Guldbraa og Skegge

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Guldbraa og Skegge
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862



Hvam i Dalene, Sturlungernes gamle Hovedsæde, ligger i en ikke meget bred Dal. En Aa flyder igjennem Dalen og ligeoverfor Hvam, paa den anden Side af Aaen, ligger en Gaard, der hedder Akur; flere Gaarde findes ikke i Dalen. Akur har tidligt været beboet, om det end kunde see ud, som den egentlig hørte til Hvams Jorder; thi allerede i Sturlungernes Saga tales om Akur paa det Sted, hvor Sturla fortæller sin Drøm og siger, at det forekom ham, som om han var i Lien »ovenfor Akur«. Efter Guldbraa, der først skal have boet paa Akur, ere flere Steder i Dalen opkaldte, og om hende er følgende Fortælling almindelig gjængs paa Vesterlandet.


Audur den Grundrige tog hele Landet. ved Hvamsfjord i Besiddelse, og boede siden paa Hvam. Der levede hun, omgiven af stor Pragt og Rigdom. Paa den østlige Side af Aaen græssede Kvæget, men Markerne laae i Dalen imod Vest og naaede op til Lien. Disse Marker vare meget frugtbare, men dog var det altid Skik her, at Audur lod et Stykke af Marken ligge brak, skjøndt det saae ud til at være lige saa frugtbart, som den øvrige Jord, og med Strenghed forbød hun sine Huuskarle nogensinde at dyrke hele den sydlige Deel af Ageren eller at lade Kvæget gaae der paa Græs; skete det nogensinde, maatte det Kvæg ikke benyttes til næste Malkning.


Det var, da Audur den Grundrige var bleven meget gammel, at der engang kom en ung og saare deilig Kvinde til Hvam. Hun nævnte sig Guldbraa, men Ingen vidste, hvorfra hun kom, eller af hvad Æt hun var. Hun traf ikke Huusfruen selv, men kun hendes Værkstyrer. Ham spurgte hun da, hvorfor ikke Markerne Syd for Aaen vare opdyrkede; men han svarede hende, at Audur havde forbudt at dyrke dem. Da lo hun høit og ønskede Landet tilkjøbs; »jeg vil heller have een Tue deraf, end hele Hvams Land; thi det aner mig, at her vil den Skik blive almindelig og det Huus blive bygget, som jeg hader meest af Alt; giv mig derfor Hjemmel for Landet strax, uden at spørge Audur derom først,« sagde hun og rakte ham en stor Pung, fuld af Guld; men da ham nu baade tyktes Guldet fagert, og Audur desuden allerede havde frasagt sig Bestyrelsen af Gaarden, tog han imod Guldet og gav Hjemmelen.


Audur fik snart Kundskab herom, og jog da strax sin Værkstyrer bort; hun sagde, at aldrig vilde han trives af dette Guld; thi det anede hende, at denne Guldbraa var en Hex og en slem Gjæst; men nu vare hendes Anelser om Landet Syd for Aaen blevne til Virkelighed, »dog vil den Lykke følge Hvams Land,« sagde hun, »at dette ikke vil skade.« Værkstyreren kom da hjem med Pungen og vilde give Audur den, for at formilde hende. Han løste den op, men der væltede en stor Bunke Orme med en fæl Stank ud af den, og han gik fra Forstanden og døde efter en kort Tids Forløb. Han blev tilligemed Pungen lagt i Dysse i Fjeldet, der staaer paa den Jord, Guldbraa havde kjøbt, og siden hedder Stedet Ormedyb.


Audur lod Kjøbet staae ved Magt; men alle Markerne søndenfor Aaen, heelt nede fra Søen og op til en dyb Fjeldkløft i Dalen, lod hun nedlægge; hun lod sætte tre Kors paa Fjeldets Rand, hvorfor Stedet siden bliver kaldt Korskløften, og hun sagde, at ikke vilde Guldbraas Trolddomskunst faae Bugt med disse Kors sålænge hun levede. Guldbraa lod heller aldrig Nogen røre ved dem og tog sig iagt for at lade sit Kvæg komme der i Nærheden. Hun opførte en stor Gaard paa sin Jord; der byggede hun et Hov, og holdt store Offringer og øvede megen Trolddom. Men altid gik det galt med hendes Hexekunster, hvis hun under Udøvelsen af dem kom til at vende Øiet imod Hvam; hun sagde, at hun altid saae et stort Lys etsteds paa Hvams Hjemmemark, hvis klare Skin hun ikke kunde taale; da glemte hun sig og tog feil i sin Videnskab. Lignende Lys blinkede hende imøde fra Audurs Kors paa Fjeldranden, men dog meente hun ikke, at de vilde blive hende saa farlige, som Lyset paa Hjemmemarken. Aldrig traf Audur og Guldbraa hinanden og heller ikke tillode de deres Tjenestefolk at besøge hverandre over Aaen, og aldrig kom deres Kvæg sammen. Audur var Kristen, men havde ingen Kirke paa sin Gaard; hun forrettede sine Bønner paa Krossholar; thi derfra kunde man ikke see Hovet paa Akur. Før hun døde, bestemte Audur, at hun ikke vilde ligge i uindviet Jord; men hun sagde, at hun frygtede for Hedningenes Voldsgjeminger, og bad derfor om at blive begravet ved Flodmaalet. Nu kaldes Stedet, hvor hun ligger, Audurssteen, og den er endnu den Dag idag et almindeligt Strandmærke i Hvamsfjorden; da antages nemlig Søen ved stor Strøm at være halvt stegen eller falden, naar den først brydes imod Audurssteen.


Guldbraa boede ikke længe paa Akur efter Audurs Død; thi skjøndt hendes Magt tiltog, idet Hedenskabet blev almindeligt, og Hvamsboerne begyndte at udøve hedensk Gudstjeneste og Offringer paa Krossholar, kunde hun alligevel ikke finde Hygge, hvor Audurs Grav laa i Flodmaalet nedenfor hendes Eiendom og hun havde hendes Kors over sig ved Kløften paa Flodranden. Der var hun i en slem Klemme, og derfor overlod hun Akurlandet til Hvamsboerne, men tog selv den inderste Deel af Dalen i Besiddelse. Derinde er det meget skummelt, og Solen gaaer lavt der om Sommeren; men den største Deel af Vinteren kommer Solen slet ikke tilsyne paa Dalens Sydside. Hun valgte sit Opholdssted inderst i Dalen, hvor den er smalest og meest skummel, det Sted kaldes fra den Tid af Guldbraas Brink.


Guldbraa vovede ikke at gaae forbi Audurs Kors ind igjennem Dalen, før hun havde styrket sig med sin Trolddom. Hun gik til sit Hov, og der dvælede hun længe med mange selsomme Lader; men da hun gik ud, lod hun sig binde for Øinene; en Kiste, fuld af Guld, tog hun ud af Hovet med sig, i dens Laag lod hun fastgjøre en stor Ring, der havde siddet i Hovets Dør, steg derpaa til Hest, og red med Kisten foran sig, idet hun holdt fast i Ringen, medens hendes Huuskarl førte Hesten ved Tømmen. Hun forbød dem nogensinde at see op til Korsene i Lien. Men idet Den, der førte hendes Hest ved Tømmen gjennem Korskløften, kom til at see op til Lien, standsede han lidt, og da Kløften var slem at komme igjennem og Guldbraa skyndte ivrigt paa Hesten, snublede den. Derved faldt Kisten ned foran hende, mens Guldbraa kun beholdt Ringen tilbage i Haanden: Herover blev hun saa forskrækket, at hun rev Bindet fra sine Øine, forat see, hvad der var blevet af Kisten, men i samme Nu faldt Korsene paa Fjeldkanten hende lige i Øinene. Da skreg hun himmelhøit, sagde, at et utaaleligt Lys skar hende i Øinene; hun bød dem at række hende Kisten og ride fremad af alle Kræfter. Men Ringen, som hun holdt tilbage, slængte hun langt bort fra sig og sagde, at længe vilde hun fortryde, at hun havde taget den med; »det kan jeg da ogsaa nu see bagefter, sagde hun, at den Ring er bestemt til de Ting, der ere mine Tanker meest imod.«


Guldbraa fortsatte nu sin Reise. Men da hun var kommen et lille Stykke Vei bort fra Kløften, fik hun saa svare Øiensmerter, at da hun kom til Guldbraas Brink havde hun mistet Synet. Der dvælede hun nu en kort Tid, blind og med mange Slags Besværligheder, indtil hun faldt i en svær Sygdom. Da kaldte hun sine Huuskarle til sig, og bød dem at bringe sig hen til en Kløft, i hvilken hun vilde lade sig glide ned. Hun sagde, at hun vilde ligge, hvor man aldrig saae Sol og aldrig hørte Klokkers Lyd. Men ned i denne Kløft styrter imod Nord en Fos, og under den findes en Hule; Kløften er svimlende dyb og Fossen larmer og bruser dernede.


Guldbraa gik ind i Hulen og lagde sig paa Guldet. Da hun var bleven en Gjenganger i Fossen, ødelagde hun en Gaard paa Guldbraas Brink; naar det begyndte at blive mørkt, kunde hverken Mennesker eller Dyr beholde Livet der paa Brinken eller i Lien, og Faarehyrderne have altid siden troet at mærke Spøgeri der. Mén alt Gjengaagervæsen hørte op saasnart der blev bygget en Kirke i Hvam. Nu kaldes Stedet, hvor hun lod sig bringe hen, Guldbraas Kløft og Guldbraas Fos.


Ringen fra Hovets Dør findes endnu i Kirkedøren i Hvam. Det er en stor Broncering, hvis Haandtag er meget slidt; under Krampen findes en meget gammel Kobberplade, hvorpaa sees i ophøiet Arbeide to Mænd i Hærklæder med Hjelm paa Hovedet og Sværd ved Siden og iførte et kort Pandser. Den Ene jager den Anden et Spyd i Brystet, der trænger ud gjennem Ryggen.


Det fortælles i Kristendommens Saga og paa flere Steder, at da Præsten Thangbrand drog omkring i Vestfjordene, kom han ogsaa til Hvam. Hans Tale fandt der et uvilligt Øre, Huusfruen kom ikke ud, men blev inde og offrede, imedens hendes Søn Skegge gjorde Nar af Thangbrand og hans Mænd saalænge.


Denne Skegge siges at have boet længe i Hvam og at have styrket den hedenske Tro meget. Han var selv en Troldmand og Hedning fra Top til Taa, ligesom hans Moder. Men dog var han ikke saa stor en Troldmand, at han kunde faae Bugt med Guldbraas Gjengangeri. Ofte dræbte hun Hyrderne og Kvæget for ham, naar de kom til Guldbraas Brink. Det holdt Skegge ikke af, saameget mindre som han altid havde Mod paa, at faae Guldbraas Kiste hentet op af Fossen. Han sagde, hvad da ogsaa var sandt, at den var bedre gjemt hos ham, end hos hende, det døde Spøgelse.


En Dag drog han af sted i skjønt Veir, udrustet til at gaae ind i Guldbraas Fos. Veien indad igjennem Dalen var lang og det begyndte at blive Skumring, da han kom til Fossen. To Huuskarle, der skulde holde Tougene, fulgte med ham. Skegge gled ned i Fossen, og det varede ikke længe, før Karlene hørte et stærkt Bulder, Dundren og anden Ulyd; det lød, som om der var en haard Kamp under Fossen; de bleve meget bange, og det var ei langt fra, at de løb deres Vei, men i det Samme gav Skegge dem et Tegn til at de skulde trække Tougene op. Det gjorde de; men idet Guldbraas Kiste kom op til den fremspringende. Kant af Kløften, kom de til at see sig om, og det forekom dem da, som om hele Dalen heelt nedefra Hvam stod i lys Lue, saa at Luen strakte sig fra Fjeld til Fjeld. Da bleve de saa forfærdede, at de løb fra Tougene, og Kisten faldt ned igjen i Fossen. Da de vare komne ned fra Brinken, saae de intet Usædvanligt, men de holdt dog først op med at løbe, da de naaede Hjemmet. Skegge kom først længe efter, ilde tilredt; thi han var baade blaa og blodig. Han bar en stor Kjedel, fuld af Guld, paa Armen; den havde han fyldt med Guld fra Guldbraas Kiste, og havde derpaa halet sig op af Kløften med Hænderne. Kampen imellem Guldbraa og Skegge havde været haard og lang, og ikke havde han formaaet at tilintetgjøre Guldbraas Spøgeri; thi aldrig havde det været saa slemt, som efter denne Tid; hun dræbte den ene Hyrde efter den anden for Skegge, og tilsidst kunde han Ingen faae til at vogte sit Kvæg; thi Alle, som indlede sig derpaa, bleve dræbte.


Efter at Skegge havde været i Fossen, blev han aldrig mere, hvad han før havde været; baade Følgerne af Kampen og Drabet af hans Hyrder rørte ham saa stærkt, at han lagde sig til Sengs. Men da det var kommet saa vidt, at Ingen lod sig bevæge til at vogte Kvæget, stod Skegge en Dag op af Sengen og gik til sine Faar. Der gik Dag og Nat, uden at Skegge kom; men seent den næste Dag kom han hjem, mere død end levende; thi Ingen havde vovet at see til ham. Da bar han Guldbraas Kiste paa Ryggen. Han sagde, at nu vilde ikke hendes Spøgeri gjøre mere Skade men selv maatte han nu vel ogsaa følge efter hende; han gik derpaa igjen til Sengs, og stod ikke op mere. Han ønskede før sin Død, at det Guld, som var i Kjedelen, maatte blive anvendt til Indkjøb af Kirketømmer, for at en Kirke kunde blive bygget i Hvam. Han sagde, at da han første Gang, gik ind i Fossen og brødes med Guldbraa, havde han gjort Løfte til sin Ven Thor, men han havde svigtet ham; men sidste Gang havde han, da han befandt sig i endnn større Vaande, gjort det Løfte, at give Penge til at bygge en Kirke for i Hvam, hvis han kom frelst udaf Guldbraas Kløer. Men i det Samme saaes der en stærk Lue i hendes Øine, og før han vidste et Ord deraf, var hun bleven til en Steen dernede i Kløften. Og endnu den Dag idag sees Spøgelset i Guldbraas Fos.


Alligevel vilde Skegge ikke omvende sig, eller lade sig begrave ved Kirken i Hvam, tvertimod bød han, at man lagde ham i Høi paa den nordlige Side af Hjemmemarken. Det blev gjort og Guldbraas Kiste blev lagt under hans Hoved. Der staaer nu en stor Steen, som hedder Skeggesteen. Dalen, som den vender ud til, hedder Skeggedal, og Guldbraas Brink ligger imod Syd i denne Dal.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.