Grønlændernes forhold til kristendommen paa nuværende tidspunkt (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Hans Egede
Maleri af Johan Horner (ca. 1745)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Kapitel XII

Grønlændernes forhold til kristendommen
paa nuværende tidspunkt

Paa nuværende Tidspunkt er alle Grønlændere ved Kolonierne paa Grønlands Vestkyst døbt og kristnet. Evangeliet, der er fuldbyrdet ved Jesus Kristus, blev for første Gang bragt til vort Land i Aaret 1721 af Guds sande og nidkære Tjener Hans Egede, og fra den Tid og til nu har de danske Menigheder draget Omsorg for os med Hensyn til Evangeliet. Alle de mange Præster, der i Tidens Løb er udsendt, har lige fra dengang og til idag arbejdet blandt os. Da den danske Konge besidder vort fattige Land, har de Danske lige fra den Tid draget Omsorg for vort Land saavel i aandelig som materiel Hensende. Der er nu næsten gaaet tohundrede Aar, i hvilke vi har været under denne Omsorg. Naar vi tænker herpaa, maa vi alle takke Gud for, at vort fattige Land ejes af Danske; ja, vi kan sandelig sige, at vi har Grund til dybfølt at takke de Danske, der har draget Omsorg for os og beskyttet os mod ødelæggende Farer (saasom stærke Drikke og svære Sygdomme) i højere Grad, end vi kunde vente af andre Folkeslag.

De danske Menigheder har med stor Interesse tænkt paa os, idet de efter Hans Egedes Tid og lige op til vore Dage af deres Midte har udsendt opøvede og veluddannede Mænd. I Taknemmelighed kan vi sige, at de allerfleste har vist Kærlighed overfor Grønlænderne, og at de uselvisk har arbejdet for os. Paa bedste Maade har de forkyndt Evangeliet og vidnet om Tro, Kærlighed og Lydighed mod Jesus Kristus, opstillet Forbud mod Usømmelighed og nedbrydende Handlinger, ligesom de paa bedste Maade har prædiket og vejledet.

Lad os da opstille følgende Spørgsmaal: Har disse danske Menigheders Arbejde for vore Sjæle i de snart tohundrede Aar baaret Frugt? — Javist har det baaret Frugt. Alle Beboerne paa Kysten er nu døbt og kristnet (hvorledes Østgrønlænderne er begyndt at vinde med, skal vi senere omtale); der er nu ti større Kirker ved Kolonierne paa Vestkysten, og af mindre Kirker er der maaske tre Gange saa mange; der er nu i Godthaab og Jakobshavn Læreanstalter for unge vordende Lærere, og herfra rejser de unge udlærte Mænd ud og spredes over hele Kysten. Over hele Kysten bliver nu hver Søndag og ved hver Højtid i Kirker, Kapeller og i Husene Guds Ord forkyndt af tolv danske og fem ordinerede grønlandske Præster, af ca. femten Overkateketer, flere uddannnede Kateketer og ikke helt faa uuddannede. Om Vinteren bliver de af vore Børn, der har naaet en passende Alder, undervist de fleste af Dagene i Læsning, Skrivning, Regning og Sang, og flere Steder ogsaa i Geografi og i Det nye Testamente. — Hvor man end kommer hen, endog ved de mindre befolkede Pladser, kan man ikke undgaa at se, hvor nidkære mange af Beboerne er med Hensyn til at leve deres Liv i Kristendommen. Et Tegn herpaa er Lysten til Kirkegang, Opmuntring af Børnene til at følge Undervisningen, Formaninger til de unge, Forbud mod at give sig hen i Slethed og Ulydighed, ligesom Selvtugtelse er et Tegn herpaa.

Dog kan vi heller ikke nægte, at der findes nogle, der kun i Overfladen ønsker at være kristne, eller som ikke ønsker at leve som kristne, og dette giver sig Udslag gennem Genstridighed, Ulydighed og uren Levemaade. Da alt dette findes blandt os, er det stadig indlysende, at vi endnu kun er Begyndere i Kristendommen, og at vi sandelig bør søge at gøre Fremskridt, da der endnu viser sig meget, der virker hemmende herpaa. Ligeledes maa vi sige, at der blandt os endnu er meget tilbage af »den Overtro, der hører Hedninger til«. Naar vi overvejer disse Ting, lad os da tænke paa, hvor mange Aar der er gaaet, siden Kristendommen kom til os, og til Trods for at vi vel ikke har været ulydige eller genstridige eller har haft Hang til det urene eller givet os selv hen deri, saa har vi dog endnu med Nød og Næppe gjort Fremskridt, da vor Lyst og Ihærdighed stadig kun er ringe og mangelfuld. Under Overvejelsen heraf maa vi ikke tænke, at Gud knap nok har givet os noget til vort Bedste; sandelig nej, Guds Gave bør man tage imod med Tak, nemlig hans hellige Ord, som vi ejer trykt paa vort Sprog, baade i det gamle og det nye Testamente (Bibelen). Vi har faaet melodiske Salmer og kan synge om de aandelige Ting paa vort Sprog; vore Børn har faaet Bøger om det, som de kristne først bør lære. Uden paa nogen Maade at blive hindret kan vi hver Søndag og til alle Højtider gaa til Gudstjeneste, sommetider ogsaa om Hverdagen; og alle vore Børn kan vi sende i Skole uden som andre Folkeslag at skulle betale derfor. Ja, vi kan sandelig sige, at vi hører til de kristne, der lever mest i Fred, uden at nogen stræber os efter Livet, aabenlyst søger at lægge os Hindringer i Vejen eller spotter os. Vi maa da tænke over, hvorfor den kærlige Gud lader os opleve saadanne Dage. Det er for at vi stadig kan blive fastere i Troen og i den kristne Livsførelse, og for at vi kan vinde Fremgang paa den Vej, han ønsker vi skal gaa.

Hvis vi tænker nøje over Sagen og vil være sandfærdige, maa vi med Skam meddele, at vi, skønt vi er tildelt saa fredelige Dage, endnu ikke er naaet ret langt i Forhold til det Maal, der er sat for os. Men maaske vil du, kære Læser, spørge saaledes: »Hvoraf kan jeg vide, at vi er saadan?« Jo, det er mærkbart ved, at der stadig viser sig genstridige og ulydige, Mennesker, der giver sig selv hen i Uføre, usandfærdige, falske, uvillige og andre saadanne Mennesker blandt os. Det er ligeledes mærkbart ved, at ingen opstiller Protest eller interesserer sig for Spørgsmaalet, naar den Slags viser sig. En af de Ting, der viser, at vi kun har gjort ringe Fremskridt, er den Omstændighed, at man blot tier stille, fordi man undser sig for at vise sin Interesse for Sagen og undser sig for at opstille Forbud. Ogsaa de, der gerne vil være sanddru, og som sandfærdigt gerne vil leve i Troen, gør sig bemærkede gennem svag Uvillighed og Frygt. Der viser sig ogsaa nogle, der, selvom de ikke er som de her omtalte Mennesker, dog ikke opmuntrer eller formaner andre til at leve fast og frygtløs i Troen. Naar vi tænker paa dette, maa vi med Skam indrømme, at vi endnu ikke er naaet ret langt.

Vi skal ikke alene tænke over dette, men vi maa sandfærdigt og ihærdigt søge at slippe alt det, der virker hemmende, og søge at gøre en Ende derpaa, og vi maa af al Magt gennem vore Sjæle søge at gøre Fremskridt ved et Levned i Guds Rige. Vi mangler ikke Midlerne til Fremskridtet, da vi er i Besiddelse af Guds Ord og hans Sakramenter, og ved Hjælp af disse Ting kan vi efterhaanden blive klar over, hvorledes vi skal bære os ad med at vokse i Guds Rige (som hans Børn), og hvorledes vi bedst kan slaa ind paa den Vej, som han ønsker, vi skal gaa; herved skal vi blive styrkede og ranke gennem Sakramenterne i det, som vi har følt af Fortrædigelser, Træthed, Vaande og Tvivlraadighed. Men hertil ønsker vi maaske at sige:

»Jeg vilde gerne alt dette, men desværre er jeg ikke i Stand dertil, fordi jeg er alt for skrøbelig og uvidende.« — Kære Læser! Vist er vi alle altfor skrøbelige og uvidende, men Gud, der gennem Daaben kalder paa os, er mægtig og alvidende; hans Ord, som er givet os, er ikke alene en Befaling, men det ejer Styrke i sig selv. Guds Ord kan give den, der i Troen udfører det, som Gud ønsker, »Evne til alt i den Styrke, hvormed han har forlenet Kristus«. Visselig kan han indgyde det sjælesvage Menneske Kraft, da jo »Guds Styrke er Frelsen for alle troende«. Derfor kan vi ikke undskylde os med vor Skrøbelighed. . .

Men vor Uvidenhed? — Selvfølgelig vilde vi stadig forblive i Mørke, saafremt vi ikke modtog sand Oplysning fra Gud, og vil ikke kunne fatte de Ting, der vedrører Guds Rige. Men i det Ord, som den kærlige Gud har givet os, »er der ogsaa Aand«. Hvis vi i vore Hjerter sandfærdigt tror paa det og tager vel imod det, vil Aanden i hans Ord lyse op for vor stakkels mørke Sjæl og vor fattige Forstand, og vi skal da, selvom vi ikke er særlig oplærte, begynde at forstaa Guds Befalinger og Forbud til sine Børn. For at hjælpe os hertil giver han os ogsaa Lærere og Vejledere, som han har opdraget med et særligt Maal for Øje, ligesom han giver os Bøger, som skal lære os at forstaa hans Ord. Selvom vi ganske vist ikke er i Stand til at blive skriftkloge, kan vi dog blive troende, og de troende, heriblandt endogsaa de, der er i Besiddelse af den mindste Viden, kan alle blive oplyste af Den Helligaand, og de skal da efterhaanden blive klar over Genstanden for deres Tro, hvorledes den troende bør være, og hvorledes han skal vinde frem. Vi skal derfor ikke undskylde os med vor Uvidenhed.

Lad os derfor alle være ihærdige i vor Kristendom, og lad os alle bruge de Evner, vi har faaet fra Gud, saa at de kan blive til Gavn for os alle. De, der er mest faste i Troen, skal være til Hjælp og Støtte, og hos dem skal de svage hente Styrke gennem det gode Eksempel. De bedre uddannede skal hjælpe de mere uvidende gennem Oplysning, god Undervisning, god Besked og Vejledning. De mere uvidende vil ogsaa være til Gavn for deres Fæller ved Lydighed mod »den helbredende Lære«, mod Formaninger, de gode Vejledninger og andet, der hører til, ligesom de ogsaa vil være til Gavn ved at leve et Liv, der følger den sunde Lære. Men det, som vi tilsammen maa være mest ihærdige med, er vore Bønner for os selv og vore Medmennesker. Det er det, som baade de faste og svage i Troen samles om i Menighederne, de klogeste saavel som de mest uvidende. Gennem Bøn og Forbøn kan vi naa nærmere til det, vi gerne vil fuldbyrde, og som vi ellers ikke har været i Stand til at naa, og alle de Fejltagelser, som vi tidligere har gjort i Ting, vi gerne vilde fuldende, vil blive rettet af Gud, som hører alle sande troendes oprigtige Bønner, og som giver os »Haab om endog det største«.

Naar vi sandfærdigt og ihærdigt søger at være saaledes, vil Guds Helligaand lade os gøre god Fremskridt i Kristendommen. Hvor vil det være herligt, om Hedningernes Overtro, Skikke og Levevis, som vi i det foregaaende har hørt om, efterhaanden fuldstændig kan forsvinde blandt os, ikke alene fra Overfladen, men fra det inderste i vore Hjerter. Hvis vi virkelig med Tiden kan ophøre med alt det slette og med at have det som Sædvane, og hvis vore Hjerter tværtimod kan drages hen mod alt det gode fra Gud, alt det »Herlige, værdifulde og ærefrygtindgydende, som giver det rette Ry«, og vi virkelig efterhaanden kommer til at eje det, saa kan vi da blive til Gavn for vore kristne Fæller, idet disse vil blive mere villige, naar de ser vort Levned, og vil søge at følge os til Vejs Ende, hvor Saligheden findes. Dette vil der ogsaa gaa Ry om blandt de østgrønlandske Hedninger her, som er begyndt at modtage Evangeliet, og dette vil ogsaa blive til Opmuntring for deres Vejledere, og andre kristne blandt dem, da de vil sætte deres Fortrøstning til deres kristne Fællers Levevis og sandfærdigt vil søge at følge dem, naar de ser, at de i Fællesskab søger at vinde Fremgang. —

Noget, som jeg ogsaa mener kan virke opmuntrende til hurtigere Fremgang i Kristendommen, og som tillige kan være til Gavn med Hensyn til Undgaaelse af det slette, vil jeg lige medtage, inden jeg slutter min lille Bog.

Vi har allerede i Begyndelsen sagt, at de danske Menigheder i mange Aar har draget Omsorg for vort Land baade i aandelig og materiel Henseende. Da de danske Menigheder jo er dem, fra hvem vi først har modtaget Evangeliet, maa vi i kristelig Henseende betragte de danske Menigheder som vor Moder, og derfor maa vi ogsaa betragte Danmark som vort fattige Lands Moder. Ligesom Børn sandfærdigt søger at glæde deres Forældre, saaledes maa vi smaa grønlandske Menigheder ogsaa søge at gøre følgende for de danske Menigheder: Vi maa søge at være saadan, at vor Moder dernede kan glæde os over os. Det er jo saaledes, at alle Forældre, hvis Børn bor langt fra dem, glæder sig, naar de hører Budskabet: »Jeres Barn har det godt«. Saa vil den Omsorg, som Forældrene nærer overfor deres Barn, hente Styrke heri, og de vil søge at udøve deres Godgørenhed og prøve paa at gennemføre de Ønsker og Maal, de har sat sig, med større Ihærdighed og Lyst. De troende danske Menigheder vil gøre akkurat det samme. Naar de hører godt Nyt fra os smaa grønlandske Menigheder, vil de faa større Lyst til at drage Omsorg for os med Hensyn til, hvad der kan være til Gavn for os i aandelig og materiel Henseende. Men maaske faar du Lyst til at stille mig følgende Spørgsmaal: »Hvad mon de danske Menigheder har hørt om os?« Mange Danske, som har arbejdet eller foretaget Undersøgelser i vort Land, har skrevet om vort Land og Folk. Man maa være taknemmelig over meget af det, der er skrevet, da disse Beretninger vidner om Kærlighed til Grønlænderne og om en Omsorg, der skal virke til Gavn for Grønlænderne. Saadanne Fremstillinger glæder Danmark og det danske Folk sig over, fordi der meddeles noget godt om dets Barn, der befinder sig højt mod Nord.

Men der findes paa den anden Side heller ikke saa faa Skrifter om Grønlænderne, som virker nedstemmende paa Danmark og paa de Mennesker, der tænker med kærlig Omsorg paa dem. Desværre meddeler Forfatterne af saadanne Skrifter, at de ikke bryder sig om den Del af Landet, de har berejst eller haft som Arbejdsplads, uden i deres Selviskhed at tænke over, hvad de kunde have gjort til Gavn for Grønlænderne. Disse Menneskers Ligegyldighed fremgaar ganske tydeligt af den Omstændighed, at de kun skriver om slette og stødende Ting, uden derfor at sætte noget ind paa eller fremsætte Ønske om det, der kunde bøde derpaa, idet de kun stræber efter at vække Morskab hos dem, der ikke elsker Grønlænderne. Herved viser de om sig selv, at de ikke tænker paa, hvad der er til Gavn for de Grønlændere, de har opholdt sig blandt, og at de kun har søgt at finde, hvad der virker frastødende, skønt der intet er at sige paa de gode Sider, og paa den Maade søger de ligesom at lade de rosværdige Sider, som de ikke har kunnet undgaa at mærke, træde tilbage til Fordel for de stødende Ting, de søger. Det stødende og ubehagelige, som de mener at finde hos Grønlænderne, er de ofte selv Skyld i, men de skriver om det paa en saadan Maade, at man maa faa det Indtryk, at det er noget, der er fælles for alle Grønlændere. Følgen af denne Fremgangsmaade bliver da desværre, at Danmark, der drager kærlig Omsorg for sit Barn Grønland, ikke modtager Meddelelser om sit Barn deroppe højt mod Nord, som det kan glæde sig over, men kun, hvad der bedrøver det; skønt det er gørligt at finde noget, der kan glæde det, ønsker man ikke, at det kommer det for Øre, selvom det i sin Omsorg for sit Barn Grønland vil blive opmuntret ved saadanne glædelige Meddelelser.

Mine kære grønlandske Landsmænd! Lad os derfor ogsaa tænke over alt dette og sætte det blandt de Ting, vi skal vogte os for, og lad os gøre os Umage for at leve udadleligt overfor Gud og Mennesker. Letfærdighed, og Letfærdige, Folk, der har faaet Hang til stærke Drikke, som de af og til kommer ud for, er de Emner, der særlig er Genstand for Omtale; og jeg mener, at det særlig er dette, der behæfter os med et daarligt Ry. Jeg kan tilføje følgende til det, jeg har sagt om de mindre tiltalende Forfattere: Ofte er det vore kære Landsmænd, der selv er Skyld i, at der skrives saaledes, idet de er blevet ublu paa Grund af Hang til Letfærdighed og Drik, og selvom de ved, at de paa den Maade bliver Genstand for Opmærksomhed og herigennem behæfter alle deres andre Landsmænd med et daarligt Ry og bedrøver Danmark, begærer de deres værdiløse Lokkemidler, og henvender sig til flere Danske, som ogsaa selv har Hang til Letfærdighed, og som for at udøve denne Last i deres Besiddelse har Drikkevarer som Lokkemiddel. — Lad os da alle tilsammen gøre vort til, at dette beskæmmende Ry kan bortfjernes, da flere ellers paa den omtalte Maade behæfter deres Fæller, der ellers intet er at sige paa, med et daarligt Ry, og er Skyld i Danmarks Sorg, Regeringens og alle sandfærdiges Sorg. Og dette kan Gud ej heller se gennem Fingre med i det næste Liv.

Lad os derfor alle vi ældre, hvad enten vi er Vejledere eller ikke, af al Magt søge at vejlede alle vore unge og utrættelig formane dem og bede for dem, at de maa blive værnet mod Letfærdighed, og at de ikke skal faa Hang dertil, og lad os selv være meget nøje paa Vagt overfor Drikfældighed, da der heraf opstaar Ligegyldighed overfor Ungdommen, Mangel paa Formaning, Hemningsløshed og Tilbøjelighed til Letfærdighed. Lad os da leve eksemplarisk og uden Letfærdighed, for at vi efterhaanden kan komme til at forstaa, hvor forkasteligt Letfærdighed og Drikfældighed er, og for at vi ikke skal faa det til Vane og herved bringes i Vildfarelse. Da vil Gud komme til at elske os og faa Glæde af os, ligesom de letfærdige og drikfældige vil blive færre, og de, der lokker til den Slags Udskejelser, vil efterhaanden komme til at skamme sig, naar de indser, at man ophører med at efterkomme deres Opfordringer. Og de, der ikke elsker Grønlænderne, vil efterhaanden fattes Emner for de Skriverier, der vil behæfte os med et daarligt Ry i vort kære Danmark, og som kan forringe de smaa grønlandske Menigheder. Naar Sandfærdighed og Ærbarhed efterhaanden bliver mærkbar, saa vil det gode Ry, som Guds Ord ønsker for os, brede sig fra Boplads til Boplads, og de, der hører derom, vil stræbe efter at følge det. Saa vil ogsaa de gode Nyheder naa Danmark, og de, der ønsker at skrive noget, der skal behæfte Grønlænderne med et daarligt Ry, vil efterhaanden faa Vanskelighed ved at finde noget at skrive om. Danmark, vort kære Lands Moder, vil ogsaa glæde sig, naar det hører godt Nyt om sit Barn, og vil søge at gøre sin Omsorg grundigere og større paa det aandelige Omraade, ligesom der hertil skal føjes Lysten til Omsorg for os ogsaa med Hensyn til det materielle. Saa har man ogsaa Lov til at haabe, at Gud, der gennem det Land og Folk dernede drog Omsorg for vort kære Land og dets Folk, ogsaa gennem disse vil bringe os Velsignelse.

Fodnoter

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 104-111, København, 1946