Giviok (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

21. Giviok

Der siges, at Giviok mistede sin Hustru og af Fortvivlelse vilde forlade sit Barn og Stedet, hvor hun var begravet. Han ventede til Drengen sov, gik saa ud paa Gulvet, men lagde sig hos ham igjen, naar han begyndte at græde; engang havde han allerede bukket sig ned gjennem Udgangen, men vendte saa tilbage igjen og kunde ikke forlade ham. Engang kom Drengen ind og sagde med Heftighed: »min Moder er derude hos en anden Mand.« Giviok svarede: »nei din Moder er ikke her, hun ligger under de store Stene.« Den lille sagde: »see du selv engang.« Da Giviok derpaa kiggede ud af Vinduet, saae han virkelig sin Kone; som han ansaae for død, følge med en anden Mand. Da blev han forbittret, gik ud, dræbte dem begge, og kastede dem ovenpaa hinanden i en Grav. Derpaa lagde de sig; da Sønnen sov, stod han op, gik ud igjennem Huusgangen, og endskjøndt Drengen vaagnede og hørtes græde, forlod han ham dog nu, satte sig i Kajakken og roede bort af alle Kræfter. Han roede og roede udover det store Hav, kom til Malstrømmen, og var nær revet ned, men slap med Nød forbi den; dernæst kom han til Havlusene, først prøvede han med at kaste sin Kajakpind ud til dem, men strax fortærede de den, derpaa kastede han sine Vanter ud, og da de holdt lidt længer end Træet, viklede han gamle Vanter omkring Aarebladene og slap saaledes over dem. Da han reiste videre, saae han en lang sort Stribe, og da han kom nærmere var det Tang, saa tyk, at han kunde gaae op og lægge sig til at sove paa den; da han vaagnede, skubbede han sig frem med Hænderne og kom saaledes over Tangen. Derpaa roede han videre og fik at see to Fjelde, med et smalt Løb imellem, og han saae, at Fjeldene afvexlende lukkede sig sammen og aabnede sig igjen. Han vilde roe udenom, men altid bleve Fjeldene foran ham; derpaa roede han med stærk Fart imellem dem og kom netop forbi, da de klappede sammen og knækkede Bagstævnen af hans Kajak. Endelig kunde han skimte noget Sort, og kom derefter til et stort Land. Giviok tænkte: hvis det er beboet af Mennesker, maa der findes en lille skaldet Klippe (nemlig Tørreplads og derfor blottet for Mos), og strax fandt han en saadan skaldet Plet. Der steg han ud, fandt et Huus og saae at der blev kogt i samme; han gik op, rev Skorsteenshætten ned og skjulte sig. Derpaa kom der en Qvinde farende ud og sagde: »skulde der være nogen Mand, som rev den om?« —derpaa reiste hun den op igjen, men opdagede i det samme Giviok, løb derpaa hurtigt ind, kom igjen og sagde: »man beder dig komme indenfor.« Da han traadte ind, saae han en fæl gammel Qvinde ligge under et Teppe. Hun sagde til Datteren: »hent nogle Bær.« Datteren skyndte sig ud, og bragte Bær med dygtig Fedt paa. Giviok sagde, idet han spiste dem: »Bærrene smage fortræffeligt.« Usorsak, den Gamle, sagde: »ja Fedtet er ogsaa af en ganske ung Karl.« Da sagde Giviok: »Ah! nei saadant noget kan jeg ikke spise!« og da han bukkede sig ned saae han en heel Række Menneskehoveder under Sidebrixen; ligeledes bemærkede han, da den Gamle skjød Teppet lidt tilside, og hendes Bagdeel blottedes, at der var noget Skinnende. Da de nu skulde til at lægge sig, sagde Giviok: »jeg skal lidt ud,« gik derpaa ud og opsøgte en flad Steen, som han stoppede ind over sit Bryst, hvorefter han lagde sig paa Ryggen paa Vindues-brixen. Da han lod, som om han sov, hørte han Datteren sige: »nu sover han«. Strax sprang den Gamle ud paa Gulvet, men da han lod, som om han vaagnede lidt, sprang hun stiltiende tilbage igjen. Da han nu stillede sit Bryst rigtig frem, sagde Datteren igjen: »han sover«. Derpaa sprang den Gamle hurtigere ud paa Gulvet, hoppede op og satte sig med det samme paa Mandens Bryst, raabte: »Hæ!« — men i det samme faldt hun omkuld. Datteren udbrød: »ak, Usorsak har knækket sin Hale, hun sørgede saa godt for os alle!« Derpaa sprang han op, rystede Stenen af Brystet og styrtede ud, Datteren efter ham og raabte: »Du Lumpne, bare man dog kunde faae dit Kindkjød at smage!« Han var imidlertid kommen i Kajakken, var nær kæntret, men reiste sig igjen og sagde: »bare man kunde sætte Harpunen i hende!« og med det samme dræbte han hende. Derpaa drog han videre og kom atter til en skaldet Klippe; lidt afsides derfra steg han ud, gik overland og kom til et Huus. Atter rev han Skorsteenshætten om og skjulte sig. Der kom ligeledes En ud, og da hun gik ind hørte han dem sige, at den var faldet om, skjøndt der ingen Vind var. Da hun derpaa kom ud igjen, viste Giviok sig og blev derpaa af Qvinden budt ind i Huset. Da han kom derind, saae han Væggen heelt behængt med Fangeblærer. Her boede ogsaa en Moder og Datter. Moderen sagde: »om kort Tid er det atter Lavvande, naar vi saa sætte Blærerne i vor Fangst, er man i Forlegenhed for En, som kan hente dem«. Giviok sagde: »Jeg har netop nu i min Kajak været hist ovre og dræbt de fæle Qvinder der«. De svarede: »Takket være du, vi havde tidligere ogsaa Mænd i Huset, men de Lumpne have dræbt dem; bliv du nu her hos os.« Giviok indvilligede. Senere sagde de atter: »imorgen bliver det udfaldende Vand, naar det buldrer, skal du løbe ud, men naar det buldrer igjen maa du atter skynde dig op paa Land.« Derpaa lagde de sig; Giviok laa i dyb Søvn da han vækkedes ved Bulderet, og netop endnu saae Datteren svippe ud. Han skyndte sig op, men da han kom ud, havde Qvinderne allerede sat Blærerne fast i en Mængde Hellefisk som laae paa den tørre Grund. Han blev kun færdig med nogle faa, da det atter buldrede, og han saae Vandet stige og komme rullende over ham, saa det kun var med Nød at han naaede Landet igjen. Imidlertid flød de fangede Hellefisk ovenpaa Vandet og dreve over til en anden Kyst; Giviok hentede dem derpaa i Kajak og hans Qvinder takkede ham meget, og han blev der. Senere hen tænkte han: »Ak min lille Søn, dengang Lyden af hans Graad svandt for mig! jeg maa dog reise hen at see ham igjen.« Derpaa reiste han, drog videre og videre og kom igjen til alt det som han havde seet paa Udreisen, og slap lykkelig forbi det; endelig øinede han Land, og da han kom nærmere, hørte han Mennesker synge. Han ilede efter dem, og traf en Mængde Baade, der slæbte en Hval, og ovenpaa Hvalen stod en kraftfuld Mand. Han kunde ikke gjenkjende ham, det var nemlig hans Søn, og det var ham, der havde fanget Hvalen. Som et grædende Barn havde han forladt ham, og nu traf han ham igjen som Fanger, staaende paa en Hval.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 98-100.