Germand Gladensvend

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Havuhyre
Dansk folkedigtning


Kæmpe- og Trylleviser
6. Germand Gladensvend.[1]


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen


1. Vor Konge og vor unge Dronning,
de sejled dem over Hav:
der blev deres Skib paa Vandet holdt,
de kunde ikke Børen faa.
Saa fløj han over den Rin.[2]


2. „Er her noget under Vandet,
som Skibet holde maa,
jeg giver dig baade Guld og Sølv,
du lader mig Børen faa!“


3. „Du har ikke Guld eller Sølv,
som dertil hjælpe maa;
det er alt under din Linde[3],
der jeg monne efter traa.“


4. „Jeg har ikke under min Linde
foruden de Nøgler smaa:
kommer jeg levende til Lande,
jeg lader mig andre slaa[4].“


5. Saa tog hun de Nøgler smaa,
hun kaste dem ud i Strand;
de fik Bør hin blide,
de sejled saa glade til Land.


6. Dronningen ganger paa hviden Sand,
og hun fik fuldstor Harm:
der fandt hun, det lidet Barn
var kveg i hendes Barm.


7. Det var ikke derefter
foruden Maaneder fem:
Dronning hun ganger i Højeloft,
hun fødte saa væn en Søn.


8. Født blev han om Aften,
og kristned de ham om Nat;
de kaldte ham Germand Gladensvend,
de dulgte ham, meden[5] de maatt'.


9. Saa vel han vokste, saa vel han treves,
sin Hest kunde han vel ride;
hver Sinde han til sin Moder saa,
saa saare da monde hun kvide.


10. „I vider[6] mig det, kær Moder min,
og hvad jeg vil eder be':
hvi græder I saa jammerlig,
hver Sinde I mig se?“


11. „Hør du, Germand Gladensvend,
jeg maa vel for dig kvide:
du varst dig saa liden,
der du varst Trolden given.“


12. „Hører I det, kær Moder min,
I lader bortfare eders Vaande;
hvad Lykke Gud mig give vil,
det formeen mig ingen Mande.“


13. Det var om en Torsdag Morgen
saa aarle om den Høst;
aaben da stod den Fruerstu–Dør,
der kom saa led en Røst.


14. Ind da kom den lede Gam,
han sattes[7] den Frue saa nær:
„Mindes eder det, Allerkæreste min,
hvad I har givet mig?“


15. Hun svor om Gud, hun svor om Mænd
og alt, hun sværge maatte[8],
hun vidste sig hverken Datter eller Søn,
der hun i Verden aatte.


16. Bort da fløj den lede Gam,
han gav saa fælt et Skrig:
„Hvor jeg finder Germand Gladensvend,
da er han given mig.“


17. Der han var fulde femten Aar,
da lyste ham en Jomfru at love,
Kongens Datter af Engeland,
den aller–vænest Jomfrove.


18. Saa saare da monde han længes
bort til sin Fæstemø:
„Min kær Moder, I laaner mig jer Fjederham,
meden jeg flyver under Ø.“


19. „De Vinger de ere saa brede,
de bær dig saa højt ved Sky;
lever jeg mig til Sommer,
jeg lader mig gøre en ny.“


20. Han satte sig i den Fjederham,
han fløj alt saa trøst[9];
der han kom midt paa Sunde[10],
der hørte han Gamme–Røst.


21. „Velkommen, Germand Gladensvend,
saa vel da kender jeg dig:
du varst dig saa liden,
der du varst given mig.“


22. „Du lad mig flyve, du lad mig fare
bort til min Fæstemø!
første jeg kommer tilbage igen,
vi findes vel under Ø.“


23. „Da skal jeg dig mærke,
alt før du flyver fra mig:
hvor du kommer blandt Riddere og Svende,
kende saa vil jeg dig!“


24. Saa hug han ud hans højre Øje,
drak halvt hans Hjerteblod;
end fløj han til Jomfruens Bur,
for hans Vilje den var god.


25. Han satte sig paa Jomfruens Burebrand,
saa blodig og saa bleg;
alle de Jomfruer, i Buret var,
de tabte[11] baade Skæmt og Leg[12].


26. Alle da sad de stalte Jomfruer,
gav det saa lidet i Gem[13],
foruden stalten Sølverlad,
hun kaste baade Saks og Søm.


27. Hun tog ud en Sølverkam,
hun kæmte hans favre Haar;
hver en Lok hun redte,
hun fældte saa mangen Taar.


28. Hver en Lok hun redte,
hun fældte saa modig Taar;
alt banded hun hans Moder,
hans Lykke havde gjort saa haard.


29. „Hør I det, Jomfru Sølverlad,
I bander ikke Moder min;
hun kunde det intet i volde[14],
saa krank var Lykken min.“


30. Han satte sig i sin Fjederham,
han fløj saa højt ved Sky;
hun satte sig i en anden,
hun lod fast efter ham kny[15].


31. Hun satte sig i sin Fjederham,
hun fløj saa højt ved Sky;
alle de Fugle, hun mødte,
dem klipped hun sønder itu.


32. Alle de Fugle, hun mødte,
dem klipped hun, alt saa smaa,
foruden ham den lede Gam,
ham kunde hun ikke faa[16].


33. Det var Jomfru Sølverlad,
hun fløj ud med den Strand;
hun fandt ikke af Germand Gladensvend
uden hans højre Haand.
Saa fløj han over den Rin.



Fodnoter

  1. ↑ Indl. S. 67; DgF. II Bd. Nr. 33.
  2. ↑ Omkv. Rin, Hav; se Indl. S. 14.
  3. ↑ 3 Linde, Bælte.
  4. ↑ 4 slaa, smede.
  5. ↑ 8 meden(s) de maatte, saa længe de kunde.
  6. ↑ 10 I vider, hvad jeg beder, I opfylder min Bøn.
  7. ↑ 14 sattes, satte sig.
  8. ↑ 15 hun svor ved Gud og ved de hellige Mænd, og ved alt det, som hun kunde sværge ved.
  9. ↑ 20 trøst, tillidsfuld, uden at ane Uraad.
  10. ↑ Sund, Hav.
  11. ↑ 25 tabte, mistede.
  12. ↑ Skæmt og Leg, Munterhed.
  13. ↑ 26 gav i Gem, agtede paa.
  14. ↑ 29 hun kunde det intet i volde, hun var ikke Skyld i det.
  15. ↑ 30 kny, trænge paa, bevæge sig med Kraft.
  16. ↑ 32 faa, fange, naa.
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Germand_Gladensvend&oldid=28691»