Grønlandske relationer (Dalager) – Indledning

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Louis Bobé (1867-1951)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Lars Dalager
Grønlandske relationer

Indledning
Louis Bobé

SLÆGTEN DALAGER har uden Tvivl taget Navn af Dalager Gaard i Borris Sogn, Ringkøbing Amt.

Dens ældste kendte Stamfader Jens Laursen eller Larsen (Dalager), født o. 1670, stod i atten Aar ved Hestgarden og tjente derefter Oversekretær Møinichen. indtil han 1725 fik Stillingen som Toldbetjent og Visitør ved Dragsminde, Rødbys Udhavn. 1727 blev han Strandrider ved Gaabense og Guldborg paa Falster og døde i dette Embede 1742.

Dalagers Hustru Anna Goe (f. 11. Juni 1688) var barnefødt paa Sødringholm, tilhørende Grev Ditlev Rantzau. Hun var Datter af Foged Hans Goe og Kirsten Nielsdatter; hendes Broder var den rige københavnske Fribrygger Peter Goe, der anlagde og i en Aarrække ejede Gaarden Hummeltofte ved Frederiksdal. Efter Mandens Død tog hun Bolig i den hende tilhørende Gaard i Rødby. Samme Aar, hendes Mand døde, ægtede deres Datter Maren Jakob Severin, der 1734—49 havde Grønlands Handel og Mission i Entreprise.

Ikke længe efter Brylluppet flyttede Anna Dalager, en endnu rask og rørig Kone, til Jylland for at hjælpe Datteren med at styre den store Husstand paa Herregaarden Dronninglund, som Svigersønnen havde købt, løvrigt var Severin paa en endnu ikke oplyst Maade beslægtet med Familien Dalager, som gennem ham blev knyttet til Grønland.

Forfatteren af nærværende Skrift Lars Dalager, ældste Søn af Strandrider Jens Larsen Dalager, fødtes o. 1715. Indtil sit 15. Aar gik han i Almueskolen, hvor han kun lærte Katekismus og lidt Regning og Skrivning af en Degn, der indpodede Børnene, "at Solen dansede paa Himlen hver Paaskemorgen".

Fra den Tid maatte han, efter sine egne Ord, tjene Brødet ved groft og strengt Arbejde, bestaaende i at brase et Sejl, ro en Aare og rode i Beg og Tran. Sin første Uddannelse som Handelsmand i Grønland, hvortil Svogeren bestemte ham, har han antagelig faaet paa den af Severin anlagte Plads ved Hals, der hørte under Dronninglund, og hvor der var indrettet Havn og Losseplads for Grønlandsfarerne samt Tranbrænderi.

Fra 1742 var Dalager ansat i Grønland og er formentlig gaaet med det Skib, der nævnte Aar bragte Byggematerialerne til den af Severin projekterede Koloni, kaldet Frederikshaab, ved Pamiut. Han bestyrede Kolonien i hvert Fald 1746 og hjemgik herfra 1748.

Da den grønlandske Handel 1749 fra Jakob Severin gik over til det almindelige Handelskompagni, antog dette fra 1750 Dalager som Købmand i Frederikshaab.

En Grønlænders Beretning om en Jagttur ind i Landet og Paastand at have set Østerbygdens Fjelde fik Dalager til i Efteraaret 1751 at tiltræde en Vandring ind paa Frederikshaabs Isblink. Ledsaget af fire Grønlændere og en indfødt Pige brød han 2. Sept. op fra den nordlige Arm af Fjorden Tiningnertok (62° 30‘), tæt syd for Isblinken, gik først i nordlig Retning over Land til Tasersuak Sø og i Kajak tværs over denne. I de følgende Dage foretog de Vandringer paa Isen, hvis Jævnhed efter Dalagers Mening overgik de københavnske Gader. Hans Iagttagelser af den stærke Kulde, Udstraalingen fra Indlandsisen fremkalder, er det første kendte Udtryk for dens Karakter. Dalager besteg først en Nunatak og fortsatte næste Dagen indover, hvor han besteg "det øverste Fjeld paa Isblinken", som han benævner Omertlok, af I. A. D. Jensen antaget for at være identisk med det af ham paa hans bekendte Isvandring 1878 bestegne Fjeld Nasausak, hvilket bestrides af Fridtjof Nansen. Herfra troede han at se de "kablunakiske" (Nordboernes) Fjelde paa Østkysten, men som var de af I. A. D. Jensen til Minde om Dalager opkaldte Nunataker.

Dalager er den første Evropæer, der er trængt ind paa Indlandsisen og har efterladt en Beskrivelse af en saadan Vandring.

Som Anerkendelse af den Dygtighed, hvormed Dalager havde ophjulpet den ret forsømte Koloni, beskikkede Direktionen ham til Købmand i Godthaab 1754 (6. April). Ogsaa denne i Aarenes Løb hensygnede Handelsplads tiltrængte en virksom og myndig Bestyrer.

Dalagers Forgænger P. Moltzau havde i stærke Ord fremhævet, at et absolut Forbud fra den danske Regerings Side mod al fremmed Handel var nødvendig for Besejlingens Vedligeholdelse. Smughandlerne drog Grønlænderne bort fra Kolonien, særlig blev Hollændernes Dristighed mere og mere utaalelig. Paa Hjemrejsen havde de Aaret i Forvejen tæt under Kolonien røvet en døbt Grønlænder og ført ham med sig; ligeledes havde en Engelskmand udplyndret Grønlænderne paa deres Fangstpladser. Bygningerne paa Kolonien, særlig Hans Egedes gamle Hus, var saa forfaldne, at det sneede og regnede igennem. Elven rykkede Husene nærmere og nærmere, saa at der tilsidst næppe var 3 Favne Grund uden for dem ufortæret. Alligevel gjaldt det at holde sig til den gamle Plads, da der ved hele Kolonien ellers ikke fandtes nogen fast Grund at bygge paa. For at spare Handelen Penge, udbedrede Dalager de gamle, tykke og varme Mure, reparerede Huset ind- og udvendigt og forsynede det med et solidt Tag, saa at Bygningen næsten kunde siges at være opført fra ny.

Dalagers Forsøg paa at anvende Grønlænderne som Haandværkere faldt uheldig ud. "De halve Grønlændere, dog i Sind og Gemyt hele Grønlændere, som nu fostres ved Kolonien," siger han, "vil aldrig blive nyttige Arbejdere." Den indfødte Bødker, han havde antaget, var med adskillige andre ved Kolonien bleven opdraget i Ørkesløshed. "Karlen er stor og stærk, men vil sjælden gøre godt, naar han er mæt."

Dalagers Maal var at føre Grønlænderne tilbage til deres gamle Hovedernæring, Sælfangsten, og til dens Forbedring foreslog han at prøve Garnfangst, hvad H. Egede allerede 1722 havde tilraadet. For at vænne Grønlænderne af med Rensjagten, der havde udviklet sig til en Sport, saa at de drev rundt i Uger, ja Maaneder, med deres slette, gamle Bøsser, uden at opnaa andet end at lemlæste et eller flere Dyr, eller endog at skamskyde sig selv, opkøbte han for Tobak og Lærred, som han ikke førte paa Handelens Regning, ialt et halvt Hundrede af de daarligste Bøsser, som han tilintetgjorde, og udlaante til Gengæld nogle af Kompagniets gode Rifler til Sælfangst mod en aarlig Afgift. Resultatet var en Merindtægt i det følgende Aars Regnskab af o. 1000 Rdlr. for Spæk. Han overlod et Antal af over 200 magasinerede Rensskind dels til tidligere Pelsjægere dels til fattige Enker og andre til Jagt og Fiskeri uduelige Mennesker.

Dalagers Syn paa Handelen i Grønland og hans Reformplaner til dens Opkomst fremgaar iøvrigt af hans her meddelte Afhandling. Af hans Ideer bragtes, saa vidt vides, kun en til Virkelighed, nemlig Anlægget af en Loge ved Sydbaj (GI. Holsteinsborg) og en anden Norden for Jakobshavn (Sa’k’ak, GI. Ritenbenck).

Paa mange Punkter var Dalager, som det vil ses, en fremskuende Mand med en klar Forstaaelse og et varmt Hjerte for Grønlændernes Tarv. Han hørte ikke til dem, for hvem Grønland kun var et Tilflugtssted efter Livshavari, et Maal for Eventyrlyst og Livsuro, eller et Gennemgangsstadium for behageligere Livsvilkaar, en bedre Stilling herhjemme med Spareskillinger og Pension til de gamle Dage. Han vilde blot have Lov til at leve og dø i Grønland og at virke hen til, at den opvoksende Slægt i Landet opdroges til at blive enten "gode Grønlændere eller nyttige Arbejdsfolk ved Kolonien".

Dalager var ikke alene en udpræget Praktiker med et lyst Hoved og rappe Hænder. Dels ved Selvstudium og i Omgang med Herrnhuterne havde han lært sig Tysk, sikkert ogsaa Fransk og noget Latin. Paa Baadsrejser i lange Sommerdage og i Mørketiden ved Tranlampens Skin nød han sin Yndlingsforfatter og Aandsfrænde Holberg, Voltaire og Fontenelle og den voluminøse tyske Welt-Historie. At han desværre skadede sig selv ubodeligt ved sit altfor bevægelige og iltre Temperament og en stor Ensidighed, synes at fremgaa af hans mange endnu bevarede Breve. Med fuld Føje kunde han sikkert tillægge sig den Ros, at faa Fremmede havde nydt større Anseelse i Landet end han.

Allerede i Marts 1754 omgikkes han med Tanken at ville ægte en Grønlænderinde, "at jeg," som han drastisk udtrykte sig, "herefter meere og meere kunde befries og gandske undertrykke forfængelige Fornemmelser, og tillige med, at giøre mig ret stinkende for min gamle Moder og øvrige Venner, der ellers ventelig endnu vilde plage mig med nye Paamindelser om mit Fædreneland, saa har jeg besluttet, at indlade mig i Ægteskab med et Grønlandsk Fruentimmer." Om han benyttede sig af den af Missionskollegiet givne Tilladelse hertil, vides ikke.

Den usalige Kamp mellem Mission og Handel, Handel og Mission, der har forbitret saamangen Livet deroppe i Koloniens trange Hverdagsliv, midt i Naturens Storhed og Frihed, krævede her atter et Offer. At ville øve Ret og Skel i de endeløse Anker, Klager og Beskyldninger, der snart i 200 Aar har ophobet sig i Handelens og Missionens Arkiver, turde være ligesaa ugørligt som ørkesløst.

Saameget ved man, at Dalager ikke altid har været saa ensidig i sin Uvilje mod Missionærerne, som han senere blev det, ret som Degnehaderen i Eventyret. En Aarrække, og endog i Kompagniets Tid, tjente han efter sit eget Udsagn og var i Hus med Missionærerne "ganske roligt". I Frederikshaab arbejdede han sammen med den strenge, koleriske Sylow, der snart skræmmede, snart ophidsede Grønlænderne ved sin taabelige Fordømmelse selv af uskyldig Leg og Lystighed som hedensk og ugudelig.

Fejlen laa til Dels fra først af hos Missionskollegiet, der endog efter Kompagniets Overtagelse af Handelen hos Dalager indhentede en Betænkning om Missionen, gaaende ud paa, at Godthaab med Tiden vilde blive overladt til Brødremissionærerne. En af Hans Egedes nærmeste Efterfølgere som Missionær ved Godthaab, Christian Drachard (1739—51), Dalagers nære Ven, havde ikke længe efter sin Ankomst til Landet sluttet sig nøje til Herrnhuterne og tilsidst ganske overladt dem Styret af Missionen, saa at Handelen ligefrem foreslog Kollegiet at aftræde den af Hans Egede grundlagte ældste Missionsstation til Brødremenigheden.

Missionskollegiets lunkne Holdning i denne Sag og særlig dens Hensynsløshed overfor den grønlandske Missions Fader vidner baade om Svaghed og Mangel paa Indsigt.

Den jævne, praktiske Mand med sit djærve, ofte stødende Frisprog, følte sig draget til Herrnhutterne, der efter hans Opfattelse "gav deres Midler, Liv og Lemmer, og blev gamle og graa i Landet", selv tømrede deres Hus og syede deres Klæder, ja endog fik Tid til at hjælpe Handelen med et Par arbejdsvante Hænder. En Modsætning til Brødrene var de danske Missionærer, hvoraf ikke faa var theologiske Kandidater, der lige havde knebet sig gennem Eksamen og som, trygge ved Løftet om bedre Employ i Fædrelandet, gik hjem efter 4—6 Aars Udlændighed, netop som de møjsommelig havde erhvervet saa megen Øvelse i det vanskelige Sprog, at de kunde holde en for Grønlænderne forstaaelig og efter deres Nemme afpasset Prædiken. Særlig ærgrede han sig over "det vidtløftige, grønlandske Korps", de behøvede, "som drev omkring i Køkkenet, sydede og stegte".

Dalagers Forkærlighed for Brødremenigheden, hvis Fortjenester han ydede en stærkt overdreven Lov, førte ham sammen med Kateketen i Godthaab Bertel Laersen, og begge vendte sig mod den danske Missionær R. Bruun, hvem Dalager i sine Breve til Handelen og Missionen beskyldte for Herskesyge og Selvraadighed i Forening med hjælpeløs Ukendskab til Sproget, ligesom han sigtede ham for at drive Snighandel. Meningsfællerne ønskede at overtage Missionen i Godthaab, idet Dalager, som skiltede lovlig stærkt med sin grønlandske Sprogfærdighed, tænkte paa at ombytte Handelstjenesten med Missionsgerningen, idet han roste sig af med Held at have prædiket for Grønlænderne ved Fiskefjorden. Missionskollegiet vilde dog ikke modtage hans Tilbud.

Da Laersen 1757 blev forflyttet til Sukkertoppen, bedredes Forholdet mellem Dalager og Bruun, saa at de endog arbejdede Haand i Haand til Forbedring af den stedlige Missions ydre Kaar. Dalager fremkom med rosende Udtalelser til Missionskollegiet om Bruuns voksende Dygtighed og Kyndighed i det grønlandske Sprog.

Mere forbitret blev hans Trætte med Bruuns Efterfølger L. Gregersen. Delingen af en strandet Hvidfisk, ved hvilken Lejlighed Herrnhutterne efter Dalagers Mening var bleven forfordelt, gav den første Anledning. At Dalager selv har lidt under dette Forhold, er utvivlsomt. I Efteraaret 1761 udtalte han af Hensyn til disse Tvistigheder Ønsket om at maatte gaa hjem, men Kompagniet, der nødig vilde miste ham, opfordrede ham, i Haab om, at han var "kommen paa bedre Tanker", til at blive et Aar endnu.

1763 kom Missionær Bjørn som Gregersens Medhjælper til Godthaab og boede et helt Aar under Tag med Dalager, der underviste ham i Sproget. Efter Gregersens Hjemgang opkom der mellem de tidligere Venner Kævlerier, som omsider udartede til aabenlyst Fjendskab. Bjørn fik af Kompagniet Paalæg om at "holde sig rolig og forunde andre det samme", medens det samtidig blev indskærpet Dalager at holde Fred, da man ellers vilde se sig nødsaget til at hjemkalde ham og ansætte ham i Finmarken. 1765 kom den dygtige og nidkære Missionær Egil Thorhallesen til Godthaab for at virke sammen med Bjørn, hvem han ydede Støtte i Kampen mod Dalager. I Vinteren 1766 kom det til aabenbare Haandgribeligheder mellem Dalager og Bjørn, der beskyldte sin Avindsmand for at have udskældt, overfaldet og slaaet ham i Proviantboden. Dalager fremførte overfor Handelen en bitter Modklage. Missionskollegiet hævdede ikke sin Stilling, og Kompagniet vilde ikke dømme de stridende Parter imellem, men indsaa dog, at der maatte gøres en Forandring for at forebygge videre Forargelse.

Under 15. April 1767 afskedigedes Lars Dalager som Købmand ved Godthaab, dog uden Tilkendegivelse af Handelens Mishag overfor hans Adfærd. Hjemkommen til Danmark indgav han til Kompagniet en Redegørelse for sit Arbejde i Grønland, sin nærværende økonomiske Stilling og sine Fremtidsplaner.

Med megen Møje havde han i mange Aar virket for at genrejse Kolonien. Ikke alene ved idelige Forestillinger havde han klarlagt, hvorledes man burde arbejde i Grønland, men ved sit eget Eksempel godtgjort de frugtbringende Virkninger. Grønlændernes Velfærd og Besejlingens Vedligeholdelse stod for ham i første Række. Hans Landsmænd, fornemmelig Missionærerne, "bragte Død og Elendighed over Grønlænderne ved at gøre dem til uduelige Mennesker, især ved at anvise dem andre Næringsveje, end de naturlige og oprindelige. Sligt kaldte man i Missionssproget: at arbejde paa Grønlændernes Omvendelse."

Kun nødtvungent maatte han give Afkald paa Frugterne af 26 Aars Tjeneste i Grønland, fattig og uden Levebrød, som han var. Han forelagde en Plan til at rejse en Handelsloge i Sydgrønland og tilbød at lede Anlægget samt skaffe alt fornødent til Logens Bygning og Indretning, saasom Huse, Telte og Fartøjer, mod en aarlig Godtgørelse af 600 Rdlr. og Indrømmelsen af visse Emolumenter, alt paa egen Risiko. Overhovedet var han tilbøjelig til at tage Tjeneste ved en af Kolonierne, skønt disse Steder var "besatte" med Missionærer, for hvilke han havde lige saa stor Afsky, som de for ham.

Kompagniet mente dog at burde tage det Hensyn til Missionskollegiet ikke mere at sende ham til Grønland, men udnævnte ham 1768, 18. Maj, til Købmand i Vadsø ved Køllefjords og Thanens Handler i Finmarken.

Dalagers Virksomhed her blev kun af kort Varighed, idet han allerede 7. Januar 1772 afgik ved Døden af Galdefeber. Han blev begravet i Vadsø Kirke under Forhøjningen ved Koret.

Hans overlevende Enke Anna Kjerstine Fuchs, til hvem han var bleven viet 27. Sept. 1770 i Provstens Hus i Vadsø, sad tilbage i smaa Kaar. Boet viste sig ved Opgøret at være insolvent; hun fik af Kompagniet fra 1774 af bevilget en aarlig Pension.

Man fejler næppe i den Antagelse, at økonomiske Sorger og Græmmelse over Miskendelse har forkortet hans Dage.

Lars Dalagers Navn er gaaet over i Litteraturen gennem det af ham udgivne Skrift: Grønlandske Relationer: Indeholdende Grønlændernes Liv og Levnet, Deres Skikke og Vedtægter, Samt Temperament og Superstitioner.

Dalagers Meddelelser er Udbyttet af hans Samliv og Samtaler med Grønlænderne i Frederikshaabs Distrikt i det første Tiaar han, ganske vist med Afbrydelser, var knyttet til Landets sydligste Koloni. De Grønlændere, han her kom i Berøring med, var for største Delen Folk, der paa deres Vej fra Østkysten omkring Kap Farvel slog sig ned og her antog Daaben, af alle Grønlænderne de, der mindst havde havt Samkvem med fremmede, navnlig Hollændere, som kun nødtvungent opsøgte denne for Sejladsen farefulde Kyststrækning. Det var et Held, at netop en Mand som Dalager med sin friske Iagttagelsesevne, sit medfødte Lune i Forbindelse med en udpræget Agtelse for Grønlændernes traditionelle Forestillinger, satte sig til Opgave at skildre disse Folks Sæder og Skikke, Livssæt og Vedtægter, da de endnu var uberørte af Civilisationen.

Dalager betegner sit Skrift som et Supplement til Hans Egedes og hans Sønners Relationer. Hvad man savner hos dem, er netop det, Dalager raader over: et vist pietetsfuldt Syn paa deres primitive Kulturliv og en Anerkendelse af det grønlandske Folks oprindelige Samfundsorden, som Egederne og endmere deres Efterfølgere vilde udslette. Forud for dem havde han en Livshumor, som overhovedet er sjælden herhjemme i Datidens Litteratur med dens Sørgecypresser og Lavrbærlunde. Derfor har den "pudserlige" Lars, som Grønlænderne kaldte Dalager, med sin stilistiske og sproglige Ubundethed, de kostelige "orthodoxiske" Fejl, de mange Snærter og Finter, med sit Skælmeri og sin Aabenmundethed vundet mange Venner i Grønlandsinteresserede Kredse, og forhaabentlig vil nærværende Udgave af hans fornøjelige og originale Skrift øge denne Kreds. Alle, der har beskæftiget sig med Eskimofolkets Kulturliv, har gjort rig Brug af hans Iagttagelser, især F. Nansen i sin Bog: "Eskimoliv".

Dalagers Hovedskrift med dets Hib til Missionen er, betegnende for hans dristige og uforfærdede Væsen, tilegnet Justitsraad Johan Finckenhagen, Sekretær i og senere Medlem af Missionskollegiet.

Den vidtløftige, ikke tidligere trykte Tilegnelse fortjener at kendes i dens oprindelige Form. Den lyder saaledes:

Deris Kongelig Mayts. lustice Raaed
og Inspecteur ved det Kongelig Waisenhuus
Høyædle og Velbyrdige Hr. lohan Finkenhagen
Gunstige Herre!

For Deres Høyædelhed indkommer ieg i Underdanighed med hosfølgende ringe Skrifft, hvilket ieg haver tilsammenskrevet udi mine ledige Tiimer afvigte Vinter. Hvad som dertil har givet mig Andledning, er fornemmelig den Mangel paa Erfarenhed om Grønlændernes Naturel og Vedtægter, som jeg har merket hos mine Landsmænd, endogsaa effter at de mange Aar har opholdt sig her i Landet, omendskiøndt denne Praxis uomgiængelig er fornøden for alle og Eenhver, som skal arbeide i Grønland, fornemmelig for dem, der betragtes som Pillere og de ypperligste Reedskaber til at cultivere Nationen, hvilken Roes nogle virckelig fortiener.

Henseende til deres redelige Forsætter. Men naar de dog icke grundig er kyndig om Grønlændernes Naturel og Vedtægter, saae kand mand siige, at de bliver med alle deres Prophetier og Tungemaael een lydende Malm og een klingende Bielde.

Men for at komme til Sagen og i Underdanighed at tale lidet om Skrifftet, da hvad Titulen andgaaer, har ieg opsadt den saaledes: Andhang til Grønlandske Relationer, formeenende, at samme hverken er andstødelig, icke heller for høytravende, besynderlig siden mand kalder enhver nye Tiidende en Skipper Relation, hvorfor Skrifftet i saa Fald ingenlunde kand fortiæne at kaldes eet Andhang. Hvad dets Indretning videre andgaaer, da har ieg forfattet samme i 3de Afdeelinger, hvoraf det første handler om Grønlændernes Liv og Levnet og udgiør et kort Supplement til de Capitler i den Grønlandske Perlustration, som handler om dend Materie, hvorfore bemeldte Stykke ikkund falder mavert og tørt til at læse. Det 2det handler om Grønlændernes Skikke og Vedtægter, hvoraf jeg dog ikkunds har andført det vigtigste med mine Andmærckninger derover.

Derudi findes adskilligt, som virckelig er værd at lægge et NB. til, særdeeles siden vores Grønlandske Scribentere slet ikke har behaget at melde noget derom i deres udgivne Grønlandske Beretninger, da det dog uden Modsigelse er noget af det artigste og nyttigste i den Grønlandske Historie.

Det 3die handler om Grønlændernes Naturel og Superstitioner samt mine korte Betænckninger over Missionen; samme er icke heller saae ubehagelig at læse, særdeeles for een Fremmed, som agter sig til Grønland. I det Øvrige er det een Blandning af alle haande Ting, hvilcket kommer deraf, at ieg icke ret veed at giøre Forskiæl paae, enten Grønlændernes Skikke og Vedtægter flyder af deres Naturel eller og at deres Naturel udj Tiidernes Længde, formedelst de overblevne muntlige Traditioner, fra deres første Lovgivere kand være bleven hos dem som een Vane, efftersom det fast icke er at tvile paa, at de jo haver deres Udspring fra eet vittig og lærd Folck, hvilcket mand snarere maatte formode, var fra de gamle Schytier, end fra Americanerne; og det Argument, som mand betiener sig af for at udlede deres Oprindelse fra de sidste, nemlig, at de ere komne Norden fra, er just icke med det krafftigste, men allene beviiser, at om Autor end kand have een god Kundskab i Geographien; men at ieg icke skal gaae for langt bort til Asien, under Nord Polen, og derover forglemme, hvad ieg endnu agter fornøden at melde om, saa vil ieg, hvis det behager Herren, ieg lever, hensette det i Mente indtil een anden Gang.

Høyædle Herre, Skrifftet er i det Øvrige ikke saaledes skrevet eller indrettet, at det vel for det første kand komme for andre end Deres Høyædelhed, deels saasom derudj findes eet og andet, som rører Missionen og som icke saae ganske frit bør hensludres, hvoraf ieg det vigtigste har indcirculeret med rød Kride i Margen, deels ogsaae for de mange skurrende Expressioner, som findes hist og her, der venteligst vil holdes aldt for dristigt for een Person af min Stand; desforuden er det ogsaae raadt og endnu gandske icke complet, hvilket ieg har exprimeret ved Krydsmærker. Hertil kommer, at Constructionen icke er saa ordentlig, som dend burde være, at ieg ikke skal tale om dend slette Stiil samt og de mange ortodoxiske Feil, som overaldt indløber, i sær paa de første Arker, samme reiser sig endda ikke egentlig saae meeget af Vandkundighed, som meere af een skiødesløs Vane. Efftersom ieg udj min Barndom indtil mit begyndte 15 Aar icke lærdte andet, end den borgerlige Christendoms Kundskab og noget lidet at regne og skrive. Fra den Tiid har ieg nu i fulde 18de Aar maatte fortiænt mit Brød ved grovt og strengt Arbeide, der meere har bestaaet udj at brase eet Seil og at roe med een Aare end at have nogen Cognoisance til de lærde Jomfruer paa de Thessaliske Bierge og meere vaaret vandt til at rode i Beeg og Tran end udj Bøger, hvorfore de, som kiender mig og veed, at jeg icke kand lægge Adjectivum og Substantivum tilsammen, vil forundre dem, naar de hører, at ieg vil agere Scribent, og venteligen spørge: Er og Saul iblandt Propheterne? ja jeg selv, i hvormeget end Egenkiærlighed hersker hos mig, kand icke andet, end skiælve, naar jeg eftertænker, hvilcken Rædsel vores største og lærdeste Mænd befinder dem udj, naar de holder fore, at der omsider vil blive flere Autores end Mennisker, og sandelig, deres Frygt er icke uden Grund, naar de ingen Betænckning giør sig over at regne Peruque-Mageren Sr. Drubin blandt vore Tiiders Autores, hvorfore, dersom ieg nød den Lykke, med liige Honeur at komme til at staae i Classe med bemeldte gode Peruque-Mager, vilde jeg dog heller ønske mig med den Danske Minister, der skulde undertegne den Roeskildiske Fred, at ieg icke kunde skrive. Ney! formedelst saadanne Følger vil ieg sandelig ikke eengang drømme om at være eet saadant Creatur, som mand kalder Autor, men vel at give andre, hvem som lyster, Materialier til videre Udarbejdelse, hvorved Værcket kunde faae een andseeligere Grund at staae paae; og som ieg har hørdt fortelle, at een vis Præst, som har været her i Landet i mange Aar, ville foretage sig at sammensmidde een Samtale imellem een Missionair og een Angekok, mens derhos tviler, at hand endnu har lagt Haand paae Arbeidet saae vilde jeg giærne, dersom jeg vidste det, at Hans Velærværdighed icke fortrød derpaae, assistere ham med Materialier dertil, i hvilken Henseende ikkunds meeget løselig har rørt ved de Hindringer, som findes paa Missionens Siide ved at forplante Christi Evangelium iblandt Grønlænderne. Imidlertid vil jeg hos Deres Høyædelhed recommendere mig og mit ringe Skrifft, for hvilket ieg især udbeder mig Deres høyeste Gunst til at skille imellem det nyttige og unyttige, som derudj maatte findes. Hvilcken store Bevaagenhed jeg med een Stiltienhed erkiænder, uden at røre ved de sædvanlige Bønner og Lovsange, hvormed enhver Client giærne besegler sit Andliggende. Vil udj Hiertet henleve

Høyædle Herres
Underdanige
Tiæner
Lars Dalager.
Friderichs-Haab d. 1. Maij 1752.

–––––––––––––––––––––––––––

Dalagers Hovedskrift: Grønlandske Relationer, med det vedføjede Udtog af hans Journal fra "Recognoscerings-Turen" paa Isblinken (Aug.-Sept. 1751), er forfattet i Vinteren og Foraaret 1752.

Af Nedskrifter, dog ikke egenhændige, haves flere i det Kgl. Bibliotheks Samlinger: Ny kgl. Saml. fol. 1294 d (har tilhørt Rasmus Mouritzen, 1759-63), gennemtrukket med grønt Silkebaand og forseglet med Forfatterens Signet i rødt Lak; Ny kgl. Saml. 4to 1972 c og Thottske Saml. fol. 989. Desuden findes en Afskrift i Kvart, tilhørende Styrelsen for Kolonierne i Grønland.

Journalen fra Isvandringen haves i en Afskrift i Ledreborgske Manuskriptsamling 4to 336.

Betænkningen om den Grønlandske Handel er nedskreven tidligst 1754 — han nævner sin Svoger Severins Død 1753 og det første danske Skib, der kom til Fiskenæsset 1754. En Afskrift af denne Afhandling findes vedføjet det førstnævnte Haandskrift (Ny kgl. Saml 1294 d).

Af Dalagers Afhandlinger fremkom "Betænkning om den grønlandske Handels Fordele og Forhindringer", i Juliheftet 1757 af den Greve A. G. Moltke tilegnede Oeconomiske Journal, forlagt og trykt af Ludolph Heinrich Lillie, boende i store Fiolstræde i "Den forgyldte Oxe" — samt i Januarheftet 1758 af Oeconomisk Journal 2. Kapitel af Relationerne, her under Titlen: Grønlændernes indbyrdes Skraa og Vedtægter. Baade til at oplyse Landets Historie og Omstændigheder, saa og til Negotianternes Nytte. Af en endnu levende og i Landet værende Kiøbmand.

Sidstnævnte Aar antagelig udkom hos Ludolph Heinrich Lillies Enke Grønlandske Relationer: Indeholdende Grønlændernes Liv og Levnet, Deres Skikke og Vedtægter, Samt Temperament og Superstitioner, Tillige nogle korte Reflectioner over Missionen; Sammenskrevet ved Friderichshaabs Colonie i Grønland, Anno 1752, af Lars Dalager, Kiøbmand, 100 Sider. Hertil er knyttet med særlig Paginering (1—16) og Smudstitel: "Betænkning om den Grønlandske Handels Fordeele og Forhindringer" — uden Angivelse af Trykkeaaret.

En Tidsgrænse for Udgivelsen sætter den Oplysning, at medens Fortalen til 1. Del af Økonomisk Journal er undertegnet Ludolph Heinrich Lillie 19. Febr. 1757, skyldes Fortalen til 3. Bind, dat. 5. Juni 1758, hans Enke Maren. Herefter kan Dalagers Relationer ikke være udkommet tidligere end 1758; almindeligt angives Aaret urigtigt til 1752.

Naar Dalagers Relationer og Betænkning nu fremkommer i ny Udgave, skyldes det fortrinsvis deres allerede fremhævede Værdi for Kendskab e til det grønlandske Folks intimere Liv, men ogsaa fordi de i Tidens Løb er bleven en litterær Sjældenhed. Tilmed er Originaludgaven skæmmet af et saadant Utal af direkte meningsforstyrrende Trykfejl, at den søger sin Lige i hele den danske Litteratur.

Dalager selv kan umulig have læst Korrekturen, der aabenbart er bleven besørget enten af Mad. Lillies Svend eller en anden med Pen og Blæk ukyndig Person. En Sammenligning med Haandskrifterne viser, at Dalager har havt en Hjælper, der i Manuskriptet har fjernet talrige Fremmedord, som Dalager paa Autodidakters Vis har ødslet lovligt stærkt med.

Det vedføjede tekstkritiske Tillæg gør Rede for alle vigtigere Afvigelser fra Originaludgaven. Eksempler paa grove Trykfejl ere: conchal for concav, Gabet for Havet, Alker for Ulker, ruineret for renunceret, Ansigtet for oversyet, Bønder for Brødre, Sønden for Snuden, kiærligen for Kiærlingen, Vanhelle for Valhalla, Project for Societet, insperrede for inspirerede, Matroser for Matroner (S. 61 L. 18); den sidste kuriøse Trykfejl har endog i halvandet Aarhundrede i Litteraturen bidraget til at nedsætte Grønlænderindernes moralske Omdømme. Ofte er Sætningskonstruktionen sprængt og Meningen derved bleven ganske uklar.

Af de ovennævnte Haandskrifter er i Teksten optaget alle utvivlsomt rigtige Læsemaader, der kunde klargøre Meningen og rette efterviselige Trykfejl. løvrigt har man, for at bevare Originalens Præg, bibeholdt Satsens Form med de hyppige Udgange, der henleder Tanken paa et Skrift af aforistisk Indhold, men en fuldtud tilfredsstillende og konsekvent Rekonstruktion af Dalagers Tekst vil ikke kunne gennemføres, da det originale Udkast til Skriftet næppe mere findes, og de foreliggende Renskrifter indeholder talrige Fejllæsninger og Misforstaaelser, som ikke er rettede af Forfatteren.

L. B.

Fodnoter

Kilde

Lars Dalager: Grønlandske relationer, ss. I-XIV; genudgivet med indledning ved Louis Bobé, København, 1752/1916