Grønlandske relationer (Dalager) – Om grønlændernes skikke og vedtægter

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Lars Dalager
Grønlandske relationer

DET ANDET CAPITEL

Om Grønlændernes Skikke og Vedtægter

ENHVER har Frihed at bygge Huus og Reyse-Telt, hvor han lyster, dog erkyndige de sig gierne, naar de komme paa saadanne Steder, hvor der ere ordentlige og bestandige Indbyggere, om de ere i Veyen. Om Sommeren, naar de føre deres Telter og Bagage med dem, og agte at fæste Stade paa et Sted, hvor andre Grønlændere staae, roe de til Landet meget langsomme; naar de komme nær paa et Bøsse-Skud, holde de stille uden at tale noget.

Tie de paa Landet værende ogsaa stille uden at tale noget, tænke de Kommende at være mindre agtede, og derfore roe bort med største Hurtighed til et øde Sted. Men hvis man paa Landet, som almindelig gierne skeer, giør disse Complimenter: see her! her er gode Telte-Pladse, god Lager for eders Kone-Baader, kommer og udhviler eder fra Dagens Byrde, legge de efter en liden Overveyelse til Strand-Bredden, hvor man staaer færdig at modtage dem, og assistere med Hielp til Bagagens Opbringelse. Men naar de igien fare bort, hielpe de dem alleene Kone-Baaden i Søen, lade dem selv arbeide med det øvrige, uden saa Skiel den Farende er en meget god Ven, eller nær Forvandte, da han dimitteres med samme Æres Beviisning, som der han blev modtagen, og med saadan Afskeed: Eders Bortfart vil foraarsage hos os en stille Erindring; hvilke Ord meget bevægeligen kand forklares langt anderledes, end naar der siges: Eders Nærværelse var os behagelig, derfore vil vi sørge, nu I fare bort; Thi dette er kun en almindelig Talemaade, ligesom naar Fruentimmeret hos os nøder hinanden til at bie, efterat de have trakt deres Handsker paa.

Ligesom Landet er almindeligt for alle og enhver at fæste Boelig paa, saa er det og udi alt hvad det kand give af sig til Næring. Hvad Landet producerer er fuldkommelig udført i den Grønlandske Naturel-Historie. Naar jeg undtager Væg-Steenen, som Grønlænderne ingenlunde kand undvære til at forarbeide Lamper og Kiedler af, saa ere de øvrige saadanne Poster, hvor udi Grønlænderne finde vel en Slags Recreation, men derimod præjudicere de fleeste mærkelig udi deres ordentlige Næring af Søen, hvorom viidere siden skal tales.

Landet, siger jeg, er til almindelig Nytte og Brug, dog hvor visse Grønlændere have bundet dem til et Sted, hvor der flyde ferske Strømme, som give Lax, og til den Ende giort hist og her Dæmninger og Sluuser, for at samle Fisken, da i fald Fremmede komme, og, for en kort Tid desbedre at profitere af Fiskeriet, skulde forandre Stie-Bordene, hvorpaa var tagen Hævd, foraarsager det stor Fortrydelse, hvilken dog alleene gives tilkiende paa anden og tredie Haand. Naar nogen af os ved Colonierne kommer med Garn og Vaad, og vil trekke inden for deres opkastede Dæmninger, ere de ogsaa ikke heller dermed vel tilfreds.

Dog kand man fornøye dem med milde Ord og nogle smaa Foræringer.

Den aabne Søe, og hvor den indløber i Bugter og Huller, er almindelig for alle og enhver til at søge deres Næring deraf, og tør derudover ingen lade dem merke med udvortes offentlig Fortrydelse, endskiøndt de indvortes kand græmme dem, som fornærmede, hvortil de kand have Raison, som for Exempel: Strax ved Gothaabs Colonie er et Sund, hvor Sæl-Hundene fornemmelig i September-Maaned med Storm af Sydlige Vinde Flokke-viis stimle ind udi, og som Sundet er langt, nemlig paa en halv Miil, men tilligemed paa visse Steder temmelig engt, og derhos skiller sig udi adskillige smaa Vinkler, saa ere Sæl-Hundene under saadan Leylighed lettelig at fange, naar man besætter Udløbene; Thi som disse Søe-Dyr i det mindste hvert Quarteer skal op at blæse, saa kand Grønlænderne udi denne trange Passage alle Øyeblikke have Leylighed at lange til dem med deres lette Piile. Sæl-Hundene, som ved saadan idelig Tummel blive betrykte og forvildede, skyde dem derover Hovedkulds ind paa Landet, der attaqverer man dem, deels fra Søen med Kaste-Piile, deels fra Landet, ved Qvindfolk og Børn med Steen og Stager, og som denne Fangst saaledes er af en stor Betydenhed, og tilligemed fornøyelig, da man en eeneste Dag kand udi dette Sund giøre større Coup, end andre Steder paa Søen en gandske Maaned, saa strømmer derfor Folk did fra alle Kanter, men da det indfalder paa en Tid af Aaret, som minder Grønlænderne at reparere deres Huuse til forestaaende Vinter, og mange kand have en lang Vey hjem, skynde de sig af alle Kræfter, hvilket foraarsager, at de nyttige Regler til almindelig større Fordeel blive overtraadne.

For nogle Aar siden, da jeg opholdt mig ved Gothaab, og dette Fiskerie imidlertid gik for sig, spurdte jeg nogle af Stedets døbte Grønlændere, hvorfore de ikke ogsaa indfandt dem med i Sundet ved dette profitable Fiskerie? Der ere saa mange u-ordentlige Syderlænder (svarede de), som forderve Fangsten; nu, endskiønt jeg gierne tilstaaer, at udi denne Handel en vel indrettet Convention imellem Grønlænderne vil blive vanskelig at introducere til Execution, i Henseende til deres ustadige Temperament, der neppe bindes til nogen Lov, hvorudi deres frie Villie skulde lide mindste Skaar, saa synes mig dog, efterat jeg derom har confereret med Kiøbmanden ved Gothaabs Colonie Mons. Poul Moltzou, at man kunde giøre Forsøg paa, om ikke Grønlænderne ved grundige Forestillinger kunde vennes til Tid efter anden at iagttage følgende Regel: Paa de Tider, naar Sæl-Hundene efter deres Natur vilde søge ind i Landet og Sundet, maatte ingen Grønlænder udi Gabet giøre noget Angreb paa dem, førend de vare indkomne over de ængeste Steder, hvor den stærkeste Strøm gaaer, at ikke disse Creaturer udi deres første Entrée, hvor Sundet er breedest, skulde flye og vende tilbage, hvilket man i disse Aaringer har merket, da visse mægtige Grønlændere har sat dem paa de yderste Steder, i Tanke derved at vinde Tiden, og tilføyes meere Fordeel.

Men ved deres u-tidige Attaqve ere mange tusinde Sæl-Hunde echaperede til Søen igien; og som de døbte Grønlændere baade ved Colonien Godthaab, men fornemmelig hos de Mæhriske Brødre, udgiøre et Tal af meer end 70 udrustede Mænd, og hvoraf de fleeste, særdeeles hvad de Mæhriske Brødres døbte Børn og Mandskab angaaer, ere udi Anseelse formedelst deres Hurtighed, saa burde disse foregaae andre med et got Exempel.

Og sandeligen, naar Grønlænderne saaledes kunde blive eenige udi denne Entreprise, skulde de selv erfare Nytten og Frugten deraf, ligesom ogsaa Handelen ved Gothaab, formedelst Debiten af deres Spæk, ydermeere vilde komme til at florere.

Det er ellers at merke, at Baals Revier er den ypperligste og beste Egn paa den heele vestre Side af Grønland; thi, naar jeg undtager de største Hval-Fiske, findes der som i et Centro, alt hvad Land og Vand formaaer at yde; man maa tilstaae, at Disco-Bugten og Sønder imod Hukken giver Grønlænderne nok saa overflødig Bug-Fylde, men derimod have de Mangel paa fine og smukke Klæder, samt pyntede og vel forsynede Telte. Hvoraf Grønlænderne udi Baals-Revier alle Tider distingvere dem.

Det er sandt, at Hval- og Hvid-Fiske-Kiød og Spæk, hvoraf Disco-Bugtens Indvaanere have deres største Næring, er en delicat Spiise for dem, iligemaade Klap-Muusen og Hvide-Biørnen om de Syd, og hvoraf noget sielden indløber udi Baals-Revier.

Saa erstattes dog dette fuldkommelig af andre Producter, hvorpaa man derimod igien har lige saa stor Mangel i ovenbemeldte Qvarteer, og bestaaer af følgende:

Næst Sæl-Hundene (hvilke ere almindelige i det gandske Land) er i Baals-Revier det skiønne Helle-Fiskerie merkeligt. De u-hørlige mange Æg om Sommeren, og den Mængde af Alker og Æder-Fugle om Vinteren, men det vigtigste er Rens-Dyrene, for hvilke at faae en Grønlænder setter alle Ting til Side; Thi udi Kiødet finder han den allerypperligste Smag, og af Skindene giør han varme og anseelige Klæder, i samme Henseende tiene de ham ogsaa til Senge-Dekkener, og naar han haver overflødigt, til Dekke over sit Telt, da han ellers i Mangel heraf til Gang- og Senge-Klæder for Varmes Skyld kunde betiene sig af Hunde-Skind, hvilket alle Synder-Lændingerne maa giøre. Rens-Dyrene ere altsaa den Hoved-Post, hvorudi Grønlænderne søge deres høyeste Gout.

Af disse Dyr meenes der gandske forvist, at udi Baals-Revier skulde findes lige saa mange, som udi det øvrige heele Grønland, og det fornemmelig derfor, at Folk fra alle Kanter indfinde dem her paa Jagt om Sommeren, besynderlig nu, da de ere blevne saa vel forsynede med Bysser og Krud, men naar de komme ud om Høsten, have de fleeste neppe noget af det sidste Rens-Dyr-Kiød u-fortæret i Maven, hvilket ved idelig Fraadserie daglig gaaer med, ihvormeget de end have kundet faaet.

Deres Lamper, formedelst Mangel af Spæk, have de og forlængst maattet slukke, og som nu Tiden er kort, da Vinteren er for Døren, og mange have ti, tyve ja til fyrgetyve Miile hiem til hvilken Reyse i største Iil at fortsette, de hverken have at bide eller brænde, saa indfalde de med saadan hidsig Graadighed paa nogle faa Dages Tiid, i forberørte Sund, Kakusior-Sortome eller Nepiset-Sundet, for at fournere dem til Hiem-Reysen med Kiød og Spæk, og derover forderve denne ypperlige Sæl-Hunde-Fangst for andre, særdeeles de, som boe i Nærværelsen, hvilke, saasom de have Tid nok, kunde gaae meere ordentlig til værks, ved at iagttage Sted, Tid og Leylighed, for at giøre en vigtigere Fangst, og hvorom jeg har meldet i det foregaaende.

Foruden de mange Forandringer til Føde og Klæde for Grønlænderne, hvormed Baals-Revier er forsynet og velsignet frem for noget andet Sted, saa komme hertil de mange skiønne Veegsteens Bierge, der findes hist og her, og som ere for Fiinheden og Reenheden vidt og bredt bekiendte.

I forrige Tider vare der visse Familier i Revieret, som giorde Profession af, at brække og forarbeyde Veegsteen til Kiedler og Lamper, hvilke de debiterede baade til Norden og Synden, nu, siden fast alle og enhver haver Ærinde derind efter Rens-Dyrene, brække de tilligemed Vegsteen, men som de ogsaa formedelst Mangel paa Tid, ere hidsige, saavel i dette, som mange andre Ting, saa smule de ofte saa meget Bierg bort til en Kiedel, hvorfra ellers kunde giøres hundrede.

Her findes ogsaa Agath og rød Farve, men samme kand Grønlænderne ikke føre dem til nogen Nytte.

Agathen, hvoraf noget i disse Aaringer er hiemført, er ved Slibning befunden saa reen og skinnende, at den udi Prægtighed slet intet eftergiver den Orientalske.

Nu, endskiønt man kand sige, at denne Steen er kun en forfængelig Naturens Particul, saa dog, siden Verden har fundet Behag udi, at giøre samme til et kostbart Clenodie, saa er det Skade, at endnu ingen hid til Dags er funden, der har forstaaet, eller haft Leylighed til at opsøge den; thi det lidet, man har faaet, er alleene af Grønlænderne, hvilke enten have fundet den løs affalden udi Smule-Steene, eller og med en Stikke afpillet een og anden halv løs Smule. Fra en god Ven ved Gothaab, har jeg for kort siden indhentet nogen Efterretning herom, saaledes:

Hvad den røde Agath-Steen angaaer, da findes den virkeligen baade blant Smul-Steene, og i det faste Bierg, hvorved er at mærke, at den blant Smul-Steene er ikke saa moden og god, som den anden.

Ligeledes, at hvor der findes nogen i fast Bierg, er det ikke meere, end som kand udgiøre en Haandbreed i en Cirkel, og et halv Qvarteer eller lidet meere dybt paa hver Sted, og saa kand man gaae ti à tyve Skrit og længere, inden man kand finde en saadan Plads igien; ellers er det Sted, hvor jeg har seet samme, temmelig vidtløftig, nemlig, Ryggen af et Field, og hist og her paa er at finde deraf, saaledes som før er meldt.

Men Foden af samme Bierg, som gaaer ned til et Vand, har jeg ikke været ved, hvor der siges er meere og bedre Steen, og derfore ikke kand vide, om der skulde findes nogen Mængde samlet paa et Sted, eller den skulde være adspreed, ligesom oven paa Bierget; for Europæer er ogsaa Baals-Revier den beste og behageligste Plads i Grønland, da de foruden forberørte Producter, daglig kand have andre smaa Forfriskninger i meere Abondance end noget andet Sted.

Landet i sig selv falder ogsaa noget jevnere og skiønnere, og med mindre Snee bedekket end fornemmelig om de Syd. Og som der stedse af det lange Revier, hvis Strekning efter giorde Gisning Vester fra Havet, til Østen, hvor lisfieldet støder need, udgiør en Distance af 16 Miile, almindelig blæse sagte Østlige Vinde, da det uden for ved samme Tid, hos Hav-Siden kand være en Storm med Snee-Fog af Norden eller Synden, saa falder Luften der meget lettere og reenere for Sundheden end andre Steder i Landet, hvorfore jeg ogsaa, saa ofte jeg har været der, har indbildet mig, at Forskiællen imellem Friderichshaabs og Gothaabs Luft, var ligesaa kiendelig, som imellem Kjøbenhavns og Montpelliers i Frankerige.

Baals Revier er ogsaa som Middel-Puncten paa Landet, naar man regner saavidt det er begrebet, nemlig fra 58 indtil 72 Gr. incl.

Nu ligger Baals Revier, hvorunder Gothaabs Colonie og de Mæhriske Brødres Kirke staaer, paa 64 Gr. og altsaa er som et Centrum paa Grønlands vestre beboede Side, og i Henseende til de Herligheder, hvormed det er begavet, og hvorom tilforne vidtløftig er meldt, baade kunde og turde være et Tribunal for heele Landet.

Men det er at befrygte, at Grønlænderne, som aldrig bekymre dem førend efter Tiden, hvis de saaledes fremturer, som de paa nogle Aar nu have begyndt, ja vel værre, vil Baals Revier omsider miste dets største Herligheder.

Herpaa at raade Boed, dertil skal baade lang Erfarenhed og god Skiønsomhed; thi at udvirke dette ved Parforce-Magten, gaaer ikke an, eftersom denne Nation lader sig sandeligen ikke cultivere ved Svøber, men vel ved kiærlig og fornuftig Omgang og kraftige Erindringer og Overbeviisninger.

Hertil, siger jeg, behøves baade Erfarenhed og Skiønsomhed, hvilke de fleeste af os fattes, og veed jeg ingen bedre til saadan Commission (om de ellers den vilde antage) end de Mæhriske Brødre, som ved deres gode Skiønsomhed og sagtmodige Omgang kand udrette store Ting, paa hvilket Fundament de ogsaa have erhvervet af Grønlænderne saa stort et Anhang, som vi see dem have, og hvorom videre paa et andet Sted.

Men nu maatte jeg nok spørge, hvor det var jeg slap.

Hvor der kommer Træer og Stokke drivendes fra Søen til Landet, da, hvo det først finder, ham er det tilhørende, omendskiønt det kunde være ved en Forstrand, hvor andre have Huus og Telt.

Finderen, naar han vil beholde sin Ret, er forbunden at velte det Flod-frie op paa Landet.

Er Træet svært, boxerer han det langs, og legger nogle Steen over, paa det de Forbifarende kand see, det ikke er naturlig Viis saaledes opskyllet af Floden; kand det løftes og bæres, reyser Finderen det op til Siden af Klippen, og giør nogle merkelige Hug deri. Naar vi fare ud for at søge saadant Drive-Brænde, tage vi hvad der er at finde og faae. Hvorved Grønlænderne ofte fortørnes, dog vidner jeg helligen, at, siden jeg fik Kundskab om denne Artikel i Landets Lov, aldrig at have frataget nogen den mindste Splint, og naar jeg ikke selv har været med, har jeg befalet mine Folk, ikke at røre noget, som saaledes af Grønlænderne var berget, disse have mange Gange overtraad deres Ordre, hvorfore Grønlænderne have kommet og klaget, og da har jeg enten givet dem Værdie derfor, eller Træet tilbage.

Kaster en Grønlænder med sine lette Piile i en Sæl-Hund eller noget Søe-Dyr, og det ikke døer, men løber af med Piilen, da, i fald en anden kommer og dræber det med sine Piile, tilhører det dog den første, men hvis han har brugt den ordinaire Harpun, og Linen gaaer i tu, og en anden kommer og treffer, har den første tabt sin Ret, men skyde de begge tillige, og Harpunerne treffe begge, deeles Dyret langs igiennem med Hud og alt.

Naar der ere kun faa Sæl-Hunde, samle Grønlænderne dem, og anstille Parforce-Jagt.

Den som da treffer med den første Piil, beholder kun alleene Hovedet og Halsen, og den største Deel af Indvolden, det øvrige deele de andre Jægere med Hud og Haar.

Men hvis Trangen ikke er for meget stor, og Manden er i nogen Anseelse, beholder han foruden oven anførte, ogsaa Skindet.

Kaste tvende tillige i en Fugl, deele de den tvert igiennem.

Men kaster een i en Fugl, og den slider sig af Piilen; og en anden kommer og treffer den paa nye, beholder han den, som sidst traf.

Findes en død Sælhund med Harpunen udi, da, hvis Eyeren af den er bekiendt i Nærværelsen, faaer han sin Harpun tilbage, men Finderen beholder Sælhunden. Dræbes en Hvalfisk, da har den, eller de, som var Harpunerere, ikke meere Ret til Flendsningen, end andre, som ikkun vare med for at roe, ja de som vare blot for at skue og see, eller som meere er, gandske fraværende, komme tillige og velte sig ind paa Byttet med samme Ret som de første, og da gaaer det meget uordentlig til, thi deres Graadighed sætter da ald Billighed og Ærbødighed til Side.

Og har jeg endnu aldrig hørt eller seet nogen Hvalfisk at være flendset, uden at endeel enten ere lemlæstede eller i det mindste sterk blesserede, hvilket kommer af en uforsigtig Hidsighed, da nogle hundrede Mennisker kand ligge paa Fisken, hvoraf enhver giør sit Beste, og derfore observerer ikke saa nøye, hvor Kniven snitter ind eller hen.

Det er dog merkeligt, at hvem som saaledes rager til Skade, bær derfor aldrig Nag til Giernings-Manden, men anseer det for Vaade.

Kommer nogen til en anden paa Søen, som sidder og fisker, og han kun for Tidsfordriv beder, at maa holde Snøren et Øyeblik, da, hvis en Fisk imidlertid fatter paa Krogen, er den ham tilhørende.

Skyde to tillige i et Dyr paa Landet, og ingen kand med Vished sige, hvis Piil først ramte, da er den Dyret tilhørende, hvis Piil har giort meest dødeligt Saar eller er nærmest Hiertet, dog nyder den anden Deel af Kiødet.

Skyder nogen først til et Rens-Dyr, og kun lidet blesserer det, og en anden siden skyder det til Døde, da er det den første tilhørende, alligevel om Huden var ikkun et lidet rispet.

Denne Lov, vil vi, som ere Fremmede, ikke vel finde os udi, hvorom der ofte har været disputeret.

Siden Flinter ere nu saa almindelige iblant Grønlænderne, og mange dermed kand skyde til et Dyr, førend det falder, og der decideres udi, hvis Skud haver Rettighed til Dyret, da observeres først, hvordan Skytterne vare posterede, dernest Blessurerne paa Dyret, om det deraf kunde være troffen eller ey.

Naar denne Grandskning nu haver sin Rigtighed, sætter man Blessurernes Forhold mod Løbet af Flinterne, hvor store Kugler de have ført, og derefter tildømmes den, som først skiød, Rettigheden.

Men denne Syns og Grandsknings Forretning, kand ikke holdes for noget vist; Thi for det første passer Kuglen ikke alletider saa nøye til Flinten, for det andet, saa giør den Kugle, som haver størst Force, mindre Hul, end en anden af lige Størrelse med mindre Force, ikke at tale om, at man ved en aaben Blessure i det raa Skind og Kiød, kand ved at spile eller trykke samme, giøre Øyesynet tvivlraadigt. Denne Casus forefalder , meget ofte, hvorudover jeg adskillige gange er blevet ombedet at kiende herudi.

Jeg har da dømt saaledes:

At de, som vare Interessenter af Skuddene, skulde deele Kiødet, og den iblant dem, som kunde legitimere sit Skud at være meest dødeligt, skulde tilhøre Skindet. Det første have de kundet finde sig udi, men det sidste ikke, eftersom det kunde hende sig, at een kunde giøre mange Skud paa et Dyr, og endelig derfore være vis i Haabet at udmatte og faae det til Bytte, da imidlertid anden og tredie Mand kunde komme og Hierte-skyde det, hvorved den første, som havde det saa godt som i Hænderne, blev skilt ved sin Ret, hvorpaa jeg har svaret, at da dermed maatte forholdes, som hvor man brugte Piile paa Landet eller Vandet, hvor den første Piil beholder Rettigheden, om den henger fast i Huden.

Bygger nogen en Ræve-Fælde, men ikke stiller den op efter nogen Tids Forløb, eller og ikke holder den reen, og en anden kommer og betiener sig deraf med Fordeel, da kand dens første Eyere paastaae Fælden at tilhøre sig, men de Ræve, den anden imidlertid har faaet, beholder han uden Afgift.

Om denne Artikel have været mange smaa Tvistigheder imellem Grønlænderne og os, da vi, efter at have forladt en Fælde, have hørt, Grønlænderne have betient sig af den med Fordeel, og derfore paastaaet de fangede Ræves Skind som Frugt af Odels-Rettigheder.

Laaner en Mand noget til en anden, som Baade, Piile, Fiske-Snøre, eller andet Søe-Redskab, og samme kommer til Skade, enten ved at Sælhunden eller Dyret løber bort med Piilen, eller Fisken trekker Snøret i tu, eller og, at Fisken eller Sælhunden kand giøre Baaden Skade, da gaaer det alt paa Eyerens Regning, og den Laanende erstatter intet derfor.

Heraf kommer det, at, naar de borge et Piil-Jern hos os, og miste samme udi deres Fangst, vil de ikke vel betale det, forestiller man dem Ubilligheden deraf, betale de noget, dog faaer man neppe dets fulde Værd.

Tager nogen Piil eller Redskab til Laans, Eyeren uafvidende, og det imidlertid kommer til Skade, er den Laanende forbunden at giøre Eyeren Satisfaction.

Dette indfalder meget sielden, en Grønlænder skal ogsaa trænge hart, førend han vil incommodere en anden om noget til Laans, af Frygt for det skulde komme til Skade. Derimod, om de veed, at vi ere Eyere af noget Slags til deres Næring tienlige Redskaber, overløbe de os daglig, mange blive ogsaa herudi føyede, men som det ofte har hendet sig, at laanede Redskaber ere komne til Skade, har man i Følge vore Love æsket Opreysning. Ved saadan Leylighed har jeg havt adskillige Fortrædeligheder, og mangen gang selv erstattet Skaden, paa det Grønlænderne ikke skulde beskylde os, efter deres Meening, for uretfærdig Omgang.

Men laane andre noget, som bruges til Huus-Fornødenhed paa Landet, som Kiedel, Lampe, Vand-Spand, item Saug, Kniv, eller Øxe, og samme kommer til Skade, da er Laaneren pligtig at fornøye Eyeren enten med lige gode Vahre eller Værdie derfor, hvorvel Eyeren de fleeste gange finder sig fornærmet, og tager Skade for Hiemgield. Kiøber nogen af en anden, og Vahrene ikke staae ham an, kand han endogsaa efter nogle Tiders Forløb lade bringe Vahrene tilbage.

Dette er en lumpen Articul, som man maatte ønske kunde afskaffes. En stor Deel af Grønlænderne selv er ikke vel tilfreds dermed, hvorfore det ogsaa giver Leylighed til Comedie- Processer.

Kiøber nogen af en anden kostbare Ting, som Baade, eller Flinter, og den Kiøbende ikke er i Stand at kand contentere Selgeren for den fordrede Betalning, da gives ham Credit indtil han kand præstere. Men døer Debitor forinden, nævner Creditor aldrig sit Krav.

Dette er en skadelig Articul for Coloniernes Kiøbmænd, som stedse ere forbundne at give Credit, og hvorpaa jeg fornemmelig dette Aar har fristet Prøver, da mange af mine Debitorer ved Døden ere hensovede, og derover bragt mig i en temmelig Labyrinth. Thi paa den ene Side har mødt mig Handelens Forliis, og paa den anden Side Grønlændernes Vedtægter, som holde det for unaturligt at kræve en død Mand, i sær af mig, siden de have den Opinion, at jeg er et Menneske.

Herover har jeg consuleret adskillige fornemme og fornuftige Grønlændere, og ladet dem kiende i Sagen. Disse have da raadet mig, strax at legitimere mit Krav, men dog lade (efter deres Talemaade) Mandens Luus først døe i Graven, førend jeg skreed til Execution. Det er at sige, naar Vennerne et lidet har recolligeret dem af deres Sorg. Thi i deres første Sorrigs-Dage at besvære dem med Regninger, var kun at erindre dem meere om den Dødes Gierninger, og altsaa forøge deres Sorg.

Dette kunde være got nok, hvis Arvingerne siden vilde tilstaae Gielden; men jeg veed af Erfarenhed, at disse søge da alle slags Udflugter, og at skride til Execution vilde ansees som aabenbar Vold, derfor giorde jeg saadant Forslag, at, naar jeg restituerede dem deres af mig bekomne Vahre, om de da ikke burde giøre samme imod mig? derpaa vilde ingen have noget at sige, svarede de. Samme har jeg ogsaa giort, og slet ingen Difficultet merket derved.

Døer en Grønlænder, og efterlader sig Telt og Kone-Baad, da, i Fald der ere Sønner, som ere fuldvoxne og Mands-Lige, tager den førstefødte Søn samme Forlods ud. Det øvrige Løsøre deeles efter Gotbefindende imellem Moderen og hendes andre Sønner.

Enken beholder foruden Kiedel og Lampe alle til Klæder tienlige Skind, men ere nogle deraf apterede til Telt eller Kone-Baad, ansees de som Inventarium, og følge samme. Findes der forarbeydede eller uberedte Hvalbarder eller Been, som bruges til deres Materialier, item Piile og andet Redskab, bliver det altsammen til Deeling imellem de øvrige Sønner (NB. om de ere voxne og kand føre sig det til Nytte); men paa de fleeste Steder er almindelig ikke meere at skifte, end hvad den ældste Søn faaer, thi den Afdødes Kajak, Harpuner og Piile, tilligemed hans lille Skrin, hvorudi forvares Knive, Beitler, Boer og smaa Been, hvilket han daglig brugte, bliver sat ved Graven til Forraadnelse, eller efter de igien Levendes daarlige Indbilding, at den Døde deraf skal betiene sig i den anden Verden.

Dog kommer denne Skik nu temmelig af Moden omkring Colonierne, eftersom de see, vi ingen Samvittighed giøre os over at afplyndre de Dødes Grave, ja ikke eengang deres egne Landsmænd, de døbte Grønlændere.

Herover har jeg havt mange Fortredeligheder, som jeg vidner i Sandhed inderlig har gremmet mig, og dog har maattet vise mig neutral, eftersom de udi lang Tid havde Medhold af det slags Folk, der tog baade Penge og Vidnesbyrd for at giøre Nationen lyksalig, foregivende at man derved bestrider deres Overtroe, hvorvel man kand sige, at deslige Gierninger ere lidet bedre, end hvad som formodes af aabenbare Røvere og Stie-Mænd.

Nu omstunder er det ikke rart, at jo Arvingerne ogsaa bytte foranførte Poster, de fleeste bruge det vel ikke selv, men selge det for en billig Priis til andre.

Ere den Afdødes Sønner ikke saa fuldkomne, at de kand fournere Kone-Baaden og Teltet med de behøvende Skind, træder den Afdødes Broder frem og tager det (NB. om han ikke selv er forsynet dermed; Thi i saa Fald afstaaer han sin Ret til en anden, saasom ingen Grønlænder haver in duplo af saadanne Eyendeele). Er Farbroder ikke til, da en anden af den Afdødes Venner. Heraf flyder, at mange Sønner blive skilte ved deres Fædrene-Arv.

Ere de nesten fuldvoxne, kand det hende sig, naar de komme til moeden Alder, at de kand faae noget tilbage, i det mindste nogle af Teltets Stænger og Bræder, men hvis de ere smaa, endogsaa ti til tolv Aar, faae de aldrig det mindste igien.

Den, som beholder Teltet eller Kone-Baaden, enten det er den Afdødes Søn, Broder eller nær Forvandte, er forbunden at forsørge Enken med hendes umyndige Børn; Dog, er det en ung Enke, drager hun til sine egne Venner igien, og fører ikke meere med sig ud, end hun førte ind (excepto hendes egne Børn), og kand hun der riimeligere giøre Tiennester, end hos hendes bortdøde Mands Venner. Thi det er at merke, at alle Enker, hvor stor Velstand de end har siddet udi, blive derefter ikke andet end Tienerinder, ja slettere conditionerede end ordinaire Tienneste-Piger, eftersom disse sidste, naar de ikke finde deres Regning længere at tiene hvor de ere, kand reyse til et andet Sted, og saaledes vel udi een Sommer tiene ti diverse Hosbonder, fra den eene Ende i Landet til den anden, dette kand en Enke, som haver smaa Børn, ikke saa lettelig giøre, men haver en Enke Sønner, og voxne Sønner, kand hun kaldes ret lyksalig; thi alt hvad Sønnerne kand forhverve, derover er hun en souverain Forvalterinde, som ikke fordres til Regnskab derfore, hvilket hun tilforn maatte giøre, medens hendes Mand levede, og er hendes Myndighed endnu lige saa stor under Sønne-Konen, hvilken, saa længe den gamle Beste-Moder kand røre sig, ikke er andet end en Tilskuerske i Huuset. Og kand man ret ærgre sig over at see, hvorledes den unge Kone med hendes smaa Børn, skal lade sig nøye med den Portion, som Mutter finder for godt at levere hende, men meest maa man forundre sig over, at Manden, som ellers høyt kand elske sin Kone, anseer saadant med Koldsindighed.

Dog findes der de gifte Sønner, hvilket jeg ofte har hørt, der med god Eftertryk i Rette sætte deres Moder.

Dette er ogsaa den eeneste Herlighed for det Grønlandske Fruentimmer-Kiøn. Thi de Timer i deres Levnet, som skulde være de beste, naar man regner fra den Tid de komme til moeden Alder, ere ikke andet end en Kiede af Kummer, Foragt, Frygt og Fortrædelighed.

I Opvæxten er Forskiellen merkelig, da nogle kand have den Lykke at blive opdragne i formuende Forældres Huuse, hvor de faae baade Opvartning og fuldt op af alle Ting, da andre derimod, som ingen Venner have, (omendskiønt de ikke fattes paa Føden) maa lade dem nøye med elendige og foragtede Klæder, men naar begge blive fuldvoxne, er deres Lykke eens, og haver da den fornemmeste Jomfrue slet ikke noget forud, thi hun arver intet. Hun maa giøre samme Tienneste hos hendes egne, som Fremmede, ja vel noget meere, eftersom man dristigere befaler hende, og nyder derfor ikke større Løn end den Fremmede, begge ere altsaa lige.

Nu kommer det an paa Skiønhed og Fermetet, som skal formeere deres Credit hos de unge Mandfolk, fattes det, ere de foragtede, og blive aldrig gifte, eftersom der findes nok til at holde Mynstring iblant. Har endeel den Lykke strax at blive gift, maa de leve i bestandig Frygt de første Aar for at blive bortkastede, og da er det extraordinair rart, at de faae nogen Ungkarl meer. Nyde de siden den Fornøyelse at blive gifte, kand det hende sig, de faae en Enke-Mand, men de fleeste maa lade dem enroullere til anden Kone, hvilket, naar man exciperer, at de ligge ved Mandens Side, er i det øvrige ikke nær saa god Condition, som at være en ordinair Tiennerske. Jeg har her tilforn fortalt, hvorledes den rette, eller første Kone, maa fremdrage mange Aar under et haardt Tyrannie af en myndig Mands-Moder, hertil kommer den bestandige Frygt, de hver eeneste Dag have, at Manden skal omkomme paa Søen, hvilket desværre alt for tit indfalder, og seer man derfore de Grønlandske Koner hver Aften at gaae med et nedslaget Hoved, naar Manden kand blive et lidet ude over den ordinaire Tid; Endelig blive de Enker, og da skilles de totaliter ved ald deres Herlighed, om de ingen Sønner have, thi da maa de tiene paa nye igien.

Paa Føden lider aldrig nogen Mangel, saa længe den har noget, hos hvilken de opholde sig, men derimod til Klæder, er det ikkun slet bestilt.

Drenge-Børn, som hverken have Forældre eller nær Forvante, blive hos hvem de opdrages, paa beste Maade forsørgede, og kieppes Grønlænderne om, at kunde opsnappe en saadan Dreng; naar han kommer til den Fuldkommenhed, at han kand erhverve noget, bliver han meere anseet for en Herre i Huuset end for en Foster-Dreng eller Tienner, man giør ham alle de optænkelige Caresser man kand udføre, paa det han ikke i mindste Maader skal faae Aarsag til Misfornøyelse. Naar han kommer til myndige Aar, er man omhyggelig for at udsee ham en smuk Hustru.

Døer imidlertid hans Foster-Fader, og ingen Sønner efterlader sig, eller og Sønner som endnu ere Børn, bliver han den retmessigste og eeneste Arving i Huuset.

Og møder mig her en Historie, som jeg ikke kand forbigaae at fortælle.

Een af dette Colonies døbte Grønlændere forskiød sin første Ungdoms Hustrue, som strax derpaa befandtes frugtsommelig og fødte en Søn, hun blev siden derefter aldrig gift, men har stedse opholdt sig med hendes Søn hos een af hendes Paarørende, indtil hun nu for kort Tid siden ved Døden afgik.

Manden giorde sig derfor ald Umag, at faae denne sin forlorne Søn tilbage igien, hvorpaa han aldrig torde sætte Prøve, saa længe Moderen levede, og for desbedre at reussere herudi, forlangede han min Assistence, hvortil jeg fandtes gandske villig; da min Handels-Tour faldt der til Stedet, følgede Manden med, hvor jeg strax ved min Ankomst giorde Forsøg at mægle imellem Faderen og Sønnen, og dertil betiennede mig af alle de bevægeligste Motiver, jeg kunde udgrunde, hvortil den unge Karl (som nu er To og Tyve Aar gammel) svarede saaledes:

Jeg har vel mange gange hørt min Moder fortælle, at han (pegende paa Manden) var min Fader, men siden han foragtede hende, er han ogsaa bleven mig uværdig, desuden begynde nu ogsaa disse Folk at blive gamle, hos hvilke min Moder og jeg har nydt meget godt, og som her ingen er, der kand erhverve noget til dem, er det min Skyldighed at forsørge dem i deres Alderdom.

Jeg spurte ham da, hvis de Gamle døde noget snart, om han da ikke vilde begive sig til sin Fader, hvor han kunde have en stor Arv i Vente? efterdi Manden, den døbte Grønlænder, har kun een eeneste Datter.

Men han svarede trodsig: Ney; og indvendte derimod, at alt, hvad hans Foster-Fader eyede, blev hans, hvorudi han havde meere end nok, og løb saa denne Conference gandske frugtesløs af. Ved det jeg her har talt om Arv og Rettigheder iblandt de almindelige Grønlændere, forefalder at spørge, hvorledes dermed skal omgaaes hos de Døbte ved Colonierne?

I Vinter, da tvende af vore døbte Mænd ved Døden vare afgangne, og havde efterladt dem gode Grønlandske Midler, har jeg med den her værende Missionair, Hr. Ambrosius Buch, daglig raisonneret herover, hvorvel vi ikke ere blevne eenige, eftersom den gode Mand synes at ville tractere Sagen i Følge vore Love, og saaledes lade Enken og Pige-Børnene nyde Deel med af Boen.

Dette kunde være godt nok, hvis de Grønlandske Effecter vare af samme Bestandighed som vore, som da deres Telt og Kone-Baad er det vigtigste, og af den Beskaffenhed, at det aarlig maa forbedres med nye Skind, om det ellers skal holdes i en ordentlig og balancerende Tilstand, saa flyder heraf, at saadan Bekostning maa skee paa Missionens Regning, item at Enken med de umyndige Børn, til Føde og Klæde, ogsaa maa blive Missionen til Byrde.

Thi saa længe de selv have deslige Eyendeele, kand de ikke opholde dem hos andre, hvor de kunde aftienne noget af Føden, og at Meenigheden gratis skulde rekke dem Haanden, saa længe de kunde tienne, eller have noget at igiengielde deres Underholdning med, strider ikke alleeneste mod det Grønlandske Statuta, men endogsaa imod alle sunde Love.

Herimod giør Hr. Buch saadan Indvending: At Enken med hendes umyndige Børn hverken skal blive Missionen eller Meenigheden til nogen Byrde, men selge et eller andet mindre Stykke, for at conservere et større, da det imidlertid kunde hændes, at hende blev proponeret en nye Ægteskabs-Contract, og des hellere, da hun derved kunde bøde noget paa sit Ansigtes Brøstfældighed.

Paa alt dette er intet at sige; men om Madamen ingen Friere faaer, eller og er af den Constitution, formedelst Alder og Skrøbelighed, at hun umueligen kand faae Mand, dog alligevel har Haab om at leve længe, og hvortil hendes Midler ere utilstrekkelige, saa følger jo uforbigiengelig heraf, at hun omsider bliver Missionen til Byrde, eftersom de fleeste da paa den Tid vil trykke dem ved at tage imod hende.

Og siden nu Meenigheden daglig voxer meere og meere til, saa er det ogsaa naturligt, at disse Tilfælde blive meere almindelige, derfor var det at ønske, at, hvis man holder en Reformation herudi billig, der da maatte foreskrives nogenlunde visse Regler at følge, hvilket jeg forud maa have den Ære at sige, ikke alleene vil blive Missionen til nogen Bekostning, men og vil multiplicere Missionairernes Forretninger, eftersom dem vedkommer, at agere Skifte-Forvaltere, Laugværger, Formyndere etc.

Jeg vilde gierne fremføre mine eenfoldige Tanker, hvorledes de Articler best kunde grundes om Arv og Skifter udi de Grønlandske Meenigheder ved Colonierne. Men som jeg frygter derunder at exponeres Critiqve, saa overlader jeg denne Commission til andre, hvis Decisioner formeedelst en høyere Anciennetet kand holdes vægtigere.

Det er ogsaa meget høyt fornøden, at man vorder betænkt paa nogle Justitz-Regler, hvorefter Laster og Uorden bør at ansees udi bemelte nye Meenigheder; Thi herudi at følge vore Love, gaaer ikke an, da Landets Omstændigheder og Nationens Naturel er langt anderledes.

Dette at sammensmidde til høyere Approbation, var vel ingen bedre skikket til, end Hr. Poul Egede, som uimodsigelig haver den grundigste Grønlandske Erfaring, og skulde det være mig en stor Ære og en herlig Plaiseer, om jeg herudi maatte gaae Hr. Egede til Haande. Maaskee der vel findes de, som herimod vil giøre Indvendinger, holdende fore, at en forsigtig Ømhed i en nye-plantet Kirke nøye bør iagttages.

Andre vil vel ogsaa synes, den gamle Slentrian falder commodere, eftersom deres Interesse ingen foreskrevne Regler kand lide, hvorved egne lovlig indbildte Resolutioner skeede Afbræk, men de første kand man underdanigst forestille, og de andre skyldigst besvare, saaledes:

At endog alle fornuftige Grønlændere, som leve hen i deres naturlige Tilstand, ansee Mord, Hoer og grove Tyverier for saadanne unaturlige Laster, hvilke Deres Høyærværdighed SI. Biskop Hersleb i een af sine skiønne Prædikener siger, at Bødler og Stokke-Knegte bør at straffe. Alle andre Uordener, som indfalde og kand indfalde, derimod kunde giøres lemfeldige Love, som efter Grønlændernes Naturel saa milde kunde stiiles, at de heller bleve anseete for en grundig Formaning, end et stricte Paabud. Og lad være, at man ikke alletider saa nøye var i Stand at exeqvere samme, saa fulgte dog den store Nytte herad, at, siden disse Artikle bleve oversatte paa Landets Sprog, kunde de læses af mange, hvorved de Fornuftige og Retsindige kunde see, hvad de baade vilde og kunde rette dem efter, da de derimod gaae nu som hen i Taage, formedelst een Missionair tracterer Sagen i Dag paa een Maade, een anden i Morgen paa een anden Maade, og derfore lige saa mange Omskiftelser paa Missionairs, saa mange foranderlige Skikke, hvilket bringer Grønlændernes Sind i saadan Confusion, at de derover fatte Tvivl om de allerbetydeligste Sandheders Rigtighed, og hvad for en vigtig Hindring dette haver været i Hoved-Hensigten, kand alle Retskiønnende lettelig hos dem selv overveye.

Og som de fleeste Grønlændere meget vel veed, at vi ved Colonierne have vore Over-Herrer i Fæderne-Landet, for hvilke os bør at giøre Reede for vore Gierninger, saa raisonnere de, ligesom mange hos os, efter det urigtige Ordsprog, nemlig: ligesom Herren er, saa følge og hans Svenne, hvorfore den høye christelige Øvrighed bliver af disse dumme Folk betragtet som vegelsindede Personer, og have endogsaa de Vanvittigste langt ude fra Colonien ofte herudi giort mig saadanne Objectioner, der have drevet mig Sveden af min Pande, og bragt mig til at stønne.

Videre Forhindringer udi Missionen skal paa et andet Sted indføres, da jeg, for ikke at giøre Digressionen alt for lang, maa nu begive mig til det øvrige af Historien igien.

Naar en Grønlænder bliver syg, pleyes han af ald Formue, og hvis han ikke (efter deres Talemaade) har naaet Alderens Ende sender man strax Bud efter den nærmeste og beste Angekok; denne, saa snart han kommer, undersøger Sygdommen, og som han ved idelig Omgang med Patienten, haver en god Praxin, kand han nogenledes raisonnere sig til, om Sygdommen er betydelig eller ikke. Hvis han nu synes, at Naturen kand hielpe sig selv, giør han ikke andet, end sidder og fortæller Historier, baade det han veed, og det han ikke veed, hvoriblandt han taler om Kasioak og Auatak, der blev angrebet af een ligedan Svaghed, men kom dem nestfølgende Nat saa vel, at de Dagen derpaa kunde fange Sælhunde. Deslige og andre Discourser have ofte en fortreffelig Virkning hos Patienten, og kand man sige, at disse Angekoker herudi imitere andre kloge Doctores, der curere lige saa meget med Snak, som med Piller og Draaber.

Men er Sygdommen betydelig, begynder han med sine Operationer (See den Gr. Nat. Historie Cap. 9. pag. 67) og snakker mindre.

Spørger man ham, hvorledes han befinder den Syge, giver han gierne got Haab; bebreyder man ham siden dette, undskylder han sig med, at han ikke anderledes forstod sin Torngak.

Er Patienten en fornemme og umistelig Mand, og Sygdommen dødelig, drister ingen Angekok sig til at forrette Curen alleene, men sammenkalder i Circumferentzen paa nogle Miile, det heele Facultet.

Disse, som veed og see paa den Syges Tilstand, incommodere ham hverken med Spørsmaal eller Operation, men sidde uden for nogen Stund, med meget alvorlige Miiner, og conferere med hinanden; derpaa begynder een af dem at hexe, dog ikke paa den sædvanlige Maade; Thi her slukkes ingen Lampe, ey heller tildækkes noget Vindue, de lade dem ikke heller binde, men i den Sted sidder bemeldte Angekok som henrykket med underlige Ophævelser. De svare hinanden, uden at giøre Spørsmaal. Ordene, de udstøde, gaaer efter Cadence, undertiden hikke de, ligesom de vilde sige meere, men i den Sted lade de gaae Trommen gandske douce. Heele Talen gaaer ud paa de Afdødes Lyksaligheder i den anden Verden. Saa gaaer det til med store og anseelige Folk, hvorved jeg eengang har været øyensynlig Vidne.

Derimod en Fattig og ringe agtet, samt de fleeste Fruentimmer, maa lade dem nøye med en ordinair Hexe-Mesters, eller Hexes Gøglerie.

For nogle Aar siden blev her strax ved Colonien en fornemme Grønlænders Søn syg til Døden. Faderen, som elskede Sønnen inderlig, anvendte derfore ald Møye og Bekostning, for at kunde redde sin Søns Liv, og derfore lod hente, ja endogsaa fra ti Miile borte, alle de Angekut, som kunde opspørges. Disse trøstede ham allesammen vel, hvorvel Sygdommen dagligdags tog meere og meere Overhaand.

Nu boede her en gammel Angekok nær ved, som lever endnu; bemelte Mand har for sin grundige Lærdom og store Erfaring været vidt og bredt bekiendt, til ham adresserede han sig vel strax i Begyndelsen, som den nærmeste, men han undskyldte sig, at da der nu var saa mange af hans Professions Folk, vilde han efterdags ophøre med at practisere.

Den Syges Fader giorde derfore endnu et General-Forsøg, da den gamle Angekok endelig lod sig overtale til at følge, hvorvel han udrettede intet andet, end at igiennemhegle de andre Angekuts slette Conduite, og til Slutning forestillede, at den syge Drengs Tid var kommen til at døe, hvorfra ingen kunde frie hannem. Faderen raadførde sig da med ham, om han ikke skulde søge Trøst hos Præsten ved Colonien, hvortil den Gamle med Koldsindighed svarede: Du kand herudi giøre efter dine Tanker, thi jeg holder fore, at Guds Ord og fornuftige Angekuts Ord ere lige kraftige.

Derpaa kom han til Colonien, men hvorledes den da værende Missionaire tracterede ham, kand jeg ikke til visse sige. Drengen døde ellers nestfølgende Nat; fra den Tid af har denne gamle Angekok gandske renunceret paa Haandværket.

Vel er det sandt, at han endnu ofte holder Collegia Publica, men hans fleeste Theses ere gandske naturlige, og forglemmer han da ikke at forestille de mange uriimelige Indfald, Angekut broderer Konsten med, hvorved Lærdommen kommer i Foragt, og hvorudi denne besynderlige Lære-Fader ingen Uræt haver; Thi intet er almindeligere, end at see unge Mennesker drive Spot med Angekut. Ja dette har i disse sidste Aaringer gaaet saa vidt her omkring Colonien, at de offentlig have antastet dem i deres Embede; saaledes forgangen Vinter, da een sad og hexede for en talriig Forsamling, og den Scene forekom, at Angekoken skulde flyve under Taget, for at tage imod Torngak, springe 2de Brødre op, gribe fat paa ham, og sige: Du sidder jo her endnu paa Gulvet, hvorpaa de kantrede ham ud i Gangen, og sagde videre: Flyv nu, du Løgner, med samt din Dievel, til Helvede.

Denne Hendelse gav Anledning til Historier i lang Tid, da nogle fandt Mishag derudi, holdende fore, at saadant var imod Folke-Retten. Andre derimod raillerede dermed, og forglemte ikke den gamle Angekok at bestyrke det sidste, og sagde han inde i min Stue for meere end en halv Snees Grønlændere, at det kunde været velgiort, hvis de tilligemed havde brekket Halsen i tu paa ham.

Jeg fortalte da ved den Leylighed, at hos os i gamle Dage havde været een og anden, som havde giort Profession af at hexe, men saa snart det var bleven vitterligt, havde de store Herrer ladet saadanne brænde. Hertil sagde den Gamle, da var det ilde, man ikke kunde exeqvere samme Love i Grønland, fornemmelig ved Kierlinger, da han vilde glæde sig, at maatte være den første, der lagde Brændsel til Baalet.

Meerbemeldte Angekok, saasom han de meeste Tider boer gandske nær ved Colonien, kommer daglig til mig; han gider gierne hørt tale om Gud og hans guddommelige Gierninger, hvilke han alletider admirerer, men derved forbliver det; thi for Resten holder han stivt ved sine egne Principia.

Over alt er hans Levnet exemplarisk, og maa jeg bekiende, at den Grønlandske Erfaring, jeg besidder, har jeg meest erhvervet af Omgang med denne store Mand.

Naar jeg iblant andet har søgt at faae Underretning hos ham, hvorpaa Angekokerne grunde deres Lærdom, svarer han, paa Fædrenes Tradition, som bestaaer i Aabenbaringer.

Spørger jeg. ham om Maaden, hvorledes disse Aabenbaringer gives tilkiende, veed han vanskelig at forklare den, dog skal Conclusionen være, at det skeer ved Sympathie af Sielen.

Indvender jeg, og siger, at hver Angekok haver jo een og fleere Aander, som tale med ham, og forkynde ham alle Ting, deels ved en blot Røst, deels ved at paatage sig en slags Gestalt af Mennesker eller Dyr, og i saadan Qvalitet forskaffe Angekoken Skydsfærd til Himmelen og til Afgrunden, svarer han, sig ikke saadant at kand troe, men holder det for Løgn og Bedragene, hvorvel, da han i forrige Tider stod i Embedet, indbildte han Got Folk det samme.

Spørger jeg ham, om det er sandt, at en Angekok kand giøre Mirakler, dertil svarer han ja, og derpaa opregner adskillige, hvoraf nogle ere forunderlige, om man kunde fæste Tro dertil, men de fleeste ere saadanne, som kand giøres uden Hexerie.

Beviiser man dette, og tillige siger, at hans Aabenbaringer ere nok af samme Natur, eftersom jeg ved at freqventere hans Collegium, havde hørt ham sige, den stærke Strøm fra Syden betyder gandske vist haardt Veyr, med megen Driv-lis, den megen Stille og ikkun liden Regn, som er falden i Sommer, vil giengielde os med Snee og stormende Veyr nestfølgende Vinter, item fordi der ere ikkun faa Sælhunde, vil Rødfisken blive overflødigere etc.

Saadanne Aabenbaringer, sagde jeg mig og alle skiønnende Mennesker, stedse at være fulde af.

Dette tilstaaer han, men troer derhos, at vi ere Angekoker, endskiønt vi ikke selv veed det, og kunde vi ved at studere flittig, komme til fuldkommen Grad.

Af dette lærer man, at de rette Angekuts Philosophie bestaaer fornemmelig i en naturlig Skiønsomhed, som formedelst idelig Randsagning af Fornuftens Lys frembringer hos dem en overvættes stærk Imagination, som de henføre til Aabenbaringer, hvilket en Colonist-Grønlænder, som er døbt, (der tilforn har været en berømmelig Angekok) testerer, naar han fortæller: at han mange gange har været ligesom uden for sig selv, og i saadan Tilstand er ham forekommet adskillige materielle Skikkelser og Billeder, hvilke, naar han igien har recolligeret sig, have været ham som i en Drøm.

Jeg har ogsaa mange gange merket, naar jeg har været overværende ved Hexerie, at Angekoken strax efter Acten seer gandske forstyrret ud, og giver forvirrede Svar paa hvad man spørger ham, hvilket man maa tilskrive deres stærke Imagination.

Man seer ellers af Foregaaende, at der findes Factioner blant disse Philosopher, og at de rette Angekut ere ikke andet end Moralister og Naturkyndige, hvilket den øvrige Orden vel ogsaa roser sig af, men de fleeste vise Contrarium ved deres Gierninger.

En ægte Angekok kand og giøre aldrig Ont, men idelig Got, da derimod de Uægte, som udgiøre den største Hob, giøre baade Ont og Got.

Hertil kommer det tredie Slags, som bestaaer baade af gemeene Hexe-Mestere og gamle Hexe-Kierlinger, hvilke de Lærde holde for, ikke at kunde giøre Got, men alleene smedde paa Ulykker, og er det af den Raison, min gamle Lære-Fader er saa hadsk paa dem.

Hvad som bevæger en Angekok til at studere, saa vel paa at giøre Ont som Got, er, fordi han derved bliver meere frygtet og admireret, men fornemmelig fordi han finder derved bedre sin Regning, thi han lader sig kostelig betale, saa vel for det eene, som for det andet, da derimod de Ægte have ingen andre visse Indkomster end pure tørre Complimenter, og den Trøst, at de nogenlunde kand leve i Fred og Roelighed, hvilket ikke er meget sikkert for en Uægte, som derfore ofte maa reyse i Landflygtighed fra et Sted til et andet; dette uagtet, maa endda een og anden af dem lade sig indskrive til Martyr.

De Ulykker, som Grønlænderne troe Hexe-Mesterne til at giøre, bestaae i at udsende Sygdomme og Døden, at giøre deres Koner ufrugtsommelige, og at forgiøre deres Piile, at de ikke kand treffe med dem.

Ligeledes kand de paa den anden Side afværge disse Hindringer.

Naar en Hexe-Mester eller Hex antastes for at have giort Ont, og de ingen Leylighed see til at slippe, stræbe de aldrig at purgere dem, alligevel de baade ere, og kand være uskyldige. Thi, omendskiønt de vidste at redde Livet med at sige, de aldrig havde tænkt at giøre, eller at kunde giøre, hvad de sigtes for, saa dog blive de bestandige til at indbilde Folk, at de forstaae Konsten, og derfore gaae trodsig deres Bøddeler i Møde.

Denne store Haardnakkenhed i deres største Marter, er i mine Tanker det Baand, som binder Grønlænderne til at troe Hexerie virkelig existerer, da jeg ellers tænker, at hver Hexe- Mester og Hex snart ville komme i Foragt hos den største Deel, eftersom man sikkert forud kand sætte, at den fierde Deel, og maaske den tredie Part med af Nationen, holder alle Hexe- Mestere for Løgnere og Bedragere.

Naar et sygt Menneske drages med Døden, iføres det sine beste varme Klæder, og bindes Støvler og Buxer vel faste, derpaa klemmer man Beenene bag under, digt op under Haserne. Haver den Døende endnu nogle følelige Livs-Geister tilbage, og vil strække Benene ud, sætter man sig med Magt derimod.

Spørger man om Raison hertil, veed de ikke at give anden, end at det er saa en vedtagen Skik, dog man slutter, at det skeer af Menage, saa vel paa Jorde-Klæderne, som ogsaa paa at giøre Graven mindre, og endelig, at det er commodere for Dragerne, besynderlig, naar de udi stormende Veyr skal op for en høy Bakke med Liget.

Med et Fruentimmer, som strider til Døden, og ikkun har været i maadelig Anseelse, hender det sig vel, at hun begraves levende. Hvorpaa strax her ved Stedet for kort siden havdes et Exempel, som var ret jammerligt, da nogle fortalte at have hørt Mennesket en lang Tid ligge og raabe efter Drikke i Graven.

Forestiller man dem saadan umenneskelig Grumhed, svare de, at, siden den Døende dog ikke kand leve, er det bedre at henputte den til sit Sted, end længere selv at dræbes, ved at anskue deres Elendighed.

Men denne Raison kand ikke holde Stik, thi hvis saadan barbarisk Gierning forøvedes ved noget Mandfolk, vilde det holdes for det groveste Mord.

Endskiønt alt Haab er ude til et ydermeere Liv for et døende Menneske, saa merker man dog hos de anrørende Venner ikkun en sagte Graad, indtil Liget er udført og begraven.

Men naar det er skeet, holder, saa snart man vender tilbage fra Graven, een af de nærmeste Venner Liig-Talen, hvorudi alle den Dødes berømmelige Gierninger opregnes, og hvorunder en afskyelig Hylen og Tuden høres af alle Nærværende.

Jeg var eengang med en Mand, som begrov sin kiereste Søn, en voxen Karl; medens man tillavede Graven, stod han gandske uden Passion, og ordinerede, hvorledes Steenene best kunde apteres.

Da nu alle Ting vare færdige, og Graven tillukt, sagde han alleene med et dybt Suk: her er ikke meere at bestille, kommer og lader os gaae.

Men saa snart han var kommen ind i Teltet, og vi andre satte os ned, lagde han sig Næse-gruus paa Brixen, og derpaa begyndte med en Torden-Stemme at udøse sit Hiertes Klage, hvoraf jeg det lidet, som jeg endnu kand huske af Liig-Prædikenen, kan anføre:

Vee mig! at jeg seer til det Sted, som findes øde. Din Moder søger forgieves at tilberede dig tørre Klæder. See, min Glæde er nu gaaet i Skiul eller krøbet i Fælde. Tilforn gik jeg ud om Aftenen og frydede mig, jeg udstrakte mit Øyesyn, og ventede din Komme. See, du kom. Du kom modig anroende med Unge og Gamle som du fulgte. Din Moder stak Fyr og kaagte. Du kom aldrig tomhændet fra Søen. Din Kajak bar stedse Sælhunde og Fugle. Af det Kaagte lod din Moder udlegge for andre af din Forhvervelse, jeg gik selv frem og tog mig et Stykke. Du saae Baadens røde Flag langt borte. Du raabte, der kommer Lars (nemlig mig). Du løb til Fiorden og standsede Baadens Stavn. Du satte Krogen i Sælhunden, medens din Moder flengede Spekket, for hvilket du bekom Skjorter og Piile-Jern hos Lars, men nu er det ude; naar jeg tænker paa dig, boldner mit Inderste. Gid jeg kunde græde, som I andre, og derved bløde min Pine. Hvad skal jeg ønske mig? Døden er bleven mig behagelig, dog hvo skal forsørge min Kone og øvrige smaa Børn? jeg vil endnu leve nogle Tider, men min Glæde skal være en bestandig Afhold fra alt det Menneskene have kiert etc.

Saa snart den første Liig-Prædiken er til Ende efter en død Mand, frembæres alle de Føde-Vahre Huuset formaaer, og som ere Levninger af den Dødes Forhverving. I otte til fjorten Dage bliver det stedse liggende paa Gulvet, og imidlertid, om der findes meere, daglig noget tilspædt. Deraf giøre de Giester, som komme for at condolere, sig vel til gode, uden at nogen af Sørge-Huuset nøder dem dertil.

Dette er den sidste Ære Manden nyder; Thi man hører da gierne dem, som ere komne fra Sørge-Stuen, at tale saaledes:

Endskiønt den Døde laae længe syg, og mange Dage ere forløbne, siden han blev begraven, saa laae der dog overflødig nok Føde paa Gulvet. Thi enhver, som kommer for at condolere, tiltales af den bedrøvede Enke saaledes:

I seer ikke den I skulle besøge, I kommer bag efter, han er alt borte; derpaa sætter hun i at tude, som strax i samme Tone besvares af det heele Compagnie. See Gr. Hist. Cap. 14. pag. 84. Dog bestaaer de fleeste Mandfolks Graad ikke udi andet end at snøvse.

Naar nu Mad-Bordet er bleven temmelig røddeligt, og der ingen Sønner er, som sætte det forfaldne Spiise-Kammer paa Fode igien, nødsages Enken til at reyse sig op, og see uden for Døren imellemstunder, og da er det første, hun skiærer Haaret af sig og sætter en fæl Sørge-Hette paa Hovedet, samt ifører sig ret skidne og foragtede Klæder, og naar man derfore har Lyst til at vide, hvor nær en nye Enkes Sorg gaaer hende til Hiertet, haver man kun at give Agt paa Symmetrien af hendes Klæder, hvorefter man kand udmaale hendes Sorg i Alne-Tal. En Mands-Person derimod, endskiønt han kand sørge høyt for sin Fader, Søn eller Broder, ja een og anden ogsaa saare sig, for at giøre Sorgen empfindtligere, saa dog mærker man aldrig, at de vise sig anderledes i Klæde-Dragt end tilforn.

Mister en Mand sin Kone, condoleres han vel ikke af ret mange af sit Kiøn.

Qvindfolkene derimod postere dem vel bag paa Brixen hos ham, og begræde den Døde, hvortil han hikker og tørrer Næsen.

Naar nogle Dage ere forløbne, begynder han at pynte sig op, ligesom i hans Ungkarls Dage, og er han i Nærværelsen af Colonien, kand Kiøbmanden være forsikret paa, at debitere til ham Stads-Klæder. Børnene og Huuset bliver ogsaa prægtig opstafferet, men fornemmelig lader han sig være ret angelegen, at pynte paa sin Kajak og Piile, som det, en Grønlænder alletider giør den største Parade med.

Naar han nu i saadan skinnende Eqvipage kommer ansættendes til andre Grønlændere paa Søen, sige de: giver agt, der kommer en nye Svoger; hører han det, tier han stille, og smaasmiler dertil. I det øvrige holder han sig indgetogen, og bivaaner ingen lystige Selskaber, han skrider og sielden til at gifte sig igien, førend et Aar er forløben.

Haver en Mand tvende Koner, og den rette første Kone døer, indtager Med-Hustruen strax den Afdødes Plads, hvor hun strax viiser, at hun tilfulde nok forstaaer at føre Huusholdningen, som den forrige, under hvilken hun var agtet som en Tienneste-Pige, og kand enhver let slutte, at den Deel, hun tager i Mandens Sorg, kand ikke være meget betydelig; med dem, som komme til Huuset for at condolere, istemmer hun vel den sædvanlige Sørge-Sang, dog merker man af de foranderlige Dissonancer, at det er en fingeret Graad, derpaa reyser hun sig op og beverter Giesterne.

Under Maaltidet seer man hende stryge, og klappe den Bortdødes Børn, langt meere end sine egne, sigende derhos, de stakkels Børn, de have mist deres Moder, de see saa skidne ud, men lover derhos, at hun snart skal vaske og flikke om dem.

Herpaa fortæller hun ogsaa, hvor mange Uordener i Huusholdningen hun har reformeret, fremdeeles, at der findes fleere, som hun agter at sætte i bedre Stand.

Alt dette fremfører hun paa saa fiin en Maade, at man neppe skal merke, det kand hentydes til den Dødes Forkleinelse.

Derimod en Mand, som har mistet sin eeneste Kone, og tager en nye igien, hos hende hører man en Klage over sin Ufuldkommenhed, hun admirerer sin Antecessors Gierninger, roser ogsaa den Orden, andre Fruentimmere have holdt Huuset udi, medens Hosbonden sad Enke-Mand, og siger, at det vil blive hende vanskeligt at holde det saaledes ved lige. Og seer man heraf, at de Grønlandske Fruentimmere ere lige saa slebne til at spille interesserede Ruller, som andre af deres Kiøn i polerede Lande.

Ja der findes de iblandt, som udi Elskovs-Handelen veed sig saa got at forstille, saa man skulde tænke, de havde udstuderet den berømmelige Pamela.

Hvor Grønlænderne boe tilsammen, som om Sommeren udi deres Telte, da mange kand staae tæt ved hinanden, eller og om mange boe tilsammen om Vinteren udi eet Huus, da tractere disse stedse hverandre om Aftenen.

Mandfolkene forsamle dem alle i et af Telterne eller og i en af Huusets Ender; hvem som nu haver forhvervet noget den Dag, bringer deraf en Portion med sig, hvorved Dyngen formeres, hvorpaa, efter at alle ere komne, Maaltidet begyndes med stor Alvorlighed. Og omendskiønt alt det, som er frembaaren, er af een Sort og eens tillavet, tager man dog ikke gierne af sit eget, men stedse af en andens Bakke. Men sætter en Mand alleene noget frem, tager han selv deraf det første Stykke. Under Maaltidet fører den eller de, som den Dag har giort best Fangst, Ordet, som handler om, hvorledes hans Jagt faldt ud.

Man kunde nok spørge, hvad Leylighed derover kand gives til Historie, eftersom Materien er fra Barndommen indtil de graae Haar dagligen forklaret? dog naar man forstaaer Sproget, og giver nøye Agt, finder man alletider nye Forandringer, hvorvel de gierne kand sige med ti Ord, hvad de sidde og haranguere over en gandske Time, som f. Exempel:

Naar de udi Historien ere komne saa vidt, at Skuddet skal exprimeres, svinge de den høyre Arm i Veyret, hvorimod den venstre sættes i lige Linie, som betyder Dyret.

Hvorpaa Demonstrationen gierne følger saaledes:

Der jeg vilde gribe Piilen, saae jeg til den; jeg greb den, jeg tog den, jeg fattede den, jeg havde den nu saa fast i Haanden, den balancerede, og saa fremdeeles, hvilket alleene kand vare i nogle Minuter, førend Haanden siunker, som endelig betyder Skuddet, og skal de ikke derefter forglemme at remarqvere det sidste Nik Sælhunden giorde.

Medens han fortæller, sidde alle de andre meget attente, fornemmelig Smaa-Drengene, hvilke man skulde tænke, vilde ligesom sluge den heele Tale, og kand man sige, at den ogsaa for dem er meest nyttelig.

Endelig confererer man med hinanden om eet eller andet til Næringen tienligt Foretagende, hvorpaa enhver forføyer sig til Roelighed.

Fruentimmeret har imidlertid ogsaa giort et Maaltid for dem selv i en anden Krog, hos hvilke man derimod maa slutte, ikke er vanket andet end Pølse-Snak.

Foruden disse almindelige Maaltider, lader Jægeren uddeele en raae Portion til enhver Familie, som intet har fanget, hvilket man maa tilstaae er en god og rosværdig Skik.

De Dage, som Grønlænderne ikke ere paa Søen, have de stedse noget at sysle med, enten ved Kone-Baaden eller deres Kajak, og derfor gaaer fast aldrig nogen Dag forbi, som de finde jo noget at ommynstre paa deres Piile; de ere i det øvrige ørkesløse. Og naar deres Fruentimmere have strengt Arbeyde, som ved at bygge Huuse, drage Vand, eller bære andre tunge Byrder, staae de med Hænderne i Barmen og lee deraf, uden at hielpe dem det allermindste.

De iblant dem, som ingen Sorg have, og ere vante til at gaae i Rette med andre, under Sang og Dans, anvende da ogsaa endeel af Tiden for at exercere sig i samme, og er Sagen af nogen Vigtighed, saa at hans Indlæg bliver vidtløftig udi mange Viiser, repeterer han disse idelig for Fruentimmeret, saa længe, indtil de omsider kand dem lige saa got som han selv.

Naar han nu skal agere mod sin Contrapart, følge disse Fruentimmere alleene med for at kunde accompagnere Sangen med det sædvanlige amna, aja. D. Gr. Nat. Hist. Cap. 15. pag. 86.

Men som det let kand hendes, formedelst de mangfoldige Formaliteter, der skal iagttages under Proceduren, at han imellem bliver nødsaget til at hoste efter hvad han vil sige, saa er et af hans Fruentimmere strax færdig at hielpe ham, hvilket ved den store Støy af saa mange Mennesker ikke kand merkes. Og hvis Tilskuerne skulde give tilkiende, at det er observeret, behøver han kun en nye Modes Coupee at giøre Sagen god igien. Der er fast ingen Laster, der gaaer i Svang blandt Grønlænderne, som vore Missionairer prædike heftigere imod, end denne Dans, foregivende, at derunder bedrives ald Letsindighed, fornemmelig af de Unge.

Jeg vil egentlig ikke gandske bestride saadan Meening, dog maa jeg sige, at hvis en Pige beslutter der at skille sig ved sin Jomfruedom, udsøger hun en meget uroelig Tid og Sted, med mindre man vil sige, at, som det skeer for den aabenbare Ret, kand hun vente, at Bøderne blive modererede, hvorvel denne Expression er noget latterlig.

I det øvrige, med en sindig Alvorlighed at give mine Betænkninger herover, da holder jeg for (efter at jeg først exciperer de naragtige Formaliteter, hvormed Sagerne ageres), at samme Forum er det eeneste, som holder den Grønlandske Stat ved lige, eftersom vi veed, at her ere hverken Love eller Lovens Handthævere, og derfore møde her alle og enhver, som have noget Piqvanterie til hinanden.

Her give de deres Meeninger tilkiende ved skiemtsomme Indfald, uden nogen vredagtig Passion, under Spil og Dans.

Her kræver man dristig sine Creditorer, som man ellers til andre Tider af Undseelse ikke tør erindre.

Her er ogsaa et almindeligt Marked, da mange indfinde sig alleene for at selge og kiøbe, og seer man overalt uden for Kredsen, hvor Skue-Pladsen er indsluttet, alle slags Vahre at falbydes. Saa at mange Gange deres Tal, som alleene komme for at negociere, er ligesaa stort, som deres, der have med Retten at gøre.

Hvorfore, dersom man spørger een af disse Handlende, om han ikke observerede den eller den artige Scene? svarer han gandske vist: Jeg gav ikke Agt derpaa, saasom mine Tanker vare alleene fæstede til mit Kiøbmandskab. Hvoraf man seer, at herudi er en slags Nytte.

Derforuden, saasom Grønlænderne ere en frie Nation uden ald Lov og Øvrighed, og alleene maa øve Dyder efter det lille Naturens Lys, som ligger skiult hos dem, saa kand det formedelst den almindelige Fordervelse ikke andet være, end at jo adskillige uordentlige Affecter maa fødes hos dem, og udbryde til en syndig Realitet.

Disse Overtrædelser, saa længe de gaae uden for Mord, blive alle bebreydede og afgiorte under berørte Forum.

Det er sandt, man maa tilstaae, at de Grønlændere, som oftest gaae i Rette med andre, give selv de største Anledninger til at censureres, hvorfore det i visse Maader kand ansees som Spilfægterie, men dette er jo gandske almindeligt, at Folk veed meget bedre at raisonnere over Dyder, end som at øve dem. Ikke destomindre haver det dog den Virkning, siden denne Nation er meget undseelig over, at blive bebreydet, endogsaa for ringe Ting, at mange legge Tømme paa sig og gaae varligen frem, for ikke at være beskiemmet ved en saadan offentlig Forsamling. Og tør jeg visseligen sige, at mange Sager blive her deciderede, som ellers maaskee ville exeqveres alt for meget følelig.

Endelig maa man considerere, at, saasom Luften og Leve-Maaden producerer Melancholie og Døsighed udi Legemet, hvilket at opmuntre ved Syn og Betragtninger der ikke gives Leylighed til i Grønland:

Saa kand disse Spil og Danse, hvorudi Indbyggerne finde stor Sinds Recreation, ikke være saa meget at laste.

Og er det af saadan Raison, man har søgt at forsvare Ball og Assembleer i vore Lande, ihvorvel med mindre Føye, eftersom der vel findes noget andet, hvorved Sindet kand opmuntres, uden man havde fornøden at freqventere Danse-Stuer.

Maaskee man her vil giøre mig en Indvending, og sige: at udi Grønland findes da vel ogsaa de Ting, hvorudi Indbyggerne efter deres grove Gout kand finde Fornøyelse. Dertil svarer jeg Ja; men beder derhos om gunstigst Pardon for at tillegge følgende Remarqve:

I vore Lande danser man alleene af Vellyst, men der i Rette sættes Feyl og decideres betydelige Tvistigheder.

Og sandelig, hvis man saaledes med lige Nytte og lige Hensigt dansede hos os, skulde man i en Hastighed see hver anden Moralist og Advocat at forvandles til en Danse-Mester.

Naar Grønlænderne besøge hinanden, føre de alletider efter visse Orientalers Maade en liden Præsent med sig til dem, de egentligen ere komne for at besøge; samme bestaaer fornemmelig i Føde-Vahre, men mange Gange er det ikke andet, end en smule Skind af ringe Værdie, at, hvis det fandtes paa en Vey, vilde man ikke bukke sig for at tage det op. Saa snart de ere komne til Strand-Bredden, udlosses Præsenten, og siges hvem der skal have den; naar Baadene ere nu lagte i Orden, komme de, som ere blevne beskienkede, og bede de Fremmede at gaae ind, disse blive des uagtet endnu lidet staaende uden fore, for at besee et og andet, som møder Øyesynet.

Ere Giesterne af nogen Anseelse, raabes Skrig i Skrig: Kommer ind! Saa snart de ere indkomne, anviser man dem Sted at sidde paa, hvilket er efter Giesternes Værdighed belagt med et mindre eller meere kostbart Skind, herpaa trekke de Fremmede Pelserne ud, som strax med Omhyggelighed oplægges til at tørres, man giver dem ogsaa en Visk til at tørre deres Støvler med. Naar nu alt dette er forrettet, begynder man først at complimentere hinanden.

Er der Fruentimmer-Besøg iblant, kand man være vis paa en Graad og Klage-Sang, men er det alleene Mandfolk, merker man intet, uden med saa Skiel, at Sorgen er nye og tilligemed meget stor.

Verterne føre i Begyndelsen Ordet, hvortil Giesterne med ærbare Miiner svare gandske kort, eftersom det holdes for meget uanstændigt, hvis en fremmed Mand udbryder i Latter. Og er det derfore, de holde os for Phantaster, fordi de høre os strax fnise i Fremmedes Overværelse.

De første Spørsmaale, som Verten giør til Giesterne, ere, om de have god Fangst? om der er nogen syg eller død hos dem? derpaa raisonnerer man om Veyrets Foranderlighed og Sælhundenes Egenskaber for nærværende Tid. Imidlertid tillaves Maaltidet af ald Formue, som gierne i gode Tider bestaaer af tre til fire Rætter Mad.

Dog har en riig Grønlænder tracteret mig og trende andre ærværdige Grønlændere, hvoriblant de tvende vare Angekoker, med ti suffisante Retter, som jeg venligst udbeder den gunstige Læser ikke væmmes over, at jeg her efter Ordenen specificerer:

1.) Fik vi smaa tørrede Sild, hvilke alletider udgiøre den første Ret.

2.) Fik vi tørret Sælhunde-Kiød.

3.) Kaagt Dito.

4.) Raaden Dito.

5.) Kaagte Alliker.

6.) Et Stykke raa Hvalfiske-Stiert.

Paa dette vare vi alleene indbudne, ligesom hos os, hvor man inviterer Giesterne til de største Festins, blot paa en Dyre-Kølle, alligevel Bordet i det øvrige bliver overstrøet med nogle Dosiner differente Retter.

7.) Fik vi tørret Lax.

8.) Tørret Rens-Dyr-Kiød.

9.) og 10.) vare Confecturerne.

Samme bestode af Krække-Bær, indmenged med Rens-Dyr Mave-Skarn og Tran.

Dette var just ikke min Confect, hvorfore jeg ogsaa ikkun nød lidet deraf, og endda, for ikke at spilde det forrige gode Maaltid, holdt for raadeligst, at slukke efter med et Glas Fransk Brændeviin.

Saa længe Giester ere, og Giestebudet varer, er den almindelige Tale om Kablunakkerne, nemlig os, samt Handelen med os, og forglemmes da ikke at repetere alt, hvad latterligt de finde hos os.

Men ere vi nærværende, og forstaae Sproget, tør de ikke roe sig saa vidt ud.

Derimod nøde de os til at fortælle noget fornøyeligt om vore Lande, og i sær spørge de flittig efter Runde Taarn i Kiøbenhavn, hvilket nu omstunder fast enhver Grønlandsk Pog veed at tale om, dog confunderes det tit med Babylons Taarn, om hvilket de ogsaa have hørt fortælle, hvorfore disse navnkundige Bygninger, efter deres Forestillinger, faae meget forunderlige Skikkelser.

Naar nu Maaltidet er endt, reyse Giesterne dem strax og fare deres Vey. Blive de over om Natten, nyde de den følgende Morgen ogsaa et skikkeligt Maaltid, dog noget ringere end Aftenen tilforn.

Men dersom det imidlertid falder i haardt Veyr, saa de ikke driste sig til at fare, og blive overliggende i een eller fleere Dage, giør man siden ikke meere Væsen af dem, end deres egne, indtil de reyse, da man complimenterer dem paa nye, og giver dem en liden Skienk tilbage, i Proportion med den de bragte.

Angaaende Grønlændernes Klæde-Dragt, da er samme udført i den Gr. Nat. Hist. 11. Cap. Jeg kunde korteligen vel føye hertil: de riige Grønlænderes beste Klæde-Dragt, som Landet giver, og er af Rens-Dyr-Skindene., disse bruge de fleeste med Haarene paa, jo fiinere og mørkere, jo kiønnere; fornemmelig ere de smaa Kalv-Skind i større Anseelse, disse betiener man sig egentlig af til Børne-Tøy, fordi de ere fiine og bløde, dernest til unge Jomfruer, som dermed kand giøre stor Parade.

Og er det ogsaa gandske vist, at om Vinter-Dage, naar det er kaalt, see de meget naturlige ud i denne Klæde-Dragt.

De Fattige maa klæde dem i Hunde-Skind, eller høyt i Fugle-Skind, og ere der mange, som ikke kand have det engang.

Fruentimmeret, samt formuende Mandfolk, finde dog best Smag i fremmet Tøy af Klæde, Kirseyer og Lærreder.

I forrige Tider var alt det Røde udi Anseelse, men nu omstunder ikke uden hos dem, der komme langt Synder fra Landet; Thi overalt, fornemmelig Nord efter, merker man det Mørke- Blaa og Hvide at være deres Favorit-Couleurer, hvilke ogsaa best komme overeens med Landets egne Klæders Farver, saaledes er en blaa Kiole og hvide Strømper, med en bunden Hue paa Hovedet, den høyeste Stads for en Grønlænder. De ere meget varsomme for at smudske deres Klæder, ikke desto mindre, naar de paa Rens-Dyr-Jagten have et reent Klæde paa, tage de ikke i Betænkning at besudle det, ved at drage det blodige Dyre-Kiød derpaa, de vaske det ikke heller siden af, thi saadan en blodig Pels er udi stor Anseelse, efterdi dermed kand bevises, at de ere Rens-Dyrs Jægere.

Paa Colonierne og udi Nærværelsen omkring dem seer man dog Dag fra Dag Forandringer og Tillæg, saa vel paa Noder som Moder.

Mandfolkene begynde at bruge Halsklude, Spender paa Skoene, smukke Strømpe-Baand. Det er nu ogsaa gemeent, at see dem med Lommer i Buxerne, for at gemme deres Snus-Daase og Tørklæde i.

Fruentimmeret seer man derimod med et slags Halsklude, som man vist kalder Modester, og i det øvrige oversyet fra øverst til nederst med Sløyfer af brede Silke-Baand.

Der siges ogsaa, man skal have opfundet et nyt Snit til deres Buxer af en synderlig Fordeel, men hvorudi det egentlig bestaaer, skal jeg ikke kunde sige.

Alt dette er kun en ringe Begyndelse, men viser dog, at Nationen gierne kand finde Smag i Forfængeligheder, og at deres Levemaade vil Tid efter anden blive meere delicat, og følgelig meere kostbar.

Det er forunderligt, hvorledes de Grønlændere, som boe os nærmest, allereede paa en kort Tid saa sterk ere hengivne til Tobak; meget faa bruge det at røge, men alt at snuse, og derfore er det baade først og sidst i deres Tale: giv mig en smule Tobak, eller en Priis Snus.

Hvorover jeg troer, at Tobaks-Handelen, næst Krudt og Blye, vil om faa Aars Tid blive den beste Negotie, da jeg allereede har merket, at de have trakt Klæderne af Kroppen til Betalning for Tobak, hvorvel jeg for min Deel aldrig har giort Kiøbmandskab dermed, uden det kunde være for en Fugl, eller fersk Fisk. Derimod have de betient dem med saadan Eftertryk af min Daase, at jeg i disse sidste Aaringer ikke har kundet udkomme med ringere end 50 Pund Tobak aarlig.

Endeel holder for, at man burde hemme denne Urtes Brug hos Grønlænderne, men jeg er herudi gandske neutral, eftersom de foregive, at Snusen trækker usunde Vædsker fra Hovedet, og i Synderlighed finde de dem derved soulageret udi Øyne-Svaghed, derfore er det alleene Skade, at det, som imellemstunder kand være en nyttig Medicin for dem, skal udfalde til en slags Debauche.

Dog kand denne Exces ikke alleene nogenleedes pardonneres, men man kand vel ogsaa med god Grund beviise, at det Grønlandske almindelige Beste intet lider derunder.

Thi i Steden for en Grønlænder kiøber Skiorter, Hoser, Huer, Tin og Kaaber, som alle ere saadanne Species, han gierne kand undvære, saa kand han kiøbe Tobak, Snus-Daaser og Tørklæder, og nødsages han immer at gribe sin Flittighed bedre an, naar han ikke kand miste det sidste, og dog vil have noget af det første.

Derfore fare de vild i deres Meeninger, som tænke, at, fordi Grønlænderne idelig blive saa opfyldte med ovenanførte Vahre, vil Debiten omsider blive ringe.

Samme Begreb giøre Hollænderne sig ogsaa, da deres Hoved- Sigte er alleene at forderve Handelen ved at give saa got Kiøb paa alle slags Klæde-Vahre tilligemed Flinte og Pulver.

Grønlænderne søge ogsaa fornemmelig disse Ting hos dem, eftersom deres Jern-Kram er saa skiør, at den strax brister, hvorfore Grønlænderne heller betale det dobbelt saa dyrt hos os. Ligeleedes er det med de Hollandske Gevæhrer, thi endskiønt de see langt bedre conditionerede ud, end vore, saa dog merke de af Bruget, at vore vidt overgaae hine udi Bestandighed, og derfore ogsaa betale dem langt bedre hos os.

Hvis Hollænderne kunde tilgavns forstaae Grønlænderne, og havde den rette Erfarenhed udi Handelen, skulde det ikke vare ret længe, førend de Danske Handels-Loger kom til at pakke deres Reyse-Tøy sammen.

Ved denne Leylighed burde og kunde jeg vel tale noget videre omstændeligt om den Grønlandske Negotie, i sær siden det egentlig henhører til det jeg har betient, og hvorudi maaskee ingen endnu har ladet sine Tanker drive saa dybt; men af visse Aarsager vil jeg spare min Umage til en beleyligere Tid.

Fodnoter

Kilde

Lars Dalager: Grønlandske relationer, ss. 11-45; genudgivet med indledning ved Louis Bobé, København, 1752/1916