Fragment af en legende om Sankt Bartholomæus

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Fragment af en legende om Sankt Bartholomæus[1]


oversat fra gammeldansk af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2018



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Paul Diderichsen: Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter, J. H. Schultz Forlag, København 1931-37


Jusepe de Ribera:
Sankt Bartholomæi martyrium (1634)

— — menneske tog imod Sankt Bartholomæi legeme og førte det bort og begravede det hæderfuldt. Men kong Astrages og afgudstemplets høvdinge blev besatte af djævlene og dræbte med ondt sind.

Kong Polimius blev straks viet til biskop, og alle de vantro mennesker, som var til stede dér, antog den hellige tro på grund af de mange jærtegn, som da skete, og som Gud udvirkede ved Sankt Bartholomæus og den agtede biskop Polimius — denne biskop, som herefter levede i 30 år og stateligt styrede den hellige kirke i den hellige tro, som var ham befalet, og så døde og fór til den evige glæde uden ende, til hvilken vi ledes af Kristus Jesus og herre Sankt Bartholomæus. Amen.

Der hersker blandt de kirkefædre, der har beskrevet hans pinsler, i øvrigt forskellige meninger om arten af den ærværdige Jesu Kristi apostels pinsler, for salig Dorotheus fortæller, at han blev korsfæstet, og han siger ydermere, at Sankt Bartholomæus prædikede for dem, som boede i det yderste Indien, og på deres eget tungemål gav han dem det evangelium, som Sankt Matthæus skrev om vor herre Jesu Kristi levned. Han blev pint i en by, som hed Albana, i det store stift Armenien; dér blev han korsfæstet med fødderne op og hovedet ned mod jorden. Fremdeles siger den hellige kirkefader og abbed Sankt Theodorus, at Sankt Bartholomæus blev flået levende, men i mange andre bøger findes det skrevet, at han alene blev halshugget. Denne uoverensstemmelse må løses på den måde, at han først blev korsfæstet, og før han døde, blev han flået for yderligere at pine og beskæmme ham, og til sidst blev han halshugget. I år trehundrede enogtredive efter Guds fødsel kom hedninge i øvrigt og besatte en ø, der hedder (...)[2], hvor Sankt Bartolomæi legeme dengang var begravet. De plyndrede og røvede på denne nævnte ø; de sønderbrød hans grav og spredte hans knogler alle vegne omkring bort fra hinanden. Vi finder skrevet, at Sankt Bartholomæi knogler var kommet fra Indien til den førnævnte ø på den måde, som herefter følger: Dengang da de hedninge, som var i Indien, fik større magt end de kristne mennesker af Guds vilje og bemærkede de kostelige jærtegn, som Gud i Himmerige lod ske med Sankt Bartholomæus, og så, at dette legeme fik så stor hæder og ære, da harmedes disse hedninge derved, og de lavede en kiste af bly og lagde det deri og kastede det i havet. Efter Guds tilskikkelse kom det til førnævnte ø på denne måde, og hedningene havde — som før skrevet — spredt Sankt Bartholomæi knogler og var draget bort. Da åbenbarede Sankt Bartholomæus sig om natten for en gudelig og renlivet klostermand eller munk og sagde til ham i hans søvn: »Stå op og saml mine knogler, som ligger spredt!« Munken svarede: »Hvorfor skal jeg gøre det? Eller af hvilken grund er jeg pligtig til at vise dig nogen hæder, når du tillader, at vi her i dette land lægges øde af hedninge, og når du ingen hjælp vil tilstå os?« Sankt Bartholomæus svarede: »I lang tid var min bøn årsag til, at herren sparede jer. Nu, siden jeres synder er så overmåde store og mange — hvilke som skriger til himlen — kan jeg ikke længere forskaffe jer nåde.« Da munken spurgte, hvordan han skulle genkende hans knogler mellem så mange andre døde folks knogler, sagde apostlen: »Du skal gå ud — —«



Noter:

  1. Teksten er fra et nu tabtgået håndskrift fra ca. 1450, som i Rigsarkivet blev anvendt som omslag til Vordingborg Lens regnskab for 1610.
  2. Navnet på øen er bortfaldet ved et sideskift i håndskriftet. Det latinske forlæg har Lipari, en af De Æoliske Øer.