Frode V
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Folk, der er kyndige i gamle Sager, fortæller, at Ingild havde fire Sønner, af hvilke de tre faldt i Krig og kun Olaf blev Konge efter sin Fader; andre fortæller, at Olaf var Søn af Ingilds Søster, hvilket dog er uvist. Efterslægten ved kun liden Besked om hans Bedrifter, som Oldtidens Slør har skjult; kun det sidste Raad, hans Visdom indgav, har overlevet Glemselen. Da han laa paa sit yderste, bød han nemlig af Omsorg for sine Sønner, Frode og Harald, at den ene skulde have Magt og Myndighed til Lands, den anden til Vands, og det ikke for bestandig, men saaledes, at de skiftedes til at have den et Aar ad Gangen. Saaledes blev Kongemagten delt lige imellem dem, men Frode, som først fik Herredømmet til Søs, kom i Vanry for de mange Nederlag, han led paa sine Vikingetog. Grunden til, at det gik ham saa ilde, var, at hans Søfolk var nygifte og foretrak de ægteskabelige Glæder for Besværlighederne ved Krigstjeneste uden for Landet. Da der var gaaet en Tid, tilfaldt Herredømmet til Søs den yngre Broder Harald, og han udsøgte sig, af Frygt for at lide samme Skuffelse som Broderen, Krigsfolk, der ikke var gifte. Hans Lykke svarede til det Valg, han havde gjort, thi han vandt som Viking lige saa stor Berømmelse, som hans Broder havde faaet Vanhæder, og derover blev Broderen misundelig paa ham. Hertil kom, at deres Hustruer, Signe og Ulfhild, af hvilke den ene var Datter af Svenskekongen Sivard, den anden af Karl, Statholderen i Gøtland, jævnlig trættedes om, hvem af dem der var mest højbaaren, og fik gjort Ende paa Samkvemmet imellem deres Mænd, og Følgen blev, at, da Samlivet saaledes var blevet brudt, delte Harald og Frode det Boskab, de havde fælles, og lagde mere Vægt paa de trættekjære Kvinders onde Ord end paa Broderkjærlighedens Pligter.
Frode mente nu ogsaa, at hans Broders Hæder bragte ham i Foragt, og han bød da en af sine Hirdmænd lønlig at ombringe ham, da han skjønnede, at hans Undermand i Alder overgik ham i Mod. Da Daaden var øvet, lod han hemmelig Gjerningsmanden myrde, for at denne hans Medvider ikke skulde røbe Forbrydelsen. Derpaa bød han, for at gjøre det troligt, at han var uskyldig, og undgaa at blive brændemærket for denne Udaad, at der skulde anstilles en omhyggelig Undersøgelse over, hvorledes det var gaaet til med den Ulykke, der saa uventet havde voldt hans Broders Død. Men hvor mange Kunster han end gjorde, kunde han dog ikke hindre, at Menigmand i sit stille Sind gav ham Skylden. Da han senere en Gang spurgte Karl, hvem der havde dræbt Harald, svarede Karl, at det var falsk af ham at spørge om en Ting, som han godt selv vidste. De Ord blev Karls Død, thi Frode skjønnede, at han hemmelig havde bebrejdet ham Brodermord.
Derpaa blev Harald og Halfdan, Haralds Sønner med Karls Datter Signe, stræbte efter Livet af deres Farbroder, men deres Fosterfædre udtænkte et snildt Middel til at frelse deres Liv. De bandt nemlig afhuggede Ulvekløer under deres Fodsaaler og lod dem ved tit at løbe omkring opfylde Moradset i Nærheden af Huset, hvor de boede, og den snedækte Jord med deres Spor, for at det skulde se ud, som om der havde været Vilddyr paa Færde. Derpaa dræbte de nogle Trælkvinders Børn, rev deres Lig i Stykker og spredte deres sønderrevne Lemmer rundt om. Da man nu forgjæves søgte efter de to Knøse, fandt man de spredte Stumper af Ligene, fik øje paa Ulvesporene og saa', at Jorden var bestænket med Blod; man troede da, at Drengene var bleven fortærede af graadige Ulve, og næsten ingen kunde tvivle over for et saa haandgribeligt Bevis paa, at de var bleven sønderrevne. Troen paa det, man havde set, blev Knøsenes Værn. Deres Fosterfædre skjulte dem strax i en stor Steneg, for at der ikke skulde være noget Spor af, at de var i Live, og i lang Tid blev der bragt dem Føde under Foregivende af, at de var Hunde; de blev ogsaa kaldt ved Hundenavne, for at der ikke skulde komme noget ud om, at de blev holdt skjult. Kun Frode vilde ikke tro paa, at de var døde, og han gik til en Kvinde, der var kyndig i Spaadomskunst, og spurgte, hvor de var skjulte. Saa kraftige var hendes Galdresange, at hun havde Ord for i lang Afstand at kunne se en Ting og drage den frem, om den saa var aldrig saa godt gjemt. Hun sagde at en Mand ved Navn Ragnar hemmelig havde paataget sig at opfostre dem og for at skjule dem kaldte dem ved Hundenavne. Da de nu ved hendes Galdresanges overvættes Kraft saa' sig dragne ud af deres Skjul og stadig trækkes nærmere og nærmere hen imod Sejdkvindens øjne, lod de, for ikke at blive forraadte ved den Magt, denne forfærdelige Tvang havde over dem, en Regn af Guld, som de havde faaet af deres Fosterfædre, falde i Skjødet paa hende. Da hun havde faaet denne Gave, lod hun, som hun pludselig blev syg, og faldt om som død. Da Tjenerne spurgte, hvad Grunden var til, at hun saaledes pludselig var faldet sammen, sagde hun, at det var umuligt at udgranske, hvor Haralds Sønner var flyet hen, thi deres Magt var saa stor, at den svækkede Virkningen selv af hendes kraftigste Sange; hun maatte derfor nøjes med en ringe Gave og kunde ikke vente nogen større Belønning af Kongen. Da Ragnar nu mærkede, at Rygtet om ham og hans Fostersønner begyndte at blive almindeligt i Folkemunde, drog han til Fyn med dem. Her blev han fanget af Frode og tilstod, at han havde skjult Knøsene, men bad Kongen om at skaane hans Myndlinger, som han havde berøvet deres Fader, han maatte ikke tro, der var nogen Lykke ved dobbelt Frændemord, sagde han. Ved disse Ord forvandlede han Kongens Grumhed til Skamfuldhed og lovede, at hvis de gjorde noget Opstyr i Riget, skulde han melde Kongen det. Saaledes skaffede han sine Myndlinger Sikkerhed og levede mange Aar uden Frygt.
Da de var bleven voxne, drog de til Sjælland, og da deres Venner bød dem at hævne deres Fader, svor de, at enten de eller deres Farbroder skulde være Dødsens, inden der var gaaet et Aar. Da Ragnar fik Nys om det, gik han, tilskyndet af Erindringen om, hvad han havde lovet, ved Nattetid til Kongeborgen og sagde i al Stilhed, at han kom for, som han havde lovet, at meddele Kongen noget, men han vilde ikke have, at de vækkede Frode, thi Kongen vilde ikke vide af, at nogen vækkede ham, naar han sov; gjorde nogen det, plejede han at straffe dem med Sværdet; for saa grov en Forbrydelse ansaas det i gamle Dage paatrængende at forstyrre en Konge i hans Søvn, naar det ikke var nødvendigt. Da Frode om Morgenen fik dette at vide af Vagten, skjønnede han, at Ragnar var kommen for at bringe ham Bud om, at der var et Anslag i Gjære, og han samlede derfor en Krigsstyrke og besluttede at forekomme Svig ved Grumhed. Haralds Sønner havde ingen anden Udvej end at anstille sig som forrykte; da de pludselig saa' sig overrumplede, begyndte de nemlig som forrykte Mennesker at bære sig ad, som om de blev forfulgte af onde Aander, og da Frode troede, at de var besatte, opgav han sit Forehavende, idet han ansaa det for en Skam at angribe dem med Sværd, der syntes i Færd med selv at vende Sværdet imod sig. Men Natten efter brændte de ham inde, og saalunde fik han sin fortjente Straf for Brodermordet, thi efter at have angrebet Kongeborgen stenede de først Dronningen til Døde, og derpaa tvang de, efter at have stukket Ild paa Huset, Frode til at krybe ind i en for længst udgravet snæver Hule og søge Tilflugt i dens underjordiske Ganges Smuthuller. I denne Indespærring holdt han sig skjult, til han omkom kvalt af Røg og Dunster.
