Forvalteren paa Holar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Forvalteren paa Holar
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


Der fortælles, at paa Holar i Hjaltedal traf det sig en Vinter, at der blev Mangel paa Tørfisk i Husholdningen; den Tid var en Mand Forvalter der paa Stedet, som hed Odd, ret en gild og kraftig Svend. Bispen kaldte ham for sig og bebreidede ham strengt den Mangel paa Forsynlighed, han havde viist, ved ikke at forskaffe Tørfisk nok til Gaardens Forbrug; men heller ikke andetsteds var der Tørfisk at erholde paa Nordlandet. Bispen lod da en Mængde Heste beskoe og udruste Mænd til en Færd til Sønderlandet til Indkjøb af Tørfisk, og han satte Forvalteren Odd i Spidsen for denne Sendelse. Odd tyktes ilde om Bispens Bebreidelser, om han end ikke lod sig forlyde dermed; thi han vidste, at han havde indkjøbt ligesaa megen Tørfisk til Huset, som han pleiede, saa at det ikke var hans, men Husholderskens Skyld, at Fisken var sluppen op; for enhver Priis vilde han nu drage sydpaa, men siger, at han ikke har Gavn af stort Følge. Dette anseer vel Bispen for saare uklogt, men han lader ham dog have sin Villie.


Odd eiede en stor og stærk Hund, der var saa klog, at den havde Menneskeforstand; den tog han med sig, og der meldes nu Intet om hans Hændelser paa Veien til Sønderlandet. Han gjorde et heldigt Indkjøb af Tørfisk og drog atter nordpaa Fjeldene til den fastsatte Tid. Men han var ikke kommen langt op paa Fjeldene, før der reiste sig et mørkt og stormende Uveir, og der forløb da ikke lang Tid inden Odd foer vild, saa at han ikke vidste, hvorhen han gik; paa denne Maade blev han ved at gaae i nogen Tid, indtil han mærkede, at han var kommen ned i en dyb Dal. En Tidlang gik han igjennem Dalen, indtil han kom til en temmelig stor Aa; da var Uveiret næsten ganske trukket over, men Nattens Mørke var faldet paa. Han gaaer over Aaen, og efter at være kommen et kort Stykke Vei fra den, træffer han paa en lillebitte Hytte; her banker han paa, og en Mand træder ud, stor af Væxt og saare ond af Udseende. Odd hilser paa denne Mand og spørger, om han raader her i Huset. Den Anden bejaer hans Spørgsmaal, hvorpaa Odd beder ham om Nattely og om Lov til at maatte sætte sine Heste paa Græs der. Bonden tillod ham det.


Odd lægger Mærke til, at Hunden ikke synes om Bonden, men spidser Øren og skjæver arrigt til ham. Odd giver imidlertid liden Agt herpaa, men tager af Hestene og hefter Forbenene sammen paa dem, kort fra Hytten, hvorpaa han kalder paa sin Hund, som han vil have hjem med sig. Men Hunden vil ikke af Pletten, den bliver liggende hos Hestene, med udstrakte Forbeen, og bliver ved at knurre. Odd gaaer hjem, hvor Bonden staaer i Døren og byder ham indenfor, hvilket han modtager med Tak. Bonden leder Odd ind i en Badstue, hvor der hersker et Bælmørke. Odd bliver viist til Sæde paa en Seng, som er stillet op til Badstuevæggen, medens Bonden sætter sig paa en Seng kort fra ham. Ingen Opvartning fik han, og ikke bleve de vaade Klæder trukne af ham, men der var da heller ikke flere Folk i Huset end Bonden. Denne var saare snaksom og forespurgte sig meget om Nyt fra Bygderne og om Odds Færd og hvis Ærinder han gik. Odd gav klare Svar paa Alting. Men efter at de havde siddet og snakket en Stund mærker han, at Bonden begynder at blive drævt talende, som om han blev søvnig, og tilsidst hører han, at han falder i Søvn og snorker høit. I samme Nu falder der en Lysning ind i Badstuen, saa at Odd kan oversee den hele. Han seer da, at der over Sengen, hvorpaa han sidder, hænger en forfærdelig stor flad Steen, med en skarp Kant paa den Side, som vender nedad, medens der fra den Side, som vender opad, gaaer en Snor over til den Seng, som Bonden sidder paa. Han seer, at Bonden har Snoren i sin Magt og det kan han forstaae, at hvis Stenen falder ned, vil den dræbe hver Den, som sidder paa Sengen. Han begynder at synes ilde om at være Gjæst her og mener, at det nok vil være det Bedste, at liste bort, medens Bonden sover. Han sniger sig nu ud, og nu er det blevet klart Veir. Han seer efter sit Reisegods og opdager nu, at Hunden har jaget alle Hestene hjemad til Huset og bidt Heftebaandene af dem. Odd er nu ikke seen til at kløvsadle Hestene og hænge sine Bylter paa dem, men da han er færdig hermed, farer Hunden i Hestene og jager dem tilbage samme Vei, ad hvilken de kom. Men da Odd var kommen over Aaen, saae han sig om og fik Øie paa Bonden, som nærmede sig med en blank og stor Kniv i Haanden, hvilken han, idet han kommer til Aaen, kaster over, sigtende lige efter Odd. Denne bøiede sig til Siden og Kniven blev siddende i en Kløv Tørfisk; da mælede Bonden: »En saare lykkelig Mand er Du, at Du nu er undsluppen; vide skal Du, at Du ved min Magt er kommen hid og at jeg agtede at dræbe Dig, men jeg kan forstaae, at Du ikke har været ene i den Leg, og aldrig vilde Du være sluppen fri, havde Du været alene om det. Tag nu den store Kniv der, og bring den hjem til Holar til Minde om vort Møde. Det lover jeg, at aldrig skal der blive Fiskemangel paa Holar saalænge Kniven findes der.« Derefter vendte Bonden hjemad, men om Afskedshilsener var der ikke Tale.


Men Odd tog Kniven op og bragte den hjem med sig. Han fortsatte nu sin Reise, og Hunden var den, som fik meest at sige paa Veien. Der fortælles Intet om Odds Hændelser til han kom hjem til Holar. Bispen modtog ham vel og spurgte om Reisens Begivenheder. Odd indlod sig ikke meget derpaa. Da havde han dog en Anelse om, at han havde været i Livsfare, sagde Bispen, »og Du behøver ikke at dølge det for mig, thi neppe var Du kommen ud af den Vanskelighed, havde jeg ikke været etsteds i Nærheden.« 


Da fortæller Odd ham Alt, som det var gaaet til, og viser ham Kniven til Stadfæstelse derpaa; saa fortælles der, at denne Kniv endnu findes paa Holar, men man har da heller ikke hørt, at man siden nogensinde har manglet Fisk der paa Stedet.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.