Gudehovet (Henry Petersen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Om Nordboernes Gudedyrkelse og Gudetro i Hedenold
- en antikvarisk Undersøgelse

Henry Petersen

II.
Gudehovet

Om de nordiske Gudehoves Udseende ere faa, men dog ret oplysende og overensstemmende Efterretninger naaede til vor Tid, næsten ene ved Islænderne. Det fremgaar tydeligt af dem — og det er en Omstændighed, der har haft megen kulturhistorisk Betydning — at der i Ydre som i Indre, i Grundform som Udstyr var megen Overensstemmelse mellem det hedenske Gudehov og den Bygningsform med halvrund Korslutning (Apsis), der var almindelig for de ældste kristne Kirker, som opførtes i Norden. Hovet var nemlig bygget som et firkantet Langhus, men havde i den ene Ende en rund Udbygning ”ligesom en Hue” siger en Saga. ”ligesom Sanghuset” (Koret) er i en Kirke, siger en anden; ”Kor eller Gudestue var der ved hvert Hov” hedder det et tredje Sted.

Det er jo sandsynligt, at Gudehovene i Norden have svaret i Bygningsform til dem, der i en tidligere Tid fandtes hos de beslægtede Folk mod Syd og Vest, og det er da ogsaa kun ved at fastholde den ”nordiske” Grundform af dem, at vi kunne forstaa Pave Gregor den stores Forskrifter til Kristendomsforkynderne i England: at Afgudstemplerne ikke burde forstyrres, men helliges og indvies til kristne Kirker, naar blot Afgudsbillederne bleve ødelagte. At Gudehovene have ligget i samme Retning som de kristne Kirker V — Ø. følger af Langhusets (Skibets) Udstyr i Lighed med Gildehallen (Høvdingskaalen), der netop var bygget i den anførte Retning; der synes oven i Kjøbet ligesom i Kirkerne at have været en Dør paa hver Side.

Ved Siden af den almindelige Kirkebygningsform med Langhus og halvrund Korslutning fremtræder der her i Landet og i Sverige — ligesom i Tyskland og i England — fra de første kristne Aarhundreder en anden, baade mærkeligere og sjeldnere Form: Rundkirken. Der er intet usandsynligt i at antage, at denne særegne Form for den kristne Kirkebygning ligesom den almindeligere har fundet et Tilknytningspunkt i hedenske Gudehuse; saa meget lettere kunde dens stærke Fremtræden her i Norden paa et isoleret Omraade som Bornholm forklares, og saa meget lettere forstaaelig var da den Omstændighed, at Rundkirken væsenlig har fundet sin Udbredelse i de af de gotiske Folkestammer beboede Lande. En Variant til Kjalnesinga Saga beskriver ligefrem Kjalarnæshovet som”kringlótt” og med en saadan Form for Øje kunde maaske Billedet af ”en Hue” (smhld. Benævnelsen ”Bispehuen” for Rundkirken i Bjernede) snarere komme frem end ved en halvrund Udbygning. Den runde Form for Gudehovet kan godt have været samtidig med den aflange, ja synes endog at have den mest oprindelige Karakter ved snarest at minde om den sandsynligste Form for den til Gudedyrkelsen indviede Plads, da endnu Skovens Træer dannede dens Vægge. At Hovet med en delvis Bibeholdelse af den runde Form efterhaanden kommer til at nærme sig Skaalebygningens Form, er en ret naturlig Udvikling, der kunde tænkes at have sin Grund i Offergildernes Karakter.

Gudehovene maa overalt i Norden — paa Island maaske dog kun til Dels — antages at have været opførte af Træ med Udskæringer og Prydelser, hvorom endnu nogle af de norske Trækirker fra det 12— 13de Aarhundrede kunne tjene til at give os en Forestilling. De vare vistnok i Almindelighed indhegnede med et Gærde, som i det mindste af én Saga beskrives som ”kringlótt”. Størrelsen var selvfølgelig forskjellig, 120 Fod i Længde, 60 Fod i Bredde var paa Island noget overordentligt, en saadan Udstrækning tillægges Gudehovene paa Kjalnarnæs og — for Længdens Vedkommende — i Vatnsdalen; vi tør sikkert nok antage, at de i Almindelighed i Størrelse have svaret til vore Kirker. Hovet var forsynet med Glugger, tjældet og i det hele vistnok udstyret med en ikke ringe Pragt. Dette ses f. Ex. af Adam af Bremens Beretning om Upsalahovet, ihvorvel der er en tydelig Overdrivelse af dets gyldne Glans i hans Beskrivelse af det som ”totum ex auro paratum”. Droplaugar-Sona Saga siger ligeledes Berses Hov paa Island udsmykket med ædle Metaller. Den rige islandske Landnamsmand Ketilbjørn den gamle byder sine Sønner at slaa et Tværtræ af Sølv i hans Hov — da de ikke ville, skjuler han sine Skatte. I Hovdøren paa Hlade hang en ”Guldring” — der rigtignok senere viste sig at være af Kobber indvendig.

Indenfor Hovdørene stode Øndvegissulerne (Højsædestøtterne), hvori de saakaldte Reginnagler, hvis Betydning ikke er klar, vare anbragte. I den halvrunde Udbygning vare Gudebillederne opstillede og foran dem stod en kunstfærdig udsmykket ”Stall” — svarende til ”Alteret”, siger Eyrbyggja Saga. Stallen var beslaaet foroven med Jærn: derpaa skulde brænde en Ild som aldrig slukkedes; den kaldtes ”den viede Ild”. Paa Stallen skulde ligge en aaben (mótlauss) Ring, der baade siges at have været af Sølv og Guld, vel snarest det sidste. Paa denne Ring skulde alle Eder sværges; Goden skulde ved sin Tiltrædelse dyppe den i Offerdyrets Blod og bære den ved alle Sammenkomster og andre Lejligheder, hvor han optraadte i Embeds Medfør. Angivelserne af Ringens Vægt ere usikre, idet Læsemaaderne i Haandskrifterne vexle mellem 2 — 9—20 Ører. Dette sidste (lidt over 36 Lod) turde dog være det rimeligste, saa meget mere som vi se Ringen paa Godens Haand (ɔ : om hans Haandled) istand til at afbøde et Sværdhug.

Paa Stallen stod fremdeles en stor Blodbolle (hlautbolli) af Kobber og deri en mindre Kost, den saakaldte ”hlauttein”. I Bollen skulde Blodet løbe af Offerdyrene og af de Mennesker, der blotedes, og med Hlauttein'en skulde det, som det hedder, stænkes over de tilstedeværende; ligeledes anvendtes den vist, naar Stallen skulde rødnes med Blod. Det slagtede Kvæg blev fortæret ved Blotgildeme, Menneskeligene styrtedes efter én Beretning i den Sump eller ”Blotkilde”, der var nær Hovet, hyppigere var det vist, at de ophængtes i Træer. En større eller mindre Lund synes derfor almindeligt, ligesom et Minde om Ofringerne i selve Skoven, at have ligget nær ved eller omgivet Hovet. Vi finde bestemt omtalt Lunden ved Upsala, der siges saa hellig ”at alle og ethvert Træ i den anses for Guddomme(?)”, fordi de til Guderne ofrede døde Kroppe have hængt deri. Ved Ringsted har ogsaa ligget en Lund; vi træffe Lunde, som den Dag i Dag nævnes efter Guderne, og det er sandsynligt, at Navnet ”Lund” for Skaanes Hovedstad minder om Byens Opstaaen ved Offerlunden.

Ved Gudehovene samledes Nordboerne aarlig til 3 store Hovedblot, men selvfølgelig maa vi antage Blot afholdte ogsaa paa andre Tider af Aaret ved forskjellige indtrædende Lejligheder. Kunne vi stole paa, at det er gamle Forhold, Sagaerne have for Øje, se vi ofte Nordboerne tidligt om Morgenen, selv i Linklæder begive sig til Hovet og i stille Bøn kaste sig ned foran Gudebillederne. De traadte altid ubevæbnede ind i Gudehovet, hvis Betydning som Fredssted blev strengt overholdt; selv om man i Tankeløshed undlod at stille sit Vaaben fra sig, var det forbrudt, som det synes til Hovgoden, saa snart man bar det over Hovets Tærskel. Da Olaf Tryggvasøn med sine Mænd træder ind i Gudehovet paa Møre, ere de alle efter hedensk Skik vaabenløse, Kongen har kun en guldprydet Stok i Haanden — med den slaar han Thors-Billedet omkuld.

Af de tre store Offerhøjtider fejredes den ene ved Midvinters Tid fra Hökunótt (Höggunótt) tre Nætter. Det var Julen, Nordboernes største Højtid, da de — uden Tvivl fordi det ny Aar stod for Døren — ofrede for et i alle Henseender lykkeligt Aar og ved Sonegalten aflagde Løfter om Manddomsgjerninger i det ny Aar. Vi vide sikkert, at den hedenske Jul faldt paa en anden Tid end de kristnes ɔ: i Slutningen af Januar eller i Begyndelsen af Februar næppe langt fra Kyndelmisse (Fastelavn). — Den anden Offerfest holdtes ved Sommerens Begyndelse (at sumri, móti sumri); den finde vi nævnet ”Sigrsblót”. Den tredje holdtes om Efteraaret (á haust, at vetri, at vetrnóttum) som det synes en Takkefest for den høstede Afgrøde, Nordboernes egentlige Høstfest.

Efter at Ceremonierne med Offerdyrets Blod vare udførte, blev Kjødet kogt; Suppen blev drukken, og Kjødet samt ædlere Dele af Indvoldene omdelte til Fortæring. Midt paa Gulvet i Hovet var tændt Baal, hvorover Kjedleme hang. Bægrene skulde bæres omkring Ilden — vistnok den viede Ild paa Stallen — og ligesom al Blotmaden signes af den Høvding, der raadede for Blotet. Tre Bægre bleve signede til tre forskjellige Guders”Minni”. Det første Bæger, fortæller Snorre i Kong Hakon den godes Saga (Kap 16), skulde man signe Odin til Sejr og Magt for sin Konge, men tømme Njords Bæger og Fröjs Bæger til Frugtbarhed og Fred; det var mange Mænds Sæd at drikke derefter ”Bragebægeret”. — Denne Snorres Beretning indeholder imidlertid Unøjagtigheder, som senere skulle paavises.

Af de aarlige Blot blev Midvintersblotet med et bestemt Antal Aars Mellemrum fejret med særegen Højtidelighed ved de forskjellige Centralhov i Rigerne. Derom ere bestemte Efterretninger bevarede os for Upsalas Vedkommende. Did skulde da Mænd søge fra hele Sviavældet, der blev holdt Ting, og der var Marked og Købstævne; Offerhøjtiden varede en hel Uge. Saaledes fortæller Snorre. Hos Adam af Bremen, paa hvis Tid endnu Blot fejredes i Upsala hedder det: Der holdes efter ni Aars Forløb i Upsala en højtidelig Offerfest fælles for alle Sveriges Landskaber. Høj og lav sende alle som én deres Gaver til Upsala; det er ikke tilladt nogen, selv ej dem, der have antaget Kristendommen, at undlade det. Ofringen er af følgende Beskaffenhed: af alt levende af Hankjøn fremsendes 9 Individer, med hvis Blod det er Skik at forsone Guderne. Legemerne ophænges i den ved Templet liggende Lund; der hænge Hunde, Heste og Mennesker mellem hverandre. En kristen Mand har fortalt mig at have set 72 saadanne døde Kroppe hænge rundt om i Træerne. Forøvrigt ere de Ceremonier, som ere forbundne med en saadan Ofring mangfoldige og lidet hæderlige, hvorfor det er bedst at tie stille med dem. Saxe taler om”syvaarige” Ofringer i Upsala; derimod træder 9 som Antallet paa de mellemliggende Aar ogsaa frem i Thietmar af Merseburgs Fortælling om de store Ofringer paa Sjæland. Han ved ogsaa, at Tiden for dem faldt efter de kristnes Jul, idet han henlægger dem til Januar. Der ofres, siger han, 99 Mennesker og lige saa mange Hunde og Haner, (“givne i Steden for Høge”).

Om Ceremonierne ved Blotene vide vi intet andet, end hvad der alt er anført. Selve Gudstjenesten synes efter de islandske Efterretninger at have været aabenlys i hele sit Væsen. Religionsmysterier vilde lidet svare til Nordboens Karakter — hvor lidet anset var ikke en mystisk Færd som den Sejdmændene øvede — og en ”Præstestand”, der kunde undfange og fostre Mysterier gaves ikke i Norden. Svage Spor vil en vis Art af saadanne kunde f. Ex. antages at foreligge i et leddet Gudebillede som det forestillende Thorgerd Hørgabrud, Færeyinga Saga omtaler, og som kunde bevæge Armen, men det er ikke rigtigt klart, fra hvilken Tid Billedet er laant af Sagafortælleren. — Uden Tvivl var den Herse, der vogtede Hovet i Dalene i Norge, selv ikke mindre forbavset end Befolkningen, ved at de 4 Brød og det Kjød, der daglig sattes for Gudebilledet, var fortæret den næste Morgen. Da Kolbein stærke paa Kong Olaf den helliges Befaling knuste det store Gudebillede, viste det sig hult indvendigt og ud af det løb Mus og Rotter, Øgler og andet Kryb. — Og dog kunne vi ikke andet end undre os, naar vi høre Saxe fortælle, at Stærkodder begav sig fra Sverige til Danmark, fordi han forargedes over al den”blødagtige Dans, Komediespil og Musik,” der knyttede sig til Offerfesterne i Upsala. En bestemt Erindring om noget saadant kunde endnu paa Saxes Tid være bevaret men det er næppe at forstaa som andet end Optrin, hvori den forsamlede Mængde tog Del, og som have svaret i visse Henseender til de Optog under Udpyntning, der til sene Tider bevarede sig ved Folkefesterne. — Som Støtte for, at der ved Nordboernes Offerfester forefaldt saadanne Optrin, som Saxe sigter til, saavel som for at det var noget, alle tog Del i, og som ikke alene foranstaltedes af de Mænd, der ledede Gudedyrkelsen, kan anføres Constantinus Porphyrogenitus' († 959) Beretning om Væringerne i Miklagaard i det 10de Aarhundrede. De fejrede Julefesten — under hvilken den nittende Dag efter Juledag af Hoffet særlig var gjort til Højtidsdag for Væringerne — med Dans af udpyntede Personer, der havde Kapper paa med Haarene vendte udad; de sang ogsaa Sange i deres Maal og sloge paa Skjoldene under Raabet: Tul! Tul!

En Ceremoni, der maa antages meget almindelig ved Blotene var at tage Varsler for tilkommende Begivenheder (ganga til fréttar), og netop for saaledes at udfritte Gudernes Villie har man sikkert ofte foranstaltet Blot. De nordiske Orakelsvar erholdtes ikke paa en saa mystisk Maade som Grækernes, men ganske simpelt dels ved tilfældige Hændelser under eller efter Blotet, dels og hyppigst ved ligefrem at kaste Lod, saaledes som Udtrykket ”fella blotspán” viser oftest med Træpinde, mærkede paa forskjellig Maade ligesom Metallodderne til de Vægtskaale, med hvilke Hakon Jarl vejede sin Skæbne.

Ynglinga Saga fortæller ofte om, hvorledes Upsalakongeme gaa ”til fréttar”, ogsaa Saxe ved at melde om Orakelsvar fra Guderne i Upsal, og selv i Remberts Levnetsbeskrivelse af Ansgar omtales det gjentagne Gange, hvorledes Lodkastning viser saa vel for Danske som for Svenske Gudernes Villie.

---