Gamle bönner

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.

Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

af Evald Tang Kristensen
1893

Bind II

G. Religiøse sagn

12. Gamle bönner

274.

Hør, klokken slår, og tiden går,

ti glasset fast må rinde;

hjælp os, vor Gud, at dødsens bud

må i os tanke minde.

Nik. Christensen.

275.

Klokken slår, og tiden går,

glasset hastig rinder;

hjælp, söde Gud, at dødsens bud

os velberåd må finde.

Hvert klokkeslæt vort hjærte sæt

i andagts lys og lue,

at vi da må omsider få

Guds ansigt at beskue.

Århus-egnen. G. N. Bugge.

276. Indskrift på et stueuhr:

Fort jeg går, ofte slår,

tiden hastig rinder,

salig er den, som, her

tiden vel anvender.

Herre, lær du mig her

så min tid at kjende,

at jeg må visdom få

og en salig ende.

Århus egnen. Bugge.

277. Aftenbön på Fyen: «Når jeg i min seng går, fjorten Guds engle hos mig står: To ved mit hoved, og to ved mine fod der, to ved min höjre side og to ved min venstre side, to mig vækker, to mig dækker, og to fører min sjæl til Himmerigs glæde. I navn Gud faders, Gud söns og Gud den Helligånds! amen.

J. B.

278. Andre læser således: Jeg går til sengs med tolv Guds engle: To til hånd og to til fod, to til hvert mit ledemod, to til sövns og to til vågen, to føre min sjæl til Himmerig, amen!

J. B.

279.

Hver aften a til min seng går,

tolv Guds engle om mig står:

To ved mit hoved, to ved min' födder,

to ved min sid',

to mig oppevækker, to mig nederdækker,

to følger mig i Herrens hus,

vogter og bevarer mig fra ildebrand,

fra tyvehand, kirkens band

og alt det, der er i skadekonens (ɔ: Djævelens) hånd.

Ved Vejle fjord. W. Kyhn.

280. Pastor Lavtrup i Ensted ved Åbenrå havde en gammel jysk tjenestpige, som hver aften höjt bad følgende:

Hwar awten, a te senge går,

fjåwten Guds engle om mæ står,

tow ve mi hojem, tow ve mi fojem,

tow ve mi hywer sii, tow ve mi venster sii,

tow mæ væk, tow mæ dæk,

tow mæ væj viis te den evige paradis.

A. L.

281.

Når jeg til min seng mon gå,

fjorten engle for mig stå,

to ved mit hoved, to ved mine födder,

to ved min höjre side, to ved min venstre side,

to skal mig vække, to skal mig dække.

to skal mig vejen vise til paradis.

A. K

282.

Om awten, nær i min sæng æ gær,

fjorten Guds engle for mæ stær:

To ved mit hoved, to ved mine ben,

to ved min hyyr sii, to ved min linke sii,

to mig væk, to mig dæk,

to mig vej viis til den hellige paradis.

Der ståj en stor kjerk,

den var gul uden og grøn inden.

Der sad jomfru Marie med sit lellevette ban å båj gnædele.

De Juder de kom med spær o med stång

og tog Vorherre Kristus fangen,

(for at) di soort kvind kan bej djer bön

både aften og morgen i Jesu navn. Amen.

eller:

Der sad jomfru Marie med Vorherre Jesus Kristus, tog spyd og tog spær og knækked ham ned mod den hårdeste sten. Amen.

(Se: Tuxen «det plattyske folkesprog i Angel.») J. M.

283.

Fjorten Guds engle vil med mig i seng gå:

To ved mit hoved, to ved mine födder,

to ved min höjre side, to ved min venstre side,

to vil mig dæk', to mig væk',

to mig vej vis' til den grønne paradis,

der står en kjerk å stååg,

gul uden om, grøn inden i.

Der sad motter Marie med hend' lille barn på skjød,

hun klawe, hun jamre, bitre nød;

ti Jøder kom gangend med spedder å spang,

ti tog Vorherre Krist te fang',

ti hytte ham op i det höjeste træ,

knække ham ned på den hårdeste sten,

det skal aldrig være din sjæl forladt af din Gud i Himlen.

All' dem, der kan bede den bön, för de dør,

for dem skal Hellis ild slukkes,

for dem skal Himlens port oplukkes. Amen.

I Vejle-egn tilföjes: Hvo der læser denne bön tre gange om morgenen og tre gange om aftenen, hans sjæl skal aldrig se Helvedes ild eller time. Amen.

J. M.

284.

I awten, ven i min sæng æ gær,

fjutten Guds engle om mæ stær . . . .

to ska mæ væk, to ska mæ bedæk,

to ska mæ væj viis op te min himmelske paradis.

Der sto en stor kirk . . . . lillevette ban å båj nåjle;

di Juder di kåm mæ spær å mæ stånng

å to Vorherre Kristus te fånng,

di soort kwinn . . . .

(Sml. nr. 282) H. F. F.

285.

Da Jesus gik ud i sin urtegård,

da svedte han vand som blodige sår,

han så til sine fem sår, han talte til sin sön:

Min sön, stat og strid endelig,

strid mandelig, pinen er uendelig,

glæden er evindelig.

Hvem der læser denne lille bön tre gange om aftenen, tre gange om morgenen,

förend de opstår, förend de ud går,

förend de smager verdens brød,

deres sjæl skal aldrig lide nød.

Himmeriges dør ska] oplukkes,

Helvedes ild skal udslukkes.

I navnet G. F. o. s. v. Amen.

På Fyen bruges al tid «de» for «man» og «en». M. K. G.

286. Her går et bånd om dette hus. Hvem bandt båndet? — Det gjorde Jesus med to hænder og ti fingre og ti gode Guds engle.

Hvem sang salmen? — Det gjorde jomfru Marie, fordi hun havde bogen i sin hånd og Jesus på sit skjød.

Jesus var her inde. Jesus gik i sin urtegård, svedte både vand og blod. Gud sagde til sin sön: «Stat op, strid hårdelig, døden er endelig, men glæden er evindelige Denne bön Guds börn læse skal ti gange om aftenen og ti gange om morgenen, för de op står, for de ud går, för de livsens brød får. Denne sjæl skal aldrig fristes af Helvedes nød eller nogen anden nød. To til hoved, to til fod, to til hvert et ledemod; to mig vække, to mig dække, to at bære min fattige sjæl ind i Himmerigs glæde. Amen.

Jens Pedersen, Fiskerhuset ved Tissø.

287.

Jössus gik ud i sin urtegård,

Jössus svedte vand og blodige tår',

Jössus så til sine fem hellige såre,

de stod ham alle åbne fore.

Jösses sagde med sig selv:

«Din sön, min sön, strid mandelig,

døden er endelig, glæden er evindelig!»

Hvert et Guds barn, som vil læse denne bön tre gange hver aften og tre gange hver morgen,

förend de æder verdens brød,

deres sjæl skal aldrig komme til at lide Helvedes nød.

Helvedes ild er slut, Helvedes dør er lut (lukket),

Himmerigs dør står åben for mig. Udi de tre gode navne: Gud faders o. s. v.

Maren Nielsdatter, Vester-Brønderslev.

288.

Jesus han gik ud i sin urtegård,

han sved af både blod og vand og tår',

Jesus så ned til sine hellige fem sår,

de åbnede for hannem (?).

Stat hårdeligen og stød mandeligen (?),

døden er endeligen, og glæden er evindeligen.

Hvem af disse börn, som læser denne bön hver aften og hver morgen,

förend de æder al verdsens brød,

deres sjæl skal aldrig lide nød,

deres ild skal udslukkes, og Himmerigs dør skal oplukkes.

I tre mænds navn, G. f. o. s. v.

Nik. Christensen.

289.

Jesus gik udi sin urtehavegård,

han svedte, han svandt af blodige tår'.

Min sjæl, stat hårdelig,

strid mandelig, døden er endelig,

men glæden er evindelig.

Hvo, den liden bön læser tre gange om aftenen, tre gange om morgenen,

förend han op står, förend han frem går,

hans sjæl skal aldrig fristes.

Himmerigs dør skal oplukkes, Helvedes ild skal udslukkes.

I navn o. s. v.

Anton Andersen.

290.

Jesus gik i urtegård,

svedte vand og blodig tår',

så til sine fem sår.

Alle stad evindelig, stred endelig(?),

døden er evindelig, glæden er evindelig.

Hvo som læser denne bön,

förend han op står, förend han ud går,

förend han æder af Herrens brød,

hans sjæl skal aldrig fristes af Helvedes nød.

Guds ord. Amen.

H. F. F.

291.

Vorherre Jesus gik i sin urtegård,

han svedte så mangen blodig' tår',

han så ned til sine fem hellige sår,

alle stod de ham åben for'.

Gud talte til sin kjære sön:

«Min sön, stat åndelig, strid mandelig,

Døden er i hænde, glæden er i vente.»

Hvo, som denne liden bön læser morgen og aften, förend de æder legemets brød, förend de lægger dem til sengs, deres sjæl skal aldrig fristes, Helvedes port skal tillukkes, Himmeriges dör skal oplades. Guds ord. Amen.

Denne bön lærte moder os som börn. Sognefoged Kristen Madsen. Gammel by.

292

. . . . Han talte til sin søn: «Min sön,

stat op, strid endelig, strid mandelig,

pinen er uendelig, glæden er evindelig.»

Hvem der . . . .

förend de op står, förend de ud går,

förend de smager verdens brød, deres sjæl skal aldrig lide nød.

Himmeriges dør skal oplykkes, Helvedes ild skal udslykkes.

I navnet o. s. v.

P. K. M.

293.

Jesus ud af sin urtegård så,

så syv synlige ord for ham stå:

«Min sön, stat hårdelig og strid mandelig,

døden er endelig, men glæden er evindelig.»

Ethvert Guds barn, som læser denne bön tre gange hver langfredag morgen, hans sjæl skal aldrig friste Helvedes nød, Helvedes ild udslukkes, Himmerigens dør oplukkes. I n. . . .

Ane Marie Kristensdatter, Skovvejen, Århus.

294.

Jesus gik ud i sin urtegård,

han så de fem hellige sår, . . . .

Hvo, som læser denne bön,

når han op står, når han ned går,

han skal aldrig lide nød,

hans sjæl skal aldrig smage Helvedes glød.

I navnet o. s. v.

Anders Pilkjær Nielsen, Vejlby.

295.

Jesus gik i sin urtegård

han sved' vand og blodige tår',

han så ned på sine fem hellige vunder og sår.

Min kjære sjæl, strid inderlig,

stat mandelig, ti glæden varer evindelig. Amen.

Maren Bonde.

296.

Her går et bånd omkring vort hus,

Jesus er her inde.

Her må ikke en tyv i huset gå,

for Jesus er her inde,

her må ikke en skalk for døren stå,

for Jesus er her inde.

Velsign os G. f., velsign os G. s., velsign os G. d. h. Å. Amen.

P. Dorph.

297.

Der går et bånd om dette hus,

Jesus, vær her inde!

Velsign os alle, store og små,

velsign de unge og gamle også,

velsign vor mark, velsign vor eng,

velsign vor pige og vor dreng.

298.

Nu vil jeg til min seng gå

og i søvnen hvile få.

Men først vil jeg bede til Jesus Krist,

så vil han tage vare på os for vist:

O, Jesus, kom her ind!

kom ind i mit lille hus.

Fri os fra alle onde ting;

velsign os alle, store og små.

Tag os alle i din kjærlige favn.

I Gud faders, söns og helligånds navn. Amen,

Nr. 297, 298 fra Fyen ved Herman Pedersen, Hammerum station.

299.

Det hellige kors

Vorherre selv bar for os, for vore synders skyld,

ikke for synderne sine,

men han satte dem i nat mellem Djævelen og mig

i mine Guds værdige pine.

Mit blod ned på korset randt,

det slukker ud synderne mine. Amen.

Nik. Chr. En hel del lignende optegnelser af gamle bönner findes i «Dansk Kirketidende», udg. af Brandt og Lindberg, 1860 og 61.

300.

Twi sætter a mæld Dæwlen å mæ!

du gjör di fenger få brejj å di to få lång.

Da skal a bennd dæm i en selketro, så jomfru Marri,

å så vel a si å den dæwel, dæ ska gjø mæ nåwet.

I jomfruens nawn. Amen!

A, L.

301.

A læger mæ i min søde milld,

Gud læ-mæ ålder a mi sæng trill,

bewår mæ få røø myyrer å stengs tyyrer,

å får hamer å håwwtånng.

J. Nielsen, Ringkjøbing.

302.

Gud fri os fra røde myre å mandholm tyre,

fra vrinsk hæijst å katholsk præjjst,

fra dæmm, dæ rywwe i mørke,

å stikke i størke,

ja, fri os for brand hær ennd i æ stoww,

så vel vi læg os te å soww.

Jeg har hørt det vers fremsagt halvt i bogmål og halvt i jydsk bondemål, som det står her.

C. Sörensen (Thomaskjær).

303.

På julenat Vorherre blev født,

de stærke Jøder pint' ham til død,

de pint' ham med en hvasse pig,

lisse val for de fatte som for de rig',

de pint' ham ned til højre (?) kors,

så hård en død tålt' Jesus for os,

skjærtorsdag gav han engle brød,

langfredag tålt' Jesus den hårde død,

langfredag nat lå Jesus i grav,

påske-morgen han opstod (stod han op deraf).

Jomfru Marie for ham står,

hun toed hans födder i modige tår',

hun törred' dem i hend' hovedhår.

Han til himmels sig op svang

med födder og hånd,

og nu har Jesu bön end';

min sjæl sig glæde

i himmerigs glæde. Amen!

Jörgensen, Lindknud.

304.

Regn, regn, regnboww,

skynd dig op i Overskov,

mit får har læmmet, min ko har kjælvet,

og soen ligger med grise,

de fire er mine, de fire er dine,

de fire er jomfru Maries.

Så hæt den regn,

og solen den skin,

og jomfru Marie hun sidder der ind',

og Himlens dør står åben.

H. F. F.

305.

Maen åd Maleen, di sad o grå steen,

å baj te Vohæær, te e soel måt skenn.

Så skeend e soel, så lyyst e måån.

Klafit klafit, di flöj så vidt

å bygt dem et hus a höwwelspåån.

Anne Andresen, Sundeved.

306.

Maren å Mætt' stu i æ stætt'

å bøst å flætt' å ba te, æ ræjn sku læt '.

Æ ræjn lætt, å æ køjer bejst;

bejs om æ kuer, bejs hjem, 12.

bejs i æ klåww, læ foer i æ ståww,

læ hønen såww, te de ær halles mæjjda.

Kr. Mågård.

307.

Maria hun sad på kirkestett',

hun bøst' hun flætt',

hun bad til Gud, den regn vild' hætt'.

Så hææt den regn, så skind' den sol

over mark og by, klar op i sky, Guds engle ly.

Lad fuglen flyww, lad skyen dryww,

lad Himmeriges dør stå (blyw) åben.

Anders Pilkjær Nielsen, Vejlby.