Grønlandske relationer (Dalager) – Om grønlændernes liv og levnet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Lars Dalager
Grønlandske relationer

DET FØRSTE CAPITEL

Om Grønlændernes Liv og Levnet

SAA snart et Barn fødes, da, i Fald Jorde-Moderen er af dets nærmeste Paarørende, er det en almindelig Maade, at hun giver det Navn; hvis der nu er nogen, saasom Mor-Fader, Far-Fader, der ere døde udi en god Alder, blive de gierne opkaldte; men hvis disse eller andre, efter deres Indbildning, naturlig Viis burde og kunde have levet længere, maa de ikke nævnes, paa det at Vennerne ikke skal sættes i nye Sorg, ved at erindre den Døde.

Dette iagttage ikke de Fleeste af de Danske Colonister, i hvorvel de alletider erindres derom, hvorover de af Grønlænderne ofte med en suur Mine faae saadant Svar: Den er jo død.

Haver en Anden, som daglig er i Nærværelsen, endogsaa paa nogle Miiles Distance, fælles Navn med den Døde, bliver ham gierne tillagt et andet Navn til en Tid, i Fald den Døde har været af nogen Anseelse.

Heraf flyder dette, at, naar man treffer en saadan Grønlænder, og spørger om hans Navn, veed han ikke, hvad han skal svare, eftersom han ikke er vis paa, hvorledes han herefter skal kaldes; Thi Mangen faaer ved saadan Leylighed et meget prægtigt Navn, ligesom han paa den anden Side ogsaa kand faae et latterligt og hæsligt Navn, og derfore, i begge Henseender, undseer sig at sige hvorledes han kaldes; og har det hændet sig mange Gange, at, naar man har spurt efter en Mands Navn hos andre Grønlændere, man da har faaet to eller tre adskillige Navne at høre.

Mangen en Grønlænder, som kand have giort et stort Mester-Stykke, eller mange berømmelige Gierninger, faaer et prægtigt Navn derfore hos andre, hvilket bruges som et Bi-Navn eller Adels-Caracter, tillagt til det rette Navn, i hvorvel de hverken selv med Hustrue eller Børn betiene sig deraf; Mange faaer ogsaa, ved nedrige Gierninger og slette Egenskaber unaturlige, urimelige, naragtige, og daarlige Navne derefter. Een Mand her i Qvarteret i min Tid, som var meget for at mynstre og omstøbe andre Folks Navne, blev selv omsider af alle eenstemmigen kaldet Navngiveren.

Haver en Mand to Sønner, nævner han sielden deres Navne, naar han er hos andre, men kalder dem, ældste, næstældste Broder, tredie og fierde, og saa fremdeeles. En Fader, som har ikkun et maadeligt Navn, bliver ikke gierne af Børnene nævnet, men de sige i den Sted, dem som ere mig nærmest, eller, de jeg opholdes hos, opholder mig ved; Thi det Ord Fader og Moder bliver meget rart brugt af Grønlænderne.

De almindeligste Navne ere gierne tagne efter de Ord, hvormed Lemmerne paa Legemet betegnes; dernæst efter Dyr og Fugle, item Redskaber, som de betiene sig af til deres Næring. Disse Navne gives dem strax, naar de ere komne til Verden, enten ved Jorde-Moderen, som forhen er mældet, eller ogsaa ved en anden ærværdig Kiærling, eftersom Forældrene selv befatte dem sielden dermed. Spørger man nu efter et nyefød Barns Navn, og bemældte Kiærling er i Nærværelsen, træder hun frem, brystende sig som Navngiver; ved saadan Leylighed kand man meget insinuere sig, ved at admirere hendes Skiønsomhed i at treffe Caracteren.

Hvad jeg har skrevet om Navnenes Forvexling, forstaaes kun om Mand-Kiønnet. Thi Qvinde-Kiønnet beholder deres Navne, som de have havt fra Begyndelsen, uden de blive bekiendte for Ukydskhed, da kand de erhverve sig unaturlige og meget heslige Navne, fornemmelig af unge Mandfolk; dog deres eget Kiøn lader det alleene blive derved, at kalde dem, mange Mænds Koner, eller det geile Kiød.

Naar en Grønlænder lader sig døbe, faaer han et bibelsk Navn, og tildeels saadant et, som Grønlænderne ikke saa reent kand udsige, at vi forstaae det. I Anledning heraf tilspurte jeg engang en vis Missionaire, hvorfor en Grønlænder ikke kunde beholde sit forrige Navn, som kunde være gandske naturlig got: Det lader ilde, svarede han, at en Christen skal nævnes som en Sæl-Hund eller Søe-Fugl; Jeg smilte hertil, og sagde, at der fandtes dog mangen Ravn, Høg, og Krage i vore Lande, som passerede for gode Mennesker. De vankundige Grønlændere meene derfore, at Daaben bestaaer alleene i Navnets Forandring, hvilket jeg med Græmmelse tit og ofte har hørt; naar jeg har mærket et nyt Navn paa en Grønlænder, og spurgt om Autor dertil, er mig svaret: Den og den har saaledes først døbt ham; dog er dette at mærke, at de aldrig skal vige fra den Nye-Døbtes Navn, men udtrykke det saa godt de kand.

Naar Drenge-Børnene et lidet kand begynde at bevæge de spæde Lemmer, giør Faderen, eller de nærmeste Venner, strax smaa Piile og andre, til deres Næring brugelige Redskaber, hvormed Barnet øver sig paa Brixen, som det ligger paa.

Naar det voxer til og kand løbe ud paa Marken, holder det sig til andre smaa Drenge, hvis daglige Forretning er, at kaste med en Stikke og smaa Steene til et vist Maal, item, at skyde med Bue, etc.

De begynde ogsaa strax, med en Kniv at telle paa en Pind, for at efterabe Piilers Façon.

Og det er merkeligt: At de smaa Børn, som faae Lov til, af Forældrene eller Andre, at bruge skarpe og spidse Knive, meget sielden giøre sig selv eller Andre Skade dermed.

Naar de blive otte til ti Aar gamle, begynde de at skride til solide Forretninger, og arbeyde paa Søen udi en liden Kajak.

Faderen eller de nærmeste Venner, naar de komme af Søen om Aftenen, eller de ogsaa mellemstunder ikke ere paa Fangst, følge da med dem, for at underviise dem. Siden, naar de have lært noget bedre, følge de deres Cammerater.

Dog sees der alletider til, at de ere i Følge med en Større, paa det den Lille, om han kantrer, kand reyses af den Fuldkomnere; ikke desmindre skeer det tit og ofte, at slig en liden Dreng forstikker sig, ved at have Lyst at roe en anden Steds hen, og derover omkommer, til hans Venners største Hierte-Sorg.

Deres første Forretninger paa Søen ere, at fiske Ulker, og at kaste efter smaa Fugle.

Naar de blive femten eller sexten Aar gamle, øves de til Sæl-Hunde-Fangsten, som det vigtigste, hvoraf de skal søge deres Næring: Da tager Faderen, naar Veyret og Søen nogenlunde er beqvem, den unge Søn med sig paa Havet.

Naar nu Sønnen faaer den første Sæl-Hund, giør Faderen den Aften et stort Giæstebud, og indbyder Giæsterne alleene paa Sønnens fangede Sæl-Hund, ihvorvel der i det øvrige maa frembæres alt, hvad Huset formaaer.

Giæsterne berømme da den unge Drengs Hurtighed, og rose Kiødet, som noget meere, end almindelig velsmagende. Beenene af Kiødet passes nøye paa, at de blive samlede til eet Sted, og, saa meget som mueligt er, ubrugte; nogle føre dem ud til det Sted, hvor Sæl-Hunden var troffen, og der nedsynke dem til et Tak-Offer for Havet.

Hos nogle er det brugeligt, at de føre den unge Sæl-Hunds-Fanger til en Pige, som man er forsikkret paa, svarer til Navnet, for at lade ham haandføre hende paa et eget Sted, alt i den Tanke, at det skal tiene ham til stor Lykke.

Een gammel Mand, strax ved Colonien, som oplevede at æde af sin Sønne-Søns først fangede Sæl-Hund, sagde i Giæstebudet: Nu først er jeg ret glad og fornøyet i Verden, fordi jeg er mættet af min Sønne-Søns Jagt; og kunde han sandelig have Aarsag dertil, thi faa Grønlændere have den Lykke at leve saa længe. Hvorom jeg videre paa et andet Sted skal tale.

Jeg haver tilforn sagt, at Faderen følger Sønnen paa Jagt; Saadant holder han stedse paa, for at giøre ham meere og meere fuldkommen, indtil han bliver omtrent tyve Aar gammel.

Udi disse Aar underviiser han ogsaa Sønnen, at skiære og indrette sine Piile og Baad efter Haande-Lav. Thi har en ung Grønlænder naaet den Alder, er det ham en Skam, at han fremdeeles behøver at underviises og hielpes udi det, som angaaer Næringen; besynderlig, om han begynder tilligemed at giøre venlige Miner til Pigerne, hos hvilke han gierne da complimenteres saaledes: Hvad vil du? men er han hurtig og beviiser sig at blive en god Forsørger, faaer han behageligt Svar.

Der findes dog, hist og her, en og anden ung Grønlænder, som aldrig vil, eller kand lære, at roe i en Kajak, og derfor ikke er i Stand at forhverve noget; hvorfore en Saadan er yderlig foragtet, og bliver neppe nogen Tid gift.

Pige-Børnene, fra deres Barndom og indtil Fremvæxten af tolv til fjorten Aar, øves almindelig ikke i synderlig Andet, end at dandse, siunge Viser og at sladre. Jeg siger, ikke i synderlig Andet, uden det kand være, at gaae et Ærende for Moderen, som at hendte Vand, o. s. v. Men udi bemældte Alder anviises de først at sye for dem selv, og siden for andre; dernæst i andet qvindeligt Arbeyde, samt at roe paa Kone-Baaden.

Naar en ung Grønlænder gifter sig, udseer han sig forud en Brud af sin Alder. Thi ulige Alder i Ægteskab foraarsager stor Eftertale; dog kommer det ikke an paa eet, tre eller fire Aar.

Hvorledes med Contracten og Actens Formaliteter tilgaaes, er at læse udi den G. Nat. Hist. Cap. 13. pag. 79. Med Bruden faaer han Intet til Med-Gift.

Pigen selv, hvis hun er noget fornemme, haver foruden dobbelte Klæder, en liden Lampe og en Krum-Kniv, men de Fleeste have ikke det engang. Brudgommen bringer hende til sine Fædres Boelig, hvor han først efter nogle Ugers Forløb forsørger hende med en Kiedel og Lampe samt en Vand-Spand; og ere der mange gifte Folk, som har været sammen i ti og fleere Aar, hvis Boehave ikke bestaaer af andet. Imidlertid sidde de til Huuse hos andre uden nogen slags Vederlag.

Hvis den nye-gifte Mand haver forhen bortlevet nogle Aar udi eenlig Stand som en god Fangere, har han vel noget til Beste. Thi mange gifte sig ikke, førend de blive til 27 eller 28 Aar gamle. Dog er det at merke: at han efter Recessen ikke tillegger sig noget Huus-faderligt Boeskab, men derimod andre courante Vahre, hvor med han nogenlunde kand være i Stand til, at udføre sine Hensigter. Mange nye-gifte Koner blive, ofte efter et halv eller heelt Aars Forløb, bortkastede. Dog mærker man dette fornemlig af de meget tilig gifte Mandfolk, hvis Smag i den Alder falder foranderlig. Processen, han fører med hende, er gandske kort, samme bestaaer derudi, at han retirerer sig fra hende, naar han legger sig, uden at tale et Ord.

Heraf merker hun strax Sigtet, og derfore næstfølgende Morgen gaaer hemmelig sin Vey.

Og paa det han ikke skal faae den Revange, at hun græmmer sig derover, opfører hun sig med meere Distinction og meere munter end tilforn. Kommer han siden paa det Sted, hvor hun opholder sig, lader hun sig ikkun see et Øyeblik udi sin Puds, ved at foretage et Ærende ind. Mangen ung Kone løber ogsaa selv efter nogen Tids Forløb fra Manden. Og, endskiønt han kand hente hende een og fleere gange tilbage, saa er det dog rart at bringe hende paa billige Tanker, fornemmelig om hun har fattet Had til nogen af de Fruentimmer paa Mandens Side, med hvilke hun var forbunden daglig at omgaaes. Men have Ægtefolk Børn sammen, skeer det sielden at de skilles ad, fornemmelig om det er Drenge-Børn. Thi Faderen bliver ved den Leylighed skilt ved all sin Ret til Barnet. Have de været gift nogle Aar, og have et eller fleere Børn, skilles de aldrig ad, og leve siden bestandig fornøyet med hinanden.

Dog findes der vel een og anden Mand, som imellem giver sin Kone et Par blaa Øyne; andre Steder paa Legemet slaaer han hende vel ikke, ey heller bruger han noget Instrument uden de blotte Hænder, med hvilke han dænger hende i Ansigtet. Andre slaae vel aldrig deres Koner, men derimod, udi Vrede, enten fare bort for een Nats-Tid, eller og slaae noget i tu, som Kiedel eller Lampe. At en Kone nogensinde slaaer sin Mand, derpaa veed jeg intet Exempel. Resolverer en Mand, at tage anden Kone, hvilket dog ikke gierne skeer, førend udi Middel-Alderen: Da er den rette Kone ikke alle Tider dermed velfornøyet, og kommer derover tit mangen Kurre paa Traaden. Dog hænder det sig, at Konen tilskynder Manden til at tage Med-Hustruer.

Eengang spurte jeg en Kone, hvorfor hendes Mand havde taget Med-Hustrue? Jeg bad ham selv derom, svarede hun, eftersom jeg er kied af at føde fleere Børn. Ellers kand man sige, at neppe den tyvende Deel Grønlændere have to Koner, meget rart tre, og sielden fire; dog har jeg kiendt en Mand, som havde elleve.

I det øvrige, jo længere Ægte-Folk leve tilsammen, jo kiærligere foreenes de, og omsider i Alderdommen omgaaes de hverandre, som uskyldige Børn.

Ved denne Leylighed kunde forefalde et vigtigt Spørsmaal: om en Grønlænder, som havde to à tre Koner, forlanger at underviises paa Saligheds Vey, og derpaa at nyde de anordnede Naade-Midler, hvorledes han i Henseende til sine Koner haver at forholde sig?

Udi Aaret 1745 opholdt sig her ved Colonien, blandt Catechumeners Tal, en Grønlænder, som havde tvende Koner; hos samme Grønlænder var virkelig meget got, men, da der handledes om, at han skulde skille sig af med sin Med-Hustrue, blev han vankelmodig, efterdi han havde tvende Sønner med hende, hvilke han ved den Leylighed ogsaa kom til at miste, og derfore sadlede om, og foer sin Vey.

Over dette havde jeg da med den da værende Missionaire en liden Dispute, men, som de Beviiser han betiente sig af, vare saa meget fattige og svage, gider jeg ikke anført dem.

Et ligelydende Spørgsmaal finder man at være fremsat af de første Tranqvebariske Missionairer, Sal. H. Ziegenbalg og Gründler, som er at finde i den 13. Continuation af deres Journal, pag. 107, hvorpaa man udi Halle har decideret saaledes:

Nach Göttlicher Ordnung soll der Mann nur ein Weib haben, untern mehrern aber ist billig die erste pro legitima zu halten, welche demnach von dem Mann behalten werden muss, wo sie sich selbst nicht scheidet; die übrigen hatte der Mann solenniter zu dimittiren, die Kinder aber zu versorgen, auch, wo ihm möglich, und wo es nöthig, die Mutter, so lange sie ohne Heyrath bleibet, etc. etc.

Hvorvidt det strider imod Guds Anordning, at en Mand har meere end een Kone, er baade for høyt og for dristigt for mig at raisonnere over.

Om samme er ogsaa hist og her at finde disputeret baade pro & contra, men synes endnu at være et Problema. Naar en Mand haver tvende eller fleere Koner, men maa ikkun beholde een af dem, er det vel u-imodsigeligt, at den Første haver Jus; men hvis hun aldrig haver født Børn, og bliver fremdeeles u-frugtsommelig, da derimod Med-Hustruen føder Børn:

Kunde man da ikke, i Følge Naturens Ret, dømme det Ægteskab meest gyldigt, hvor Ægteskabs Hensigt, nemlig Afkoms Forplantelse, var kiendeligst legitimeret.

Til at bestyrke denne Meening, vilde man finde Beviiser nok, saavel hos gamle som nye Skribentere.

Nu hænder det sig iblandt Grønlænderne, hvorpaa jeg kand anføre nogle Exempler, at et Par Folk have levet sammen nogle Aar bestandig uden Børn, Manden har derfor taget anden Kone, med hvilken han lykkelig har avlet Børn.

Om en saadan Grønlænder kommer nu og lader sig forlyde med at troe Evangelio; men fordi han hører, Loven siger, han maa ikkun have een Kone, bliver Spørsmaalet, hvilken af dem han naturligst skal beholde?

At Grønlænderen siden skulde forsørge sin fraskilte Hustrue med hendes Barn, gaaer ikke an; Thi hun tager aldrig ydermeere nogen Gave af hans Haand. Hendes Venner, hos hvilke hun skulde opholde sig, vilde ogsaa ansee det for en Skam, ligesom de ikke vare i Stand til at give hende det Fornødne.

Og, hvis hun havde ingen Forvandte, maatte hun, som andre Grønlandske Enker og løse Fruentimmer, tiene, og derfore fortiene Føden, hvorom siden videre skal tales.

Iblandt Grønlænderne findes der vel gamle Folk af 70 og 80 Aar, dog ere de langt færre, fornemmelig hvad Mand-Kiønnet angaaer, i vore Lande; Thi de fleeste maa forlade l Verden, naar de komme omtrent til 50 Aar.

Qvinde-Kiønnet har derimod bedre Lykke; Thi man finder fast i hver Familie et saadant unyttigt Boeskab; Unyttige kand man kalde dem; Thi, foruden det, at de ere avind-syge og gierrige, som gierne følger Alderdommen, tage de sig fornemmelig intet andet for, end at styrke de Unge udi Over-Troe, at dømme og giennemgaae unge Koners Conduite mod deres Mænd, og i Huusholdnings-Sager.

Mange af dem beflitte sig da ogsaa med saadan Eftertryk paa Hexe-Konsten, at de derudover tit forrykke de største Angekokkers Concepter. Endeel har vel den Lykke at døe udi Agt og Ære, men mange af dem maa ogsaa ende deres Dage ved en ynkelig Massacre.

Jeg har i min Tid frelst tvende, over hvilke var besluttet en haard Døds-Dom, den eene blev dog siden antastet og dødet.

Een af disse gamle Koner gav mig, for min beviiste Velgierning imod hende, sin Velsignelse, og forsikkrede mig om, at jeg aldrig skulde fattes Fruentimmernes Yndest i Verden.

Jeg mærker heraf, svarede jeg, at du bemænger dig med at spaae, hvilken Kunst tiener ikke til andet, end at forstyrre den almindelige Rolighed, og altsaa kunde dine Efterstræbere have nogen Billighed udi deres Beslutning at døde dig.

De Sygdomme, som ere giængse iblandt Grønlænderne, ere ikke mange, men derimod desto smerteligere, eftersom de derved piines langsom; samme bestaaer fornemmelig udi Bylder, Udslæt over heele Legemet, som ligner efter Beskrivelsen Spedalskhed, Øyne-Svaghed og Bryst-Svaghed.

Bylder plages de idelig af, hvoraf jeg har seet nogle saa store som en Tallerken, og til hvilke der gaaer meere end eet Aar bort med at læge. Og jeg veed en Mand, som havde en saadan forsmædelig Byld, at der bortgik fire Aar, førend den fuldkommelig blev lægt. Er det et Mandfolk, som faaer en slem Byld, da, saasnart den brekker, giør han en concav Machine af flættet Straae eller læt Træe, hvorudi han applicerer tvende Remmer, og binder over, paa det Klæderne eller tilfaldende Stød ikke skal irritere Saaret, og derpaa fortsætter sin Fangst.

Jeg har ogsaa kiendt tvende, som formedelst Bylde-Saar ere bievne gandske contracte.

Udslæt over heele Legemet begynder først med en u-ordentlig Kløe i Kroppen, derpaa brekker det ud med smaa røde Prikker, og endelig formeeres til heslige Saar.

Endeel blive vel igien restituerede, dog efterlader samme en bestandig Blaahed i Huden.

Andre maa plages dermed til deres Døds-Dag.

Ellers treffer denne Svaghed kun meget faa, hvorover Patienten er desto meere undseelig.

Øyne-Svaghed er fornemmelig blandt Mandfolkene gandske epidemisk, udi de tvende Foraars-Maaneder, May og Junii; Thi da skal man neppe finde een iblandt ti, som haver sunde Øyne.

Mange af vores Nation blive ogsaa ved denne Tid incommoderede, i det mindste er det vist, hvad min Person angaaer.

Hertil kunde jeg maaskee nok give en Physisk Raison, men som jeg ikke kand løse samme uden Vitløftighed, og derudover maaskee komme den lærde Hartsoeker alt for nær, er det vel best, jeg tier stille.

Endeel Grønlændere blive saa miserable, at de mange Dage iblandt ikke kand lukke Øynene op, og altsaa ikke forhverve noget. Og endskiønt at denne Svaghed kand være farlig nok, tracterer de den dog med Latter og Foragt.

Udi meere bemeldte Syge practicere de alleene Chirurgien, som bestaaer derudi: bliver Mennesket mange Dage i Trek berøvet Øynenes Brug, skiere de et Hul over Øynene i Panden, at samme kand bløde vel, hvoraf de strax finde Lindring; Endeel faaer en Blegn eller hviid Prik paa Øyet, samme søge de lettelig med en Naal at afkratse, paa andre bliver Øyet gandske bedekket med en Hinde, hvilken de ogsaa ofte med en Kniv rive lykkelig af. Men afvigte Aar, da en Kone havde saadan Commission paa sin Mands Øye, rystede hun paa Haanden, og derved skar hun saa dybt, at Øyet gik reent ud. Og maa jeg her laane H. Baron Holbergs Ord om Hussiternes General Ziska: At som han ikkun havde eet Øye, blev han gandske blind.

Det var dog en stor Lykke for disse stakkels Folk, at de havde tvende voxne Sønner, som riigelig kunde forsørge dem.

Bryst-Svaghed og Sting ere fornemmelig de Svagheder, som bringer Grønlænderne i Graven; Bryst-Syge kand de gaae med i mange Aar, indtil Slimet bliver omsider saa tykt og overflødigt, at det forstopper Halsen, hvorved de qvæles, eller og, det samler sig under Brystet til et Sting, som endelig med stor Smerte bryder Hiertet itu. Snue ere de idelig plaget af, som kommer af deres Skiødesløshed, da de fra den sterke Varme i Huuset eller Teltet, løbe nøgne uden fore, at forrette et eller andet. Ved Barne-Fødsel veed jeg ikkun eet dødeligt Exempel at fremføre.

Fodnoter

Kilde

Lars Dalager: Grønlandske relationer, ss. 1-10; genudgivet med indledning ved Louis Bobé, København, 1752/1916