelte mærkelige Afvigelser, navnligen i Skildringen af Burnament Cap. 37, og den tilføier desuden ved Enden af denne Episode af Sagaen 8 Capitler (47-54) som ikke findes i A og a. Alt dette synes at henpege paa et ældre Bearbeideren af B foreliggende Haandskrift, som her har været fuldstændigere end det Afskriveren af A har benyttet. Sproget hentyder her ogsaa paa den ældre Tid.

Men det mærkeligste, hvorved den yngre Recension adskiller sig fra den ældre, er dog Meddelelsen af en Episode, som ganske mangler i den sidste, nemlig Fortællingen om Fru Olif og hendes Søn Landres. Sproget her er særdeles godt, men Foredrag og Udtryksmaade henpeger paa; at den er omplantet paa norsk Grund i en sildigere Tid,[5] hvilket ogsaa udtrykkelig angives i de Fortællingen indledende Forord, hvor dens Tilbliven henføres til det 13de Aarhundredes Slutning. Selve Fortællingen synes ogsaa snarere at vedkomme Sagnkredsen om Kong Pipin end Karl Magnus, da her forekomme lutter nye Personer, fremmede for de andre Episoder, naar man undtager ham selv,og han fremstilles ogsaa her i en yngre Alder, end han efter Sagaens Begyndelse skal have, hvor han indføres for Læserne som 32 Aar gammel. Samleren af den yngre Recension har vistnok ogsaa følt dette, og derfor stillet den saa langt frem i Bogen som muligt, og anvist den den anden Plads, da han ikke kunde stille den først, hvilket vel egentlig havde været det rimeligste ved en Begivenhed, der henhører til Karls Ungdomshistorie, eller i al Fald maatte antages at ligge forud for de øvrige i Sagaen fortalte. For Resten staa Episoderne i samme Orden i begge Bearbeidelser.

B Recensionen er bevaret fuldstændig, hvilket paa Grund af Lacuner i Haandskrifterne ikke er Tilfælde med A Recensionen, men skjønt denne saaledes er mangelfuld, er den dog som den ældste bleven lagt til Grund, og dens Mangler udfyldte efter B, og hvor A ligger til Grund, er Varianterne af B, saavidt muligt, nøiagtig angivne, og hvor Forskjellen var for stor hertil, er ogsaa Texten af B fuldstændig meddelt. Dette var uundgaaeligt ved den lange Fortælling om Agulandus (den fjerde Episode af Sagaen); thi ihvorvel begge Redactioner af denne, hvad Hovedindholdet angaar, stemme, saa er dog Behandlingen og Anordningen af Stoffet i begge meget forskjellig. I A synes det som man har den ældste og oprindelige Form, saaledes som den skyldes den første norske Bearbeider. Fortællingen er her sammensat efter to fra hinanden meget forskjellige Hovedkilder, den ene den saakaldte Turpins Krønike, og den anden et gammelfransk Heltedigt (Chanson de geste), den første kort og mere sammentrængt, det andet vidtløftigt og fuldt af de for den Carolingiske Digtcyklus sædvanlige Gjentagelser. Selv om ikke disse to Kilder kunde paavises, er der saa stor Forskjel paa Stilen, at man paa Forhaand, selv uden at kjende dem, kan angive Stedet, hvor de mødes. Den senere Bearbeider af Sagaen har ganske omarbeidet denne Episode, han har bragt Orden og Sammenhæng i den, og man maa tilstaa, at Fortællingen under hans Hænder har vundet særdeles meget og faaet et fuldkommen sagamæssigt Præg uden at tabe synderligt af sit væsentlige Indhold og sin oprindelige Udførlighed.

At den danske Karl Magnus skrev sig fra en gammelnorsk Original, har allerede Nyerup[6] opdaget, og en anden interessant Opdagelse vedkommende samme Folkebog, skylder man i senere Tid C. J. Brandt,[7] der har godtgjort, at Christiern Pedersen ikke, som hidtil antaget, er Oversætter af denne Bog, men kun Omarbeider af Ghemens 1501 trykte Udgave, og at denne igjen grunder sig paa en Afskrift af en ældre, Aar 1480 i Börglum-Kloster i Jylland skreven Bog, som nu opbevares i det Kongelige Bibliothek i Stockholm. Den Codex, som den danske Oversætter eller Bearbeider har havt for sig, har indeholdt den ældre (A) Recension af Sagaen. Oversættelsen har saaledes ikke Fortællingen om Landres, men derimod Tillægget til Slutningen af Sagaens første Afdeling, som kun findes i A (Cap. 43-59). Et andet Tillæg har den danske ved Enden af Fortællingen om Roncevalslaget, som nu mangler i den norske, da Haandskriftet a her slipper, og Slutningen af Sagaen nu kun er for Haanden i B Recensionen. Til Sammenligning med Originalen ville vi af den danske vælge det samme Stykke, som Nyerup har aftrykt, nemlig hvad der svarer til Cap. 48 i første Afdeling af Sagaen (Brandt, S. 12).

En Dag stod Keiseren paa Reinsborg i et Vindue og saa ud paa Rin, hvor en Svane svømmede og drog en liden Baad efter sig med et Silkebaand, og i Baaden stod en Mand vel væbnet. Da han kom til Lands, gik Nauilon til hannem og ledde hannem til Keiseren. Han spurde, hvo han var. Han kunde intet svare. Et Brev hængde paa hans Hals. Keiseren læste Brevet, der stod udi: Her er kommen Gerard Svan, og skal vorde Keiserens Tjenere. Siden toge de hans Harnisk af, og Keiseren gav hannem kostelige Klæder. Han lærde snart deres Tungemaal. Keiseren havde en Søster, som hed Elisa, hun var føder siden Pipping døde, hende gav han Gerard Svan. Roland spurde Keiseren hveden Gerard kom? Keiseren svarede: Gud sende os hannem. Roland sagde, det er en mandelig Mand. Keiseren gjorde hannem til Hertug og gav hannem et Land, som hed Ardena.

Paa de fleste Steder er Fortællingen betydelig sammendragen og forkortet, men paa eet Sted er den mærkværdig nok udførligere end Originalen, i al Fald saaledes som denne nu foreligger. Dette er Tilfældet ved Gjengivelsen af Cap. 43 af Fortællingen om Oddgeir danske. Vi meddele ogsaa det hertil svarende Afsnit af den danske efter Nyerup, dog, som ved foregaaende Stykke, med enkelte Forandringer efter Brandts Udgave (jvf. denne S. 28).

Carvel gik til Olger og takkede hannem for sin gode Vilje, og fik hannem den bedste Brynje i den Hær var, og bandt en Hjelm paa hans Hoved, den bedste i alt Hedenskabet var; i samme sad en dyrebar Sten, som hed Adamas, og havde saadan Nature, at hvilken hannem bar, han blev aldrig fattig; han var saa haard, at intet Sværd bed paa hannem, uden han blev smurd med Bukkeblod; i Hjelmen sad og en Sten, hed Cristallus, og gav meget Skin af sig, om han var sat i Guld; der sad og en Sten som kalles Galicia, han hedner aldrig, endog han laa i en brændende Ild; i Hjelmen sad og en Sten, hed Abastor, han kolner aldrig. Han bandt et Sværd ved hans Side, hed Curten, og sagde: Dette Sværd giver jeg dig, og saa hjælpe mig min Gud Mamet, at det skulde ei min egen Fader eller Broder, faa for hundrede Pund Guld; med dette Sværd haver jeg overvundet 30 Konger. Det var hærd i en Orms Blod, som heder Basiliscus, og laa fire Aar under en flygende Drage paa Guld, thi skinde det altid som Guld; det haver vel bidet paa hver Mand uden paa dig, og det volder at du har en kraftig Gud.


Tillægget om de vidunderlige Ædelstene paa Hjelmen, samt om Sværdets Hærdelse i Ormeblod findes hverken i den norske Saga eller i det franske Digt af Raimbert (Ogier de Danemarche), som synes at ligge til Grund for dette Afsnit af vor Saga.

Undertiden findes der Feiltagelser i den danske Bearbeidelse, som ikke godt synes at kunne forklares uden ved Misforstaaelser af en norsk Original, saaledes hvor þúsundrað d. e. þúsund (Af Oddgeiri danska Cap. 13), oversættes med to hundrede (Brandts Udg. af den danske Karl Magnus S. 199); ellers stemme næsten overalt Talangivelserne nøiagtig i begge. Som Exempel paa Overensstemmelse mellem begge kan anføres Stedet i Fortællingen om Agulandus (A Cap. 52), hvor Jamunds Spyd omtales, som var af saa seigt Træ, at det ikke kunde briste, og hvor der tilføies: þenna við kalla sumir menn aiol. Paa det tilsvarende Sted har ogsaa den danske (S. 466): det Træ kalledes Ayol. Her menes uden Tvivl det gammelfranske alier, nyfransk alisier, Asaltræ. Tilsidst kan jeg ikke undlade efter Brandt, Anmærkninger til hans Karl Magnus (S. 521) at anføre et Sted, som paa Grund af en Trykfeil hos Ghemen er bleven forunderlig forvansket i de senere Udgaver. I vor Saga staar (Af Oddgeiri danska Cap. 31): Verði sá níðingr er hirðir, blive den en Niding, som bryder sig om det. Dette er aldeles rigtig i det gamle danske Haandskrift gjengivet ved: blive han en Niding som det vurder. Ved en Trykfeil i Ghemens Udgave staar: blive han en indig som det vurder. Denne Trykfeil indig har Christiern Pedersen rettet til en tig (en Tæve, Tispe); dette forældede Ord Tig har igjen afstedkommet en ny Trykfeil i senere Udgaver (1787), hvor Stedet lyder: blive han en Tid, som det vorder, hvilket Rahbek (Alm. Morskabslæsning I S. 34) har rettet til: „mig lige meget, som dig lyster.“ Denne sidste Læsemaade har da været den gjængse i senere Udgaver, indtil Brandt opdagede den oprindelige.[8]


____


Vi skulle nu med nogle Ord omtale de forskjellige Episoder, hvoraf vor Saga er sammensat, angive deres sandsynlige Kilder, saavidt det har været muligt at opspore dem, og tillige meddele enkelte Prøver af disse til Sammenligning med vor Sagas Text.


I.

Den første Episode af denne Saga synes at grunde sig paa flere gammelfranske Digte henhørende til den Carolingiske Cyclus; navnlig have de første Capitler 1-25 Udseende af at være en temmelig nøiagtig Gjengivelse af et saadant, herpaa hentyde Foredrag og Sprog, de vidtløftige Navnelister Cap. 2 og 6, Opregnelsen af de forskjellige Falke og Jagthunde Cap. 7, de hyppige Gjentagelser i Fortællingen, saaledes omtales f. Ex. Anslaget mod Karl Magnus's Liv og de nærmere Omstændigheder ved dets Opdagelse temmelig udførlig paa fem forskjellige Steder, Cap. 2, 6, 9, 21 og 23. Dette franske Digt skal nu ikke længer existere, men der findes Hentydninger dertil i en Krønike[9] af Cistercienser-Munken Alberic des Trois-Fontaines (Albericus Trium Fontium), der ved Aar 788 anfører følgende: „Conjuratio valida facta est ab Austrasiis contra Karolum regem auctore Harderico (vor Sagas Heldri), qua detecta multi aut membris truncantur aut exiliantur; itaque aut duo fuerunt Harderici, aut mendacium est quod Amicus scribitur supra interfecisse Hardericum, et, ut in cantilena dicitur, ad istam conspirationem cognoscendam Karolus magnus monitu angeli ivit de nocte furari.“ Denne Cantilena (Sang), som her af Alberic siges at omtale Sammensværgelsen mod Karl Magnus, og hvorledes denne, for at opdage samme, efter Engelens Tilskyndelse begav sig ud at stjæle, maa have været en gammel Chanson de geste. Det samme Emne findes ogsaa behandlet i et nederlandsk Digt fra Middelalderen, Caerl ende Elegast,[10] hvilket dog i Enkelthederne afviger betydelig fra vor Saga.[11]

De følgende Capitler (26-59) af Sagaens første Del synes at være tilblevne ved Uddrag af mange forskjellige franske Digte, og Sammenstilling og Ordning skyldes rimeligvis den norske Bearbeider, som her synes foreløbig at have villet indføre for Læserne de vigtigste af de i de senere Episoder forekommende Personer, samt fremstille de Omstændigheder, under hvilke de først ere komne i Berørelse med Karl Magnus, og endelig meddele i det sidste Capitel (59) Navnene paa de 12 gjæveste af hans Mænd, de saakaldte Jævninger. At angive disse Kilder vilde kun den være i Stand til, der havde Adgang til de franske Bibliotheker, hvor man rimeligvis vilde kunne finde Originalerne. En af disse tror jeg dog at kunne paapege som den sandsynlige Kilde til Fortællingen om Karl Magnus's Stridigheder og Forsoning med Girard af Viana (Cap. 38-42), nemlig det franske Digt om denne Helt, hvoraf en stor Del er meddelt af Bekker i Indledningen til hans Fierabras[12]. Historien om Girard Svan (Cap. 48) er uden Tvivl hentet fra det franske Digt om Svanridderen (Chevalier au cygne), hvoraf jeg kun kjender et Citat fra Reiffenberg, Chronique de Philippe Mouskes[13] II P. CVI, hvor Ridderens første Optræden beskrives omtrent paa samme Maade som her i Sagaen. Keiseren var omgiven af sine tappre Mænd, disse saa svømmende opad Rin en hvid Fugl (d. e. Svane), der om Halsen havde en Kjede og drog efter sig en Baad; de saa tillige en Ridder ligge i Baaden, som havde sit Skjold og sit skarpe Sværd ved Siden:

Virent amont le Rin un blanc oisel noant,
El col une caïne et un batel traïant;
Et virent en la nef j chevalier gisant,
Dalès lui son escu et s'espée trençant.

I den senere Bearbeidelse af vor Saga (B) mangler Slutningen af denne Episode fra Cap. 43; Grunden hertil er maaske den, at flere af de her kortelig berørte Begivenheder senere omtales udførligere og med enkelte Afvigelser andre Steder i Sagaen, saaledes Krigen med Vitakind, Saxernes Konge (Cap. 46, 47, 55), der omhandles senere i 5te Part af Sagaen, hvor Vitakind kaldes Guitaelin, ligesaa Krigen i Spanien (Cap. 45, 53) i 4de Part om Agulandus. Dog er ved denne Udeladelse i B adskilligt ikke uvæsentligt, vedkommende Sagaen i dens Helhed, gaaet tabt, saaledes Rollants Forhold til Guinelun, og den sidstes indgroede Had til den første, som endelig giver sig Luft i Forræderiet ved Ronceval, 8de Part af Sagaen, hvilket alt finder sin Forklaring ved hvad her fortælles i Cap. 56 om Rollant og Guineluns Kone.


II.

Fortællingen om Olif og Landres[14] tilhører, som allerede ovenfor anført, den yngre Recension af Sagaen B. Hvad der i Indledningen til denne Fortælling anføres, at Hr. Bjarne Erlingssøn skal have fundet den paa Engelsk i Skotland, hvor han opholdt sig om Vinteren efter Kong Alexanders Død (1284), for at sikre dennes Datterdatter den norske Prindsesse Margrete Arvefølgen, og at han ved sin Hjemkomst lod den oversætte, maa vel antages at medføre Sandhed, fornemmelig fordi Stil og Foredrag henpeger paa denne Tid og ganske ligner andre Fortællinger, som tilhøre Slutningen af det 13de eller Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, f. Ex. Biskop Jon Haldorssøns Eventyr og især hans Oversættelse af Klarus Keisersøns Saga.

Med Hensyn til Overskriften ved denne Afdeling, saavel som de senere, maa her gjøres opmærksom paa, at de ikke ganske findes i Haandskrifterne saaledes, som de staa i Udgaven; de ere væsentlig formede efter Codex b med enkelte Tillempninger for at tilveiebringe Overensstemmelser mellem dem. Codex b har ved denne Fortælling følgende Overskrift: Annarr þáttr sögunnar, af frú Olifer ok Landres syni hennar. Codex B har ingen Overskrift foran Indledningen, men foran første Capitel staar Landres þáttr.


III.

Fortællingen om Oddgeir Danske[15] grunder sig paa et gammelt fransk Digt (Chanson de Geste) om denne Sagnhelt, fra det tolvte Aarhundrede,[16] der udgjør 13 056 Vers, af disse har den norske Bearbeider dog kun benyttet de første 3035 eller Begyndelsen af dette lange Digt, og fulgt dettes Gang temmelig nøie, rigtignok baade med adskillige Forkortelser og Udeladelser, men ogsaa med enkelte Tillæg og Forandringer hist og her, hvilket for en Del vel maa grunde sig paa en anden Recension af Digtet, forskjellig fra den der indeholdes i de nu existerende Haandskrifter, i al Fald fra dem, der ere benyttede ved Udgaven. Saaledes finder en mærkelig Afvigelse Sted derved, at efter Raimberts Digt storme de Franske Rom, og under dette fældes Ammiral af Hertug Nemes og Danamund af Oddgeir, den største Del af Hedningerne styrte sig i Havet og drukne, og Gloriant falder i de Kristnes Hænder. Karvel befinder sig endnu i den franske Leir, og Karl Magnus foreslaar ham at antage Kristendommen, hvilket han dog stolt afslaar, og drager derpaa, rigelig begavet, med Gloriant til sit Land. Paven holder sit Indtog i Rom, og Karl Magnus vender tilbage til Paris. Dette er en Indholdsangivelse af hvad der i det franske Digt svarer til Cap. 46 i vor Fortælling, som her ved Sammenligning vil findes betydelig afvigende fra den franske Original. De sidste Capitler af denne Episode, 47-54, findes ikke i de nu for Haanden værende Haandskrifter af Sagaens ældre Recension A, men have sandsynlig været tilstede i det Haandskrift, som den danske Bearbeider har benyttet, da de findes i hans Oversættelse. Vi have dem nu kun i Recensionen B, og i det franske Digt findes Intet hertil svarende, Til Sammenligning med Sagaen skal jeg meddele nogle Uddrag af den franske Original.

De cha Monjeu fu Kalles herbergiés;
Il vit le graille e le noif e le giel,
E le grant roce contremont vers le ciel,
„E Dex! dist Kalles, e car ma consilliés
de cest passage dont je sui esmaiés,
Car je n'i voi ne voie ne sentier
Par où je voise ne puisse repairier.“
Dex ama Karle e si l'avoit mult chier,
Si li envoie un message moult fier:
Parmi les loges vint uns cers eslaissiés,
Blans come nois, quatre rains ot el cief.
Voiant François, parmi Monjeu se fiert,
E dist li rois: „Or après, chevalier!
Vés le message que Dex a envoié.“
François l'entendent, ainc ne furent si lié;
Après le cers aquellent lor sentier,
Mongieu passa li rois qui France tient,
Ainc n'i perdi serjant ne chevalier,
Ne mul ne mule, palefroi ne somier;
Huit jors i mist à passer toz entiers.
Li rois herberge de là outre Mongis;
Grans sunt les os qui le resne ont porpris.
Li jogléor ont lor vieles pris,
Grant joie mainnent devant le fil Pepïn:
Li rois fu liés, si ot béu du vin,
Ogier demande, son forosté mescin.
D. e. Paa denne Side af Mundiufjeld havde Karl sit Standkvarter; han saa Hagl, Sne og Is, og det store Bjerg kneisende mod Himmelen. „Gud!“ sagde Karl, „raad mig dog ved denne Overgang, hvorfor jeg ræddes svart, thi hverken seer jeg Vei eller Sti, ad hvilken jeg kan gaa eller komme frem.“ Gud elskede Karl og havde ham inderlig kjær, og skikker ham et stolt Sendebud. Mellem Teltene kom en Hjort farende afsted, hvid som Sne, fire Takker havde den i Hovedet, i de Franskes Paasyn styrter den op ad Mundiufjeld. Kongen udraaber da: „Nu afsted efter, Riddere, skuer det Bud Gud har sendt.“ De Franske høre ham, aldrig bleve de saa glade, efter Hjorten bane de sig Vei, Kongen, som behersker Frankrig, drog da over Mundiufjeld, mistede der hverken Svend eller Ridder, Esel eller Mule, Ganger eller Kløvhest, aatte hele Dage tilbragte han dermed. Kongen har nu sit Kvarter paa hin Side Mundiufjeld, store ere de Skarer, som holde Landet besat. Gjøglere have grebet sine Fidler, stor Glæde og Gammen øve de for Pipins Søn. Kongen var glad og havde drukket sin Vin, han lader hente Oddgeir sin arme Gidsel[17].
Paien en Rome enmainnent pris Ogier.
La le desarment desous un olivier.
A grant merveille l'esgardent li paien;
Li Turc e li Persant e li Aufrisien,
Li uns à l'autre l'a au doit ensignié.
A l'amiral comencent à hucher:
„Sire, font-il, or pensés du venger
Tos nos parens qu'il nus ocist l'autr'er.“
Dist l'amiraus: „Par Mahon que j'ai cher,
Nel gariroit tos li ors desous ciel
Que je nel pende; ja trestorné n'en iert.“
Es Karaheu pongnant tos eslaissiés;
Si ot osté son elme de son cief,
Par ses espaules sa ventaille d'ormier.
A l'amiral est venns tos iriés,
Si l'en apele cortoisement e bien:
„Amiraus sire, mal m'avés engignié;
Je combatoie por la vostre amistié
E por la loi Mahomet esaucier;
Au matinet l'uec en convent Ogier.
N'i aroit garde fors d'un seul chevalier:
Pris l'a vos fix e traï e boisié:
Rendés-le-moi, li tenirs seroit grief.“
Dist l'amiraus: „Por noient en plaidiés:
Je nel rendroie à home desous ciel.“
Dist Karaheus: „Que tant ne me prisiés;
Mais par Mahon! conparé sera chier.“
A ses herberges repaire tot iriés.


Droit à sa gent vint Karaheus pongnant:
Il lor escrie tost et isnelemant:
„Adobés-vos, car je le vos comant.
Ogier a pris Danemons li tirans,
L'amiraus dist nel me rendra niant;
Ja l'assarrai en cel palais plus grant:
Anqui verrai cui sera li bubant.“
Adont parla uns paiens Rodoans,
Rois fu d'Egypte une terre mult grant.
„E Karaheus! por Mahon, or entant;
Tes hom sui liges de tot mon fief tenant.
Ne maine mie l'amiral malemant;
Tu es ses hom, sel seis a ensciant;
Mais anuit mais le nus laissiés à tant.
Dusqu' à demain à l'aube aparissant
Fai l' araisner por le mix de ta gent:
Ogier te rende sain e saf e vivant.
Se il nel fait, de cest jor en avant.
Dont ne li soies amis ne bonvoillans.“
Dist Karaheus: „Par la loi Tervagant.
A moi n'ara pais ne acordemant
Nulgor en terre se Ogier ne me rant.“
Dient si home: „Ne à nus ensement.“


Or fu Ogiers à Rome sous un pin;
Iluec le gardent paien e Sarrasin.
Es Gloriande au gent cors signori . . .


D. e. Hedningerne føre Oddgeir fangen til Rom, der afvæbne de ham under et Oliventræ. Med stor Beundring betragte Hedningerne ham, Tyrkerne, Perserne og Afrikanerne, den ene gjorde den anden ved Fingerpeg opmærksom paa ham. De begyndte derpaa overlydt at tiltale Ammiralen: „Herre,“ sige de, „tænk nu paa at hævne alle vore Slægtninge, som han dræbte for os forleden.“ Ammiralen siger: „Ved Mahomet som jeg dyrker, alt Guld i Verden skulde ei løskjøbe ham fra at hænges af mig, han skal nu ikke længer slippe derfor.“ Men her er Karvel ridende i fuld Fart; han havde taget Hjelmen af sit Hoved, ned ad Skuldrene hang hans Visir af purt Guld. Til Ammiralen kommer han i Fyr og Flamme, dog tiltaler han ham høflig og belevent: „Herre Ammiral, I har gjort mig en slem Streg; jeg kjæmpede for Eders Venskabs Skyld og for at hævde Mahomets Lov; i Morges havde jeg Møde med Oddgeir, han ventede der kun een Ridder; Eders Søn har fanget, forraadt og sveget ham; giv mig ham tilbage, at holde paa ham vilde være skjændigt.“ Ammiralen siger: „Til ingen Nytte taler I hans Sag, jeg vilde ikke give ham tilbage til nogen i Verden.“ Karvel siger: „I agter mig ei saa meget; men ved Mahomet, det skal blive dyrt betalt.“ Vred vender han tilbage til sine Telte. - Til sine Mænd kom Karvel ridende, han tilraaber dem strax paa Stand: ”Ruster eder, jeg befaler eder det. Tyrannen Danemund har fanget Oddgeir, Ammiralen afslaar at give mig ham tilbage; jeg skal angribe ham i hans største Hal, endnu i Dag vil jeg see, hvem der skal føre det største Ord.“ Nu talte en Hedning Rodoan, han var Konge over Egypten, et Land saare stort: „Karvel! for Mahomets Skyld, hør mig; jeg er din Vassal for alt mit Len. Fornærm ikke Ammiralen, du er hans Vassal, det veed du vel; men lad ham dog denne Nat over have Ro for os, først i Morgen, naar Dagen bryder frem, lad ham tale til Rette af dine bedste Mænd; han udlevere da Oddgeir frisk og frank og i Live, gjør han ikke det, saa opsig ham fra denne Dag af Venskab og Velvillie.“ Karvel siger: „Ved Tervagants Lov, for mig skal han aldrig have Fred eller Ro i Verden, dersom han ikke giver mig Oddgeir tilbage.“ Hans Mænd sige: „For os ikke heller.“ - Oddgeir sad nu under et Fyrretræ, der bevogte ham Hedninger og Saracener. Nu kommer Gloriant med sin deilige, majestætiske Skabning[18].


Overskriften til denne Fortælling lyder i A: Þáttr danska Oddgeirs, i b: Oddgeirs þáttr, þriði partr Karlamagnús sögu.


IV.

Som ovenfor antydet, foreligger der af Fortællingen om Agulandus 2 forskjellige Bearbeidelser, den ene i den ældre Recension af Sagaen (A), har uden Tvivl den Form, hvori Fortællingen oprindelig er tilbleven paa vort gamle Sprog; den yngre (B) er rimeligvis en Omarbeidelse af den første, hvorved Bearbeideren har bestræbt sig for at udjævne og bringe en større Overensstemmelse mellem de forskjellige og uligeartede Dele, hvoraf Fortællingen oprindelig er sammensat. Noget er dog ogsaa herved blevet udeladt, navnlig Fortællingen om Billedstøtten Salemcades, (jævnfør Cap. 2 B med Cap. 3 A), og Rollants Kamp med Ferrakut, Cap. 15-22 A. Baade fordi denne Omarbeidelse (B) er levnet os fuldstændig, hvilket ikke er Tilfælde med den første, og fordi den er udført i et godt Sprog, skjønt noget bredt og udtværet, er den bleven stillet i Spidsen, den ældre derimod er trykt bagefter[19].

Til Grund for denne Fortælling i dens ældre Form (A) ligger to Kilder, den fabelagtige paa Latin skrevne Turpins Krønike[20] og et gammelfransk carolingisk Digt[21]. Man kunde fristes til at tro, at det Exemplar at Digtet, som har foreligget den norske Bearbeider, har været defekt i Begyndelsen, og at han har erstattet denne Mangel, saa vidt det lod sig gjøre, ved Hjælp af Krøniken, skjønt dette dog er mindre sandsynligt, og man maa vel snarere antage, at det har været Oversætteren magtpaaliggende at benytte til denne Episode af Sagaen saa meget som muligt af den paa hans Tid vel høit anseede og for troværdig antagne Turpinske Krønike, og at han først har tyet til det franske Digt, da Krøniken svigtede ham. Han har dog i et væsentligt Punkt seet sig tvungen til at afvige fra denne. Agulandus, Hovedpersonen i det franske Digt, falder efter Krøniken (Cap. 14) i det store Nederlag paa Saracenerne, som omtales i denne Fortællings Cap. 13 (A); dette maatte, som uforeneligt med Digtet, naturligvis forandres, og Oversætteren har saaledes ladet Agulandus flygte fra Slaget tilligemed Kongerne af Sibil (Sevilla) og Korduba. For Resten indeholde de første Capitler af denne Episode i vor Saga, Cap. 1-23 (A), en temmelig nøiagtig Oversættelse af den Turpinske Krønikes 18 første Capitler. Med vor Fortællings 24de Capitel begynder altsaa den franske Kilde. Dog lægger man her mærke til Stilen i den første Del af sidstnævnte Capitel, vil man finde, at den harmonerer temmelig nøie med det foregaaende, som er hentet fra Krøniken, men at der indtræder en Forandring i denne Henseende ved Midten af Capitelet (24 A) med Ordene En er heiðingjar kómu saman þeir sem eptir lifðu, taka (þeir) herklæði af Jamund reiðir ok hryggvir, sárir ok hugsjúkir, hvor Fortællingen paa een Gang bliver meget udførligere og tydelig røber den franske Original, som her ogsaa kan paavises. Begyndelsen af dette Capitel synes derfor at være et af Oversætteren redigeret Udtog af en foregaaende Del af det franske Digt, for at danne en Slags Overgangsbro mellem Krøniken og dette, deraf vel ogsaa denne pludselige Optræden af Jamund Agulandus's Søn i Capitelets første Linie, som om han allerede skulde være kjendt af Læserne, noget, der er ligesaa usædvanlig i de franske Heltedigte som i vore egne Sagaer, hvor man altid pleier at gjøre mere Væsen af Hovedpersonerne ved deres første Optræden. Fra Midten af Capitelet, efter de ovenfor anførte Ord, synes det franske Digt temmelig tro ut være bleven fulgt ligetil det sidste Capitel, 125 (A), hvori Oversætteren sandsynligvis atter har givet et Udtog af det franske Digts Slutning[22]. I det franske Haandskrift, som har været benyttet af Sagaens Bearbeider, har vel Digtet været inddelt i flere Afdelinger, thi hertil synes vor Fortælling at henpege, naar der ved Slutningen af enkelte Capitler (35, 46, 58, 83, 92, 110) staar, her ender den og den Bog, da Fortællingens Gang, som den foreligger os, paa de fleste af disse Steder ikke synes at berettige til nogen skarpere Begrændsning end ved de andre Capitler[23].

Til Sammenligning meddeles først nogle Uddrag at Turpins Krønike, og dernæst af det franske Digt:


Epistola beati Turpini archiepiscopi ad Leoprandum.
Cap. I. Turpinus. Dei gratia archiepiscopus Remensis, ac sedulus Caroli Magni imperatoris in Hispania consocius. Leoprando decano Aquisgranensi salutem in Domino. Quoniam nuper mandastis mihi apud Viennam, cicatricibus vulnerum aliquantulum ægrotanti, ut vobis scriberem qualiter imperator vester famosissimus Carolus Magnus tellurem Hispanicam et Gallicianam a potestate Saracenorum liberavit, mirorum gestorum apices ejusque laudanda super Hispanicos Saracenos trophæa, quæ propriis oculis intuitus sum, quatuordecim annos perambulans Hispaniam et Galliciam una cum eo: quod exercitibus suis pro certo scribere, vestræque fraternitati mittere non ambigo. Etenim magnalia divulgata quæ rex in Hispania gessit, in S. Dionysii Chronico, ut mihi scripsistis, reperire plenarie autoritas vestre nequivit. Igitur auctorem illius (aut pro tantorum actuum scriptura prolixa, aut quia idem absens ab Hispania, ea ignoravit) intentio vestra intelligat minime ea ad plenum scripsisse, et nusquam volumen istud ab eo discordasse. Vivas et valeas et Domino placeas, Amen[24].


De idolo Mahumeth.
Cap. IV. Idola et simulacra quæ tunc in Hispania invenit, penitus destruxit, præter idolum quod est in terra Alandaluf, quod vocatur Salamcadis: Cadis dicitur proprie locus in quo est Isalam, in lingua Arabica Deus dicitur. Tradunt Saraceni, quod idolum istud Mahumeth, quem ipsi colunt, dum adhuc viveret, in nomine suo proprio fabricavit, et dæmoniacam legionem quandam sua arte magica in ea sigillavit: quæ etiam tanta fortitudine illud idolum obtinet, quod a nullo unquam frangi potuit. Cum enim aliquis christianus ad illud appropinquat, statim periclitatur. Sed cum aliquis Saracenus causa adorandi vel deprecandi Mahumeth accedit, ille incolumis recedit. Si forte super illud avis quælibet se deposuerit, ilico moritur. Est igitur in maris margine lapis antiquus opere Saracenico optime sculptus supra terram, deorsum latus et quadratus, desursum strictus, altissimus, scilicet quantum solet volare in sublime corvus: super quem elevatur imago illa de auro optimo in effigie hominis, fusa super pedes suos, erecta faciem suam tenens versus meridiem, et manu dextra tenens quandam clavam ingentem. Quæ scilicet clava, ut ipsi Saraceni aiunt, a manu ejus cadet anno quo rex futurus in Gallia natus fuerit, qui totam terram Hispanicam christianis legibus in novissimis temporibus subjugaverit. Mox ut viderunt clavam lapsam, gazis suis in terram positis omnibus, fugiunt[25].


De bello Ferracuti Gigantis, et de optima disputatione Rolandi.
Cap. XVII. Statimque nuncintum est Carolo, quod apud Nageram Gigas quidam nomine Ferracutus, de genere Goliad, advenerat, de oris Syriæ, quem cum viginti millibus Turcorum Babylonia Admiraldus ad bellandum Carolum regem miserat. Hic vero lanceam aut sagittam non formidabat, vim quadraginta fortium possidebat. Quepropter Carolus ilico Nageram adiit. Mox ut ejus adventum Ferracutus agnovit, egressus ab urbe, singulare certamen, scilicet unum militem contra alterum, petiit. Tunc mittitur ei primum a Carolo Ogerius Dacus: quem mox ut Gigas solum in campo aspexit, suaviter juxta illum vadit, et ilico eum brachio dextro cum omnibus armis suis amplexatus est, et deportans illum cunctis videntibus in oppidum suum leviter, quasi esset una mitissima ovis. Erat enim statura ejus quasi cubiti duodecim, et facies ejus longa quasi unius cubiti, et nasus unius palmi mensurati, et brachia et crura ejus quatuor cubiti erant, et digiti tribus palmis. Deinde misit ad eum causa belli Carolus Rainaldum de Alba Spina, et detulit illum solo brachio ilico in carcerem oppidi sui. Deinde mittitur Constantinus rex Romanus et Oellus comes, et ipsos simul unum ad dexteram et alium ad lævam carcere retrusit. Deinde mittuntur viginti pugnatores, scilicet duo insimul separatim, et illos similiter carcere mancipavit. His itaque inspectis Carolus, cunctis insuper admirantibus, neminem postea ausus est mittere ad expugnandum eum: Rolandus tamen vix impetrata licentia a rege, accessit ad Gigantem bellaturus. At ille Gigas ilico rapuit eum sola manu dextera, et misit eum ante se super equum suum. Cumque illum portaret versus oppidum, resumptis viribus suis, in Domino conifisus arripuit eum per mentum, et statim evertit eum retro super equum, et ceciderunt ambo simul de equo prostrati solo: statimque elevantur a terra ambo pariter, et ascenderunt equos. Ilico Rolandus, spatha propria evaginata, Gigantem occidere putans, equum ejus solo ictu per medium trucidavit. Cumque Ferracutus pedes esset, spathamque evaginatam manu tenens ei nimias minas intulisset, Rolandus sua spatha in brachio quo spatham suam Gigas tenebat, illum percussit, et minime eum læsit, sed spatham ejus e manu excussit. Tunc Ferracutus, gladio amisso, percutere putans pugno clauso Rolandum, ejus equum in frontem percussit et læsit, et statim equus obiit. Denique sine gladiis pedites usque ad nonam pugnis et lapidibus debellarunt. Die advesperante impetrabat treugas Ferracutus a Rolando usque in crastinum. Tunc disposuerunt inter se, ut die crastina in bello sine equis et lanceis ambo convenirent, et, concessa pugnu, ex utraque parte unusquisque ad proprium remeavit hospitium. Crastina vero die, summo diluculo separatim venerunt pedites in campo belli, sicut disposituni fuerat: Ferracutus tamen secum attulit spatham, sed nihil ei valuit, quia Rolandus baculum quendam retortum et longum secum detulit, cum quo tota die illuni percussit, et minime læsit eum. Percussit eum cum magnis et rotundis lapidibus, quibus campus abundanter erat, usque ad meridiem, illo tempore conveniente, sed eum nullo modo lædere potuit. Tunc impetratis a Rolando treugis Ferracutus somno prægravatus cœpit dormire: Rolandus vero, ut erat juvenis alacer, misit lapidem ad caput ejus, ut libentius dormiret. Nullus enim christianorum illum tunc occidere audebat, ne ipse Rolandus. Nam talis erat inter eos institutio: quod si christianus Saraceno, vel Saracenus christiano daret treugas, nullus ei injuriam faceret; et si aliquis treugam datam ante diffidentiam frangeret, statim interficeretur. Ferracutus itaque postquam satis dormivit, evigilavit, et sedit juxtu eum Rolandus, et cœpit eum interrogare, qualiter ita fortissimus et durissimus habebatur, quam ut gladium aut lapidem aut baculum non formidabat. „Vulnerari, inquit Gigas, non possum nisi per umbilicum.“ Loquebatur ipse lingua hispanica, quam Rolandus satis intelligebat. Tunc Gigas cœpit Rolandum aspicere et interrogare eum, dicens: „Tu autem quomodo voecaris?“ „Rolandus, inquit, vocor.“ „Cujus geueris, inquit Gigas, es, qui fortiter me expugnas?“ „Francorum genere oriundus, inquit Rolandus, sum.“ At Ferracutus ait: „Cujus legis sunt Franci?“ Et Rolandus: „Christianæ legis. Dei gratia, sumus, et Christi imperiis subjacemus, et pro ejus tide in qantum possumus, decertamus.“ Tunc paganus audito Christi nomine ait: „Quis est ille Christus, in quem credis?“ Et Rolandus: „Filius Dei Patris, inquit, qui ex virgine nascitur, cruce patitur, sepulchro sepelitur, et ab inferis tertia die resuscitatur, et ad Dei Patris dexteram super cœlos regreditur.“ Tunc Ferracutus: „Nos credimus, inquit, quia creator cœli et terræ unus est Deus, nec filium habuit nec patrem: sed sicut a nullo generatus est, ita neminem genuit: ergo unus est Deus, non trinus.“ „Verum dicis, inquit Rolandus, quis unus est. Sed cum dicis, trinus non est, in fide claudiens. Si credis in Patrem, crede in Filio ejus, et Spiritu sancto. Ipse enim Deus Pater est, Filius et Spiritus sanctus est, unus Deus permanens in tribus personis.“ „Si Patrem, inquit Ferracutus, dicis esse Deum. Filium Deum, Spiritum sanctum Deum: ergo tres Dii sunt, quod absit, et non unns Deus.“ „Nequaquam, inquit Rolandus, sed unum Deum et trinum prædico tibi, et unus est et trinus est. Totæ tres personæ coæternæ sibi sunt et coæquales. Qualis Pater, talis Filius, talis Spiritus sanctus; in personis est proprietas, in essentia unitas, et in majestate adoratur æqualitas. Trinum Deum et unum angeli adorant in cœlis. Et Abraham tres vidit, et unum adoravit.“ „Hoc ostende, inquit Gigas, qualiter tria unum sint.“ „Ostendam etiam tibi, inquit Rolandus, per humanas creaturas: sicut in cithara, cum sonat, tria sunt, ars scilicet, chordæ et manus, et una cithara est: sic in Deo tria sunt, Pater et Filius et Spiritus sanctus, et unus est Deus. Et sicut in amygdala tria sunt, corium scilicet, nucleus et testa, et una tamen amygdala est: sic tres personæ in Deo sunt, et unus Deus est. In sole tria sunt, candor, splendor et calor, et tamen unus sol est. In rota plaustri tria sunt, modius scilicet, brachia et circulus, et tamen una rota est. In temetipso tria sunt, corpus scilicet, membra et anima, et tamen unus homo es. Sic in Deo et unitas et trinitas esse perhibetur.“ „Nunc, Ferracutus inquit, trinum Deum et unum ease intelligo: sed qualiter Pater Filium genuit, ignoro.“ „Credis, inquit Rolandus, quod Deus Adam fecit.“ „Credo, inquit Gigas.“ „Quemadmodum, inquit Rolandus, Adam a nullo generatus est, et tamen filios genuit: sic Deus Pater a nullo generatus est, et tamen Filium ineffabiliter ante omnia tempora divinitus, prout voluit, genuit a semetipso.“ Et Gigas: „Placent, inquit, mihi quæ dicis, sed qualiter homo effectus est qui Deus erat, penitus ignoro.“ „Ille, inquit Rolandus, qui cœlum et terram et omnia creavit ex nihilo, ipse fecit humanari Filium in virgine sine semine humano, sed spiramine sacro suo.“ „In hoc, inquit Gigas, laboro, et qualiter sine humano semine, ut asseris, nascitur de virginis utero.“ Et Rolandus ait: „Deus qui Adam sine semine alterius formavit, ipse Filium suum sine semine hominis de virgine nasci fecit, et sicut de Deo Patre nascitur sine matre, sie ex matre nascitur sine homine patre. Talis enim decet partus Deum.“ „Valde, inquit Gigas, erubesco, quomodo virgo sine homine genuit.“ „Ille, inquit Rolandus, qui fabæ gurgulionem et arboris et glisci facit gignere vermem, et multos pisces et vultures et apes et serpentes sine masculo semine facit parere prolem, ipse virginem intactam absquo virili semine facit gignere Deum et hominem. Qui primum hominem sine alterius semine, ut dixi, fecit, facile potuit facere, ut Deus homo factus de virgine sine masculo concubitu nasceretur.“ „Bene, inquit Ferracutus, potest esse, quia de virgine natus fuit: sed si Filius Dei fuit, nullatenus, ut asseris, in cruce mori potuit. Nasci, ut dicis, potuit, sed si Deus fuit, nequaquam mori potuit; Deus enim nunquam moritur.“ „Bene, inquit Rolendus, dixisti, quia de virgine nasci potuit, ecce quia ut homo natus fuit. Si natus est ut homo, igitur mortuus est ut homo; quia omnis qui nascitur, moritur. Si credendum est nativiati, igitur credendum est passioni, simul et resurrectioni.“ „Quomodo, inquit Fenacutus, credendum est resurrectioni?“ „Quia, inquit Rolandus, is qui nascitur, moritur; et qui moritur, tertia die vivificatur.“ Tunc Gigas audito verbo miratus est multum, dixitque ei: „Rolande, cur tot verba inania profers? Impossibile est ut homo mortuus denuo ad vitam resurgat.“ „Non solum, inquit Rolandus, Dei filius a mortuis resurrexit, verum etiam omnes homines qui fuere ab initio usque ad finem, sunt resurrecturi ante ejus tribunal et accepturi meritorum suorum stipendia, prout gessit unusquisque sive bonum, sive malum. Ipse Deus qui modicam arborem in sublime crescere fecit, et granum frumenti mortuum in terra putrefactum reviviscere, crescere, ac fructificare facit, ille cunctos propria carne et spiritu de morte ad vitam resuscitabit in die novissimo. Leonis mysticam tibi assume. Si die tertia leo catulos suos mortuos anhelitu suo vivificat, quid mirum si Deus Pater Filium suum die tertia a mortuis resuscitavit. Nec novum tibi debet videri, si Dei Filius ad vitam rediit, cum multi mortui ante ejus resurrectionem ad vitam redierint. Si Helias et Elisæus facile defunctos resuscitarunt, facilius Deus Pater illum resuscitavit: facile a mortuis resurrexit, a morte nullatenus teneri potuit, ante cujus conspectum mors ipsa fugit, ad cujus vocem mortuorum phalanx resurrexit. Tunc Ferracutus: „Satis, inquit, cerno quæ dicis, sed qualiter cœlos penetravit, ut dixisti, prorsus ignoro.“ „Ille, inquit Rolandus, qui de cœlis descendit, polos facile ascendit: qui facile per semetipsum resurrexit, facile polos penetravit. Exempla multarum rerum tibi sume: vides rotam molendini quantum ad ima de superis descendit, tantum de infimis ad sublimia ascendit. Avis volans in aere quantum descendit, tantum ascendit. Tu ipse si forte de quodam descendisti monte, bene potes iterum redire unde descendisti. Sol ab Oriente heri surrexit, et ad Occidentem occubuit, et hodie similiter in eodem loco surrexit. Unde ergo filius Dei venit, illue rediit.“ „Tali igitur pacto, inquit Ferracutus, tecum pugnabo; quod si vera est hæc tides quam asseris, ego victus sim; et si mendax est, tu victus sis; et sit genti victæ jugiter opprobrium, victori autem laus et decus in ævum.“ „Fiat,“ inquit Rolandus. Idcirco bellum ex utroque corroboratur, et ilico Rolandus paganum aggreditur. Tunc Ferracutus ejecit ictum spatha sua super Rolandum, sed ipse Rolandus subsiliit ad lævam, et accepit ictum spathæ in baculo suo. Interea abscisso basculo Rolandi, irruit in eum et ipse Gigas, et illum arripiens leviter inclinavit subter se ad terram. Statim agnovit Rolandus, quod tunc nullo modo evadere poterat. Cœpit igitur implorare auxilium filii beatæ Mariæ virginis, et erexit se Deo juvante paulatim, et revolvit eum subter se, et adjunxit manum suam ad mucronem ejus, et punxit ejus parumper umbilicum, et evasit. Tunc alta voce cœpit Deum suum Gigas invocare, dicens: „Mahumeth, Mahumeth. Deus meus, succurre mihi, quia jam morior.“ Et statim ad hanc vocem accurrentes Saraceni sustulerunt eum, portantes manibus versus oppidum. Rolandus vero jam incolumis ad suos redierat, et statim christiani una cum Saracenis qui Ferracutum deferebant in oppidum, urbem violento impetu ingrediuntur. Sicque, Gigante perempto, urbs et castra capiuntur et pugnatores a carcere eripiuntur.[26]


Hiamont s'en vet dolenz et corecous,
de ses sept rois li ont ocis les dous,
molt a perdu li paien orguellious,
paien se claiment chetis maleurous,
a Hiamont dient „sire, que feronos?“
„glotons“ dist il, „molt iestes ennuios,
et où sunt or mes bons losengoiors,
qui en Aufrique en mes pales maiors
me prametoient de France les honors,
et en mes chambres en mes pales maiors
à mes puceles o les freches colors,
qui vous donoient les bessiers par amors,
et beviez de mes vins les melliors.


là estiez riches conquereors,
departiez les viles et les bors,
mes li François ne sont pas poorous,
einz fierent bien des lauces et des tros,
mar i crei les mavés vantoiors,
por lor conseil i pris ge icest cors,
de coi ge sui vergondous et hontous,
mes en ma vie ne serai ia ioios.“
Hiamont plura: tant par fu angoissos.


Va s'en Hiamont, forment a grant ahan,
„ha las!“ dist il, „entré sui en mal an,
il en apele et Barré et Butran
et Salmaquin, son neveu Lanudan,
„alez à l'ost, que nu sache Agolan:
et si me dites mon seneschal Gorhan
qu'il me secore et son pere Balan,
Triamodes et le roi Hesperan,
li roi Cador et li roi Moisan,
Salatiel et li roi Boidan,
bien lor contez la honte et le mehaign,
que i'ai perdu Mahon et Teruagan.“


„Baron“ dist il, „n'alez mie tariant;
à ceus de l'ost alez hastiuement,
si lor contez tot le destorbement,
que i'ai perdu Mahon et Teruagant.
ma tor perdue que n'i ai mais naient,
de toz mes hommes i a mais pou viuant,
dites lor bien, ne lor alez celant,
c'or me secorent tost et isnelement,
en sor que tout n'alez mie obliant
(moult vos em pri, et si le uos comment)
que ia nu sache mes pere Agolant.“
et cil responent „tot à vostre commant.“


Chascus des mes est montez à cheual.


D. e. Hiamont flyr bedrøvet og ærgerlig. Af hans 7 Konger ere de to dræbte, meget har den stolte Hedning mistet. Hedningerne kalde sig elendige, ulykkelige, de sige til Hiamont: „Herre, hvad skulle vi gjøre?“ „Slughalse,“ siger han, „saare plagsomme ere I, og hvor ere mine herlige Smigrere, som i Afrika i mine store Paladser lovede mig Frankrigs Domæner, og i mine Kamre i mine store Paladser (gjorde Løfter) til mine Piger med den friske Ansigtsfarve, hvilke skjenkede eder Elskovskys? I drak af mine bedste Vine; der vare I kjække Erobrere og delte Steder og Borge. Men de Franske kjende ikke Frygt, tvertimod de slaa godt med Spydene og Stumperne. I en ulykkelig Stund troede jeg de onde Pralere, efter deres Raad fattede jeg denne Plan, hvorover jeg blues og skammer mig. Aldrig i mit Liv bliver jeg glad mere.“ Hinmont græd, saa sorgbetynget var han. - Hiamont gaar med svær Harm og Kummer. „Ak!“ siger han, „jeg er traadt ind i Ulykken.“ Han kalder Barré og Butran, Salmaquin og hans Brodersøn Lanudan. „Gaar til Hæren, Agolan maa ei vide det, og siger min Senechal Gorhan, at han kommer mig til Hjælp, og hans Fader Balan, Triamodes og Kong Hesperan, Kong Cador og Kong Moisan, Salatiel og Kong Boidan. Fortæller dem den Skam og Krænkelse, at jeg har mistet Mahon og Tervagan.“ - „Baroner,“ siger han, „nøler ikke; til dem ved Hæren iler skyndsomt, og fortæller dem det hele Vanheld, at jeg har mistet Mahon og Tervagant, mistet mit Taarn, at jeg der har intet mere; af alle mine Mænd er der kun faa i Live. Siger dem det rent ud, og skjuler det ikke for dem, at nu maa de hjælpe snart og hurtigt. Fremfor alt glemmer ikke (meget beder jeg Eder derom, ja befaler Eder det), at min Fader Agolant endelig ikke faar det at vide.“ Hine svare: „Alt, som I befaler.“ Enhver af Sendebudene er nu stegen til Hest.[27]


Quant Girars voit Karlon le fiz Pepin,
vestuz d'un paile esperoné d'or fin,
d'un cort mantel affublé ostorin,
et en son chief un chapel sebelin,
merveille semble, prince de gentil lin,
si se repent qu'einz le clama frarin.


Quant s'est Girars de Karlon aprochié,
li roi li a son braz au col ploié:
ilec se sunt andui entrebesié,
ainz que li rois se fust à mont drecié,
et de son chief son chapel ius ploié,
Girars s'abesse: si l'en a redrecié,
profont l'encline à Karlon le rendié.


Devant Karlon s'estut l'arcevesque Torpin,
il li remembre de Girart son cosin,
qui li geta son coutel acerin
dedenz Viane einz u pales marbrin,
quant el message ala le fiz Pepin:
se il peust, il l'eust tret à fin,
il a pris penne et encre et parchemin:
si a fet chartre de Rommanz en Latin,
si com Girars descendi el chemin
en contre Karle, et com il li fist clin,
com li tendi son chapel sebelin,
celui hommage ot Karles en la fin:
Girars covint que fust en lui aclin,
por ce dit on, qui a felon voisin,
par maintes foiz en a mavés matin.


Girart et Karles quant or sunt aprochiez,
tot li barnages en fu merueilles liez,
et dist Girart „sire roi, cheuauchiez,
et si soiez moult seurs et liez:
car de soixante mill hommes haubergiez
as noenes targes et à coranz destriers,
de tant sera vostre criz efforciez.“
Karles respont, qui bien fu enseigniez,
„sire Girart, granz merciz en aiez.“


D. e. Da Girard seer Karl Pipins Søn klædt i Silkestof, med Sporer at fint Guld, indhyllet i en kort Kappe af Ostorin, og paa hans Hoved en Hat med Sobelskind, beundrer han ham som en Fyrste af ædel Byrd, og han fortryder, at han før kaldte ham den Usle. Da Girard kom hen til Karl, lagde Kongen sin Arm om hans Hals, og begge kyssede hinanden. Før Kongen fik rettet sig op, gled Hatten ned af hans Hoved. Girard bøier sig ned, tager den op igjen, bukker dybt for Karl og giver ham den tilbage. - Nær Karl stod Turpin Erkebiskop, han mindes sin Fætter Girard, som kastede sin hvasse Kniv paa ham i Viana fordum i Marmorpaladset, da han der udførte et Ærinde fra Pipins Søn; dersom han havde kunnet, havde han gjort af med ham. Han tog nu Pen, Blæk og Pergament, gjorde en Optegnelse fra Romansk paa Latin om, hvorlunde Girard paa Veien steg af og kom Karl imøde og hvorlunde han bukkede for ham og rakte ham Sobelhatten. Denne Hylding fik Karl tilsidst, Girard tilstod, at han havde bøiet sig for ham. Derfor siger man: den, som har en troløs Nabo, faar mangen Gang en slem Morgen. - Da Girard og Karl havde nærmet sig hinanden, bleve alle Høvdingerne glad overraskede, og Girard sagde: „Herre Konge, rid nu afsted og vær tryg og glad, thi af 60 Tusinde Mænd forsynede med nye Skjolde og vælige Gangere skal nu Eders Banner styrkes.“ Karl svarer, den vel oplærte: „Herr Girard, hav stor Tak for det.“[28]


Som Overskrift foran Indledningscapitelet til denne Afdeling af Sagaen har B: Prologus Agulandi þáttar; b har her ingen Overskrift, men foran Cap. 1: Agulandi þáttr, fjórði partr Karlamagnús sögu. A har som Overskrift til Turpins Brev Cap. 1: Qveðjusending Turpins.


V.

Til Grund for denne Episode af Karlamagnus Saga ligger uden Tvivl et fransk Digt, skjønt det ikke er Jean Bodels Chanson des Saxons, udgivet af Francisque Michel, Paris 1839, thi dette er meget forskjelligt fra vor Saga. Dette Karl Magnus's Tog mod Saxerne er ogsaa i dette franske Digt henlagt til Tiden efter Ronceval-Slaget, hvori Rollant faldt, denne, som i vor Saga ogsaa paa dette Tog spiller en vigtig Rolle, har da naturligvis Bodel udelukket fra sit Digt. Der findes i selve vor Fortælling to franske Citater, som Oversætteren synes at have beholdt fra sin Original. Det ene forekommer ved Begyndelsen af Cap. 14, og er i Udgaven anført under Variantene, og er meningsløst som det staar i Haandskriftet, det kunde maaske i den franske Original have lydt saaledes: Si porte un olifant, unkes melur n'ut, d'une beste salvage qui n'at somme el monde d. e. han bærer et Horn, aldrig gaves der et bedre, af et vildt Dyr, som aldrig i Verden sover. Oversætteren synes her at have havt en liden Spas fore med Læseren eller Tilhøreren, hvem han et Øieblik ligesom har villet forstyrre i Læsningen ved de indskudte fremmede Ord, hvilket synes at fremlyse af det Tillæg, hvormed han derpaa indleder sin Oversættelse af disse Ord: þetta mál viljum vér eigi villa, vi vil ikke forville dette Maal d. e. forstyrre Læseren yderligere ved nogen længere Afbrydelse. Afskriveren af Codex a har udeladt dette. Det andet Citat forekommer allersidst i Cap. 27, efter Ordene vel at sér görfum, og er ikke medtaget her i Udgaven, det lyder ordret saaledes: At vbia loyt a pasce lardenais terri elis skot gillimer ebove learde. Dette synes at være, hvad der af den franske Original har svaret til Begyndelsen af næste Capitel, og det maa vel læses saaledes: Adubiet out a pasce l'ardenais Terri e l'eskot Gillimer e Bove barbé d. e. Ardeneren Terri havde slaaet til Riddere i Paasken baade Skotten Gillimer og Bove den skjæggede. Haandskrifterne B og b har udeladt dette Citat tilligemed Begyndelsen af Cap. 28.

Overskriften til denne Fortælling lyder i b: Fimti þáttr Karlamagnús sögu segir af Gvitelin Saxa; B har ingen Overskrift, i A lyder den: Hér hefr upp brúargerð fra . . . ok G . . . .


VI.

Originalen til denne Fortælling er ligeledes et fransk Heltedigt, der nylig er udgivet i første Bind af Anciens Poëtes de la France under Titelen: Otinel, chanson de geste publiée par Guessard et Michelant, Paris 1859. Vor Fortælling følger nogenlunde tro Gangen i den franske Original, gjengiver denne ofte ogsaa temmelig ordret, men har dog forkortet Slutningen. Det Manuscript, som har foreligget Oversætteren, synes enkelte Steder at have afveget noget fra dem de franske Udgivere have benyttet. Til Sammenligning med vor Saga kan følgende Uddrag af det franske Digt tjene:


Sarazin repairent de préer,
Mil e cins cenz, tant i pot hum aismer,
Oient les corns, les busines suner,
Veient les healmes menu estenceler,
E les enseines par amunt venteler.
Rollant les veit, si comence à sifler.
A ses estriers si s'afiche li ber.
Envers Ogier prist li quons à jurer:
„Par cel Seingnur qui Deu se fait clamer,
S'a Durendal me peusse à eus meller,
Tant me verrez occire e decolper
Ke les noveles irreient ultre mer.“
- „Seignurs baruns, ço li dit Oliver,
A sages hummes j'ai oï reconter
Hum ne se pot de tut ses mals garder,
Ne hum ne pot taz jurs senz joste ester,
En quant hum quide grant léesce encontrer,
Idunc est il plus prés del desturber.“
D. e. Saracenerne komme tilbage fra et Plyndretog, et Tusinde og fem Hundrede, saa mange kan man regne dem til. De høre Hornene og Lurene lyde, de see Hjelmene idelig blinke og Fanerne vaie høit. Rollant seer dem, begynder at fløite, og Helten støtter sig fast i Stigbøilerne. Til Oddgeir vender Greven sig sværgende: „Ved den Herre, som heder Gud, dersom jeg kunde komme dem til Livs med Dyrendal, skulle I see mig dræbe og afkutte saa mange, at Tidender derom skulde sprede sig hin Side Havet.“ „Herr Ridder,“ siger Oliver til ham, „af vise Mænd har jeg hørt sige, at Ingen kan vogte sig for alt det Onde, som kan tilstøde ham, og Ingen kan altid være uden Kamp, og naar Nogen tænker at gaa en stor Glæde imøde, da er han nærmest ved at blive skuffet.“[29]

Overskriften til denne Fortælling lyder i b: Sétti þáttr Karlamagnús sögu segir af Otuel; A har: Hér hefr þátt Otuels.


VII.

Det franske Digt, hvorpaa dette Afsnit af vor Saga grunder sig, er udgivet af Francisque Michel under Titel: Charlemagne an Anglo-Norman Poem from the twelfth Century, London 1836. Digtet har følgende Overskrift: Ci comence le Livere cumment Charels de Fraunce voiet in Jerhusalem et pur parols sa feme à Constantinoble pur vere roy Hugon d.e. Her begynder Bogen om hvorlunde Karl af Frankrige reiste til Jerusalem og paa Grund at sin Kones Ord til Constantinobel for at see Kong Hugon. Til Jævnførelse med vor Saga kan anføres Slutningen af Digtet:


La fille lu rei Hugun i curt tut à bandun
Là ù veit Oliver, sil prent par sun gerun:
„A vus ai-jo turnet ma amistet e ma amur.
Que m'enporterez en France, si m'en irrai od vus.“
„Bele, dist Oliver, m'amur vus abandun.
Jo m'en irrai en France od mun seignur Carléun.“


Mult fu lied e joins Carlemaines li ber,
Ki tel rei ad cunquis sanz bataille campel.
Que vus en ai-jo mès lunc plait à cunter?
Il passent les païs, les estrange regnez,
Venuz sunt à Paris, à la bone citet,
E vunt à Saint Denis, al muster sunt entrez.
Karlemaines se culeget à oreisuns, li ber.
Quant il ad Deu preiet, si s'en est relevet,
Le clou e la corune si ad mis sur l'auter,
E les altres reliques départ par sun regnet.
Ilœc fud la réine, at pied li est caiet.
Sun mautalent li ad li reis tut pardunet
Pur l'amur del sepulcre que il ad aüret.
D. e. Kong Hugons Datter iler skyndsomt did, hvor hun seer Oliver, og griber ham ved Kjortelfligen: „Til Eder har jeg vendt mit Venskab og min Kjærlighed, tag mig med til Frankrige, did vil jeg følge med Eder.“ „Min Skjønne,“ siger Oliver, „jeg skjenker Eder min Kjærlighed, jeg drager til Frankrig med min Herre Karl.“ Saare glad og fornøiet var Helten Karl Magnus, som havde beseiret en saadan Konge uden Feldtslag. Men hvortil skal jeg vel yderligere forlænge min Fortælling? De drage gjennem Landene, de fremmede Riger, ere komne til Paris, til den gode Stad, begive sig til St. Denis, og træde ind i Kirken. Karl Magnus, Helten, knæler ned til Bøn. Efterat have bedet til Gud, reiser han sig op, og lægger Naglen og Kronen paa Alteret, og fordeler de andre Reliqvier i sit Rige. Der var Dronningen, hun faldt ham til Fode, Kongen har opgivet hende sin Uvillie for den Gravs Skyld, hvor han havde holdt sin Andagt.

A har til denne Episode Overskriften: För Karlamagnús til Jórsala; B har: Geipunar þáttr; b: Sjaundi þáttr Karlamagnús sögu kallaðr geiplur. Begyndelsen at denne Fortælling lyder noget afvigende i b, og da denne Variant ved en Forglemmelse er bleven udeladt, meddeles den her: Þá er virðuligr herra Karlamagnús keisari hafði sigrat ok yfirkomit hinn heiðna konung Garsie ok drepit mestan lut þess liðs er honum fylgði, meðr þeim atburðum sem nú hafa greindir verit, bar svá til einn tíma, þá er milli varð þess ófriðar er hann átti við heiðnar þjóðir, at hann sat í hinni ríku borg Paris á Frakklandi, ok átti þar stefnu við alla riddara sína þá er ríki héldu af honum o. s. v. .


VIII.

Med Hensyn til denne Fortælling og dens franske Kilde henvises Læseren til hvad ovenfor er anført. I denne Episode af Sagaen er der i vor Text paa et Sted indkommen en Feil, der er af Interesse, da den tydelig røber den umiddelbare franske Kilde. Denne Feil hidrører uden Tvivl fra en af Sagaens ældste Afskrivere, og maa fra ham have forplantet sig til senere Haandskrifter, og kan neppe lægges Oversætteren af det franske Digt til Last. Det heder Cap. 33 om Blaamændene (Æthioperne), at de ere hundredefold (hundrað hlutum) sortere end andre Mennesker (en aðrir menn); der siges altsaa her, at andre Mennesker vel ere sorte, men Blaamændene dog endnu mangfoldige Gange sortere. Seer man efter i den franske Original paa det tilsvarende Sted (Génins Udgave S. 162), finder man her: Rollans veit la contredite gent, qui plus sunt neirs que nen est arrement, ne n'unt de blanc ne mais que sul les denz d. e. Rollant seer dette fordømte Folk (Æthioperne), som ere sortere end Blæk, og paa hvem intet Hvidt findes uden Tænderne. Heraf synes det klart, at det har været Oversætterens Mening at beholde det fremmede Ord arrement (atrement) Blæk, og at hans Afskriver har misførstaaet det og deraf gjort aðrir menn; Afskriveren af Codex b har gaaet et Skridt videre og skrevet annat fólk.

Mod Enden af denne Fortælling ophører Haandskriftet a (Cap. 41), Slutningen haves altsaa nu kun i den yngre Recension B af Sagaen. Heraf maa man rimeligvis forklare sig, at Fortællingen om Audas Sorg og pludselige Død ved Efterretningen om hendes Broder Olivers og Fæstemand Rollants Fald i Ronceval, nu mangler i vor Saga, thi den findes baade i den franske Original og i den danske Bearbeidelse af Karl Magnus, hvilken sidste man har Grund til at antage hidrører fra et fuldstændigere Haandskrift af Recensionen A end de nu for Haanden værende. Her er ogsaa en anden Overensstemmelse mellem den franske Original og den danske Krønike. Det franske Digt ender med en Beretning om, hvorledes Engelen Gabriel om Natten aabenbarer sig for Karl og byder ham at drage med sin Hær til Landet Ebre (efter Genius Conjektur: Sirie), for at understøtte Kong Vivien, hvis Stad Hedningerne beleire. Kongen udbryder da „Hvor møisommeligt er mit Liv,“ og begynder at græde og drage i sit hvide Skjeg. Hertil føies da som slutning: Her ender det Heltedigt, som Turoldus (Theraulde) fortæller:

„Deus, dist li reis, si penuse est ma vie!“
Pluret des oilz, sa barbe blanche tiret.
Ci falt la geste que Turoldus declinet.

Hvorvidt Kongen opfyldte den ham paalagte Mission nævnes altsaa ikke i det franske Digt. Den danske Krønike derimod fortæller ogsaa om dette. Her opfordres Kongen paa samme Maade af Engelen Gabriel til at begive sig til Libia Land for at hjælpe Kong Iven mod Hedningerne, der antaste hans Land. Kongen (eller Keiseren, som han her kaldes) adlyder uden Betænkning, samler en stor Hær i Rom og drager til Kong Iven, hvis Land han befrier og forjager den hedenske Konge Gealver.

Den danske Krønike fortæller endvidere efter denne Bedrift om et nyt Tog til Saxland imod Dronning Sybilla og hendes Søn Justan, der har faaet nyt Mod, da Rollant er død. Keiseren sætter sin Søstersøn Boldevin, Olger Danske og Navilun til Anførere, disse angribe og overvinde Saxerne, Sybilla kristnes og formæles med Boldevin, der bliver Konge af Saxen. Keiseren har det nu roligt i nogle Aar. Derpaa kommer der Sendebud fra Paven om Hjælp mod en Konge af Afrika, Amarus, som skjænder og brænder i Italien. Keiseren, som nu er gammel og svag, sætter til Høvdinger for Hæren sin Søn Carlot og Olger Danske. Disse fægte som Løver. Carlot vil nu kjæmpe med Amarus, Olger beder om Lov til at møde denne, men Carlot vil selv have Prisen for at overvinde ham. Enden paa Striden bliver, at Carlot kastes næsegrus ned i et Dige. Olger kommer nu til, hugger løs paa Amarus og kløver tilsidst hans Hoved ned i Tænderne. Nu flygte Hedningerne. Carlot rider nu mod Olger og overfuser ham, fordi han ikke har villet unde ham Æren af at kjæmpe Kampen ud med Amarus, han stikker til Olger med sit Glavind, og Olger nødes til at værge sig, og kløver tilsidst Carlot til Beltestedet, saa at han styrter død til Jorden. Da Hæren kommer tilbage til Frankrige, bliver Olger greben og dømt til at sidde indmuret i tre Aar. Da de tre Aar er omme, angribes Spanien af en hedensk Konge, Maskabret. Keiseren er nu gammel og syg, og kan ikke faa Nogen til Høvedsmand. Tanken falder nu paa Olger, men Keiseren mener, at han allerede forlængst er død. En Ridder melder dog, at han for tre Dage siden har talt med ham. Keiseren indvender, at han nu vel er saa forhungret, at han ikke kan bære Harnisk, og at han, om han kommer ud, rimeligvis vil ride sin Vei og aldrig komme tilbage. Hertug Nemes, der nu er saa gammel, at han gaar med Krykker, stiller sig selv og alt sit Gods i Pant for at Olger ikke skal undfly. Nu indestaa tretten Hertuger for Olger, og de gaa hen, hvor han var indmuret ved en Kirkevæg, tale til ham gjennem et Hul, og sige Betingelserne for hans Løsladelse. Olger støder nu Muren ud med sin Fod, og erklærer at han forlængst havde kunnet komme ud, havde han villet, men at han for sine Synders Skyld vilde vente, indtil Gud bestemte hans Befrielse. Han gaar nu til Keiseren, som træder ham imøde og kysser ham, skjenker ham sin Tilgivelse og udnævner ham til Hertug og Høvedsmand for sin Hær. Olger drager mod Hedningerne, dræber Kong Maskabret, og af alle Hedningerne undkomme neppe ti Mænd. Olger drager derefter hjem til Danmark, hvor han bliver Konge efter sin Fader Kong Gøttrik.

Overskriften til denne Episode i vor Saga lyder i b: Áttundi þáttr Karlamagnús sögu, segir af Runziovals bardaga; i B: Runzivals þáttr.


IX.

Originalen til Episoden om Vilhjálmr korneis, d. e. Guillaume d'Orange eller Guillaume au court-nez (Stumpnæse), vil man maaske kunne finde i det franske Digt om denne Helt, der, saavidt vides, endnu ikke er udgivet, og som Orderieus Vitalis i sin Historia Ecclesiastica, skreven Aar 1141, hentyder paa i sin Meddelelse af den hellige Vilhelms virkelige Levnet, hvor han siger, at Jonglørerne havde en Sang om ham „vulgo canitur a joculatoribus de illo cantilena.“

Overskriften lyder i b: Níundi þáttr Karlamagnús sögu af Vilhjálmi korneis, i B: Vilhjálms þáttr.


X.

Stoffet til den sidste Del af vor Saga findes i Speculum Historiale[30] af Vincentius Bellovacensis (Vincent af Beauveais), der skrev i den sidste Halvdel af det 13de Aarhundrede. De første 3 Capitler, omhandlende Karl Magnus's Tog for at understøtte Jorsalaland i Forbund med den græske Keiser, findes i dette Verks 24de Bog, Cap. 4, 5; Biskop Sallinus's Jertegn, Cap. 4, 5 findes sammesteds Cap. 23, 24, og vor Sagas to sidste Capitlers Indhold findes der i Cap. 25. Som Prøve paa, hvorledes Oversætteren har behandlet sin latinske Original, anføres her, hvad der i denne svarer til Capitel 3, 7 og 8 i vor Saga.


Mox Rex edictum proposuit, ut omnes qui possent arma ferre, irent secum contra paganos, et qui non irent, ipsi et filii eorum servi quatuor nummorum essent. Jtaque maiorem exercitum, quam ante habuisset congregavit, et profecti sunt. Cum venissent autem Hierosolymam in nemus quoddam, quod vix duorum dierum spatio solet transiri, in quo erant grifones, ursi, leones, et tigres, et aliæ feræ diversæ: Carolus putans se illud transire uno die, ingressus est cum exercitu. Adveniente nocte et exercitu errante, præcepit Carolus castrametari. Transacto autem noctis silentio Rex in lecto suo accubans inchoavit psalmos. Et cum diceret hunc versum: Deduc me domine in semita mandatorum tuorum, quia ipsam volui, ecce evidentius vox ad aures eius cuiusdam alitis prope lectum eius clamantis audita est. Quam, qui aderant audientes experrecti sunt. Rex autem psalmos continuavit usque ad illum locum: Educ de custodia animam meam etc. Quod cum diceret ales iterum clamavit: France, quid dicis, France, quid dicis? Hanc alitem prosecutus est Rex parvula semita, donec recognoverunt callem, quem die præterito amiserant. Peregrini dicunt, quod ab illo tempore cœperunt audiri alites sic loquentes in illa terra. Fugatis paganis, et recuperata terra petivit Rex licentiam repatriandi ab Imperatore Constantinopolitano et Hierosolymitano patriarcha. Quem per unum diem retinuit Imperator apud Constantinopolim, et interim fecit parari ante portam civitatis animalia diversi generis et coloris, et aurum, et gemmas. Carolus autem, ne inurbanus videretur, si nihil acciperet, quæsivit consilium a proceribus suis quid facere deberet. Qui responderunt a nullo debere eum aliquod munus accipere pro labore quem pro solius Dei amore susceperat. Qui laudans consilium, iussit omnibus suis ut omnes res appositas nec respicere dignarentur. Tandem adiuratus et coactus aliquod munus pro amore Dei accipere, petivit de reliquiis passionis Dominicæ. Inito autem consilio indictum est ieiunium triduanum omnibus nostris, et duodecim personis Græcis, quæ electæ sunt ad hoc sanctuarium dividendum.


Turpinus ubi supra.[31] Eram apud Viennam in ecclesia ante altare orans, et cum raptus in extasim psalmum Deus in adjutorium cantarem, vidi tetrorum spirituum agmina infinita præterire, et tendere versus Lotharingiam: quos omnes quidam similis Aethyopi insequebatur lento gradu. Cui dixi: Quo tenditis? Aquisgranum, inquit, ad mortem Caroli, ut eius spiritum ad tartara rapiamus. Tunc ego, adiuro ta per nomen Domini nostri Jesu Christi, ut peracto itinere ad me redeas. Tunc modicum morati vix expleto psalmo ad me redierunt eodem ordine. Et dixi novissimo cui primum locutus fueram: Quid egistis? Galicianus, inquit, sine capite tot et tantos lapides, et ligna innumera basilicarum suarum in sua statera suspendit, quod magis appenderunt bona eius quam mala, et idcirco animam eius nobis abstulit. Et his dictis evanuit.
Obiit autem 3 Calend. Februarii, et sepultus est Aquisgrani in ecclesia rotunda Beatæ Mariæ Virginis. Ab ipso enim tempore quo ab Hispania discessit, usque ad diem mortis suæ assidue ægrotavit, et pro salute præfatorum in Hispania mortuorum die anniversaria eorum semper 12 millia uncias argenti, et tolidem talenta auri; et vestes et cibaria pauperibus erogavit, id est 16 Calen. Julii, et totidem psalteria et missas et vigilias cantari fecit.
In hoc exemplo datur intelligi, quod qui ecclesiam ædificat, regnum Dei sibi præparat.
Chronographus. Sepultus est igitur Aquisgrani formosissima toto Romanorum orbe capella honorificentissime Carolus, supra cuius tumulum extructus est arcus deauratus. Interfuerunt ibi Leo Papa cum Principibus Romanis, et Archiepiscopi et episcopi multi, Duces etiam et comites et Abbates aliique innumeri; corpus defuncti vestibus imperialibus quasi festive induentes, auream capiti coronam imposuerunt; deinde super auream cathedram quasi iudicem viventem sedere fecerunt, ac super eius genua textum quatuor Evangelistarum aureis literis scriptum collocaverunt, ita quod manus dextra textum, sinistra vero sceptrum tenebat aureum. Catenulam quoque auream diademati coniunxerunt, et cathedræ super quam sedebat, ne caput defuncti decideret, affixerunt. Sed et scutum aureum quod ei Romani fecerant, ante faciem eius statuerunt, et arcum lapideum in quo sepultus erat preciosis replentes aromatibus monumentum strenue sigillantes clauserunt.

Overskriften til denne sidste Part af Sagaen lyder i b: Tíundi þáttr sögunnar um ýmislig kraptaverk ok jartegnir; B har blot: Karlamagnús keis.


____


Da de fuldstændige Haandskrifter man har tilbage af denne Saga ikke ere meget gamle, er deres Orthographi ikke nøiagtig gjengiven i Udgaven. De vigtigste Afvigelser ere: Accenternes Tilføielse over Vocalerne; Adskillelsen at æ og œ; Gjengivelsen af au og o, som Omlyd af a, med ö; Indsættelsen af st for z i den reflexive Form af Verberne, samt i Superlativerne. Enkelte af de orthographiske Egenheder ville dog nedenfor blive anmærkede.

I eet Punkt har jeg dog maattet følge Haandskrifterne, hvor ønskeligt det end kunde have været her at bringe Overensstemmelse tilveie, det er i den forskjellige Maade, hvorpaa Egennavnene (Nomina propria) ere skrevne, men jeg haaber, at den velvillige Læser vil undskylde dette, naar han betænker, hvor vanskeligt det er at vide, hvilken Form er den rette af et Navn, der kan forekomme paa to, tre eller flere Steder i en lidt afvigende Skikkelse. Selv om Originalerne her altid havde været ved Haanden, vilde det havt sine store Vanskeligheder, da de franske Haandskrifter synes at være ligesaa uconseqvente i dette Punkt som vore. Dette gjælder dog i Regelen ikke de hyppigst forekommende Navne; thi her stemmer dog gjerne hvert Haandskrift med sig selv, skjønt de kunne afvige noget fra hinanden. Blandt de almindeligst forekommende vakler Navnet Girard mellem denne Form og Geirard, undertiden Gerard; Guinelun vexler med Guenelun; Otun i A skrives Hatun i de øvrige Haandskrifter; Namlun i A heder Namulun i a, Naflun i B og b; Nemes i A skrives Nemis i a, og Nemens i B o. s. v.

De Haandskrifter, som ere benyttede ved denne Udgave, findes alle i den Arna-Magnæanske Haandskriftsamling paa Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn. Arne Magnusson har i sin egenhændige Catalog (AM. 435 qv.) over Pergamentshaandskrifter, som vare i hans Besiddelse før Branden i Kjøbenhavn 1728, antegnet 6 saadanne af Karlamagnús Saga; af disse sex ere fire tabte i denne Brand, to ere i Behold, og af to af de brændte har man Afskrifter tilbage. Man maa beklage, at det Haandskrift i liden Folio, som Arne kalder gamall codex, er blandt de tabte. Samtlige disse Haandskrifter havde han erhvervet paa Island. De to Membraner, man nu har tilbage, findes i Samlingen som Nr. 180c Fol., her i Udgaven kaldet A, og Nr. 180a Fol., i Udgaven kaldet a; Papirafskrifterne ere Nr. 180d Fol., her i Udgaven kaldet B, og Nr. 531 qv., her kaldet b. A og a repræsentere da den ældre Recension af Sagaen, B og b den yngre. Med Hensyn til Udgavens Indretning, vedkommende Varianternes Forhold til Texten, kan jeg henvise Læseren til min Udgave af Saga Þiðriks konungs af Bern, Christiania 1853, S. XII, da hvad der er sagt ogsaa gjælder her.

A udmærker sig for a ved en høiere Alder, den er rimeligvis skreven i den anden Halvdel at det 14de Aarhundrede, a sandsynligvis i første Halvdel af det 15de; som Følge heraf har A bedre Retskrivning og Ordformer end a; men a har paa den anden Side det Fortrin for A, at a synes, hvad Meningen angaar, at have gjengivet sin Text nøiagtigere og fuldstændigere, da A af og til røber Tilbøielighed til at forkorte og springe over; dette synes at fremlyse paa de Steder, hvor der er Anledning til at jævnføre vor Saga med dens Originaler. Havde a i Begyndelsen været mindre defekt, burde den fra først af været lagt til Grund, dette er dog nu først skeet fra Otvels Þátt af.

A, en tospaltet Foliant, er det eneste af Haandskrifterne, som har Overskrifter til alle Capitler; disse, der som sædvanlig ere skrevne med rødt Blæk, ere dog ikke medtagne i Udgaven, da de for det meste ere uvigtige og kun i Almindelighed navngive en og anden af de Personer, der optræde i vedkommende Capital, f. Ex. frá Rollant ok Oliver, frá Dorgant njósnarmanni, frá Karlamagnúsi og lignende; paa enkelte Steder ere de ogsaa ulæselige. I dette Haandskrift fattes nogle Blade foran, det begynder nu først med Ordene til Baldvina, her i Karlamagnús saga Cap. 17, og er fuldstændigt indtil Ordene Maðkar ok (Af Agulando konungi Cap. 20), hvor der mangler 6 Blade; dog er en Levning af et Blad tilbage, rimeligvis af det sjette, hvis Forsides første Spalte begynder med Ordene hendr ok armleggir (Af Agulando konungi Cap. 30), og ender med vel váp[naðr] (Af Agulando konungi Cap. 31); den anden Spalte begynder med af Norðmandi (Af Agulando konungi Cap. 32), og ender med vildasta sverði (Af Agulando konungi Cap. 33); Bagsidens første Spalte begynder med hann hefst at (Af Agulando konungi Cap. 34), og ender med Alla þá (Af Agulando konungi Cap. 35); den anden Spalte begynder med drukku. En (Af Agulando konungi Cap. 35), og ender med hins mikla konungs (Af Agulando konungi Cap. 35), hvorefter den atter indfalder en Lacune paa flere Blad, maaske 3. Haandskriftet begynder nu atter med Ordene þá mælti (Af Agulando konungi Cap. 46), og er nu fuldstændigt indtil Ordene Hugon konungr svarar (Af Jórsalaferð Cap. 16), hvormed det ender. Blandt de orthographiske Egenheder kan mærkes: aa bruges ofte = á; á findes afvexlende med o efter v, svo, tvá, váfn d. e. vápn, dog altid voru ell. voro = váru, kvodu = kváðu; Flertal af kom skrives komu og kvomu, dog i Conjunctiv kvæmi; ö udtrykkes ved o, au og [; ð bruges ikke, men derfor d og ofte þ: skrydaz = skrýðast, laugþu = lögðu; i den reflexive Form af Verberne findes z, zt og st; Præpositionen fyrir skrives saaledes ikke firir; byskup opløses saaledes et Par Steder, ellers altid forkortet b'p; Ordet orrosta skrives saaledes, samt dels orosta dels orusta. Som Besynderligheder maa mærkes: sylfr undertiden for silfr, fleyja paa to Steder for flýja, jargteign et Par Gange for jarteign, þvít ikke sjelden for því at, oaufusa nogle Gange for aufusa, kongr overalt for konungr. Paa et Sted findes leyfua (at rose) for leifa (efterlade).

Haandskriftet a, skrevet helt over Siden, er defekt foran; dets første Blad begynder med Ordene en hann vann (Karlamagnús saga Cap. 38), og ender med ef guð gæfi (Karlamagnús saga Cap. 42), hvorefter der mangler 4 Blade. Andet Blad begynder med Ordene þeir váru (Af Oddgeiri danska Cap. 12), hvorefter der atter fattes et Blad. Det begynder nu igjen med Ordet frœknliga (Af Oddgeiri danska Cap. 23), og er nu fuldstændigt indtil Ordene með miklum eig[32] (Af Agulando konungi Cap. 25), hvor 2 Blade mangle, der ikke kunne udfyldes, da netop paa dette Sted ogsaa den store Lacune i A indfalder. Haandskriftet begynder atter med Ordene merki með ymsum[33]. Hernæst er Halvparten af et Blad bortskaaren, hvorved to mindre Lacuner ere opkomne (Af Agulando konungi Cap. 41 og 42). Paa samme Maade er ogsaa et andet Blad bleven skamferet, hvorfra de nævnte Lacuner (Af Agulando konungi Cap. 57-65), hvilke dog ere mindre væsentlige her, hvor man har A fuldstændig. Herefter er a fuldstændig indtil Ordene þeir inir (Af Agulando konungi Cap. 105), hvorefter der mangler 1 Blad. Det begynder igjen med Ordene máttu menn (Af Agulando konungi Cap. 111), og vedbliver nu indtil Ordene kómu í heim (Af Agulando konungi Cap. 113), hvorefter der mangler 2 Blade. Det begynder nu atter med Ordene af Frakklandi (Af Guitalin Saxa Cap. 1), og da den øverste Del af Bladet er bortskaaren, indfalder her en Lacune efter Ordene eðr eigi (Af Guitalin Saxa Cap. 1), der ophører med Ordet þúsund (Af Guitalin Saxa Cap. 3) indtil Ordene hauka, meðan (Af Guitalin Saxa Cap. 4), hvorefter der atter mangler 1 Blad. Haandskriftet begynder nu atter med Ordene baða ok reið fram (Af Guitalin Saxa Cap. 8), og vedbliver indtil Ordene ek þá staddr (Af Guitalin Saxa Cap. 16), hvorefter der mangler 6 Blade. Fra Ordene báðu þeir allir (Af Guitalin Saxa Cap. 39) er a igjen fuldstændig indtil úvitrliga (Af Jórsalaferð Cap. 3), hvorefter der mangler 2 Blade. Med Ordet erkibyskup (Af Jórsalaferð Cap. 9) begynder Haandskriftet atter og fortsætter nu uafbrudt indtil Ordet fjándmönnum (Af Runzivals bardaga Cap. 41), hvormed det ender. Blandt orthographiske Egenheder kan fremhæves: ö udtrykkes ved au og o, hyppigst ved au; ie bruges almindelig = é: fiell, hier, fiengu; kom har i Flertal kuomu, svaf i Flertal sofu; reyckia staar for rekkja; zt bruges stadig for st i den reflexive Form at Verberne og i Superlativerne; mig, sig staar for mik, sik, dog sædvanlig ek, sjeldnere eg; mykli og myskunn for mikli og miskunn; Endelsen um sædvanlig i Conjunctiv for im; eigi og ekki forkortes paa en forskjellig Maade, det første, eigi, ved e med et overskrevet i, det andet, ekki, ved ei med et overskrevet c.

En Fordel ved Haandskrifterne B og b er, at de ikke have Lacuner paa de samme Steder, saaledes at de gjensidig overalt udfylde hinanden. Disse Papirhaandskrifter ere, som det synes, afskrevne efter Originalmembranerne i Slutningen af det 17de Aarhundrede.

B har bevaret os Sagaens Begyndelse med Overskriften: J nafni guðs byrjast upp saga Karlamagnús ok kappa hans. Ved Enden af 1ste Capitel findes en liden Lacune, som rimeligvis hidrører derfra, at noget har været bortrevet nederst af Originalmembranens første Blad; forudende her i Klammer supplerede Ord mangler maaske ikke synderlig mere end Ordet hertoga efter Videluns; det af samme Grund manglende i 2det Capitel, der formodentlig har staaet nederst paa første Blads Bagside, er udfyldt efter b. En større Lacune i B begynder med Ordene gera Karla (Cap. 12), og ophører med Ordene Marie at þér (Cap. 22). En anden stor Lacune indfalder med Ordene upp 400 manna (Af Guitalin Saxa Cap. 39), og strækker sig indtil Ordene sárr at heldr (Af Otvel Cap. 7). Efter enkelte sproglige Egenheder i B kunde man fristes til at antage, at dens Originalmembran har været skreven af en Nordmand i Slutningen af det 13de Aarhundrede: sittia, lett for sitja, lét, vider for viðr, hvart for hvert (hvorhen), mér og mit, Flertal og Total af ek, for vér og vit, hyggr, biðr, hefir i første Person af Verberne for hygg, bið, hefi; Omlyden ö skrives almindeligst o, sjeldnere ǫ.

I B ere nogle af Episoderne oprindeligt stillede i en anden Orden end den her i Udgaven befulgte, som støtter sig til b. Slutnings-Capitlerne 7 og 8 af Xde Part ere nemlig stillede lige efter den IXde Part om Vilhelm Corneis, derpaa følger IIden Part om Landres, derpaa de 6 første Capitler af Xde Part. Men Sagaskriveren har selv gjort opmærksom paa den rette Orden ved imellem det sidste Capitel (6) af IXde Part og det derpaa følgende 7de Capitel af Xde Part at meddele Læseren følgende Underretning: Hér í milli skal lesa af enu unna kverinu (af det færdigskrevne Hefte) um þat er Karlamagnús keisari sótti helga dóma til Miklagarðs ok af Salino byskupi, ok þá þessa tvá kapitula sem hér standa ok eru næst firir Landres þátt. En Landres þáttr á at standa næst firir Oddgeirs þátt. Ved denne Anvisning er alt kommet i samme Orden som i b.

Haandskriftet b begynder med andet Capital af Sagaens første Part. Det har desuden en mindre Lacune fra Ordet nóttina (Cap. 20) indtil Ordene Fyrstir af svikarum (Cap. 23), samt en større Lacune, der indfalder efter Ordene postola Jacobi (Af Agulando konungi Cap. 23) og ophører med Ordet gimsteinum (Af Agulando konungi Cap. 37). Endelig fattes Slutningen af Bogen, hvorved de 3 sidste Capitler af Sagaen mangle, og isteden derfor har man Begyndelsen af en Beretning om et Jertegn, som b har indskudt foran Sagaens Slutning. Afskriveren synes at have fulgt sin Originalmembran temmelig omhyggelig, men har tilladt sig en Frihed i Behandlingen af Orthographien derved, at han aldrig har skrevet y, men overalt efter Udtalen nu paa Island istedenfor denne Vokal indsat i.

Det staar nu tilbage at omtale med nogle Ord de i Anhanget trykte Fragmenter, der ere Levninger af 3 Pergamentscodices af Karlamagnus Saga. Disse Brudstykker ere fundne i det norske Rigsarkiv og have tjent som Rygindfatning til Fogedregnskaber og Mandtalslister, der i sin Tid have været indsendte af vedkommende Embedsmænd. De som Nr. 1 trykte Fragmenter af to Pergamentsblade, indsendte Aar 1626 fra Nordhordeland, indeholde Brudstykker af Cap. 5-9 af Sagaens VIIIde Part. Den Codex, som vi her have Levninger af, maa være skreven i Norge, maaske noget efter Midten af det 13de Aarhundrede; hver Side har bestaaet af omtrent 32 Linier, skrevne helt over Siden. De under Nr. 2 trykte Fragmenter ere 12 Pergamentsstumper, indsendte fra Moss Fogderi mellem Aar 1622 og 1625, og indeholdende Brudstykker af Sagaens IVde, VIte og VIIde Part. Denne Codex er sandsynligvis skreven af en Islænding ved Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, den har havt to Spalter, hver paa omtrent 35 Linier. De som Nr. 3 trykte Fragmenter udgjøre 4 Bladstumper, indsendte fra Nordfjord Aar 1610, og indeholde Brudstykker af Sagaens VIIde Part. Den Codex, hvoraf vi her have Levninger, er sandsynligvis skreven paa Island noget før Midten at det 14de Aarhundrede, den har været tospaltet med 40 Linier paa Spalten; her har man nemlig to hele Spalter i Behold, saa at altsaa dette Haandskrifts Format med Bestemthed kan angives. Disse Fragmenter ere her aftrykte saavidt muligt nøiagtigt, dog med Forkortningene opløste paa den Maade som Sagaskriveren selv har brugt, naar han skriver Ordene helt ud; byskup skrives overalt forkortet b'p, men er her trykt med y, da denne Maade at skrive Ordet paa synes at være sædvanligere end biskup; det sammenslyngede Tegn for av har man af Mangel paa de tilsvarende Typer ikke kunnet udtrykke. For denne og lignende Mangler haaber man, at Læseren vil have nogenlunde Erstatning i det Udgaven ledsagende Facsimile, der indeholder Prøver af alle 3 Haandskrifter.

Til Slutning opfylder jeg en kjær Pligt, idet jeg aflægger min forbindtligste Tak til den Arna-Magnæanske Commissions Medlemmer samt Hr. Professor P. G. Thorsen for den Redebonhed, hvormed de i sin Tid imødekom mit Ønske om at faa laant til Afbenyttelse her i Christiania de under deres Varetægt staaende Haandskrifter, uden hvilken sjeldne Liberalitet Udgivelsen af denne Bog neppe havde været mig mulig.


Christiania i Oktober 1860.

C. R. Unger.




Fotnoter

  1. Som sproglige Egenheder eiendommelige for en ældre Sprogperiode kan man f Ex. mærke den nægtende Endelse at føiet til Verber: þrýtrat veganda vápn nema hugr bili d. e. aldrig mangler den Kæmpende Vaaben, naar hans Mod ikke svigter, Af Guitalin Saxa Cap. 31; sammenlign hermed Varianten.
  2. Da jeg ikke har taget særskilt Afskrift af B og b paa dette Sted, kan jeg ikke indestaa for at Texten overalt svarer verbotenus til Haandskrifterne.
  3. Chanson de Roland udg. af Génin, Paris 1850, S. 21-29.
  4. Den gammelfranske Form af Navnet er i Nominativ Marsilies, i objectiv Casus Marsiliun; saaledes ogsaa Guenes, Guenelun; Carles, Carlun.
  5. Genitiven Karlamagnúsar forekommer her, i den ældre Recension er den lig Nominativ, Karlamagnús (egentlig Karlamagnúss).
  6. Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder. Beskreven af Rasmus Nyerup. Kjøbenhavn 1816. Side 90 ff.
  7. Christiern Pedersens danske Skrifter. Femte Bind udgivet af C. J. Brandt. Kjøbenhavn 1856. Jvf. Udgiverens Anmærkninger til Karl Magnus's Krønike S. 525-531.
  8. Den danske Karl Magnus er i det 17de Aarhundrede bleven oversat paa nyere Islandsk (Kongl. Biblioth. Kjøbenh. ældre Saml. Codex 1002-1003 Fol., Kongl. Bibl. i Stockholm, Codex 37 Fol.), og skal nylig i denne Form være trykt paa Island.
  9. Udgivet at Leibnitz: Accessessiones Historicæ, Hanoveræ 1698. Vol. II. Denne Krønike ender med Aar 1211.
  10. Udgivet af Hoffmann v. Fallersleben i hans Horæ Belgicæ, Pars quarta. Lipsiæ 1836. Jvf. Geschiedenis der middennederlandsche Dichtkunst door Jonekbloet. Eerste Deel, Amsterdam 1851, S. 265 ff.
  11. Mærkeligt er det, at Tyvens Navn i den danske Bearbeidelse af Karl Magnus ogsaa er Alegast og ikke Basin, som i den norske. Skulde det Haandskrift, som forelaa Oversætteren, have havt Navnet i denne Form, eller skulde man ikke snarere i Danmark dengang have kjendt en Kjæmpevise, der handlede om samme Begivenhed, og hvorfra Oversætteren kunde have taget Navnet Alegast?
  12. Der Roman von Fierabras, Provenzalisch. Herausgg. von Immanuel Bekker. Berlin 1829. qv.
  13. Chronique Rimée de Philippe Mouskes publiée par Le Baron de Reiffenberg, II Tomes, Bruxelles 1838.
  14. Særdeles interessante Oplysninger om dette Fortællingsæmnes Udbredelse ere meddelte af Svend Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser, første Deel, Kjøbh. 1853, S. 177-201, nærværende Fortælling vedkommende, S. 199-201, hvor ogsaa gjøres opmærksom paa en spansk Roman med samme Æmne: Historia de Enrique, fi de Olina, rey de Jherusalem, Enperador de Constantinopla. Sevilla, 1498.
  15. At Tilnavnet Danois er opstaaet ved en Forkortning eller Misforstaaelse af Ardenois er af nyere Critikere godtgjort og fornemmelig af Rothe i hans Afhandling: Om Holger Danske, Kjøbenh. 1847.
  16. Udgivet at J. Barrois: La Chevalerie Ogier de Danemarche par Raimbert de Paris Poëme de XII siecle, Paris 1842.
  17. S. Franske Digt V. 262-289, nærværende Fortælling Cap. 5, 6.
  18. Franske Digt: V. 2001-2054, nærv. Saga: Cap. 32, 33.
  19. Her er ved Uagtsomhed i den fortløbende Titeloverskrift til venstre anvendt Signaturen Karlamagnus Saga. IV b, skjønt der heller burde have staaet IV2, Læseren bedes godhedsfuld at erindre, at herved menes den ældre Text (A).
  20. Turpins Krønike, efter Foregivende skrevet af Erkebiskop Turpin, hidrører fra en fransk Geistlig og maa være forfattet i Slutningen af det 11te Aarhundrede; den indeholder i alt 32 Capitler, omtaler strax efter de Begivenheder, som vedkomme Fortællingen om Agulandus, Slaget ved Ronceval, og i sidste Capitel Karl Magnus's Død. Trykt i Chronique de Philippe Mouskes I S. 489-518.
  21. Det franske Digt er udgivet af Immanuel Bekker efter et, desværre, mangelfuldt Haandskrift i det kongelige Bibliothek i Berlin i „Abhandl. der kønigl. Akad. der Wissensch. zu Berlin 1847“ under Navn af Der Roman von Aspremont. Naar den fuldstændige Udgave af Digtet engang udkommer i den store Samling af de gamle franske Heltedigte: „Les Anciens Poëtes de la France,“ der nu er under Udgivelse i Paris efter Keiserens Foranstaltning, vil man bedre være i Stand til at dømme om vor Sagas Forhold til den franske Original.
  22. Denne mangler i Berliner Haandskriftet, og følgelig ogsaa i Bekkers Udgave.
  23. Ved Slutningen af Cap. 45 (A) staar feilagtig i Haandskriftet: hefr hér upp hina fimtu bók, hvor der burde staa séttu.
  24. Nærv. Saga Cap 1. (A)
  25. Nærv. Saga Cap. 4. (A)
  26. Jvf. nærv. Saga Cap. 15-22. (A)
  27. Nærv. Saga Cap. 21. (A)
  28. Nærv. Saga Cap. 26. (A)
  29. S. nærv. Udg. Cap. 15. En Rettelse er her foretagen i vor Sagas Text, i Følge den franske Original, der først kom Udgiveren i Hænde under Revisionen, saaledes at der i Noterne ikke var Leilighed til at gjøre opmærksom paa Forandringen. I Stedet for þá er maðr allra glaðastr er vandræði eru næst, som stemmer med Fransken, har a: þá er maðr allra óglaðastr er vandræði eru mest, hvilket ikke her synes at give nogen god Mening.
  30. Bibliotheca Mundi seu Speculi Majoris Vincentii Burgundi, præsulis Bellovacensis, Tomus Quartus, qui Speculum Historiale inscribitur Duaci 1624. folio.
  31. Dette er hos Vincent udskrevet af Turpins Krønike, ubi supra belyder nemlig her in chronicis.
  32. Jvf. Recensionen B, (Af Agulando konungi Cap. 34).
  33. En Ubetydelighed af Lacunen foran disse Ord kan suppleres ved Fragment 2 i Rigsarkivet, se Anhang.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.