Glimt af samisk religion

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Baltazar Mathias Keilhau
(1797-1858)


Temaside: Samisk religion og mytologi


Baltazar Mathias Keilhau

Glimt af samisk religion

Fra en rejse i Nordnorge i årene 1827 og 1828



Gravskikke

Lapperne pleiede i forrige Tider, siger Leem, ved deres Offersteder at begrave dem, som havde været gode Skyttere; men de Andre maatte tage tiltakke med Gravsteder hist og her i Örkenen. Over Graven hvælvede man en Kjærris. Deres Afdöde henlagde de i Steenurde, Legemet indsvöbt i Næver. (s. 13)


Ofring til en stenstøtte

Den 20de seilede jeg forbi Næssebye ind i Mæskefjorden. Endnu i Biskop Gunnerus's Tid levede paa Næssebye en gammel Finkone, der tilbad en Steenstötte, hvilken hun Morgen og Aften overgjöd med Melk. Det er altsaa ganske vist, at Finnernes hedenske Dyrkelse endnu for mindre end hundrede Aar siden ikke var fuldkommen udryddet; at den i Begyndelsen af forrige Seculum var i fuld Gang paa mangfoldige Steder, kan man see af Hammonds Missions-Historie. Hvorvidt virkeligen alle Spor deraf ere forsvundne i vore Dage, er af let begribelige Grunde höist vanskeligt at komme efter. (ss. 18-19)


En hellig sten

Herfra seilede jeg forbi de saakaldte Finnekirker ind i Laxefjorden. Dette er tvende mindre og en större Klippe af bizarre Former paa den sydvestlige Side af Indlöbet til Köllefjorden, hvilke skulle have været dyrkede af de hedenske Finner. (ss. 80-81)


Stenguder

Foran os, dunkelt igjennem Taagen, bleve vi vaer en fritstaaende Steenpiller af eventyrlig Skikkelse, der ragede frem af Söen tæt ved Kysten, og var af samme Höide som den. Med sit tykke, runde Hoved, og hyllet i Taagemantelen, lignede den disse raae Steen-Billeder af kolossalsk Störrelse, under hvilke flere Folkefærd i Östen havde fremstillet deres Guder. Men paa disse höie Breder erindrede den snarere om hine Landvætter, som skrækkede de gamle Iislændere, naar de i Havsmörket sögte deres Öe, eller om Steengeisten paa Hetland, som Norna af Fitfulhead anraaber i Scotts berömte Digtning.

Da den förste af disse Stötter, hvoraf der gives flere omkring Öen, var forsvunden, fulgte en anden af lignende Form. Vi betragtede deres fantastiske Skikkelser ufravendt, og de bidroge ikke lidet til at vedligeholde Indbildningskraften i den Spænding, som var naturlig her i det öde Polarhav, over hvilket en formörkende Dunst rugede . . . (ss. 111-112)


Orakelstenen – en offersten i Altenfjord

Vi seilede tæt under Kongshavns-Fjeldet, som danner et stærkt fremspringende Forbjerg i den inderste Midte af Alten-Fjord; yderst paa Næsset staaer en af Finnerne saakaldet Sieidi (Sieidi-gergi d. e. Orakelsteen), et lösnet Klippestykke, som har nogen Lighed med en Menneske-Figur, og som man i Fortiden har tilbedet og bragt Offere. Som en Levning efter disse Ofringer skal endnu Rensdyrhorn og Fiskebeen findes liggende foran Stenen. (s. 181)


Stenguder, træguder og fjeldguder

Vi havde nu næsten ingen Bakker mere; Landet var en jævn Bjergslette, paa hvilken den ældre Snee tildeels var ganske afföget, men ellers laae haardt pakket. Nogensomhelst Vei var derfor ikke at see; Sporene efter vore Dyr og Slæder viste sig kun i den lille om Natten faldne Nysnee. I de flade Dalgange, som overkrydsede Bjergsletten, stod endnu lidt Birkekrat, men Fladfjeldet var nögent; kun hist og her var det overströet med Rullestene og större Klippestykker.

Disse Blokke ere ofte paa milelange Strækninger de eneste Gjenstande, hvorpaa Öiet fæstes. De ere derfor ogsaa saare vel bemerkede og kjendte af Finnerne, som paa deres Reiser rette sig efter dem, og mellem sig have Navne paa enhver saadan Steen af nogen meer end ganske almindelig Form og Störrelse, som findes i den hele, store Örk, indenfor hvis Grændse deres aarlige Vandringer falde. Disse Stene ere saaledes kjendte fra Oldefædrenes Tid, som i dem troede at see guddommelige Væsener. Jeg har allerede omtalt Sandsiger-Stenen, Sieidi, ved Kongshavns-Fjeldet. I Nödens Stund iförte de sig deres bedste Klæder, nærmede sig Stenen ydmygeligen med Offer og Knæfald, og sagde: gedge-olmuttj! passe gedge vækjet! d. e. Stenens Væsen! hellige Steen, hjælp mig!

Vor Vei gik just tæt forbi en bekjendt Sieidi, som ligger paa Höiden ovenfor vestre Jopka-javre. Det var et raat, i tre Dele revnet og fire til fem Alen höit Klippestykke af graa Kalksteen. Der fandtes intet Spor af kunstig Bearbeidelse derpaa. Thi Lapperne lode altid disse deres Afguder beholde deres naturlige Dannelse. Man finder vel, at de have gjort Gudebilleder af Træe, men Hensigten hermed synes ikke at have været den, at danne sig Idoler; de satte ikkun disse Træklodse ned ved Siden af de i Ödemarken henlagte eller nedgravede Offerdyr, for at Guden, idet han kjendte sit Billede, ikke skulde tage feil af sit Offer.

Naar man seer, at enkelte Stene af de gamle Lapper bleve holdte saa höit i Ere, saa kan man slutte, at hele Bjerge idetmindste ikke have haft nogen lavere Rang. Saasnart det i disse Regioner saa hyppige Taagemulm forsvinder, i hvilket Lappen ikkun skimter de mystiske Steengestalter nærmest omkring ham paa Örkensletten, saa er der altid et eller andet udmerket Bjerghoved, eller nogen skinnende Snespidse, eller hele vældige Fjeldgrupper, som fjernt eller nær fremtræde for hans forskende Blik. Ved disse har han da heller ikke forglemt at nedlægge sine Offere, ja derhen var det, at han vendte sit störste Haab. Thi man troede paa en inde i Bjergene boende mægtig Verden, Saiwo kaldet, lig Lappernes, med Folk og Dyr, kun langt herligere. Derhen haabede man at komme i hiint Liv, og fra den troede man at erholde den kraftigste Bistand i dette.

De hellige Bjerge, Passe-varek, Ailegas, som have nydt guddommelig Dyrkelse, ere mangfoldige. Da vi havde passeret Jopka-Söerne, og kjörte over en liden Forhöining af Bjergsletten, saae vi, i et Par Miles Afstand mod Nordost, det skjönne koniske Fjeld Vuorie-tjokk (d. e. Vuorie-Tinden, den nögne, for Vegetation blottede Tind), som, tilligemed det lidt östligere beliggende Vuolla-njunnes, af Leem anföres som fordum berömte Offersteder. Vor Vappus fortalte, at der ved Nordsiden af Vuorie-tjokk udflyder en Kilde af melkefarvet Vand, ved hvilken han havde seet liggende en Mængde Horn og Been af Rensdyr. (ss. 188-190)


Dommen over noaiden Qvive BaardsenUdtog af en Thingprotokol over Finmarken

1627 den 9de Mai holdtes Thing i Kassevog, i Fogden Niels Knudsens Nærværelse. Fogden fremkaldte Finden Qvive Baardsen, som tilstod at have gjort Bör til Niels Jonsen Rangsund 1625, alle Helgensdag. Vinden gjorde han saaledes: han tog Komagen af sin höire Fod og vaskede den hvor Vandet stod stille, og sagde: Landveir, Landveir; saa kom Bören. Han böd dem ikke före for meget Seil, förend de kom Klubbenæs forbi, siden maatte de före saa meget Baaden taalte. Löverdagen efter Allehelgen fik og Trine Ole Christensens Qvinde efter Begjær Bör for hendes Mand, som var bortreist; dette skulde koste en Kande Öl. Finden tog en Svinunge og kastede i Söen og sagde: Havveir, Havveir! og Sviin-Ungen snoede sig formeget under Solen, saa blev Bören for stærk; da sagde Finden til Trine: Gud naade dem, jeg frygter, de har taget for tidlig ud; har de været ude förste Kave, saa Gud naade dem, om de kommer igjen. Udi dette Uveir blev formeldte Niels Jonsen, Ole Christensen og 3 Drenge. Fogden spurgte videre, om han ei flere Gange havde gjort Bör. R. Ja ofte for godt Folk, ved at vaske sin Fod som för meldt. Dernæst spurgtes, om han aldrig havde runet, og hvorledes. R. Til at rune udfordres Runebomme, gjort af Furrerod overdraget med stærk Oxe-Reens Skind eller Bukkeskind; under Runebommen er et Stykke Træe til Haandtag, og en Kloe af alle de Slags Dyr, her ere i Landet at bekomme, som hænge omkring paa samme Bomme. Paa samme ere malede 9 Strege med Older-Bark. Den förste Streg betyder Gud, den anden Solen, den tredie Maanen, og siden bemærke de andre alle Slags, hvormed de kan have Lykke, saa og Fiendskab at forraade hverandre med. Naar nu 2de Finner vil certere hvem meest formaaer, saa male de paa Bommen 2 Reen som skal stanges sammen, hvis Reen der nu bliver stærkest, han bliver Mester. Naar de vil consulere sin Apostel, har de nogle smaa Stykker Kobber, som de hænge paa Vingerne af en Kobberfugl, som sættes paa Bommen. Dernæst slaae de paa Bommen med en Hammer af Horn foret med Bæverskind, saa springer Fuglen rundt om paa Bommen, og bliver staaende paa en af Strægerne; deraf forstaaer Finnen Svaret. De slaae paa Bommen alle som ere i Gammen, og for den som Fuglen falder ved, staaer en Ulykke eller han döer. Dette havde Finnen Qvive lært i sin Ungdom, da mange Gand-Mænd vare forsamlede og sloge paa Bommen, for at see hvis Kunst var stærkest. At gjöre Bör havde en gammel Fin lært ham. Endelig blev han for Troldom og 5 Mænds Liv dömt til Baal og Brand. (s. 217 f.)


Kilde

Baltazar Mathias Keilhau: Reise i Öst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen, i Aarene 1827 og 1828, 1831