Gorm den Gamle
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Nu blev Gorm Konge, en Mand, som bestandig var fjendtlig sindet imod Kristendommen og opsat paa at tage al Ære fra de Kristne, som om de var de vederstyggeligste Mennesker. Alle, der bekjendte sig til den Tro, pinte han med al den Fortræd af forskjellig Slags, han kunde, og blev ikke træt af at forfølge dem med Bagvaskelser. Ja, for at gjenindføre det gamle Hedenskab i Templerne jævnede han den Kirke, som fromme Mennesker havde bygget paa Byen Slesvigs Grund, fuldstændig med Jorden, som om det var en vanhellig Bolig for Ugudelighed, og straffede saaledes dem, han ikke havde pint og plaget, med at rive deres Gudshus ned. Skjønt han havde Ord for at have en overmaade anselig Skikkelse, svarede hans Sjæl kun lidet til Legemet. Han var nemlig saa at sige saa mæt af at herske, at han nøjedes med at bevare sin kongelige Magt og Myndighed uden at bryde sig om at udvide den, holdt det for bedre at værne om det, han havde, end at strække Haanden ud efter andres og var mere opsat paa at passe paa det, som hørte ham til, end paa at forøge det ved at erhverve mere.
Da Rigets Ældste opfordrede ham til at gifte sig, begjærede han den engelske Konges Edelreds Datter Thyra til Ægte. Hun, som overgik andre Kvinder i Alvor og Dygtighed, stillede sin Bejler det Vilkaar, at hun først vilde gifte sig med ham, naar hun fik Danmark i Morgengave. Det gik han ind paa, og saa blev hun trolovet med ham. Den Nat, da hun for første Gang besteg det ægteskabelige Leje, bad hun paa det indstændigste sin Brudgom, om han i tre Nætter vilde lade hende i Fred. Hun vilde nemlig ikke have Samkvem med ham, før end en Drøm havde givet hende Varsel om, hvorvidt hendes Ægteskab vilde blive frugtbart, og under Skin af Kyskhed opsatte hun derfor sin Indvielse i Ægteskabets Hemmeligheder, idet hun skjulte sit Forsæt, at lære sit Afkom at kjende, under Blufærdighedens Slør og med paatagen Ærbarhed ventede med at have ægteskabeligt Samkvem med sin Husbond, til hun havde udforsket, hvad Lykke hun vilde have med at forplante Ætten. Somme holder dog for, at naar hun lod sin Husbond vente paa Ægtesengens Glæder, var det fordi hun ved sin Afholdenhed vilde formaa ham til at antage Kristendommen. Skjønt den unge Mand brændte af Elskov til hende, foretrak han dog at give efter for hendes Afholdenhed hellere end for sin egen Attraa, holdt for, at det var sømmeligere at bekæmpe sin Elskovslyst end at nægte sin elskede, hvad hun med Taarer bad ham om, thi han anede ikke, at det var af Beregning, hun bad ham derom, men troede, det kom af Blufærdighed, og saaledes blev han, der burde have favnet hende som Husbond, hendes Kyskheds Vogter for ikke lige ved Begyndelsen af sit Ægteskab at faa det Mærke paa sig, at han var saa hengiven til Vellyst, at hans Attraa var stærkere end hans Ærbarhed. Og for ikke at foregribe den Elskov, Møen formente ham, flyttede han sig ikke blot langt til Side fra hende, men lagde oven i Kjøbet sit dragne Sværd imellem dem, saa at han delte Lejet imellem sig og sin Brud. Men den Gammen, han frivillig havde givet Afkald paa, havde han kort efter af en frydefuld Drøm, thi da han var falden i Søvn, bares det ham for, at der kom to Fugle ud fra hans Hustrus Skjød, den ene større end den anden, og svang sig til Vejrs og fløj op imod Himlen og da der var gaaet en liden Stund, kom de tilbage og satte sig hver paa sin af hans Hænder. Anden og tredje Gang vovede de sig, efter at have hvilet sig lidt, med udspilede Vinger op i Luften, men til sidst kom den mindste af dem ene tilbage til ham, og dens Fjer var bestænkede med Blod. Som han nu laa der i dyb Søvn, jamrede han sig i sin Forfærdelse over dette Syn og fyldte hele Huset med høje Skrig. Da hans Folk kom til og spurgte, hvad der var paa Færde, fortalte han, hvad han havde drømt, og Thyra, som nu skjønnede, at hun vilde blive velsignet med Afkom, opgav nu sit Forsæt og var lige saa opsat paa at aflægge sin Kyskhed, som hun før havde været ivrig til at bede om at maatte bevare den. Hun gav afkald paa sin Jomfrustand og hengav sig i Elskov, undte sin Husbond den Gammen at favne hende, som han lystede, og lønnede ham saaledes for hans Dyd og Afholdenhed, men det vilde hun aldrig have gjort, sagde hun, hvis ikke hans Drøm havde givet hende Vished om, at hun vilde vorde frugtbar. Saaledes kom hun paa en lige saa snild som usædvanlig Maade, ved at anstille sig kysk, til Kundskab om det Afkom, hun skulde føde. Hun blev da heller ikke skuffet i sin Forventning, thi det varede ikke længe, før hun havde den Glæde at blive Moder til Knud og Harald. Da de havde naaet Manddomsalderen, udrustede de en Flaade og kuede Slavernes tøjlesløse Overmod, og ikke engang England undlod de at plage paa samme Maade. Edelred glædede sig over deres Mod, som om den Overlast, hans Dattersønner gjorde ham, var ham en sand Fornøjelse, og tog imod den skammeligste Uret, som om det var den kosteligste Velgjerning. Han holdt det nemlig for en langt større Dyd, at de var tapre, end at de viste ham skyldig Ærbødighed, og derfor ansaa han det for langt bedre, at de hjemsøgte ham som Fjender end gjorde sig behagelige for ham som fejge Mænd. I selve deres store Kjækhed saa' han en Prøve paa det Manddomsmod, de vilde lægge for Dagen i Fremtiden, thi han kunde ikke tvivle om, at de, som fo'r saa kjækt frem imod deres Mødrenefrænder, med Tiden ogsaa vilde hjemsøge fremmede. I den Grad foretrak han den Uret, de øvede imod ham, for skyldig Lydighed, at han med Forbigaaelse af sin Datter bestemte, at de skulde arve England efter ham, idet han ikke betænkte sig paa at lægge mere Vægt paa, at han var Bedstefader, end paa, at han var Fader. Deri handlede han jo nu ikke uforstandig, han var nemlig paa det rene med, at det sømmede sig bedre, at Mænd havde Kongemagten end Kvinder, og holdt for, at der burde gjøres Forskjel paa en ukrigerisk Datter og tapre Dattersønner. Saaledes gik det til, at Thyra, skjønt hun selv blev gjort arveløs, uden Misundelse saa' sine Sønner arve hendes Faders Rige: hun holdt nemlig for, at det, at de blev foretrukne for hende, snarere var til Ære end til Skam for hende.
Efter at de nu havde beriget sig ved at gjøre mangfoldigt Bytte paa Vikingetog, satte de med det største Mod deres Haab til at angribe Irland. Medens de belejrede Dublin, som holdtes for at være Landets Hovedstad, gik Kongen med nogle faa Folk, der var særdeles dygtige i Bueskydning, ind i en Skov, der laa tæt ved Byen. Her var Knud med en stor Mængde af sine krigere optagen af at se paa Lege, der holdtes ved Nattetid, og Kongen omringede ham da paa svigefuld Vis og afskjød langt borte fra en Pil imod ham; den ramte ham i Brystet og gav ham Banesaar. Men Knud, som frygtede for, at hans Fjender skulde bryde ud i Jubel over den Fare, han var stedt i, og derfor var opsat paa at skjule, at han var dødelig saaret, raabte med sin Stemmes sidste Kraft til sine Mænd, at de skulde føre Legene til Ende uden Forstyrrelse. Ved denne List opnaaede han, at Danskerne underlagde sig Irland, før end Irlænderne havde faaet Nys om hans Død. Hvem vilde ikke sørge over saadan en Mands Død, hvis Selvbeherskelse skaffede hans Krigere Sejren ved, at hans Kløgt naaede længere end hans Liv? Danskerne var nemlig stedte i den yderste Vaande og i saadan Fare, at de var lige ved at opgive Haabet, men ved at lyde deres døende Høvdings Bud sejrede de snart over dem, de frygtede for.
Paa den Tid var Gorm bleven saa højt bedaget, at han gik paa Gravens Rand, en lang Række Aar havde han været blind, og eftersom han havde naaet en Alder, der strakte sig til menneskelig Levetids yderste Grænse, var han mere bekymret for sine Sønners Liv og Trivsel end for det stakkede Liv, han havde igjen, men særlig sin ældste Søn elskede han saa højt, at han havde svoret, at han vilde dræbe den, som først meldte ham hans Død. Da Thyra havde faaet sikre Tidender om hans Død, og ingen turde sige det rent ud til Gorm, tog hun sin Tilflugt til List og forkyndte i Gjerning, hvad hun ikke turde sige med Ord. Hun tog nemlig det kongelige Skrud af sin Husbond og iførte ham usle Klæder og bar ogsaa andre Tegn paa Sorg til Skue, hvorved hun aabenbarede Grunden, thi i gamle Dage plejede Folk at gjøre Brug af saadanne Tegn ved Ligfærd, for at det barske Udvortes kunde vidne om Sorgens Bitterhed. Saa sagde Gorm: "Melder du mig Knuds Død?" - "Den melder du, og ikke jeg", svarede Thyra, og ved de Ord gjorde hun sin Husbond Dødsens og sig selv til Enke, saa hun paa én Gang fik sin Husbond og sin Søn at sørge over, og, da hun meldte Manden Sønnens Død, forenede hun dem i Døden og kom til at følge dem begge til Graven med samme Taarer, idet hun begræd den ene som Hustru og den anden som Moder, skjønt hun just da snarere burde have været opmuntret ved Trøst end knust af Ulykker.
