Gilitrutt

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Gilitrutt
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862



Under Øfjeldene paa Østerlandet boede engang en ung Bonde. Det var en ivrig og arbeidsom Mand. Der var gode Græsgange omkring ham, og han eiede mange Faar. Paa denne Fortællings Tid var han nylig bleven gift. Hans Hustru var ung, men uduelig og daadløs. Ingenting gad hun bestille, og hun brød sig kun lidet om Huusholdningen. Manden syntes meget ilde herom, men kunde ikke gjøre nogen Forandring deri.


En Høst gav han hende en Mængde Uld og bad hende om at lave Vadmel deraf om Vinteren, men Konen gav ham just ikke noget venligt Svar derpaa, og det led ud paa Vinteren, uden at hun rørte ved Ulden, skjøndt Manden ofte mindede hende derom.


Engang kom en noget høivoxen gammel Kvinde til Konen og bad om en lille Hjelp. »Kan Du til Gjengjæld arbeide Noget for mig?« spurgte Konen. »Det kan nok være,« svarede Kjærlingen, »hvad skulde det vel være?« »Lave Uld til Vadmel,« sagde Konen. »Lad mig da faae den,« sagde Kjærlingen, hvorpaa Konen hentede en overmaade stor Uldsæk og gav hende den. Kjærlingen tog imod Sækken, kastede den op paa sin Ryg og sagde : »Tøiet skal jeg bringe Dig den første Sommerdag.« »Hvad Betaling vil Du have derfor?« spurgte Konen. »Det er nu ikke Meget,« svarede Kjærlingen, »Du skal sige mig mit Navn i tredie Gjetning, saa gaaer det lige op.« Det lovede Konen at gjøre, og Kjærlingen gik sin Vei.


Vinteren led, og Bonden spurgte tidt sin Hustru om, hvad der var blevet af Ulden. Hun svarede, at det kom ikke ham ved, men at han skulde faae det at vide paa den første Sommerdag. Manden talte da ikke videre derom, og man kom ind i de sidste Vintermaaneder. Da begyndte Konen at tænke over Kjærlingens Navn, men saae nu ingensomhelst Udvei til at faae det at vide. Derover blev hun kummerfuld og tungsindig. Manden saae, at der var foregaaet en Forandring med hende, og vilde vide, hvad der feilede hende, og hun fortalte ham Alt. Han blev da bange og sagde, at heri havde hun handlet ilde; thi dette var vist en Troldkvinde, der havde isinde at tage hende.


Engang, som Bonden vankede oppe under Fjeldet, stødte han paa en stor Gruushøi. Han gik netop og tænkte paa sine Sorger og vidste neppe af sig selv at sige, da hørte han nogle Slag nede i Høien. Han gik efter Lyden, og kom til en Sprække, og saae da, at dernede sad en saare stor Kvinde og vævede. Hun havde Væven imellem Fødderne og slog den uafbrudt. Hun nynnede for sig selv: »Hi, hi og ho, ho! Huusfruen veed ei hvad jeg hedder; hi, hi og ho, ho! Gilitrutt hedder jeg, ho, ho! Gilitrutt hedder jeg, hi, hi og ho, ho!« Dermed blev hun ved i det Uendelige og slog ivrigt Væven. Bonden blev glad; thi han tænkte sig, at dette var den Kjærling, der havde besøgt hans Hustru om Høsten. Han vendte hjem og skrev Navnet »Gilitrutt« paa en Seddel. Men sin Hustru lod han ikke vide Noget derom, og saa kom den sidste Vinterdag. Huusfruen var meget bekymret, og hun klædte sig ikke paa om Dagen. Bonden gik da til hende og spurgte, om hun vidste sin Arbeidskones Navn, men hun svarede Nei, og sagde, at hun nu maatte græmme sig tildøde. Bonden sagde, at det behøvede hun ikke; han gav hende Seddelen med Navnet paa, og fortalte hende, hvorledes Alt var tilgaaet. Hun tog imod Seddelen, men skjalv af Frygt; thi hun var bange for, at Navnet maaskee var galt. Hun bad sin Mand om at være hos sig, naar Kjærlingen kom, men han sagde: »Nei, siden Du var alene om at give hende Ulden, er det ogsaa bedst at Du er alene om at give hende Lønnen«, og derpaa forlod han hende.


Nu kom den første Sommerdag. Konen laa i sin Seng, men ellers var der intet Menneske paa Gaarden. Da hørte hun stærke Drøn og Skridt under Jorden. Kjærlingen kom og hun saae ikke meget tækkelig ud. Hun slængte en stor Rulle Vadmel ned paa Gulvet og sagde: »Hvad hedder jeg nu, hvad hedder jeg nu?« Konen, der af Angst var mere død, end levende, sagde: »Signy?« »Det hedder jeg, det hedder jeg, og gjet igjen, Huusfrue!« sagde Kjærlingen. »Asa,« svarede Konen. »Det hedder jeg,« sagde Kjærlingen, »det hedder jeg, og gjet igjen, Huusfrue!«


»Du skulde vel aldrig hedde Gilitrutt?« spurgte da Konen. Ved at høre dette, blev Kjærlingen saa forskrækket, at hun faldt næsegruus om paa Gulvet og gjorde et svært Rabalder. Siden stod hun op, gik sin Vei, og saaes aldrig mere. Konen blev nu over al Beskrivelse glad over at være sluppen fra dette Uhyre for saa godt Kjøb, og blev nu et heelt andet Menneske. Hun blev flittig og paapasselig og virkede siden altid selv sin Uld.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.