Grettes Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Billeder af Livet paa Island
Islandske Sagaer


Grettes Saga


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag,
1871-1876


Der var en Mand som hed Ønund; han var Søn af Ivar Beytils Søn Ufejg Klumpfod, og Broder til hellig Kong Olafs Morfader Gudbrand Bule. Paa mødrene Side stammede han fra Oplandene, men hans Fædreneæt havde mest hjemme paa Rogaland og Hørdaland. Han var en vældig Viking og fór jævnlig i Vesterviking i Ledtog med Baalke Blængssøn fra Sotanæs og Orm den Rige, og endnu en Stalbroder havde de, som hed Halvard; de havde tilsammen fem Skibe, alle vel bemandede. Engang, da de hærgede paa Suderøerne, traf de ved Barøerne en Konge ved Navn Kjarval; han havde ogsaa fem Skibe, og da de angreb ham, blev der en haard Dyst. Ønunds Mænd kjæmpede drabelig, og efter at der var faldet mange paa begge Sider, blev Enden paa det, at Kongen maatte fly med et eneste Skib. De vandt da baade Skibe og meget Gods og blev der den Vinter. I tre Somre hærgede de paa Irland og Skotland, og derefter fore de hjem til Norge.

Dèr var der paa den Tid stor Ufred, thi det var just da, at Halfdan Svartes Søn, Harald Lufa, tog Magten i Landet. Han var fra første Færd af Konge paa Oplandene, men saa stævnede han mod Nord og holdt mange Slag, og altid havde han Sejr. Derefter hærgede han sønderpaa, og hvor han fór frem, lagde han Landet under sig. Men da han kom op i Hørdaland rejste Almuen der sig i Masse imod ham med Kjøtve den Rige og Tore Langhage som Høvdinger, og til dem stødte Sønderrygerne og Kong Sulke. Gejrmund Heljarskind var i Vesterviking paa den Tid; derfor var han ikke med i denne Dyst, skjønt han havde hjemme og var en mægtig Mand i Hørdaland. Men den samme Høst kom Ønund og hans Stalbroder hjem, og da Tore Langhage og Kong Kjøtve spurgte det, sendte de Bud til dem og bad dem om deres Hjælp med Løfte om Hæder og Ære. De sluttede sig da til Tores Hær, thi de vare saare opsatte paa at vise, hvad de duede til, og sagde, at de vilde være der, hvor Striden var hedest. Slaget med Kong Harald stod paa Rogaland i den Fjord, som hedder Hafrsfjord, og var der en anselig Styrke paa begge Sider. Det var et af de største Slag, der nogensinde har været holdt i Norge, og de fleste Sagaer fortælle derom, thi Sagaerne handle mest om dem, der er mest at melde om, og til Hafrsfjord stævnede Folk fra hele Landet og ogsaa mange fra andre Lande og en Mængde Vikinger. Ønund lagde sit Skib paa Siden af Tore Langhages, det var midt i Flaaden, og Kong Harald lagde sit Skib imod Tores, thi Tore var en vældig Bersærk og en tapper Mand. Der blev nu den haardeste Dyst, og omsider bød Kongen sine Bersærker at gaa frem; de kaldtes Ulvepelse, Jern bed ikke paa dem, og hvor de stormede frem, holdt Ingen Stand. Tore værgede sig tappert og drabelig, men omsider faldt han paa sit Skib; det var da ryddet fra Stavn til Stavn, og Tovene, der bandt det til de andre Skibe, bleve nu kappede, saa det sakkede agter ud. Derefter lagde Kongsmændene imod Ønunds Skib; han stod selv i Forstavnen og sloges drabelig. Da sagde Kongsmændene: »Han gaar haardt paa i Stavnen; lad os give ham en Amindelse om, at han har været med i Slaget«. Ønund stod med den ene Fod ude paa Rælingen, og just som han hug efter en Mand, stak en Anden efter ham med sit Spyd; som han nu afbødede Stødet, kom han til at bøje sig tilbage, og i det Samme hug en af Kongens Stavnboer efter ham og ramte ham nedenfor Knæet, saa Benet røg af, og Ønund blev ukampfør. De fleste af hans Folk faldt der paa Skibet, men ham selv fik de bragt ombord hos en Mand, som hed Traand Bjørnssøn, en Broder til Øjvind Østmand; han var ogsaa imod Kong Harald, og hans Skib laa ved Siden af Ønunds. Nu tog alle til at fly, som kunde slippe bort, og Traand og de andre Vikinger skyndte sig det bedste de kunde vester ud i Havet. Med Traand fulgte Ønund og Baalke og Halvard. Ønunds Saar blev lægt, men han maatte hele sin Levetid gaa med Træben, og deraf fik han Øgenavnet Ønund Træben.

Der var dengang mange berømmelige Mænd, som vare flyede fra Norge vester paa over Havet, thi Kong Harald gjorde enhver fredløs, som havde kjæmpet imod ham, og lagde deres Odel under sig. Da Ønund var kommet sig efter sine Saar, fór han og Traand til Gejrmund Heljarskind, thi han var den navnkundigste af alle Vikingerne der vesterude, og spurgte, om han tænkte paa at vinde igjen, hvad han havde tabt paa Hørdaland; i saa Fald bød de sig til at slaa Følge med ham; selv havde de ogsaa Tarv at tage vare paa der, thi Ønund var baade storættet og mægtig. Gejrmund svarede, at Kong Haralds Magt nu var bleven saa stor, at det tyktes ham lidet rimeligt, at der var Ære at vinde ved at gaa imod ham, eftersom Slaget var blevet tabt, da næsten alle Folk i Landet var stævnede imod ham. Heller ikke, sagde han, havde han Lyst til at blive Kongens Træl og bede om det, der alt var hans. Det tyktes ham bedre at søge at faa Fremgang et andet Sted, helst som han ikke var ung længer. Ønund og Traand fore da tilbage til Suderøerne, hvor de traf mange af deres Venner. Traand og Ønund Træben agtede sig nu til Irland til Traands Broder Øjvind Østmand, som havde Landværn der. Hans og Traands Fader, Bjørn, var i sin Tid flyet fra Gøtland, fordi han havde indebrændt Kong Sølves Maag Sigfast; han fór da til Norge og blev den Vinter hos Grim Herse, men denne vilde myrde Bjørn for at tage hans Gods, og han fór da til Øndott Krage i Hvinesfjord paa Agder. Han tog godt imod ham, og Bjørn var hos ham om Vintrene, men om Somrene laa han i Leding, indtil hans Hustru, Liv, som var Øjvinds Moder, døde, da gav Øndott ham sin Datter Helga, med hvem han avlede Traand. Da hørte Bjørn op at fare i Hærfærd, og Øjvind fik alle hans Skibe og blev en stor Høvding der vester ude. Øjvind var gift med Rafarta, Irerkongen Kjarvals Datter; deres Sønner vare Helge den magre og Snebjørn.

Der var en Mand, som hed Ufejg og kaldtes Grette (1); han var gift med Aasny, en Datter af Vestar Hængssøn; hans Sønner vare Aasmund Skjægløs og Aasbjørn, hans Døtre Aldis, Aasa og Aasvør. Ufejg var tilligemed sin Frænde Tormod Skapte flyet for Haralds Ufred med hele deres Husstand. De hærgede paa Skotland og vide omkring der vesterude. Da Traand og Ønund nu kom til Suderøerne, traf de Ufejg Grette og Tormod Skapte, og der opstod snart stort Venskab imellem dem, thi Enhver tyktes at se En, der var kommen tilbage fra Hel, naar han saa’ nogen, der var bleven i Norge, da Ufreden der var størst. Ønund var meget tavs, og da Traand spurgte, hvad der laa ham saa tungt paa Sinde, svarede han i en Vise, at han ikke havde været glad, siden han fik sit svare Saar, thi han frygtede, at Folk skulde ringeagte ham for det. Traand sagde, at han altid vilde blive regnet for en tapper Mand, hvor han saa end var. »Men sætte Bo og gifte dig skulde du, og jeg byder dig min Hjælp med Ord og Daad, om du vil sige mig, hvem du har Tanker til«. Ønund svarede, at han førte sig op som en brav Mand, men hvad det angik, saa havde Udsigterne til et godt Gifte været bedre, end de var nu. Traand sagde: »Ufejg har en Datter, som hedder Aasa; der kan vi bejle, om du vil«. Ønund gik ind derpaa, og de talte da med Ufejg derom. Han tog vel imod Frieriet, han vidste, sagde han, at Manden var baade ætstor og rig paa Løsøre, »men hans Jorder giver jeg ikke meget for; han er just heller ikke godt tilbens, og min Datter er endnu kun et Barn«. Traand svarede, at Ønund var raskere end mangen En med hele ben, og ved hans Bistand blev da Kjøbet sluttet. Det blev aftalt, at Ufejg skulde give sin Datter Løsere i Medgift, thi Jorderne i Norge vilde Ingen give noget for. Kort efter fæstede Traand en Datter af Tormod Skapte. Begge Pigerne skulde sidde som Fæstemøer tre Vintre. Ønund og Traand fore i Viking om Somrene, men om Vintrene vare de paa Barøerne.

Vigbjod og Vestmar hed to Vikinger; de vare fra Suderøerne og laa ude baade Vinter og Sommer. De havde tretten Skibe og hærgede for det meste paa Irland, hvor de øvede mange Ugjerninger, indtil Øjvind Østmand fik Landværnet der; saa fór de til Suderøerne og hærgede der og vide omkring i Skotlandsfjordene. Traand og Ønund stævnede imod dem og spurgte, at de var sejlede ind til en Ø, som hedder Bots; der styrede de hen med fem Skibe, og da Vikingerne saa’ dem komme og fik skjønnet Tallet paa dem, tænkte de, at de var stærke nok til at gaa imod dem, greb til Vaaben og lagde deres Skibe imellem to Klipper. Der var et smalt og dybt Sund, hvor man kun kunde angribe fra én Side og ikke med flere end fem Skibe. Ønund, som var en klog Mand, lod sine fem Skibe lægge sig i Sundet, saa at de strax kunde trække sig tilbage, naar de vilde, thi der var rum Sø bag dem. Paa den ene Side var der en Holm, og et af Skibene lod han lægge sig ind under den, og op paa Klippen lod han bringe en Mængde Sten saaledes, at det ikke kunde ses fra Skibene. Vikingerne gik drabelig imod dem og tænkte, at de ikke kunde komme af Stedet, og Vigbjod spurgte, hvem det var, der var kommet i Klemme der. Traand sagde, at han var Øjvind Østmands Broder, »og fremdeles, er her min Stalbroder, Ønund Træben«. Vikingerne lo og sagde:

»Troldene tage ved Træben,
Troldene tage jer alle.

Sligt have vi sjelden set, at Folk som Ingenting du til, vil slaas«. Ønund svarede, at hvad de duede til, kunde de dog ikke vide, før de havde prøvet det, og derefter begyndte Kampen, som var saare haard, thi de sloges mandig paa begge Sider. Og da Slaget var i fuld Gang, lod Ønund sit Skib sakke ind under Klippen, og da Vikingerne saa’ det, troede de, han vilde fly, og forfulgte ham af al Magt ind under Klippen. Men i det Samme kom de, der vare satte til det, frem paa Bjerget og kastede saa store Sten ned paa Vikingerne, at de ikke kunde staa sig derimod; der faldt en Mængde af dem, og mange bleve lemlæstede, saa de vare ukampføre. Vikingerne vilde nu bort, men de kunde ikke komme derfra, thi deres Skibe laa nu just, hvor Sundet var smallest, og baade Skibene og Strømmen var dem i Vejen. Ønund og hans Mænd angreb nu med stor Tapperhed det Skib, som Vigbjod var paa, men Traand gik imod Vestmar, dog fik de ikke udrettet synderlig. Men da Mændene paa Vigbjods Skib bleve færre og færre, lavede Ønund og hans Mænd sig til at entre, og da Vigbjod saa’ det, æggede han sine Folk af al Magt. Selv vendte han sig imod Ønund, og da veg de Fleste til Side. Ønund bød sine Mænd give Agt paa, hvorlunde det gik med Kampen, thi han havde vældige Kræfter. De skjød en Træblok under hans stumpede Ben, saa han stod fast; Vikingen trængte frem fra Agterenden af Skibet, til han naaede Ønund, og hug til ham med Sværdet. Hugget ramte hans Skjold og tog et Stykke af det, og derpaa fløj Sværdet ned i Træblokken, som Benstumpen hvilede paa, og der sad det fast. Men idet Vigbjod bukkede sig for at trække Sværdet til sig, hug Ønund ham i Axlen, saa at Armen røg af, og Vikingen var ukampfør. Da Vestmar fik at vide, at hans Stalbroder var falden, sprang han over paa det Skib, som laa yderst, og flyede, og alle de, der kunde, fulgte ham. De gjorde der et stort Bytte, og om Høsten vendte de tilbage til Barøerne.

Næste Sommer rustede de deres Skibe for at fare vester til Irland, men Baalke og Halvard fore til Island, thi Rygtet gik, at der vare gode Kaar at faa. Baalke tog Land i Hrutafjord og boede paa de to Gaarde, der hedde Baalkestad. Halvard tog Land ved Sugandefjord og Skaalevig indtil Stige, og boede der. Traand og Ønund fore derimod til Øjvind Østmand, som tog vel imod sin Broder; men da han hørte, at Ønund var med, blev han vred og vilde angribe ham. Traand bad ham lade det fare og sagde, at det sømmede sig ikke at tage med Ufred imod Normænd, og mindst naar de komme med Fred. Øjvind sagde, at han havde øvet Hærværk mod Kong Kjarval, og det skulde han nu undgjælde for. Længe talte Brødrene frem og tilbage om dette, men tilsidst sagde Traand, at én Skjæbne skulde overgaa dem begge, og saa lod Øjvind sig formilde. Do blev der længe den Sommer og fór med Øjvind i Leding, og han saa’, at Ønund var en saare tapper Mand. Om Høsten for de til Suderøerne. Øjvind skjænkede Traand hele Arven efter deres Fader Bjørn, i Fald denne døde før ham. De blev nu paa Suderøerne, til deres Bryllup holdtes, og nogle Vintre derefter.

Saa skete det, at Traands Fader, Bjørn, døde, og da Grim Herse spurgte det, fór han til Øndott Krage og krævede Arven efter ham, men Øndott svarede, at den tilhørte Traand. Grim sagde, at Traand var vester over Havet, men Bjørn var en Gøtlænding af Æt, og det var Kongens Ret at tage Arv efter alle Udlændinge; men Øndott svarede, at han beholdt Arven paa sin Dattersøn Traands Vegne. Dermed fór Grim bort og kom ingen Vegne med sine Krav. Da Traand spurgte sin Faders Død, fór han strax fra Suderøerne og Ønund Træben med ham, men Ufejg Grette og Tormod Skapte fore til Island med hele deres Husstand. De kom til Land ved Eyrar paa Sønderlandet og var den første Vinter hos Torbjørn Laxekarl. Siden tog de Land i Gnupverjahrepp; Ufejg tog den vestre Del imellem Tværaa og Kalvaa og bosatte sig paa Ufejgsstad ved Stenholt, men Tormod tog den østre Del og bosatte sig paa Skaptaholt. Om Traand og Ønund er at fortælle, at de sejlede østerpaa til Norge, og de fik saa strygende Medbør, at Ingen fik Nys om deres Færd, før de kom til Øndott Krage. Han tog vel imod Traand og lod ham vide, hvilke Krav Grim Herse havde gjort paa Arven efter Bjørn. »Men bedre tykkes det mig, Frænde, at du arver din Fader, end Kongens Trælle. Lykken har ogsaa føjet det godt for dig, at Ingen véd om din Færd, men det aner mig, at Grim vil se at komme en af os til Livs, om det kan føje sig saa, og mener jeg derfor, at du skal tage Arven og fare bort til andre Lande«. Traand sagde, at det vilde han gjøre; han modtog Godset og gjorde sig rede til skyndsomst at fare fra Norge. Førend han sejlede bort, spurgte han Ønund, om han ikke vilde søge til Island, men Ønund svarede, at først vilde han træffe Venner og Frænder sønder i Landet. »Saa maa vi skilles nu«, sagde Traand; »men jeg beder dig staa mine Frænder bi, thi mod dem vil Hævnen vende sig, om jeg undgaar den. Jeg farer nu til Island, og did vilde jeg, at du ogsaa skulde komme«. Ønund lovede det, og de skiltes i Venskab. Traand fór til Island, hvor Ufejg og Tormod Skapte toge vel imod ham; han bosatte sig paa Traandsholt vesten for Tyrsaa.

Ønund fór sønder til Rogaland og traf der mange af sine Frænder og Venner. Han var der i Løn hos en Mund, som hed Kolbejn. Han spurgte, at Kong Harald havde taget hans Gods under sig og givet det til en Mand ved Navn Haarek, som var Kongens Foged. Did fór Ønund en Nat og kom over ham, mens han var i Huset; Haarek slog han ihjel, og alt, hvad han kunde faa med sig af Løsøre, tog han, men Gaarden brændte han. Han var nu den Vinter paa forskjelligeSteder. Den samme Høst dræbte Grim Herse Øndott Krage, fordi han ikke fik taget Arven efter Bjørn til Kongen; men Signy, Øndotts Hustru, bar strax den samme Nat alt deres Gods ombord paa et Skib og fór med sine Sønner Aasmund og Aasgrim til sin Fader Sighvat. Kort efter sendte hun Sønnerne til Soknadal, til sin Fosterfader Hedin, men der fandt de sig ikke længe i at være og vilde igjen til deres Moder. De gav sig da paa Vej og kom ved Juletid til Ingjald Tryggve paa Hvin, som tog imod dem for sin Hustru Gydas Bønners Skyld, og der var de den Vinter. Om Vaaren kom Ønund nord til Agder, thi han havde spurgt, at Øndott var bleven dræbt, og da han traf Signy, spurgte han, hvad Hjælp de vilde, han skulde yde dem. Hun svarede, at de vilde gjerne have Hævn over Grim Herse for Øndotts Drab. Der blev da sendt Bud efter Øndotts Sønner, og da de kom, slog de sig sammen med Ønund Træben og lod spejde efter, hvad Grim tog sig for. Engang om Sommeren var der stor Ølbrygning hos Grims, thi han havde budet Ødun Jarl til Gjæst, og da Ønund og Øndotts Sønner fik det at vide, fór de til Grims Gaard og stak Ild paa den, og saa uventet kom de, at de fik indebrændt Grim Herse og næsten tredive Mand. De tog mange gode Klenodier der. Derefter fór Ønund til Skovs, men Brødrene tog deres Fosterfader Ingjalds Baad, roede bort med den og holdt sig skjult ikke langt fra Gaarden. Ødun Jarl kom til Gilde, som aftalt var, men fandt ikke sin Ven paa Pladsen. Han samlede da Folk og blev der nogle Nætter, men mærkede intet til Ønund og hans Stalbrødre; han sov selv tredje i et Loftsrum. Ønund fik alt at vide, hvad der foregik paa Gaarden, og sendte Bud efter Brødrene, og da de kom, spurgte han, hvad de helst vilde, holde Vagt paa Gaarden eller overfalde Jarlen. De valgte at gaa imod Jarlen. De rendte en Bjælke mod Loftsdøren, saa Døren brast, og Aasmund greb saa de to, der vare med Jarlen, og kastede dem saa haardt ned, at de vare Døden nær, men Aasgrim sprang hen til Jarlen og krævede Bod for sin Fader, thi han havde været i Raad og Ledtog med Grim Herse, da Øndott blev dræbt. Jarlen sagde, at han ingen Penge havde hos sig og bad om Frist til at udrede dem, men Aasgrim satte ham Spydsodden for Brystet og bød ham give Boden strax. Jarlen tog da en Ring af sin Hals og lagde dertil tre Guldringe og en Gudvævskappe. Aasgrim tog derimod og gav Jarlen øgenavn og kaldte ham Ødun Ged. Men da Bønderne og andre Folk i Herredet mærkede, at der var Ufred paa Færde, kom de for at hjælpe Jarlen, og der blev da en haard Dyst, thi Ønund havde mange Mænd. Der faldt mange gode Bønder og mange af Jarlens Hirdmænd. Nu kom Brødrene og sagde, hvordan det var gaaet dem med Jarlen, men Ønund sagde, at det var ilde, de ikke havde slaaet Jarlen ihjel, »det havde været en Hævn over Kong Harald for de Tab, han har ladet os lide paa Gods og Frænder«. De sagde, at dette var Jarlen til endnu større Forsmædelse, og derefter fór de bort til Surnadalen til Lendermanden Erik Ølfus. Han tog imod dem, og der blev de om Vinteren. Om Julen skulde Erik og en Mand ved Navn Halstejn Hest skiftes til at gjøre Gilde. Erik gjorde først Gilde, og det var godt og rigeligt. Saa gjorde Halstejn Gilde, men saa blev de Uvenner, og han slog Erik med et Drikkehorn. Erik fik ikke hævnet sig dengang, men tog hjem. Det huede Øndottssønnerne saare ilde, og noget efter fór Aasgrim til Halstejns Gaard og gik ene derind og gav Halstejn et svært Saar. De, som vare derinde, sprang op og gik imod Aasgrim; han værgede sig vel og slap fra dem i Mørket, men de mente, de havde dræbt ham. Da Ønund og Aasmund spurgte, hvad der var sket, troede de ogsaa, at Aasgrim var død, og mente at der ikke var noget derved at gjøre. Erik raadede dem at fare til Island, de vilde dog ikke kunne holde sig i Norge, naar Kongen saa’ Lejlighed til at komme dem paa Livet. De fulgte hans Raad og gjorde sig rede til at fare til Island; de havde hver sit Skib. Halstejn laa af sit Saar og døde, førend de sejlede. Kolbejn, som før er omtalt, fulgte med paa Ønunds Skib.

Ønund og Aasmund stak i Søen, da de vare sejlklare, og holdt deres Skibe sammen. De havde haardt Vejr paa Farten og Modvind fra Syd, saa de drev langt mod Nord. Da de naaede Island, vare de komne nord udfor Langanæs. Der var da saa kort imellem dem, at de kunde tales ved. Aasmund sagde, at de skulde sejle til Øfjord, og det blev de enige om. De krydsede nu inde under Land; men da tog det paa at storme fra Sydøst, og da Ønund holdt sig saa nær op under Vinden, som han kunde, knak Raaen paa hans Skib; de tog Sejlene ind, og Stormen drev dem da atter til Havs. Aasmund naaede ind under Risø og biede der, til Børen blæste ham ind i Øfjord. Helge den Magre gav ham hele Kræklingali; han bosatte sig paa den søndre Gleraa. Hans Broder Aasgrim kom ud til Island nogle Vintre efter og tog Bo paa den nordre Gleraa. Hans Søn var Ellidagrim, Aasgrim Ellidagrimssøns Fader.

Nu er at fortælle om Ønund Træben, at de drev for Stormen nogle Dage, men saa sprang den om, saa de kunde sejle til Land, og de, som før havde været der, skjønnede, at de vare komne vestenfor Skage. De sejlede nu ind til Strandaflo, indunder dens Sydkyst. Da kom 6 Mand roende imod dem i en tiaaret Baad og raabte til Skibet og spurgte, hvem Styrmanden var. Ønund sagde sit Navn og spurgte, hvorfra de var; de svarede, at de var Huskarle hos Torvald paa Dranger. Ønund spurgte, om alt Landet der paa Strandene var taget; de sagde, at paa Inderstranden var det kun lidt, som ikke var taget, men mod Nord var der Intet taget. Ønund spurgte sine Folk, om de vilde søge hen til Vesterlandet, eller tage, hvad de havde faaet Anvisning paa her, og de besluttede da først at undersøge Landet. De sejlede da ind langs Strandaflo og lagde først bi i Vigen udfor Arnæs; der satte de Baaden ud og roede til Land. Der boede dengang en anset Mand, Erik Snare, som havde taget Land imellem Ingolfsfjord og Uføret i Vejdeløse; da han fik at vide, at Ønund var kommen, tilbød han ham alt, hvad han vilde, men sagde, at det kun var lidet Land, der ikke alt var taget. Ønund svarede, at han først vilde se, hvad der var. Saa fór de ind over Fjordene, og da de kom ind til Uføret, sagde Erik: »Her kan I se det; Stykket herfra og hen til Bjørns Landnam er ikke taget«. Paa denne Side Fjordene skjød et stort Fjeld sig frem, og der var nu faldet Sne paa det. Ønund saa’ paa Fjeldet og kvad en Vise, hvori han ytrede, at Land som dette kun ilde erstattede de fede Agre, han havde forladt. »Mange ere de«, svarede Erik, »som have mistet saa meget i Norge, at de ikke ville kunne faa det erstattet. Jeg tror ogsaa, at det meste Land i Storherrederne er taget, saa jeg vil raade dig til at blive her. Jeg skal holde, hvad jeg har lovet, du kan faa af mine Jorder hvad du behøver«. Ønund tog imod Tilbudet og tog saa Land fra Uføret lige til Kaldbakskleven omkring de tre Vige Byrgisvik, Kolbejnsvik og Kaldbaksvik, og derhos gav Erik ham hele Vejdeløse og Reykjarfjord og Reykjanæs paa denne Side; men om Strandretten blev der ikke fastsat noget, thi der drev dengang saa meget paa Land, at Enhver tog, hvad han vilde. Ønund satte Bo paa Kaldbak og holdt mange Folk; men da hans Rigdom øgedes, indrettede han sig et andet Bo i Reykjarfjord; Kolbejn satte Bo i Kolbejnsvik. Nu levede Ønund i Ro nogle Aar. Ønund var saa tapper en Mand, at Faa kunde staa sig imod ham, om end de havde hele Lemmer; ogsaa var han navnkundig over hele Landet for sine Forfædres Skyld. Ved denne Tid var det, at Striden imellem Ufejg Grette og Torbjørn Jarlekjæmpe tog sin Begyndelse, og Enden blev, at Ufejg faldt for Torbjørn i Grettesgejl ved Hæl. Der samledes mange Mænd for at hjælpe Ufejgs Sønner med Eftermaalet, og der blev ogsaa sendt Bud efter Ønund Træben. Han red da sønderpaa om Vaaren og gjæstede paa Vejen Ød den Dybsindige paa Hvamm, som tog saare godt imod ham, thi han havde alt været hendes Gjæst i Irland. Ød selv var nu affældig af Ælde, men hendes Sønnesøn Olaf Fejlan, fuldvoxen. Hun talte med Ønund om, at hun vilde have Olaf gift, og vilde, at han skulde bejle til Aldis fra Barø, som var Ønunds Hustru Aasas Søskendebarn. Det syntes Ønund godt om, og Olaf red sønderpaa med ham. Da Ønund traf sine Venner og Maage, bød de ham til sig, og der blev da talt om Drabssagen, som hørte under Tinget paa Kjølenæs, thi Altinget var endnu ikke oprettet. Sagen blev voldgiven, og der blev fastsat store Bøder for Drabene, og Torbjørn Jarlekjæmpe blev fredløs. Hans Søn var Sølmund, Fader til Svide-Kaare. De var længe borte fra Island. Traand bød Ønund og Olaf hjem til sig, og ligesaa gjorde Tormod Skapte. De forebragte nu Olafs Bejlen, og den Sag gik let for sig, thi det var vitterligt for alle, hvilken anselig Kvinde Ød var, og Kjøbet blev sluttet. Derefter red Ønund og Olaf hjem, og Ød takkede ham for hans Bistand. Samme Høst blev Olaf Feilan gift med Aldis fra Barø, og Ød den Dybsindige døde, som det fortælles i Laxdælasaga.

Kort efter døde Aasa. Med hende havde Ønund to Sønner, den ældste hed Torgejr, den yngste Ufejg Grette. Siden blev Ønund gift med Tordis, en Datter af Torgrim fra Gnup i Midfjord og Midfjord-Skegges Frænke. Med hende avlede Ønund en Søn, som kom til at hedde Torgrim; han blev tidlig stor og stærk, klog og dygtig til alskens Sysler i Huset. Ønund blev en gammel Mand og boede paa Kaldbak til sin Død; han døde af Sot og ligger begravet i Træbenshøj. Han var den tapreste og vaabendygtigste enbenede Mand, der nogensinde har været paa Island. Torgrim var den mest ansete af Ønunds Sønner, skjønt han var den yngste; men da han var fem og tyve Aar gammel, havde han graa Haar i Hovedet og deraf blev han kaldet Graakulle. Hans Moder Tordis giftede sig igjen med Ødun Skøkul i Videdal, og deres Søn var Aasgejr paa Aasgejrsaa. Torgrim Graakulle og hans Brødre havde i Fællesskab store Ejendomme, thi de skiftede ikke imellem sig. Paa den Tid kom tre Brødre, Ingolf og Ufejg og Øjvind, ud til Island og tog Land omkring de tre Fjorde, der have Navn efter dem; der bosatte de sig og boede siden. Øjvinds Søn Olaf boede først ved Øjvindsfjord, men Siden paa Drangar; han var en anselig Mand.

Erik boede paa Aarnæs, som før er omtalt; han var gift med Aaløv, en Datter af Ingolf fra Ingolfsfjord; deres Søn var Flose, en lovende Mand, som havde mange Frænder. Saalænge de Gamle levede, var der ingen Uenighed imellem Folk der paa Egnen, men da Erik var død, tyktes det Flose, at Kaldbaklingerne ikke havde lovlig Adkomst til de Jorder, Erik havde givet Ønund, og deraf opstod der stor Splid imellem dem, thi Torgrim og hans Brødre vilde ikke give slip paa hvad de havde, og det gik saa vidt, at de ikke kunde holde Lege sammen. Torgejr stod for Brødrenes Gaard i Reykjafjord; han roede jævnlig paa Fiskeri, thi dengang vare Fjordene fulde af Fisk. Nu lagde de Raad op paa Aarnæs. Flose havde en Huskarl, som hed Torfin, ham sendte Flose ud for at tage Livet af Torgejr, og han skjulte sig i Baadehuset en Morgen, da Torgejr lavede sig til at fare paa Søen med to Mand, Haamund og Brand. Torgejr gik først; han havde en Læderflaske med Drikke i paa Ryggen. Det var meget mørkt, og da han nu gik ned fra Baadehuset, sprang Torfin ind paa ham og hug ham med sin Øxe imellem Hærderne, saa det svuppede efter. Han slap Øxen i den Tro, at det Saar gjordes det ikke nødig at forbinde, og søgte at slippe derfra, det snareste han kunde; han løb nord til Aarnæs og kom did, inden det endnu var helt lyst, og meldte Drabet. Nu trængte han til Floses Hjælp, og det Eneste, der var at gjøre, var at byde Forlig »det vil baade os bedst, saa stor en Sag, som vi har taget paa Halsen.« Flose sagde, at han vilde dog først have rigtig at vide, hvorledes det stod til, »jeg mener, at du er helt ræd efter den Stordaad, du har øvet«. Men om Torgejr er at fortælle, at han vendte sig til Siden, idet Hugget faldt, og Øxen ramte Læderflasken, men ikke ham. De ledte ikke efter Manden, det var det for mørkt til, men roede ud, og da de kom til Kaldbak, fortalte de, hvad der var sket. Der blev stor Lystighed, de kaldte ham Torgejr Flaskeryg, og det Navn fik han beholde.

Paa den Tid faldt det ind med de største Uaar, der nogensinde har været paa Island; næsten al Fiskefangst hørte op, og der drev heller intet paa Land, og det stod paa i mange Aar. En Høst blev et Skib af Stormen forslaaet derhen og forliste i Vigen. Flose tog fire eller fem af Mandskabet til sig, deriblandt Styrmanden Stejn; de andre tog Ophold rundt omkring ved Vigen. De prøvede paa at faa et Skib ud af Vraget, men det var ingen let Sag, det blev for smalt ved Stavnene og for bredt paa Midten. Om Vaaren kom der en stærk Nordenstorm, der holdt paa i næsten en Uge. Da den var forbi, undersøgte Folk deres Forstrand for at se, hvad der var drevet op. En Mand ved Navn Torstejn, som boede paa Reykjanæs, fandt en Hval, der var dreven i Land paa Næsset, paa det Sted, som hedder Revskjær; det var en stor Rørhval. Han sendte strax Bud til Flose og til de andre nærmeste Gaarde. Paa Gjøgr boede der en Mand ved Navn Ejnar; han var Kaldbaklingernes Lejlænding og skulde tage vare paa deres Forstrand paa den Side af Fjordene. Da han fik at vide, at Hvalen var dreven i Land, roede han strax over Fjordene til Byrgesvik, og derfra sendte han Bud op til Kaldbak. Torgrim og hans Brødre gjorde sig færdige det snareste de kunde, de var tolv Mand i et tiaaret Skib; Kolbejns Sønner, Ivar og Lejf, tog ogsaa med, de var sex i alt, og alle de Bønder, som kunde, fulgte med til Hvalen. Om Flose er nu at fortælle, at han sendte Bud til sine Frænder nord i Ingolfsfjord og Ufejgsfjord og til Olaf Øjvindssøn, som boede paa Drangar. Flose og Folkene fra Vigen kom først; de gav sig strax til at flense Hvalen og trække de flensede Stykker paa Land. De var fra først af henved tyve, men der kom snart flere til. Nu kom Kaldbaklingerne til med deres fire Skibe. Torgrim gjorde Paastand paa Hvalen og forbød Folkene fra Vigen at flense, dele og flytte den. Flose spurgte, om han kunde godtgjøre, at Erik med rene Ord havde givet Ønund Træben Forstrandsret, hvis ikke var den hans, og han vilde slaas for den. Torgrim mente, at han havde for faa Folk, og angreb derfor ikke. Da kom et Skib roende over Fjordene, og de brugte Aarerne af al Magt; det var Svan fra Hol i Bjørnefjord og hans Huskarle. Imellem ham og Torgrim var der stort Venskab, og strax da han kom, bad han Torgrim om ikke at lade dem rane, hvad der var hans, og bød ham sin Hjælp. Den tog Brødrene imod, og de angreb nu rask. Den første, som kom op paa Hvalen og gik løs paa Floses Huskarle, var Torgejr Flaskeryg; Torfin, som før er omtalt, stod oppe ved Hovedet i et Hul, han havde gjort sig, og flensede. »Der har du din Øxe igjen«, sagde Torgejr og hug ham paa Halsen, saa Hovedet røg af. Flose var oppe paa den gamle Havstok, da han saa’ dette; han eggede sine Mænd, og de sloges længe, men Kaldbaklingerne stod sig bedst, og Folkene fra Vigen maatte trække sig tilbage fra Hvalen op paa Havstokken; kun faa havde andre Vaaben end Øxer til at flense Hvalen med og lange Knive; men Østmændene havde gode Vaaben og gav mange Saar; Styrmanden Stejn hug Benet af Ivar Kolbejnssøn, men Lejf, Ivars Broder, hug en af Stejns Fæller Banesaar med et Ribben af Hvalen. De sloges nu med alt, hvad de kunde faa fat paa, og der faldt Folk paa begge Sider. Saa kom Olaf fra Drangar til med mange Skibe og hjalp Flose. Kaldbaklingerne maatte nu vige for Overmagten, men de havde alt ladet deres Skibe. Svan bad dem gaa ombord, og de trak sig da henimod Skibene, men de fra Vigen forfulgte dem. Da Svan var kommen ned til Søen, hug han til Stejn Styrmand og gav ham et svært Saar, og derefter sprang han ud paa Skibet; Torgrim gav Flose et svært Saar, og derefter undslap han; Olaf hug til Ufejg Grette og gav ham Banesaar, men Torgejr tog Ufejg i sine Arme og sprang ombord i Skibet med ham. Saa roede Kaldbaklingerne ind over Fjordene, og saaledes endte den Dyst. Siden lovede de hverandre Fred og Tryghed indtil videre og lagde Sagen under Altinget. Der tog Torod Gode og Midfjords-Skegge og mange fra Sønderlandet sig af Kaldbaklingerne, og Flose blev fredløs tilligemed mange af dem, der havde været med ham, og denne Sag kostede ham ogsaa mange Penge, thi han vilde selv udrede alle Bøderne. Torgrim og hans Brødre kunde ikke bevise, at de havde givet Penge for Jorderne og Forstranden, som Flose havde givet dem Sag for. Sagen blev da voldgivet Torkel Maane, som dengang var Lovsigemand. Han sagde, at det tyktes ham lovligt Kjøb, naar der blot var givet noget derfor, var det end ikke den fulde Værdi, »thi saa gjorde Stenvør hin Gamle og min Farfader Ingolf, han gav hende hele Rosmhvalsnæs for en Kappe med Prikker i, og det Kjøb er aldrig bleven brudt, skjønt det drejede sig om langt mere. Nu er det mit Raad, at Stumperne skal skiftes imellem dem, saaledes at hver faar efter Billighed, og at det saa bliver lovtaget, at hver er Ejer af Forstranden udfor sine Jorder«. Saa skete det, og der blev da skiftet saaledes, at Torgrim og hans Brødre gav Afkald paa Reykjarfjord og alt Landet paa den Side, men de skulde saa have Kamb. Ufejg blev der givet store Bøder for, men Torfin fik ligge ubødet, derimod blev der givet Bøder for Anslaget mod hans Liv, og dermed forligtes de. Flose gjorde Aftale med Stejn Styrmand om at fare til Norge med ham; sine Jorder i Vigen solgte han til Gejrmund Hjukatimbr, som boede der siden. Det Skib, Kjøbmændene havde faaet lavet, var meget bredt paa Midten; det blev kaldt Trekyllir (Træsæk), og efter det har Vigen sit Navn; paa det sejlede Flose fra Island. Han blev af Stormen slaaet tilbage til Øxarfjord, og det blev Anledning til de Begivenheder, der fortælles i Bødmods og Grimulvs og Gerpis Saga.

Torgrim og hans Broder Torgejr skiftede nu deres Gods imellem sig, Torgrim tog Løsøret og Torgejr Jorderne. Torgrim tog ind til Midfjord og kjøbte der efter Skegges Raad Gaarden Bjarg. Han var gift med Tordis, en Datter af Aasmund fra Aasmundargnup, som havde taget Land omkring Tingøre; de havde en Søn, som hed Aasmund, en stor og stærk Mand, klog og haarfager. Han fik tidlig graa Haar, og det fik han Tilnavn efter. Torgrim tog sig nu meget af sin Gaard og holdt alle de Folk, han havde, til Arbejde, men Aasmund vilde kun arbejde lidt, og det var temmelig koldt imellem ham og hans Fader. Det gik nu saa, til Aasmund var voxen, da bad han sin Fader om Midler til at rejse udenlands med; Torgrim svarede, at det blev ikke store Sager, dog gav han ham noget Løsøre. Med det fór Aasmund udenlands, og hans Midler øgedes hurtig; han sejlede til forskjellige Lande og blev en stor Kjøbmand og saare rig. Han var vennesæl og paalidelig og havde mange gjæve Frænder i Norge. En Høst tog Aasmund Ophold øster i Vigen i Norge hos en gjæv Mand ved Navn Torstejn. Han var af Æt en Oplænding og havde en Søster, som hed Ranvejg og var et udmærket Gifte. Hende bejlede Aasmund til og fik hende med hendes Frænde Torstejns Samtykke. Han blev der en Tid og stod i stor Anseelse. Han og Ranvejg fik en Søn, som hed Torstejn og blev en fager og stærk Mand, han var høj og havde en smuk Røst, men eftersom han var noget langsom af sig, blev han kaldet Dromund (2). Medens Torstejn endnu var lille, fik hans Moder Sot og døde, og saa havde Aasmund ingen Lyst til at blive i Norge. Torstejns mødrene Frænder toge da ham til sig og fik hans Gods i Forvaring, men Aasmund gav sig atter til at fare imellem Landene, og der gik snart Ry af ham. Han kom med sit Skib til Hunavatn paa Island. Torkel Krafla var dengang Høvding for Vatnsdælerne, og da han hørte, at Aasmund var kommen, red han ned til Skibet og bød ham til sig. Torkel boede paa Maarstad i Vatnsdalen, og der tog Aasmund Ophold. Torkel var Søn af Torgrim Gode paa Kornsaa; han var en saare vís Mand. Biskop Fredrik og Torvald Kordranssøn vare da komne ud til Island og boede paa Lækjamot paa denne Tid; de vare de første, der prædikede Kristendommen paa Nordlandet, og mangt og meget forefaldt der imellem dem og Nordlændingerne, men det forekommer ikke i denne Saga. Torkel og Mange med ham lod sig primsigne. Hos Torkel opfostredes en Kvinde ved Navn Aasdis, Datter af Baard Jøkulssøn, hendes Moder var Aaldis, Ufejg Grettes Datter, som før er nævnt. Aasdis var ugift og tyktes at være et ypperligt Gifte baade for hendes Æts og Velstands Skyld. Aasmund var nu kjed af at sejle og agtede nu at stedfæste sig paa Island. Han bejlede til Aasdis, og da Torkel vidste nøje Rede paa ham, at han baade var rig og dygtig til at raade for sin Velstand, blev det saa, at Aasmund fik Aasdis. Han blev nu Torkels fuldtro Ven og tog sig med Iver, af hvad der var at gjøre paa Gaarden; lovkyndig og opsat paa at komme frem var han.

Kort efter døde Torgrim Graakulle paa Bjarg; Aasmund tog Arv efter ham og boede der siden. Det var et stort og anseligt Bo, han indrettede der, og han holdt mange Folk; vennesæl var han ogsaa. Nu ville vi nævne Aasmunds og Aasdis’ Børn. Atle var den ældste, han var en brav og retskaffen Mand, sindig og omgjængelig, og vel lidt af alle. Deres anden Søn hed Grette; han var ikke let at styre i sin Opvæxt, faamælt og tvær, fremfusende baade i Ord og Gjerning; hans Fader Aasmund bar ikke synderlig Kjærlighed til ham, men Moderen havde ham meget kjær; en fager Mand var Grette Aasmundssøn, Ansigtet bredladent og kort, rødhaaret og stærkt fregnet. Tordis hed en Datter af Aasmund, som blev gift med Glum, Uspak Kjarlakssøns Søn fra Skridinsenne; deres Søn var Uspak, som stredes med Odd Ufejgssøn, som der fortælles om i Bandamanna Saga. Ranvejg hed Aasmunds anden Datter, hun blev gift med Gamle Toraldssøn fra Vindland; de boede paa Melar i Hrutafjord, og deres Søn var Grim.

Grette voxede op paa Bjarg; han var sen til at udvikle sig i Drengeaarene, men da han havde naaet Tiaarsalderen, begyndte han at trives godt. Aasmund bød ham nu tage sig noget for; han svarede, at det laa vist ikke for ham, dog spurgte han, hvad han skulde gjøre. »Du skal vogte mine Gjæs«, sagde Aasmund. »Det er et uselt Arbejde«, sagde Grette, »og passende for Dødbidere.« »Skil du dig blot godt fra det«, svarede Aasmund, »saa bliver det nok bedre mellem os«. Saa tog Grette til at vogte Gjæs; der var 50 og mange Gjæslinger. Det varede ikke længe, før det tyktes ham temmelig besværligt at drive dem, og Gjæslingerne var ham for langsomme; han ærgrede sig meget derover, thi han havde aldrig let ved at tage Tingene, som de var. Noget efter — det var om Høsten — fandt nogle Landstrygere Gjæslingerne døde og Gjæssene vingebrudte. Aasmund blev meget vred og spurgte, om Grette havde gjort det; han lo og svarede:

»Visselig, naar det vintres,
vrider jeg om deres Halse,
og om de end var ældre,
fik jeg vel Livet af dem.«

»Da skal du ikke tiere komme til at tage Livet af mine Gjæs«, sagde Aasmund. »Den er anden Mands Ven, som varer ham for Fortræd«, sagde Grette. »Du skal nu faa andet Arbejde«, sagde Aasmund. »Jo mere man prøver, des klogere bliver man«, svarede Grette, »hvad skal det saa være?« »Du skal gnide min Ryg ved Ilden, som jeg plejer at lade gjøre«, sagde Aasmund. »Det bliver man da varm om Hænderne af«, sagde Grette, »men det er ogsaa Dødbidersyssel.« Det gik nu saa en Stund, at Grette havde den Bestilling; men da Høsten kom, blev Aasmund meget forfrossen af sig og bød Grette at gnide Ryggen dygtig. Det var saaledes indrettet i de Tider, at der var store Ildstuer paa Gaardene, hvor Mændene om Aftenen sad ved Langilde; der blev Bordene satte frem, og der sov de ogsaa ved Ilden, og om Dagen sad ogsaa Kvinderne der og arbejdede med deres Uld. Det var en Kvæld, at Grette skulde gnide Aasmunds Ryg. »Se nu til, du bruger dig, dit Drog«, sagde Aasmund. »Farligt er det at egge den, som ikke er bange«, sagde Grette. »Du kommer aldrig til at due til nogen Ting«, sagde Aasmund. Grette gik nu hen, hvor der laa nogle Uldkarter paa Bænken, tog en af dem og gav sig til at strigle løs paa Aasmund med den. Han blev rasende, sprang op og vilde slaa Grette med sin Stok, men han smuttede fra ham. I det Samme kom Moderen ind og spurgte, hvad der var paa Færde. Grette kvad da denne Vise:

Ringenes Øder (3) vil, at
jeg skal Hænderne brænde,
grant jeg det skjønner, og ilde
handler han med mig, Kvinde.
Men med uskaarne Negle
gnider jeg Ringenes Bryder (3),
linklædte Kvinde, paa Ryggen,
røde Spor er der efter.

Moderen syntes ilde om, hvad Grette havde gjort, og sagde, at han næppe vilde blive nogen betænksom Mand. Forholdet imellem Fader og Søn blev ikke bedre efter dette. Noget efter sagde Aasmund, at Grette skulde vogte hans Heste, og Grette svarede, at det Arbejde kunde han bedre, end det, han havde havt at udrette ved Ilden. »Nu skal du gjøre, som jeg siger«, sagde Aasmund. »Jeg har en hvid Hoppe, der hedder Keingala; den er saa vejrkyndig og skjønner saa grant, naar Floderne vil til at svulme op, at det aldrig slaar fejl, at det bliver Uvejr, naar den ikke vil gaa ude, og saa skal du lade Hestene komme i Hus; men naar Vinteren kommer, skal du holde Hestene paa Aasen der nordpaa. Og nu var det ønskeligt, om du vilde skille dig bedre fra denne Gjerning, end fra de to Sysler, jeg før har sat dig til.« »Det er et koldt Arbejde, men sømmeligt for en Mand«, sagde Grette, »men det tykkes mig vanskeligt at stole paa Hoppen; det véd jeg ikke af, at nogen har gjort før«. Grette gav sig nu til at passe Hestene, og det led frem over Jul; da kom der en stærk Kulde med Snefald, og Hestene kunde kun daarlig være ude. Grette havde kun faa Klæder, og endnu var han kun lidet hærdet, saa han frøs; men Keingala holdt sig altid, om Vejret end var aldrig saa haardt, paa de vindbareste Steder, og hvor tidlig den end kom paa Græs, vilde den aldrig hjem, før det var mørkt. Grette fik da i Sinde, at spille den et alvorligt Puds, til Løn for at den altid vilde være ude. En Morgen tidlig, da man kom til Stalden og lukkede op, stod Keingala ene ved Krybben, thi skjønt der blev lagt Foder for alle Hestene, tog hun alene det altsammen. Grette sprang nu op paa Ryggen af Hoppen; han havde en skarp Kniv i Haanden, og med den gav han hende en Flænge tværs over Hærderne og ligesaa paa langs paa begge Sider af Ryggen. Hoppen slog voldsomt ud, thi den var baade fed og sky, og Hovene dundrede imod Væggen. Grette faldt af, men da han kom paa Fode, vilde han op igjen. Der blev nu en haard Kamp imellem dem, og Enden paa den blev, at han flaaede al Huden af Ryggen paa den, helt ned til Lænderne; derefter drev han Hestene paa Græs. Keingala vilde ikke græsse, kun slikke Ryggen, og ved Middagstid satte den afsted og løb hjem til Stalden. Grette laasede Stalden af og gik hjem. Aasmund spurgte, hvor Hestene var, og Grette svarede, at han havde lukket dem inde i Stalden, som han plejede. Aasmund sagde, at saa kunde man snart vente Uvejr, siden Hestene ikke vilde staa ude i sligt Vejr, som det nu var. »Man har set Visdommen svigte dem, man ventede sig endnu mere af«, sagde Grette. Natten led nu, men der kom intet Uvejr, og Grette driver Hestene ud, men Keingala kan ikke taale at være ude. Det tyktes Aasmund underligt, at Vejret ikke forandrede sig, og næste Morgen gik han selv ud for at se til Hestene, og da han kom til Keingala, sagde han: »Ilde tykkes det mig, have Hestene staaet sig, saa mild en Vinter som vi have havt; men du Keingala har dog vel beholdt dit Huld?« »Det kan gaa, som man venter, men ogsaa som man ikke venter«, sagde Grette. Aasmund strøg med Haanden over Hestens Ryg, og Skindet fulgte med; han kunde ikke forstaa, hvorledes det gik til, men det var nok Grette, der havde voldt det, sagde han; Grette lo blot og sagde Ingenting. Aasmund gik hjem og var meget rasende, og da han kom til Ildhuset, hørte han sin Hustru sige: »Maatte dog nu Grette have røgtet Hestene vel«. Han fortalte hende, hvad der var sket, men hun svarede: »Jeg véd ikke, hvad der huer mig værst, at du altid giver ham saa strængt Arbejde, eller at han altid skiller sig derfra paa samme Vis«. »Nu skal der ogsaa være en Ende paa det«, sagde Aasmund, »men han skal faa det dyrt betalt«. »Saa har vi ikke noget at lade hinanden høre«, sagde Grette. Der gik nu en Stund saaledes. Aasmund lod Keingala dræbe, og Grette gjorde mange Drengestreger, som nu ere glemte. Han blev stor af Væxt, men hans Styrke havde Ingen rigtig Rede paa, thi han gav sig ikke af med at brydes; han lavede jævnlig Viser og Smaakvad og var slem til at digte Nidviser. Han sad ikke altid i Ildhuset (4), men for det meste var han faamælt.

Der var mange, som dengang vare i deres Opvæxt i Midfjord. Paa Torvestad boede Skjaldtorva; hendes Søn hed Besse, en dygtig Mand og en god Skjald. Paa Mel boede Brødrene Kormak og Torgils, og hos dem opfostredes en Mand, som hed Odd; de skulde sørge for ham, og derfor blev han kaldt Odd Umageskjald (5). Paa Ødunstad i Videdal voxede Ødun op; han var en gjæv og godslig Mand og den stærkeste blandt sine Jævnaldrende der nord paa. Paa Aasgejrsaa boede Kalv Aasgejrssøn og hans Broder Torvald. Atle, Grettes Broder, lagde sig nu ogsaa mange Kræfter til; han var en gjæv Mand, som Alle led vel. Alle disse Mænd holdt jævnlig Boldtlege ved Midfjordvatn, og did kom baade Midfjordinger og Viddæler og ogsaa mange fra Vesterhop og Vatnsnæs som ogsaa fra Hrutafjord; de, som kom langvejs fra, blev der, medens Legene varede. De, som vare lige stærke, bleve stillede imod hinanden, og det var længe til stor Morskab om Høsten. Da Grette var fjorten Aar, gik han med til Legene paa sin Broder Atles Opfordring, og da Legen blev ordnet, blev Grette stillet imod Ødun, som nys er nævnet; han var nogle Aar ældre end Grette. Ødun slog Boldten over Hovedet paa Grette, saa han ikke kunde naa den, og den sprang et langt Stykke henad Isen. Grette blev vred og tænkte, at Ødun vilde lade Legen gaa ud over ham; dog henter han Boldten og vender tilbage; men saa snart han kunde naa Ødun, sendte han ham den lige i Panden, saa den slog Hul. Ødun slog efter Grette med Boldttræet, han holdt i Haanden, men det gjorde ham ikke synderligt, thi han bøjede af i det Samme. De tog nu Tag og brødes, og Folk tyktes at skjønne, at Grette var stærkere, end de havde troet, thi Ødun havde vældige Kræfter, og Grette holdt længe ud imod ham, men Enden blev dog, at han faldt, og Ødun satte ham Knæet for Brystet og handlede ilde med ham, til Atle og Besse og mange andre sprang til og fik skilt dem ad. Grette sagde, at de havde ikke nødig at holde paa ham som paa en gal Hund. »En Træl hævner sig strax, en Kryster aldrig«, sagde han. Folk tog ikke Anledning af dette til Strid, thi Brødrene Kalv og Torvald fik Ødun og Grette forligte, saa meget mere, som de var noget i Slægt med hinanden. Man fortsatte da Legen, og der hændte siden Intet, der kunde volde Strid.

Torkel Krafla blev nu meget gammel; han var Vatnsdælernes Gode og en stor Høvding; han var Aasmunds trofaste Ven, som det burde sig for deres Svogerskabs Skyld, og hver Vaar plejede han at ride til Bjarg paa Gjæsteri. Det gjorde han ogsaa den næste Vaar, efter at det, som nys er fortalt, var sket. Aasmund og Aasdis toge imod ham med aabne Arme, og han blev der i tre Dage. De talte om mangt og meget, og Torkel spurgte da ogsaa, hvad Aasmund mente om sine Sønner, og hvad han troede de vilde tage sig til. Aasmund svarede, at om Atle troede han nok, at han vilde blive dygtig til at styre Gaarden, forstandig og rig. »Altsaa en Mand, der gjør Gavn ligesom du«, sagde Torkel; »men hvad mener du om Grette?« »Om ham er at sige«, svarede Aasmund, »at han vil blive en stærk og ustyrlig Mand; strid og vredladen har han været imod mig. »Det lover ikke godt, Maag«, sagde Torkel? »men hvorledes skal det være med vor Tingfærd i Sommer?« »Jeg bliver nu noget tungfør,« svarede Aasmund, »og vilde helst blive hjemme«. »Vil du da lade Atle fare i dit Sted?« spurgte Torkel. »Ham kan jeg daarlig undvære, tykkes det mig, ved Arbejdet og Gaardens Styrelse; men Grette vil ikke arbejde, og paa Forstand skorter det ham ikke, saa jeg tænker, at med din Bistand vil han kunne gjøre min Gjerning som Lovsigemand.« »Som du vil, Maag«, sagde Torkel. Han red nu hjem, da han havde faaet udrettet, hvad han var kommen for, og Aasmund gav ham gode Gaver ved Afskeden.

Nogen Tid efter brød Torkel op for at fare til Tinge med alle dem, som hørte til hans Godord; de var tresindstyve i det Hele. Da han kom til Bjarg, fulgte Grette med ham. De red sønderpaa over den Fjeldhede, der hedder Tvidægra; det stod kun daarlig til med Bedesteder deroppe i Fjeldene, og de red derfor stærkt for at komme ned i Bygderne, og da de kom ned til Fljotstunga, tyktes det dem paa Tide at sove; de tog da Bidslerne af Hestene og slap dem løs med Sadlerne paa og lagde sig saa til at sove. Da de vaagnede, var det ledet langt frem paa Dagen, og de saa’ sig nu om efter deres Heste, som vare gaaede hver sin Vej, og nogle af dem havde lagt sig. Grette var den sidste, som fandt sin Hest. Det var dengang Skik, at Folk holdt sig selv med Kost, naar de red til Tings, og de fleste havde deres Madpose bunden til Sadlen. Det traf sig nu saa, at Sadlen paa Grettes Hest havde vendt sig og sad under Bugen, men Madposen var borte; han gik nu og ledte efter den, men kunde ingen Steder finde den. Da fik han Øje paa en Mand, som havde meget travlt med at komme afsted; Grette spurgte, hvem han var, og han svarede, at han hed Skegge og var Huskarl paa Aas nord i Vatnsdalen. »Jeg er i Følge med Torkel Bonde, og nu har jeg ved Uagtsomhed mistet min Madpose«, sagde han. »Værst er Ondt, naar man er ene om det«, sagde Grette; »jeg har ogsaa mistet min Madpose; lad os nu slaa os sammen om at lede efter dem. Det var Skegge med til, og de gik nu en Tid og ledte. Men paa én Gang giver Skegge sig til at løbe op over Moen og tog en Madpose, der laa der. Grette saa’ ham bukke sig og spurgte, hvad det var, han tog op. »Min Madpose«, sagde Skegge. »Hvem har du til Vidne paa det?« sagde Grette; »lad mig se den, thi det hænder tidt, at den ene ligner den anden«. Skegge sagde, at Ingen skulde tage fra ham, hvad der var hans, men Grette tog fat i Madposen, og de trak nu i den, hver til sin Side. »Det er en underlig Tro, I har«, sagde Huskarlen, »at Ingen skulde turde værge sin Ejendom imod Jer, Vatnsdæler, om end ikke alle ere saa rige som I.« Grette sagde, at det gik ikke efter Anseelse, om ogsaa Hvermand fik beholde, hvad der var hans. »Det er Skade, at Ødun er for langt borte til at kværke dig, saadan som ved Boldtlegen«, sagde Skegge. »Nej, vel er det«, sagde Grette, »og du skal ikke komme til at kværke mig, hvordan det saa end gik mig med den anden«. Skegge greb sin Øxe og hug efter Grette; men da Grette saa’ det, greb han saa kraftig om Øxeskaftet med venstre Haand lige over Skegges Hænder, at han maatte slippe, og Grette satte ham da hans egen Øxe i Hovedet, saa haardt, at den trængte ind til Hjernen, og han faldt død om; saa tog Grette Madposen og red efter sine Stalbrødre. Torkel red et Stykke i Forvejen, saa han vidste slet ikke noget af, hvad der var gaaet for sig, men hans Mænd savnede Skegge i Flokken, og da Grette kom til, spurgte de, om han ikke vidste noget om ham. Grette kvad da denne Vise:

»Nys løb en Trold (6) mod Skegge,
Kraft og Fart den ej spared.
Blodaaen saa’ jeg med Brusen
styrte fra Skegge om Trolden;
over hans Hoved den gabed
med sine vældige Kjæver,
ej den paa Tænderne spared, —
jeg stod hos, da de mødtes.«

Torkels Følgesvende sprang op og sagde, at ikke havde en Trold kunnet tage Manden ved højlys Dag. Torkel tav en Stund, men siden sagde han: »Dette er gaaet til paa anden Vis; visselig har Grette dræbt ham; hvad var der Jer imellem?« Grette fortalte da det Hele om deres Trætte. »Saare ilde er det, at dette er sket, thi Skegge var i mit Følge, og han var af god Byrd. Nu skal jeg tage Sagen saaledes, at jeg udreder de Bøder, der maatte blive bestemte, men jeg raader ikke for, at du ikke bliver dømt fredløs. Du kan nu vælge, Grette, om du vil fare med til Tinge og lade det komme an paa, hvordan det vil gaa der, eller vende om.« Grette valgte at fare med til Tinge, og saa blev det. Den Dræbtes Arvinger kærede Sagen; Torkel lovede at indestaa for Dommens Fuldbyrdelse og betalte Bøderne, men Grette blev dømt fredløs og skulde være borte fra Island i tre Aar. Da Høvdingerne rede fra Tinge, bedede de oppe under Slædeaas, førend de skiltes, og da løftede Grette den store Sten, der ligger i Græsset og nu har Navn efter ham. Mange gik hen at se Stenen, og tyktes det dem et stort Vidunder, at saa ung en Mand mægtede at løfte saa stort et Fjeld. Grette red hjem til Bjarg og meldte, hvad der var timedes ham paa hans Færd, men Aasmund tog sig det ikke meget nær og sagde, at han var og blev et uroligt Hoved.

Havlide hed en Mand, som boede paa Reydarfjeld paa Hvidaasiden. Han var Farmand og havde et Skib i Søen; det stod oppe i Hvidaa; ombord hos ham var der en Mand ved Navn Baard, som havde en ung og smuk Kone. Aasmund sendte nu Bud til Havlide og bad ham tage imod Grette og føre Tilsyn med ham. Havlide sagde, han havde hørt, at han var et temmelig ustyrligt Menneske, men for det Venskabs Skyld, der var imellem ham og Aasmund, tog han dog imod ham. Grette lavede sig nu til at fare udenlands, men Aasmund vilde ikke give ham andet end Kosten til Overfarten og lidt Vadmel, og da Grette bad ham om et Vaaben, svarede han: »Du har ikke villet lyde mig, og jeg véd heller ikke, hvad nyttigt du skulde tage dig for med Vaaben; jeg giver dig ingen«. Grette sagde: »Den har Intet at lønne, som Intet faar«, og dermed skiltes Fader og Søn, kun med liden Kjærlighed. Mange bade ham fare vel, men Faa om at komme igjen. Hans Moder fulgte ham paa Vej, og da de skulde skilles, sagde hun: »Ikke kommer du af Gaarde, som jeg vilde det, min Søn, saa god Byrd som du er af, og det, som tykkes mig den største Mangel, er, at du ingen gode Vaaben har; det aner mig, at du vil faa Brug derfor«. Saa tog hun frem et prægtigt Sværd, hun havde skjult under Kaaben, det var et ypperligt Klenodie, og det gav hun ham. »Dette Sværd har min Farfader Jøkul, og før ham de andre Vatnsdæler ejet«, sagde hun, »og dem bragte det Sejr. Nu vil jeg give dig det, maatte du nu have Gavn deraf.« Grette takkede hende for Gaven og sagde, at den tyktes ham bedre end andre Ting, om de end var mere værd. Saa fór han bort, men Aasdis ønskede ham Held og Lykke. Grette red sønder over Fjeldhederne og rastede ikke, før han kom til sit Skib. Havlide tog vel imod ham. Da han spurgte, hvad Grette havde med til Rejsen, kvad Grette:

»Børkaabens Gangers Styrer! (7)
ret som en uselig Stavkarl
sendte han mig af Gaarde,
Ringenes rige Bryder.
Men den herlige Kvinde
gav mig til Afsked Sværdet;
sandt er det Ord, jeg mindes:
bedst imod Barn er dets Moder.«

Havlide sagde, at det var let at skjønne, at hun var den, som sørgede bedst for ham.

Da de vare sejlklare, stak de i Søen, saa snart de fik Bør, og da de vare komne ud forbi alle Grundene, satte de Sejl til. Grette lavede sig et Leje under Baaden og vilde ikke røre sig derfra, hverken til at øse eller passe Sejlene eller gjøre andet Arbejde ombord i Lighed med de andre, og heller ikke vilde han kjøbe sig fri. De sejlede sønder om Reykjanæs og saa sønder om Landet, og da de havde det ude af Sigte, begyndte Søen at gaa højt. Skibet var temmelig lækt og stod sig kun daarlig i Søgangen, saa Mandskabet døjede meget Ondt. Grette laa og digtede den ene Kvædling efter den anden, saa de føg om ørene paa dem, og det syntes de meget ilde om. En Dag, da Vejret var baade hvast og koldt, kaldte de igjen paa ham og bade ham nu tage fat, »thi vi er valne om Hænderne.« Grette saa’ op og sagde:

«Godt det er, om alle Fingre

stivne paa Jer usle Karle»,

og de fik ham ikke til at bestille noget: men nu blev de endnu vredere og sagde, at han skulde komme til at undgælde for sine Nidviser og for sin lovløse Færd. »Der ligger du og klapper Baard Styrmands Kone istedetfor at gjøre din Skyldighed ombord, og det er utaaleligt«. Vejret blev værre og værre, og i flere Døgn maatte de staa i øserummet. Da Havlide hørte dem true Grette, gik han did, hvor han laa, og sagde: »Det tykkes mig ikke at staa godt til imellem dig og Mandskabet; du gjør ikke din Skyldighed og digter Nidviser om dem oven i Kjøbet, og de true med at kaste dig over Bord. Det gaar ikke an.« »Hvorfor maa de ikke selv raade for, hvad de vil tage sig til?« sagde Grette; »jeg skulde nok mage det saa, at en eller to af dem fulgte med, naar jeg gik overbord.« »Sligt gaar ikke an«, sagde Havlide, »det vil aldrig gaa os godt, om I bære jer saadan ad; men nu skal jeg give dig et Raad«. »Hvad er det?« sagde Grette. »De ere vrede over, at du digter Nidviser om dem«, sagde Havlide; »nu vil jeg, at du skal kvæde en om mig ogsaa, maaske finde de sig saa bedre deri«. »Om dig vil jeg aldrig kvæde andet end godt«, sagde Grette; »jeg regner ikke dig for Uslingers Jævning.« Havlide sagde: »Du kan jo digte Visen saadan, at den viser sig at være fager og berømmelig, naar den granskes, om den end strax ser slem ud«. »Den Slags har jeg ogsaa Overflod af«, sagde Grette. Havlide gik nu hen til Skibsfolkene, som stod og øste, og sagde: »I har strængt Arbejde, og rimeligt er det, at I er vrede paa Grette«. »Værst af alt tykkes hans Nidviser os«. »Det vil ogsaa til sidst gaa harn ilde derfor«, sagde Havlide højt. Men strax saasnart Grette hørte Havlide laste ham, kvad han en Vise, hvori han i forblommede Udtryk roste ham, men saaledes at det ved første Øjekast saa’ ud, som det var Nid. Skibsfolkene blev meget vrede og sagde, at det skulde han ikke have gjort for Ingenting, at nide Havlide Bonde, men Havlide sagde: »Vel havde Grette fortjent, at I gjorde ham nogen Spe, men jeg vil ikke sætte min Hæder paa Spil imod hans Ondskab og Hensynsløshed. Nu ville vi ikke tage Hævn for dette, saa længe vi ere stedte i saa stor en Fare, men mindes det, naar vi ere komne i Land, om I saa synes«. »Kan du vente, kan vi ogsaa«, svarede de; »hans Nid bider ikke os mere end dig«. Fra da af tog Skibsfolkene det ikke saa nøje med hans Kvædlinger som før. Rejsen var baade langvarig og besværlig, og Skibet blev mere og mere lækt, saa de maatte slide haardt og blev meget udmattede. Den unge Styrmandskone sad jævnlig og syede om Hænderne paa Grette (8), og Skibsfolkene spottede meget derover. Engang gik Havlide hen til ham og kvad:

»Rejs dig fra Lejet,
Grette, vort Skib gaar i hule Bølger;
lystig du drages til Minde,
hvad du har talt med Kvinden.
Fast har Linets Jætinde (9)
syet dig om Haanden, nu vil hun,
at du skal bruge dig, Grette,
medens vi tumles paa Havet«.

Grette stod strax op og kvad:

»Op jeg da staar, om end Skibet
voldsomt under mig slingrer;
ilde huer det Kvinden,
véd jeg, at her jeg ligger.
Slet vil den lyse Kvinde
tænke om Grette, hvis altid
andre maa Arbejdet gjøre,
medens jeg selv mig hviler.«

Og dermed gik han til Øserummet og spurgte, hvad de vilde han skulde gjøre. De sagde, at han vist kun vilde gjøre lidet Godt. »Noget er en Mands Hjælp altid værd«, sagde Grette. Havlide bad dem ikke afslaa hans Hjælp; »kan være«, sagde han, »at han agter at gjøre sin Skyldighed, naar han byder os sin Hjælp«. Dengang havde man ikke Pomper paa Skibene, men øste med Bøtter eller Baller, og baade var det et haardt Arbejde og man blev gjennemblødt af det; der var nemlig to Bøtter i Gang, saaledes at den ene gik ned, naar den anden gik op. Folkene bad nu Grette om at fylde Bøtterne; nu vilde det vise sig, hvad han duede til, sagde de. »Smaa Prøver er gjerne de bedste«, sagde han. Han gik ned og gav sig til at fylde Bøtterne, og der blev sat to Mand til at øse med ham, men det varede ikke længe, før de var helt mødige; saa blev der sat fire imod ham, men det gik dem ligesaa, og der er dem, der sige, at inden Enden tog det, var der otte Mand til at øse med ham, men saa blev Skibet ogsaa øst læns. Da Skibsfolkene nu havde set, hvilke Kræfter han havde, slog de over i en anden Tone imod ham, men han var ogsaa fra da af den dygtigste til at tage fat, hvor det trængtes. Det bar nu afsted imod Øst, men de havde en svær mørk Taage, og en Nat, før de fik set sig for, sejlede de Skibet op paa et Skjær, saa hele Underdelen gik løs. De satte Baaden ud og fik Kvinderne og alt, hvad løst var i Skibet, bjerget ned i den. Et lille Stykke derfra var der en lille Holm, og did bragte de i Løbet af Natten, hvad de kunde bjerge af deres Ejendele. Men da det blev lyst, og man begyndte at tale om, hvor de var, kjendtes de, som før havde faret imellem Landene, ved, at de var komne til Sondmør i Norge. Kort fra hvor de var, imellem dem og Fastlandet, var der en Ø, som hedder Haramsø; der var en stor Bygd, og der laa ogsaa en Lendermandsgaard.

Den Lendermand, som boede der paa Øen, hed Torfin; han var en stor Høvding, Søn af Kaar den gamle, som havde boet der i mange Tider. Da det var blevet lyst, saa’ Folk fra Øen, at Kjøbmændene var stedte i stor Nød; det blev meldt til Torfin, og han brød strax op og lod en Karve, et stort Fartøj, han havde, sætte ud; det var til sexten Aarer paa hver Side, og nu var der næsten tredive Mand ombord; De roede det bedste de kunde og fik bjerget Kjøbmændenes Ejendele, men Skibet sank, og med det meget Gods. Torfin bragte alle Folkene fra Skibet hjem til sin Gaard, og der var de en Uge og fik tørret deres Varer. Derefter fore de sønderpaa i Landet, og dermed ere de ude af Sagaen.

Grette blev hos Torfin, som førte et stort Hus og var en munter Mand, der ogsaa gjerne vilde se andre glade. Grette holdt sig meget tilbage og talte for det meste kun lidt. Han vilde ikke gaa med Torfin, naar han var ude om Dagen, og skjønt Torfin ikke gav sig meget af med ham, syntes han dog ilde derom, men gad dog ikke nægte ham Føden. Grette gik jævnlig bort og besøgte andre Folk der paa Øen paa deres Gaarde; især kom han tidt til en Mand, som hed Ødun og boede paa Gaarden Vindhjem, og som han blev meget gode Venner med; did gik han næsten hver Dag og blev der længe. Saa var det engang en Aften silde, da Grette skulde til at gaa hjem, at han saa’ en stærk Ild blusse paa Næsset nord for Øduns Gaard. Han spurgte, hvad det betød, men Ødun svarede, at det behøvede han ikke at vide. »I vort Land«, sagde Grette, »vilde man tro, at den Ild brænder over en Skat«. »Den, som har tændt det Baal«, svarede Bonden, »er af den Slags Folk, som der ikke kommer noget Godt ud af at spejde efter«. »Da vil jeg dog vide, hvem han er«, sagde Grette. »Derude paa Næsset staar en stor og anselig Høj«, siger Ødun, »og i den er Kaar den gamle, Torfins Fader, højlagt. Fra først af ejede Fader og Søn kun en Gaard her paa Øen, men siden Kaar døde, har han gaaet saadan igjen, at han har jaget næsten alle Bønderne fra deres Jorder, saa at Torfin nu ejer hele Øen; kun den, Torfin holder sin Haand over, gjør han ingen Fortræd«. Grette sagde, at det var vel, han havde fortalt ham det, og »imorgen skal jeg komme igjen, hav saa Redskaber tilrede til at grave med«. »Jeg vil dog raade dig til ikke at give dig i Lag med det Arbejde«, sagde Ødun, thi det vil skaffe dig Torfins Fjendskab«, men Grette svarede, at han vilde dog vove paa det. Saa led Natten, og den næste Morgen tidlig kom Grette, og Graveredskaberne vare tilrede. Bonden fulgte med ham til Højen. Grette begyndte at bryde den op og tog dygtig fat; han gravede uafbrudt, til han kom til Tommerværket, og saa begyndte han at hugge Hul paa det. Det lakkede da allerede ad Aften, og Ødun raadede ham meget stærkt fra at gaa ned i Højen, men Grette bad ham blot om at passe paa Tovet, »saa skal jeg nok komme paa det Rene med, hvem der bor der.« Han gik da derned; mørkt var der, og ilde lugtede der. Han famlede sig nu frem for at komme efter, hvordan det stod til derinde; først fandt han nogle Hesteben, og derefter stødte han mod Ryggen af en Stol; der sad en Mand, mærkede han. Der var samlet en stor Skat af Guld og Sølv, og under Mandens Fødder stod der en Kiste fuld af Sølv. Grette tog det altsammen og bar det hen til Tovet, men just som han var ved at gaa did, var der En, som greb haardt i ham; han slap da Skatten og satte sig til Modværge, og de tog nu fat paa hinanden, ikke just med Læmpe; alt, hvad der kom dem i Vejen, blev slaaet sønder. Højboen angreb drabelig; Grette søgte længe at undgaa ham, men tilsidst skjønnede han, at det ikke kunde hjælpe at holde sig tilbage, og saa skaanede da Ingen af dem den Anden. De tumlede længe omkring og kom tilsidst derhen, hvor Hestebenene laa, der brødes de en Stund, og snart sank den Ene, snart den Anden i Knæ, men Enden blev, at Højboen faldt bag over med et vældigt Bulder. Grette trak nu Sværdet Jøkulseje og hug Højboen i Halsen, saa Hovedet røg af; han tog det og satte det hen ved hans Bagdel og gik saa hen til Tovet med sin Skat. Men da han kom did, var Ødun borte, thi han havde troet, at Grette var bleven slaaet ihjel, og var løbet sin Vej. Han maatte da entre op; Skatten havde han slaaet et Tov om og trak den op bagefter. Han var bleven meget stiv i Lemmerne af den Dyst med Kaar. Han gik nu hjem til Torfins Gaard med Skatten, og da han kom did, sad alle Folk ved Bordene. Torlin saa’ hvast og vredt paa ham, da han kom ind i Drikkestuen, og spurgte, hvad han havde havt at gjøre, som var saa vigtigt, at han ikke kunde passe Madtid. »Mangt rnaa gjøres sent paa Kvælden, skjønt det kun er Smaating«, sagde Grette, og saa lagde han hele Skatten, som han havde taget i Højen, frem paa Bordet; én Kostbarhed var der, som især stak Grette i Øjnene, det var et kort, bredt Sværd af den Slags, som kaldes Sax, saa herligt et Vaaben, at han tyktes aldrig at have set noget bedre; det kom han sidst frem med. Torfin gjorde store Øjne, da han saa’ Saxet, thi det var et Arvestykke, som aldrig var kommet ud af deres Æt. »Hvor har du faaet de Skatte fra?« sagde han. Grette kvad:

»Spreder af Bølgeglansen (10)!
Ikke mit Haab mig skuffed,
vide skal snart det spørges,
Grette fandt Ringe i Højen.
Liden Gammen, jeg mener,
vil det i Fremtiden volde,
Sværdstormens Vækker (11), at søge
der efter Fofnes Leje (12)«

»Det er ikke alt, du lader dig skræmme af«, sagde Torfin; »den Høj har Ingen før ladet sig friste til at gaa ned i. Men da jeg véd, at de Skatte ere daarlig anbragte, der gjemmes i Jorden eller lægges i Høj, vil jeg ikke gaa i Rette med dig, for hvad du har gjort, især da du bragte mig, hvad du har fundet; men hvor fik du det gode Sværd fra?« Grette svarede og kvad:

»Havildens rige Bryder! (13)
Saxet det hvasse jeg hented
dybt under Mulde i Højen,
Draugen (14) raadte jeg Bane.
Aldrig slap jeg af Hænde
Hjelmenes blinkende Lue (15),
om den kom i mit Eje,
Sværdsvingeres hvasse Bane«.

»Det er vel talt«, sagde Torfin, »men et Storværk skal du øve, før jeg giver dig Sværdet, thi min Fader lod mig aldrig faa det, saa længe han levede«. »Ingen kan vide, hvem der faar mest Gavn af det, inden Enden tager det«, sagde Grette. Torfin tog imod Skatten og gjemte Sværdet ved sin Seng. Vinteren led nu til Jul, uden at der skete noget, som der gaar Sagn af.

Sommeren før denne var Erik Jarl Haakonssøn faret af Landet for at gjæste sin Maag Kong Knud den Mægtige i England. Sin Søn Haakon satte han til at styre Riget imens, men da han endnu var et Barn, overgav han ham og Landet i sin Broder Svend Jarls Varetægt. Men inden Erik Jarl fór bort, stævnede han Lendermændene og de mægtigste Bønder til sig, og de talte mangt og meget om Love og Landsstyrelse, thi Erik Jarl tog sig ivrig af sit Rige. Det tyktes især Folk en stor Uskik der i Landet, at Røvere eller Bersærker udæskede gjæve Mænd til Holmgang for saaledes at vinde deres Gods eller tage deres Kvinder fra dem, og det var saa, at naar En faldt for en Anden paa denne Maade, skulde der ingen Bøder gives for ham. Dette blev Mange til stor Skjændsel og Pengetab, og Somme mistede Livet derved, og Erik Jarl afskaffede derfor nu al Holmgang i Norge, og alle Ransmænd og Bersærker, som brød Landefreden, gjorde han fredløse. I denne Raadslagning og Bestemmelse havde ogsaa Torfin Kaarssøn fra Haramsø Del, thi han var en klog Mand og en kjær Ven af Jarlerne. Som de værste af slige Ildgjerningsmænd nævnes to Brødre, den ene hed Tore Tømb, den anden Øgmund den onde; de stammede fra Haalogaland og var større og stærkere end andre Mænd; de fik jævnlig Bersærkergang og skaanede Ingen, naar de bleve vrede; de røvede tidt Folks Hustruer og beholdt dem hos sig en Uge eller to og sendte dem saa hjem, hvor de hørte til, og overalt, hvor de kom, ranede de eller øvede andre Ugjerninger. Nu gjorde Erik Jarl dem fredløse over hele Norge, men den, som raadede mest dertil, var Torfin, saa ham, tyktes det dem, skyldte de fuldt Fjendskab. Saa fór Jarlen af Landet, som der fortælles i hans Saga, men Svend Jarl stod for Styret i Riget. Torfin fór hjem til sin Gaard og sad der til Juletid, som før blev sagt; men da det lakkede imod Jul lavede han sig til at fare til en anden Gaard, han havde ovre paa Fastlandet ved Slysfjord; did havde han budet mange af sine Venner. Hans Hustru kunde ikke følge med, thi deres voxne Datter laa syg, saa hun maatte blive hjemme hos hende. Grette og otte Huskarle blev ogsaa hjemme, men Torfin fór til Julegildet med tredive fri Mænd, og der var fuldt op med Mad og Drikke og den største Glæde.

Dagen før Jul var det klart og stille Vejr. Grette var det Meste af Dagen ude og saa’ paa Skibene, som fore nord og sønderpaa langs Landet, thi nu søgte Folk just did, hvor man havde aftalt at holde Gilde. Bondedatteren var nu saa vidt paa Fode, at hun kunde gaa ude med sin Moder. Da det lakkede ad Aften, saa’ Grette et Skib komme roende ind imod øen; det var ikke stort, men fra Stavn til Stavn var det besat med Skjolde, og det var malet over Vandgangen. De roede skrapt og styrede imod Torfins Skibsskur, og saasnart Skibet havde Grund under sig, sprang de overbord. Grette fik talt dem og saa’, at der i alt var tolv Mand, og de tyktes ham ikke at se fredelig sindede ud. De tog Skibet og bar det paa Land, og derefter løb de hen til Skibsskuret; der stod Torfins Karve (16), som var saa stor, at aldrig færre end tredive Mand satte den i Søen, men de tolv trak den strax ned paa Havstokken, og saa tog de deres eget Skib og bar det ind i Skuret. Nu kunde Grette nok skjønne, at de havde isinde at byde sig selv til Gjæst, og han gik dem da imøde og bød dem velkomne, og spurgte, hvem de var og hvad deres Formand hed. Den, han talte til, tog strax Ordet og svarede, at han hed Tore og kaldtes Tømb; hans Broder hed Øgmund, og de andre var deres Stalbrødre. »Venteligt er det«, sagde han, »at Eders Husbond Torfin har hørt os omtale. Er han hjemme nu?« »I kan sige, I har Lykken ordentlig med Jer«, sagde Grette; »er I de Mænd, jeg mener, er I komne i en heldig Stund, thi Bonden er borte med alle sine Hjemmemænd og kommer ikke hjem, før end Julen er ude. Konen er alene hjemme med Datteren, og det er vist, at hvis jeg mente at have Hævn tilgode for et eller andet, vilde jeg helst komme, som Sagerne nu staa, thi her er alt, hvad Hjertet begjærer, baade Øl og Andet at fornøje sig med«. Tore tav, medens Grette lod Munden løbe, og omsider sagde han til Øgmund. »Gik det saa ikke, som jeg spaaede? det skulde hue mig vel at faa hævnet paa Torfin, at han har faaet os gjort fredløse. Denne Mand er god at faa noget at vide af, vi har da ikke nødig at trække Ordene ud af ham«. »Sin Tunge raader Hvermand for«, sagde Grette, »men jeg skal sørge for Eders Beværtning saa godt jeg kan; følg I blot hjem med mig«. Det skulde han have Tak for, sagde de, de vilde nok tage imod hans Indbydelse. Da de kom op til Gaarden, tog Grette, som nu var meget snaksom og lystig, Tore ved Haanden og førte ham ind i Stuen. Konen var der inde, ifærd med at tjelde og sætte i Orden, men da hun hørte Grette tale, standsede hun og spurgte, hvem det var, Grette tog saa venskabelig imod. »Det er altid raadeligst, Husfrue, at tage godt imod Gjæster«, sagde han; »her er kommet Tore Tømb og hans Mænd, tolv ialt; de vil blive her Julen over, og godt er det, thi vi var kun faa før«. »Ikke regner jeg dem blandt Bønder eller gode Mænd« svarede hun; »thi de ere de værste Ransmænd og Ildgjerningsmænd, og jeg vilde have givet meget til, at de ikke vare komne hid nu; ilde lønner du Torfin, at han tog dig til sig, skibbruden og pengeløs som du var, og har underholdt dig her i Vinter som fri og frels«. »Bedre er det nu først at skille Gjæsterne af med deres vaade Klæder, hellere end at skjænde paa mig«, sagde Grette, »det bliver der Tid nok til«. »Vær ikke vred, Husfrue», sagde Tore, »du skal ikke komme til at savne din Husbond, skjønt han ikke er hjemme, thi jeg skal give dig en Mand i hans Sted, og paa samme Vis skal jeg sørge for din Datter og de andre Kvinder«. »Det var mandig talt«, sagde Grette, »saa kan de da ikke klage«; men alle Kvinderne løb ud under Graad og stor Bedrøvelse. »Giv nu mig, hvad I vil lægge fra jer af Vaaben og Overtøj«, sagde Grette, »thi de Andre er der næppe noget Udkomme med, saa længe de er saa rædde«. Tore sagde, at han brød sig kun lidt om, at Kvinderne mukkede, »men stor Forskjel er der imellem dig og de andre Folk her paa Gaarden, og det tykkes mig, at dig kunne vi have Tillid til«. »Det maa I om«, sagde Grette, »men jeg véd da at gjøre Forskjel paa Folk«. Saa lagde de næsten alle deres Vaaben fra sig, og derpaa sagde Grette: »Nu tykkes det mig raadeligt, at I gaa til Bords og faa noget at drikke, I maa vel være tørstige efter Roningen. Det var de meget villige til, sagde de, men de vidste ikke, hvor Kjælderen var. Grette spurgte da, om de vilde overlade den Sag til ham; det vilde de gjerne, og han gik og hentede Øl til dem. De var dygtig trætte og tog vældige Drag; han sparede ikke paa Øllet, men gav dem saa meget, de vilde have, af det stærkeste der var, og alt imens fortalte han dem mange lystige Historier. Af alt det blev der stor Larm og Højrøstethed derinde, og Gaardens Folk vare saare langt fra at have Lyst til at komme ind til dem. »Aldrig har jeg truffet en ukjendt Mand«, sagde Tore, »der har handlet saa vel imod os som du. Hvad Løn vil du, at vi skulle give dig for den Tjeneste, du har ydet os?« »Jeg har ikke tænkt paa Løn, for hvad jeg har gjort«, svarede Grette; »men er vi saa gode Venner, naar I fare bort, som det nu ser ud til, saa vil jeg give mig i eders Lag, og duer jeg end ikke til saa meget som nogen af Jer, skal jeg dog ikke stemme imod, naar I har store Ting for«. Det blev de meget glade over og vilde strax slutte fast Aftale med ham og optage ham i deres Lag, men det, mente Grette, var ikke værdt, »thi det er sandt, som sagt er, at øllet Mand og ædru vil ikke altid det samme. Lad os ikke forhaste os med dette, men gjøre, som jeg har sagt; vi er ikke synderlig sindige, Nogen af os.« De vilde ikke gaa fra, hvad de havde sagt, sagde de. Da det lakkede ad Aften og begyndte at blive mørkt, ser Grette, at de begynde at blive mødige af Drikken. »Tykkes det Jer nu ikke at være Tid at gaa tilsengs?« siger han. Tore sagde, at saa skulde det være, »og nu skal jeg holde, hvad jeg lovede Husfruen.« Grette gik da ud og sagde højt: »Gaa nu i Seng, Kvinder, saaledes vil Tore Bonde have det«. De ønskede alt Ondt over ham, og der blev en sand Ulvetuden at høre fra dem. Nu kom Bersærkerne til, og Grette sagde da: »Lad os gaa ud, saa skal jeg vise Jer Torfins Fadebur«. Det vilde de nok, og han førte dem da ind i et meget stort Udhus; der var en Yderdør for med en meget stærk Laas, og Huset var i det Hele stærkt bygget; op til det laa et Vandhus, kun skilt derfra ved en Bræddevæg; begge Husene stode højt, saa man maatte op ad nogle Trapper. Bersærkerne bleve nu meget voldsomme og gav sig til at puffe Grette frem og tilbage imellem sig, men inden de fik set sig for, sprang han ud af Huset, greb fat i Dørhaspen, fik Døren lukket og satte Laasen for. Tore og hans Stalbrødre troede først, at Døren var gaaet i af sig selv, og brød sig ikke derom; de havde Lys hos sig, thi Grette havde vist dem mange af Torfins Kostbarheder, og dem saa’ de nu paa en Stund. Imens skyndte Grette sig op paa Gaarden, og strax da han kom i Døren, raabte han højt og spurgte, hvor Husfruen var. Hun tav, thi hun turde ikke svare. »Her er godt Vildt at jage næst herved«, sagde han; »er her nogle Vaaben, som duer noget?« »Vaaben er her«, svarede hun, »men jeg véd ikke, hvad du skal med dem«. »Det kan vi siden tale om«, sagde han; »nu faar hver gjøre, hvad han kan; bedre Lejlighed kommer ikke«. »Saa er Gud i Gaarde«, sagde Husfruen, »om vore Kaar bedres. Over Torfins Seng hænger det store Krogspyd, som Kaar hin Gamle havde; der er ogsaa Hjelm og Brynje og det gode Sax, og ikke svigte de Vaaben, om du ikke fattes Mod«. Grette greb Hjelmen og Spydet og gjordede sig med Saxet. Saa skyndte han sig ud, og Husfruen kaldte paa Karlene og bad dem følge den brave Mand. Fire af dem tog deres Vaaben, men de andre fire turde ikke komme nær.

Nu er at melde om Bersærkerne, at det tyktes dem, Grette blev noget længe borte. De faa Mistanke om, at der er Svig paa Færde, løbe til Døren og finde den laaset, og gaa saa løs paa Bjælkevæggene, saa det brager i hver Stok. Omsider fik de brudt Bræddevæggen igjennem og kom saaledes ud i Gangen og ud paa Trappen; der kom Bersærkergangen over dem, og de hyle som Hunde. I det Samme kom Grette til. Han kastede med begge Hænder Spydet mod Tore, idet han vilde ned ad Trappen, saa at det gik lige igjennem ham. Bladet paa Spydet var baade langt og bredt, og da Øgmund den Onde, som gik Tore næst, kom til at støde til ham, gik det igjennem ham helt op til Krogene, og ind i Brystet paa Øgmund, og de faldt Begge døde om. Da sprang de Alle ned ad Trappen, hvor de stod. Grette gik løs paa hver Enkelt af dem, snart hug han med Saxet, og snart stak han med Spydet, men de værgede sig med Tømmerstokke, som laa paa Jorden, og hvad andet de kunde faa fat paa, og det var en farlig Sag at have med dem at gjøre, skjønt de ingen Vaaben havde, thi svære Kræfter havde de. Grette havde alt dræbt to af dem der i Tunet, da de fire Huskarle kom til; de havde ikke kunnet enes om, hvilke Vaaben hver af dem skulde tage, og nu gav de sig til at angribe Bersærkerne, saa snart de flyede, men aldrig saa saare vendte de sig igjen, før de skyndte sig derfra op til Husene, og de sex Vikinger, der faldt, fik alle deres Bane af Grette. De andre sex flyede ned til Skibsskuret og derind og værgede sig der med Aarerne; men Huskarlene gik op paa Gaarden og havde meget at fortælle om deres Bedrifter. Husfruen bad dem se efter, hvad der blev af Grette, men det indlod de sig ikke paa. Grette fik imens svære Hug nede ved Skuret, og de havde nær skamslaaet ham, men omsider fik han dræbt de to, men de fire slap ud forbi ham og løb hver sin Vej, to og to sammen. Han forfulgte dem, som var nærmest. Det var nu mørk Nat. De løb ind i en Kornlade paa den Gaard, som før blev nævnt, og som hed Vindhjem; der sloges de længe, men omsider dræbte Grette dem begge. Han var da forfærdelig mødig og stiv; det var langt ud paa Natten, og Vejret var koldt med Snefog, saa han gad ikke lede efter de to Vikinger, der var tilovers, men gik hjem til Gaarden. Der havde Husfruen ladet sætte Lys i Gluggerne i det øverste Loft, at han kunde finde Vejen did, og da han kom til Døren, gik hun ham i Møde og bød ham velkommen. »En stor og berømmelig Daad har du øvet«, sagde hun, »og mig og mine Husfolk har du friet fra en Skjændsel, vi aldrig vare komne ud af, om du ikke havde bjerget os«. »Da er jeg dog nu den samme som i Aftes, da I skjældte mig paa det Værste«, sagde han. »Ikke vidste vi da, at du er en saa udmærket Mand, som vi nu have set«, sagde hun; »men nu skal alt, hvad her er paa Gaarden, som jeg kan give dig og du have Hæder af at modtage, staa til din Raadighed, og vel tænker jeg, at min Husbond vil lønne dig endnu bedre, naar han kommer hjem. »Det gjøres nu ikke nødig at tale om Løn for det Første«, sagde Grette, »men dit Tilbud tager jeg imod, til Torfin kommer hjem, og det venter jeg, at I nu vil kunne sove i Ro for Bersærkerne«. Grette drak kun lidt den Aften og beholdt sine Vaaben hos sig om Natten. Næste Morgen ved Daggry stævnede han Folk sammen paa Øen, og de søgte nu efter de Bersærker, der vare undkomne om Aftenen. Langt om længe fandt man dem under en Sten, døde af Kulde og Saar. Alle Ligene bleve bragt ned paa Havstokken og begravede der. Saa fore Øboerne hjem, og nu tyktes de at have faaet Fred. Da Grette kom hjem til Husfruen, kvad han denne Vise:

»Grav har vi gravet ved Stranden
til alle de tolv Bersærker;
jeg ene raadte dem Bane,
vog uforfærdet dem alle.
Sig nu, du herlige Kvinde,
hvad du for Stordaad vil kalde,
om du for ringe vil regne
slig en Bedrift af en Enkelt.«

»Vist er kun faa Mænd i vore Dage dine Lige«, sagde Husfruen, bød ham Plads i Højsædet og vidste ikke hvad Godt hun vilde gjøre ham. Saa led Tiden, til Torfin ventedes hjem.

Efter Jul lavede Torfin sig til at rejse hjem; han gav Mange af dem, han havde budet til sig, gode Gaver og fór saa bort med sit Følge. Men da han kom nær til sit Baadeskur, saa’ han, at der stod et Skib nede paa Sandet, og de kjendte strax, at det var hans store Karve. Han havde ikke hørt noget om Vikingerne, men nu bad han dem skynde sig i Land, »det aner mig«, sagde han, »at det ikke er Venner, her har været paa Færde«. Torfin var den første, der kom i Land; han gik strax op til Baadeskuret, hvor han saa’ et Skib, som han kjendte var Bersærkernes. »Det aner mig«, sagde han til sine Mænd, »at her at foregået saadanne Ting, at jeg vilde give Øen med alt, hvad der er paa den, for at de var uskete«. De spurgte hvad han mente. »Det er Tore Tømb og Øgmund den Onde, der ere komne«, sagde han, »de værste Vikinger jeg véd i hele Norge. De have næppe faret med Læmpe, og jeg har ingen god Tro til Islændingen«, og endnu meget mere talte han herom med sine Følgesvende. Grette var hjemme, og det var ham, som voldte, at det varede saa længe, inden Nogen gik ned til Stranden, thi, sagde han, det var ingen Skade til, om Bonden blev lidt bange for, hvordan det stod til; men da Husfruen bad ham om Lov til at gaa, sagde han, at hun maatte gaa eller blive, som hun vilde, men han gik ingen Steder. Hun skyndte sig da ned til Torfin og tog imod ham. Han blev glad og sagde: »Gud ske Lov, at jeg ser dig uskadt og vel til Mode og ligesaa vor Datter. Hvordan er det gaaet Jer, mens jeg har været borte?« »Enden blev god«, sagde hun, »men havde ikke din Vintergjæst staaet os bi, var der overgaaet os saa stor en Skjændsel, at vi aldrig havde forvundet den.« »Lad os sætte os ned«, sagde Torfin, »og sig saa dine Tidender«. Hun fortalte da udførlig alt, hvad der var sket, og roste meget Grettes Mod og Manddom. Torfin tav imens, men da hun var kommen Til Ende, sagde han: »Sandt er det, at længe skal man prøve en Mand. Men hvor er Grette nu?« »Han er hjemme i Stuen«, sagde Husfruen, og saa gik de op paa Gaarden. Torfin gik hen til Grette og takkede ham med mange fagre Ord for hans modige og brave Adfærd, »og nu vil jeg sige, hvad faa vilde sige til en Ven, at jeg vilde ønske du maatte komme til at trænge til Hjælp, at du kunde faa at vide, hvad jeg vilde gjøre for din Skyld, thi aldrig vil jeg kunne lønne dig, for hvad du har gjort imod mig, om ikke Nøden trænger dig. Dit Ophold skal du have hos mig, naar som helst du behøver det, og Ingen af mine Mænd skal jeg behandle saa godt og holde i Ære som dig«. Grette takkede ham for hans Tilbud, »og jeg havde taget imod det, om du end havde gjort mig det før«. Han blev nu hos Torfin den Vinter, og der var det største Venskab imellem dem. Der gik Ry over hele Norge af hans Daad, og mest der, hvor Bersærkerne havde gjort størst Fortræd. Om Vaaren spurgte Torfin Grette, hvad han havde isinde. Han svarede, at han vilde fare nord paa til Vaage, medens der var Marked. Torfin sagde, at Penge kunde han faa saa mange han vilde, men Grette svarede, at for Tiden behøvede han ikke flere Penge end til Rejse og Underhold; Torfin sagde, at dem skulde han faa, og fulgte ham ombord; der gav han ham det gode Sax; det bar Grette siden, saa længe han levede, og det var et herligt Vaaben. Ved Afskeden bad Torfin ham komme til ham, naar som helst han trængte til Hjælp. Grette fór nu nord paa til Vaage; der var kommet en Mængde Mennesker sammen, og Mange, som han aldrig havde set før, tog vel imod ham for den Stordaads Skyld, han havde øvet, da han fældede Vikingerne, og mange anselige Mænd bøde ham til sig, men han vilde tilbage til sin Ven Torfin, sagde han. Han tog derfra paa en Byrding (17), der tilhørte en anselig Mand ved Navn Torkel, der boede paa Saalft i Haalogaland, og da Grette kom hjem til Torkel, tog han overmaade godt imod ham og bad ham meget om at blive der om Vinteren. Grette tog imod Tilbudet og var saa hos Torkel den Vinter.

Hos Torkel opholdt sig ogsaa en Mand ved Navn Bjørn, af god Byrd og noget i Slægt med Torkel, men noget hidsig af sig og ikke godt lidt, thi han satte tidt Ondt for de Andre hos Torkel og fik mange jaget derfra. Han og Grette gav sig kun lidt af med hinanden; Bjørn mente, at Grette kun var for lidet at regne i Sammenligning med ham, men Grette gav ikke efter for ham, og de kom paa en spændt Fod med hinanden. Bjørn var et uroligt Hoved, der gjorde mange Optøjer, og dem var der mange unge Mænd med til, og de drev ofte deres Spil om Aftnerne. Saa hændte det i Begyndelsen af Vinteren, at en glubende Bjørn løb fra sit Hi og blev saa glubsk, at den hverken sparede Mennesker eller Kvæg; Folk mente, at det var den Larm, Bjørn og hans Fæller havde gjort, der havde vakt den. Dyret blev saa slemt, at det sønderrev meget Kvæg, og den, som havde størst Skade deraf, var Torkel, thi han var den rigeste Mand i Bygden, og en Dag bød han derfor sine Hjemmemænd at lede efter Bjørnens Hi. De fandt det imellem Klipperne ved Søen; der var en høj Klint og foran i den en Hule dannet af en fremover ludende Klippe; kun en Sti førte derop, og under Hulen var der stejlt Fjeld, og nede ved Søen var en Stenurd (18), saa det var den visse Død for den, der styrtede ned. Der laa Bjørnen i Hi om Dagen, men naar Natten faldt paa, gik den jævnlig derfra. Folde og Hegn kunde ikke beskytte Kvæget imod den, og Hunde kunde de heller ikke bruge imod den, saa Folk tyktes at være ilde stedte. Torkels Frænde, Bjørn, sagde, at nu var det meste gjort, siden de havde fundet Hiet, »nu skal jeg prøve en Leg med min Navne«, men Grette lod, som han ikke hørte, hvad Bjørn sagde. Det hændte nu jævnlig om Kvælden, naar de Andre gik til Sengs, at Bjørn gik ud, og en Nat gik han op til Hiet. Han skjønnede, at Dyret var der, thi det brummede bistert. Bjørn lagde sig ned ved Stien med Skjoldet over sig og agtede at bie der, til Dyret efter Sædvane gik bort, men Bamsen vejrede Manden og tøvede med at komme. Som han nu laa der, blev Bjørn søvnig og kunde ikke holde Øjnene aabne. I det Samme gik Dyret af Hiet, og da det saa’ Manden ligge der, greb det til med Labberne, trak Skjoldet af ham og kastede det ned af Fjeldet. Bjørn vaagnede, fór op, tog Foden paa Nakken og løb hjem, men nær var det ved, at Bjørnen havde faaet fat i ham. Hans Stalbrødre vidste det Hele, thi de havde holdt Udkig med ham, og næste Morgen fandt de Skjoldet og gjorde sig meget lystige over ham. Ved Juletid gik Torkel selv til Hiet med syv Mænd i Følge, blandt dem ogsaa Bjørn og Grette. Grette havde en laaden Kappe paa, som han lagde fra sig, medens de angreb Dyret. Det var ikke let at komme i Lav med det, thi man kunde kun komme til med Spyd, og dem greb den med Tænderne. Bjørn æggede dem stærkt, men selv holdt han sig saa meget paa Afstand, at han var tryg; med Et greb han Grettes Kappe og kastede den ind i Hiet til Bjørnen. De kom ingen Vegne, og da det led mod Aften, vendte de om. Da de skulde til at gaa, savnede Grette sin Kappe, og endelig opdagede han, at Bjørnen havde trukket den ind under sig. »Hvem af Jer, Svende, har drevet Gjæk med mig og kastet min Kappe ind til Bjørnen?« sagde han. »Det har den, som vel tør vedgaa det«, sagde Bjørn. »Naa, nær tager jeg mig det ikke«, sagde Grette. De gik nu hjemad, og da de havde gaaet en Stund, gik Grettes Hosebaand itu. Torkel bad de Andre bie paa ham, men Grette sagde, at det gjordes ikke nødig. »I maa ikke tro« sagde Bjørn, »at Grette render fra sin Kappe. Nu vil han øve et Storværk og ene dræbe det Dyr, som vi har maattet gaa fra otte i Tallet; saa vilde han svare til sit Ry, men idag har det kun været smaat med ham.« »Hvad du duer til, véd jeg ikke«, sagde Torkel, »men det er vist, at hans Lige er du ikke i Tapperhed, vogt du dig for at gjøre ham vred«. Bjørn svarede, at Ingen af dem skulde faa ham til at tale efter deres Hoved. Der kom nu en Bakke imellem, saa de ikke kunde se Grette. Han vendte om og gik tilbage til Stien, og denne Gang var han ene om Legen med Bjørnen. Han drog Sværdet Jøkulseje, og om Grebet paa Saxet var der en Løkke, som han stak Haanden i for lettere at kunne bruge det, som han vilde, naar han havde Haanden fri. Han gik nu op til Hiet, og saa snart Dyret saa’ ham, sprang det rasende op, gik imod ham og slog til ham med den Lab, som var længst fra Fjeldsiden. Grette hug den med Sværdet over Labben ovenfor Kløerne, saa den røg af. Bjørnen vilde nu slaa ham med den Lab, som var uskadt, og støttede sig paa det stumpede Ben, men derved blev den lavere, end den havde tænkt sig, og faldt lige i Armene paa Grette. Han greb den imellem Ørene og holdt den fra sig, saa den ikke kunde komme til at bide ham, og det, har Grette siden sagt, tyktes ham at have været den største Kraftprøve, han har aflagt, at holde Dyret saaledes. Som nu Bjørnen tumlede sig voldsomt, og Pladsen var knap, styrtede de sammen ned af Bjerget; Dyret var tungest, saa det kom først ned paa Stenurden og Grette ovenpaa, men Bjørnen blev svært forslaaet paa den Side, der laa ned imod Stenene. Grette greb nu Saxet og jog det i Hjertet paa Bjørnen, og det blev dens Bane. Saa gik han op og hentede sin Kappe, som var helt sønderrevet, og Labben, han havde hugget af, tog han ogsaa med. Torkel sad ved Drikkebordet med sine Mænd, da Grette kom ind i Stuen. De lo af den pjaltede Kappe, han havde paa, men han lagde Bjørnelappen frem paa Bordet. »Hvor er nu min Frænde Bjørn?« sagde Torkel. »Aldrig saa’ jeg dine Vaaben bide saa hvast, og vil jeg nu, at du byder Grette Oprejsning for den Beskjæmmelse, du har tilføjet ham.« Bjørn sagde, at det fik vente til en anden Gang, »det er mig det Samme, om han tykkes godt eller ilde derom«. Grette kvad da denne Vise:

»Ræd kom den bolde Kjæmpe
tidt tilbage om Natten
fra sit Besøg hos Bamsen,
skjønt han ej Blod saa’ flyde.
Mig saa’ man ingensinde
sidde paa Lur foran Hiet,
dog fik jeg Bjørnen fra Hulen
og fik raadet den Banen.

»Sandt er det«, sagde Bjørn, »at du har víst dig som en tapper Mand, men ogsaa, at du fremstiller Sagen saa, at du ikke skifter lige imellem os; jeg skjønner godt, at det er mig, Snærten skal ramme«. »Jeg beder dig, Grette«, sagde Torkel, »at du vil lade fare at hævne dig paa Bjørn; jeg skal bøde fuld Mandsbod for ham, forlig dig saa med ham«. Bjørn sagde, at han kunde anvende sine Penge bedre end til at give Bod for dette; »raadeligere tykkes det mig, hvad Grette og mig angaar, at den Enes Fortræd bliver den Andens Gammen«. Grette sagde, at det havde han Intet imod. »Saa beder jeg dig, for min Skyld«, sagde Torkel, »om ikke at gjøre Bjørn noget Mén, medens I ere hos mig«. »Det lover jeg«, sagde Grette, men Bjørn sagde, at han ikke skulde blive ræd, hvor han og Grette saa end mødtes. Grette lo, men Pengene, der blev budt ham for Bjørn, vilde han ikke tage imod. De var der Vinteren over.


Om Vaaren skiltes Grette i Venskab fra Torkel og fór igjen nordpaa til Vaage med Skibsfolkene, men Bjørn fór vester til England som Styrmand paa et Skib, Torkel sendte did. Bjørn blev i England om Sommeren og kjøbte paa Torkels Vegne, hvad han havde budt ham at kjøbe, og da det lakkede ad Høst, sejlede han hjem. Grette blev i Vaage, til Handelsflaaden lettede, saa sejlede han derfra med nogle Skibsfolk. Da de kom til den Havn, som hedder Gølke ved Trondhjemsfjordens Munding, løb de derind og tjeldede over sig. Da de var færdige hermed, kom der et Skib sejlende søndenfra ind i Havnen, og de skjønnede strax, at det var en Englandsfarer. Folkene lagde til længere ude ved Stranden og gik i Land. Grette og hans Stalbrødre gik dem imøde, og saa’ da Grette, at Bjørn var med i Flokken. »Det var vel, at vi mødtes«, sagde han, »nu kan vi gjøre vort gamle Regnskab op, og se hvem af os der staar sig«. Bjørn sagde, at det var saa gammelt, at han havde glemt det, »men er der noget imellem os, vil jeg give Bod derfor, saa du kan være vel tilfreds dermed«. Grette kvad da en Vise:

»Bjørnen fik jeg Bugt med,
derom gik der Frasagn,
men den vrede Bamse
rev min Kappe sønder.
Kaade Mand, det voldte
du mig, nu det hævnes.
— Sjelden har man hørt mig
Ros mig selv at give».

Bjørn sagde, at større Sager end den vare endte med Bøder. Grette sagde, at Faa havde vovet at vise ham Fjendskab, og Penge havde han aldrig taget imod for Sligt, og det vilde han heller ikke nu. »Om jeg maa raade, skal vi ikke Begge slippe helskindede herfra, og en fejg Usling er du, om du ikke tør slaas«. Bjørn saa’ nu, at han ingen Vegne kom ved at undslaa sig; han tog da sine Vaaben, og de styrtede ind paa hinanden og begyndte at slaas; men længe varede det ikke, for Bjørn blev saaret, og kort efter faldt han død om. Da hans Stalbrødre saa’ det, gik de strax ombord og satte Kaasen mod Nord til Torkel og fortalte ham denne Tidende. Han sagde, at det ikke var kommet før end venteligt var, og kort derpaa fór han sønder til Trondhjem til Svend Jarl. Grette fór sønder til Møre efter Bjørns Drab til sin Ven Torfin og fortalte ham, hvad der var sket. Torfin tog godt imod ham. »Og vel er det«, sagde han, »at du nu trænger til en Ven. Nu skal du være hos mig, til vi faar Ende paa denne Sag«. Grette takkede ham for hans Tilbud og sagde, at nu vilde han tage imod det.

Svend Jarl var i Trondhjem, paa Gaarden Stenker, da han spurgte Bjørns Drab, og hos ham var Hjarande, Bjørns Broder, som var hans Hirdmand. Han blev meget vred, da han spurgte sin Broders Drab, og bad Jarlen om Hjælp til at forfølge Sagen; den lovede Jarlen ham og sendte Bud til Torfin og stævnede ham og Grette til sig. De brød strax op, som Jarlen bød, og fore til Trondhjem til ham. Jarlen stævnede Ting i Sagen og bød Hjarande ogsaa at møde, men han svarede, at han ikke vilde bære sin Broder i sin Pung; »enten gaar jeg samme Vej som han, eller jeg skal hævne ham«, sagde han. Da Sagen blev undersøgt, skjønnede Jarlen, at Bjørn havde givet Grette adskillig Grund til Klage, men Torfin bød saa stor Bod for den Dræbte, at Jarlen fandt, hans Arvinger med Ære kunde tage imod den, og Torfin fortalte derhos mangt og meget om den Fred, Grette havde skaffet Folk der nordpaa ved at dræbe Bersærkerne, som før er fortalt. »Sandt er det, du siger, Torfin«, sagde Jarlen, »at der har Grette friet Landet for et stort Onde, og vel sømmer det sig, at vi tage imod Bøderne for dine Ords Skyld; ogsaa er Grette en navnkundig Mand for sit Mods og Manddoms Skyld«. Men Hjarande vilde ikke slutte Forlig, og Tinget blev hævet. Torfin fik sin Frænde Arnbjørn til hver Dag at følge med Grette, thi det var ham vitterligt, at Hjarande stræbte ham efter Livet.

En Dag da Grette og Arnbjørn gik omkring i Gaderne for at more sig og kom udfor en Port, sprang der en Mand frem fra den med hævet Øxe og hug med baade Hænder til Grette, som Intet anede og gik temmelig langsomt. Arnbjørn saa’ Manden, greb fat i Grette og stødte ham saa stærkt frem, at han faldt paa Knæerne; dog ramte Øxen ham paa Skulderbladet og gled ned under Armen, saa han fik et stort Saar. Grette kom hurtig paa Benene og fik draget sit Sværd, og han saa’ da, at det var Hjarande. Øxen var bleven siddende i Jorden; det tog nogen Tid at faa den løs, og i det Samme hug Grette til ham, saa Armen røg af helt oppe ved Skulderen. Nu sprang Hjarandes Følgesvende til, fem i Tallet, og det kom til en svær Dyst, som dog snart fik Ende, thi Grette og Arnbjørn dræbte dem, som vare i Ledtog med ham, paa én nær, som undkom og strax gik til Jarlen og meldte ham denne Tidende. Jarlen blev saare vred, da han spurgte dette, og stævnede Ting til den næste Dag. Torfin og Grette mødte, og Jarlen sagsøgte Grette for Drabene, som han vedgik at have øvet, men det var Nødværge, »og det kan jeg vise Mærker af«, sagde han; »havde ikke Arnbjørn bjerget mig, var jeg bleven dræbt«. Jarlen sagde, at det var Skade, det ikke var gaaet saa, »du vi blive mange Mænds Bane, om du beholder Livet«. Imidlertid var Besse Skjaldtorvesøn, Grettes Fælle og Ven, kommen til Jarlen, og han og Torfin bade om Fred for ham og tilbød Jarlen, at han ene skulde dømme i Sagen, naar blot Grette maatte faa Fred og Lov til at blive i Landet. Jarlen var uvillig til at slutte noget Forlig, men for deres Bønners Skyld gav han omsider efter, og Grette fik Fred der i Landet til næste Vaar; dog vilde han ikke slutte noget Forlig, før Bjørns og Hjarandes Broder Gunnar, som var Bonde i Tønsberg, ogsaa var tilstede. Om Vaaren stævnede Jarlen Grette og Torfin øster til Tønsberg, hvor han vilde være, saa længe Sejladsen var størst der. De fór da did, og Jarlen var der alt, da de kom. Grette traf der sin Broder Torsten Dromund, som ogsaa boede i Tønsberg; han tog vel imod ham og bød ham til sig. Grette fortalte ham om sin Sag, og Torsten lovede at gjøre, hvad han kunde, men bad ham tage sig iagt for Gunnar. Det led nu ud paa Vaaren.

Gunnar var der i Byen og biede blot paa en Lejlighed til at komme Grette paa Livet. Saa traf det sig en Dag, at Grette sad i en Bod og drak, thi han vilde undgaa Gunnar, og som han mindst anede Uraad, var der Nogen, der rendte saa haardt imod Døren, at den brast, og ind styrtede fire fuldt væbnede Mænd; det var Gunnar og hans Følgesvende. De gik løs paa Grette, men han fik Tag i sine Vaaben, der hang over ham, veg saa ind i en Krog og værgede sig der; Skjoldet holdt han for sig, og Saxet, havde han i den ene Haand. Det var ikke let for dem at komme ham paa Livet, og han fik givet en af Gunnars Følgesvende saa svært et Hug, at han ikke behøvede mere. Saa trængte han frem paa Gulvet, og de veg tilbage igjennem Boden; der faldt en anden af Gunnars Mænd. Nu vilde Gunnar og den Mand, han havde tilbage, fly, men da Manden var naaet til Døren, snublede han over Tærskelen og kunde ikke komme hurtig nok paa Benene. Gunnar holdt Skjoldet for sig og veg baglænds for Grette, som forfulgte ham af al Magt; Grette sprang op paa Tværbænken ved Døren, og da Gunnars Hænder med Skjoldet endnu var indenfor Døren, hug han med Saxet imellem ham og Skjoldet, saa begge Armene røg af i Albuleddet, og han selv faldt bag over ud af Døren, og derpaa gav han ham Banehug. Imidlertid var hans Følgesvend kommet paa Benene igjen og gik strax til Svend Jarl og meldte ham denne Tidende. Jarlen blev frygtelig vred over dette Budskab og stævnede strax Ting i Byen; men da Torfin og Torsten Dromund fik Nys om det, opbød de deres Venner og Frænder og kom til Tinget med en stor Flok. Jarlen var saare opbragt, og Ord frugtede nu kun lidt. Torfin gik først frem for ham og sagde: »Jeg er kommen for at byde Eder Forlig og Bod for de Drab, Grette har øvet, saaledes at I ene skal dømme og bestemme Boden, om Manden blot maa faa Fred«. Jarlen svarede meget vredt: »Sent bliver du træt af at bede om Fred for Grette, men det tykkes mig, at det er en slet Sag, du tager dig af; nu har han dræbt tre Brødre, den ene efter den anden, alle saa brave og tapre Mænd, at Ingen af dem vilde bære sin Broder i sin Pung, og det baader dig ikke, Torfin, denne Gang at gaa i Forbøn for Grette, thi jeg vil ikke saaledes føre Lovløshed ind i Landet ved at tage Bøder for slige Misgjerninger«. Da gik Besse Skjaldtorvesøn frem og bad Jarlen tage imod Forlig. »Jeg vil selv byde mit Gods derfor«, sagde han, »thi Grette er en storættet Mand og min gode Ven. I skjønner, Herre, at det er bedre at give én Mand Fred og derved vinde mange gode Mænds Tak og selv raade for, hvad der skal gives i Bod, end at sætte sin egen Anseelse paa Spil ved at udsætte sig for ikke at faa fat paa Manden« »Vel har du talt, Besse«, sagde Jarlen, »og det viser sig altid, at du er en brav Mand; men dog har jeg ingen Lyst til at bryde Landets Love og give Drabsmænd Fred«. Da gik Torsten Dromund frem, hilsede Jarlen og bød Bod for Grette med mange fagre Ord. Jarlen spurgte, hvad Grund han havde til at byde Bod for denne Mand. Torsten svarede, at de vare Brødre. Jarlen sagde, at det havde han ikke vidst; »det er bravt af dig, at du vil hjælpe ham, men som vi nu have besluttet ikke at tage Bøder i disse Sager, saa vil vi ingen Forskjel gjøre paa Folk; Grettes Liv vil jeg have, saa snart jeg ser Lejlighed til at tage det«. Derpaa sprang Jarlen op og vilde ikke høre mere om Forlig, men Torfin og de andre gik hjem til Torstens Gaard og gjorde sig rede til at forsvare sig der. Da Jarlen saa’ det, lod han hele sin Hird væbne sig og gik imod dem med fylket Flok; men førend de kom did, havde de andre alt opstillet sig til Forsvar foran Porten; fremmest stod Torfin og Torsten og Grette og bag dem Besse, og hver af dem havde en stor Flok Mænd. Jarlen bad dem give Grette i hans Hænder og ikke styrte sig i Fordærvelse, men de bød de samme Vilkaar som før, og det vilde han ikke høre noget om. Torfin og Torsten sagde, at Grettes Liv skulde komme Jarlen dyrt at staa, »thi én Skjæbne skal komme over os alle, og det vil man sige, at I har givet meget for én Mands Liv, om vi alle bide i Græsset derfor«. Jarlen svarede, at Ingen af dem skulde spares, og saa var det da lige ved, at de var komne til at slaas. Da gik mange velsindede Mænd frem for Jarlen og bade, at han dog ikke vilde lade det komme til saa stor en Ulykke, og visselig, sagde de, vilde disse Mænd gjøre stor Skade, før de bleve fældede. Jarlen skjønnede, at det var et sandt Ord, og lod sig da hellere formilde. Der blev da paany handlet om Forlig, og det var Torfin og Torsten overmaade villige til at indgaa, naar blot Grette fik Fred. »Det skulle I da vide«, sagde Jarlen, »at om jeg end falder noget til Føje, hvad disse Drab angaar, skal dette dog ikke regnes for et Forlig. Men jeg har ingen Lyst til at slaas med mine egne Mænd, om jeg end ser, at I kun agte lidet paa min Vilje i denne Sag.« »Dette har I mest Ære af, Herre«, sagde Torfin, siden I ene skal raade for Bøderne«. Jarlen sagde da, at om de var tilfreds med det saa, skulde Grette faa være Fred, til Skibene begyndte at gaa, saa skulde han fare hjem til Island, det Vilkaar tog de imod, betalte derhos Jarlen saa store Bøder, som han forlangte, og dermed skiltes de uden synderligt Venskab. Grette skiltes fra sin Broder Torsten i stor Kjærlighed og fulgte med Torfin, som vandt stort Ry for den Hjælp, han havde ydet Grette imod den Overmagt, der havde været forhaanden. Ingen af disse Mænd, som havde staaet Grette bi, kom siden i Yndest hos Jarlen paa Besse nær. Om denne Dyst kvad Grette:

»Torfin den tapre
har Gang og Sæde
blandt Sejrfaders Sønner (19),
han kom mig til Hjælp,
da hun, som lurer
bag Laas og Lukke
i Dybets Kløfter (20),
kræved mit Liv.

Det store Havskib (21),
Rungnes Banes
Dværgestue,
min bolde Broder (21),
værged mig bedst,
da Bylejsts Broders
blege Datter (22)
kræved mit Liv.

Utrygt tyktes det
Jarlens Hirdmænd
at gaa imod os
i standende Strid,
da Bamsen bister
brænde vilde
Tankernes Højborg
med Skjoldets Brand (23).«

Torfin beholdt Grette hos sig, til han fik tinget ham ombord hos nogle Kjøbmænd, der agtede sig til Island. De skiltes i Venskab, og Torfin gav ham mange gode Ting med, baade Klæder og en malet Sadel med Bidsel til, og bad ham være hans Gjæst, om han nogensinde kom tilbage til Norge.

Nu er at fortælle, at medens Grette var udenlands, døde Torkel Krafla, men Aasmund, Grettes Fader, sad paa Bjarg i stor Anseelse som den gjæveste Bonde i Midfjord. En stor Støtte baade ved Retssager og i andre Dele havde Aasmund i Torvald Aasgejrssøn, som boede paa Aas i Vatnsdalen og blev en stor Høvding; han var Fader til Dalla, som blev gift med Islejf, der siden blev Biskop i Skaalholt. Hos Aasmund opfostredes Torgils Maakssøn, en nær Frænde af Aasmund. Han var en stærk Mand, og med Aasmunds Hjælp fik han samlet sig mange Penge sammen. Aasmund kjøbte Gaarden Lækjamot til ham, og der satte han Bo. Han var meget om sig og fór hvert Aar til Strande, hvor han tog baade Hvaler og anden Fangst; en modig Mand var han ogsaa, og fór endogsaa helt ind paa de østre Almindinger. Paa den Tid stod Fostbrødrene Torgejr Haavardssøn og Tormod Kolbrunarskjald i den største Anseelse; de havde en stor Baad, og hvad de vilde have, hentede de vidt og bredt fra, og Ret og Billighed tyktes de kun at agte ringe. Saa hændte det en Sommer, at Torgils Maakssøn fandt en Hval paa Almindingerne, hvor den var dreven iland, og han og hans Stalbroder gav sig til at flense den. Men da Fostbrødrene fik Nys derom, for de did, og det saa’ i Førstningen ud til, at de skulde komme til Rette med det Gode; Torgils tilbød dem Hælvten af den Del af Hvalen, der endnu ikke var flenset, men Fostbrødrene vilde enten være ene om den Del eller halvt om det altsammen, baade det, der var flenset, og det, der ikke var flenset. Det sagde Torgils rent ud nej til, og saa kom det til Trusler, og tilsidst greb de til Vaaben og sloges. Torgejr og Torgils kjæmpede længe med hinanden, uden at Nogen blandede sig deri; det var baade en haard og lang Dyst, og Enden paa den blev, at Torgils maatte bide i Græsset for Torgejr. Tormod kjæmpede imens med Torgils’ Stalbrødre; han fik Sejr over dem, og tre af dem faldt. Men da de saa’, at Torgils var falden, flyede de af hans Mænd, der vare tilbage, ind til Midfjord og førte hans Lig med sig. Det tyktes Folk den største Skade, at det skulde tage den Ende med ham; men Fostbrødrene tog hele Hvalen. Om denne Kamp taler Tormod i det Mindekvad, han digtede om sin Fostbroder Torgejr. Da Aasmund, som var den nærmeste til at tage Eftermaalet efter sin Frænde Torgils, spurgte hans Drab, fór han til hans Lig, tog Vidner paa Saarene og stævnede Sagen for Altinget, thi det var Lov dengang, eftersom Drabet var øvet i en anden Fjerding af Landet. Og saa led en Stund.

Der var en Mand ved Navn Torsten, Søn af Torkel Kugge; hans Moder var Turid, Datter af Aasgejr Ædekoll (24), som var Farbroder til Aasmund. Torsten Kuggesøn havde Eftermaalet efter Torgils Maakssøn tilligemed Aasmund; han var en vældig Kjæmpe og en voldsom Mand. Aasmund sendte Torsten Bud og bad ham komme til sig; han kom strax, og de taltes da ved om Drabssagen. Torsten var overmaade ivrig og sagde, at her skulde ikke være Tale om Pengebøder, de havde mægtige Frænder nok til at kunne sætte igjennem, at Drabsmanden blev fredløs, eller til at hævne Drabet, og Aasmund sagde, at han skulde staa ham bi, hvad han saa end vilde gjøre. Saa red de nordpaa til deres Frænde Torvald og bad ham om Hjælp, som han strax lovede dem, og de indledede derefter Sagen imod Torgejr og Tormod. Torsten red nu hjem til sin Gaard — han boede dengang paa Ljaarskov i Bygden om Hvam. Skegge paa Hvam gik ogsaa med i denne Sag. De forfulgte Sagen med største Ivrighed og havde faaet samlet mange Folk, da de red til Altinget. Aasmund og Torvald red nordfra med tresindstyve Mænd. De blev flere Nætter paa Ljaarskov.

Paa Reykjaholar boede Torgils Aresøn en klog og velsindet Mand; hans Moder var Alf fra Dalenes Datter Torgerd, hvis Søster Torelf var Moder til Torgejr Haavardssøn. Hos Torgils fandt Torgejr bestandig Tilhold og Hjælp for Slægtskabets Skyld. Torgils var den anseligste Høvding i Vestfjordingernes Fjerding; hans Gaard var stadselig, og saa storsindet var han, at han gav hver fribaaren Mand Mad, saa længe han vilde; derfor var der altid mange Folk paa Reykjaholar. Torgejr var sædvanlig der om Vinteren, men om Sommeren fór han til Strande. Efter Drabet paa Torgils Maakssøn fór han til Reykjaholar og fortalte Torgils denne Tidende. Torgils sagde, at Opholdet var han rede til at give ham, »men jeg tænker, de ville blive tunge at trækkes med, og jeg har ikke Lyst til at øge de Vanskeligheder, jeg alt har. Nu vil jeg sende en Mand til Torsten og byde Bøder for dette Drab; men vil han ikke tage imod Forlig, vil jeg ikke fremme denne Sag med Magt«. Torgejr svarede, at han var tilfreds med, hvad han vilde gjøre. Om Høsten sendte Torgils en Mand til Torsten Kuggesøn med Tilbud om Forlig, men han vilde slet ikke høre Tale om Pengebøder for Drabet paa Torgils; kun for de andre Drabs Vedkommende, sagde han, vilde han rette sig efter skjønsomme Mænds Dom. Da Torgils havde faaet dette Svar, spurgte han Torgejr, hvorledes han mente, han nu bedst kunde hjælpe ham. Torgejr svarede, at han helst vilde rejse udenlands, om han blev dømt fredløs, og Torgils sagde, at det skulde de da forsøge. Der stod et Skib oppe i Nordaa ved Borgfjord; paa det kjøbte Torgils hemmelig Plads til Fostbrødrene. Nu led Vinteren. Da Torgils spurgte, at Torsten og Aasmund havde samlet stort Følge til Altinget og var paa Ljaarskov, opsatte han sin Afrejse, thi han vilde, at Torsten og de andre skulde være redne sønderpaa, før han red vestenfra, og saa blev det ogsaa. Omsider fór han og Fostbrødrene sønderpaa. Paa Rejsen dræbte Torgejr Bøggul-Torve paa Maarskilde, samt Skuf og Bjarne i Hundedal. Torgils fik sluttet Forlig der i Dalen for Skufs og Bjarnes Drab, men det sinkede hans Færd mere, end han havde tænkt sig. Torgejr red til Skibet og Torgils til Tings, men han kom ikke did, før der skulde til at gaa Dom i Sagerne. Aasmund spurgte, om Nogen havde noget Værn at fremføre i Sagen om Torgils Maakssøns Drab. Torgils traadte da frem og tilbød Pengebøder, om Torgejr derved kunde fris fra Fredløshed, og han fremførte ogsaa det Værn i Sagen, at Alle havde lige Fangst paa Almindingerne. Lovsigemanden — det var Skapte — blev adspurgt, om det var gyldigt Værn, men han gav Aasmund Medhold for Frændskabs Skyld og sagde, at det var Ret, om de Paagjældende vare hinandens Ligemænd, men Bønder havde Forret frem for løse og ledige Mænd. Aasmund anførte derhos, at Torgils havde tilbudt Fostbrødrene at dele den Del af Hvalen, der ikke var flenset, da de kom did, lige med dem, og dermed var det Værn fældet. Torsten og hans Frænder drev nu paa Sagen med Iver og vilde ikke nøjes med andet end Fredløshed for Torgejr, saa at Torgils skjønnede, at han maatte gjøre et af to, enten gaa imod dem med de Mænd, han havde, og det var uvist, hvad Ende det vilde faa, eller lade dem faa deres Vilje frem; og da Torgejr nu var ombord, lod han Sagen gaa sin Gang. Torgejr blev da dømt fredløs, men Tormod fik Lov til at rede for sig med Bøder. Folk red nu hjem fra Tinge. Aasmund og Torsten vandt stor Anseelse ved dette Eftermaal; Somme sagde, at, Torgils kun havde taget sig lidt af Sagen, men han brød sig ikke derom, og lod hver sige derom, hvad han vilde. Da Torgejr spurgte, at han var bleven fredløs, sagde han. »Det vilde jeg ønske, at de, som have gjort mig fredløs, maa faa det fuldelig betalt, inden Enden tager det; og om jeg faar raade, skal det ske«.

Paa det Skib, Torgejr skulde sejle med, var der ogsaa en Mand ved Navn Gøt Sleitassøn, en Frænde af Torgils Maakssøn. Han lagde sig strax ud med Torgejr og viste ham stort Uvenskab; men da Kjøbmændene saa’ det, tvktes det dem ikke raadeligt, at de to kom til at sejle sammen. Torgejr sagde, at han brød sig ikke noget om, enten Gøt saa’ ondt eller mildt til ham, men det blev dog saa, at Gøt forlod Skibet og fór nord i Landet, saa det kom ikke til Fjendtligheder imellem ham og Torgejr dengang, men det Fjendskab, der siden kom imellem dem, stammede derfra.

Den Sommer kom Grette Aasmundssøn tilbage til Island og landede i Skagefjord. Han var nu saa navnkundig for sin Styrke og Manddom, at ingen af de unge Mænd tyktes at kunne jævnføres med ham. Han red strax hjem til Bjarg, hvor Aasmund tog vel og sømmelig imod ham. Atle styrede nu Gaarden, og Brødrene kom godt ud af det med hinanden. Grettes Overmod var nu saa stort, at der ikke var den Ting, han ikke mente, han kunde gjøre. Nu vare de, der vare unge, dengang Grette var med til Legene paa Midfjordvand, blevne fuldvoxne Mænd. En af dein var Ødun Aasgejrssøn paa Ødunsstad i Videdalen, en god og retsindig Mand, den stærkeste der paa Nordlandet og anset for den gjæveste Mand i hele Bygdelaget. Det randt nu Grette i Hu, at han havde trukket det korteste Straa i Boldtlegen med Ødun, som før er fortalt, og nu vilde han prøve, hvem af dem der havde faaet flest Kræfter siden den Tid. Han brød da op hjemmefra og red til Ødunsstad i Begyndelsen af Høslætstiden. Han var prægtigt klædt og havde udmærkede Vaaben, hans Hest var god, og paa den havde han den smukke malede Sadel, Torfin havde givet ham. Det var tidlig om Morgenen, da han kom til Ødunsstad og bankede paa Døren; der var kun faa Folk paa Gaarden, og da Grette spurgte, om Ødun var hjemme, blev der svaret, at han var til Sæters for at hente Mad. Saa tog Grette Bidslet af sin Hest; Tunet var ikke slaaet endnu, og Hesten gik da derhen, hvor Græsset var frodigst; selv gik Grette ind i Stuen, satte sig til Ro derinde og faldt i Søvn. Lidt efter kom Ødun hjem med Mad paa to Heste, og paa den tredje havde han Skyr (25) i en Skindsæk, som der var bundet for. Han læssede af Hestene og bar Skyrsækken ind, men da han traadte ind i Stuen, kunde han ikke rigtig se, og da Grette strakte Benet frem, faldt han over det ovenpaa Skyrsækken, saa Baandet gik af. Han sprang op og spurgte, hvad det var for en Klods der laa. Grette sagde sit Navn. »Du bærer dig ad som en Tosse«, sagde Ødun; »hvad vil du her?« »Jeg vil slaas med dig«, sagde Grette. »Nu faar jeg først sørge for Maden, jeg har bragt hjem«, sagde Ødun. Det kunde han gjerne, sagde Grette, om han ikke kunde overlade det til Andre. Ødun bukkede sig og tog Skyrsækken op, kastede den i Armene paa Grette, saa han blev helt tilsølet, af Skyr, og sagde, at nu kunde han først tage imod det. Det tyktes Grette større Skam, end om Ødun havde gjort en Ulykke paa ham. De gik nu løs paa hinanden og brødes vældig; Grette angreb med stor Ivrighed, men Ødun værgede sig det bedste han kunde, dog mærkede han snart, at Grette var hans Overmand; de tumlede omkring med hinanden i Stuen, og alt, hvad der kom dem i Vejen, blev sparket overende; Ingen af dem sparede sig, men omsider fik Grette Overmagten, og Ødun faldt, men da havde han revet alle hans Vaaben fra ham; de knugede hinanden, saa det knagede. Som de var bedst i Lav med det, hørte de en Larm og skjønnede, at der kom Nogen ridende og stod af udenfor Huset; Grette saa’ ham gaa ind, det var en statelig Mand med rød Kjortel og Hjelm paa Hovedet. Han gik ind i Stuen, da han hørte den store Støj, de gjorde, medens de brødes, og spurgte, hvem der var derinde. Grette sagde sit Navn; »men hvem er du, som spørger?« »Jeg hedder Barde«, sagde han, som var kommen. »Er du Barde Gudmundssøn fra Aasbjørnsnæs?« »Ja, det er mig«, sagde Barde, »men hvad er det, du har for?« »Det er Ødun og mig, der morer os«, sagde Grette. »Det er en sær Morskab«, sagde Barde; »I to er heller ikke Ligemænd; du er overmodig og hensynsløs, men han er gjæv og godmodig; lad ham nu strax rejse sig«. »Enhver gjør bedst i at feje for sin egen Dør«, sagde Grette; »du skulde hellere se at faa hævnet din Broder Hal, end lægge dig imellem Ødun og mig». »Det hører jeg tidt nok«, sagde Barde, »men om det Drab nogensinde bliver hævnet, véd jeg ikke. Nu skal du imidlertid lade Ødun være i Fred, thi han er en fredsommelig Mand«. For Bardes Ords Skyld slap Grette da Ødun, men han var ilde tilfreds dermed. Barde spurgte, hvad der var i Vejen imellem dem. Grette kvad da denne Vise.

»Ikke, o Mand, kan du vide,
om ikke Odin dig kværker
selv engang for din Umag,
— tro mig, det værker i Halsen.
Engang i fordums Dage
blev jeg af Ødun kværket,
saa jeg gik rent fra Vejret,
kunde ej gjø eller gabe«.

Barde sagde, at det var en anden Sag, naar han havde noget at hævne; »men lad nu mig mægle imellem Jer og slut Forlig«. De lod det da blive derved, thi de vare noget i Slægt sammen, men Grette tog dog Barde og hans Brødre denne Indblanding temmelig ilde op. De red nu bort alle sammen, og da de vare komne et Stykke paa Vej, sagde Grette: »Jeg har hørt, Barde, at du agter dig sønder til Borgfjord i Sommer; nu vil jeg tilbyde dig at gjøre dig Følgeskab, og mener jeg da at handle bedre imod dig, end du har fortjent«. Barde gik med Glæde ind paa dette Tilbud og takkede ham derfor, og saa skiltes de. Men lidt efter kom Barde tilbage og sagde: »Det vil jeg dog føje til, at du ikke faar følge med, om ikke min Fosterfader Toraren giver sit Minde dertil, thi han skal raade for denne Færd«. »Jeg synes nok, du maatte kunne raade ene for dine egne Sager«, sagde Grette, »jeg spørger ikke andre Folk om Forlov i sligt, og ilde vil jeg synes om det, i Fald du vrager mit Følgeskab«. Barde sagde, at han skulde lade Grette vide, om Toraren gav sit Minde til, at han fulgte med, hvis ikke skulde han blive hjemme, og dermed red de hver sin Vej, Grette hjem til Bjarg, Barde til sin Gaard.

Om Sommeren blev der holdt Hesteting paa Langafit nedenfor Reykjar, og did kom mange Folk. Atle paa Bjarg havde en god Hingst, der stammede ned fra Keingala, og som baade han og Faderen satte stor Pris paa. Brødrene Kormak og Torgils paa Mel havde ogsaa en brun Hingst, der var dygtig til at slaas, og mod den skulde Atles Hingst hidses; desforuden var der mange andre gode Heste. Kormaks og Torgils’ Frænde Od Umageskjald, skulde føre deres Hest i Kampen; han var nu bleven en stærk Mand, der ikke var god at komme for nær, stridbar og overmodig. Grette spurgte sin Broder Atle, hvem der skulde føre hans Hest. »Det véd jeg ikke saa lige« svarede han. »Vil du lade mig gjøre det?« sagde Grette. »Ja, men saa maa du se at styre dig, Frænde«, sagde Atle, »thi det er ærekjære Folk, du faar at gjøre med«. »Ja, kan de ikke holde deres Overmod i Skindet, faar de selv tage Skade for Hjemgjæld«, sagde Grette. Nu bleve Hingstene førte frem, men de andre Heste stode yderlig paa Aabredden og vare bundne sammen. Lige ud for Bredden var Vandet meget dybt. Hingstene bedes godt, og alt gik meget fornøjeligt. Od drev sin Hest frem med stor Ivrighed, men Grette lod sin vige lidt tilbage; med den ene Haand holdt han den i Halen, i den anden havde han Staven, han hidsede den med. Od stod længst fremme mod Aabredden ved sin Hest, og det var ikke frit for, at han jo stak til Atles Hest med sin Stav, naar den havde faaet godt fat, men Grette lod, som han ikke saa’ det. Hestene rykkede nu nærmere og nærmere til Aaen. Da stak Od til Grette med Staven og ramte ham paa Skulderbladet, thi Grette vendte just Skulderen til; han stødte godt til, og der gik da ogsaa noget af Kjødet med, men i sig selv var det dog kun et ringe Saar. I det samme stejlede Hestene; Grette sprang ind under Laaret paa sin Hest og drev Staven saa haardt i Siden paa Od, at han fik tre Ribben knækket og styrtede ud i Aaen tilligemed sin egen Hest og alle de Heste, der stode bundne, og der maatte springe Folk ud for at faa ham op. Nu blev der stor Raaben og Skrigen. Kormak og hans Mænd greb til Vaaben og Folkene fra Bjarg ligesaa; men da Hrutfjordingerne og Vatnsnæsmændene saa’ det, gik de imellem og fik dem skilt ad. De fór hver til sit, men lovede hinanden det Værste, dog holdt de Fred en Tid. Atle talte kun lidet om dette, men Grette var meget opbragt og sagde, at om han maatte raade, skulde de nok træffes igjen.

Tore hed en Mand, Søn af Torkel paa Bordøre. Han boede først paa Melar i Hrutafjord, men efter Kampen paa Fagrabrekka flyttede han sønder til Haukadal og bosatte sig paa Skard. Gaarden paa Melar solgte han til Thorhalle, en Søn af Gamle den jordrige. Thorhalles Søn var Gamle, som var gift med Grettes Søster Ranvejg; de boede nu paa Melar og sad i gode Kaar. Tore paa Skard havde to Sønner Gunnar og Torgejr; de vare begge haabefulde Mænd, men noget voldsomme af sig; de havde nu overtager Gaarden efter deres fader, men opholdt sig for det Meste hos Torbjørn paa Torodsstad. Denne Torbjørn var en tapper Mand og havde vældige Kræfter og deraf fik han sit Tilnavn Øxnamegin eller Oxekraft; han havde altid mange Folk om sig, men det var vanskeligere for ham end for andre at faa Tyende, thi han betalte næsten Ingen deres Løn, og let at komme ud af det med var han heller ikke. Han havde en Frænde, der hed Torbjørn og kaldtes Langfærd eller den vidtfarende, han var jævnlig paa Handelsrejser, og de drev Handel i Fællig. Naar han var hjemme, var han som oftest paa Torodsstad, og han gjorde ikke sin Navne bedre, thi han var fuld af Paafund og drev jævnlig Spot med Folk. Torbjørn Øxnamegins Broder hed Torod med Tilnavnet Drapestump.

Den Sommer, Hestekampen havde fundet Sted, red Kormak og Torgils og deres Frænde Narve sønder til Nordaadal for at udrette nogle Ærinder. Od Umageskjald var ogsaa med, han var nu kommet sig noget efter den Stivhed, han havde faaet i Lemmerne ved Hestetinget. Medens de var søndenfor Heden, fór Grette hjemmefra med to af Atles Huskarle. De red over til Burfjeld og derfra over Aasen til Hrutafjord og kom til Melar om Aftenen. Ranvejg og Gamle tog vel imod Grette og bød ham blive der en Stund; de blev der i tre Dage, saa vilde Grette hjem. Saa fik han at vide, at Kormak og de, der vare med ham, vare komne sønderfra og havde været paa Tunge den Nat. Han brød da op tidlig om Morgenen. Gamle tilbød at give ham Folk med til Følgeskab, og hans Broder Grim, en saare tapper Mand, og en Mand til fulgte med, saa de var nu fem. De red, til de kom op paa Hrutafjordsaasen vest for Burfjeld, der hvor den store Sten ligger, som har Navn efter Grette; der biede de paa Kormak og de andre, og en hel Del af Dagen gik for Grette med at løfte Stenen. Da Kormak kom, red Grette strax ham og hans Mænd imøde, og begge Parter sprang af Hestene. Grette sagde, at nu sømmede det sig for dem som fribaarne Mænd at bruge deres Sværd saa drabelig de kunde og ikke slaas med Stave som Landstrygere. Kormak opfordrede sine Mænd til at gaa frem med Mod og Mands Hjerte, og saa fór de ind paa hinanden og begyndte at slaas. Grette var fremmest i sin Flok og bad de andre tage vare paa, at Ingen kom bag paa ham. De sloges nu en Stund, og der blev Folk saarede paa begge Sider. Samme Dag var Torbjørn Øxnamegin reden over Aasen til Burfjeld, og paa Tilbagevejen saa’ han den Kamp, der stod imellem dem. I Følge med ham var Torbjørn Langfærd og Toressønnerne Gunnar og Torgejr samt Torod Drapestump, og strax da de kom did, bød Torbjørn sine Ledsagere at lægge sig imellem de Kjæmpende, men de var saa hidsige paa det, at de ingen Vegne kom med at faa Kampen standset, og især slog Grette vældig om sig. Toressønnerne kom i Vejen for ham, og han stødte saa haardt til dem, at de begge faldt; derover blev de meget opbragte, og Gunnar hug Atles Huskarl Banehug. Men da Torbjørn saa’ det, bad han dem holde inde med Kampen og sagde, at han vilde hjælpe dem, der gjorde, som han bad. Der var da falden to af Kormaks Huskarle. Grette skjønnede nu, at om Torbjørn slog sig til Modparten, vilde han næppe kunne staa sig, og han standsede derfor Kampen. Da vare alle de saarede, som havde taget Del i den. Saa red de alle hjem, hver til sit, men ilde syntes Grette om, at de vare blevne skilte ad. Der blev intet Forlig sluttet om denne Sag; det syntes Torbjørn Langfærd ilde om, og det blev værre og værre imellem Folkene paa Bjarg og Torbjørn Øxnamegin, saa at det kom til fuldt Fjendskab, som der siden kom Syn for. Der blev ikke budet Atle Bøder for hans Huskarl, men han lod, som om han ikke lagde Mærke til det. Grette blev paa Bjarg, til det lakkede ad Høst. Der meldes Intet om, at han og Kormak senere mødtes.

Barde Gudmundssøn, der afbrød Kampen imellem Grette og Ødun, som før blev fortalt, red, da han og Grette skiltes, tilligemed sine Brødre hjem til Aasbjornsnæs, og kort derpaa red han hen at gjæste sin Fosterfader Toraren den Spage. Denne tog godt imod ham og spurgte, hvad Hjælp han nu havde sikret sig, thi de havde alt gjort Aftale om Bardes Færd til Borgfjord. Barde svarede, at han havde faaet en Mand til at gjøre ham Følgeskab, som tyktes ham en bedre Hjælp end to andre. Toraren tav en Stund og sagde saa: »Det er vel Grette Aasmundssøn?« »Víst, gjætter den Vise«, sagde Barde, »det er just Manden, Fosterfader«. »Sandt er det«, sagde Toraren, »at Grette langt overgaar alle andre Mænd her i Landet, og længe vil det vare, før Vaaben faa Bugt med ham, om han faar beholde sit Helbred, men jeg tvivler paa, at hans Lykke er god, og du kunde vel have nødig, at der ikke var Folk i dit Følge, som der er Ulykke ved. Der vil blive nok at gjøre endda, selv om han ikke er med, og faar jeg Lov at raade, skal han ikke følge med«. »Det havde jeg ikke troet Fosterfader«, sagde Barde, »at du vilde formene mig at tage den raskeste Mand med, der er at faa, hvad der saa end falder for. Lidet baader det ogsaa at være saa nøjeregnende, naar man drives af Nødvendigheden, som Tilfældet er med mig«. »Dog vil det baade dig«, sagde Toraren, »om du lader mig raade« Det blev da, som Toraren vilde, at der ikke blev sendt Bud til Grette, men Barde fór sønder til Borgfjord, og der forefaldt de Begivenheder, som der fortælles om i Heidarviga-Saga. Grette, som var paa Bjarg, da han spurgte, at Barde var reden sønderpaa, blev saare vred over, at der ikke var blevet sendt Bud til ham, og sagde, at saaledes skulde den Sag ikke ende. Han skaffede sig at vide, naar de kunde ventes sønderfra, og red saa ned til Torøgnup, hvor han vilde bie paa dem, til de kom; han gik fra Gaarden op i Lien og ventede der. Samme Dag kom Barde og hans Mænd sønderfra; de vare sex i alt og alle haardt saarede. Da de vare komne forbi Gaarden, sagde Barde: »Der staar en stor Mand med Vaaben oppe i Lien. Hvem tror I det er?« De sagde, at det vidste de ikke. »Det tænker jeg«, sagde Barde, »at det er Grette Aasmundssøn, og er det saa, da er det os, han vil træffe; ilde tænker jeg, har det huet ham, at han ikke kom med paa vor Færd. Men det tykkes mig, at vi ere ilde stedte, om han har i Sinde at gjøre os noget Mén; jeg vil sende Bud efter flere Folk oppe paa Torøgnup for ikke at blive nødt til at taale Overlast af ham. Det tyktes ogsaa de Andre raadeligst, og saa skete det, og derefter red de videre. Grette saa’ dem komme og stillede sig i Vejen for dem. Han spurgte, hvad Tidender der var, og Barde sagde uden Frygt alt, som det var. Grette spurgte, hvem der var i Følge med ham, og Barde sagde, at der var hans Brødre og hans Maag Ejulf. »Nu har du faaet Skammen vasket af dig«, sagde Grette, »men nu skal vi to til at prøve, hvem af os der er den Stærkeste«. »Jeg har havt Ting at gjøre« sagde Barde, »der laa mig mere paa Hjerte end at slaas med dig uden ringeste Grund, og dem mener jeg, jeg har faaet fra Haanden«. »Du tykkes mig at være bleven fejg, Barde«, sagde Grette, »siden du ikke tør slaas med mig«. »Du faar mene, hvad du vil«, sagde Barde, »men jeg saa’ helst, du vilde gaa til Andre med dit Overmod, og ikke tykkes det mig urimeligt, at det tilsidst vil gaa ud over dig selv, thi nu gaar det over alle Grænser«. Grette syntes ilde om hans Spaadom, og var i Tvivl om han skulde gaa løs paa en af dem; det tyktes ham noget voveligt, eftersom de vare sex og han kun én, og i det Samme kom der Folk fra Torøgnup for at hjælpe Barde. Saa lod han dem da ride og gok og tog sin Hest, men ikke bød de hinanden Farvel, da de skiltes. Der meldes Intet om, at Barde og Grette senere tørnede sammen. Det har Grette selv sagt, at han ikke var bange for at slaas med nogen, naar der ikke var flere end tre, og han flyede ikke for fire uden at have prøvet en Dyst med dem, men var der flere, vilde han kun slaas, naar det var Nødværge det gjaldt, som han siger i denne Vise:

»Trøstig gaar jeg mod Trende,
naar jeg til Spydting stævnes,
lidet da ænser jeg Stormen,
Hild mellem Mændene rejser.
Men imod flere end fire
Kjæmper, som Skibe betvinge,
gaar jeg kun mod min Vilje
til Mødet, hvor Spydene suse.«

Da Barde og hans Mænd vare borte, red Grette hjem til Bjarg. Det tyktes ham stor Skade, at han ikke kunde komme til at prøve Kræfter med Nogen, og han spurgte sig jævnlig for, om der ikke var noget Storværk, han kunde give sig i Lag med.

Paa Gaarden Torhalsstad i Forsæludalen, som løber ud fra Vatnsdalen, boede en Mand, som hed Torhal Grimssøn. Det var en meget rig Mand, og især havde han saa meget Kvæg, at Ingen havde mere. Høvding var han ikke, men en gjæv Bonde. Hans Hustru hed Gudrun, og de havde en Søn, Grim, og en Datter, Turid, som begge vare voxne ved denne Tid. Det spøgede svært der paa Gaarden, og det holdt derfor haardt for ham at faa en Faarehyrde, som han kunde være tjent med. Han søgte Raad hos Mange, hvad han skulde gribe til, men Ingen vidste, hvad de skulde raade ham, saa det duede noget. Hver Sommer red Torhal til Tings, og en Sommer han var paa Altinget, gik han til Skapte Lovsigemands Bod. Skapte var en saare vís Mand og plejede at give gode Raad, naar han blev spurgt. Der var den Forskjel imellem ham og hans Fader Torod, efter hvad Somme sagde, at Torod vel kunde se forud, hvorledes det vilde gaa, men var en underfundig Mand, medens Skapte altid raadede Enhver, hvad han mente vilde være godt, om Raadet blev fulgt, og derfor sagde man ogsaa, at Skapte var bedre end sin Fader. Torhal gik nu ind i Boden til Skapte, som tog vel imod ham, thi han vidste, at han var en rig Mand. Skapte spurgte, hvad Tidender han kom med. »Jeg vilde gjerne have et godt Raad af dig«, sagde Torhal. »Dem er der kun knap Tid paa«, sagde Skapte; »hvad er der i Vejen«. »Det er nu saa«, sagde Torhal, »at jeg ikke kan beholde mine Faarehyder, somme komme til Skade, og somme løbe af Tjenesten for mig, og nu vil Ingen tage til mig, som véd, hvorledes det staar til hos mig«. »Saa maa der vel være en Uvætte, som gjør Ustyr hos Jer«, sagde Skapte; »men siden du har søgt Raad hos mig, skal jeg overlade dig en Faarehyrde; han hedder Glaam og er fra Sverig, fra Sylgsdalen; han kom her til Landet ifjor Sommer; det er en stor og stærk Mand, men han er ikke godt lidt af Folk« Torhal sagde, at det brød han sig ikke om, naar han blot røgtede Faarene vel, og Skapte sagde, at slog hans Mod og Kræfter ikke til, var det ikke at vente, at nogen Anden vilde kunne komme ud af det; saa gik Torhal. Tinget var nu tilende, og da Torhal savnede to Heste, gik han selv ud og ledte efter dem, hvoraf man tyktes at skjønne, at han ikke kunde være nogen storsindet Mand. Han gik op under Sledaas og sønder paa langs Aarmandsfjeld; da fik han Øje paa en Mand, som kom oppe fra Godeskoven med en Hest, der var læsset med Kvas. Da de mødtes, spurgte Torhal ham om hans Navn, og han sagde, at han hed Glaam. Det var en storskaaren Mand, underlig at se til, med store blaa Øjne og ulvegraat Haar. Torhal blev noget underlig tilmode, da han saa’ denne Mand, men han Skjønnede strax, at det var ham, han havde faaet Anvisning paa. »Hvad dur du bedst til at tage dig til?« sagde han. Glaam svarede, at han var god til at vogte Faar om Vinteren. »Vil du røgte mine Faar?« sagde Torhal; »Skapte har overladt mig dig«. »Bedst vil det blive for dig, om jeg tager til dig af egen fri Vilje«, sagde Glaam, »thi jeg er ikke god at komme tilrette med, naar der er noget, som ikke huer mig«. »Det gjør Ingenting« sagde Torhal, »jeg vil nok, at du skal tage til mig«. »Saa vil jeg gjøre det da«, sagde Glaam; »men er der ingen Vanskeligheder ved Tjenesten?« »Jo, jeg tror nok det spøger paa Gaarden«, sagde Torhal. »Saadanne Dumheder er jeg ikke bange for«, sagde Glaam, »des lystigere gaar det til«. »Ja, du vil nok faa nødig at være lystig«, sagde Torhal, »det vil baade des bedre, jo vældigere Karl du er«. Saa slutte de fast Aftale, og blive enige om, at Glaam skal komme ved Vinterens Begyndelse. Derefter skiltes de, og Torhal fandt sine Heste, hvor han nylig havde ledt efter dem. Han takkede Skapte for den Tjeneste, han havde gjort ham, og red saa hjem.

Sommeren led nu, og Torhal hørte Ingenting til sin Faarehyrde, og Ingen vidste Rede paa ham, men til den fastsatte Tid var han paa Torhalsstad. Bonden tog godt imod ham, men alle de Andre huede han kun ilde, og Husfruen værst. Han tog nu til at vogte Faarene, og det voldte ham kun lidet Bryderi; han havde en stærk og grov Stemme, og Dyrene flokkedes strax, saa snart han kaldte. Der var en Kirke paa Torhalsstad, men i den kom Glaam aldrig; han sang aldrig og troede ikke paa Gud, stivsindet og umedgjørlig var han og hadet af Alle.

Det led nu saa til Dagen før Jul. Om Morgenen stod Glaam tidlig op og forlangte sin Mad. »Det er ikke kristne Folks Sæd at spise paa denne Dag«, sagde Husfruen, »thi imorgen er det første Juledag, derfor skal der fastes idag«. »I har mange Slags Overtro«, sagde han, »som ikke fore til noget, og jeg skjønner ikke, at det gaar Folk bedre nu, end da de ikke gav sig af med Sligt; det tykkes mig en bedre Tro, Folk havde, da de kaldtes for Hedninger, og jeg vil ikke lade mig narre for min Mad«. »Visselig vil det gaa dig ilde idag«, sagde Husfruen, »om du øver en saadan Ugjerning«, men Glaam bød hende komme med hans Mad lige paa Stedet, ellers skulde det gaa hende ilde. Hun turde da ikke andet end gjøre, som han vilde have det, og da han var mæt, gik han ud og lugtede temmelig ilde. Vejret var mørkt, og Sneen faldt i store Flokke, der var ogsaa meget Gny at høre, og det blev værre, jo længere det led op paa Dagen. Om Morgenen hørte Folk en Del til Faarehyrden, men mindre op ad Dagen. Det blev nu Snefog og Uvejr om Kvælden. Folk gik til Aftensang, og Glaam kom ikke hjem. Man talte om, at man vist burde søge efter ham, men paa Grund af Bælmørket og Uvejret blev det ikke til noget. Han kom heller ikke hjem i Løbet af Natten, og da man havde været til Gudstjeneste, gav man sig til at lede efter ham. Dyrene fandt man rundt omkring i Sumpene, ødelagte af Uvejret, eller oppe i Fjeldene. Saa kom de til et Sted højt oppe i Dalen, hvor der var mange Spor at se, og der saa’ ud, som der havde staaet en vældig Brydekamp, thi Jorden var opreven, og store Sten laa spredte rundt omkring. De saa’ nu godt efter, og et lille Stykke derfra fandt de Glaam liggende død, blaa som Hel og opsvulmet, saa han var saa tyk som et Nød. Det tyktes dem Alle, at det var et stygt og gyseligt Syn. De prøvede paa at faa ham bragt til Kirken, men de kunde ikke faa ham længere afsted end til Kanten af en Kløft et lille Stykke derfra. Saa fór de hjem og sagde Bonden, hvordan Sagerne stod. Han spurgte, hvad der vel kunde have voldt Glaams Død, og de svarede, at de havde set Spor saa store som Bunden af et stort Kar, lige fra det første Sted op til Bjergene øverst i Dalen, og store Blodpletter ved dem, og det fik man ud af Alt, at den Uvætte, som før havde været der, maatte have taget Livet af Glaam, men selv maatte den have faaet saa meget, at den havde nok af det, thi siden den Tid saa’ man aldrig noget til den. Anden Juledag fór man igjen did og prøvede paa at faa Glaam bragt til Kirke; der blev spændt Heste for ham, men saasnart de var paa flad Mark og det ikke længer gik ned ad Bakke, kunde de ikke faa ham af Stedet, og de maatte gaa hjem med uforrettet Sag. Tredie Juledag fór Præsten med dem, men da var Glaam ikke til at finde, skjønt de ledte efter ham hele Dagen. Præsten vilde ikke mere med, men saasnart de kom uden ham, fandtes Glaam. De opgav da at faa ham ført til Kirke og dyssede ham der, hvor han laa. En lille Tid efter blev Folk var, at Glaam ikke laa rolig; der skete Mange stort Mén derved, somme, som saa’ ham, faldt i Uvid, og somme gik helt fra Forstanden. Strax efter Jul tyktes Folk at se ham hjemme paa Gaarden; de blev forfærdelig rædde, og mange løb deres Vej. Saa tog Glaam til at ride paa Husryggene, saa det knagede i dem, og det var ikke langt fra, at han gik igjen baade om Dagen og om Natten. Folk turde næppe nok fare op i Dalen for ham, om de end havde vigtigt Ærinde, og Alle i det hele Herred fandt, at det var en stor Ulykke.

Om Vaaren fæstede Torhal nye Tjenestefolk og satte igjen Bo paa sin Gaard. Saa længe Solen stod saa højt, var Gjengangeriet ikke saa slemt, og det led saa henad Midsommerstid. Den Sommer kom der et Skib, som lagde ind i Hunavatn. Paa det var der en Mand ved Navn Torgøt, en Udlænding, stor og stærk for to. Han var løs og ledig og vilde gjerne have Arbejde, thi han var fattig. Torhal red ned til Skibet og traf Torgøt, som han spurgte, om han vilde tage Tjeneste hos ham. Torgøt svarede, at det havde han ikke noget imod, det vilde han nok. »Men det faar du belave dig paa«, sagde Torhal, »at for Krystere er der ikke godt at være hos mig, thi der har været et svært Spøgeri i den sidste Tid, jeg vil ikke lokke dig til mig ved at tie stille derom«. »Jeg opgiver ikke Ævret for lidt Spøgeri«, sagde Torgøt; »det skal gaa slemt til, førend jeg ræddes, og ikke vil jeg vægre mig ved at tage imod Tjenesten for den Sags Skyld«. Saa blev de da enige om Vilkaarene, og det blev aftalt, at Torgøt skulde passe Faarene om Vinteren. Sommeren led nu, og ved Vinterens Begyndelse tog Torgøt i sin Tjeneste, og han blev snart vel lidt af alle. Glaam viste sig jævnlig der paa Gaarden og red paa Husryggene; Torgøt fandt, at det var meget fornøjeligt; »han faar komme nærmere den gode Mand, om han vil gjøre mig ræd«, sagde han, men Torhal bad ham tage sig iagt, »det vil baade dig bedst, om du ikke kommer til at prøve Kræfter med ham«. »Alt Mod og Mandshjerte er da ogsaa rystet ud af jer«, sagde Torgøt, »I skal ikke tro, at jeg lader Modet falde for saadan Snak«. Saa gik Vinteren hen til Jul.

Juleaften gik Hyrden som sædvanlig til sine Faar. »Nu vilde jeg ønske«, sagde Husfruen, »at det ikke maa gaa som sidst«. »Frygt ikke for det, Husfrue«, sagde Hyrden, »der skal i alt Fald blive, noget at fortælle om, hvis jeg ikke kommer hjem«. Og dermed gik han til sin Hjord. Vejret var temmelig koldt, og det var stærkt Snefog. Torgøt plejede ellers at komme hjem i Skumringen, men den Aften kom han ikke til sædvanlig Tid. Folk gik nu til Gudstjeneste, som Sæd var, og man fandt strax, at det noget nær saa’ ud ligesom forrige Jul. Bonden vilde lade søge efter Torgøt, men Folkene sagde nej, de vilde ikke vove sig ud imod Troldene ved Nattetid, og selv trøstede Bonden sig ikke til at gaa, saa der blev ikke noget af nogen Søgning. Juledag, da man havde spist, gik man ud og ledte efter Hyrden; man gik først til Glaams Dysse, thi man tænkte strax, at det var ham, der voldte, at Manden ikke var kommen hjem, og da de kom hen til Dyssen, saa’ de ogsaa, at der var foregaaet slemme Ting, thi de fandt Hyrden med brækket Hals og hvert et Ben knust i hele Kroppen. De førte Liget til Kirke, og Torgøt gjorde aldrig Nogen Fortræd, men Glaams Uvæsen tog siden den Tid endnu mere til; han gjorde nu et saadan Ustyr, at alle Folk rømmede Gaarden paa Bonden og hans Viv nær. Der var en Kvægrøgter, som havde været der længe; ham vilde Bonden slet ikke af med for hans Troskabs og Paapasseligheds Skyld. Han var en gammel Mand, saa det tyktes ham selv vanskeligt at forlade den Tjeneste, han havde, og han skjønnede ogsaa, at Alt, hvad Bonden ejede og havde, vilde blive lagt øde, om der Ingen var til at tage vare paa det. En Morgen efter Midvinters Tid gik Konen til Fæhuset for at malke Køerne, som hun plejede. Det var da helt lyst, thi før turde Ingen andre være ude end Kvægrøgteren, men han gik ud, saasnart det gryede. Som hun gik, hørte hun et stort Brag inde i Fæhuset og et forfærdeligt Brøl; hun løb skrigende ind og sagde, at der var et frygteligt Ustyr nede i Fæhuset. Bonden gik da derned, og inde i Stalden stod Køerne og stangede hinanden. Det tyktes ham, at der var ikke godt at være, og han gik da ind i Laden. Røgteren saa’ han liggende paa Ryggen, med Hovedet ned i én Baas og Benene i en anden, og da han gik hen til ham og tog i ham, saa’ han, at han var død, Ryggen var brudt paa ham over Hellen imellem Baasene. Nu mente Bonden, at der var ikke længer til at være, og han rømmede Gaarden og tog med sig alt, hvad han kunde; men alt det Kvæg, der blev tilbage, dræbte Glaam, og derpaa fór han over hele Dalen og lagde alle Gaardene øde ovenfor Tunge. Torhal var nu hos sine Venner den Tid, der var igjen af Vinteren, snart hos én og snart hos en anden. Ingen kunde fare igjennem Dalen med Hest eller Hund, thi Dyrene bleve strax dræbte. Da det vaaredes og Solen stod højst, hørte Spøgeriet atter saa temmelig op, og Torhal vilde nu igjen tilbage til sin Gaard. Det var ikke let for ham at faa Tjenestefolk, dog fik han atter sat Bo paa Torhalsstad. Men det gik atter som før; saasnart det blev Høst, tog Spøgeriet til igjen; nu var det Bondens Datter, det især gik ud over, og Enden paa det blev, at hun døde deraf. Der blev søgt mange Raad, men ingen frugtede, og Folk mente, at det saa’ mest ud til, at hele Vatnsdalen vilde blive lagt øde, om der ikke blev raadet Bod paa dette Uvæsen.

Nu er at melde om Grette Aasmundssøn, at han sad hjemme paa Bjarg om Høsten, efter at han og Barde vare skiltes ad ved Torøgnup, men lige ved Vinterens Begyndelse red han hjemmefra til Videdal og tog ind paa Ødunsstad. Han og Ødun bleve da fuldt forligte, Grette forærede ham en god Øxe, og de sluttede Venskab. Ødun boede længe paa Ødunsstad, og fra ham stammede anselige Mænd. Derfra red Grette nord til Vatnsdalen og tog ind paa Tunge. Der boede hans Morbroder Jøkul Baardssøn, on stor og stærk og saare overmodig Mand. Han fór jævnlig tilsøs og var ikke god at komme tilrette med, men ellers en udmærket Mand. Han tog godt imod Grette, som blev hos ham i tre Dage. Der var da saa megen Tale om Glaams Spøgeri, at Intet tyktes Folk mere værd at tale om end det. Grette tog nøje Rede paa Alt, hvad der var sket. Jøkul sagde, at der gik ikke flere Ord om den Sag end den var værd, »men har du Lyst til at tage did, Frænde?« Grette sagde, at det kunde han ikke nægte. Jøkul bad ham ikke gjøre det, »thi det er en stor Prøve, at sætte sin Lykke paa, og dine Frænder ville tabe meget i dig; ingen ung Mand tykkes os at kunne maale sig med dig, og hvor Glaam er, vil det gaa, som Ordet lyder, at »af ond Mand kommer der Ondt«, og langt bedre er det at give sig i Lag med Mennesker, hvordan de end er, end med saadanne Uvætter« Grette sagde, at han havde dog Lyst til at komme til Torhalsstad og se, hvorledes det stod til. »Jeg ser nok«, sagde Jøkul, »at det ikke nytter noget at raade dig derfra, men sandt er det, som Ordet siger, at »Lykke og Mandighed er to Ting«. »Tidt staar Ulykken for Døren for den Ene, mens den Anden kommer godt afsted«, sagde Grette, »se du til, hvordan det vil gaa dig selv, inden Enden tager det«. »Kan være«, sagde Jøkul, »at vi begge se noget frem i Tiden, og at dog Ingen af os kan ændre, hvad der skal komme«. Dermed skiltes de, men Ingen af dem huede den Andens Spaadomme vel.

Grette red nu til Torhalsstad, og Bonden tog godt imod ham. Han spurgte, om Grette agtede sig videre, men han svarede, at han vilde blive Natten over der, om Bonden ikke havde noget derimod. Torhal sagde, at han skulde have Tak til, om han vilde blive, »men Faa finde Fornøjelse i at være her nu for Tiden; du har vel nok hørt Tale om, hvad vi har at byde paa, og jeg saa’ nødig, at du kom i nogen Fortræd hos mig; men saa meget er vist, at slipper du end selv herfra i Behold, din Hest bliver du af med, thi her faar Ingen Lov at beholde sit Dyr«. Grette sagde, at han fik vel nok en Hest, hvordan det saa gik med den, han havde. Torhal blev glad over, at Grette vilde blive der, og tog imod ham med begge Hænder. Hesten blev lukket forsvarlig inde. De lagde sig til at sove, og Natten led, uden at Glaam lod høre fra sig. »Det har hjulpet godt, at du er kommet hid« sagde Torhal, »thi Glaam plejer hver Nat at sidde paa Huset eller bryde Dørene op, som du kan se Mærker efter«. »Saa vil det nok gaa saa«, sagde Grette, »at enten vil Glaam ikke dy sig ret længe, eller Spøgeriet vil holde op for længere Tid. Nu vil jeg blive her én Nat til, lad os saa se, hvorledes det vil gaa« Saa saa’ de til Hesten, og den havde ingen Mén lidt. Grette blev der ogsaa den næste Nat, og det gik ligesaa, Alt var roligt, og Bonden begyndte at fatte Haab. Men da han gik ud for at se til Hesten, var Stalddøren brudt op, og Hesten trukket hen til Døren, og hvert et Ben i den var knust. Torhal sagde nu Grette, hvordan Sagerne stod, og bad ham skynde sig derfra, »thi det er den visse Død, om du bier paa Glaam«. »Se Karlen vil jeg dog«, sagde Grette, »det er da det Mindste, jeg kan have for min Hest«. Bonden sagde, at der var ingen Glæde ved at se ham, »thi han ligner ikke nogen menneskelig Skabning; men god tykkes enhver Stund mig, du vil blive hos mig«. Nu led Dagen, og da Folkene gik i Seng, vilde Grette ikke klæde sig af, men lagde sig paa Bænken overfor Bondens Alkove. Han havde en laaden Kappe ovor sig; den ene Flig slog han om sine Ben, den anden lagde han under Hovedet og saa’ saa ud igjennnem Hovedsplitten; ved Forenden af Bænken var der en meget stærk Stolpe, den stemmede han Fødderne imod. Hele Yderdøren var brækket i Stykker, og der var bundet Ris for istedetfor Dør. Brædevæggen var brudt fra paa Forsiden af Huset baade oven og nedenfor Tværbjælken, alle Sengene vare flyttede fra deres Pladser, og det Hele saa’ alt andet end hyggeligt ud. Der brændte Lys i Stuen om Natten, og da der var gaaet en Trediedel af den, hørte Grette store Døn udenfor, og at En fór op paa Huset, red paa Aasen og slog med Hælene i Taget, saa det knagede i hver en Bjælke. Saadan gik det længe, saa hørte han ham fare ned af Huset og gaa til Døren, og da den var bleven lukket op, saa’ Grette Gjenfærdet stikke Hovedet ind, og det tyktes ham, at det var forfærdelig stort og underlig storskaarent. Glaam gik temmelig langsomt, og da han var kommen ind ad Døren rettede han sig op og naaede da helt op til Taget. Han gik hen til Stuen og lagde Armen op over Tværbjælken og lod øjnene løbe om derinde. Bonden gav ikke en Lyd fra sig, han syntes allerede det var forskrækkeligt nok, hvad han hørte, da Glaam endnu var udenfor; Grette laa ganske stille og rørte sig ikke af Pletten. Da Glaam saa den Byldt, der laa paa Bænken, gik han ind i Stuen og tog et godt Tag i Kappen. Grette stemmede Benene imod Stolpen, og Kappen blev, hvor den var. Glaam rykkede igjen i den og denne Gang endnu stærkere, men fik den ikke af Stedet. Saa tog han tredie Gang i den med begge Hænder saa fast, at han rejste Grette op paa Bænken, og de trak nu begge i Kappen, saa den gik itu imellem dem. Glaam saa’ paa den Stump, han beholdt i Haanden, og undredes paa, hvem der vel kunde holde saa fast igjen imod ham, og i det Samme sprang Grette ind under Armene paa ham, greb ham om Livet og knugede ham i Ryggen, saa haardt han kunde, for at faa Glaam til at gaa bagover, men Gjengangeren greb ham saa fast om Armene, at han veg helt tilbage, og trængtes fra den ene Bænk til den anden. Bjælker gik løse, og Alt brast sønder, hvad der kom dem i Vejen. Glaam vilde trække ham udenfor, men Grette stemte Fødderne imod overalt, hvor han kunde komme til; dog fik Glaam trukket ham ud af Stuen, og der blev nu en haard Dyst imellem dem, thi han vilde have ham helt udenfor; men var han slem at have at gjøre med inde, saa’ Grette dog nok, at han var endnu værre at brydes med ude, og han stred derfor imod af al Magt for ikke at komme derud. Glaam brugte alle sine Kræfter og trak ham ind til sig, da de kom ud i Forstuen, og da Grette nu skjønnede, at paa den Maade vilde han ikke kunde staa sig, saa’ han sit Snit og sprang saa haardt han kunde lige imod Gjengangerens Bryst og stemmede begge Fødderne imod en jordfast Sten, som stod i Døren. Det var Glaam ikke belavet paa; han trak just til af al sin Magt for at faa Grette ind til sig, og nu gik han derfor bag over og tumlede baglænds ud af Døren, saa at Skuldrene stødte imod Dørkarmen og Taget gik sønder, baade Sparrer og den frosne Jord, Huset var tækket med. Grette faldt ovenpaa ham. Det var Maaneskin med drivende Skyer, snart trak de for Maanen og snart fra den. Idet Glaam faldt, drev Skyerne fra Maanen, og Glaam saa’ stivt op paa den, og det har Grette selv sagt, at det er det eneste Syn, der nogensinde har gjort ham ræd; alt, baade Mødighed og det, at han saa’ Glaam rulle saa forfærdeligt med Øjnene, blev han saa overvældet af, at han ikke kunde faa Saxet draget og laa næsten som mellem Himmel og Helvede. Men saa meget større var Glaams Ondskab fremfor andre Gjengangeres, at han talte saalunde: »Stor Umage har du gjort dig, Grette, for at komme til at mødes med mig, og ikke vil det tykkes underligt, om jeg kun bliver dig til liden Baade. Det skal du vide, at du nu har Hælvten af den Kraft og Manddom, der vilde være bleven dig til Del, om du ikke havde truffet mig. De Kræfter, du alt har faaet, kan jeg ikke tage fra dig, men det kan jeg raade for, at du aldrig faar flere; du er stærk nok endda, det ville Mange komme til at sande. Hidtil har du vundet Ry for dine Bedrifter, men fra nu af skal du kun faa Fredløshed og Drabssager ud af dem, og det meste, du gjør, skal vende sig til din Ulykke. Du skal blive Skovgangsmand (26) og næsten altid leve ene, og den forbandelse lægger jeg paa dig, at disse mine Øjne altid skulle staa for dig, og da skal det tykkes dig ulideligt at være ene, og det skal volde din Død«. Men da Gjengangeren havde sagt dette, kom Grette igjen til Kræfter, fik Saxot draget, hug Hovedet af ham og satte det ved hans Bagdel. Bonden, som havde klædt sig paa, imedens Glaam talte, kom nu ud, men han turde ikke komme dem nær, før Glaam var falden. Torhal lovede Gud og takkede Grette, fordi han havde faaet Bugt med denne onde Aand. Saa brændte de Glaams Lig helt op, kom Asken i en Skindsæk og grov den ned langt borte fra Græsgang og Alfarvej, og da de kom hjem, var det Dag. Grette lagde sig til Hvile, thi han var meget stiv og mødig. Torhal sendte Bud til de nærmeste Gaarde efter Folk, og viste og fortalte, hvorledes det Hele var gaaet til. Alle tyktes, at det var en Stordaad, som var stor Ære værd, og det var Alles Ord, at der var ingen Mand i hele Landet, der kunde maale sig med Grette Aasmundssøn i Kraft og Mod og alt hvad mandigt var. Torhal viste ogsaa ved Afskeden, at han skjønnede paa, hvad Grette havde gjort, gav ham en god Hest og gode Klæder, thi de, han bar, da han kom, vare helt sønderrevne, og de skiltes i Venskab. Grette red derfra til Aas i Vatnsdalen, og Torvald tog vel imod ham. Han spurgte ham udførlig ud om Mødet med Glaam, og Grette fortalte, hvad der var foregaaet imellem dem, og sagde, at saadan en Kraftprøve havde han aldrig været med til, saadan en Tid som den Dyst havde varet. Torvald bad ham være noget mere fredsommelig af sig, »saa vil Alt nok gaa vel for dig, men ellers kan det let gaa dig ilde«. Grette svarede, at hans Sind var ikke blevet bedre, snarere var det blevet endnu vanskeligere at holde Styr paa, og alt, hvad der gik ham imod, æggede ham endnu mere end før. En stor Forandring var der foregaaet med ham i den Henseende, at han var bleven saa mørkeræd, at han ikke turde gaa noget Steds hen alene, saasnart det var mørkt, han saa’ da alskjøns Syner, og derfra stammer det Mundheld, at den, som ser en Ting helt anderledes, end den er, ham laaner Glaam Øjne, eller han har Glaamsyn. Da Grette havde røgtet sine Ærinder, red han hjem til Bjarg og blev der den Vinter.

Torbjørn Øxnamegin gjorde den Høst, medens Grette var nord i Vatnsdalen, et stort Gilde. Der var kommet Mange sammen, blandt dem ogsaa Torbjørn Langfærd, og der blev talt om mangt og meget. Hrutfjordingerne spurgte, hvordan det var gaaet til ved Kampen imellem Grette og Kormak oppe paa Aasen den Sommer; Torbjørn Øxnamegin talte meget godt om Grette og sagde, at det vilde være gaaet Kormak ilde, om de ikke vare blevne skilte ad. Da sagde Torbjørn Langfærd: »Baade er det saa, at jeg ikke saa’ Grette øve noget der, som er værd at tale om, og ogsaa tror jeg, at han blev ræd, da vi kom til; det var en let Sag at faa ham til at holde inde med Kampen, og heller ikke saa’ jeg, at han søgte at hævne Atles Huskarl, som blev dræbt; jeg tror aldrig, der er Mod og Mandshjerte i ham, naar han ikke har Overmagten paa sin Side«, og paa den Vis blev Torbjørn ved at spotte ham. Mange sagde, at det var en taabelig Snak, og at Grette næppe vilde finde sig deri, om han fik det at vide. Andet skete der ikke ved det Gilde, som er Omtale værd, og Folk fór hjem. Om Vinteren var der stort Uvenskab paa begge Sider, dog angreb ingen af Parterne den anden, og Vinteren gik, uden at der skete noget.

Tidlig om Vaaren før Tingtid kom der et Skib fra Norge. Folk ombord havde mange Tidender at melde, først og fremmest at der var sket Høvdingsskifte i Norge, Olaf Haraldssøn var bleven Konge og Svend Jarl rømt af Landet efter Slaget ved Næs. Der blev fortalt mange mærkelige Ting om Kong Olaf, blandt andet ogsaa, at han tog med Glæde imod alle Mænd, som udmærkede sig i Et eller Andet, og gjorde dem til sine haandgangne Mænd. Den Tidende bleve mange unge Mænd glade ved at høre, og mange fik Lyst til at fare did, og saa gik det ogsaa Grette, han haabede ligesom Andre at vinde Hæder og Ære hos Kongen. Der stod et Skib oppe ved Gaasar i Øfjord, der tingede han sig ombord og lavede sig til at fare bort; han havde heller ikke meget med paa Rejsen denne Gang. Aasmund var nu meget affældig af Ælde og laa næsten altid i Sengen. Han og Aasdis havde en Søn, som hed Illuge, en haabefuld Mand, men endnu kun ung. Deres anden Søn Atle overtog hele Gaardens Drift og Styrelse, og alt gik da meget bedre, thi han var baade dygtig og forsigtig. Grette fór nu til Skibet, han skulde med. Torbjørn Langfærd havde tinget sig ombord paa det samme Skib, førend man vidste noget om, at Grette ogsaa skulde med det, og nu raadede Mange Torbjørn fra at sejle sammen med Grette, men Torbjørn sagde, at det fik nu blive som det var, han vilde afsted med det. Han gjorde sig da rede til Rejsen og blev temmelig sent færdig, saa han ikke kom til Gaasøre, før Skibet var helt sejlklart. Førend Torbjørn brød op, var den gamle Aasmund, Grettes Fader, bleven syg og maatte helt holde Sengen. Da Torbjørn kom til Stranden, var det sent paa Dagen; Folk skulde til at spise og var ved at tvætte Hænderne udenfor Boden; da han red ned igjennem Smøgen imellem Boderne, hilste man paa ham og spurgte ham om Tidender. Han sagde, at han vidste ingen, »det skulde da være, at jeg tænker, Kjæmpen Aasmund paa Bjarg nu er død«. Mange sagde, at det var en gjæv Bonde, der her var faret heden; »men hvordan er det gaaet til?« sagde man. »Det var ikke store Ting, der voldte hans Død«, svarede han, »thi han kvaltes af Stuerøg som en Hund; men stor Skade er der ikke sket, thi han gik i Barndom«. »Det er en underlig Tale at føre om en saadan Mand«, sagde de, »og ilde vilde Grette synes derom, hvis han hørte det«. »Det skulde jeg kunne bære«, sagde Torbjørn; »Grette faar svinge Saxet stærkere, end han gjorde ifjor Sommer paa Hrutafjordsaasen, om han skal gjøre mig ræd«. Grette hørte alt, hvad Torbjørn sagde, men lod sig ikke mærke med noget, medens han talte, men da han tav, sagde han: »Det spaar jeg dig, Langfærd, at du ikke bliver kvalt af Stuerøg, men det kan ogsaa hænde, at du ikke dør af Ælde. Usømmeligt er det at tale Haansord om sagesløs Mand«. »Det skal ikke afholde mig«, sagde Torbjørn, »men det tykkes mig ikke, du var saa rask paa det, da vi reddede dig, dengang Folkene fra Melar pryglede dig som et Nød« Grette kvad da denne Vise:

»Ofte, du Buens Spænder (27),
rører for rapt man sin Tunge;
tidt maa et Ord, den har talet,
bødes i dyre Domme.
Mangen en Saarormens Borgvagt (28),
som maa med Livet bøde,
tykkes mig, har ej saa ærlig,
Langfærd, som du fortjent det«.

»Din Snak bringer mig ikke Døden nærmere«, sagde Torbjørn. »Da har mine Spaadomme dog hidtil ikke ladet vente paa deres Opfyldelse«, sagde Grette, »og saa vil det ogsaa gaa nu; vár dig derfor, om du vil, thi det er ikke rimeligt, at Lejlighed oftere vil bydes dig dertil«. Dermed hug han til ham; Torbjørn bødede for sig med Armen, og den røg af ovenfor Albuen, og derfra sprang Saxet ned paa Halsen, og Hovedet røg af ham. Kjøbmændene sagde, at han hug, saa det kunde blive til noget, saadan skulde den kunne slaa, som vilde i Tjeneste hos en Konge; men det tyktes dem ikke, der var sket nogen stor Skade, ved at Torbjørn var bleven dræbt, thi han havde været baade spydig og trættekjær. Kort efter stak de i Søen, og henimod Sommerens Ende kom de til Norge, sønder ved Hørdaland. Grette spurgte der, at Kong Olaf var nord i Trondhjem, og han tingede sig da ombord paa et Kjøbmandsskib, som fór did, thi han vilde til Kongen.

Paa Gard i Adeldal boede en Mand, som hed Tore Skeggessøn, en stor Høvding, som havde gjort mange Rejser. Han havde to Sønner, begge haabefulde Mænd og fuldvoxne paa den Tid, da dette tildrog sig; Torgejr hed den ene og Skegge den anden. Tore havde været i Norge den Sommer, da Kong Olaf kom fra England, og var da kommen i stor Yndest baade hos Kongen og Sigurd Bisp; et Vidnesbyrd derom var det, at da han havde ladet lave en stor Knor (29) i Skoven og bad Sigurd Bisp om at vie den for ham, gjorde Bispen det, og da Tore siden kom ud til Island og lod Knorren hugge op, eftersom han var bleven kjed af at sejle, lod han Snablerne (30) sætte op over sin Yderdør, hvor de sad længe siden, og af dem kunde man se, hvordan Vejret vilde blive, thi imod Søndenvind tudede det i den ene og imod Nordenvind i den anden. Da Tore nu spurgte, at Kong Olaf var kommet til Magten i hele Norge, tænkte han, at i ham havde han en Ven at holde sig til. Han sendte derfor sine Sønner til Norge, til Kongen, og mente, at de skulde blive hans haandgangne Mænd. De kom sønder til Landet sent paa Høsten og fik sig saa en Roskude, som de sejlede langs med Kysten paa for at komme til Kongen; men da de vare komne til en Havn søndenfor Stad, blev de liggende der i nogle Dage; de tog godt til sig af Mad og Drikke, og gav sig ikke ud, naar Vejret ikke var godt. Om Grette og hans Stalbrødre er at melde, at de tidt havde haardt Vejr, thi det var i Begyndelsen af Vinteren, og da de stod nordpaa imod Stad, fik de et svært Uvejr med Snefog og Frost, saa det var med Nød og næppe de en Kvæld naaede til Land, alle helt mødige og forkomne. Der var jævn Mark der, hvor de lagde til, og deres Gods og hvad de ellers havde med fik de bjerget, men Kjøbmændene gav sig ynkelig, fordi de ikke kunde skaffe sig Ild, og det tyktes dem næsten, at det var Liv og Helbred om at gjøre. De laa nu der, ilde stedte; men ud paa Kvælden saa’ de en stor Ild lyse op paa den anden Side af det Sund, de vare ved, og de begyndte da at tale indbyrdes om, at den var i god Behold, som laa ved det Baal; de pønsede endogsaa paa, om de skulde løse Skibet og styre derover, men det tyktes dem dog for farligt. De talte nu meget om, hvorvidt det var tænkeligt, at Nogen skulde kunne komme til den Ild. Grette blandede sig ikke meget i Samtalen, sagde blot, at der vel nok havde været de Mænd, som det ikke vilde være slaaet fejl for. Kjøbmændene sagde, at det hjalp ikke dem Noget, at der havde været slige Folk, naar der Ingen var nu, som kunde hjælpe dem. »Trøster du dig ikke selv til det, Grette?« sagde de; »du har jo Ord for at være den dygtigste af alle Islændinger, og du véd, hvor megen Magt der ligger os derpaa«. »Ikke tykkes det mig saa overvættes stor en Bedrift at komme til Ilden«, svarede Grette, »men ikke véd jeg, om I ville lønne mig efter Fortjeneste, om jeg gjør det«. »Hvorfor holder du os for saadanne Uslinger«, sagde de, »at vi ikke skulde lønne dig vel derfor?« »Saa skal jeg prøve derpaa« sagde Grette, »siden der ligger jer saa stor Magt derpaa, men det aner mig, at der ikke vil komme noget Godt ud deraf for mig«. De sagde, at saa skulde det ikke blive, og ønskede ham al mulig Held og Lykke. Saa klædte Grette sig af og lavede sig istand til Svømningen, iførte sig blot en Kappe og Vadmels Broge, kiltede Kappen op om sig og slog et Basttov om Livet; et Kar tog han ogsaa med sig og sprang saa ud. Han svømmede nu tværs over Sundet og gik i Land paa den anden Side. Der saa’ han et Hus og hørte Stemmer og megen Larm og Lystighed derinde. Det var Tores Sønner, som før bleve omtalte, der var derinde. Deres Skib laa i Storhavnen, og de havde nu allerede biet mange Dage paa passelig Bør, at de kunde komme nord om Stad; nu sad de og drak med deres Mænd, tolv i alt, i et Herberge, der var indrettet til Ophold for Folk, som fór langs med Kysten; der var strøet Halm paa Gulvet og brændte ogsaa et stort Baal. Grette gik nu ind i Huset, skjønt han ikke vidste, hvem de var. Hans Kappe var frossen ganske stiv, saa snart han kom i Land, og han var frygtelig stor at se til, som var han en Trold. Folkene inde i Huset bleve meget forfærdede ved dette Syn og tænkte, at det var en Uvætte, der var kommen over dem; de slog ham med alt, hvad de fik fat paa, og der blev stor Tummel og Larm derinde, men Grette stødte dem fra sig med Armene. Somme slog ham med Brande, saa Gnisterne føg omkring i Huset, men med alt det slap han dog ud med Ilden og kom tilbage til sine Stalbrødre. De lovede meget hans Mandighed og den Bedrift, han havde øvet, og sagde, at hans Lige fandtes ikke. Saa led Natten, og nu tyktes det dem, at de var vel hjulpne, siden de havde faaet Ild. Om Morgenen var det godt Vejr; Kjøbmændene vaagnede tidlig og gjorde sig rede til at fare videre. De bleve enige om at sejle over til dem, der havde havt Ilden, og se, hvem de var, men da de kom over paa den anden Side af Sundet, var der ikke noget Hus at se, kun en Askedynge, som de fandt en Mængde Menneskeben i. De skjennede da, at Herberget maatte være brændt, og de Mænd med, der var i det. De spurgte Grette, om det var ham, der havde voldt den Ulykke, og sagde, at det var den værste Misgjerning. Grette sagde, at nu gik det, som han ventede, at de vilde lønne ham ilde, fordi han havde hentet Ild til dem, og at daarlige Karle var det altid galt at hjælpe. Det blev Grette til stor Fortræd, at Kjøbmændene fortalte, hvor de kom hen, at han havde brændt disse Mænd inde, og det spurgtes snart, at det var Tores Sønner fra Gard og deres Følgesvende, der vare komne af Dage der. Saa jog de Grette bort fra Skibet og vilde ikke have ham med, og han blev nu saa ilde set, at næsten Ingen vilde gjøre ham noget Godt. Det tyktes ham kun at se lidet lovende ud, men nu vilde han for enhver Pris til Kongen, og han fortsatte sin Færd nordpaa til Trondhjem. Kongen var der og havde spurgt alt dette, før Grette kom did, og man havde sat meget Ondt for ham. Han maatte ogsaa vente flere Dage, før han naaede at komme for Kongen.

Saa var det en Dag, Kongen sad i et Møde, at Grette gik frem for ham og hilsede ham. Kongen saa’ paa ham og sagde: »Er du Grette den stærke?« »Saa har man kaldt mig«, svarede Grette, »og jeg er kommen hid, fordi jeg venter mig nogen Hjælp af Eder imod den Bagtalelse, der er bleven rejst imod mig, thi det tykkes mig, at jeg er uskyldig i det, der er sket«. »Gjæv ser du ud«, sagde Kong Olaf, »men ikke véd jeg, om du vil have Lykke til at komme godt fra denne Sag; dog tykkes det mig rimeligst, at du ikke har brændt Folkene inde med Vilje. Grette sagde, at han gjerne vilde fri sig for dette Vanry, om Kongen mente, at det lod sig gjøre. Kongen bad ham fortælle den fulde Sandhed, om hvordan det var gaaet til, og Grette sagde da alt, som det før blev fortalt, og derhos, at de alle vare i Live, da han slap ud med Ilden, »og jeg vil nu byde mig til at underkaste mig enhver Prøve, som Loven tykkes Eder at hjemle, for at godtgjøre, at det er sandt, hvad jeg har sagt«. »Saa ville vi tilstede dig at bære Jern«, sagde Kong Olaf, »og se, om det lykkes dig«. Det huede Grette saare vel, og han fastede nu til den Dag, da Jernbyrden skulde finde Sted. Kongen og Biskoppen var i Kirken og en Mængde andre Folk, thi mange vare nysgjerrige efter at se Grette, saa meget som der var blevet fortalt om ham. Grette blev nu ført did, og da han kom til Kirken, saa’ de Mange, der vare samlede der, paa ham og sagde til hinanden, at han var ulig de Fleste i Kraft og Væxt. Da Grette gik op ad Kirkegulvet, sprang der en Knøs frem, lige udvoxen og noget barsk at se til, og sagde til ham: »Underligt staar det til i dette Land, hvor Folk kalde sig Kristne; Ilgjerningsmænd og Ransmænd og Tyve faa Lov at fare i Fred og rense sig; vil ikke en Misdæder se at bjerge sit Liv, om det kan lade sig gjøre? Her er nu en Ugjerningsmand, som aabenbart har avet store Misgjerninger og indebrændt sagesløse Mænd, og dog skal han have Lov at bære Jern, det kalder jeg en stor Uskik«. Saa fór han ind paa Grette og pegede Fingre og skar Ansigter ad ham og skjældte ham for Søn af en Havtrold og mange andre slemme Ting. Grette blev rasende og kunde ikke styre sig, men slog Knøsen med knyttet Næve under Øret, saa han strax faldt i Uvid, og Somme sige, at han døde strax. Men Ingen kunde sige, hvor han kom fra, eller hvor han blev af, og det tro de Fleste, at han var en ond Aand, der var sendt til Grettes Fortræd. Der blev nu stor Larm i Kirken, og det blev meldt Kongen, at han, som skulde bære Jern, var kommen i Slagsmaal. Kong Olaf gik da frem i Kirken og saa’, hvad der var paa Færde. »Du har Ulykke med dig, Grette«, sagde han, »nu kan der ikke blive noget af Jernbyrden, efter hvad der er sket; det vil ikke blive dig let at strides med din Ulykke«. »Jeg havde ventet, Herre«, svarede Grette, »at komme til større Hæder hos Eder for min Æts Skyld, end det nu ser ud til; Andre er det gaaet godt hos Kong Olaf. Jeg vilde gjerne, at I tog mig i Eders Tjeneste, og det mener jeg, at I har Mange hos Eder, som ikke ere taprere og dygtigere Stridsmænd end jeg«. »Jeg ser vel«, sagde Kongen, »at der kun er faa Mænd som du i Kraft og Manddom, men Ulykken er for haardt efter dig, til at du kan være hos os. Nu faar du fare i Fred for mig, hvorhen du vil, og blive her i Landet Vinteren over, men til Sommer skal du fare hjem til Island, thi der er det Skjæbnens Vilje, at du skal lægge dine Ben«. »Først vilde jeg dog gjerne rense, mig for denne Mordbrændersag, om jeg maatte«, sagde Grette, »thi hvad der er sket, har jeg ikke gjort med Vilje«. »Det tykkes mig rimeligt«, sagde Kongen, »men eftersom du har forspildt Jernbyrden ved din Utaalmodighed, faar du ikke denne Sag fremmet videre, end den nu er kommet. Tankeløshed avler altid Fortræd, men det tror jeg, at er nogen Mand bleven bagvasket, saa er det dig«. Grette blev endnu en Stund derefter i Byen, men hos Kong Olaf naaede han ikke mere. Saa fór han sønder i Landet og agtede sig øster til Tønsberg til sin Broder Torsten Dromund, og der meldes Intet om hans Færd, før end han kom til Jæderen.

Ved Juletid kom Grette til en rig Bonde ved Navn Ejnar; han var gift og havde en giftefærdig Datter, som hed Gyrid, en fager Kvinde og et saare godt Gifte. Ejnar bød Grette blive hos sig om Julen, og det tog han imod. Det hændte dengang jævnlig rundt omkring i Norge, at Stimænd, som holdt til i Skovene, kom ned i Bygderne og æskede Folk til Holmgang for at vinde deres Kvinder eller ranede deres Gods, hvor der ikke var Folk nok til at sætte sig til Modværge. En Dag i Julen kom der en saadan stor Flok Ildgjerningsmænd til Ejnar, og i Spidsen for den stod en vældig Bersærk, som hed Snekoll. Han bød Ejnar overgive ham sin Datter eller værge hende, om det tyktes ham, at han var Mand for det. Bonden var allerede tilaars og ingen Stridsmand, saa det tyktes ham, at det var en stor Vanskelighed, han nu var kommen i; han spurgte derfor sagte Grette, hvad han vilde raade til, »thi du er en navnkundig Mand«, sagde han. Grette bad ham om ikke at sige ja til Andet, end hvad han fandt der ingen Skam var ved. Bersærken var tilhest og havde Hjelm paa, men Kindspænderne vare ikke spændte; han holdt et jernbeslaaet Skjold for sig og skreg op, saa det var forskrækkeligt at høre paa. »Skynd dig nu at vælge et af to«, sagde han til Bonden; »hvad or det, den lange Rækel siger der ved Siden af dig? han skulde vel ikke ville prøve en Leg med mig?« »Det gaar mig som Bonden«, sagde Grette, »Ingen af os er stor paa det«. »Rædde ville I blive, om jeg bliver vred«, sagde Bersærken. »Det véd man, naar man har prøvet det«, sagde Grette. Bersærken syntes nu, at Sagen trak ham for længe ud; han tog til at hyle i vilden Sky, gabede over det ene Hjørne af Skjoldet og bed i Kanten af det. Grette slentrede hen til ham, og da han var kommen paa Siden af Hesten, sparkede han saa haardt til det Nederste af Skjoldet, at Hjørnet, Bersærken havde i Munden, røg op og splittede Kjæverne fra hinanden, og Underkjæven hang ned paa Brystet af ham. I det Samme tog han et Tag i Hjelmen med venstre Haand og rev Vikingen ned af Hesten, og med højre Haand trak han Saxet, han var gjordet med, og hug ham i Halsen, saa Hovedet røg af. Men da Snekolls Følgesvende saa’ det, flyede de til alle Sider, og Grette gad ikke sætte efter dem, da han saa’, at der ingen Mod var i dem. Bonden takkede ham meget for denne Daad, og mange Andre med ham, og man var enig om, at han baade havde lagt Raskhed og Mandighed for Dagen derved. Grette blev der nu Julen over i megen Anseelse, og Bonden fulgte ham af Gaarde med gode Gaver. Saa fór han øster til Tønsberg, hvor han traf sin Broder, som tog kjærlig imod ham og spurgte, hvordan det var gaaet ham, og om Kampen med Bersærken. Grette kvad:

»Skjoldet, som Kampens Røgter (31)
sparked med Ankeltornen (32),
rørte ved Snekolls Madport (33),
haardt var i Jernet at bide.
Susende Piles Fangbrædt (34)
delte Tandgjærdets Tofter
saa, at den underste Kjæve
hang og dingled paa Brystet«

»Du giver tidt Prøver paa, at du er en dygtig Mand, Frænde«, sagde Torsten, »naar blot ikke Ulykken fulgte dig«. »Dog tales der om det, der bliver gjort«, sagde Grette.

Grette blev nu hos Torsten Resten af Vinteren og ud paa Vaaren. Saa hændte det en Morgen, da Brødrene laa i deres Sovekammer, at Grette havde Armene ovenover Sengklæderne. Torsten vaagnede og saa’ det, og lidt efter vaagnede ogsaa Grette. »Jeg har ligget og set paa dine Arme, Frænde«, sagde Torsten, »og ikke tykkes det mig underligt, at Mange finde dine Hug tunge, thi saadanne Arme har jeg ikke set paa nogen anden Mand«. »Du kan da ogsaa vide«, sagde Grette, »at jeg ikke vilde kunne have udrettet, hvad jeg har gjort, om jeg ikke havde svære Kræfter«. »Hellere saa’ jeg dog, du var noget spinklere«, sagde Torsten, »og at der saa var mere Lykke ved dig«. »Det er et sandt Ord«, sagde Grette, »at Ingen skaber sig selv. Lad mig nu se dine Arme«. Torsten viste ham dem; han var meget høj og spinkel; Grette smilte og sagde: »Det er ingen Nytte til at se længe paa dem, man kan jo tælle Knoklerne i dig; jeg mener aldrig jeg har set saadan en Tang som dine Arme; næppe skulde man tro, du havde Kræfter som en Kvinde«. »Det kan være«, sagde Torsten, »men det skal du dog vide, at om ikke disse spinkle Arme hævner dig, bliver du aldrig hævnet. Ingen véd, hvordan det gaar, før Enden er der«. Videre meldes der ikke om hvad de taltes ved. Det led nu ud paa Vaaren; Grette kom ombord paa et Skib og fór til Island. Brødrene skiltes i Venskab; de saas aldrig mere.

Nu er at melde, at da Torbjørn Øxnamegin spurgte Torbjørn Langfærds Drab, som før blev omtalt, blev han saare vred og sagde, at nu var det deres Tur at hugge til. Aasmund laa længe syg den Sommer, og da han mærkede, det led mod Enden, kaldte han sine Frænder til sig og sagde, det var hans Vilje, at Atle skulde overtage hele Styrelsen af hans Gods, naar han var død, »men jeg er bange for«, sagde han, »at du næppe faar Lov at sidde i Fred for Andres Ubillighed, og vil jeg derfor bede alle mine Frænder staa ham bi som bedst. Men Grette kan jeg Ingenting sige om, thi hans Liv synes mig som lagt paa et rullende Hjul, og skjønt han er en stærk Mand, frygter jeg dog for, at han selv vil faa for store Vanskeligheder at staa i, til at kunne blive sine Frænder til nogen Hjælp, men skjønt Illuge endnu kun er ung, vil han dog blive en dygtig Mand, om han beholder Liv og Helbred«. Og da Aasmund havde sagt sine Sønner, hvorledes han vilde, det skulde være, tog hans Sot til, og kort efter døde han. Han blev jordet paa Bjarg, thi han havde ladet bygge en Kirke der. Det tyktes alle Folk i Herredet stor Skade, at han var gaaet bort. Atle blev nu en anset Bonde og havde mange Folk hos sig. Han var en driftig Mand.

Ud paa Sommeren fór han til Snefjeldsnæs for at kjøbe Tørfisk. Han drev mange Heste sammen og red først til Melar i Hrutafjord til sin Maag Gamle; Grim Torhalssøn, Gamles Broder, og én Mand til red med ham. De fór vester over Haukadalsskaaret og saa den lige Vej ud paa Næsset, hvor de kjøbte meget Tørfisk, som de læssede paa syv Heste, og da de vare færdige, red de hjem. Torbjørn Øxnamegin fik Nys om, at Atle og Grim vare redne hjemmefra. Toressønnerne, Gunnar og Torgejr, fra Skard vare hos ham, og da han bar Avind til Atle for hans Vennesælhed, fik han egget Brødrene til at lægge sig i Baghold for Atle, naar han red hjem fra Næsset. De red da hjem til Skard og biede der, til Atle og hans Fæller kom. Da de kom udfor Skard, saa’ Brødrene dem og brød da strax op med deres Huskarle og red efter dem. Men da Atle saa’ deres Færd, bød han sine Mænd tage Byrderne af Hestene; »de vil byde mig Bøder for den Huskarl, Gunnar vog for mig ifjor Sommer, kan jeg tænke«, sagde han; »nu ville vi ikke angribe først, men værge os, om de begynder«. Brødrene kom nu hen til dem og sprang af Hestene. Atle hilste dem og spurgte om Tidender, »eller vil du give mig Bod for min Huskarl, Gunnar?« »Andet, have I Bjargsmænd fortjent, end at faa Bøder«, svarede Gunnar, »og snarere skulde der gives Bod for Torbjørn, som Grette fældede«. »Det skal jeg ikke staa til Ansvar for« sagde Atle, »og desuden tilkommer Eftermaalet i den Sag ikke dig«. Gunnar sagde, at det brød han sig ikke om, »lad os nu gaa løs paa dem, og benytte os af, at Grette ikke er her«. Saa styrtede de ind paa Atle; de var otte, men Atle og hans Mænd sex. Atle gik fremmest i sin Flok og svang Sværdet Jøkulseje, som Grette havde givet ham. Da sagde Torgejr: »I mange Dele ligne de Tapre hinanden, men højere bar Grette Saxet ifjor Sommer paa Hrutafjordsaasen«. »Ogsaa er han mere vant til Storværker end jeg«, sagde Atle. Saa sloges de. Gunnar angreb Atle meget heftig og var meget rasende, og da de havde kjæmpet en Stund, sagde Atle: »Der er ingen Hæder ved at vi dræber hinandens Huskarle, lad nu os alene kjæmpe, jeg har aldrig kjæmpet med Vaaben i Haand før nu«. Det vilde Gunnar ikke gaa ind paa, men Atle bød sine Huskarle tage Vare paa Byrderne, »saa vil jeg se, hvad de vil gjøre«, og dermed gik han saa drabelig frem, at Gunnar og hans Mænd veg for ham. Atle dræbte to af Brødrenes Huskarle, og derpaa vendte han sig imod Gunnar og hug til ham, saa Skjoldet kløvedes tværsover nedenfor Haandfanget, og derfra røg Sværdet ned og ramte ham i Benet nedenfor Knæet, og strax efter gav han ham et andet Hug, som blev hans Bane. Grim Torhalssøn gik imod Torgejr, og de kjæmpede længe, thi de vare begge tapre Mænd. Men da Torgejr saa’ sin Broder Gunnar falde, vilde han fly, men Grim løb efter ham og forfulgte ham, til han snublede og faldt forover, og saa hug han ham med Øxen imellem Herderne, saa den gik dybt i. Saa gav de de tre Huskarle, der vare tilbage, Fred, forbandt deres Saar og lagde igjen Byrderne paa Hestene og fór saa hjem og meldte disse Drab. Atle sad nu hjemme om Høsten med mange Folk om sig. Torbjørn Øxnamegin var overmaade ilde tilfreds, men han kunde ingen Vegne komme med noget, thi Atle var meget vennesæl. Grim blev hos ham den Vinter og ligesaa hans Maag Gamle; der var ogsaa Glum Uspakssøn, hans anden Maag; han boede dengang paa Øre i Bitra. Der var altsaa mange Folk paa Bjarg, og der var stor Lystighed.

Torbjørn Øxnamegin overtog Eftermaalet efter Toressønnerne; han anlagde Sag imod Grim og Atle for Drabene, men de anlagde Sag for at faa Dom over Brødrene, at de laa paa deres Gjerninger for det Overfald, de havde gjort sig skyldige i. Sagerne bleve stævnede for Hunavatnsting, og de samlede mange Folk paa begge Sider, og især fik Atle Mange til Hjælp, thi han havde mange Frænder. Begge Parters Venner gik da imellem og mæglede Forlig; derom vare Alle enige, at Atle var en brav Mand, der ikke af sig selv gik Nogen for nær, men dog slog fra sig, naar det gjaldt, og Torbjørn saa’ da, at der ikke var bedre Vilkaar at vente end at tage imod Forlig. Atle sagde paa Forhaand, at han hverken vilde være fredløs i Herredet eller fare af Landet. Der blev da valgt Voldgiftsmænd, fra Atles Side Torvald Aasgejrssøn og fra Torbjørns Side Sølve den prude, en anselig og klog Mand. De kom da overens om, at der kun skulde bødes halv Mandebod for Toressønnerne, Hælvten skulde eftergives for deres voldelige Anfald paa Atle, hvorved de havde stræbt ham efter Livet. Drabet paa Atles Huskarl, som faldt paa Hrutafjordsaas, skulde gaa op imod Drabet paa de to, som faldt sammen med Toressønnerne. Grim Torhalssøn skulde forlade Herredet, men Atle vilde være ene om at udrede Bøderne. Denne Kjendelse huede Atle vel, men Torbjørn ilde, dog skiltes de som forligte, om end Torbjørn brummede noget om, at det skulde ikke blive derved, om det gik, som han vilde. Atle takkede Torvald for den Hjælp, han havde ydet ham, og red saa fra Tinget; Grim Torhalssøn flyttede sønder til Borgfjord og satte Bo der paa Gilsbakke og blev en anset Bonde.

Torbjørn Øxnamegin havde en Huskarl ved Navn Aale, en temmelig ondskabsfuld og doven Mand. Torbjørn bød ham tage bedre fat, ellers pryglede han ham, sagde han. Aale sagde, at han havde ingen Lyst til at gjøre mere, end han gjorde, og blev stædig, og saa tabte Torbjørn Taalmodigheden og slog ham i Gulvet og handlede ilde med ham. Saa rendte Aale af sin Tjeneste, fór nordover Aasen til Midfjord og standsede ikke, før han kom til Bjarg. Atle var hjemme og spurgte, hvor han skulde hen. Han sagde, at han søgte Tjeneste. »Tjener du ikke hos Torbjørn?« sagde Atle. »Vi kunde ikke komme ud af det med hinanden«, sagde Aale; »jeg har ikke været der længe, men ilde tyktes det mig, medens jeg var der, og til Afsked var han lige ved at kvæle mig; der tager jeg aldrig mere Tjeneste, hvad der saa ellers bliver af mig. Det er ogsaa vist nok, at der er stor Forskjel paa, hvem af Jer der kommer bedst ud af det med sine Husfolk; jeg vilde gjerne tjene hos dig, om det kunde føje sig saa«. »Jeg har Folk nok til Arbejdet her paa Gaarden«, sagde Atle, »og har ikke nødig at tage dem fra Torbjørn; heller ikke tykkes det mig, der er vundet noget ved at have dig; gaa du hjem til ham igjen. Aale sagde, at did gik han ikke med sin gode Vilje. Han blev saa en Stund paa Bjarg. En Morgen gik han paa Arbejde med Atles Huskarle og arbejdede, som om han havde Hænder over hele Kroppen, og det blev han ved med hele Sommeren. Atle sagde Ingenting til ham, men lod ham dog faa Kosten, fordi han gjorde sit Arbejde saa godt. Torbjørn fik nu Nys om, at Aale var paa Bjarg. Han red da did selvtredie og bad om at faa Atle i Tale. Atle gik ud og hilsede dem. »Vil du nu igjen til at fortrædige mig og gjøre mig imod, Atle?« sagde Torbjørn, »hvorfor har du taget imod min Huskarl? det er Uskjel«. »Jeg har Ingen Bevis for, at han er din Huskarl«, sagde Atle; »jeg skal ikke holde paa ham, om du kan bevise, at han er dit Tyende, men jeg har ingen Lyst til at trække ham ud af mit Hus«. »Du faar raade for dennesinde«, sagde Torbjørn, »men jeg kræver Manden af dig og forbyder dig at tage Nytte af ham; jeg skal komme igjen, og da er det ikke vist, at vi skilles mod større Venskab end nu«. »Jeg skal være hjemme og tage imod, hvad der kommer«, sagde Atle, og saa red Torbjørn derfra. Men om Kvælden, da Huskarlene kom fra Arbejde, fortalte Atle, hvad Ord der var faldne mellem ham og Torbjørn, og bad Aale om at at gaa sin Vej; han vilde ikke holde ham borte fra hans Tjeneste, sagde han. »Sandt er det gamle Ord«, sagde Aale, »at de, der gaar for stort Ry af, svigte først. Jeg havde ikke troet, du nu vilde jage mig bort, efter at jeg har arbejdet som en Hest her i Sommer i det Haab, at du vilde tage mig noget i Forsvar; men saadan er det med Jer, hvor meget Godt man end tror at kunne vente af Jer. Nu skal jeg lade mig prygle her for dine Øjne, om du ikke vil tage mig i Forsvar eller hjælpe mig«. Ved denne Tale skiftede Atle Sind og nænnede ikke at jage ham bort. Tiden led nu, til man skulde til at slaa Hø. Saa var det en Dag lidt før Midsommer, at Torbjørn Øxnamegin red til Bjarg; han havde Hjelm paa Hovedet, var gjordet med et Sværd og havde et Spyd med et bredt, fladt, Blad i Haanden. Det var vaadt Vejr den Dag. Atle havde sendt somme af sine Huskarle til Høslæt og somme paa Fiskeri nordpaa ved Horn, selv var han hjemme med nogle faa Mænd. Det var nærved Middagstid, da Torbjørn kom der; han var ene og red hen til Yderdøren; den var lukket, og der var ingen Folk at se derude. Han bankede paa Døren og skjulte sig saa bag Husene, saa at man ikke kunde se ham fra Døren. Folk inde i Stuen hørte, at der blev banket, og en Kvinde gik ud. Torbjørn tog i en Fart Skjøn paa Pigen, men holdt sig selv skjult, thi han havde Andet isinde. Hun gik ind i Stuen igjen, og da Atle spurgte, hvem det var, der var derude, sagde hun, at hun havde Ingen set. Som de stod og talte om dette, slog Torbjørn et stort Slag paa Døren. Da sagde Atle: »Det er mig, han vil træffe; han maa have Ærinde til mig, hvad det nu kan være«. Saa gik han frem og ud i Døren, men saa’ Ingen udenfor. Det regnede stærkt; derfor gik han ikke ud, men holdt med én Haand i hver af Dørstolperne og saa’ sig om. I det Samme sprang Torbjørn frem for Døren og jog med begge Hænder Spydet tværs igjennem Atle; idet Atle fik Stødet, sagde han: »De er i Mode, de brede Spyd«, og dermed faldt han forover paa Tærskelen. Nu kom Kvinderne, som havde været inde i Stuen, frem og saa’, at Atle var død. Torbjørn var da kommen op paa sin Hest; han lyste sig Drabet paa Haand og red saa hjem. Aasdis sendte Bud efter Folk, og der blev sørget for Atles Lig; han blev jordet ved Siden af sin Fader. Hans Død vakte megen Sorg, thi han havde baade været en klog og vennesæl Mand. Der blev ingen Bøder budt for hans Drab, og heller Ingen krævede dem, thi Eftermaalet tilkom Grette, naar han kom hjem, saa der blev ikke rørt ved den Sag den Sommer. Men Torbjørn vandt sig ingen Venner ved denne Daad; dog fik han sidde i Fred paa sin Gaard.

Om Sommeren før Tingtid kom der et Skib til Island og lagde til Land ved Gaasar. Det spurgtes da, hvorlunde det var gaaet Grette, og ogsaa Branden blev der fortalt om. Da Tore paa Gard fik Nys om dette, blev han frygtelig vred og fast bestemt paa at tage Hævn over Grette for sine Sønners Død. Han red da til Tings med et talrigt Følge og kærede Sagen, men man fandt, at der ikke kunde gjøres noget ved den, eftersom der Ingen var, som kunde svare til Klagen. Tore sagde, at han var fast besluttet paa at ville have Grette gjort fredløs i hele Landet for den Udaad, han havde øvet. »Visselig er dette en stor Misgjerning«, svarede Skapte Lovsigemand, »om det er gaaet til, som der siges; men som oftest faar man kun den halve Sandhed frem, naar kun én fører Ordet, og er en Sag tvivlsom, tro de Fleste helst det Værste. Jeg vil ikke dømme Grette fredløs for dette, som Sagerne nu staa«. Men Tore var en stor Høvding, der havde megen Magt i Herredet og var vennesæl blandt Stormændene, og han gik saa haardt paa, at de, som vilde værne om Grette, ingen Vegne kunde komme. Han fik ham dømt fredløs i hele Landet, og var ham siden den haardeste af alle hans Fjender, som der tidt kom Syn for. Han satte ogsaa strax Penge paa hans Hoved som paa en anden Skovgangsmands. Mange sagde, at dette var mere gjort med Overmagt end efter Lov og Ret, men nu stod det ved Magt. Derefter red Tore hjem, og der forefaldt Intet videre til efter Midsommer.

Da det lakkede imod Sommerens Ende, kom Grette Aasmundssøn ud til Island, og Skibet lagde til i Hvidaa i Borgfjord. Folk fra Herredet red til Skibet, og Grette fik da paa én Gang alle disse Tidender, først at hans Fader var død, saa at hans Broder var dræbt, og for det Tredie, at han var dømt fredløs i hele Landet. Da kvad han denne Vise:

»Svare Ulykker har ramt mig;
alt maa paa én Gang jeg friste;
Fader og Broder er døde,
selv er jeg fredløs vorden.
Dog skal tungere Sorger,
tro mig I Valdisers Venner (35),
mangen en Sværdbryder (36) volde
større Kummer i Tiden«.

Men dog sige Folk, at det var, som disse Tidender intet Indtryk gjorde paa hans Sind, og at han var ligesaa glad som før. Han blev endnu en Stund ombord paa Skibet, thi han kunde ikke faa nogen Hest, han syntes om. Paa Bakke ovenfor Tingnæs boede der en Bonde ved Navn Svend, en god og munter Mand, der jævnlig kvad Viser, som Mange havde Gammen af. Han havde en brun Hoppe, en udmærket Løber, som han kaldte Sadelkolle. En Nat fór Grette lønlig bort, thi han vilde ikke, at Kjøbmændene skulde vide det. Han fik sig en sort Kappe, som han tog ovenpaa Klæderne, saa man ikke kunde kjende ham. Han gik op forbi Tingnæs til Bakke, og da han kom did, var det bleven lyst. Han saa’ den brune Hoppe staa i Tunet, gik hen til den og lagde Bidsel paa den, satte sig saa op og red langs med Hvidaa nedenom Bø hen til Flokedalsaa og saa op ad Vejen ovenfor Kalvenæs. Huskarlene paa Bakke vare da lige staaet op og kom nu og sagde deres Husbond, at der var en Mand, som var redet bort paa Hesten. Han stod op, smilte og kvad:

»Bort red Skjoldildens Svinger (37),
kort kun var han fra Gaarden;
Hjelmtræ! (38) med Tyvshaand han raned
Sadelkolle fra Tunet.
Vist jeg tror, at den Skjoldets
Frøj (39) ej frygter at øve
mangen en Voldsdaad som denne,
lidet han ænser kun Andre«.

Saa tog han en Hest og red efter ham. Grette red, til han kom op udfor Gaarden Krop; der mødte han en Mand, som sagde han hed Halle og at han var paa Vejen ned til Skibet. Grette kvad da:

»Vidt og bredt du i Bygden
sige, du Buens Spænder,
som har saa travlt, at du mødte
Sadelkolle heroppe,
og at paa Hoppen du skued
Manden i Kappen den sorte,
ham, som ynder at doble (40), —
skynd dig afsted nu Halle«.

Saa red han videre; Halle red ned ad Vejen og var naaet til Kalvenæs, da han mødte Svend. De hilste hurtig hinanden, og Svend kvad:

»Sig, har du set den trædske,
overmodige Driver
ride forbi paa min Hoppe?
højlig hans Ran mig ærgrer.
Herredets Bønder skal dømme
ham i Straf for hans Udaad,
og faar jeg fat i Karlen,
banker jeg blaa ham Ryggen«.

»Det kan du nok komme til«, sagde Halle; »jeg mødte ham, og han sagde, at det var Sadelkolle, han red paa, og bad mig fortælle det i Bygden og Herredet. Han var stor af Væxt og havde en sort Kappe paa«. »Han synes kun at gaa efter sit eget Hoved«, sagde Svend, »jeg vil dog vide, hvem han er«. Og dermed red han videre efter ham. Da Grette kom til Deildartunge, traf han en Kone; til hende kvad han:

»Velbaarne Guldets Valkyrie (41),
bring du Havildens Vogter (42)
dette Kvad til hans Gammen
— rapt jeg rider hans Ganger.
Odins Mjød (43) blev mig skjænket,
dristig føjer jeg Talen,
rask skal hans Ganger trave,
til jeg til Gilsbakke kommer«.

Konen nemmede Visen, og han red videre. Lidt efter kom Svend did; hun var endnu udenfor, og strax da han kom, kvad han:

»Hvem var den Sværdstormvækker,
som for en kort Stund siden
fór her forbi trods Vinden
rapt paa den sorte Ganger?
Længe for sand det varer,
før jeg faar Tag i den frække
Hund, som er dreven i Udaad,
og som har ranet min Hoppe«.

Hun sagde, som Grette havde bedt hende om. Svend hørte paa Visen og sagde saa: »Rimeligt er det, at denne Mand er min Overmand, men træffe ham vil jeg nu«. Han red nu videre gjennem Bygden, og den Ene kunde stadig se den Anden. Vejret var baade hvast og vaadt. Grette kom til Gilsbakke opad Dagen, og da Grim Torhalssøn fik at vide, at det var ham, der var der, tog han saare venskabelig imod ham og bad ham blive der. Grette tog imod Tilbudet, slap Sadelkolle løs og fortalte Grim, hvordan han var kommen til den. Saa kom Svend; han stod af, og da han saa’ sin Hest, kvad han:

»Hvem har redet min Hoppe?
hvad vil i Leje du byde?
Saa’ man en værre Ransmand
end Manden med Kappen, som dobler!«

Grette havde nu taget sine vaade Klæder af, og da han hørte Visen, kvad han:

»Hoppen red hid jeg til Grim, du
— ej skal for Kotkarl han regnes —
lidet faar du i Leje,
lad du os kun være kvit, du«.

»Saa lad os være kvit da«, sagde Svend, »jeg har faaet Løn for Ridtet«. Saa fremsagde hver af dem sine Viser, og Grette sagde, at han ikke vilde tage Svend hans ilde op, eftersom han var den Forurettede. Svend blev der om Natten, og han og Grette havde megen Morskab af dette. Viserne kaldte de for Sadelkolleviserne. Næste Morgen red Svend hjem, og han og Grette skiltes i Venskab. Grim fortalte Grette meget om Alt, hvad der var foregaaet oppe ved Midfjord, medens han havde været borte, og blandt Andet sagde han, at der ingen Bøder var bleven givet for Atle, og at Torbjørn Øxnamegins Magt nu var saa stor, at det var uvist, om Aasdis fik Lov at blive paa Bjarg, om det blev saadan ved. Grette blev kun faa Nætter hos Grim, thi han vilde ikke, at Rygtet om at han var kommen hjem, skulde brede sig, før han var kommen over Hederne. Grim bad ham komme til ham, naar han trængte til Hjælp, »men jeg vil ikke overtræde Loven og selv blive fredløs ved at give dig Ly og Ophold hos mig«. Grette sagde, han var en brav Mand, »og rimeligt er det, at jeg siden vil komme til at trænge mere til din Hjælp end nu«. Han red saa nordpaa over Tvidægra og kom til Bjarg midt om Natten, da alle laa og sov undtagen hans Moder. Han gik bag om Husene til en Dør der var, thi han var huskjendt, og gik saa ind i Stuen, hen til sin Moders Seng. Hun spurgte, hvem det var, og han sagde det. Hun rejste sig overende, omfavnede ham, sukkede dybt og sagde: »Velkommen, min Søn! Stakket Glæde har jeg af mine Sønner; den, som jeg havde størst Støtte af, er dræbt; du er dømt fredløs som en Ubodsmand, og den tredie er saa ung, at han Intet kan tage sig til«. »Det er et gammelt Ord«, sagde Grette, »at bedst fanger man Bod for en Sorg ved at bie paa den næste. Ogsaa er der Andet, der kan trøste Folk, end Pengebøder, og venteligt er det, at Atle ikke vil komme til at ligge uhævnet, og hvad mig selv angaar, er det ikke vist, naar jeg faar med Nogen at gjøre, om de eller jeg trækker det korteste Straa«. Hun svarede, at det kunde han have Ret i. Grette blev nu en Stund paa Bjarg og spejdede efter, hvad Folk i Herredet tog sig til. Kun Faa vidste, at han var der, man vidste ikke engang, at han var kommet til Midfjord. Han fik Nys om, at Torbjørn Øxnamegin var hjemme og kun havde faa Folk hos sig. Man havde da lige slaaet Hjemmemarkerne.

Saa var det en Dag, det var godt Vejr, at Grette red vester over Fjeldaasene til Torodsstad. Han kom did ved Middagstid. Da han bankede paa Døren, kom nogle Kvinder ud; de kjendte ham ikke og hilste ham. Han spurgte efter Torbjørn. De svarede, at han var ude i Engene og bandt Hø, thi Torbjørn var en arbejdsom Mand, der næsten aldrig laa ledig, og med ham var hans Søn Arnor, som var sexten Aar. Da Grette havde faaet det at vide, sagde han Farvel og red bort ad Vejen til Reykjar. Der strækker der sig en Mose ned fra Aasen, og ved den var der en stor Eng, hvor Torbjørn havde ladet slaa meget Hø, som nu var tørt; det var det, han nu var gaaet ud for at binde tilligemed Drengen, og en Kone havde de med til at hjælpe sig. Grette red nu op paa Engen, menTorbjørn og Drengen stod noget højere oppe; et Bundt havde de bundet og var nu i Lav med det andet. Torbjørn havde sat sit Skjold og Sværd fra sig ved det Bundt, der var færdigt, men Drengen havde en Haandøxe hos sig; Ingen af dem havde Hjelm. Da Torbjørn saa’ Grette komme, sagde han til Drengen: »Der kommer en Mand ridende op imod os; lad os holde op og binde og høre, hvad han vil«, og saa gjorde de. Grette stod af Hesten. Han havde Hjelm paa Hovedet, var gjordet med Saxet, og i Haanden havde han et stort Spyd uden Hager med sølvbeslaaet Skaftrør. Han satte sig ned og tog den Nagle ud, som holdt Spydet fast paa Skaftet, thi han vilde sikre sig imod, at Torbjørn skulde kunne sende ham Spydet tilbage. »Det er en stor Mand«, sagde Torbjørn, »og ikke kjender jeg Nogen, om det ikke er Grette Aasmundssøn. Visselig mener han, at han har skjellig Grund til at ville os tillivs. Lad os nu tage mandig imod ham, og ikke give ham Aarsag til at tro, at vi har tabt Modet. Vi ville fare frem med List imod ham; jeg vil angribe ham forfra og prøve, hvordan det vil gaa, thi jeg trøster mig til at gaa imod hvem det skal være, naar jeg kun har med én at gjøre, men du skal gaa bagved ham og hugge ham med Øxen med begge Hænder imellem Herderne; du behøver ikke at frygte, at han skal gjøre dig nogen Fortræd, eftersom han vender Ryggen til dig«. Grette gik nu op paa Mosen, og saa snart han var nær nok, kastede han Spydet efter Torbjørn, men det sad løsere paa Skaftet, end han tænkte, og i Flugten gled det til Siden og faldt af Skaftet og gik ned i Jorden. Torbjørn tog Skjoldet op og holdt det for sig, drog Sværdet og vendte sig mod Grette, som drog Saxet og svang det; han holdt godt Øje med Drengen bagved sig og angreb endnu ikke Torbjørn; men da Drengen var kommen ham saa nær, at han kunde naa ham, svang han Saxet højt og slog ham i Hovedet med Ryggen af det, saa haardt, at Hjerneskallen kløvedes, og det blev hans Bane. Da sprang Torbjørn frem imod Grette og hug til ham, men han skjød Skjoldet for med venstre Haand og afbødede Hugget, hug saa til med Saxet og kløvede Skjoldet for Torbjørn, og Saxet ramte ham i Hovedet, saa haardt, at det stod i Hjernen, og Torbjørn faldt død om, saa Grette havde ikke nødig at hugge tiere. Han ledte nu efter sit Spyd, men kunde ikke finde det, tog saa sin Hest og red ud til Reykjar og lyste sig Drabene paa Haand. Den Kone, som var med paa Engen, saa’ ham øve Drabene og løb forfærdet hjem og fortalte, at baade Torbjørn og Drengen vare blevne slaaede ihjel. Det kom alle dem, der vare hjemme, ganske uventet, thi Ingen vidste noget om Grettes Færd. Der blev da sendt Bud til de nærmeste Gaarde efter Folk, og der kom strax mange, som bragte Ligene til Kirke. Torod Drapestump overtog Eftermaalet og samlede strax en Flok. Grette red hjem til Bjarg til sin Moder og fortalte hende, hvad han havde gjort. Hun blev glad derved og sagde, at nu slægtede han Vatnsdælerne paa »men dette vil blive Ophav til et fredløst Liv for dig, og det er vist, at længe ad Gangen vil du ikke kunne være her for Torbjørns Frænder; men nu kan de dog se, at ikke alt huer dig vel«. Grette kvad:

»Jættens Ven (44) bed i Græsset
i Odins Storm (45) for min Sværdegg,
han, som fik Øxnes Kræfter,
rasende fór han imod mig!
Nu er for Atle der bødet —
uhævnet laa han for længe,
siden for Torbjørn han segned —,
nu er han hævnet tilfulde«.

Aasdis sagde, at det var sandt. »Men ikke véd jeg, hvad du nu vil gjøre«, sagde hun. Grette sagde, at han vilde søge til sine Venner og Frænder paa Vestlandet, »dig vil jeg ikke føre i Vanskeligheder«. Han lavede sig nu til at fare, og han og hans Moder tog kjærlig Afsked med hinanden. Han fór først til Melar i Hrutafjord og fortalte sin Maag Gamle, hvorledes det Hele var gaaet til med Drabet paa Torbjørn. Gamle bad ham skynde sig bort fra Hrutafjord saa længe Torbjørns Frænder havde Flokken samlet, »men vi skal nok yde dig al den Hjælp, vi kan, ved Eftermaalet efter Atle«. Saa red Grette vester over Laxaadalsheden og rastede ikke, før end han kom til Ljaarskov til Torsten Kuggeson, hvor han blev længe om Høsten.

Torod Drapestump spurgte sig for rundt omkring, hvem der vel kunde have dræbt Torbjørn og hans Søn, og da de kom til Reykjar, fik de at vide, at Grette havde været der og lyst sig Drabene paa Haand. Torod skjønnede nu, hvorledes det var gaaet til. Han red da til Bjarg, hvor der var samlet mange Folk, og spurgte, om Grette var der. Aasdis sagde, at han var redet bort, og at hun ikke vilde holde ham skjult, om han var der, »men I kunne være vel tilfredse, om det bliver ved dette, thi Atles Drab er ikke hævnet for dyrt. I ænsede ikke den Sorg I voldte mig, og vel er det, at det nu er kommet til Jer«. Saa red de hjem, og det tyktes dem ikke let at komme nogen Vegne i denne Sag. Spydet, som Grette havde tabt, fandtes ikke før, end at nulevende Folk kunne mindes det, det blev fundet i Slutningen af Lovsigemanden Sturla Tordssøns Levetid, i den Mose, hvor Torbjørn faldt, og som nu hedder Spydsmyr, og deraf kan det skjønnes, at det virkelig var dér, Torbjørn blev dræbt, om end Somme sige, at det var paa Midfitjar. Da de nu spurgte, at Grette var paa Ljaarskov, samlede de Folk og agtede sig did. Men da Gamle paa Melar fik det at vide, sendte han Bud til Torsten og Grette, om hvad Hrutfjordingerne havde for, og Torsten sendte da Grette ind til Tunge, til Snorre Gode, thi dengang laa han endnu ikke i Strid med ham. Han gav Grette det Raad, at han skulde bede Snorre om at tage sig af ham, men vilde han ikke, bad han ham fare vester til Reykjaholar til Torgils Aressøn, »han vil saa nok tage imod dig i Vinter, og bliv saa der ved Vestfjordene, til denne Sag er bilagt«. Grette lovede at følge hans Raad og red til Tunge, fik Snorre Gode i Tale og bad ham tage sig af ham. »Jeg er nu en gammel Mand«, svarede Snorre, »og har ingen Lyst til at tage imod fredløse Mænd, om jeg ikke er nødt dertil; men hvorfor viste den Høvding, du kommer fra, dig fra sig?« Grette sagde, at Torsten ofte havde gjort vel imod ham, »men nu trænger jeg til flere end ham alene, om det skal blive til noget«. »Jeg skal tale din Sag«, sagde Snorre, »om det kan være dig til nogen Hjælp, men dit Ophold maa du søge andetsteds end hos mig«. Dermed skiltes de, og Grette red vester til Reykjanæs. Hrutfjordingerne kom med deres Flok til Saamsstad, men da de der fik at vide, at Grette var borte fra Ljaarskov, vendte de om.

Det var henved Vinterens Begyndelse, da Grette kom til Torgils og bad, om han maatte blive hos ham Vinteren over. Torgils svarede, at Mad skulde han faa som andre frie Mænd, »men den er ikke af bedste Slags her paa Gaarden«. Det, sagde Grette, brod han sig ikke om. »Der er en anden Vanskelighed«, sagde Torgils; »der er et Par Mænd, som ogsaa agte at tage Ophold her, og de har noget ondt ved at holde sig i Tømme; det er Fostbrødrene Torgejr og Tormod, og jeg véd ikke, hvordan I ville komme ud af det sammen, men dem har jeg lovet at tage imod til enhver Tid, naar de ville være her; nu kan du blive her, om du vil, men det vil ikke baade Jer, om I ikke holde Fred«. Grette sagde, at han skulde ikke vælte sig ind paa Nogen, og navnlig nu, da Bonden havde sagt det til ham. Lidt efter kom Fostbrødrene. Torgejr og Grette var just ikke blide imod hinanden, men med Tormod var der Intet i Vejen. Torgils sagde det Samme til dem, som han havde sagt til Grette, og begge Parter holdt hans Ord saa højt i Ære, at de holdt sig fra Fjendtligbeder, men venskabelig kom de ikke ud af det sammen, og det gik nu saa til hen paa Vinteren.

Torgils ejede de Øer, som hedde Olafsøerne og ligge ude i Fjorden en halvanden Mil fra Reykjanæs, og der havde han en god Oxe gaaende, som ikke var bleven hentet hjem om Høsten. Han talte stadig om, at de maatte se at faa den hjem inden Jul. En Dag besluttede Fostbrødrene, at de vilde tage over og hente den, om de kunde faa en Mand med til Hjælp. Grette bød sig til at følge med dem; de tog imod Tilbudet, og de fór bort alle tre i en Baad til ti Aarer. Vejret var koldt med Nordenvind, og Vinden tog stadig til. Da de havde naaet Øerne og faaet fat i Oxen, spurgte Grette, hvad de helst vilde, skaffe Oxen ombord eller holde Baaden, thi der gik en svær Brænding. De bade ham holde Baaden; han stod da ved Midten af den Side der vendte fra Land, Søen gik ham til Skuldrene, og han holdt Baaden, saa den ikke rokkedes, medens Torgejr og Tormod løftede Oxen ombord i den. Saa satte de sig til at ro, Torgejr i Forstavnen, Tormod midtskibs og Grette i Agterenden, og saa gik det op ad Fjorden. Men da de vare komne udfor Bukkeklinten, slog Stormen voldsomt imod dem. »Nu bliver Agterenden, hvor den er«, sagde Torgejr. »Ikke skal Agterenden sakke agterud«, sagde Grette, »om der bliver roet godt forude«. Torgejr trak da saa haardt paa Aarerne, at begge Aaretoldene gik af. »Hal du nu ud, Grette« sagde han, »mens jeg bøder Skaden« og det gjorde Grette; men da Torgejr tog til at ro igjen, havde Grette slidt saadan paa Aarerne, at han rystede dem i Stykker paa Baadens Sider. Tormod sagde, at det var bedre at ro mindre skrapt end at ødelægge Aarerne, men Grette tog to Stykker Træ, der vare bestemte til at lave Aarer af, og som laa i Skibet, brød to store Huller i Bordplankerne og roede saa skrapt, at det knagede i hver Planke; men som det var et godt Skib og alle tre raske Folk, naaede de i god Behold til Hvalshøsholmen, hvor de havde taget Skibet. Grette spurgte nu, om de vilde bringe Oxen hjem eller sætte Skibet op; de valgte det sidste og satte det op, fuldt af Vand som det var og bedækket med Is, men Grette trak af med Oxen; den var baade fed og stiv og blev snart træt, og da han kom op til Titlingstad, kunde den ikke gaa længere. Fostbrødrene gik imidlertid hjem, thi ingen af Parterne vilde hjælpe den anden. Torgils spurgte efter Grette, og de sagde, hvor de sidst havde set ham. Han sendte da Folk ud efter ham, og da de kom nedenfor Hellisholar, saa’ de en Mand komme op imod dem med et Nød paa Nakken, og det var Grette, som bar Oxen. Alle undredes over, hvor langt hans Kræfter strakte til, men Torgejr bar næsten Avind til ham for hans Styrke.

Saa var det en Dag noget efter Jul, at Grette gik ene i Bad. Torgejr fik det at vide og sagde til Tormod:  »Lad os nu gaa did og se, hvordan Grette vil blive tilmode, om jeg gaar løs paa ham, naar han kommer fra Bad«. »Det synes jeg ikke om«, sagde Tormod, »det vil du ingen Glæde faa af«. »Jeg vil dog gjøre det«, sagde Torgejr og løb ned ad Brinken med hævet Øxe. Grette kom lige fra Badet, og da de mødtes, sagde Torgejr: »Er det sandt, Grette, at du har sagt, du aldrig vilde vige for én Mand?« »Det, véd jeg ikke saa lige«, svarede Grette, »men kort er jeg veget for dig«. Torgejr svang nu Øxen, men i det samme sprang Grette ind paa ham og kastede ham haardt til Jorden. »Vil du staa rolig og se paa, at den Djævel kaster mig under sig?« sagde Torgejr til Tormod, og denne greb da Grette i Benene og vilde trække ham bort fra Torgejr, men kunde ingen Vegne komme dermed. Han vilde da drage Saxet, han var gjordet med, men saa kom Torgils Bonde til og bad dem holde Fred og lade Grette være. De gjorde, som han bød, og lod, som det blot havde været Spøg. Det tyktes Folk, at Torgils havde havt stort Held med sig til at holde Styr paa saa urolige Hoveder. Da det vaaredes, fór de alle tre bort. Grette fór ind til Torskefjord og siden vester over Hederne. Naar han blev spurgt om, hvordan han havde syntes om Kosten og Opholdet paa Reykjaholar, svarede han: »Det er det Sted, hvor jeg har været gladest ved min Mad, naar jeg fik nogen«.

Torgils Aressøn red til Tings med talrigt Følge. Did kom alle Stormænd fra hele Landet. Da han traf Skapte Lovsigemand, gav denne sig i Samtale med ham og spurgte, om det var sandt, at han havde havt de tre Mænd hos sig om Vinteren, som var de overmodigste Mænd paa Island og oven i Kjøbet fredløse, og dog havde kunnet styre dem, saa Ingen af dem havde gjort nogen af de Andre noget Mén. Torgils svarede, at det var sandt. »Stor Dygtighed som Høvding har du da lagt for Dagen; men hvad mener du om deres Sind? hvordan har det sig med deres Mod og Manddom hver for sig?« Torgils svarede: »Jeg mener, at de alle ere fuldt modige Mænd, men dog tror jeg, at de to af dern kunne ræddes, skjønt paa ulige Vis, thi Tormod er en gudsfrygtig Mand med en stor Tro, men Grette er saa mørkeræd, at han ikke tør gaa af Stedet, saa snart det er mørkt, om han kan følge sit eget Hoved. Men min Frænde Torgejr tror jeg kan ikke blive ræd«. Paa dette Alting kærede Torod Drapestump Sagen om Torbjørn Øxnamegins Drab, thi han havde ikke kunnet faa den fremmet paa Hunavatnstinget imod Atles Frænder, men her, tænkte han, vilde hans Klage vanskeligere kunne skydes til Side. Atles Frænder henvendte sig til Skapte, som sagde, at i den Sag var der gyldigt Lovværn, og de skulde faa fuld Mandebod for Atle. Da Sagerne kom for, var det de Flestes Mening, at Atles og Torbjørns Drab skulde gaa op imod hinanden, men da Skapte fik det at vide, gik han til Dommerne og spurgte, hvordan de kunde faa det ud deraf. De svarede, at Atle og Torbjørn havde været Jævninger. »Hvad skete først?« sagde Skapte, »blev Grette dømt fredløs før Torbjørn blev dræbt, eller omvendt?« De regnede da efter, og det viste sig, at der var en Uges Forskjel; Grette var bleven dømt fredløs paa Altinget, og Drabet paa Torbjørn var øvet strax efter »Det tænkte jeg nok«, sagde Skapte, »at I havde overset det, da I anlagde Sagen, og havde sagsøgt en Mand, som alt var fredløs og hverken kunde kære eller værge sin Sag. Grette har Intet med den Sag at gjøre; den, som maa tage den paa sig, er den nærmeste Arving næst efter ham. »Hvem skal da svare for min Broder Torbjørns Drab?« sagde Torod Drapestump. »Det faar I selv se at finde ud«, sagde Skapte, »men næppe ville Grettes Frænder øse Penge ud for ham eller hans Gjerninger, om han ikke kan faa Fred derved«. Da Torvald Aasgejrssøn fik det at vide, at Grette ikke kunde søges for Drabet, granskede han efter, hvem man da havde at holde sig til, og fandt man da ud, at de nærmeste vare Skegge, Gamle paa Melars Søn, og Uspak, Glum paa Bitras Søn; de vare begge ivrige og stridbare Mænd. Torod maatte nu give Bøder for Drabet paa Atle, to Hundreder i Sølv. Da sagde Snorre Gode: »Hvad sige I nu, Hrutfjordinger, om at lade denne Bøde falde, naar saa Grette faar Fred? Jeg tænker, han vil blive en farlig Skovgangsmand«. Grettes Frænder gik gjerne ind paa dette Forslag og sagde, at de brød sig ikke om Penge, om han kunde faa Fred og Frihed, og Torod sagde, at han skjønnede nok, hans Sag var bleven vanskelig, og at han var villig til at tage imod dette Forlig. Snorre bad dem da faa at vide, om Tore paa Gard vilde give sit Minde til, at Grette fik Fred, men da han fik Nys om dette, blev han vred og sagde, at Grette aldrig skulde komme ud af sin Fredløshed, og langt fra at give ham Fred vilde han sætte endnu større Pris paa hans Hoved, end der havde været sat paa nogen anden Skovgangsmands; og da han vægrede sig, blev der ikke noget af det Hele. Gamle tog Pengene i Forvaring, og Torod Drapestump fik ingen Bøder for sin Broder Torbjørn. Han og Tore satte da en Pris paa Grettes Hoved, tre Mark Sølv hver; det fandt Folk mærkeligt, thi der havde aldrig før været udsat en større Pris end tre Mark. Snorre sagde, at det var uklogt af dem at gjøre sig Umage for at holde en Mand i Fredløshed, der kunde gjøre saa megen Fortræd, og at det vilde Mange komme til at undgjælde for. Saa skiltes man og red hjem fra Tinge.

Da Grette var kommen over Torskefjordsheden til Langadal, gav han sig til at hærge hos Smaabønderne, tog fra hver af dem hvad han vilde, fra Somme Vaaben og fra Somme Klæder. De tog denne Sag paa forskjellig Vís, men derom vare de alle enige, saasnart han var borte, at han havde øvet Vold imod dem. Dengang boede Vermund den smækre i Vatnsfjorden, men han var til Tings, da Grette var i Langadalen. Paa Laugabol boede en Mand, som hed Helge, en af de anseligste Bønder der paa Egnen. Did fór Grette og tog en god Hest fra Bonden. Saa fór han ind til Gjørvedalen, hvor der boede en Mand, som hed Torkel; han stod sig godt, men var ellers ikke nogen fremragende Mand. Der tog Grette, hvad han vilde have, og Torkel turde hverken gjøre Indvendinger eller Modstand. Saa fór Grette til Øre og videre langs den Side af Fjorden, og paa alle Gaardene tog han Mad og Klæder; mange fór han haardt frem imod, og de fleste tyktes, at det var strænge Kaar, de fik af ham. Han gik nu ganske dristig tilværks og satte al Varsomhed tilside. Saa fór han op i Vatnsfjorddalen, op til en Sæter der, hvor han blev i mange Dage; om Nætterne laa han ude i Skoven og brød sig om Ingenting. Men da Hyrderne opdagede ham, gik de hjem til Gaarden, og sagde, at der var kommen en Mand til Bygden, som saa’ ud til at være slem at komme i Kast med. Bønderne samledes da og blev i alt tredive; de holdt sig skjult i Skoven, saa at Grette ikke saa’ noget til dem, og lode Hyrderne spejde efter Lejlighed til at komme over Manden, men de havde ikke rigtig Rede paa, hvem han var. Saa hændte det sig en Dag, da Grette laa og sov, at Bønderne kom over ham, og da de saa’ ham, holdt de Raad om, hvorledes de skulde fange ham med ringest Fare for Liv og Lemmer; de bleve da enige om, at ti Mand skulde kaste sig over ham, og de Andre binde hans Ben. Det prøvede de da og kastede sig over ham, men Grette sparkede saa voldsomt om sig, at han fik kastet dem af sig; han kom nu op paa Knæerne, men i det Samme fik de kastet Baandene om ham og bundet hans Ben, men først sparkede han to af dem saa haardt under Ørene, at de faldt i Uvid. Nu sprang de alle ind paa ham, og skjønt han slog om sig baade haardt og længe, fik de ham dog omsider overvældet og bundet. Saa gav de sig til at tale om, hvad de skulde gjøre med ham; de bad Helge paa Laugabol om at tage ham i Forvaring, til Vermund kom hjem, men han svarede, at han havde andet at give sine Huskarle at bestille end at passe paa ham, han vilde ikke tage ham hjem til sig. Saa bad de Torkel i Gjørvedal derom og sagde, at han havde Raad til det; men han sagde Nej, det vilde han paa ingen Vilkaar; »der er ikke andre i mit Hus end jeg og min Kone, og vi bo langt fra andre Folk, saa mig faa I ikke til at gaa i Fælden«. »Saa tag du dig af ham, Toralf paa Øre«, sagde de, »og sørg for ham, til Tingtiden er ude, eller bring ham til nærmeste Gaard, blot du passer paa, at han ikke slipper løs; du kan jo give ham fra dig bunden som du tager ham«. »Nej, jeg vil ikke tage imod Grette«, sagde Toralf, »jeg har ikke Raad til at underholde ham; heller ikke er han bleven taget paa min Jord, og der er ogsaa mere Vanskelighed end Ære ved at tage imod ham eller gjøre noget ved ham; han skal aldrig komme indenfor min Dør«. Saaledes prøvede de hos den ene efter den anden, men Ingen vilde have dermed at gjøre, og om denne Bøndernes Raadslagning blev der siden lavet et lystigt Kvad. Da de nu havde talt længe herom, blev de enige om, at de ikke vilde udsætte sig for, at deres Held blev dem til Fortræd, og rejste derfor en Galge i Skoven og agtede at hænge ham i den, og det lavede de sig til under stor Larm og Lystighed. I det samme saa’ de sex Mennesker komme ridende op igjennem Dalen; en af dem bar brogede Klæder, og de tænkte strax, at det vist var Torbjørg Husfrue fra Vatnsfjorden, som det ogsaa var; hun var paa Vejen til Sæters. Hun var en dygtig og klog Kvinde, raadede for alt i Herredet og styrede alle Sager, naar hendes Husbond Vermund ikke var hjemme. Da hun saa’ den Flok, der var samlet, bøjede hun af fra sin Vej og red did og stod af Hesten. Bønderne hilsede hende. »Hvad er det for et Tingstævne, I er ved at holde?« sagde hun; »hvem er den tykhalsede Mand, I har bunden mellem Jer?« Grette sagde, hvem han var og hilsede hende. »Hvad har drevet dig til at fare frem med Ufred imod mine Tingmænd, Grette?« sagde hun. »Man kan ikke tage Hensyn til Alting«, sagde Grette, »og ét Sted skulde jeg være«. »Du har Lykken haardt imod dig«, sagde hun, »siden du ikke har kunnet undgaa, at saadanne Smaafolk fik Bugt med dig. Men hvad have I nu isinde at gjøre ved ham?« Bønderne sagde, at de agtede at klynge ham op for den Ufred, han havde øvet. »Det kan vel være«, sagde hun, »at Grette havde fortjent den Medfart, men det vil blive for stor en Sag for Jer Isfjordinger at tage ham af Dage, thi han er baade en navnkundig og en storættet Mand, om han end ikke har Lykken med sig. Hvad vil du nu gjøre, for at redde Livet, Grette, om jeg vil skjænke dig det?« »Hvad kræver du?« sagde Grette. »Du skal sværge mig til«, svarede hun, »at du ingen Fortræd vil gjøre her omkring Isfjord og ikke tage Hævn over Nogen af dem, som har været med til at fange dig«. Grette sagde, at hun fik raade, og saa blev han løst af sine Baand, men dengang, sagde han, maatte han gjøre størst Vold paa sit Sind for ikke at slaa løs paa dem, da de gjorde sig til af det Storværk, de havde øvet. Torbjørg bad ham følge hjem med hende og gav ham en Hest at ride paa, og han fór da med hende til Vatnsfjord, hvor han blev, til Vermund kom hjem; Husfruen behandlede ham vel og vandt stort Ry paa hele Egnen, for hvad hun havde gjort. Da Vermund kom hjem og fik at vide, at Grette var der, syntes han ilde derom og spurgte, hvorfor hun havde gjort det. Torbjørg fortalte, hvorledes det Hele var gaaet til med Isfjordingerne. »Og hvad var Grunden til, at du skjænkede ham Livet?« sagde Vermund. »Det havde jeg mange Grunde til«, sagde Torbjørg; »først, at du vil tykkes en større Høvding end før, naar du har en Hustru, der tør tage sligt paa sig; dernæst vilde ogsaa hans Frænke Hrefna synes ilde om, hvis jeg havde ladet ham dræbe, og for det Tredie er han i mange Dele en udmærket Mand«. »Du er i mangt og meget en klog Kone«, sagde Vermund, »og du skal have Tak for hvad du har gjort«. Men til Grette sagde han: »Der havde Lidet nær bragt dig i Ulykke, hvor vældig en Kjæmpe du end er, siden saadanne Smaafolk fik overvældet dig; saadan gaar det tidt med voldsomme Mænd«. Grette kvad da denne Vise:

»Skral var min Lykke
ved Havtagets Fjord (46),
da de gamle Grise
holdt mig om Halsen«.

»Hvad vilde de gjøre med dig, da de havde fanget dig?« sagde Vermund. Grette kvad:

»Mange sagde,
jeg Løn fortjente
som den, Kong Sigar
lod Hagbart fange,
til Mændene saa’
den herlige Røn (47),
hvis Grene bære
Lov for Løv«.

»Mon de vilde have hængt dig, om de selv havde faaet raade?« sagde Vermund. Grette kvad:

»Kun altfor snart
var Løkken kommen
over mit Hoved
og om min Hals,
om ikke Torbjørg,
den snilde Kvinde,
var kommen Skjalden
til Hjælp i Vaanden«.

»Bød hun dig selv følge med sig?« sagde Vermund. Grette kvad:

»Mig bad Sifs
Husbonds Hænders
Hjælp og Støtte (48)
at følge med sig.
Hun gav Odins
Hustrus Tvinge (49),
som Fred hun skjænked,
en Hest at ride«.

»Langt vil dit Liv og din Strid blive« sagde Vermund; »lad nu dette være dig en Lære om, at du skal tage dig ivare for dine Fjender. Jeg har nu ikke Lyst til at beholde dig hos mig og derved skaffe mig mange mægtige Mænd til Fjender, saa du gjør bedst i igjen at søge til dine Frænder, skjønt faa af dem vel ville tage imod dig, om de kan blive fri derfor; du er just heller ikke omgjængelig og føjelig imod de Fleste«. Grette blev endnu en Stund ved Vatnsfjorden og fór saa til Vestfjordene, hvor han søgte Tilhold hos mange anselige Mænd, men der var stadig noget i Vejen, og Ingen vilde tage imod ham.

Da Høsten lakkede mod Enden, gav Grette sig paa Vej sønderpaa og rastede ikke, før end han kom til Ljaarskov til sin Frænde Torsten Kuggesøn, der tog godt imod ham og tilbød ham at blive der Vinteren over. Det tog Grette imod. Torsten var en dygtig Smed og en flittig Mand, der ogsaa holdt sine Folk skrapt til Arbejde, men Grette havde ingen Lyst til at bestille noget, og der var derfor ikke det bedste Forhold imellem dem. Torsten havde ladet bygge en Kirke paa sin Gaard, og imellem den og Gaarden lod han gjøre en Bro, som var meget kunstig indrettet, thi i Kanten af den, paa de Bjælker, der støttede Kanten, var der anbragt Ringe og Bjælder, og naar Nogen gik over den, klang det i dem, saa det kunde høres helt over til Skarvstad, en halv Mil derfra. Torsten havde meget at gjøre, medens dette Arbejde stod paa, thi han var selv en dygtig Jernsmed; Grette havde svære Kræfter til at hamre Jernet, men han var ikke altid lige oplagt dertil; dog holdt han sig rolig og fredelig hele Vinteren, saa der ikke skete noget, som er Omtale værd. Da Hrutfjordingerne fik Nys om, at Grette var hos Torsten, samlede de Folk henad Foraaret, og Torsten sagde da til Grette, at han maatte søge andetsteds hen, hos ham kunde han nu ikke blive længere; »jeg ser ogsaa«, sagde han, »at du ikke vil bestille noget, og Folk, som ikke vil gjøre Gavn, passe ikke for mig«. »Hvor raader du mig til at søge hen?« sagde Grette. Torsten bad ham fare til Sønderlandet til sine Frænder der, »men vil de ikke hjælpe dig, faar du komme hid igjen«. Grette fór da sønder til Borgfjord til Grim Torhalssøn, hvor han blev til over Tingtid; saa viste Grim ham til Skapte Lovsigemand paa Hjalle. Han fór sønder over de nedre Fjeldheder og standsede ikke, før han kom til Tunge, til Aasgrim Ellidagrimssøns Søn Torhal, der tog imod Grette som en Kjending, baade for hans Forældres Skyld og fordi han nu var navnkundig over hele Landet for sin Manddom og Styrke. Torhal var god imod ham, men vilde dog ikke beholde ham hos sig i længere Tid. Saa fór Grette op til Haukadal og derfra nord op paa Kjølen, hvor han opholdt sig længe om Sommeren, og det var ikke frit for, at han ranede fra dem, der fór over Kjølen, thi nu skortede det ham paa Midler, til Livets Ophold. Saa var det en Dag, da Grette var nord paa Dufunæsskeid, at han saa’ en Mand komme ridende nordfra over Kjølen; han var høj i Sadlen, og red paa en god Hest, med et Bidsel, der var beslaaet med Dopper, og en anden Hest, der bar nogle Sække, førte han ved Tømmen; paa Hovedet havde han en sid Hat, saa man ikke ret kunde se hans Ansigt. Grette syntes godt om Hesten og hvad Manden ellers havde med, og han gik ham derfor imøde, hilste ham og spurgte, hvem han var. »Jeg hedder Lopt«, svarede Manden, »men jeg véd nok, hvem du er, du maa være Grette Aasmundssøn. Hvor vil du hen?« »Det har jeg ingen Bestemmelse taget om«, sagde Grette, »men nu vilde jeg først vide, om du er villig til at skille dig ved nogen af de Sager, du har med dig«. »Hvorfor skulde jeg give dig, hvad der er mit?« svarede Lopt; »hvad har du at give i Bytte?« »Har du ikke spurgt, at jeg ikke bruger at give noget i Bytte?« sagde Grette, »men raadeligst tykkes det alligevel de fleste at give mig, hvad jeg vil have«. »Byd du de Folk slige Vilkaar, som er tilfreds med dem«, sagde Lopt, »jeg vil ikke saaledes give slip paa hvad der er mit. Lad os nu skilles.« Dermed red han forbi Grette og gav Hesten af Sporerne, men Grette sagde: »saa snart skulle vi ikke skilles«, og greb fat i Hestens Tømme og holdt fast med begge Hænder. »Gaa nu din Vej«, sagde Lopt, »hos mig faar du Ingenting, om jeg kan hindre det«. »Det ville vi nu prøve«, sagde Grette. Lopt bøjede sig da frem og trak saa haardt i Tømmen, at den gled imellem Hænderne paa Grette, og han maatte give slip. Grette saa’ paa sine Hænder og skjønnede, at den Mand maatte have dygtige Kræfter; han saa’ efter ham og sagde: »Hvor agter du dig nu hen?« Lopt svarede og kvad:

»Jeg agter at fare
til Hulen i Fjeldet,
hvor Bræer og Jøkler
min Bolig hegne.
Der kan du Lyngfisk (50),
om det dig lyster,
træffe Stenen
og Sværdets Land (51)«.

»Ikke er det rimeligt, at jeg vil kunne finde din Bolig, om du ikke siger tydeligere Besked om den«, sagde Grette. Halmund kvad da:

»Ej vil min Bolig
jeg dølge for dig,
om du engang
vil der mig gjæste.
Jeg bor ved Borgfjord,
men ikke i Bygden,
Baljøkul nævner
man min Bolig«.

Saa skiltes de, og Grette skjønnede, at den Mand kunde han ikke maale sig med i Styrke. Han kvad:

»Fjernt var jeg stedt fra Illuge,
han som ej Spydstormen frygter,
fjernt var jeg stedt fra Atle,
ene var her jeg i Vaande,
da den vældige Lopt trak
Tømmen mig ud af Haanden —
men den storsindede Kvinde
græder, om Grette ræddes«.

Derefter fór Grette sønder fra Kjølen og red til Hjalle; han traf Skapte og bad ham tage sig af ham, men Skapte svarede: »Der er blevet sagt mig, at du farer frem med Vold og Ufred og raner Andres Gods; ilde sømmer sligt sig for dig, saa storættet en Mand som du er. Vi kunde tales ved, om det ikke var saa, at du er bleven en Ransmand, men som Lovsigemand her i Landet vilde det ikke sømme sig for mig at tage imod fredløse Mænd og saaledes bryde Landets Love. Vil du lyde mit Raad, saa far et eller andet Sted hen, hvor du ikke har nødig at anfalde og plyndre Folk«. Grette sagde, at det vilde han gjerne, dog vidste han næppe, sagde han, hvorledes han skulde holde ud at være ene med sin Mørkerædsel. Skapte sagde, at han kunde ikke gjøre Regning paa at faa alt, som han helst vilde have det: »men tro Ingen for godt at det ikke skal gaa dig, som det gik i Vestfjordene; det har voldet mangen en Mand Bane, at han har været altfor tryg«. Grette takkede ham for hans gode Raad og vendte tilbage til Borgfjord om Høsten. Han traf sin Ven Grim Torhalssøn, og sagde ham, hvad Skapte havde sagt. Grim raadede ham til at fare nordpaa til Fiskevand paa Ørnevandsheden, og det gjorde han.

Da han var kommen did, byggede han sig et lille Hus, som der endnu er Spor af, og indrettede sig der. Han vilde nu hellere gjøre alt Andet end rane, fik sig Net og Baad og fangede Fisk til Livets Underhold, men det tyktes ham saare uhyggeligt at være der i Fjeldene, thi han var meget mørkeræd. Da de andre Skovgangsmænd borte, at Grette var kommen did, fik mange af dem Lyst til at fare til ham, thi det tyktes dem, at de maatte kunne have stor Hjælp af ham. Men en af dem, en Mand fra Nordlandet ved Navn Grim, lod sig kjøbe af de andre Nordlændinger til at dræbe Grette, imod at de lovede ham baade Fred og Penge, om han fik fuldført dette Værk. Han fór da til Grette og bad, om han maatte blive hos ham. Grette svarede: »Jeg skjønner ikke, at du er bedre faren ved at være hos mig, og I Skovgangsmænd er heller ikke gode at stole paa, men ilde tykkes det mig rigtignok at være ene, om det kunde blive anderledes. Men den, der skal blive hos mig, maa i alt Fald gjøre hvad Arbejde der falder for«. Grim sagde, at det mente han ogsaa, og bad ham indtrængende om at give ham Ophold hos sig, og Grette gav da efter og tog imod ham. Han var der nu ud paa Vinteren og lurede paa Lejlighed til at komme Grette til Livs, men det tyktes ham ikke nogen let Sag. Grette bar Mistanke til ham og havde sine Vaaben hos sig baade Nat og Dag, og naar han var vaagen, turde Grim slet ikke anfalde ham. Saa var det en Morgen, at Grim kom hjem fra Fiskefangst og gik ind i Hytten; han stampede haardt afsted, thi han vilde prøve, om Grette sov, men han laa ganske stille og rørte sig ikke; Saxet hang over ham, og Grim tænkte da, at en bedre Lejlighed fik han aldrig. Han gjorde stor Støj, men Grette rørte sig ikke og gav ikke en Lyd fra sig, saa nu tyktes han at kunne være vis paa, at han sov. Han gik da stille hen til Sengen, tog Saxet ned og trak det, men i det Samme sprang Grette ud paa Gulvet, greb Saxet, idet Grim svang det, og med den anden Haand fik han Tag i Skuldrene paa ham og slog ham i Gulvet, saa haardt, at han næsten laa i Uvid. »Saa det var det, du mente med dine gode Ord«, sagde Grette, og Grim maatte nu tilstaa den fulde Sandhed, hvorpaa Grette dræbte ham. Nu skjønnede han, hvor farligt det var at tage mod Skovgangsmænd. Vinteren led nu for ham i hans Ensomhed, men Intet var ham til saa stort Mén som hans Mørkerædsel.

Tore paa Gard fik Nys om, hvor Grette var, og lagde Raad op om, hvordan han skulde faa ham dræbt. Der var en Mand ved Navn Tore Rødskjæg, en stærk og modig Mand og en stor Drabsmand, hvorfor han ogsaa var dømt fredløs over hele Landet. Ham sendte Tore paa Gard Bud efter, og da han kom, bad han ham fare i hans Ærinde og dræbe Grette den Stærke. Rødskjæg sagde, at det var ikke noget let Ærinde at røgte, thi Grette var en snild Mand og forsigtig. Tore bad ham dog prøve derpaa, »du er jo en rask Mand, og det vilde være en Stordaad; men jeg skal faa din Fredløshed hævet og dertil give dig mange Penge«. Rødskjæg gik da ind derpaa, og Tore sagde ham, hvorledes han skulde bære sig ad med at faa Grette fældet. Rødskjæg fór først til Østerlandet, der mente han bedre at sikre sig imod Mistanke, og kom saa til Ørnevandsheden, da Grette havde været der én Vinter. Da han traf Grette, bad han, om han maatte blive hos ham om Vinteren. »Jeg kan ikke lade Flere drive det Spil med mig«, sagde Grette, »som han, der kom hid sidste Høst. Han gav mig mange fagre Ord, men næppe havde han været her en liden Stund, før han stod mig efter Livet, og jeg vil ikke tiere sætte Livet i Vove ved at tage imod Skovgangsmænd«. »God Grund har du til ikke at tage godt imod Skovgangsmænd«, sagde Tore, »men har du end hørt Tale om Drab og Lovløshed, jeg har øvet, aldrig har du dog spurgt, at jeg har øvet saadant Nidingsværk som at svige den, jeg har taget til Herre. Ilde er det for dem, som ere ilde stedte, at den Ene ikke tror den Anden. Heller ikke var jeg faret hid, om jeg havde bedre Kaar ivente andetsteds, men ikke tykkes det mig, vi have nødig at lade Modet falde, naar vi hjælpes ad. Nu kan du jo prøve mig først en Stund og se, hvordan du kommer ud af det med mig«. »Saa vil jeg da vove et Forsøg med dig«, sagde Grette, »men det skal du vide, at faar jeg nogen Mistanke om, at du pønser paa Svig imod mig, bliver det din Bane«. Det var Tore tilfreds med, og Grette tog da imod ham, og det viste sig snart, at han havde Kræfter for to til alt, hvad han tog sig for; alt, hvad Grette bød ham gjøre, var han villig til, saa Grette havde selv ikke nødig at røre sig til noget, og aldrig havde hans Liv været saa mageligt, siden han blev fredløs, men han var dog saa forsigtig, at Tore aldrig saa’ Lejlighed til at komme ham til Livs. Tore Rødskjæg var hele to Vintre hos Grette, men saa blev han kjed af at være der ude paa Heden og gav sig til at pønse paa Raad, som Grette ikke kunde vare sig for. Om Vaaren kom der en Nat, da de laa og sov, en voldsom Storm. Grette vaagnede og spurgte, hvor deres Baad var. Tore sprang op og løb ned til Baaden og slog den helt i Stykker, men Stumperne kastede han rundt omkring, saa det saa’ ud, som det var Stormen, der havde sønderslaaet den. Derefter gik han op til Hytten igjen og sagde: »Det er kun gaaet ilde, min Ven; vor Baad er slaaet i Stumper, og Nettene ligge langt ude i Vandet«. »Saa se du til at faa dem bjergede« sagde Grette, »thi det er din Skyld, at Baaden er bleven ødelagt«. »Svømning er den Idræt, jeg dúr mindst til«, sagde Tore; »i de fleste andre Dele mener jeg, at jeg skal kunne staa mig imod enhver almindelig Mand, kun ikke i det; du véd selv, at jeg aldrig, i al den Tid jeg har været hos dig, har taget Hjælp af dig til noget Arbejde, og heller ikke vilde jeg bede dig derom nu, om jeg selv var i Stand til at gjøre det«. Grette stod op, tog sine Vaaben og gik ned til Vandet. Der skjød et Næs ud i Søen, og paa den anden Side af det var der en Vig; Vandet var dybt inde ved Land. »Svøm nu ud efter Nettene«, sagde Grette, »og lad mig se, hvad du dur til«. »Jeg har allerede sagt dig, at jeg ikke kan svømme«, sagde Tore, »men hvor er nu dit Mod og din Mandighed henne?« »Jeg skal nok kunne bjerge Nettene« sagde Grette, »men svig mig nu ikke; nu lider jeg paa dig«. »Tro dog ikke, at jeg er saadan en usel Niding« sagde Tore. »Nu har du Lejlighed til at vise, hvad du er«, sagde Grette, og dermed kastede han sine Klæder og Vaaben og svømmede ud til Nettene; han rullede dem sammen, svømmede til Land og kastede dem op paa Bredden, men idet han selv vilde gaa i Land, greb Tore Saxet, drog det hurtig, sprang ind paa Grette, idet han satte Foden paa Land, og hug efter ham. Grette kastede sig baglænds ud i Vandet og gik tilbunds som en Sten. Tore spejdede ud paa Vandet efter ham og agtede at hindre ham i at komme i Land, om han kom op igjen. Men Grette svømmede under Vandet langs Bredden, saa Tore ikke kunde se ham, til han kom ind i Vigen bagved ham, og der gik han i Land. Det saa’ Tore Ingenting til, og inden han vidste et Ord af det, havde Grette løftet ham op over sit Hoved og kastet ham saa voldsomt ned, at Saxet fløj ud af Haanden paa ham; Grette fik fat i det, og uden at sige et Ord hug han Hovedet af ham. Fra den Tid af vilde Grette aldrig mere tage imod Skovgangsmænd, men haardt var det for ham at være ene.

Paa Altinget fik Tore paa Gard Nys om Tore Rødskjægs Drab, og han skjønnede nu, at det ikke var nogen let Sag at have med Grette at gjøre. Han tog da den Beslutning, da han red fra Tinge, selv at fare hen og tage Grette af Dage og red over Hederne med henved firsindstyve Mand. Men da Grim Torhalssøn spurgte det, sendte han Bud til Grette og bad ham tage sig ivare, og Grette holdt derfor stadig øje med hvem der kom over Hederne. Saa var det en Dag, han saa’ mange Mænd komme ridende henimod den Egn, hvor han holdt til. Han løb op i en Klippekløft, men fly vilde han ikke, thi han saa’ ikke, hvor mange de var. I det samme kom Tore did med hele sin Flok og bød dem nu gaa mellem Krop og Hoved paa Grette og sagde, at nu var det en let Sag at faa Bugt med den Ildgjerningsmand. »Ikke er Kaalen søbet, fordi den er kommen i Sløven«, sagde Grette. »Langvejs fra ere I komne, men inden vi skilles, skulle nogle af Jer faa Mærker af, at I har været her«. Tore æggede sine Mænd til at gaa løs paa ham. Klippekløften var snæver, saa det var ikke saa vanskeligt for ham at værge sig til den ene Side, men det undrede ham, at Ingen faldt ham i Ryggen. Der faldt nu en Del af Tores Mænd, og Somme bleve saarede, men de kom ingen Vegne. Da sagde Tore: »spurgt har jeg, at Grette overgaar de Fleste i Styrke og Mod, men ikke har jeg vidst, at han er saa troldkyndig, som jeg nu ser, thi der falder dobbelt saa mange der, hvor han vender Ryggen til. Nu ser jeg, at vi have med en Trold at gjøre her og ikke med et Menneske«. Han bød sine Mænd holde inde og trække sig tilbage, og det gjorde de, men Grette undrede sig derover, thi han var forfærdelig mødig. Tore og hans Mænd red saa bort, og Alle sagde, at de var kommet ynkelig afsted, atten Mand vare faldne og mange saarede. Grette gik nu op igjennem Kløften, hvor han saa’ en storskaaren Mand, der sad og lænede sig op til Klippen, haardt saaret. Grette spurgte, hvem han var, og han svarede, at han hed Halmund, »og jeg tænker du kan kjende mig igjen, naar jeg siger, at det tyktes dig jeg tog noget fast i Tømmen den Sommer vi taltes ved paa Kjølen; men nu mener jeg, at jeg har bødet dig Svien«. »Det er vist« sagde Grette, »at jeg skjønner, du har staaet mig bi som en brav Karl, hvornaar jeg saa faar lønnet dig derfor«. »Nu vil jeg« sagde Halmund, »at du kommer hjem til Mit, thi Tiden maa falde dig lang her paa Heden«. Det vilde Grette gjerne, og de fór da begge til Baljøkul, hvor han boede i en stor Hule med sin Datter, som baade var gjæv og velvoxen. Hun lægte deres Saar, og baade hun og Faderen vare gode imod Grette. Der blev Grette længe om Sommeren. Han lagde et Kvad om Halmund, hvori det hedder:

Sværdstormens kampgridske Slange
maatte Blodstien træde (52),
da Vikingers Uvejr (53)
raste paa Heden ved Ørnevandet.
Arveøl kan de kjække
Kjæmper for Frænder holde;
Halmund den raske fra Hulen
hjalp mig at bjerge Livet.

Der siges, at Grette fældede sex Mænd og Halmund tolv i den Dyst. Da Sommeren led imod Enden, længtes Grette tilbage til Bygderne til sine Venner og Frænder. Halmund bad ham gjæste sig, naar han atter kom sønderpaa, og det lovede Grette. Han fór nu vester til Borgfjord og derfra til Bredefjordsdalene, hvor han søgte Raad hos Torsten Kuggessøn, om hvor han skulde ty hen; men Torsten mente, at hans Fjenders Tal nu var blevet saa stort, at kun Faa vilde tage imod ham. »Dog tykkes det mig«, sagde han, »at du burde fare sønder til Myrerne og se, hvordan det vil gaa dig der«. Og det gjorde Grette.

Bjørn Hitdalekjæmpe boede dengang paa Holm. Han var en stor Høvding og en stridbar Mand, som jævnlig stod Skovgangsmænd bi. Grette kom til Holm, og Bjørn tog godt imod ham, thi der havde været Venskab imellem deres Forfædre. Grette spurgte, om han vilde yde ham nogen Hjælp, men Bjørn sagde, at der førtes nu saa mange og store Kæremaal over ham i hele Landet, at man maatte tage sig iagt for at yde ham saadan Hjælp, at man selv kunde blive dømt fredløs derfor, »men alligevel skal jeg se dig noget til Bedste, om du vil lade de Folk i Fred, som staa under mit Værn, hvad du saa end gjør ved andre Folk her i Bygden«. Det lovede Grette. »Jeg har da tænkt paa« sagde Bjørn, »at der er et Sted i Fjeldet nede ved Hitaraa, som maa være let at forsvare og ogsaa godt til Skjul, om man bærer sig klogt ad. Der gaar et Hul igjennem Fjeldet, som man kan se fra Vejen, der løber lige nedenunder, og imellem det og Vejen er der saa brat en Sandbrink, at Faa ville kunne komme derop, om der er en rask Mand til at værge Hulen deroppe. Det tykkes mig det bedste Bosted, du kan faa, thi derfra vil du let kunne skaffe dig, hvad du behøver, baade nede i Myrerne og fra Søen«. Grette sagde, at han vilde følge hans Raad, om han vilde hjælpe ham. Han gik da op i Fagerskovsfjeldet og indrettede sig der. Han tjeldede med graat Vadmel for Hullet i Fjeldet, men nede fra Vejen saa’ det alligevel ud, som om man kunde se igjennem det. Han gav sig nu til at tage, hvad han trængte til, nede i Bygden, og Myremændene tyktes, at det var en slem Gjæst, de der havde faaet paa Halsen. Skjalden Tord Kolbejnssøn boede dengang paa Hitarnæs; der var paa den Tid stort Fjendskab imellem ham og Bjørn, og Bjørn mente, at det var ingen Skade til, om Grette gjorde hans Mænd nogen Fortræd eller skilte ham ved noget af hans Gods. Grette var jævnlig hos Bjørn; de øvede mangen en Idræt sammen, og efter hvad der fortælles i Bjørns Saga, regnedes de for hinandens Ligemænd, men de Fleste mene dog, at Grette har været den stærkeste Mand her i Landet, siden Orm Storolfssøn og Toralf Skalmssøn prøvede deres Kræfter. Grette og Bjørn svømmede i ét Træk nedad hele Hitaraa lige fra Søen helt ned til Havet, og de rammede de Sten ned i Aaen, som staa der endnu, og som hverken Højvande eller Islægning eller Isløsning har kunnet rokke. Grette blev nu saaledes en Vinter i Fagerskovsfjeld, uden at der blev gjort noget Angreb paa ham, men Mange ranede han fra, og de kunde Ingenting gjøre ham derfor, thi hans Bo var let at forsvare, og han stod sig hele Tiden godt med dem, der boede ham næst.

Der var en Mand ved Navn Gisle, Søn af den Torsten, Snorre Gode lod dræbe. Det var en stor og stærk Mand, der gjerne pralede og slog stort paa det, hvor han kom, og udmærkede sig fremfor Andre i Vaaben og Klæder. Han fór jævnlig paa Handelsrejser til Norge og kom nu ud til Island, til Hvidaa, da Grette havde været et Aar der i Fjeldet. Tord Kolbejnssøn red ned til Skibet. Gisle tog godt imod ham og tilbød ham sine Varer, og saa kom de i Samtale. »Er det sandt, hvad jeg har hørt« sagde Gisle, »at du ikke kan finde Raad til at skaffe dig den Skovgangsmand fra Halsen, der volder jer saa stor Fortræd?« »Vi har ikke prøvet derpaa«, sagde Tord, »men de Fleste tykkes han vanskelig at komme tillivs, det have Mange maattet sande«. »Rimeligt tykkes det mig, at det falder jer haardt at have med Bjørn at gjøre«, sagde Gisle, »naar I ikke kan faa Bugt med denne Mand. Det er Skade, at jeg kommer til at bo for langt herfra i Vinter til at jeg kan klare den Sag for jer«. »Jeg tror du er bedst tjent med ikke at faa Andet at gjøre med Grette end at høre fortælle om ham«, sagde Tord. »Du har ikke nødig at fortælle mig noget om ham«, sagde Gisle, »jeg har havt at gjøre med dem, der var værre, dengang jeg var i Hærfærd med Kong Knud den Mægtige; dengang værgede jeg min Plads, og kom jeg i Kast med Grette, turde jeg nok stole paa mig og mine Vaaben«. Tord sagde, at om han fik Bugt med Grette, skulde han ikke have gjort det for Ingenting, »der er ogsaa sat flere Penge ud paa hans Hoved end paa nogen anden Skovgangsmands; det var allerede blevet til sex Mark Sølv, og nu i Sommer lagde Tore paa Gard tre Mark til, og dog mener man, at den, som vil vinde den Pris, faar nok at gjøre«. »Man gjør Alt for Penge, og ikke mindst vi Kjøbmænd«, sagde Gisle, »men ti nu stille med hvad vi her har talt om; det kunde hænde, at han tog sig mere i Agt, naar han fik at vide, at jeg var i Pagt med jer. Jeg agter i Vinter at være ude paa Snefjeldsnæs paa Ølduhrygg. Ligger hans Tilholdssted paa Vejen did? Jeg skal nok sørge for, at han Ingenting mærker, thi mange Folk skal jeg ikke samle, naar jeg vil gaa imod ham«. Tord syntes godt om denne Beslutning, red hjem og talte ikke om det; men det gik her, som Ordet siger, at tidt have Væggene Øren; nogle af Bjørns Venner havde hørt, hvad Tord og Gisle taltes ved, og fortalte ham det, og han sagde det igjen til Grette. »Nu kan du vise, hvad du dúr til«, sagde han, »det var ikke ilde, om du ordentlig kunde gjøre ham til Spot; men kan du undgaa det, saa dræb ham ikke«. Grette smilte og sagde Ingenting.

Om Høsten henimod den Tid, da Faarene skulde drives hjem fra Græsgangene, fór Grette ned til Flysjuhverf og tog fire Beder. Bønderne fik at vide, hvad han havde for og fór efter ham. De indhentede ham under Lien sex i Tallet; de angreb ham ikke med Vaaben, men stillede sig blot i Vejen for ham og søgte at jage Faarene fra ham, men da han ikke kunde komme frem med Dyrene, blev han ærgerlig, greb to af Mændene og kastede dem ned af Brinken, saa de laa i Uvid. Da de andre saa’ det, blev de noget tamme, og Grette tog nu Bederne, krogede dem sammen ved Hornene og tog dem paa Nakken, to over hver Skulder, og saa gik han op i sin Hule med dem. Bønderne vendte om, og det tyktes dem, at de kun var komne daarlig fra deres Færd, og hvad de ikke før havde været misfornøjede, blev de det nu.

Gisle blev ved Skibet om Høsten, til det var blevet sat paa Land. Der var meget, som sinkede ham, saa han kom ikke afsted førend kort før Vinterens Begyndelse. Omsider brød han op og red sønderpaa, og det første Sted han tog ind var paa Hraun sønderfor Hitaraa. Næste Morgen, inden han red derfra, sagde han til sine to Mænd: »Idag skulle vi tage vore bedste Klæder paa, at Skovgangsmanden kan se, at vi ikke er Landstrygere som de Fleste, der fare her forbi«. De gjorde saa. Da de var komne over Aaen, sagde han: »Skovgangsmanden skal holde til her oppe paa Højderne, har man sagt mig, det er ikke let at komme derop, men tror I ikke nok, at han kommer til os for at tage vore Sager i Øjesyn?« De sagde at det plejede han jo jævnlig at gjøre. Grette var staaet tidlig op den Morgen — det var Frostvejr og der var faldet Sne, men ikke meget —; han saa’ de tre Mænd ride over Hitaraa, og Stadsklæderne og de indlagte Skjolde skinnede i Sollyset. Han gjættede strax, hvem de vart og tænkte, at han nok kunde have nødig at hente sig et og andet hos dem, og han havde ogsaa nok Lyst til at se de Storskrydere paa nært Hold. Han tog da sine Vaaben og løb ned ad Bakken, og da Gisle hørte Stenene rasle under ham, sagde han: »Der kommer en Mand ned ad Lien; stor er han, og det er os, han vil træffe; lad os nu tage mandig imod ham, siden Vildtet løber os lige i Hænderne«. Hans Mænd sagde, at denne Mand næppe løb i Hænderne paa dem, om han ikke trøstede sig til at gaa imod dem, »men vil han have en Ufærd, skal han faa den«, dermed sprang de af Hestene. I det Samme kom Grette til; han tog fat i en Sæk med Klæder, som Gisle havde paa sin Hest bag Sadlen, og sagde: »Den tager jeg; jeg tager tidt til Takke med lidt«. »Det skal aldrig ske«, sagde Gisle, »du véd nok ikke, hvem du har for dig. Det kan være, at du finder, at Sækken kun er lidt værd, men jeg vilde hellere bøde tredive Hundreder, end bøje mig for dit Overmod. Lad os nu gaa løs paa ham, Karle, og se, hvad han dúr til«. De gjorde, som han bød, og Grette veg for dem hen til den Sten, der siden kaldes efter ham; der værgede han sig. Gisle æggede sine Mænd stærkt til at gaa frem, men Grette saa’ nu, at han selv ikke var saa drabelig, som han lod, thi han holdt sig stadig bag ved dem, og omsider blev han kjed af de Narrestreger, svang Saxet og hug den ene af Mændene Banehug, sprang saa frem og trængte saa haardt ind paa de andre to, at Gisle skyndsomst veg langs med Fjeldet, og nu faldt den anden af Mændene. »Man mærker ikke meget til, at du har gaaet saa drabelig frem andre Steder«, sagde Grette, »dine Mænd lader du slemt i Stikken«. »Den mærker mest tilliden, som sidder den næst«, sagde Gisle, »og vanskeligt er det at have med den skinbarlige Satan at gjøre«. Saa skiftede de nogle faa Hug, indtil Gisle kastede sine Vaaben og gav sig til at rende af alle Kræfter langs Fjeldet. Grette gav ham Tid til at kaste fra sig, hvad han vilde; hver Gang Gisle saa’ Lejlighed dertil, kastede han et Klædningsstykke, og Grette satte aldrig stærkere efter ham, end at der stadig var et Stykke imellem dem. Gisle løb helt forbi Fjeldet, saa tværs over Koldaadal, over Aasløgsli forbi Kolbejnsstad og ud paa Borgarhraun; da han var kommen did, havde han ikke andet paa end Undertøjet og var forfærdelig mødig, men Grette var stadig efter ham et lille Stykke fra ham. Paa Vejen rykkede Grette en Risbusk op, og Gisle var imidlertid naaet til Hakfjordsaa; den var svulmet op og vanskelig at komme over, men Gisle vilde alligevel til at springe lige ud i den, da Grette i det Samme fik fat i ham, og saa fik han at mærke, hvem af dem, der var den stærkeste. Grette kastede ham til Jorden under sig og sagde: »Er du den Gisle, der havde Lyst til at træffe Grette Aasmundssøn?« »Jeg mærker nok, at jeg har truffet ham«, sagde Gisle, »men ikke véd jeg, hvordan jeg slipper fra dig igjen. Behold nu, hvad du har faaet, og lad mig slippe«. »Saa er jeg bange for, du glemmer vort Møde« sagde Grette, »nu vil jeg først give dig noget til Amindelse«, og dermed trak han Skjorten op over Hovedet paa ham og lod Riset danse paa hans Ryg og Sider, saa Gisle vred sig som en Orm derved, og da han havde helt hudstrøget ham, lod han ham gaa. Gisle tænkte, at hellere end at faa saadan en Dragt Prygl igjen, vilde han holde sig fra Grette, og han gjorde sig heller aldrig siden værdig til slige Amindelser; men saasnart han kom paa Benene, sprang han ud i Aaen og svømmede over den, og ved Nattetid kom han til Gaarden Hrossholt ynkelig tilredt; der maatte han blive liggende en Uge, og hele Kroppen svulmede op paa ham. Derefter fór han til sit Vinteropholdssted, og næste Vaar, da han igjen skulde ned til sit Skib, bød han, at hans Gods og Varer ikke for alt i Verden maatte føres sønder om Fjeldet, thi der holdt Fanden selv til; han red ad Vejen langs Kysten, og han og Grette mødtes aldrig siden, og han er nu ude af Sagaen. Men Tord Kolbejnssøn blev endnu mere opbragt paa Grette end før, og han lagde mange Raad op for at faa ham bort der fra Egnen eller dræbt. Da Grette vendte om efter Mødet med Gisle tog han alt, hvad han havde kastet fra sig. Mange mente, at Gisle havde ærlig fortjent sin Skjæbne for sit Pral og Skryderi. Om dette Møde kvad Grette:

»Daarlig Hest tager Flugten,
for den er mat af at bides,
naar den paa Hestetinget
stilles mod andre Heste.
Gisle tog Foden paa Nakken
idag over Myr og Lier,
rystende rendte han for mig,
Ære og Skam han ej kjender«.

Da Grette havde været to Vintre paa Fagerskovsfjeld og den tredie var kommen, fór han ned paa Myrerne til Gaarden Lækjarbug og tog der sex Beder imod Bondens Vilje. Derfra fór han ned til Akrar, hvor han tog to Slagtenød og mange Faar, og fór saa hjem ad Hitaraa til med det. Da Bønderne fik Nys om det, sendte de Bud til Tord paa Hitarnæs og bad ham paatage sig at skaffe dem Grette fra Halsen, men han undslog sig, dog gav han dem for deres Bønners Skyld sin Søn Arnor, som siden blev kaldt Jarleskjald, med i Følge og bad dem ikke at lade Grette slippe. Saa blev der sendt Bud vidt og bredt over hele Bygden for at faa samlet Folk, og det var deres Agt at gaa imod Grette i to Flokke fra begge Sider af Aaen. Grette havde to Mænd i Følge med sig, den ene af dem var Ejolf, en rask Mand, Søn af Bonden paa Fagerskov. Først kom Toraren fra Akrar og Torfin fra Lækjarbug imod dem med en Flok paa næsten tyve Mand. Grette vilde da gaa over Aaen, men saa kom Torgrim og Arnor og Bjarne fra den anden Side. Der løb et smalt Næs ud i Aaen paa den Side, hvor Grette var; paa det drev han Kvæget ud, da han saa’ Flokkene komme, thi han vilde aldrig for nogen Pris give slip paa, hvad han engang havde taget. Myremændene lavede sig strax til at gaa løs paa ham og førte sig drabelig op. Grette bad de to Mænd, han havde med, om at passe paa, at de ikke kom bag paa ham, men forfra kunde ikke ret mange komme i Lav med ham paa én Gang. Der blev nu en haard Dyst. Grette hug om sig til alle Sider med Saxet, og de havde ikke let ved at komme ham til Livs. Somme af Myremændene faldt og somme bleve saarede, saa de havde ikke kjæmpet længe, før de veg, og de, der var paa den anden Side af Aaen, bleve opholdte ved at Vadestedet var langt derfra. Men da Kampen nu saaledes var standset, kom Traand, Torarens Son, og Torgils Ingjaldssøn, Tords Brodersøn, og Finboge, Torgejr Torhalssøns Søn fra Hitardal, og Stenulf Torlejfssøn fra Hraundal til; de æggede Flokken stærkt til at gaa frem, og der blev da ogsaa en haard Dyst. Grette saa’, at enten maatte han fly eller ogsaa ikke skaane sig, og saa gik han da saa drabelig frem, at Ingen kunde holde Stand imod ham, thi det tyktes ham, at de var for mange, til at han kunde undslippe dem, men inden han faldt, vilde han dog gjøre saa stor Skade, han kunde, og derfor søgte han sig stadig de Mænd ud, som tyktes ham mest værd. Han sprang ind paa Stenulf fra Hraundalen og hug ham i Hovedet, saa han kløvedes ned til Skuldrene, og det næste Hug traf Torgils Ingjaldssøn, som det ramte midt paa Livet og næsten hug midt over. Nu vilde Traand frem og hævne sin Frænde, og Grette hug ham da i det højre Laar, saa at hele Musklen flængedes og han strax var ukampfør. Saa gav han Finboge et svært Saar, men nu raabte den gamle Toraren fra Akrar, som ikke havde taget Del i Kampen for sin Ældes Skyld, og bad dem holde inde, »thi jo længere I slaas, des værre gaar det Jer, og han søger stadig de bedste iblandt Jer ud«. De gjorde som han bød og trak sig tilbage; da var der faldet ti Mænd, og fem havde faaet Ulivssaar eller vare blevne vanføre, men næsten alle havde faaet Mærker af den Dyst. Men Flokken paa den anden Side af Aaen kom kun sent afsted, den kom først, da Kampen var forbi, og da de saa’, hvor ilde det var gaaet de Andre, vilde Arnor ikke vove sig og sine Mænd, hvorfor han maatte døje haarde Ord af sin Fader og mange Andre, og Alle vare enige om, at han ikke havde víst sig som en modig Mand. Grette var overmaade træt, men kun lidet saaret. Stedet, hvor de sloges, hedder nu Grettesodde.

Grette og hans to Mænd tog sig nu Heste og red op under Fjeldet, og da de kom til Fagerskov, blev Ejulf der. Bondedatteren kom ud og spurgte om Tidender, og Grette fortalte, hvordan det Hele var gaaet til og kvad:

»Dis, som paa Hornfloden vogter (54),
let ej det vorder at læge
Skrammen i Stenulfs Hoved,
ene han bed ej i Græsset.
Svagt er Haabet om Torgils,
Benene knuste jeg i ham,
otte Ringbrydere (55) segned,
siger man, ude paa Odden«.

Saa fór Grette til sin Hule, hvor han blev om Vinteren. Men da han og Bjørn mødtes, sagde denne, at nu tyktes det ham, det blev for stærkt, »og i Længden kan du ikke blive her, nu da du har dræbt Venner og Frænder for mig; dog vil jeg ikke bryde mit Løfte til dig, saa længe du er her«. Grette sagde, at det havde været Nødværge, det var hans Liv det gjaldt, »men ilde er det, at du er vred derover«. Bjørn sagde, at det fik nu blive, som det var, derved var Intet at gjøre. Kort efter kom de Mænd, som havde mistet deres Frænder i Kampen mod Grette, og bad Bjørn, at han nu dog ikke maatte lade denne Ildgjerningsmand blive der længere til deres Fortræd, og Bjørn sagde, at saasnart Vinteren var leden, skulde han komme bort. Der meldes nu ikke noget om, at Grette og Myremændene havde flere Sammenstød, medens han var der paa Fjeldet; Bjørn blev ved at holde Venskab med ham, men Tallet paa hans Venner mindskedes ved, at han lod Grette være der, thi det huede Folk ilde, at deres frænder skulde ligge ubødede. Ved Tingtid brød Grette op fra Myrerne og fór igjen til Borgfjord, hvor han raadførte sig med Grim Torhalssøn, om hvad han nu skulde gjøre. Grim sagde, at han kunde ikke have ham, og Grette søgte da igjen til sin Ven Halmund, hvor han blev Sommeren over. Om Høsten fór han til Gedeland og blev der, til det blev klart Vejr; saa gik han op paa Gedelandsjøklen og stævnede mod Sydøst langs ad den, og det mener man havde Halmund raadet ham, thi han var vidt og bredt stedkjendt. Saa gik Grette, til han fandt en Dal i Jøklen, lang og smal, paa alle Sider omgiven af Jøkler, der hang ud over den, men nede i Dalen saa’ han fagre, græsgroede Lier og Smaakrat; der var varme Kilder dernede, og han skjønnede, at det maatte være Jordilden, som voldte, at Jøklerne ikke lukkede sig over den. Igjennem Dalen randt en liden Aa, med jævne Bredder. Solen var kun kort at se dernede. Der gik en utallig Mængde Faar i Dalen, og de var langt bedre og federe end andre Faar, han havde set. Grette satte nu Bo der og byggede sig en Hytte af det Træ, der var forhaanden; Kjedel og Ildtøj havde han med. Faarene gav ham Føden, og der var mere Forslag i ét Faar her, end i to andetsteds. Især var der et graabrunt, hornløst Faar med et Lam, der tyktes ham et helt Særsyn i Størrelse; han fik Lyst til at tage Lammet, og det gjorde han og slagtede det; der var fyrretyve Pund Talg i det, og Kjødet var dog udmærket. Men fra den Stund af, da Faaret savnede sit Lam, kom det hver Nat op til Grettes Hytte og brægede, saa han aldrig kunde sove for det, og højlig fortrød det ham nu, at han havde dræbt Lammet, saadan en Uro, som det havde skaffet ham paa Halsen. Hver Kvæld i Skumringen hørte han, at der blev lokket oppe i Dalen, og da løb alle Dyrene samme Steds hen, og Grette har selv fortalt, at det var en Halvjætte ved Navn Tore, der raadede for Dalen, og at han var der med hans Vilje; efter ham kaldte han Dalen Toresdal. Han sagde, at Tore havde Døtre, som han havde stor Gammen af, og de vare glade derved, thi det var sjeldent, at der kom Folk. I Fastetiden gjorde Grette den Forandring i sin Levevis, at han spiste Tælle og Lever istedetfor Kjød. Der skete Intet hele Vinteren, og omsider faldt Opholdet Grette saa kjedeligt, at han ikke gad være der længer. Han brød da op der fra Dalen og gik sønderpaa tværs over Jøklen, til han kom midt paa Skjaldbreid; her rejste han en Helle og slog et Hul i den saaledes, at om man lagde øjet op til det, saa’ man den Kløft, som førte ned i Toresdal. Saa fór han videre sydpaa til Østfjordene; her var han den Sommer og Vinteren derpaa og søgte til alle Stormændene i Egnen deromkring, men allevegne gik det ham ilde, og Ingen vilde give ham hverken Kost eller Husly. Saa fór han igjen nordpaa og opholdt sig paa forskjellige Steder.

Kort efter at Grette havde forladt Ørnevandsheden, kom der en Mand dertil ved Navn Grim, Søn af Enken paa Krop; han havde dræbt Ejd Skeggessøns Søn paa Aas, og var bleven dømt fredløs derfor. Han satte nu Bo der, hvor Grette før havde været, og fiskede i Søen. Halmund syntes ilde om, at Grim var kommen i Grettes Sted, og agtede at mage det saa, at om han end fangede maget, skulde der dog ikke være stort Forslag deri. En Dag havde Grim fanget Hundrede Fisk og bar dem op til Hytten, men næste Morgen var de borte hver og en. Det tyktes ham underligt, og saa gik han ned til Søen og fangede to Hundrede Fisk og bragte dem hjem, men det gik ligesaadan, næste Morgen var de alle borte. Nu skjønnede han, at det kunde ikke hænge rigtig sammen, og næste Dag, da han havde fanget tre Hundrede Fisk og baaret dem hjem, sad han vaagen om Natten og passede paa igjennem et Hul i Døren, om der kom Nogen. Det led nu, til der var gaaet en Trediedel af Natten, da hørte han Nogen gaa med tunge Skridt; han tog da sin Øxe, et godt og hvast Vaaben, og gav Agt paa, hvad der nu skulde ske. Han saa’ da en Mand komme med en stor Kurv paa Ryggen, sætte sig ned og se sig om, og da han Ingen blev vár, tog han et godt Tag i Fiskebunken og gav sig til at stoppe alle Fiskene i sin Kurv. Den blev helt fuld, og Fiskene vare saa store, at Grim mente, at en Hest ikke vilde kunne bære større Byrde, men Manden tog den paa Nakken. Men som han var ved at staa op for at gaa sin Vej med den, sprang Grim frem og hug ham med baade Hænder i Halsen, saa Øxen sank i til Ryggen. Det gav et Sæt i Manden, og han satte afsted i Løb sønder over Fjeldet med Kurvene. Grim vilde vide, hvad det blev til med ham, og løb efter ham, men da de vare komne sønder under Baljøkul, gik Manden ind i en Hule der. Inde i Hulen brændte en klar Ild, og ved den sad der en Kvinde, storskaaren, men dog fager at se. Grim hørte hende hilse sin Fader og kalde ham Halmund. Han kastede Byrden haardt fra sig og trak Vejret tungt, og da hun spurgte, hvorfor han var blodig, svarede han og kvad:

»Syn for Sagn
jeg fik, at Ingen
paa sine Kræfter
trygt kan lide.
Mod og Manddom
viger fra Manden,
naar Lykken svigter,
og Døden kommer«.

Hun spurgte ham nu nøje ud om hans Mellemværende med Grim, og han fortalte Alt, som det var gaaet til. »Nu skal du give Agt paa mine Ord«, sagde han, »thi nu vil jeg kvæde et Kvad om mine Bedrifter, og det skal du riste paa Kjævle«. Hun gjorde, som han bød, og han kvad da Halmundskvadet, hvori det hedder:

Stærk jeg tyktes,
da jeg fra Grette
Tømmerne trak
med Tag saa haarde;
grant jeg saa’ ham
staa en Stund
og se med Undren
i sine Hænder.

Saa var der dengang
Tore kom
til Møde med os
paa Ørnevandsheden.
Med otte Mand
holdt vi Spydleg der,
jeg og Grette
tog vel mod dem.

Tunge tyktes
de Hug, som Grette
hug med Øxen
i deres Skjolde.
Dog har jeg spurgt,
at Mændene fandt
mine Sværdmærker
endnu større.

Jeg lod det fyge
med Hov’der og Arme
af dem, som vilde
Grette i Ryggen.
Samfulde atten
af Bondeflokken
maatte i Græsset
ynkelig bide.

Tidt med Bjergmænd jeg
haardt har leget,
Med Thurser og Trolde
og deres Frænder;
mange Uvætter
og mangen Halvtrold
voldte jeg Mén
og raadede Bane.

Alfers Æt
mig ogsaa kjender,
dem alle var jeg
til liden Baade.

Mange vare de Bedrifter, Halmund meldte om i sit kvæde, thi han havde faret vidt om i hele Landet. Men da Kvadet var ude, sagde hans Datter: »Ikke har den Mand forfejlet sit Maal, og ikke var det urimeligt, at han vilde dig tillivs, thi ilde har du handlet imod ham. Men hvem mon der vil hævne dig?« »Uvist er det, om jeg bliver hævnet«, sagde Halmund, »dog tror jeg, at Grette vilde gjøre det, om han kunde komme afsted dermed, men ikke vil det blive let at gaa imod denne Mands Lykke, thi ham kan der blive noget Stort af«. Derefter tog Halmunds Kræfter stærkt af, og længe varede det ikke, efter at han havde endt Kvædet, før han døde. Hun var meget mod i Hu og græd bitterlig, men saa kom Grim frem og bad hende ikke tabe Modet. »Vi maa Alle bort, naar vor Time kommer«, sagde han, »og han var selv Skyld i sin Død, thi jeg kunde dog ikke se paa, at han ranede fra mig«. Hun sagde, at det havde han ikke Uret i, »Brøde trækker altid Straf efter sig«, og alt som hun talte med Grim, mindskedes hendes Sorg, og hun blev glad igjen. Grim blev mange Dage i Hulen hos hende og lærte Kvædet udenad, men deres Forhold var helt ustraffeligt. Han blev paa Ørnevandsheden hele Vinteren efter Halmunds Død; saa søgte Torkel Ejulfssøn ham op der; de sloges, og Enden paa det blev, at Grim fik Torkels Liv i sin Magt og skjænkede ham det, men til Gjengjæld tog Torkel ham til sig, siden hjalp han ham ud af Landet og gav ham meget Gods med, og Alle fandt, at de Begge havde handlet vel imod hinanden. Grim blev Kjøbmand, og der er en hel Saga om ham.

Nu er at melde om Grette, at da han fór fra Østfjordene, holdt han sig skjult, for at Tore ikke skulde træffe ham; om Sommeren laa han ude paa Mødredalsheden og paa forskjellige andre Steder, stundom var han ogsaa paa Reykjaheden. Engang da han var der, fik Tore Nys derom; han samlede da Folk og red ud paa Heden, og nu var det hans Agt, at denne Gang skulde han ikke undslippe. Grette blev dem ikke vár, før de næsten var lige ved ham. Han var da med en anden Mand ved en Sæter, et lille Stykke fra Vejen, og da de saa’ Flokken, og det gjaldt om hurtig at finde paa Raad, bød Grette, at de skulde kaste Hestene om og trække dem ind i Sæteren, og det gjorde de. Tore red forbi, nordover Heden, og de fandt ikke den, de søgte, og omsider vendte de om igjen. Da de igjen kom der forbi, sagde Grette: »Det vil tykkes dem en daarlig Færd, om vi ikke træffes; pas du nu paa vore Heste, saa skal jeg gaa hen til dem; det vilde være et dygtigt Puds, om de ikke kjendte mig«. Manden, der var med, raadede ham derfra, men han gjorde det alligevel; han skiftede Klæder, tog en sid Hat paa, der skjulte Ansigtet, og en Stav i Haanden, og saa gik han dem i Møde. De hilste ham og spurgte, om han ikke havde set Nogen ride over Heden. »Jo, jeg har set dem, I leder efter«, sagde Grette, »I er lige ved at finde dem, thi de var søndenfor Mosen der til venstre«. Da de hørte det, stormede de alle ud paa Mosen, men der var saa blødt, at de ingen Vegne kunde komme, de fik nok at gjøre med at trække Hestene op; de rodede omkring der det meste af Dagen og ønskede, at den Landstryger, der saadan havde narret dem, maatte ske al Landsens Ulykker. Men Grette skyndtesig tilbage til sin Stalbroder, og da han var kommet did, kvad han:

»Ikke til Møde jeg rider
med dem, som nu Sværdting mig byde,
tidt er Skjalden i Vaande,
ene vil bort jeg fare.
Ej vil jeg træffe de Bolde,
som Odins Uvejr vil vække,
jeg paa Lejlighed bier
— modig jeg næppe dig tykkes.

Bort derfra jeg mig trækker,
hvor Tores Flokke nu fare,
lidet det vilde mig baade,
om jeg i dem kom i Trængsel.
slige Stormænd jeg flyr for,
tager Vejen til Skoven;
saalunde redder jeg Livet
— Hejmdals Sværd (56) maa jeg bjerge«.

De red nu skrapt vester paa og kom forbi Tores Gaard Gard, førend han og hans Flok. Tæt ved Gaarden kom der en Mand til dem; han kjendte dem ikke og slog Følge med dem. Udenfor Gaarden stod der en ung, fagert klædt Kvinde. Grette spurgte, hvem hun var, og deres Ledsager sagde, at det var Tores Datter. Da kvad Grette.

»Bue hin Guldriges Stolsol (57),
du kan fortælle din Fader
— liden Vægt dog der ligger
tidt paa de Ord, jeg kvæder —,
at du har set mig selvtredje
— Stormand med lidet Følge —
ride om Skjæglingens (58) Huse,
kort kun er jeg fra Gaarden«.

Nu skjønnede Manden, hvem det var, han havde givet sig i Følge med; han red strax ned i Bygden og fortalte, at Grette var kommen der forbi; men da Tore kom hjem, vare de Fleste enige om, at Grette havde trukket Dynen over Hovedet paa dem. Tore satte nu Folk ud paa ham allevegne, og Grette sendte derfor sin Ledsager til Vesterlandet med Hestene, men selv fór han forklædt op i Fjeldene; derfra fór han i Begyndelsen af Vinteren op til Nordlandet uden at være bleven kjendt. Alle fandt, at det var gaaet Tore lige saa galt, eller værre, denne Gang som nogensinde før.

Sten hed en Præst, som boede paa Ødalsaa, i Baarddal, en god Husholder og en rig Mand; han havde en Søn, som hed Kjartan, en rask og dygtig ung Mand. Paa Gaarden Sandhøj søndenfor Ødalsaa boede en Mand ved Navn Torsten den Hvide; han var gift med en ung og livlig Kvinde, der hed Stenvør; de havde flere Børn, men de var alle smaa ved denne Tid. Folk mente, at det ikke gik rigtig til der paa Gaarden, og at Trolde og Spøgelser drev deres Uvæsen der. To Vintre før end Grette kom der nordpaa, var Stenvør gaaet til Julemesse paa Ødalsaa, som hun plejede, men Bonden blev hjemme; om Kvælden gik Folkene paa Gaarden i Seng, men om Natten hørte de et stort Brag inde i Stuen ved Husbondens Seng, men Ingen turde staa op og se, hvad der var paa Færde, thi der var kun faa Folk. Om Morgenen, da Konen kom hjem, var Manden forsvunden, og Ingen vidste, hvor han var bleven af. Saa gik der et Aar, og da Konen næste Jul vilde til Messe, bad hun sin Huskarl blive hjemme. Han var noget uvillig til det, men gav dog efter, og det gik da ganske paa samme Vís, da hun kom hjem, var Karlen borte. Man fandt det meget sælsomt, men da man saa’ efter, opdagede man nogle Blodpletter i Yderdøren, og nu skjønnede man, at Uvætter havde taget dem begge to. Denne Tildragelse spurgtes vidt og bredt, og Grette fik ogsaa Nys derom, og eftersom han havde meget Held med at faa Bugt med Uvætter og Gjengangere, gik han til Baarddal og kom Juledag til Sandhøj, hvor han blev og kaldte sig Gest. Konen saa’ nok, at han var farlig stor, og Folkene paa Gaarden var meget rædde for ham, men da han spurgte, om han maatte være der, sagde Konen, at Mad skulde han faa, men hun kunde ikke tage Vare paa ham, det fik han selv gjøre. Han svarede, at det skulde han nok, »gaa du kun i Messe, om du vil, jeg skal blive hjemme imens«. »Du er ikke bange af dig«, sagde hun, »siden du tør blive her hjemme«. »Der gaar ikke Ry af mig for Ingenting«sagde han. »Ilde huer det mig at være her hjemme«, sagde hun, »men jeg kan ikke komme over Aaen«. »Saa skal jeg hjælpe dig over den«, sagde Gest. Saa lavede hun sig til at gaa i Messe, og hendes Datter, en lille Pige, skulde med. Det tøede stærkt, og Isen var brudt op i Aaen og drev i store Flager. »Her er ufarbart over Aaen baade for Mennesker og Heste«, sagde Konen. »Der er vel Vadesteder«, sagde Gest, »vær blot ikke bange« »Bær da først Barnet over«, sagde Konen, »hun er lettest«. »Jeg gider ikke gaa Vejen to Gange for den Sags Skyld« sagde Gest, »jeg kan godt have dig paa Armen«. Hun korsede sig og sagde: »Det gaar aldrig; hvad vil du saa gjøre med Barnet?« »Det bliver der vel Raad for«, sagde han, løftede dem op begge to og satte den Lille paa Moderens Skjød og bar dem saa paa venstre Arm, men den højre havde han fri, og saa vadede han ud i Aaen med dem; de var saa rædde, at de ikke engang turde skrige, og Vandet naaede ham strax til Brystet; der drev en stor Isflage imod ham, men han stødte den fra sig med den højre Haand. Inden han kom over, gik Vandet ham til Skuldrene, men han vadede rask til, naaede den anden Bred og satte dem i Land, og saa vendte han om. Da Konen kom til Ødalsaa til Messe, undredes Alle over, hvorledes hun var kommet over Aaen, og hun sagde, at hun vidste ikke, om det var et Menneske eller en Trold, der havde baaret hende over. Præsten sagde, at et Menneske maatte det have været, om der end maaske kun var faa, der var hans Lige. »Men lad os tie med dette«, sagde han, »maaske er han sendt dig for at raade Bod paa de Vanskeligheder, du er stedt i«. Konen blev paa Ødalsaa om Natten.

Det var halvmørkt, da Grette kom hjem til Gaarden. han bød dem give ham noget Mad, og da han var mæt, sagde han til Folkene, at de skulde gaa hen i den inderste Ende af Stuen; saa lavede han af Borde og Brændestykker en stor Vold tværs over Stuen, saa at ingen af Folkene kunde komme frem over den, og Ingen turde sige et Ord derimod eller blot saa meget som kny. Stuedøren var i Gavlvæggen, og ved den stod der en Bænk; paa den lagde han sig uden at klæde sig af, og der blev han liggende; der brændte Lys i Stuen ligeoverfor Døren. Da det lakkede henimod Midnat, hørte Grette store Drøn udenfor, og saa kom der en stor Troldkone ind i Stuen med et Trug i den ene Haand og en stor Kniv i den anden. Hun saa’ sig om, da hun var kommen indenfor, og da hun saa’ Grette, sprang hun hen til ham, men han op imod hende, og nu begyndte der en haard Dyst imellem dem, og de tumlede længe om derinde. Hun var den stærkeste, men han snoede sig snildt fra hende, og alt, hvad der kom i Vejen for dem, brød de i Stykker, selv Panelet. Hun trak ham ud igjennem Døren ud i Forstuen; der satte han sig haardt til Modværge; hun vilde have ham helt udenfor, men det lykkedes ikke, før de havde revet hele Dørkarmen ned, og hun bar ham ud paa sine Skuldre. Hun slæbte ham nu ned til Aaen, hen til Faldet. Grette var over al Maade mødig, men det skjønnede han, at enten maatte han holde ud, eller hun vilde styrte ham i Faldet. De brødes hele Natten, og aldrig tyktes han, at hans Kræfter havde været satte paa en værre Prøve; saa fast havde Utysket knuget ham op til sig, at han ikke kunde røre Hænderne til det Mindste, blot holde hende om Livet. Da de kom hen ved Fossefaldet, fik han svunget hende saaledes, at han fik den højre Haand fri; han greb da flux til Saxet, han var gjordet med, drog det og hug hende i Axlen, saa den højre Arm røg af hende; han var nu fri, og hun styrtede ud i Faldet og blev borte i Fossen, men han laa længe paa Klippen baade mødig og stiv; først da det gryede ad Dag; kunde han gaa hjem og i Seng, han var opsvulmet og blaa over hele Kroppen. Da Konen kom fra Messe og saa’, hvordan der var vendt op og ned paa hele Huset, gik hun hen til Grette og spurgte, hvad der havde været paa Færde, siden Alting var brækket i Stykker og ødelagt, og han fortalte da Alt, saaledes som det var gaaet til. Det tyktes hende var store Tidender og al Ære værd, og hun spurgte hvem han var. Grette sagde hende det og bad hende lade Præsten hente, han vilde gjerne tale med ham. Det skete som han bad, og da Sten Præst kom til Sandhøj, fik han strax at vide, at det var Grette Aasmundssøn, der var kommen i Gaarde, og som kaldte sig Gest. Præsten spurgte, hvad han mente, der var blevet af dem, der var blevne borte, og Grette sagde, han mente, de var blevne kastede i Fossen. Præsten sagde, at han ikke kunde fæste Lid til hans Udsagn, om han ingen Jertegn kunde vise paa, at det var sandt, hvad han sagde; Grette svarede, at dem skulde han faa siden, og saa fór Præsten hjem. Grette blev liggende i Sengen mange Dage, Konen sørgede godt for ham, og saa led Julen, medens Dalboerne holdt ham skjult.

Om Vinteren noget efter Jul fór Grette en Dag til Ødalsaa, og da han traf Præsten, sagde han til ham. »Jeg ser nok, Præst, at du kun fæster ringe Lid til hvad jeg har sagt; nu skal du fare med mig ned til Aaen og se, om det ikke kan have sin Rigtighed«. Præsten gik med ham. Da de kom ned til Fossen, saa’ de en Hule ind under Fjeldet, ovenover den var Klippen ganske stejl, saa Ingen kunde gaa derned, og der var næsten et halvt Hundrede Favne ned til Vandet. De havde Reb med, men alligevel sagde Præsten, at her tyktes det ham altfor farligt at gaa ned. »Ned kan man komme«, svarede Grette, »men der skal en dygtig Karl til. Jeg har nok Lyst til at se, hvem der er dernede i Fossen; pas du blot paa Tovet imens«. Præsten sagde, at han fik raade, rammede en Pæl ned imellem nogle store Sten og gjorde Tovet fast ved den og satte sig saa til at holde Vagt ved det. Grette lastede en Sten ved den anden Ende af Tovet, og sænkede det saa ned i Vandet. »Hvordan vil du nu bære dig ad?« sagde Præsten. »Jeg vil ikke være bunden, naar jeg kommer ned i Fossen«, sagde Grette, »det, bæres mig for, at det vil ikke være raadeligt«. Derefter gjorde han sig i Stand til Færden; han havde kun faa Klæder paa og var gjordet med Saxet, andre Vaaben havde han ikke. Saa sprang han ned fra Klippen ud i Fossen; Præsten saa’ hans Fodsaalor, men saa saa’ han ikke, hvad der blev af ham. Grette svømmede under Vandet ind under Fossen, men det var svært nok, thi der gik en strid Overstrøm, og han maatte dykke helt ned til Bunden, før end han kom op under Fossen; der skjød en flad Klippe frem, og den kom han op paa. Inde i Fjeldet bag Fossen var der en stor Hule, hvor der brændte et mægtigt Baal; der gik han ind. han saa’ en Jætte derinde, baade stor og forfærdelig at se til, og da Grette nærmede sig ham, sprang han op, greb et Spyd af den Slags, som man baade kan hugge og stikke med — Heftesax kaldte Folk dem —, og hug til ham. Grette hug til ham med Saxet og ramte paa Spydskaftet, saa det gik midt over. Jætten vilde nu række sig tilbage efter et Sværd, der hang derinde, men i det Samme hug Grette ham i Brystet og ristede Brystet og Maven op paa ham, saa Indvoldene væltede ud af ham og drev ud i Elven. Men da Præsten, som sad deroppe og passede paa Tovet, saa’ dem, blev han forskrækket og tænkte, at Grette var død; han løb sin Vej fra Tovet, og hen ad Kvælden kom han hjem og fortalte for sikkert, at Grette var ikke mere, og at det var stor Skade, saadan en Mand som han havde været. Om Grette er at melde, at han lod ikke lang Tid gaa hen imellem de Hug, han gav, og omsider fik han Livet af Jætten. Saa tændte han et Lys og ransagede hele Hulen; der meldes ikke, hvor meget Gods han fik der, men det tro dog de Fleste, at noget var der nok. Han fandt Benene af to Mennesker derinde, dem lagde han i en Sæk, og da det lakkede ad Nat, gik han ud af Hulen, svømmede hen til Tovet og trak i det, thi han troede, at Præsten sad ved det. Men da han mærkede, at Præsten var gaaet hjem, maatte han entre op, og paa den Vís kom han op paa Fjeldet. Han gik op til Ødalsaa, og i Døren til Kirken lagde han Posen med Benene tilligemed en Kjævle, hvorpaa han havde ristet nogle Viser:

Ned jeg steg i det dunkle
Svælg, hvor over mig Fossen,
Stenes vældige Tumler,
gabed med klamme Kjæver.
Tungt faldt den brusende Hvirvel
Sværdets Svinger for Brystet,
ogsaa fik Skjaldens Skuldre
Vandets Tynge at føle.

Gygers lede Elsker
kom mig i Møde i Hulen,
det maa forsand jeg sige,
drabelig kjæmped han længe,
til jeg fik Spydet af Skaftet
og med min straalende Kampild
kløved den fule Jættes
Bryst og hans sorte Bringe.

Og paa Kjævlen stod ogsaa, at han havde bragt Benene med fra Hulen. Da Præsten kom til Kirken om Morgenen, fandt han Kjævlen med det, der laa hos, og læste Runerne, men Grette var da gaaet hjem til Sandhøj. Da Præsten siden traf Grette, spurgte han ham nøje ud, om hvorlunde det Hele var gaaet til, og Grette sagde ham det, og bebrejdede ham, at han havde holdt saa daarlig Vagt ved Tovet, som Præsten maatte indrømme. Nu skjønnede man, at det maatte være disse Uvætter, der havde voldet, at der var blevet Folk borte der i Dalen og der timedes heller aldrig mere Nogen Mén af Gjengangere og Troldtøj, saa Grette tyktes at have renset Dalen godt. Benene, han havde fundet, jordede Præsten paa Kirkegaarden. Grette har selv sagt, at Troldkonen styrtede i Fossen, da han havde saaret hende med Saxet, men Baarddalsmændene sige, at Solen stod op, medens de brødes, og at hun da blev til Sten, og hun staar der endnu paa Fjeldet.

Grette blev nu paa Sandhøj den Vinter, men holdt sig dog skjult for de Fleste. Alligevel kom Rygtet, om at han var der, Tore paa Gard for Øre, og han satte Folk ud paa ham, som skulde aflive ham. Man raadede ham da til at fare bort, og han gik nu til Vestlandet. Han gik til Gudmund den Mægtige paa Mødrevolde og bad ham om Hjælp, men Gudmund sagde, at det passede ham ikke at tage imod ham, »det eneste Raad, jeg kan give dig«, sagde han, »er at slaa dig ned et Sted, hvor du kan være tryg for dit Liv«. Grette sagde, at han vidste ikke, hvor det skulde være. »Der ligger en Ø, som hedder Drangø, i Skagefjord«, sagde Gudmund, »den er let at værge, thi Ingen kan komme op paa den uden at have Stiger til Hjælp. Er du først der, véd jeg ikke, hvem der skulde kunne komme dig til Livs, hverken med Vaaben eller List, naar du blot passer godt paa Stigen«. »Jeg skal prøve paa det«, sagde Grette, »men jeg er saa mørkeræd, at jeg ikke tror, jeg vil kunne holde ud at være alene, om det end gjælder Livet«. »Det kan vel være, at det er saa«, sagde Gudmund, »men tro Ingen saa godt som dig selv; Mange ere vanskelige at tage sig i Vare for«. Grette takkede ham for det gode Raad og fór saa bort fra Mødrevolde. Han standsede ikke, før han kom til Bjarg, hvor hans Moder og Illuge tog godt imod ham. Han blev der nogle Nætter, og der spurgte han, at Torsten Kuggessøn var bleven dræbt; det var sket om Høsten, før end Grette fór til Baarddal, og det tyktes ham, at det Hug ogsaa havde ramt ham. Han red nu sønder over Holtvardeheden og agtede at hævne Halmund, om han kunde træffe Grim; men da han kom til Nordaadal fik han at vide, at Grim alt var faret derfra for to eller tre Vintre siden, som før er fortalt. At Grette først saa sent spurgte denne Tidende, kom af, at han havde holdt sig saa skjult i disse Aar og ikke havde truffet Nogen, der vilde fortælle ham, hvad der var sket. Han vendte sig da op til Bredefjordsdalene og opholdt sig i Østeraadal, hvor han passede Folk op, der fore over Brattebrink, og Smaabønderne ranede han ogsaa fra. Den Sommer fødte Stenvør paa Sandhøj et Drengebarn, som blev kaldt Skegge. Kjartan, Præsten Stens Søn paa Ødalsaa, holdt man først for Barnets Fader, men da Skegge, som under hele sin Opvæxt var ulig sine Søskende i Styrke og Væxt, var femten Aar gammel, var han den stærkeste Mand der paa Nordlandet, og man mente da, at det vist maatte være Grette, der var Fader til ham, og Alle ventede, at han vilde blive en udmærket Mand, men da han var sytten Aar gammel, døde han, og der er ingen Saga om ham.

Efter Torsten Kuggessøns Drab lagde Snorre Gode stor Uvilje for Dagen imod sin Søn Torod og Saam, Børk den digres Søn. Hvad de havde gjort, véd Ingen Rede paa, men rimeligst tykkes det, at Snorre havde paalagt dem at øve en eller anden Stordaad, som de havde undslået sig for. Det kom nu til, at Snorre Gode jog Torod bort og sagde, at han ikke maatte komme igjen, for end han havde dræbt en Skovgangsmand, og derved blev det. Torod fór da over til Dalene; dèr boede paa Bredebolstad en Enke, som hed Gejrløg; hun havde en Faarehyrde, som var bleven dømt fredløs for voldeligt Overfald, en ung Knøs. Det fik Torod Snorresøn at vide, og han red da til Bredebolsstad og spurgte efter Hyrden. Enken svarede, at han var ved Faarene, »hvad vil du ham?« »Jeg vil have hans Liv«, sagde Torod, »thi han er Skovgangsmand.« »Der er ingen Hæder for saadan en drabelig Karl, som du ser ud til at være, ved at dræbe den Stakkel«, sagde Konen, »men har du Lyst til at vise, hvad du dúr til, skal jeg give dig Anvisning paa en ganske anden Stordaad«. »Hvad er det?« sagde han. »Grette Aasmundssøn holder til heroppe i Fjeldene«, svarede hun, »se at faa Bugt med ham, det passer sig bedre for en Mand som dig«. Torod syntes godt om denne Tale og sagde, at saa skulde det være, sporede saa sin Hest og red op igjennem Dalen. Da han kom op paa Højderne nedenfor Østeraa, fik han Øje paa en graa opsadlet Hest og ved den en stor væbnet Mand. Han red strax hen til ham; Grette hilsede ham og spurgte, hvem han var. Torod sagde sit Navn, »men hvorfor spørger du mig ikke snarere om, hvorfor jeg er kommen, end om mit Navn?« »Fordi dit Ærinde vel ikke har stort at betyde«, sagde Grette; »er du Snorre Godes Søn?« »Det er jeg«, sagde Torod, »men nu skal vi alligevel prøve, hvem af os der er den stærkeste.« »Det er let at skjønne«, sagde Grette; »har du ikke hørt, at det er gaaet de Fleste ilde, som jeg har taget fat paa?« »Det ved jeg vel«, siger Torod, »men nu skal vi dog vove en Dyst« og dermed trak han sit Sværd og trængte hidsig ind paa Grette, men denne skjærmede sig med sit Skjold og bar ikke Vaaben paa Torod; saadan gik det en Stund, og han blev ikke saaret. Saa sagde Grette: »Lad os nu holde op med den Leg, thi Sejr vil du ikke faa, om vi skal slaas«; men Torod hug som en Rasende, og saa blev Grette kjed deraf, tog fat i ham og satte ham ned ved Siden af sig. »Nu kan jeg gjøre ved dig alt, hvad jeg vil«, sagde han; »at du skal blive min Banemand, er jeg ikke bange for, men jeg er bange for Gubben Snorre Gode, din Fader, og hans Raad, thi de har tvunget de Fleste i Knæ. Du skulde tænke dig lidt om, hvad det er du tager fat paa; at slaas med mig er ikke Børneværk«. Men da Torod saa’, at han ingen Vegne kunde komme, slog han sig tiltaals, og dermed skiltes de. Han red hjem til Tunge og fortalte sin Fader om sit Møde med Grette. Snorre Gode smilte og sagde: »Mange have store Tanker om sig selv. Stor Forskjel var der paa Jer; du huggede løs paa ham, men han kunde gjøre ved dig, hvad han vilde. Dog gjorde Grette klogt i ikke at dræbe dig, thi jeg havde ikke kunnet bære over mit Hjerte at lade dig ligge uhævnet; jeg skal ogsaa lønne ham derfor, om jeg faar noget med hans Sag at gjøre«. Det var let at mærke paa Snorre, at han fandt, at Grette havde handlet vel imod Torod, og han viste sig siden stadig som hans Ven, hvor han kunde tale hans Sag.

Kort efter Mødet med Torod red Grette til Bjarg, hvor han igjen holdt sig skjult en Stund. Hans Mørkerædsel tog nu saadan til, at han ingen Steder turde være, saa snart det begyndte at skumre. Hans Moder tilbød ham, at han maatte blive der, men det var dog let at skjønne, sagde hun, at det ikke vilde kunde hjælpe ham noget, saa mange Fjender som han nu havde i hele Landet. Grette sagde, at hun skulde ingen Fortræd have for hans Skyld, »men om det saa skal gjælde Livet, kan jeg ikke længere holde ud at være ene«. Hans Broder Illuge, som dengang var femten Aar gammel og en dygtig Ungersvend, sad hos, da de talte om dette. Grette fortalte sin Moder, hvad Gudmund den Mægtige havde raadet ham til, og sagde, at han vilde prøve paa, om han kunde komme til Drangø, men han kunde ikke være der, uden han fik en Mand, han kunde stole paa, til at være hos sig. Da sagde Illuge: »Jeg vil følge med dig, Broder; jeg véd ikke, om jeg kan være dig til nogen Hjælp, men det véd jeg, at jeg skal være dig tro og ikke løbe fra dig, saalænge du lever. Saa véd jeg ogsaa, hvordan det staar til med dig, naar jeg er hos dig«. »Du er den Mand, jeg har mest Glæde af«, sagde Grette, »og gik det ikke vor Moder saa haardt til Hjerte, vilde jeg gjerne, at du skulde følge med mig«. »Nu er det kommet dertil«, sagde Aasdis, »at jeg ser, at ét af to haarde Kaar maa jeg vælge. Haardt, vil det blive mig at savne Illuge, men Grette er saa vanskelig stedt, at han maa gjøre noget for at bjerge sig. Tungt vil det være for mig at se begge mine Sønner gaa fra mig, men jeg vil bære det, om det kan være Grette til Baade«. Illuge blev glad ved disse Ord, thi han havde stor Lyst til at fare med Grette. De gjorde sig da rede; Aasdis gav dem meget Gods med og fulgte dem af Gaarde, og da de skiltes, sagde hun: »Nu gaa I fra mig, begge mine Sønner, og paa én Gang vil Døden ramme Eder begge. Ingen undgaar den Skjæbne, der er ham bestemt, jeg faar aldrig mere Nogen af Jer at se. Saa deler da nu Ondt og Godt med hinanden. Jeg véd ikke, hvad Lykken vil byde Jer paa Drangø, men der ville I komme til at lægge Eders Ben, og Mange ville gjøre Eder Opholdet der stridigt. Vogt Eder vel for Svig. For Vaaben ville I falde, men underligt have mine Drømme varslet. Tag Eder i vare for Trolddom, faa Ting ere rammere end den«. Da hun havde sagt dette, græd hun saare, men Grette sagde: »Græd ikke, Moder. Det skal spørges, at vi ere dine Sønner og ikke Døtre, om vi angribes med Vaaben. Og lev nu vel«. Dermed skiltes de, og Brødrene fór nord igjennem Bygderne og besøgte deres Frænder, og med det led Høsten og det blev Vinter. Saa fór de til Skagefjord over Vatnskard og Reykjaskard ned over Sæmundsli og Langholt. Det var henimod Aften, da de kom til Glømbø. Grette havde kastet Hætten paa sin Kappe tilbage paa Skuldrene, det gjorde han altid, hvordan Vejret saa var. Da de var gaaet fra Gaarden og var komne et lille Stykke paa Vej, kom der en Mand imod dem, med stort Hoved, lang og tynd og daarlig klædt. Han hilste dem, og de spurgte hinanden om Navn. Grette og Illuge sagde, hvem de var, og han sagde, han hed Torbjørn; han var en Landstryger, der ikke gad arbejde, og et stort Vrøvlehoved, som Mange drev deres Løjer med, og som kaldtes Torbjørn Gløm for sin Snaks Skyld. Han gav sig i Snak med dem, som om de var gamle Bekjendte, og fortalte en hel Del om Folk der i Bygderne til stor Morskab for Grette. Saa spurgte han, om de ikke skulde have Brug for en Mand, der kunde arbejde for dem, »jeg havde nok Lyst til at fare med Jer«, sagde han, og han snakkede saadan for dem, at de tog ham med. »De undrede sig højlig paa Glømbø«, sagde han, »over at du ikke havde Hætte paa i saadant daarligt Vejr (det var koldt og Snofog), og talte meget om, hvor vidt du var ligesaa modig som lidet kuldskjær. Faarehyrden vilde have Bondens to Sønner med ud til Faarene, og skjønt de er et Par drabelige Karle, kunde de dog ikke faa Klæder nok paa, saadan frøs de«. »Jeg saa’ en ung Mand inde i Forstuen«, sagde Grette, »ifærd med at tage Vanter paa, og en anden saa’ jeg imellem Fæstalden og Møddingen; Ingen af dem er jeg bange for«. De fór nu ned til Reyninæs, hvor de blev om Natten, og derfra fór de ud paa Stranden til Gaarden Reyker. Der boede en gjæv og god Bonde ved Navn Torvald. Grette bad ham hjælpe sig og sagde, at han agtede sig ud til Drangø. Bonden sagde, at Skagfjordingerne næppe vilde mene, at det var en god Ven, de havde faaet saa nær, og undslog sig. Saa kom Grette frem med en Pung med Penge, som hans Moder havde givet ham, og da Bonden saa’ dem, klarede hans Ansigt op, og han lod tre af sine Huskarle sætte dem over om Natten ved Maaneskinnet; der er kun en Mil over Søen fra Reyker til Drangø. Da de kom op paa den, tyktes det Grette, at der saa’ godt ud, thi den var græsgroet og faldt saa brat af imod Søen, at det var umuligt at komme op paa den undtagen der, hvor Stigerne var, og trak man den øverste Stige op, kunde ikke et Menneske komme derop; øen var ogsaa et stort Fuglebjerg om Sommeren. Der gik firsindstyve Faar paa Øen, som tilhørte Bønderne. Grette slog sig nu til Ro der; da havde han været fredløs femten eller sexten Aar, efter hvad Sturla Thordssøn har sagt.

Da det led imod Vintersolhverv, lavede Bønderne sig til at hente deres Slagtefaar paa øen. De bemandede en Skude, og hver af dem stillede én og somme to Mand. De de kom nær til Øen, saa’ de, at der var Folk deroppe; det tyktes dem sælsomt, og de tænkte, at det vel maatte være Nogen, der havde lidt Skibbrud og vare slupne i Land der. De roede nu hen til Stigerne, men Folkene deroppe, trak dem op. Bønderne syntes, at det var meget besynderligt, raabte til dem og spurgte, hvem de var. Grette sagde sit og sine Stalbrødres Navn. Bønderne spurgte, hvem der havde sat ham over til øen. »Det gjorde den«, sagde Grette, »som ejede Baaden og selv lagde Hænder til og mere var min Ven end Eders«. »Lad ss faa vore Faar«, sagde Bønderne, »og kom i Land med os, og hvad du alt har slagtet, faar du beholde«. »Det er et godt Tilbud«, sagde Grette, »men nu faar hver beholde, hvad han har, og det vil jeg ligesaa godt strax sige Jer, at I faar mig ikke levende herfra, og jeg giver ikke slip paa hvad jeg har«. Saa blev Bønderne tavse, og skjønnede, at det var en slem Gjæst, der var kommet til Drangø. De bød ham mangt og meget, baade Penge og andre fagre Løfter, men Grette sagde Nej til Alt, og Bønderne maatte sejle hjem igjen med uforrettet Sag. De var ilde tilfreds og fortalte vidt og bredt i Herredet om den Ulv, der var kommen paa Drangø; det kom dem ganske uventet, og det tyktes dem ikke let at gjøre noget ved den Sag. De havde nu det at tale om om Vinteren, men kunde ikke finde paa Raad til at faa Grette bort fra Øen.

Det led nu saa til om Vaaren, da Folk fór til Hejrenæsting. Der kom mange Mennesker sammen fra de Herreder, som havde at søge did, og man blev længe sammen der, baade for Sagernes Skyld og for at more sig, thi der var mange der i Herrederne, som holdt af Lystighed. Grette spurgte nu, at de Fleste vare til Tings, det havde han aftalt med sine Venner, thi han stod sig altid godt med dem, der vare ham næst, og sparede ikke paa, hvad han kunde give dem. Han sagde, at han vilde tage i Land og se, hvad der var at faa, Illuge og Gløm skulde saa blive tilbage imens. Illuge mente, at det ikke var raadeligt, men lod det dog blive som Grette vilde. Han bad dem passe godt paa Stigen, thi det laa der stor Magt paa. Saa fór han i Land og skaffede sig, hvad han mente de trængte til. Han holdt sig skjult, hvor han kom, og Ingen anede, at han var kommen i Land. Da han hørte, at der var saa stor Lystighed ved Tinget, fik han Lyst til at komme did, tog en gammel, daarlig Klædning paa og kom til Tinget, just som Folk gik fra Lovretten til Boderne. Der var nogle unge Mennesker, som talte om, at Vejret var godt og smukt, og at det kunde være morsomt at brydes og have anden saadan Morskab, og det blev de enige om at gjøre. Folk satte sig da foran Boderne. De ivrigste til Legen, var Tordsønnerne Hjalte paa Hof i Hjaltedalen, en af de ypperste Høvdinger, navnkundig og vennesæl, og hans Broder Torbjørn Øngul, en urolig og voldsom Mand. Hvem Torbjørn fik Lyst til at se brydes, rev han op fra Sædet og trak ham frem paa Pladsen. Først brødes de, som havde færrest Kræfter, og saa andre, og det var til stor Morskab. Men da de fleste havde været fremme, talte Bønderne om, hvem der vel vilde byde sig til at brydes med de to Brødre Tord paa Bredaa, som ogsaa var med; de var umaadelig stærke, men gjæve Mænd. Det var der Ingen, der vilde, og de gik frem for den Ene efter den Anden og bød sig frem, men forgjæves. Da fik Torbjørn Øngul øje paa en Mand, der sad, stor af Væxt, men hans Ansigt kunde man ikke rigtig se. Torbjørn gik hen til ham og tog et dygtigt Tag i ham, men han blev siddende og rørte sig ikke af Pletten. »Saa fast har Ingen siddet for mig idag«, sagde Torbjørn, »hvem er du?« »Jeg hedder Gest«, svarede han. »Tag Del i vor Leg«, sagde Torbjørn, »saa er du en velkommen Gjæst«. »Der kan ske meget i kort Tid«, svarede han, »ikke vil jeg blande mig i Eders Leg, jeg kjender Ingen her«. Men Mange sagde, at det vilde være flinkt gjort af ham, om han vilde tage Del i Legen, det gjorde Ingenting til Sagen, at han var fremmed. Han spurgte da, hvad de vilde, han skulde gjøre, og de bad ham brydes med En eller Anden. Han sagde, at det havde han længe ikke gjort, »skjønt der har været den Tid, da det nok kunde more mig«, og da han nu ikke helt afslog det, bad de ham endnu mere. »Sætter i nogen Pris paa, at jeg skal give efter, saa skal I give mig Fred saa længe jeg er her paa Tinget og til jeg er kommen til Hjem« Det raabte de Alle Ja til. Haf hed den Mand, som var ivrigst for at de skulde give ham Fred; han var en tungefærdig Mand og opsatte og fremsagde Lejdeløftet med stor Betænksomhed. Det begyndte saaledes:

»Herved tilsiger jeg Hver og En, og i Særdeleshed denne Mand, som kalder sig Gest, og som sidder her, Fred og Lejde. Alle, Godordsmænd og gjæve Bønder, alle unge, vaabenføre Mænd og alle andre Herredsmænd, der lyde under Hejrenæsting, hvorfra de end ere komne, nævnte og unævnte, tilsige denne nævnte Mand, som kalder sig Gest, Fred og fuldt Lejde til Gammen, Brydning og al Morskab, til Ophold her og Hjemfærd herfra, hvad enten han farer over Sø eller Land, og hvordan han end farer. Fred og fuld Sikkerhed skal han nyde paa alle Steder, nævnte og unævnte i saa lang Tid, som han behøver for at komme hjem. Jeg tilsiger ham denne Fred paa Alles Vegne, vore og vore Frænders, Venners og Paarørendes, Kvinder saa vel som Mænd, Trælle og Tærner, Ynglinger og myndige Mænd. Den er en Niding, som bryder denne Fred og dette Lejde, Gud skal jage ham fra Himmerig og fra Samfund med de hellige Mænd, og saa langt skal han jages fra alle gode og gjæve Mænd som Ulven jages, overalt hvor Kristenfolk søge til Kirke, hvor Hedninger blote, hvor Græs gror, hvor Mødre føde Børn og Børn kalde paa deres Mødre, hvor Folk tænde Ild, hvor Skibe skride og Skjolde blinke, hvor Sol skinner og Sne falder, hvor Finnen vanker og Fyrren voxer, hvor Falken flyver den lange Vaardag med Vinden lige under begge sine Vinger, hvor Himlen drejer sig og Verden er bygget, hvor Vind driver Vand til Havs, hvor Mænd saa Korn. Fjernt skal han gaa fra Kirker og Kristenfolk og fra Hedninger, fra Huse og fra Fjeldets Huler, fjernt skal han gaa fra den hele Verden undtagen fra Helvede. Nu skullo vi være samdrægtige og skifte Ord med venligt Sind, hvad enten vi træffes paa Fjeld eller Strand, paa Skib eller Sti, paa Jord eller Jøkler, paa Hav eller Hest, som naar Mand træffer sin Ven i Havet eller sin Broder paa Vejen, samdrægtige og forligte som Søn med Fader og Fader med Søn i alt Samkvem. Nu give vi hinanden Haanden og holde alle vel Freden og alt hvad fastsat er i dette Lejde, med Gud og gode Mænd til Vidner og alle dem, som høre mine Ord og staa hos«.

Der var Mange, som mente, at det var meget sagt, men Gest sagde: »Vel har du talt, om I ikke bryde det siden. Nu skal jeg ikke tøve med at yde hvad jeg kan«. Dermed kastede han Kappen og alle de andre Yderklæder. Den Ene saa’ til den Anden, og underlig blev de til Mode, da de tyktes at kjende Grette Aasmundssøn, thi han var ulig andre Mænd i Væxt og Styrke; Alle tav, men Haf skjønnede, at han havde ladet sig narre. Saa talte Herredsmændene sammen to og to, og alle skjældte de paa hverandre, men mest paa ham, som havde tilsagt Grette Fred. Da sagde Grette: »Sig nu ligefrem, hvad I have i Sinde, thi længe vil jeg ikke sidde uden Klæder. Men værre vil det blive for Jer, om I bryde Freden, end for mig«. De svarede kun lidt dertil og satte sig ned. Tordsønnerne og deres Maag Haldor talte nu sammen. Somme vilde holde Freden og Somme ikke, og de stak Hovederne sammen. Da kvad Grette:

»Mangt et Ringtræ (59) ej kjendte
ham, som de Fleste dog kjende,
nu er Havildens Træer (59)
stedte i Tvivl og Vaande.
Snarer spændte jeg for dem,
haardt det Mændene tykkes
Lejdet at holde, de gav mig, —
Haf selv kan Ord ej finde«.

»Mener du det Grette«sagde Tungesten, en anset Bondefra Skagefjordsbygden; »hvad tror du Høvdingerne ville gjøre? Sandt er det, at du er en udmærket Mand, hvad Mod og Mandighed angaar, men ser du ikke, at de stikke Hovederne sammen?« Grette kvad:

»De, som drabelig løfte
Valdisers Telte i Luften (60),
stikke hinanden med Skjægget,
støde Næserne sammen.
Ormlejets Ødere vrede
have sig delt i Flokke;
flux da de Grette kjendte,
bittert angred de Lejdet«.

»Saa skal det ikke være«, sagde Hjalte Tordssøn, »Lejdet, vi have givet, skulle vi holde, om vi end have baaret os dumt ad. Ikke vil jeg, at Folk skal kunne sige os paa, at vi selv have brudt den Fred, vi have givet og tilsagt. Grette skal fare uhindret, hvorhen han vil, og have Fred til han kommer hjem fra denne Færd, da først er dette Lejde ude, og saa kan vi gjøre, som vi vil«. Alle takkede ham for hans Ord, og det tyktes dem, at han handlede som en Høvding, saadan som Sagerne stod; kun Torbjørn Øngul var tavs. Saa blev man enig om, at den ene af Brødrene Tord skulde gaa imod Grette; han sagde, at det fik de raade for, og saa gik den ene af dem frem. Grette stod rank, og Tord løb hurtig ind paa ham, men han var ikke til at rokke af Stedet; han tog fat i Tords Broge bagpaa, trak Fødderne i vejret og kastede ham bag ud over sit Hoved, saa han faldt haardt ned paa Skuldrene. Saa blev man enig om, at begge Brødrene skulde gaa imod Grette, og saa skete det; de brødes vældig, og snart stod den ene Part og snart den anden sig bedst, men Grette havde dog stadig en af Brødrene under sig, men snart blev han og snart begge Brødrene sat i Knæ, og saa haarde Tag tog de, at de blev baade blaa og blodige. Det tyktes Alle den største Morskab, og da de holdt op, takkede Alle dem for den Brydning, og derom vare de enige, som saa’ derpaa, at de to Brødre tilsammen ikke vare stærkere end Grette alene, skjønt de hver for sig havde Kræfter som to stærke Mænd, og lige stærke var de, saa der ingen Forskjel var at kjende paa deres Kræfter, naar de tog Tag sammen.

Grette blev ikke længe paa Tinget. Bønderne bad ham opgive øen, men det vilde han ikke, saa dermed kom de ingen Vegne. Han fór nu atter did, og glad blev Illuge, da han kom hjem. Han fortalte om sin Færd, og de holdt sig nu i Ro til ud paa Somren. Derom vare Alle enige, at Skagfjordingerne havde víst sig som brave Mænd, saa godt som de holdt deres Lejde, hvor stor Fortræd Grette end havde gjort dem. Men de Bønder, som mægtede mindst, talte nu sammen om, at det kun var dem til liden Nytte at eje Part i Drangø; de tilbød Tordssønnerne deres Del, men fastsatte, at den, som kjøbte, skulde enten dræbe Grette eller faa ham bort paa anden Maade. Hjalte vilde ikke have noget med den Sag at gjøre, men Torbjørn Øngul sagde, at han skulde ikke spare sig imod Grette, naar han tik det betalt. Hjalte gav ham da sin Del af Øen, og det Samme gjorde flere andre Bønder, saa han fik en stor Del af den for godt Kjøb, men saa paatog han sig ogsaa at skaffe Grette bort.

Da det led mod Enden af Sommeren, fór Torbjørn Øngul til Drangø med en fuldt bemandet Skude. Grette og de to andre gik frem paa Klippen, og saa taltes de ved. Torbjørn bad Grette fare fra øen med det Gode, men han svarede, at det kunde der ikke være Tale om. »Det kunde dog være«, sagde Torbjørn, »at jeg kan være dig til god Hjælp, om du gjorde mig dette til Vilje; mange af Bønderne have nu overdraget mig deres Del i øen«. »Der sagde du noget«, sagde Grette, »som gjør mig fast bestemt paa aldrig at gaa herfra, at du nu selv ejer det Meste af Øen. Nu er det altsaa os to, der skal dele Kaalen, men drøjt ventede jeg det vilde blive at have alle Skagfjordingerne imod mig. Ingen af os vil nu spare sig, og heller ikke er Nogen af os udsat for at kvæles af andre Folks Venskab. Du kan godt lade være at fare tiere hid, thi du kommer ingen Vegne med mig«. »Alt skal have sin Tid«, sagde Torbjørn, »og tilsidst vil det gaa dig ilde«. »Det skulle vi nu prøve«, sagde Grette. Dermed skiltes de, og Torbjørn fór hjem.

Da Grette havde været to Aar paa Drangø, havde de slagtet alle Faarene paa en spraglet, storhornet Vædder nær, som de lode leve; den havde de stor Morskab af, thi den var saa tam, at den stod udenfor og ventede og løb efter dem, hvorhen de gik, og om Aftenen gik den hjem til Hytten og skrabede paa Døren med Hornene. De var ellers vel tilfreds med at være paa øen, thi de havde let ved at skaffe sig Føden, især var der rigeligt med Fugle og Æg, men Brændsel var der knap Tid paa. Grette lod derfor jævnlig Trællen undersøge Forstranden, hvor der tidt drev Træstykker op, og dem brugte de til Brændsel. Brødrene havde ikke nødig at gjøre andet Arbejde end at gaa paa Fuglefangst, naar de fandt for godt, men Trællen begyndte at blive kjed af sit Arbejde, han blev stridig og mindre agtpaagivende end før. En af de Ting, der var paalagt ham, var at passe Ilden om Natten, og Grette bød ham passe godt paa, at den ikke gik ud, thi de havde ingen Baad. En Nat skete det, at Ilden gik ud for dem. Grette blev vred og sagde, at om han gjorde ham hans Ret, gav han ham nogle Prygl, men Trællen svarede, at det var et uselt Liv, han førte her, at ligge i Fredløshed og faa onde Ord og Prygl, om Noget gik galt. Grette spurgte Illuge, hvad de skulde gjøre, og han sagde, at han saa’ ingen anden Udvej end at vente, til der kom et Skib. Grette sagde, at det kunde de ikke gjøre Regning paa; »hellere vil jeg prøve paa at slippe over til Land«. »Det er et farligt Vovespil«, sagde Illuge, »og kommer du noget til, er det ude med os«. »Drukne gjør jeg næppe«, sagde Grette, »men for Fremtiden skal jeg ikke stole saa meget paa Trællen, saa vigtigt som dette var for os«.

Saa gjorde Grette sig rede til at svømme over; han havde en grov Vadmels Kappe og Broge paa, og Fingrene lod han binde sammen. Det var ud paa Eftermiddagen, da han svømmede fra Øen; Vejret var godt, men Illuge var ikke vel til Mode derved, thi der var en Mil over til Land der, hvor Vejen var kortest. Grette svømmede nu ned ad Fjorden; han havde Strømmen med sig, og det var ganske stille; han svømmede rask og naaede ind til Reykjanæs, da Solen var gaaet ned. Han gik op til Reyker, hvor han gik i Bad om Natten, og gik saa ind i Stuen. Det var meget varmt, thi Stuen havde været hedet om Kvælden og var endnu noget tilrøget, og da han var meget modig, faldt han i en fast Søvn. Der laa han, til det blev Dag, men om Morgenen, da Folkene paa Gaarden vare staaede op, kom først to Kvinder ind i Stuen, det var en Tjenestepige og Bondens Datter. Grette sov endnu, men Klæderne, han havde over sig, vare gledne af ham, ned paa Gulvet. De kjendte ham strax, da de saa’ ham, og Tjenestepigen sagde: »Der ligger, saa sandt jeg lever, Grette Aasmundssøn ganske nøgen; bred er han over Lænderne, men ellers er ikke Alting paa ham, som man kunde vente efter hans store Mandighed«. »Du skal altid have saa meget af Munden«, sagde Bondedatteren, »ti dog stille, din Tosse«. Grette var imidlertid vaagnet og havde hørt, hvad de sagde, og da Tjenestepigen kom ham nær igjen, greb han hende og trak hende til sig, men Bondedatteren løb sin Vej. Pigen skreg i vilden Sky, da han tog hende, men ikke var hun ilde tilfreds, da han igjen lod hende gaa. Lidt efter stod Grette op og gik til Torvald Bonde, fortalte ham, hvorledes Sagerne stod, og bad ham om at lade ham sætte over til Øen, og det gjorde Torvald. Men da det spurgtes, at Grette havde svømmet en hel Mil, tyktes man, at han overgik Alle baade tillands og tilvands. Skagfjordingerne gik svært i Rette med Torbjørn Øngul, fordi han ikke fik Grette bort fra Drangø, og truede med, at Hver vil tage sin Del af Øen igjen. Men han sagde, at det var ingen let Sag, og bad dem give Tid.

Den Sommer kom der et Skib ud til Gønguskardsos, og paa det var der en Mand ved Navn Hæring; han var ung og saa behændig, at der ikke var det Bjerg, han ikke kunde komme op paa. Han gav sig i Kost hos Torbjørn Øngul og blev der ud paa Høsten. Han æggede Torbjørn stærkt til at fare til Drangø og sagde, at han gad dog se, om den virkelig var saa brat, at man intetsteds kunde klavre derop. Torbjørn sagde, at han ikke skulde have gjort det for Ingenting, om han kom op paa Øen og fik givet Grette Saar eller Bane, og saadan talte han herom for Hæring, at han fik Lyst til at prøve derpaa. Saa roede de over til Drangø og satte Østmanden i Land, og det blev aftalt, at om han kom op paa øen, skulde han snige sig bag paa dem deroppe, men de andre lagde til ved Stigen og gav sig i Tale med Grette. Torbjørn spurgte, om han saa ikke havde i Sinde at forlade øen, men han sagde, at der var Ingenting, han var saa fast bestemt paa, som paa at blive. »Du har ladet det gaa haardt ud over os«, sagde Torbjørn, »hvornaar vi saa faar det hævnet, men bange synes du ikke at være«. De talte længe om denne Sag, men kom ikke til Enighed. Om Hæring er nu at melde, at han klavrede omkring paa Fjeldet, til han fandt et Sted, hvor han kom op, men det har Ingen gjort ham efter, hverken før eller siden. Da han kom derop, saa’ han de to Brødre staa der med Ryggen imod ham, og nu tænkte han, at om en føje Stund skulde han vinde baade Hæder og Gods. Ingen anede det mindste om hans Færd, thi de troede, at det kun var muligt at komme derop ad Stigen. Grette stod og talte med Torbjørn, og det skortede ikke paa drøje Ord imellem dem. Illuge saa’ sig nu om og fik Øje paa en Mand tæt ved dem. »Her er kommen en Mand med hævet Øxe«, sagde han, »det tykkes mig, at han ser ud, som han havde Ufred i Sinde«. »Saa vend dig imod ham«, sagde Grotte, »jeg skal værge Stigen«. Illuge gik nu imod Østmanden, men da han saa’ det, vendte han om og løb afsted over Øen. Illuge satte efter ham, men da Hæring var kommen ud til Brinken, sprang han ned, hvert Ben i ham knustes, og det Sted, hvor han fandt sin Død, hedder siden den Tid Hæringsspring. Da Illuge kom tilbage, spurgte Grette, hvordan det var gaaet ham med Manden. »Han vilde ikke lade mig tage mig af ham«, sagde Illuge, »nu ligger han ved Foden af Bjerget, og Bønderne kan gjerne bede for ham, som for en Død«. Da Torbjørn hørte det, bød han sine Mænd ro derfra. »Nu er jeg to gange faret imod Grette«, sagde han, »tredie Gang gjør jeg det ikke, om jeg ikke bliver vissere i min Sag, og rimeligst tykkes det mig nu, at de faa Lov til at blive paa Drangø for mig. Men alligevel mener jeg, at Grette har været der sin længste Tid«. Saa fór de hjem, og den Færd tyktes at have været endnu værre end den forrige. Torbjørn fór ikke tiere did den Vinter, og Grette sad nu i fred paa Drangø. Det Aar døde Skapte Lovsigemand. Det var stor Skade for Grette, thi han havde lovet at tale hans Sag for at skaffe ham Fred, naar han havde været fredløs i tyve Aar, og det Aar, vi nys have talt om, var det nittende. Om Vaaren døde Snorre Gode, og der skete meget Andet det Aar, som ikke vedkommer denne Saga.

Den Sommer bragte Grettes Frænder hans Sag paa Bane paa Altinget, og Somme var af den Mening, at han nu havde udstaaet sin Fredløsheds Tid, eftersom han var naaet ind paa det tyvende Aar, men de, som vilde ham til Livs, vilde ikke gaa ind derpaa og sagde, at han havde øvet mangen en Fredløsheds Gjerning, siden han blev dømt, og at hans Fredløshed derfor burde vare saa meget længere. Det Aar blev der valgt en ny Lovsigemand, nemlig Sten Torgestssøn. Han var en klog Mand, og ham bad man skille Trætten. Han bad dem ransage, om det var om Foraaret for tyve Aar siden Grette var bleven dømt fredløs, og det viste sig, at det var saa. Men Tore fra Gard, som søgte alle mulige Vanskeligheder, fandt ud, at Grette først var kommen til Island sidst paa Sommeren, og først fra da af kunde man regne hans Fredløshed her i Landet, og fra den Tid Grette var kommen hjem og til nu var der kun gaaet atten Aar og ni Maaneder, som han havde været fredløs i. Lovsigemanden gav da den Kjendelse, at længere end tyve Vintre i alt skulde Ingen være fredløs, om han end øvede Fredløsheds Gjerninger i den Tid, men før kunde Dommen heller ikke hæves. Der blev da Intet af for Tiden, men det var nu slaaet fast, at næste Sommer var hans Fredløshed forbi. Det huede Skagfjordingerne ilde, at Grette skulde slippe, og de bød nu Torbjørn Øngul gjøre et af to, enten give dem Øen tilbage eller dræbe Grette, men det tyktes ham, at han var kommen i en vanskelig Stilling, thi han saa’ ingen Udvej til at faa Grette dræbt, og Øen vilde han heller ikke slippe, og han lagde derfor allehaande Raad op, hvordan han skulde faa Bugt med Grette, enten det nu kunde ske ved Vold eller List, blot han fik en Ende derpaa.

Turid hed Torbjørn Ønguls Fostermoder, en gammel Kvinde, som de Fleste mente kun duede til Lidt nu. I sine unge Dage, da Folk var Hedninger, havde hun vidst Rede paa meget og været troldkyndig, men nu troede man, at alt det var glemt. Men skjønt Kristendommen var lovtaget i Landet, var der dog mange Gnister af Hedenskab tilbage. Det var Lov, at om man vilde, kunde man blote og øve andet Hedenskab i Løn, men blev det aabenbart, var der sat den ringere Fredløshed som Straf derfor, og der var nu mange, med hvem det gik efter det gamle Ord, at gammel Vane bider bedst, og hvad man i Ungdommen nemmer, man ej i Alderdommen glemmer. Da nu Torbjørn Øngul ikke kunde finde paa Raad selv, vendte han sig did, hvor de Fleste sidst vilde være faldne paa at søge Hjælp, til sin Fostermoder, og spurgte, hvad Raad hun kunde give ham. »Nu tykkes det mig«, sagde hun, »at det gaar, som Ordet lyder, at Mangen gaar til Gedestalden efter Uld. Det var dog noget af det, jeg nødigst vilde, gaa og gjælde for en af de Ypperste i Herredet, og saa dú til Ingenting, naar det gjælder; nu ser jeg, at Forskjellen paa os to ikke er for synderligt at regne, skjønt jeg næppe kan komme op af min Seng. Men vil du have Raad af mig, saa vil jeg ogsaa raade for, hvad der skal gjøres«. Han sagde, at saa skulde det være, og at hun altid havde givet ham gode Raad. Det led nu frem til Avgust Maaned. Saa var det en Dag, det var godt Vejr, at den gamle Kone sagde til Øngul: »Nu er det klart og stille Vejr; nu skal du fare til Drangø og gjøre en Ulykke paa Grette. Jeg vil fare med og se, hvorlunde han forstaar at føje sine Ord; ogsaa vil jeg kunne komme paa det Rene med, naar jeg ser dem, om deres Lykke vil holde ud, og læse de Ord over dem, som tykkes mig bedst«. »Jeg er kjed af at fare til Drangø«, svarede Øngul, »thi hver Gang er jeg værre til Mode, naar jeg farer derfra, end naar jeg kommer«. »Vil du ikke lade mig raade», sagde Kjærlingen, »faar du slet ingen Hjælp af mig«. »Ikke saa, Fostermoder«, sagde han, »men det har jeg svoret, at kommer jeg tredie Gang til Drangø, skal der komme noget ud deraf imellem os«. »Det faa vi nu at se« sagde Kjærlingen, »men stort Besvær vil du faa, før du faar Grette fældet, og tidt vil det synes dig uvist, hvordan det vil gaa dig, og tungt vil det blive dig, inden du naar Enden; men du er saa bunden, at du maa gjøre noget«. Saa lod Torbjørn Øngul en tiaaret Baad sætte ud og gik i den selv tolvte; Kjærlingen var ogsaa med. De roede ud til Drangø, og da Brødrene saa’ det, gik de frem til Stigen og gav sig i Tale med dem. Torbjørn sagde, at han var igjen kommen for at spørge Grette, om han vilde fare bort, og med det Tab, han havde lidt, og med deres Ophold der paa øen vilde han ikke tage det saa nøje, om de skiltes i Mindelighed. Grette sagde, at der var slet ikke Tale om, at han vilde forlade øen, »det har jeg nu sagt saa tidt, og det tjener til Intet at tale mere om den Sag. I kan gjøre, hvad I vil, men her vil jeg bie paa hvad der skal komme«. Nu skjønnedeeTorbjørn, at han heller ingen Vegne kom denne Gang, og sagde: »Jeg vidste jo, hvad det er for Djævle, jeg har med at gjøre her, og det er rimeligt, at der vil gaa adskillige Dage, inden jeg atter kommer did«. »Ja, jeg skal ikke regne mig det til Skade, om du saa aldrig kommer her tiere«, sagde Grette. Kjærlingen laa agter i Baaden, vel tildækket; nu rørte hun sig og sagde: »Disse Mænd ere stærke og modige, men Lykken svigter dem. Stor Forskjel er der paa Jer; du byder dem gode Vilkaar, men de vise dem fra sig, og Faa ere saa visse paa det Onde som de, der ikke forstaa at tage imod det Gode. Nu siger jeg dig, Grette, at du skal være forladt af Lykken, fjern fra alt Held og Fremgang, fra alt Værn og Vid, jo længere du lever, des mere, og det spaar jeg dig, at du har færre glade Dage igjen, end du har havt her«. Da Grette hørte dette, fór det igjennem ham, og han sagde: »Hvad er det for en Djævel, de har i Baaden?« »Det er Torbjørns Fostermoder, tror jeg« sagde Illuge. »Ve hende, den lede Hex«, sagde Grette, »nu venter jeg det Værste; aldrig have Ord virket saadan paa mig som de, hun talte, og det véd jeg, at hun og hendes Trolddom vil føre mig i Ulykke; nu skal hun ogsaa have noget til Amindelse om, at hun har været her«. Saa greb han en vældig Sten og kastede ned paa Skibet, det var saa langt et Kast, at Torbjørn ikke havde troet, at Nogen kunde gjøre det, men der lød et stort Skrig, thi den var falden paa Klæderne, der laa over Kjærlingen, og havde brækket hendes ene Laar. »Det vilde jeg ønske, du ikke havde gjort«, sagde Illuge. »Det skal du ikke laste mig for«, sagde Grette, »jeg er blot bange for, at det har været for lidt, thi det gaar ikke lige op, én Kjærling for os to«. »Hvad mener du med det?« sagde Illuge; »lidet vil hun kunne gjøre os«. Torbjørn fór nu hjem, og de tog ikke venlig Afsked fra hinanden, da de skiltes. »Nu gik det, som jeg ventede«, sagde Torbjørn til Kjærlingen, »at du kun vilde faa liden Ære af din Færd til Øen; dig har han skamslaaet, og vi er ikke Maalet nærmere end før; vi faa kun Skam og Spot den ene Gang efter den anden, og Intet kan vi gjøre derimod«. »Dette vil blive Ophav til Ulykke for dem«, svarede hun, »fra nu af tænker jeg nok det skal gaa ned ad Bakke for dem, og jeg er ikke bange for, at jeg ikke skal faa hævnet den Fortræd, han har voldet mig, om jeg lever saa længe«. »Du er ved godt Mod, Fostermoder«, sagde Torbjørn. Da de kom hjem, lagde de Kjærlingen i Seng, og der laa hun næsten en Maaned, men saa havde Ulykken ogsaa føjet det saa, at hendes Ben var helt, og hun kunde nu gaa omkring. Der blev stor Latter imellem Folk over Torbjørns og Kjærlingens Færd, og Alle vare enige om, at Grette for det meste kom godt fra hvad han tog sig for: først paa Vaartinget, da de gav ham Fred, saa da Hæring maatte lade Livet, og nu denne Gang, da han havde brudt Kjærlingens Laar, og aldrig blev der gjort noget derimod. Denne Tale gik Torbjørn Øngul nær til Hjerte.

Det led nu ud paa Høsten, og tre Uger før Vinter bad Kjærlingen dem føre hende ned til Stranden. Torbjørn spurgte, hvad hun vilde der. »Det er kun Smaating, jeg har for«, sagde hun, »men det kunde dog være, der kom Stortidender ud deraf«. De gjorde, som hun bød, og da hun kom ned til Stranden, stavrede hun langs Vandet, hvor de førte hende, til hun kom til en Træbul med Roden ved, saa stor, at en Mand lige kunde bære den paa Skulderen. Hun saa’ paa Bullen og bad dem vende den om paa den anden Side; der var den brændt, og saa var der gnedet paa den. Hun lod dem skjære en liden Flis af paa den Side, tog saa sin Kniv og ristede Runer paa Roden, rødnede den med sit Blod og kvad Galdre derover. Saa gik hun rundt om Træet imod Solen og talte mange stærke Ord over den, lod dem saa støde den ud i Søen og bød den drive til Drangø og blive Grette til det værste Mén. Derefter fór hun hjem til Vidvik. Torbjørn sagde, han vidste ikke, hvad det skulde gjøre godt for, men Kjærlingen svarede, at det skulde han nok siden faa at se. Vinden stod imod Land ude fra Fjorden, men Roden drev ad Drangø til, saa fort, som om den havde havt Vinden med sig.

Grette og hans Stalbrødre sade vel tilfredse paa Drangø. Dagen efter at Kjærlingen havde galdret over Bullen, gik Brødrene ned ved Vandet for at søge efter Brændsel, og da de kom om paa Vestsiden af Øen, fandt de den drevet op der. »Det er et stort Stykke Ved, Frænde«, sagde Illuge, »lad os bære det hjem«. Men Grette sparkede til det og sagde: »Det Træ er der Ulykke ved, og det er sendt os til Fortræd; vi maa finde et andet Stykke«, og dermed kastede han det ud i Vandet og bad tillige Illuge sig i Vare for at bære det hjem, men til Trællen sagde de Ingenting om dette, da de kom hjem. Næste Dag fandt de Træet igjen, og nu var det drevet i Land nærmere ved Stigen end forrige Gang. Grette kastede det ud, og sagde, at de skulde aldrig tage det hjem. Det led nu ud paa Sommeren, og saa faldt det ind med hvast og vaadt Vejr, og de gad ikke selv gaa ud, men bad Gløm hente Ved. Han blev gnaven og sagde, at han skulde altid afsted, hvordan Vejret saa end var. Men strax som han var kommen ned ad Stigen, fandt han Træbullen; han mente nu at have røgtet sit Ærinde vel, slæbte den op til Hytten og kastede den fra sig med et stort Brag. Grette hørte det og sagde: »Gløm har fundet noget, nu skal jeg gaa ud og se, hvad det er«; saa tog han sin Buløxe og gik ud. »Vær du nu ligesaa flink til at kløve Brændet, som jeg har været til at bære det hjem«, sagde Gløm. Grette blev vred og svang Øxen mod begge Hænder imod Bullen, uden at give Agt paa, hvad det var for et Stykke Træ, men i det Samme Øxen ramte Træet, lagde den sig paa Siden og gled af ned i Grettes højre Ben ovenover Knæet og gav ham et svært Saar, helt ind til Benet. »Nu fik den Magten, som vilde mig værst«, sagde han, »og det vil ikke blive ved dette. Det er den samme Bul, som jeg nu to Gange har kastet ud. Nu er du kommen galt afsted to Gange, Gløm, først da du lod vor Ild gaa ud, og nu da du bar dette Ulykkestræ hjem; kommer du galt afsted tredie Gang, bliver det dig og os Alle til Bane«. Illuge forbandt Grettes Saar; det blødte kun lidt, og han sov godt om Natten; der gik tre Nætter, uden at det værkede i Saaret, og da de tog Bindet af, havde Saaret næsten helt lukket sig. »lkke tænker jeg, at du længe vil faa Mén af det Saar«, sagde Illuge. »Det var vel, om du spaaede sandt«, sagde Grette, »men underlig er dette gaaet til, hvad det saa end bliver til. Jeg aner det Værste«. Saa gik de til Ro, men ved Midnats Tid begyndte Grette at kaste sig paa Lejet. Illuge spurgte, hvorfor han laa saa urolig. Grette svarede, at hans Ben gjorde ondt, »jeg skulde tro, at det nu ser anderledes ud«. Saa tændte de Lys og saa’ til Benet, som nu var opsvulmet og sort, og Saaret var sprunget op og saa’ meget værre ud end fra først af. Der var stærke Smerter i det, saa han ikke kunde holde sig rolig, og der kom ikke Søvn i hans øje »Vi faa nu belave os paa«, sagde Grette, »at den Sygdom, jeg har faaet, ikke har saa lidt at betyde, thi der er Trolddom med i Spillet, og nu mener Kjærlingen sikkert, at hun har hævnet sig for Stenen, jeg kastede efter hende. Derved er nu Intet at gjøre«. Saa kvad han disse Viser:

»Tidt maatte Sværdeggen skifte
Skjæbne blandt Mænd i Kampen,
det fik Bersærkerne sande,
da jeg med Vaaben bed dem.
Højt gjalded Valdisers Slange (61), da Hjarande Hænderne misted,
brat maatte Bjørn og Gunnar
ynkelig lade Livet. (62)

Saa var der dengang jeg stævned
til Land paa min brede Skude,
da jeg paa Dyrholm landed —
altid elsked jeg Kampen.
Bød mig da Vebrands Ætling,
Torve den Bolde, at prøve
Leg med Spydene tunge,
haard var den Dyst, vi ypped.

Saalunde skiltes fra Skjalden
han, som saa mangen en Kjæmpe
stødte sit Sværd i Brystet,
at han var ufør til Spydleg.
Mange stod hos, da vi kjæmped,
dog maatte tabt han give,
og da vi skiltes fra Mødet,
skjænked han Grette en Ganger.

Frasagn jeg spurgte, at Torbjørn,
Arnors Søn, var en Kjæmpe
vældig og stærk til Stordaad,
og at han mit Liv vilde tage.
Men den Ormlejets Øder
tabte sit Mod, da vi mødtes,
ene gik jeg fra Mødet,
lige saa rank som jeg kom der.

Vel kunde Livet jeg vare
mod Mændene, tidt jeg det bjerged;
paa mine Kræfter jeg stoled,
naar de bar Vaaben imod mig.
Nu har en affældig Kvinde
Kampildens Svinger fældet
med sine Runer og Galdre,
onde Raad ere ramme«.

»Nu skulle vi passe godt paa«, sagde Grette, »thi næppe er det Torbjørn Ønguls Mening, at det skal blive herved. Nu skal du, Gløm, hver Dag passe paa Stigen og trække den op om Kvælden; gjør nu det trolig, thi der ligger stor Magt derpaa, men sviger du os, vil det snart gaa dig ilde«. Gløm gav de bedste Løfter. Det faldt nu ind med haardt Vejr, der blæste en hvas Nordøstvind, og det var meget koldt. Grette spurgte hver Aften, om Stigen var trukket op, men engang svarede Gløm: »Ja, der er stor Udsigt til, at her vil komme Nogen! tror du, Nogen er saa opsat paa at faa dit Liv, at han vil miste sit eget derfor; det er jo ikke muligt at fare nogen Steds hen i dette Vejr. Nu er det nok ude med dit Mod og Manddom, siden du ser Døden allevegne«. »Det kan dog hænde, at du vil føre dig endnu mindre mandig op end nogen af os, naar det gjælder«, sagde Grette, »men passe paa Stigen skal du, hvor uvillig du end er dertil«. De jog ham derud hver Morgen, og han var meget vred derover. Smerterne i Saaret tog stadig til, hele Benet svulmede op, og der gik Bullenskab i det, baade oven- og nedentil og i selve Saaret, saa det var tydeligt, at det bar mod Døden. Illuge vaagede over Grette baade Nat og Dag og tog sig ikke af Andet; det var nu over en Uge siden Grette fik Saaret.

Torbjørn Øngul sad nu hjemme paa Vidvik, ilde tilfreds over at han ikke kunde faa Bugt med Grette. Saa var det en Uges Tid efter, at Kjærlingen havde forhexet Bullen, at hun spurgte ham, om han ikke havde i Sinde at tage over og se til Grette. Han sagde, at der var Ingenting, han havde mindre Lyst til, »men maaske du vil træffe ham, Fostermoder?« »Jeg bryder mig ikke om at træffe ham«, sagde hun, »jeg har sendt ham Bud og Hilsen, jeg tænker den er kommen til ham, og raadeligst tykkes det mig, at du skynder dig afsted til ham, ellers bliver det ikke dig, der faar Sejr over ham«. »Jeg har gjort saa mange Rejser did, som jeg kun har havt Spot og Skam af, at jeg ikke vil gjøre fler«, sagde Torbjørn, »og nu er det ogsaa oven i Kjøbet saa stærk Storm, at man ikke engang kan komme derhen, hvor man skal«. »Du er en stor Tosse«, sagde hun, »siden du ikke engang kan finde Rede i dette. Saa faar jeg da igjen give dig Raad. Far nu først hen og saml Folk og rid saa ud til Hof til din Maag Haldor og spørg ham til Kaads. Er det saa, at jeg raader for Grettes Helbred, hvad urimeligt skulde der saa være i, at jeg ogsaa volder den Blæst, vi har havt en Tid?« Torbjørn skjønnede, at Kjærlingen maaske dog saa’ længere frem, end han troede, og sendte strax Bud efter Folk op i Herredet, men han fik det Svar, at Ingen af dem, der havde afstaaet ham deres Part af øen, vilde yde ham nogen Hjælp, havde han taget imod Øen, skulde han ogsaa selv gjøre det af med Grette. Tungesten gav ham to af sine Folk, hans Broder Hjalte sendte ham tre Mand og Erik i Guddalene én. Selv havde han fem Mand, og de red nu tolv i Følge til Hof. Haldor bød dem blive der og spurgte, hvad deres Ærinde var, og Torbjørn sagde, hvad de havde for. Haldor spurgte, hvem der havde faaet ham til det, og Torbjørn svarede, at det var hans Fostermoder, der var saa ivrig for det. »Det kommer der næppe noget Godt ud af«, sagde Haldor, »thi hun giver sig af med Trolddom, og det er nu forbudt«. »Man kan ikke altid tage det saa nøje med Sligt«, sagde Torbjørn, »og nu skal vi have en Ende paa det paa en eller anden Maade, om jeg faar raade. Men hvordan skal jeg bære mig ad med at komme over til øen«. »Jeg skjønner nok, at der er noget, du sætter din Lid til«, sagde Haldor, »men ikke er jeg vis paa, hvor godt det er. Vil du nu have din Vilje frem, saa far ud paa Hagenæs i Fljot til min Ven Bjørn, han har en god Skude. Sig ham fra mig, at han skal laane dig den; derfra kan I sejle over til Drangø. Men farlig tykkes Eders Færd mig, om Grette er sund og frisk, og I véd, at faar I Bugt med ham paa en uærlig Maade, saa er der nok, der vil tage Eftermaalet efter ham. Dræb ikke Illuge, om I kan undgaa det. Men det bæres mig for, at det er ukristeligt, hvad I have for«. Haldor gav dem sex Mand med i Følge, saa de var atten, da de red ud paa Hagenæs, hvor de bragte Bjørn det Bud, Haldor havde givet dem med til ham. Han sagde, at for Haldors Skyld vilde han gjøre det, skjønt han ikke skyldte Torbjørn noget, men det tyktes ham en vovelig Færd, og han raadede stærkt fra den. De sagde, at nu vilde de ikke vende om, gik ned til Stranden, satte Skibet ud og gjorde sig klar til at sejle. Det tyktes Alle, som stod paa Land, at det vilde være umuligt for dem at sejle i det Vejr, men de hejsede Sejl, Skuden gled i strygende Fart over Fjorden, og da de kom helt ud paa Dybet, stillede Vejret saadan af, at de ikke et Øjeblik syntes, at Vinden var for hvas. De kom til Drangø om Kvælden, da det skumrede.

Om Grette er nu at melde, at han var saa syg, at han ikke kunde staa paa Benene. Illuge vaagede over ham, men Gløm skulde holde Vagt. Han gav stadig meget Ondt af sig derover, og sagde, at de troede, Livet var ved at gaa af dem, skjønt der slet Ingenting var paa Færde, og det var ikke med hans gode Vilje, han gik ud af Huset. Da han kom ned til Stigen, blev han enig med sig selv om, at han ikke vilde trække den op, men lagde sig til at sove, og laa saadan, lige til Torbjørn kom til Øen. Da Torbjørn saa’, at Stigen ikke var trukket op, sagde han: »Nu staar det ikke til her, som det plejer, siden her Ingen er at se, og Stigen alligevel er nede. Kan hænde, at der kommer større Tidender ud af vor Færd, end vi fra først af have tænkt. Nu ville vi gaa op til Huset og ikke lade det skorte paa Mod og Mandshjerte. Det véd vi for vist, at er de raske, vil det gjøres nødig, at hver af os bruger sig, som han kan bedst«. De gik nu op paa Øen og saa’ sig om, og nær ved Opgangen saa’ de en Mand, som laa og snorkede stærkt. Torbjørn kjendte Gløm, gik hen til ham og slog ham under Øret med Hjaltet paa sit Sværd og bød den Usling vaagne. »Den er i Sandhed ilde stedt, som maa lide paa dig for sit Liv«. Gløm vaagnede og sagde: »Nu skal de igjen til at handle med mig, som de plejer; synes I, jeg har det for godt ved at ligge her i Kulden?« »Er du fra Forstanden?« sagde Øngul; »skjønner du ikke, at Eders Fjender ere komne over Eder og ville dræbe Eder alle«. Men da Gløm saa’, hvem Mændene var, sagde han Ingenting, men brølede af alle Livsens Kræfter. »Nu faar du vælge Et af to«, sagde Øngul; »enten tier du strax og siger os, hvordan det staar til hos Jer, eller jeg slaar dig ihjel«. Og strax tav Gløm, som om han var bleven dukket under Vandet. »Er de hjemme i Huset, Brødrene?« sagde Torbjørn, »hvorfor er de ikke ude paa Fjeldet?« »Det staar kun daarlig til«, sagde Gløm, »Grette er syg og Døden nær, og Illuge vaager hos ham«. Øngul spurgte, hvad han fejlede, og hvordan det var gaaet til, og Gløm fortalte om Saaret, Grette havde faaet. Da lo Øngul og sagde: »Sandt er det gamle Ord, at sidst svigte gamle Venner, og hvad dig angaar, Gløm, at ilde er det at have en Træl til Ven; skammelig har du sveget din Herre, var han end ikke god«. Mange skjældte ham haardt for hans Upaalidelighed, de slog ham næsten fordærvet, og lod ham saa ligge der. De gik op til Huset og rendte haardt imod Døren. »Nu render Vædderen mod Døren Broder«, sagde Illuge. »Han gjør saa, og han farer ikke med Læmpe«, sagde Grette, og i det Samme brast Døren sønder. Illuge sprang op, greb til Vaaben og værgede Døren, saa de ikke kunde komme ind. De kjæmpede længe, men de kunde ikke bruge andre Vaaben end Spyd, og dem hug Illuge alle af Skafterne for dem. Da de saa’, at paa den Vís kom de ingen Vegne, sprang de op paa Huset og brød Taget fra. Nu kom Grette paa Benene; han greb et Spyd, stak ud imellem Bjælkerne og jog det igjennem en af Haldor paa Hofs Huskarle. Øngul bad dem gaa varsomt frem og tage sig vel i Agt, »thi nu kan vi faa Sejr over dem, om vi gaa sindig til Værks«. De brød nu Taget af ved Bjælkehovederne, og gav sig saa i Lav med Bjælkerne, til de fik dem brudt. Grette laa paa Knæ og kunde ikke rejse sig; han greb Saxet, og i det Samme sprang de ned i Stuen, og der blev en haard Dyst. Grette hug med Saxet til en af Hjaltes Mænd, som han sprang ned, og ramte ham tværs over Herderne, saa Manden gik midt over og Kroppen faldt ned over Grette i to Stykker. Han kunde nu ikke komme til at svinge Saxet saa hurtig som han vilde, og imens stak Torbjørn Øngul ham imellem Herderne med sit Spyd og gav ham et svært Saar. »Bar er broderløs Bag«, sagde Grette. Illuge kastede da et Skjold over ham og værgede ham saa mandig, at Alle roste ham derfor. »Hvem viste Jer Vej hid til Øen?« sagde Grette. »Det gjorde Kristus«, svarede Øngul. »Snarere skulde jeg tro, at den usle Kjærling, din Fostermoder, har vist Jer herud«, sagde Grette, »og hendes Raad er det, du sætter din Lid til«. »Det kan nu komme Jer ud paa Et, hvem vi have sat vor Lid til« sagde Øngul. De gik nu voldsomt frem, Illuge værgede dem begge drabelig, men Grette var helt ukampfør baade af Saar og Sygdom. »Nu skulle vi klemme Illuge imellem Skjolde«, sagde Øngul, »thi aldrig har jeg fundet hans Jævning, selv blandt ældre Mænd«. De gjorde, som han bød, og trængte ham saadan med Bjælker og Vaaben, at han ikke kunde værge sig, og saa fik de taget ham. De fleste af dem, der var med, havde han givet Saar, og tre af Ønguls Mænd havde han dræbt. De gik nu hen til Grette; han var falden forover. Modstand gjorde han ikke, thi han var alt Døden nær af Saaret i Benet; der var nu Bullenskab i det helt op til Lysken. De gav ham mange Saar, men de blødte lidet eller intet. Da de troede, han var død, greb Øngul efter Saxet og sagde, at det havde han baaret længe nok, men Grette havde knuget Fingrene fast om Hjaltet, og de kunde ikke faa det løst, skjønt mange gik til og prøvede derpaa, og tilsidst otte Mand tog fat deri paa én Gang. »Hvorfor skulde vi skaane Skovgangsmanden?« sagde Øngul, »læg Haanden over en Bjælke«; det gjorde de og hug Armen af ham i Albueleddet; da rettede Fingrene sig ud og slap Saxet. Øngul greb det med begge Hænder og hug Grette i Hovedet, saa vældigt et Hug, at Saxet ikke stod det ud, men fik et Skaar i Eggen. De spurgte, hvorfor han ødelagde saa herligt et Vaaben. »Saa er det lettere at kjende, om der bliver spurgt efter det«, sagde Øngul, men de sagde, at det gjordes ikke nødig at hugge død Mand. »Dog skal han have mere endnu«, sagde Øngul og gav ham to eller tre Hug i Halsen, før han fik Hovedet af. »Nu véd jeg forvist, at Grette er død«, sagde Øngul.

Saalunde maatte Grette lade sit Liv, den raskeste Mand, der har været paa Island. Han var fire og fyrretyve Aar gammel, da han faldt. Fjorten Aar gammel øvede han sit første Manddrab, det var da han vog Skegge, og fra den Tid af vandt han Hæder ved Alt, hvad han gjorde, til han fik med Trællen Glaam at gjøre; da var han tyve Aar gammel. Da han blev fredløs, var han fem og tyve Aar, og i Fredløshed levede han godt og vel nitten Aar. Tidt blev hans Mod sat paa haarde Prøver, men sin Kristendom holdt han ved, saa vidt det lod sig gjøre. Han forudsaa selv det meste af sin Skjæbne, skjønt han Intet kunde gjøre imod den.

»Nu have vi faaet fældet en drabelig Kjæmpe«, sagde Torbjørn; »nu ville vi tage Hovedet med i Land, thi jeg vil ikke skjænke dem de Penge, der er lovet som Pris derfor, og naar jeg bringer dem det, kan de ikke fragaa, at jeg har dræbt Grette«. De sagde, at som han vilde skulde det være, men de syntes dog temmelig ilde derom, thi det tyktes dem uhæderlig gjort. Til Illuge sagde Øngul: »Stor Skade er det med saa rask en Mand som du er, at du har handlet saa uforstandig at give dig i Lag med denne fredløse Mand og øve Misgjerninger sammen med ham og udsætte dig selv for ogsaa at blive dræbt og komme til at ligge ubødet«. »Naar Altinget er ude i Sommer«, sagde Illuge, »kan du sige du véd, hvem der er bleven fredløs, men hverken du eller Kjærlingen, din Fostermoder, kommer til at dømme i denne Sag, thi med Galder og Trolddom have I fældet Grette, bar I end Vaaben paa ham, da han alt droges med Døden, og saalunde føjede en stor Nidingsdaad til Hexeri og Trolddom«. »Du taler djærvt«, sagde Øngul, »men det er ikke saa, som du siger. Dog vil jeg nu lade Syn gaa for Sagn, at det tykkes mig Skade, du skal lade Livet; jeg vil skjænke dig det, om du vil sværge os til, at du ikke vil tage Hævn for hvad sket er, over Nogen, som har været med i denne Færd«. »Havde Grette kunnet værge sig«, sagde Illuge, »og havde I fældet ham med Mod og Manddom, saa havde vi kunnet tales ved derom, men ikke maa I vente, at jeg vil kjøbe mit Liv ved at være slig en fejg Usling som du; det siger jeg Jer strax, at Ingen skal blive Eder haardere end jeg, om jeg lever, thi sent vil det gaa mig af Minde, hvorlunde I have overvældet Grette. Hellere end at give Eder Fred vælger jeg at dø«. Torbjørn talte nu med sine Stalbrødre, om de skulde lade Illuge leve eller ikke. De sagde, at det skulde han tage Bestemmelse om, thi det var ham, der stod for Færden, og Øngul sagde da, at han ikke vilde vove Livet ved at lade denne Mand beholde Livet, som ikke vilde love dem Fred og Sikkerhed. Da Illuge fik at vide, at de vilde tage Livet af ham, lo han og sagde: »Nu bestemte I Jer til det, som var mest efter mit Sind«. Da det blev lyst, førte de ham hen paa Øt siden af Øen og halshuggede ham der; Alle priste hans Mandighed, og han tyktes Alle at overgaa sine Jævnaldrende. De rejste en Dysse over begge Brødrene der paa Øen, men Grettes Hoved tog de med og Alt hvad der var noget værd, Vaaben og Klæder. Det gode Sax lod Øngul ikke komme med til Deling, det bar han selv bestandig siden. Gløm tog de ogsaa med, han jamrede sig ynkelig. Blæsten havde strax lagt sig om Natten, og om Morgenen roede de fra Øen. Øngul lod lægge til Land, hvor det var nærmest, og sendte saa Skibet til Bjørn. Da de kom ind til Osland, tog Gløm saadan paa at jamre sig, at de ikke gad have ham med længre; de slog ham da ihjel der, og han skraalede i vilden Sky, da de halshuggede ham. Øngul for hjem til Vidvik, og det tyktes ham, at han i alle Maader var kommen vel fra denne Færd, men han blev meget ilde anset, for hvad han havde gjort, saa snart Folk fik at vide, at det var Trolddom, der havde fældet Grette. Grettes Hoved lagde de i Salt i et Udbur, som fra da af kaldtes Grettesbur, og der laa det Vinteren over. Han holdt sig nu hjemme i Ro til efter Jul, saa red han til Tore paa Gard, meldte ham de Drab, han havde øvet, og sagde, at han mente de Penge, der var sat paa Grettes Hoved, tilkom ham. Tore svarede: »Jeg vil ikke dølge, at jeg voldte Grettes Fredløshed, tidt har han ogsaa ladet det gaa haardt ud over mig, men ikke vilde jeg dog gjøre mig til Misdæder og bruge forbudne Kunster for at faa hans Liv, og saa meget mindre vil jeg give dig Penge for din Daad, som det tykkes mig du selv har forbrudt dit Liv ved at øve Galder og Trolddom«. »Snarere tror jeg«, sagde Øngul, »at det er Karrighed og Uselhed, der driver dig, end at du skulde bryde dig om, paa hvad Maade Grette blev fældet«. Tore sagde, at med dem havde det gode Veje, de skulde vente til Altinget, og saa skulde det være, som Lovsigemanden fandt det rettest, og gramme i Hu var baade Tore og Torbjørn, da de skiltes.

Grettes og Illuges Frænder bleve saare vrede, da de spurgte Drabene, og tog Sagen fra den Side, at Øngul havde øvet Nidingsværk ved at dræbe dødssyg Mand og ligesaa ved at bruge Trolddomskunster. De raadførte sig med de klogeste Mænd, og allevegne taltes der kun ondt om Torbjørn Ønguls Sag. Da der var gaaet fire Uger af Sommeren, red han vester paa til Midfjord; men da det spurgtes, at han var paa Vejen, stævnede Aasdis Folk til sig, og der kom mange af hendes Venner, hendes Maage Gamle og Glum og deres Sønner, Skegge Korthaand, som de kaldte ham, og Uspak, som før er nævnt, og saa vennesæl var Aasdis, at alle Midfjordingerne nu kom for at yde hende deres Hjælp, ogsaa de, som før havde været Grettes Uvenner, først og fremst da Torod Drapestump, og de fleste Hrutfjordingcr kom ogsaa. Øngul kom nu til Bjarg med tyve Mand; de havde Grettes Hoved med. Men endnu var ikke alle de, som havde lovet hende Hjælp, komne. De gik ind i Stuen med Hovedet og satte det paa Gulvet. Aasdis var derinde og mange andre Folk. Hilsener blev der ikke noget af, men Øngul kvad:

»Med fra Øen jeg førte
Grettes graadige Hoved,
Naalens Gyge (63) begræder
Rødtop i Sorg og Kvide.
Havets skinnende Lues
Dis (64), se, her kan du skue
Skovmandens Hoved paa Gulvet —
raadne det skal trods Saltet«.

Husfruen sad stille, imedens han kvad denne Vise; saa kvad hun:

»Usling! som Faarene styrte
angst sig i Søen for Ulven,
var I for Grette flygtet,
havde han havt sin Helsen.
Ej den vældige Sværdgud
véd jeg at rose tilfulde;
Niddingsdaad har I øvet
nylig der nord i Landet«.

Da sagde Mange, at det var ikke saa underligt, at hun havde havt mandige Sønner, saa mandig og stærk som hun selv var, trods den store Sorg, hun havde lidt. Uspak var udenfor og talte med dem af Ønguls Mænd, der ikke var gaaet ind med; han spurgte dem ud om Drabene, og Alle roste de Illuge for den Tapperhed, hvormed han havde værget sig; ligesaa fortalte de om, hvorlunde Grette havde holdt saa fast paa Saxet, efter at han var død, og Alle undrede sig derover. Man saa’ nu en stor Flok komme ridende vestenfra, det var mange af Husfruens Venner, og blandt dem Gamle og Skegge fra Melar. Øngul havde havt i Sinde at gjøre Indførsel paa Bjarg efter Illuge, thi han mente, at have Krav paa alt hans Gods, men da de mange Mænd kom, saa’ han, at det vilde han ikke kunne sætte igjennem. Uspak og Gamle vare meget ivrige for at angribe Øngul, men de, der var klogere, bad dem tage deres Frænde Torvald og andre Høvdinger med paa Raad, og sagde, at jo flere forstandige Mænd der tog sig af Sagen, des slettere vilde den komme til at staa for Øngul, og ved deres Mellemkomst blev det da saa, at Øngul red bort og tog Grettes Hoved med sig, thi det agtede han at have med paa Altinget. Han red nu hjem og tyktes, at det begyndte at se noget sort ud, thi de fleste Høvdinger i Landet vare enten beslægtede eller besvogrede med Grette og Illuge. Den Sommer blev Skegge Korthaand gift med en Datter af Torod Drapestump, og Torod gik nu helt over paa Grettes Frænders Side.

Saa red Folk til Altinget, og Øngul fik Færre med til Hjælp, end han havde ventet, thi der taltes nu allevegne slet om hans Sag. Haldor spurgte, om de skulde have Grettes Hoved med paa Altinget, og Øngul sagde, at det var hans Mening. »Det er ikke raadeligt«, sagde Haldor, »du har Fjender nok i Forvejen, og behøver ikke at gjøre Sligt til Amindelse for at vække deres Vrede«. De vare da alt undervejs og skulde til at ride sønderpaa over Sand. Øngul lod dem da tage Hovedet og grave det ned i en liden Sandhøj, som siden kaldtes Grettes Tue. Der var mange Folk paa Altinget; Øngul bar sin Sag frem og roste meget den Daad, han havde øvet, at han havde dræbt den anseligste Skovgangsmand, der nogensinde havde været i Landet, og endelig gjorde han Krav paa de Penge, der var sat som Pris paa Grettes Hoved. Tore gav det samme Svar nu som før, og man bad da Lovsigemanden sige sin Kjendelse. Han sagde, at han først vilde vide, om der var nogen Modklage, i Følge hvilken Øngul skulde have Pengene forbrudt, ellers havde han gyldigt Krav paa hvad der var sat paa Grettes Hoved. Da opfordrede Torvald Aasgejrssøn Skegge Korthaand til at kære Sagen og stævnede Torbjørn Øngul først for Galder og Trolddom, hvormed han havde raadet Grette Bane, og dernæst fordi de vog ham, halv død som han var. Han gjorde Paastand paa, at Torbjørn skulde dømmes fredløs derfor. Folk delte sig nu i Flokke, og Faa var de, der stillede sig paa Torbjørns Side, og anderledes gik det nu, end han havde ventet, thi Torvald og hans Maag Islejf holdt for, at det var Ulivssag at raade en Mand Bane med Trolddom. Efter skjønsomme Mænds Raad blev Enden paa Sagen dog den, at Torbjørn skulde fare fra Island endnu samme Sommer og aldrig mere komme tilbage, saa længe de levede, der havde Eftermaalet efter Illuge og Grette. Det blev da ogsaa lovtaget, at Enhver, der gav sig af med forbudne Kunster, skulde være fredløs. Da Torbjørn saa’, hvad Udfald Sagen vilde faa, skyndte han sig bort fra Tinget, thi det var nærved, at Grettes Frænder var faldet over ham, og han fik Intet af de Penge, der var sat paa Grettes Hoved, thi Sten Lovsigemand vilde ikke, at de skulde udredes for dette Niddingsværk. Der blev ingen Bøder givet for de Mænd, der vare faldne paa Drangø, det blev saa, at de skulde gaa lige op imod Illuge, men dermed var dennes Frænder dog kun ilde tilfreds. Saa red Folk fra Tinge, og dermed faldt alle de Sager, der havde været rejste imod Grette. Skegge, Gamles Søn, Torod Drapestumps Maag og Grettes Søstersøn, fór paa Opfordring af Torvald Aasgejrssøn og hans Maag Islejf, som siden blev Biskop i Skaalholt, og med alle Vedkommendes Samtykke, nord til Skagefjord og sejlede over til Drangø og hentede Brødrene Grettes og Illuges lig. De førte dem til Reyker paa Reykjastrand og begrov dem ved Kirken der, og et Vidnesbyrd om, at Grette ligger der, er det, at da Kirken i Sturlungernes Dage blev flyttet og Grettes Ben blev gravede op, saa’ man, at de var store, om end ikke overdreven store. Illuges Ben bleve siden begravede nord for Kirken, men Grettes Hoved blev begravet ved Kirken hjemme paa Bjarg. Aasdis Husfrue blev boende paa Bjarg, og saa vennesæl var hun at Ingen nogensinde gjorde hende nogen Ulæmpe, ikke engang medens Grette levede i Fredløshed. Efter hendes Død kom Gaarden i Skegge Korthaands Eje; han blev en anselig Mand; hans Søn var Gamle, Fader til Skegge paa Skarvsstad og Aasdis, Od Munks Moder, og fra Skegge stamme mange Mænd.

Torbjørn Øngul gik ombord ved Gaasar med alt, hvad han kunde tage med sig af sit Gods, men Jorden overtog hans Broder Hjalte, hvem han ogsaa gav Drangø. Hjalte blev siden en stor Høvding, men kommer ikke mere for i denne Saga. Øngul fór nu til Norge. Han slog stadig stort paa det og gjorde sig meget til af det Storværk, han havde øvet, da han vog Grette; der var ogsaa Mange, som ikke vidste, hvordan det var gaaet til, og som derfor troede ham, men Mange vidste, hvor navnkundig en Mand Grette havde været. Han fortalte altid kun det om deres Mellemværende, som kunde tage sig ud til hans Fordel, men det, han ingen Ære havde af, talte han ikke om. Denne hans Fortælling kom nu ogsaa om Høsten øster til Tønsberg. Da Torsten Dromund hørte om sine Brødres Drab, blev han meget tavs, thi der var bleven sagt, at Øngul var en gjæv og drabelig Mand. Han mindedes nu de Ord, han havde talt, da han og Grette taltes ved om deres Arme for mange Tider siden, og holdt Øje med Torbjørns Færd. De var begge i Norge den Vinter, Torbjørn nord i Landet, men Torsten i Tønsberg; de saa’ ikke noget til hinanden, men Torbjørn fik dog at vide, at Grette havde en Broder i Norge; det tyktes ham da, han var vanskelig stedt i det fremmede Land, og han begyndte at pønse paa, hvad han skulde gjøre. Paa den Tid fór mange Normænd til Miklagaard og gik i Krigstjeneste der, og Torbjørn fik da ogsaa Lyst til at fare did og vinde baade Hæder og Gods, hellere end at blive i Norden i Fare for Grettes Frænder. Han brød da op fra Norge og rastede ikke, før han kom til Miklagaard, hvor han tog Tjeneste blandt Væringerne.

Torsten Dromund var baade en mægtig og ansét Mund. Da han spurgte, at Torbjørn Øngul var faret af Landet, brød han strax op, overgav sit Gods til sine Frænders Varetægt og fór selv efter Øngul, og stadig fulgte han efter, hvor Øngul fór frem, uden at Øngul anede det. Torsten kom til Miklagaard lidt efter Øngul; det var hans Agt at dræbe ham, det koste hvad det vilde, men de kjendte ikke hinanden. De tog Begge Tjeneste blandt Væringerne, og bleve vel modtagne, saasnart det spurgtes at de var Nordboer. Dengang var Mikael Katalak Kejser i Miklagaard.

Torsten Dromund gav nu stadig Agt paa, om han ikke skulde kunne kjende Øngul paa Et eller Andet, men kom ingen Vegne dermed, fordi de var saa mange. Han laa jævnlig vaagen og var kun ilde tilfreds; stort tyktes ham det Tab, han havde lidt. Det traf sig nu saa, at Væringerne skulde ud paa et Hærtog og værge Landet mod Fjenden; det var Lov og Sæd hos dem, at før end de fór bort, skulde der holdes Vaabenting; det skete da ogsaa nu, og til dette Ting skulde alle Væringer komme, og alle de, som vilde give sig i deres Lag, for at vise deres Vaaben. Did kom baade Torsten og Torbjørn Øngul. Torbjørn gik først frem med sine Vaaben; blandt dem var ogsaa Saxet, Grette havde ejet; da han viste det frem, var der Mange, der undredes over, hvor herligt et Vaaben det var og sagde, at det var Skade med det store Skaar, der var midt i Eggen, og spurgte, hvordan det var gaaet til. Øngul sagde, at det var vel værd at høre; »det skulle I da vide, at ude paa Island fældede jeg en Kjæmpe, som hed Grette den stærke, den største Helt og drabeligste Karl, der har været; Ingen kunde faa Magt over ham, før end jeg kom til, men saasom det nu var bestemt af Skjæbnen, at jeg skulde fælde ham, saa fik jeg ham fældet, skjønt han havde mange Gange mine Kræfter; jeg hug ham i Hovedet med Saxet, og det voldte Skaaret i Eggen«. De, som stod næst, sagde, at han maatte have havt en haard Skal, og viste hverandre Saxet. Nu tyktes Torsten at vide, hvor Øngul var; han bad, om han maatte se Saxet, som de andre; og det havde Øngul ikke noget imod, thi de Fleste roste hans Mod og Manddom, og han tænkte, at det vilde denne Mand ogsaa gjøre, han anede ikke, at Torsten eller nogen Frænde af Grette var der. Dromund fik da Saxet, og lige i det Samme svang han det og hug Øngul i Hovedet, saa stort et Saar, at Sværdet gik i til Tandgjærdet, og Torbjørn faldt død om. De, som stode hos, bleve maalløse ved dette Syn, men Kejserens Foged lod strax Torsten gribe og spurgte ham, hvorfor han havde øvet slig Misgjerning der ved det hellige Ting. Torsten sagde, at han var Grette den stærkes Broder, og at han aldrig havde naaet at kunne faa sin Hævn fremmet før der. Mange vare da de, som sagde, at hin stærke Mand maatte have varet saare anselig, siden Torsten var faret saa langt af Led for at hævne ham. Det tyktes ogsaa Stadens Raadsherrer rimeligt, men der var Ingen, der kunde fremføre noget Vidnesbyrd for Torsten, og i saa Fald bød deres Lov, at enhver Manddraber skulde lade Livet. Torsten fik da hurtig sin Dom, og haard var den, thi den lød paa, at han skulde sættes i et mørkt Fængsel, hvor han skulde blive til sin Død, om Ingen løste ham ud med Penge. I Fængslet, hvor Torsten blev sat, var der alt en Mand, der var Døden nær af Sult og Uselhed, stinkende og koldt var der. »Hvordan gaar det med dig?« sagde Torsten til Manden. »Det gaar kun ilde«, svarede han, »thi Ingen vil hjælpe mig, og jeg har ingen Frænder, der kan løse mig ud«. »Lad os nu ikke tabe Modet«, sagde Torsten, »men hellere være lystige og fornøje os med Et eller Andet«. Manden sagde, at der var Ingenting, der kunde fornøje ham. »Ja, lad os dog prøve paa det«, sagde Torsten og kvad en Sang; han havde saa god en Stemme, at man ikke let skulde finde dens Lige, og nu sparede han den ikke, men sang saa højt, at det rungede i Murene, og Manden, som var halvdød, da han kom, fandt, at det var en Lyst at høre derpaa. Saalunde blev Torsten ved til ud paa Kvælden.

Der boede der i Staden en gjæv Husfrue, som hed Spes, fornem og storættet; hendes Husbond hed Sigurd; han var en rig Mand, men af ringere Byrd end hun; hun var bleven gift med ham for hans Penges Skyld, og der var ikke nogen synderlig Kjærlighed imellem de to; hun holdt for, at det var et temmelig maadelig Gifte, hun havde gjort; storsindet og i alle Maader en statelig Kvinde var hun. Det hændte sig nu saa, at om Kvælden, mens Torsten holdt sig lystig, kom Spes med mange Svende i Følge igjennem den Gade, Fængslet vendte ud til; og da hun hørte saa fager en Røst, at det tyktes hende, hun havde aldrig hørt dens Lige, bød hun sine Svende faa at vide, hvem det var, der sang. De raabte og spurgte, hvem der sad fangen der. Torsten sagde sit Navn. »Er du lige saa udmærket en Mand i andre Dele som til at synge?« sagde Spes. Det var ikke Noget at tale om, sagde han. »Hvad har du gjort«, sagde hun, »siden du skal pines til Døde her?« Han sagde, at han havde dræbt en Mand for at hævne sin Broder; »men jeg havde ingen Vidner at føre; derfor blev jeg sat her og faar blive her, om Ingen vil løse mig ud, men det har jeg intet Haab om, thi jeg har hverken Ven eller Frænde her«. »Stor Skade vilde det være, om du kom saadan af Dage. Var din Broder, som du hævnede, ogsaa saadan en anselig Mand?« Han sagde, at han var en ganske anderledes udmærket Mand. Hun spurgte, hvad han kunde nævne til Bevis derfor. Torsten kvad da:

»Ikke mægtede otte
Sværdtingstævnere stærke,
ringsmykte Kvinde, at vriste
Grette Saxet af Hænde,
forend de Skjoldrem-strammende,
usle Bølgehest-Styrere
havde min bolde Broder
Haanden fra Armen hugget«.

»Det maa have været en sjelden udmærket Mand«, sagde de, der forstode Visen, og da hun havde faaet at vide, hvad han havde kvædet, sagde hun: »Vil du tage dit Liv af min Haand, om det kan føje sig saa?« »Det vil jeg gjerne«, sagde Torsten, »om denne min Stalbroder, som sidder her, ogsaa bliver løst ud, ellers faa vi blive her begge«. »Jeg holder dig for at være mere værd end ham«, sagde hun. »Da skulle vi nu dog følges ad herfra, eller blive her begge«, sagde Torsten. Hun gik nu did, hvor Væringerne var, og bad om, at Torsten maatte blive given fri, og bød Penge til derfor. De gik ind derpaa, og ved sin Vennesælhed og Anseelse fik hun udvirket, at de begge bleve fri. Saasnart Torsten slap ud af Fængslet, gik han til Spes, som tog ham til sig i Løndom; men stundom var han i Hærfærd med Væringerne og viste sig i enhver Dyst som en saare tapper Mand.

Paa denne Tid var Harald Sigurdssøn, som siden blev Norges Konge, i Miklagaard, og Torsten vandt hans Venskab. Torsten førte sig nu anselig op, thi Spes lod ham ikke mangle Penge. Han og Spes fattede Hu til hinanden, thi han tykkes hende og mange Andre en udmærket Mand. Spes brugte stadig mange Penge, thi hun gjorde meget for at blive vennesæl, og nu tyktes det hendes Husbond, at hun havde forandret sig baade i Sind og Adfærd, og navnlig at hun nu brugte endnu flere Penge end før; han savnede tidt baade Guld og Klenodier. Engang talte han hende til og sagde, at hun bar sig underlig ad; »du tager ikke Vare paa vort Gods og ødsler med det paa forskjellige Maader; ogsaa er det, som du stadig gik om i drømme, og aldrig vil du være, hvor jeg er, og det véd jeg, der maa være en Grund til«. »Jeg har selv sagt dig, og ligesaa mine Frænder«, svarede hun, »dengang vi kom sammen, at jeg vilde raade mig selv og have min frie Vilje i alle Dele, naar jeg kun gjorde, hvad der sømmede sig for mig, derfor sparer jeg ikke paa dit Gods. Har du ellers noget at sige mig paa, som jeg kunde have grund til at blues over?« »Det er ikke frit for«, sagde Sigurd, »at jeg bærer Mistanke til dig om, at du holder til med en Mand, som tykkes dig bedre end jeg«. »Jeg véd ikke, om du har Aarsag til at tro sligt«, sagde Spes, »men det mener jeg dog, at du ikke kan sige mig sligt paa med Sandhed; men ikke skulle vi to ene tales ved om den Sag, naar du fører saadan løs Tale imod mig«. Han lod nu dette Æmne falde for dennesinde. Hun og Torsten blev ved at leve paa samme Vís som før, men tog sig ikke i Agt for, hvad onde Tunger sagde, thi hun stolede paa sin gode Forstand og sin Vennesælhed. De sad tidt sammen og taltes ved og morede sig.

Saa var det en Kvæld de sad i det Kammer, hvor hendes Klenodier vare gjemte. Hun bad Torsten synge en Sang, thi hun troede, at hendes Mand sad ved Drikkebordet, som han plejede; dog lukkede hun først Døren i Laas. Da han nu havde sunget en Stund, blev der dundret paa Døren og raabt, at hun skulde lukke op. Det var Manden, der var kommet med mange Svende. Husfruen havde aabnet en stor Kiste og vist Torsten de Klenodier, hun havde i den, og da hun kjendte, hvem det var, der krævede at komme ind, sagde hun: »Vi maa i en Fart finde paa Raad; spring ned i Kisten her og lig stille«. Han gjorde saa, og hun laasede Kisten og satte sig paa den. I det Samme kom hendes Mand ind, de havde brudt Døren op. »Hvi komme I med saa stort Bulder?« sagde Husfruen; »er Eders Fjender efter Jer?« »Vel er det«, sagde Manden, »at du nu selv giver mig Beviserne i Hænde, paa hvem du er. Hvor er den Mand henne, der sang saa højt nys? Jeg tænker, du synes bedre om hans Kost end om min«. »Den er ikke helt dum, som forstaar at tie«, sagde Spes, »men, det er mer end man kan sige om dig. Du mener at være snild og tænker, at du kan faa dine Løgne til at sidde paa mig; nu kan du jo faa Beviserne; er det sandt, hvad du siger, saa tag ham, thi igjennem Væggene eller Taget kan han da ikke løbe sin Vej«. Han søgte nu allevegne, men fandt Ingen. »Hvorfor tager du ham ikke?« sagde hun, »du mente jo, du var vis i din Sag«. Han svarede Ingenting og kunde ikke begribe, hvordan det gik til; han spurgte sine Følgesvende, om de ikke havde hørt det Samme som han, men da de saa’, at det huede Husfruen ilde, kom de ikke frem med deres Vidnesbyrd, men sagde, at stundom hændte det jo, man hørte fejl. Manden gik da sin Vej, vis paa, at han havde Ret, skjønt han ikke havde fundet Nogen. Dog holdt han nu længe op med at udspejde sin Hustru og hvad hun tog sig for.

En anden Gang, længe efter, sad Torsten og Spes i et Forraadskammer, hvor der var mange Klæder, baade skaarne og uskaarne, som tilhørte hende og hendes Mand. Hun viste Torsten mange Stykker Tøj, som de lukkede op, men som de mindst anede det, kom Manden over dem med mange Folk og brød Døren op; men medens de var i Færd hermed, kastede hun Klæderne over Torsten og stod selv og støttede sig til Bunken, da de kom ind. »Vil du endnu nægte, at her var en Mand hos dig?« sagde Manden. »Her er Folk, som have set Jer begge«. Hun bad dem blot være noget mindre rasende; »nu kan det jo aldrig slaa fejl for Jer, men lad blot mig være i Fred, hvor jeg er«. De ledte nu Huset igjennem, men fandt Ingen, og omsider opgav de det. Da sagde Husfruen: »Det er altid godt at staa sin Prøve bedre end Folk venter, og rimeligt var det, at I ikke fandt, hvad her ikke var. Vil du nu vedgaa, at du har været en Tosse, Mand, og tage dine beskyldninger tilbage?« »Jeg tager dem ingenlunde tilbage«, sagde han, »thi jeg er vis paa, at du er skyldig i det, jeg har lagt dig til Last. Du skal ogsaa selv faa Lov at gjøre Noget i den Sag, om du vil renses for Mistanke«. Hun sagde, at det havde hun ikke Noget imod, og dermed lod de den Tale falde.

Torsten var nu til Stadighed blandt Væringerne, og man mener, at han har søgt Raad hos Harald Sigurdssøn, og at han og Spes ikke var slupne saa godt fra det, om han ikke havde staaet dem bi med Raad og Daad. Da der var ledet en Stund, sagde Sigurd, at han maatte rejse bort i nogle Ærinder. Hans Kone søgte ikke at holde ham tilbage, og da han var borte, kom Torsten til hende, og de var stadig sammen. Hendes Gaard laa ved Vandet, og en Del af den var bygget ud over det. Torsten og Spes var for det Meste i de Kamre, der laa over Vandet; i Gulvet var der en liden Lem, som kun de To vidste Noget om; den stod altid aaben, for om der skulde blive Brug for den i en Fart. Om Sigurd er at melde, at han ingen Steder rejste hen, han holdt sig blot i Løn og vilde udspejde sin Kone. Det gik da ogsaa saa, at en Kvæld, som de mindst ventede det, men sad i Kamrene over Vandet og morede sig, kom Manden bag paa dem med en Mængde Folk; han lod Nogle gaa til Gluggerne og bad dem se, om det ikke var, som han havde sagt. De sagde Alle, at han havde talt sandt, og saadan havde det uden Tvivl ogsaa været de andre Gange. De stormede nu op til Kamrene, men da Spes og Torsten hørte Støjen, sagde hun: »Du faar nu gaa ned gjennem Lemmen, hvordan det saa end gaar. Giv mig et Tegn, naar du er sluppet bort imellem Husene«. Det lovede han og gik saa ned gjennem Gulvet, Spes stødte Lemmen i med Foden, og det var da ikke til at se i Gulvet, at den var der. Nu kom Sigurd og hans Mænd ind; de ledte, men fandt Ingen, som rimeligt var, Kammeret var ganske tomt, der var kun Bænke derinde, og der sad Husfruen og legede med sine Ringe. Hun gav kun liden Agt paa dem og lod, som om de ikke kom hende ved. Sigurd fandt dette aldeles ubegribeligt og spurgte de Andre, om de ikke havde set Manden derinde; de svarede, at det havde de ganske sikkert. »Her kan man sige med det gamle Ord: Alle gode Gange er tre«, sagde Husfruen; »saadan er det gaaet med dig, Sigurd; tre Gange, mener jeg, har du nu fortrædiget mig, og er du nu klogere end før?« »Jeg er nu ikke den Eneste, der vidner imod dig«, sagde Sigurd, »og du skal bevise din Uskyldighed i alt dette, om du kan, thi jeg vil paa ingen Maade lade denne Skjændsel ubødet«. »Nu mener jeg, du kræver, hvad jeg selv vil byde«, sagde Spes, »jeg vil med Glæde rense mig for disse Beskyldninger; de er nu komne saadan ud imellem Folk, at det vilde blive mig til Vanhæder, om jeg ikke viste dem tilbage«. »Saa skal du ogsaa fri dig for Beskyldningen om at du har givet bort af mit Gods og mine Klenodier«, sagde Sigurd. »Med det Samme jeg frier mig for den ene Anke« sagde Spes, »skal jeg ogsaa fri mig for alle de andre, du fører imod mig; men tænk vel paa, hvordan det vil ende; jeg er rede til strax at rense mig for dine Beskyldninger«. Sigurd var tilfreds med dette og gik bort med sine Mænd.

Om Torsten er nu at fortælle, at han svømmede ud imellem Husene, og da han var kommen i Land, tog han en luende Brand og holdt i Vejret, saa at Husfruen kunde se den. Hun var længe ude om Kvælden og Natten, thi hun vilde vide, om Torsten var naaet til Land, og da hun saa’ Ilden, vidste hun, at det var lykkedes ham, thi det var det Tegn, de havde aftalt. Om Morgenen sagde Spes til sin Mand, at nu fik de gaa til Biskoppen og tale om deres Sager. Det var han strax rede til, og de stedtes da for ham. Sigurd førte de Kæremaal over hende, som før ere nævnte. Biskoppen spurgte, om hun var bleven overbevist om at have gjort sig skyldig i Sligt før, men det turde Ingen sige. Saa spurgte han, hvad Sigurd havde at anføre til Bestyrkelse for dette, og han fremførte da Vidner, som havde set hende sidde bag laaset Dør, og en Mand hos hende, og ham havde han mistænkt for at have forlokket hende. Biskoppen sagde, at om hun vilde, kunde hun godt faa Lov til at rense sig for denne Beskyldning. Det vilde hun gjerne, sagde hun, »og jeg tror ikke det skal falde mig vanskeligt at skaffe mig Mededskvinder i denne Sag«. Eden, hun skulde aflægge, blev nu fremsagt for hende og Dagen fastsat. Saa fór hun hjem og var vel tilfreds. Hun og Torsten mødtes og lagde Raad op sammen.

Saa kom den Dag, da Spes skulde gjøre Ed. Hun bød alle sine Venner og Frænder til sig og iførte sig de bedste Klæder, hun havde, og mange fornemme Kvinder fulgte hende. Det var meget vaadt i Vejret, Vejen var sølet, og før end de kom til Kirken, var der en stor Sump, de maatte igjennem. Da Spes og hendes Følge kom dertil, havde der samlet sig en stor Mængde Mennesker, deriblandt mange fattige Folk, som bad om Almisse, thi det var Alfarvej. Alle holdt de det for deres Skyldighed at hilse hende, som de kunde bedst og ønske hende Held og Lykke, fordi hun saa tidt havde hjulpet dem. Kvinderne standsede ved Pølen, og det tyktes dem vanskeligt at komme ren igjennem den. Imellem de andre fattige Folk, der stod, var der ogsaa en Stavkarl, stor af Væxt og med et sidt Skjæg; da han nu kjendte Husfruen paa, at hun var prægtigere klædt end de andre Kvinder, sagde han: »Gode Husfrue, vís mig den Naade at lade mig bære Jer over denne Pøl, thi det er vor Skyldighed, Stavkarle som vi er, at tjene Jer, saa godt vi kan«. »Hvad, vil du bære mig?« sagde hun, »du kan jo næppe bære dig selv«. »Det vilde være et Bevis paa Ydmyghed, om I tillod det«, sagde han, »jeg kan ikke byde bedre, end jeg har det, og det vil kun gaa dig saa meget des bedre, jo mindre stolt du er imod en fattig Mand«. »Vær da vis paa«, sagde hun, »at, om du ikke bærer mig ordentlig over, skal jeg lade dig kagstryge eller lade dig lide det, som er værre endnu«. »Jeg vil med Glæde vove mig til det«, sagde han og traadte ud i Pløret. Hun lod, som hun slet ikke syntes om at lade sig bære af ham, men satte sig dog op paa hans Ryg. Han stavrede nu langsomt afsted med sine to Stokke, og da han var kommen midt ud i Pølen, begyndte han at vakle og rave til alle Sider. Hun bød ham tage sig sammen, »aldrig skal noget være kommet dig saa dyrt at staa, som hvis du taber mig her«. Staklen anstrængte sig nu af alle Kræfter og vadede videre, men da han var naaet næsten helt ind til det Tørre, snublede han og faldt forover; hende fik han kastet op paa det Tørre, men selv laa han i Mudderet, saa lang han var. Som han nu laa der, greb han efter Husfruen, men kunde ikke faa fast Tag i hendes Klæder; saa tog han hende med sin skidne Haand om Knæet og helt op paa hendes bare Ben. Hun sprang op og skjældte paa ham og sagde, at der kom altid Fortræd ud af at have med saadanne usle Landstrygere at gjøre, »gjorde jeg dig din Ret, lod jeg dig gjennemprygle, om det ikke tyktes mig en Skam for din Uselheds Skyld. »Lykken er ikke Alle lige god«, sagde han, »jeg mente at gjøre dig en Tjeneste og ventede at faa en Almisse af dig, og nu faar jeg blot Trusler og Skjældsord, ellers Ingenting«, og han lod, som det gik ham svært til Hjerte. De fleste sagde, han var en ynkværdig Stakkel, men hun sagde, han var en lumsk gammel En, men da Mange bad for ham, tog hun dog sin Pung frem, rystede alle de Guldpenge, der var i den, ud og sagde: »Tag saa det, Gamle, det er bedst, du faar fuldt Vederlag, fordi jeg skjældte paa dig; nu véd jeg da, det kan gaa lige op«. Han samlede Pengene sammen og takkede hende for Gaven.

Nu gik Spes ind i Kirken, hvor der var mange Folk. Sigurd fór frem med stor Iver og krævede, at hun skulde rense sig for de Beskyldninger, han havde rejst imod hende. »Lidet ænser jeg dine Beskyldninger«, sagde hun; »hvad er det for en Mand, du siger, du har set hjemme hos mig? Det hænder jævnlig, at der kommer gode Mænd til mig, og det mener jeg er ikke noget at skamme sig over. Men det er jeg villig til at gjøre min Ed paa, at Ingen Mand har jeg givet Guld, og ingen Mand er kommen mig for nær, undtagen den usle Stavkarl, der tog mig paa Benet med sin skidne Haand, da jeg blev baaret igjennem Pølen idag«. Mange sagde, at den Ed var tilstrækkelig, og at det kunde ikke lægges hende til Last, at Tiggeren uforvarende var kommen til at røre hende. Hun sagde, at hun maatte sige Alt, som det var, og saa gjorde hun Ed, paa at det var sandt, hvad hun nu havde sagt. Mange fandt dog, at det kunde nok være, det nu gik, som saa tidt, at Ordene i en Ed kunne føjes saa, at den ikke betyder stort, men hun svarede, at hun troede Ingen forstandig Mand vilde mene, der kunde være Mistanke til hende efter den Ed. Nu gjorde hendes Frænder gjældende, at det var en stor Sorg for saa højbaaren en Kvinde at skulle taale slige løgnagtige Beskyldninger og ikke faa Bod for dem, thi var hun bleven overbevist om at have været sin Husbond utro, havde det kostet hende Livet, og Spes krævede derfor af Bispen, at han skulde gjøre Skilsmisse imellem hende og Sigurd, thi hun vilde ikke finde sig i hans Løgne. Hendes Frænder talte ogsaa hendes Sag, og ved deres Bistand blev det saa, at de bleve skilte ad; Sigurd maatte rømme Landet og fik kun Lidet af sit Gods, saa det gik her som saa tidt, at den Laveste faar bukke sig; han kom ingen Vegne med sin Sag, skjønt han i Grunden havde Ret. Spes fik nu alle Pengene og tyktes den anseligste Kvinde, men da man fik tænkt efter over den Ed, hun havde svoret, fandt man, at den saa’ noget mistænkelig ud, og tænkte, at de Ord havde vist en eller anden snild Mand føjet for hende, og det fik man ud af Alt, at den Stavkarl, der havde baaret hende, maatte have været Torsten Dromund, men Sigurd fik alligevel ingen Oprejsning.

Torsten Dromund var blandt Væringerne, medens der taltes mest om denne Sag, og blev saa navnkundig, at man fandt, at der næppe nok havde været saa ypperlig en Mand som han. Harald Sigurdssøn holdt ham i den højeste Ære for Frændskabs Skyld, og man mener, at det var hans Raad, Torsten fulgte. Strax efter at Sigurd var faret af Landet, bejlede Torsten til Spes; hun svarede vel derpaa, men viste Sagen til sine Frænder. Der blev da holdt Raad derom, og de blev enige om, at i den Sag fik hun mest raade sig selv. De blev da gifte, deres Samliv var godt, og de havde fuldt op af Gods. Torsten tyktes Alle at være en Lykkens Mand, saadan som han var kommen ud af alle sine Vanskeligheder. Da de havde været to Aar i Miklagaard, sagde Torsten til sin Hustru, at han vilde rejse til Norge og se til sine Ejendomme der, og hun sagde, at det skulde han raade for. Han solgte da sine Ejendomme og fik paa den Vís en Mængde Penge. Saa gav de sig paa Rejsen med et anseligt Følge og kom til Norge. Torstens Frænder tog overmaade godt imod dem Begge, og det skjønnede de strax, at Spes var baade gavmild og storsindet, saa hun blev snart saare vennesæl. De levede nu paa deres Gaarde med deres Børn og vare vel tilfredse. Ved den Tid var Magnus den Gode Konge i Norge; Torsten fór strax til ham og blev vel modtagen, thi der var gaaet stor Ry af, hvorlunde han havde hævnet Grette den stærke — Grette Aasmundssøn er den eneste Islænding man véd er bleven hævnet i Miklagaard —, og han blev Kongens Hirdmand. Torsten holdt sig nu i Ro ni Vintre efter sin Hjemkomst, og han og hans Hustru stode i den største Anseelse. Saa kom Kong Harald Sigurdssøn hjem fra Miklagaard, og Kong Magnus gav ham Hælvten af Riget, saa der var to Konger i Norge en Tid. Efter Kong Magnus’ Død vare Mange, som havde været hans Venner, kun lidet tilfredse, thi Alle elskede ham, og det var vanskeligt at rette sig efter Kong Haralds Sind, thi han var baade haard og rask til at straffe. Torsten Dromund begyndte nu at ældes, han var syv og tresindstyve Aar gammel, men dog endnu en kraftig Mand, rask og dygtig til Alt, hvad han tog sig for. Der var nu ledet sexten Aar siden Grette Aasmundssøns Drab.

Der var nu Mange, der opfordrede Torsten til at fare til Kong Harald og blive hans haandgangne Mand, men det, vilde han ikke, og Spes sagde: »Jeg ser ogsaa gjerne, Torsten, at du ikke farer til Kong Harald; der er en anden Konge, vi skylde mere end ham, det Regnskab faa vi tænke paa. Vi blive nu Begge gamle, men i fordums Duge have vi mere fulgt vor Lyst end Kristendommens og Retfærdighedens Bud. Denne vor Skyld kan hverken vore Frænder eller vore Penge klare for os, vi faa selv sone den. Nu skulle vi forandre vor Levevis og fare af Landet til Pavens Gaard, der, tror jeg, ville vi kunne faa Forladelse«. »Jeg mindes lige saa vel som du det Forhold, du sigter til; det er billigt, at du nu faar raade, for hvad der er til vort Bedste, siden du lod mig raade, da vi ikke havde Godt i Sinde. Det skal i alle Dele blive, som du vil«. Han bød nu alle sine Frænder og Paarørende til sig og aabenbarede dem, hvad han havde besluttet. Det kom dem saare uventet, men forstandige Folk syntes godt derom, om det end tyktes Alle stor Skade, at de skulde miste dem. Torsten sagde, at det var uvist, om han kom igjen, »og vil jeg nu takke Eder Alle, fordi I have taget Vare paa mit Gods, da jeg var borte sidst; nu vil jeg byde og bede Eder, at I tage Eder af mine Børn og deres Gods og opfostre dem, saa godt I kunne, jeg er nu saa stærkt tilaars, at det er lige saa rimeligt at jeg bliver borte, som at jeg kommer igjen, selv om jeg lever, og I skulle tage Eder af Alt, hvad jeg efterlader her, som om jeg aldrig vil komme tilbage her til Norge«. De svarede, at Alt skulde nok gaa vel, Husfruen var der jo og kunde tage Vare derpaa. Da sagde Spes: »Jeg fór bort af mit Land og fra Miklagaard med Torsten og opgav baade Frænder og Gods, fordi jeg vilde, at én Skjæbne skulde overgaa os Begge; godt har det tyktes mig at være her, men ikke huer det mig at blive længe her i Norge eller Norden, naar han farer bort. Stadig have vi ogsaa havt ét Sind, og Intet har skilt os, nu ville vi ogsaa Begge fare tilsammen, thi vi mindes Begge mangt og meget, som er sket, siden vi først mødtes«. Da de nu havde bestemt, at det skulde være saa, fik Torsten uvillige Mænd til at dele deres Gods for dem i to Dele; den Del, Børnene skulde have, tog Torstens Frænder i deres Varetægt, og hos dem opfostredes Børnene; de blev siden ypperlige Mænd, og deres Æt er stor der i Riget. Torsten og Spes delte atter deres Del af Godset, somt gav de til Kirkerne for deres Sjæls Frelse, og Resten tog de med sig. De gav sig nu paa deres Romerfærd, og Mange vare de, der bad godt for detn.

De fór den lige Vej til Rom, og da de kom for ham, der var sat til at høre Folks Skriftemaal, sagde de ham den fulde Sandhed, hvorlunde det var gaaet til, og med hvilken List de havde naaet at komme sammen, og underkastede sig ydmygelig, hvad Bod han vilde lægge paa dem derfor; men saasom de af egen Hu havde angret og vare komne for at bøde for deres Brøde uden nogen Tvang fra Kirkens Styresmænd, fik de kun ringe Paalæg, saa milde som mulig, men bleve kjærlig opfordrede til nu omhyggelig at sørge for deres Sjæle og at leve et rent Levnet fra nu af, da de havde faaet Forladelse for alle deres Synder. Vel og forstandig tyktes de at have handlet. Da sagde Spes: »Nu tykkes det mig, vor Sag er ført til en god Ende, nu have vi ikke alene delt Ondt sammen. Kan hænde, at uforstandige Mennesker ville tage vort forrige Levnet til Forbillede, derfor ville vi nu ende vort Liv saa, at gode Mænd kunne finde det værdt at følge os efter. Nu ville vi lade Folk, som ere kyndige i at bygge Huse, bygge et Hus til os hver, og der ville vi saa gjøre Bod, for hvad vi have forbrudt mod Gud«. Torsten udredede da Penge baade til det og til hvad andet de behøvede til Livets Ophold, og da Husene vare færdige og Alt rede, gjorde de af fri Vilje Ende paa deres timelige Samliv, at de maatte være saa meget vissere paa at nyde et helligt Samliv i den anden Verden. De boede hver i sit Hus og levede der saa længe det behagede Gud, og endte deres Liv der, og det have de Fleste sagt, at Torsten Dromund og hans Hustru Spes have været de lykkeligste Mennesker, saadan Ende som det tog med dem. — Ingen af hans Børn eller af deres Æt ere komne til Island, saa vidt vides.

Det har Sturla Lovsigemand sagt, at ingen Skovgangsmand tyktes ham at have været saa ypperlig en Mand som Grette den Stærke, og derfor giver han tre Grunde. Først, at han tyktes ham at have været den kløgtigste, thi han levede længre som Skovgangsmand end nogen Anden og blev aldrig overvunden, saa længe han havde sin Helsen. For det Andet, at han var stærkere end alle sine Samtidige her i Landet og havde mere Held med sig til at faa Bugt med Gjengangere og Uvætter end andre Mænd. Og endelig for det Tredje, at han blev hævnet i Miklagaard, hvilket ikke er sket med nogen anden Islænding. Og hertil kommer saa, hvilken Lykkens Mand Torsten Dromund, som hævnede ham, blev i sine sidste Dage.

Her ender Sagaen om vor Landsmand Grette Aasmundssøn. Hav Tak, I, som hørte paa den, men liden Tak skyldes den, som fortalte den. Her er Arbejdets Ende. Gud være med os Alle, Amen.


Noter:

1. Snog.

2. et stort klodset Skib.

3. Ringenes Øder er ligesom Ringenes Bryder en digterisk Omskrivning for Manden.

4. altid at sidde i Ildhuset uden at bestille noget ansaas for meget uhæderligt og sædvanlig for et Tegn paa Fjollethed.

5. Umage (úmagi) ɔ: En, som ikke kan forsørge sig selv.

6. ɔ: Øxen.

7. Børkaaben ɔ: Sejlet; dets Ganger ɔ: Skibet; dets Styrer ɔ: Manden.

8. Hvad Meningen er hermed, er ikke klart.

9. Omskrivning for Kvinden.

10. Bølgeglansen digterisk Udtryk for Guldet; Guldets Spreder eller Øder er Manden.

11. Sværdstormens Vækker, Kæmpen, Manden.

12. Fofne, Dragen, som rugede paa Guld; dens Leje, Guldet.

13. Havilden, poetisk Udtryk for Guldet; dets Bryder, Mandon.

14. Draugen, Højboen, Gjenfærdet.

15. Hjelmenes Lue, Sværdet.

16. det før nævnte store Skib.

17. Kjøbmandsskib.

18. Hob af de fra Fjeldet nedstyrtede Sten.

19. Sejr-faders Sønner, Ejnherjarne, betegner lier i Almindelighed de Tapre,

20. ɔ: Hel.

21. Det store Havskib = Dromund; Rungnes Bane = Tor; Dværgenes Stue = Klippen, Stenen. Det Hele altsaa lig Tor-sten Dromund.

22. bylejsts Broder er Loke, hans Datter Hel.

23. Bamsen er Besse (et poetisk Ord for en Bjørn). Skjoldets brand er Sværdet; Tankernes Højborg, Hovedet.

24. Brushoved.

25. sur Mælk.

26. ɔ: Fredløs.

27. ɔ: Manden.

28. Saarormen ɔ: Sværdet; dets Borg ɔ: Skjoldet; dets Vagt ɔ:Manden.

29. et Slags Skib.

30. De krumt opgaaende Spidser i Stavnene, der prydedes med Skjolde eller Dragehoveder.

31. ɔ: Kjæmpen.

32. Foden.

33. Mund.

34. ɔ: Skjoldet.

35. Valdisers (Valkyriers) Venner ɔ: Kjæmper.

36. ɔ: Kjæmpe.

37. Skjoldilden ɔ: Sværdet; dets Svinger, Kjæmpen.

38. Hjelmtræ ɔ: Kriger, Kjæmpe.

39. Skjoldets Frøj eller As ɔ: Kriger, Kjæmpe.

40. spille Tærninger.

41. ɔ: Kvinde.

42. Havilden ɔ: Guldet; dets Vogter, Manden.

43. ɔ: Skjaldskab.

44. ɔ: Torbjørn.

45. Kampen.

46. Havtaget ɔ: Isen; Havtagets Fjord altsaa Isfjord.

47. Tor reddede sig fra at drukne, hedder det i en Mythe, ved at gribe fat i en Røn; derfor kaldes denne Tors Redning og betegner her Vermnnds Hustru, Tor-bjørg (bjørg = Bjergning, Redning; deraf vort bjerge).

48. Sifs Husbonds (Tors) Hænders Hjælp og Støtte ɔ: Rønnen, han greb fat i, da han var ved at drukne, ɔ: Torbjørg, som ovenfor.

49. Odins Hustru er Jorden, dens Tvinge eller Rem er Snogen, der i Skjaldesproget bl. A. ogsaa kaldes »grettir«; den hele Omskrivning betegner altsaa Grette.

50. Lyngfisk en poetisk Benævnelse paa Snogen eller Slangen, der, som ovenfor nævnt, ogsaa kaldes »grettir«; den betegner altsaa her Grette.

51. Sten hedder bl. a. paa Oldnordisk »hallr«, Sværdets Land ɔ: Haanden hedder »mund«; den foregivne Lopt tilkjendegiver ved disse Omskrivninger, at hans virkelige Navn er Halmund.

52. Sværdstormen ɔ: Kampen; dens kampgridske Slange ɔ: Sværdet; Blodstien ɔ: Saaret.

53. Vikingers Uvejr ɔ: Kampen.

54. Hornets Flod eller Strøm er Mjøden; Disen, som vogter den, Kvinden.

55. Ringenes Bryder er, ligesom Skattenes, Guldets Øder, Manden, oprindelig tænkt som den mægtige Mand, der uddeler Rigdomme til sine Undergivne.

56. Hejmdals Sværd, digterisk Omskrivning for Hovedet.

57. Bue hin Guldrige = Bue hin Digre, der sprang overbord i Hjørungavaag med sit Guld; hans Stol ɔ: Guldet; dets Sol ɔ: Kvinden.

58. Skjæglingen ɔ: Skegges Ætling ɔ: Tore (Skeggessøn).

59. ɔ: Mand (den ringprydede) = Havildens (ɔ: Guldets) Træ.

60. Valkyriernes Telte er Skjoldene; hele Omskrivningen betegner altsaa Krigere, Mænd.

61. Valdisers eller Valkyriers Slange ɔ: Sværdet.

62. Hvad der fortælles i de to følgende Vers, kjendes ellers ikke.

63. Naalens Gyge (ɔ: Jættekvinde) er Kvinden.

64. Havets skinnende Lue er Guldet; dets Dis, Kvinden.