Gefion og Gylfe
Hopp til navigering
Hopp til søk
Naturlyrik og romantik
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Henrik Hertz
Gefion og Gylfe
Digte fra forskjellige Perioder, Deel II, C.A. Reitzel
Kjøbenhavn, 1851
- I.
- Hun stod i Gylfes Haller
- Med høie Miner,
- Og qvad, mens Kongen henrykt
- Lytted’ derpaa.
- „O Gefion, Asers Afkom!”
- — Saa talte Kongen —
- „Med rige Gaver kom du
- Hen til min Hal.
- Med Sangens rige Gaver
- Du kom til Gylfe,
- Og med din Harpes klare,
- Hellige Klang.
- Hvad giver Gylfe Konning
- Til dig som Gjengjæld?
- En Ring af Guld hiint røde
- Rækker han dig.”
- Og Gefion greb i Harpen
- Med muntert Hjerte:
- „En Ring af Guld hiint røde
- Raader jeg selv.
- Med Land og Jord, o Gylfe!
- Min Sang du lønne!
- Med Øxne stærke lad mig
- Pløie det fra.”
- Og Gylfe gik fra Høisal
- Med Hofmænd gode,
- Og undred’, der han skued’
- Øxnenes Gang.
- Fra Ploven trængte Jernet
- Til Jordens Midtpunkt.
- En bred og bundløs Fure
- Viste dets Vei.
- Fra dybe Kilder Vandet
- Foer ind i Furen,
- Hvor som et blaaligt Belte
- Voverne gik.
- Og Stykket, der var pløiet
- Fra Gylfes Rige,
- Trak Øxnene med Vælde
- Langt over Land —
- Og skjød det ud i Søen,
- Hvor nu det ligger,
- Af Guder rigt begavet,
- Gefions Øe!
- Men Gefion stod paa Øen
- Med høie Miner,
- Med Sang i Skyen bød hun
- Drotten Farvel.
- II.
- Hun stod paa Øens vundne Kyst
- Og læned’ sig til Ploven:
- „O Gylfe Konge! hør min Røst!”
- Saa qvad hun over Voven.
- Saa qvad hun over Voven for Kongen.
- „Vel har jeg pløiet fra dit Land
- Et rigt og kostbart Stykke,
- Og skilt fra dig ved dyben Strand
- Min Æt, der her skal bygge.
- Saa qvad hun over Voven for Kongen.
- Men Strømmen, der i Sundet gaaer,
- Skal atter os forbinde.
- Thi over den en Bro jeg slaaer,
- Der aldrig skal forsvinde.
- En Bro, der faaer et evigt Ry,
- Dens Bue bredt sig lægger,
- Og bygges altid op paany —
- En Bro af stærke Snekker.
- Paa denne Bro, der bærer godt,
- Skal fare glade Gjæster,
- Og ved dens Hjælp, o Gylfe Drot!
- Vort Forbund jeg befæster.”
- Hun taug og stirred’ for sig ned
- Og læned’ sig til Ploven,
- Og atter fra den vundne Bred
- Saa qvad hun over Voven.
- „O Gylfe! sære Fremtids Kaar
- Staae klare mig for Øiet.
- Erfar, hvad jeg om Landet spaaer,
- Jeg nys fra dig har pløiet.
- At dette Øland er en Part
- Af Sverrigs tappre Rige,
- Det skal i Tiden kjendes klart
- I Tvekamp og i Krige.
- Men mærk min Spaadom: ofte skal
- I Kamp vort Forbund løses,
- Og grumt og ved hinandens Fald
- Vort Hjerteblod udøses.
- Og dog, o Gylfe! — at engang
- Min Øe fra dig er vundet,
- Skal kjendes paa den stærke Trang,
- Der lufter over Sundet.
- En Trang, der dukker op igjen
- Alt efter grimmest Fægtning,
- Og drager atter Hjertet hen
- Til Sundet, til sin Slægtning.”
- — Og Gefion taug, og hendes Sang
- En Gjenlyd gav i Skoven,
- Og sused’ med prophetisk Klang
- I Sundet over Voven.
- Den suser end i Skov og Sø
- Paa Sverrigs fjerne Strande.
- Den klinger over Gefions Øe
- Og over Nordens Lande.
- Saa qvad hun over Voven for Kongen.