Gjedelöv

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Strenglege

Gjedelöv

Jeg finder meget Behag i og vil gjærne fremstille for eder den Strengleg, som paa vælsk heder Chèvrefoil, paa norsk Gjedelöv, samt hvor og paa hvilken Maade denne Strengleg blev digtet og sungen.

Jeg har læst i Böger, hvad mange sande og fortælle, om Tristram og Dronningen og deres trofaste Elskov, hvorfor de maatte udstaa megen harmelig Sorg, og omsider döde de begge paa en og samme Dag. Kong Marhæs var vred paa sin Frænde Tristram og forviste ham fra sit Rige, fordi han stod i Forstaaelse med Dronningen; da drog han til sit Fosterland Syd-Vallis, hvor han var föd, og opholdt sig der et helt Aar uden at faa Lov til at komme tilbage; siden sögte han Farer og satte sit Liv paa Spil. Og dette maa ikke forundre eder, ti den som elsker trofast, er meget sorgfuld, naar han ikke faar sin Vilje og Attraa tilfredsstillet. Tristram var meget bedrövet, derfor fór han ud af sit Fosterland og stævnede til Kornbretaland, hvor Dronningen opholdt sig, og skjulte sig ensom i Skovene; men da det begyndte at kveldes, gik han frem, skaffede sig Herberge og spurgte, hvorledes det stod til hos Kongen. Da sagde de, som havde spurgt det, at alle Lendermænd og Hövdinge skulde samles i Tintajol, fordi Kongen der vilde holde Gjæstebud og traktere alle sine Hirdfolk og Hövdinge; i Pinsedagene skulde alle være tilstede og da vil det ikke skorte paa Skjæmt og pragtfuld Lystighed; Dronningen skal ogsaa være med. Da Tristram havde hört dette, tröstedes han meget; ti han haabede at kunne faa hende at se paa Vejen. Da nu den Dag kom, da han vidste, at Kongen skulde drage derhen, skjulte Tristram sig i Skoven ved Siden af Vejen, hvor han vidste at Dronningen skulde ride forbi; han skar en Hasselkjæp, teljede den firkantet med sin Kniv og ristede sit Navn paa den. Hvis det nu kan bære saa til, at Dronningen faar se Staven, monne hun tænke paa sin Elsker; ti det samme var hændt hende en Gang för. Nu var det ristet paa Kjæppen, at Tristram der længe havde biet paa hende og allevegne forhört sig for at faa at vide, hvorledes han skulde kunne se hende, ti han kunde paa ingen Maade leve uden hende. „Det gaar os“, sagde han, „ligesom en Vivendel, der bindes om et Hasseltræ; saa længe disse Trær staa sammen, leve de og bære Löv; men hvis nogen skiller dem fra hverandre, dör först Haslen og dernæst Vivendelen, og ingen af dem bærer Löv, men kun Torne, og begge forkomme. Min skjönne Elskerinde! paa denne Maade forholder det sig ogsaa med os; ikke kan jeg leve uden dig og du ikke uden mig“.

Dronningen kom snart ridende, saa Staven, som stod i Vejen, tog den op og læste, hvad der var ristet paa den; da lod hun de Riddere, som vare i hendes Fölge, gjöre Holdt og böd dem bie paa hende; hun sagde, at hun vilde stige af Hesten og hvile sig en Stund; men de gjorde, som hun sagde. Da gik hun langt bort fra sine Folk og kaldte paa sin Tjenestemö, der hed Brenguein og altid var hende tro og huld. Hun gik ud af Vejen, indtil hun fandt ham, som hun elskede höjt over alt i Verden, og ved denne Sammenkomst frydede de sig begge meget og talte i god Ro og Mag med hverandre alt, hvad der lystede dem. Siden sagde hun ham, hvorledes han kunde komme til Enighed og Forsoning med sin Herre Kongen, og at denne meget angrede, at han havde vist ham bort og fulgt onde Mænds slette Raad. Derpaa skiltes hun ved sin Elsker; men da det kom til Skilsmissen, græd de begge. Tristram dvælte i Vallis, alt indtil Kongen, hans Morbroder, sendte Bud efter ham og opgav sin Vrede mod ham.

Nu om den Glæde, han fik i Skoven ved Dronningens Tröst og af at se og træffe hende og mindes de Ord, hun mælte, opfandt Tristram, som fuldkommen forstod at spille paa Harpe, en ny Strengleg; Briterne kalde den Gotulæf, vælske Mænd Chèvrefoil, men vi kunne kalde den Gjedelöv. Og nu har jeg sagt eder det sandfærdigste, jeg véd om denne Skjæmten.

---

Fotnoter