Hød og Balder
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Adels' Broder Hød, der, som før meldt, var Kong Gevars Fostersøn, tog nu efter Hjartvar Styret i begge Riger. For at det, som timedes ham, bedre kan forstaas, vil jeg begynde fra Begyndelsen af; thi det, som tildrog sig i de sidste Aar af hans Liv, træder smukkere og fyldigere frem, naar man ikke forbigaar de første i Tavshed. Da Hødbrod var bleven fældet af Helge, tilbragte hans Søn Hød sin Barndom hos sin Fosterfader Kong Gevar, og da han var kommen til Skjels Aar og Alder, overgik han i Legemsstyrke sine Diebrødre og jævnaldrende, og derhos var han vel forfaren i alskens Idrætter, saasom Svømning, Bueskydning og Brydning. Han var saa smidig, som han efter sin Alder kunde være, og lige saa øvet, som han var stærk. I Henseende til Sjælens Evner og Anlæg var han langt forud for sine unge Aar. I at spille paa Luth og Lyre havde han ikke sin Overmand, og Hakkebræt og Lire og alskens Strængeleg var han ogsaa dreven i, saa han ved sine Toner kunde vende Menneskenes Følelser, som han vilde, og forstod at vække Glæde eller Sorg, Medlidenhed eller Harme i deres Sjæle, saa han snart kildrede deres Øren, snart fyldte dem med Skræk. Gevars Datter Nanna fandt Behag i alle disse Ynglingens Færdigheder og fattede Elskov til ham. Man ser jo nemlig tit, at unge Mænds Dyder er nok til at vække Møers Attraa, og at de tager til Takke med Bravhed, selv hvor det skorter paa Tække, thi Elskovs Veje er mangfoldige; til nogle baner et smukt Ansigt Vej, til andre Dyd og atter til andre Idrætter; nogle vinder Kjærlighedens Gunst ved høvisk Væsen, nogle ved Fagerhed, og modige Mænd saarer ikke Pigehjærter mindre end smukke Mænd.
Men nu hændte det, at Odins Søn Balder fik Nanna at se, en Gang hun var i Bad, og dette Syn fyldte ham med uslukkelig Elskov; hendes dejlige Legemes Herlighed og hendes straalende Fagerhed tændte hans Sjæl i Brand, thi intet opflammer Lidenskaben saa stærkt som Fagerhed. Da han nu frygtede for, at Hød især vilde staa hans Attraa imod, besluttede han at dræbe ham, for at han uhindret kunde tilfredsstille sin utaalmodige Elskovs Trang.
Ved samme Tid fòr Hød paa Jagten vild i Taagen og kom til et Sted, hvor nogle Skovmøer havde deres Jomfrubur. De hilste ham ved Navn, og han spurgte da, hvem de var, hvortil de svarede, at de raadede for Lykken i Krig, thi de var tit usynlig til Stede i Kampen og ydede hemmelig deres Venner Hjælp til at vinde den attraaede Sejr, de kunde nemlig, efter som de fandt for godt, berede Sejr eller Nederlag, sagde de. Derhos fortalte de ham, hvorledes Balder var bleven opflammet til Elskov ved at se hans Diesøster Nanna i Bad, men formanede ham til, hvor grumt han end havde Aarsag til at hade ham, ikke at udæske ham til Kamp, thi han var en Halvgud, der i Løndom var runden nf guddommelig Sæd. Saa snart Hød havde faaet dette at vide, forsvandt Huset pludselig, og han stod ene under aaben Himmel, uden Tag over Hovedet, midt ude paa Marken. Han undrede sig især over Pigernes pludselige Flugt, over Stedets Omskiftelighed og over, at Huset var et rent Skyggebillede; han vidste nemlig ikke, at hvad der var foregaaet omkring ham, blot var Blændværk og tomt Gjøglespil.
Da han kom hjem, fortalte han Gevar, hvorledes han var faret vild, og hvorlunde der var bleven drevet Gjæk med ham, og bejlede derhos strax til hans Datter. Hertil svarede Gevar, at han med Glæde vilde føje ham, hvis han ikke var bange for at paadrage sig Balders Vrede ved at give ham et Afslag, thi han havde først været hos ham i samme Ærind, og hans Legem var saa stærkt og helligt, at Sværd ikke bed paa det. Han vidste nu alligevel ét Sværd, sagde han, der kunde give Balder Banesaar, men det var godt gjemt; det tilhørte en Skovtrold ved Navn Miming, og han havde ogsaa en Armring, der ved en hemmelig og vidunderlig Magt bevirkede, at dens Ejermands Rigdom stadig voxede, men Vejen til Stedet, hvor disse Ting fandtes, var ufarbar og fuld af Hindringer, saa det var ikke let for noget Menneske at komme derhen; paa største Delen af den herskede der desuden til Stadighed en usædvanlig stærk Kulde. Derfor skulde han spænde Rener for sin Vogn, for at de hurtig kunde føre ham over de i Frost stivnede Fjælde. Naar han var kommen til Stedet, skulde han rejse sit telt saaledes vendt fra Solen, at dets Skygge faldt paa Hulen, Miming holdt til i, og at det selv ikke laa i Skygge, for at Mørket ikke skulde skræmme Trolden fra at gaa ud. Paa den Maade vilde han kunne faa fat i Armringen og Sværdet, af hvilke den første skaffede Rigdom, det andet Sejr, saa at begge Dele var kostelige Klenodier for den, som ejede dem. Saaledes talte Gevar, og Hød var ikke sen til at gjøre, som han sagde, rejste sit Telt paa den Maade, der var bleven ham anvist, og tilbragte Nætterne med at ligge paa Lur og Dagene med at gaa paa Jagt, saa han hverken Nat eller Dag fik Søvn i sine Øjne, men delte Døgnet imellem at gruble over Tingene og at skaffe Midler til Livets Ophold. Som han saaledes en Nat igjennem sad mat og døsig med Sindet opfyldt af Bekymringer, saa' han Troldens Skygge falde over sit Telt; han kastede sit Spyd efter ham, saa han faldt, og da han ikke mægtede at fly, bandt han ham og afæskede ham med de grummeste Trusler Sværdet og Armringen. Trolden var ikke sen til at kjøbe sit Liv ved at give ham, hvad han forlangte, thi det gælder for alle, at Livet gaar fremfor alt andet, intet plejer at være de dødelige dyrebarere end det. Med de vundne Klenodier vendte Hød nu hjem, glad over sit lille, men kostelige Bytte.
Da Geld, Kongen i Sachsland, fik Nys om, at Hød havde vundet disse Klenodier, eggede han ved jævnlige Overtalelser sine Mænd til at fratage ham dette herlige Bytte, og omsider gav de efter og udrustede i al Skyndsomhed en Flaadé. Gevar, som var fremsynet og overmaade forfaren i Spaadomskunsten, havde forudset dette, kaldte Hød for sig og bød ham, naar han kom i Slag med Geld, taalmodig at tage imod hans Pile og ikke begynde at afskyde sine, før han saa', at Fjenden ikke havde flere tilbage, og saa skulde han desuden bruge Stavnleer og med dem hugge Skibene i Stykker og trække Hjælmene og Skjoldene fra Krigerne. Hød fulgte hans Raad, og det stod han sig ved. Han bød sine Mænd rolig finde sig i Gelds første Angreb og blot dække sig med Skjoldene, thi i den Dyst skulde Sejren vindes ved Taalmodighed, sagde han. Fjenden sparede nu ikke i nogen Maade paa Spyd og Pile og blev blot des hidsigere til at overdænge Hød med sine Kastevaaben, jo taalmodigere han mærkede, at han tog imod dem; kun faa af dem gav Saar, en Del af dem blev siddende i Skjoldene, en Del i Skibsplankerne, og adskillige gik helt forgjæves og gjorde slet ingen Fortræd. Høds Krigere havde nemlig gjort, som deres Konge bød, og dannet en fast Skjoldborg, som Pilene tørnede imod, og adskillige af dem prellede med et svagt Stød af imod Skjoldbulerne og faldt i Vandet. Da hele Gelds Forraad var sluppet op, og han saa', at Fjenden med stor Ivrighed sankede hans egne Vaaben op og sendte ham dem tilbage, lod han et rødt Skjold hejse op i Mastetoppen, hvilket var Fredstegn, og bjærgede Livet ved at overgive sig. Hød tog imod ham med et mildt Ansigt og venlige Ord og besejrede ham ikke mindre ved sit høviske Væsen end ved sin Snildhed.
Ved den samme Tid sendte Helge, Kongen i Helgeland, Gang efter Gang Bud til Finnernes og Bjarmernes Konge Guse for at bejle til hans Datter Thora, eftersom den, der véd med sig selv, at han staar paa svage Fødder, er nødt til at søge Støtte hos andre. Det var nemlig ellers paa den Tid Skik, at unge Mænd, naar de bejlede, selv talte deres Sag, men Helge havde en Skade i Munden, som gjorde, at han undsaa sig for at bruge den hjemme, endsige blandt fremmede, efter som man jo helst vil dølge sine Lyder, thi jo mere aabenbare Legemsbrøst er, des tungere er de at bære. Guse lod kun haant om denne hans Bejlen og svarede, at den, der stolede saa lidt paa sig selv, at han maatte lade andre bejle for sig, ikke var værdig til at indtræde i Ægtestand. Da Helge fik det Svar, bad han saa mindelig Hød, som han vidste havde en sleben Tunge, om at tage sig af hans Sager og lovede i sin Iver til Gjengjæld at gjøre alt, hvad han forlangte af ham. Hød lod sig bevæge ved den unge Mands indtrængende Bønner, rustede en Flaade og drog med den til Norge for at sætte igjennem med Magt, hvad han ikke kunde opnaa ved Ord. Da han med den sødeste Veltalenhed havde talt Helges Sag, sagde Guse, at han vilde spørge sin Datter, hvad hun mente derom, for at det ikke skulde se ud, som om han med stræng faderlig Myndighed paa Forhaand havde afgjort Sagen imod hendes Vilje, og da han lod hende kalde og spurgte, om hun vilde have den Mand, der bejlede til hende, og hun svarede Ja, fæstede han hende til Helge. Saaledes fik Hød ved sin søde og flydende Veltalenhed Guse til at lukke Ørene op, skjønt han før havde stoppet dem til, for hvad han bad om.
Medens dette gik for sig i Helgeland, drog Balder med Vaaben i Haand ind i Gevars Land for at kræve Nanna til Brud. Da Gevar sagde, at han maatte spørge Nanna, hvad hun selv mente om den Ting, talte han Pigen til med de fagreste og sødeste Ord, og da han ingen Vegne kunde komme dermed, vilde han endelig vide, hvad Grunden var til hendes Afslag. Hun svarede, at en Gud ikke kunde ægte et Menneske, det forbød den overvæltes Forskjel paa deres Natur; Guderne gjør jo endogsaa undertiden selv Ende paa saadanne Ægteskaber og bryder Baandet imellem Folk, der er saa ulige stillede; der kunde heller ikke finde nogen stadig Forening Sted imellem Væsener af saa vidt forskjellig Art, eftersom Smaafolks Lykke altid bliver krank hos Storfolk. Rigdom og Armod kunde ikke bo under Tag sammen, og der kunde ikke sluttes nogen fast, gyldig Pagt imellem den rige Fugl og den fattige Fugl. Endelig kunde det, der hører Jorden til, ikke spændes sammen med det, der hører Himlen til, imellem dem havde Tingenes indbyrdes stridige Natur ved deres Oprindelse sat et uoverstigeligt Skjel, eftersom der er en uendelig Afstand imellem et dødeligt Menneske og en i Herlighed straalende Guddom. Med saadanne Spidsfindigheder afviste hun Balders Bønner og gav snildt Grunde for sin Vægring ved at indlade sig paa dette Ægteskab.
Da Hød fik dette at vide af Gevar, beklagede han sig stærkt for Helge over Balders Frækhed. Ingen af dem vidste ret, hvad der var at gjøre, og de lagde længe Raad op sammen. I Modgang er det altid godt at have en Ven at tale med, thi selv om det ikke afvender Ulykken, lindrer det dog Sorgen. Efter at de havde drøftet forskjellige Anslag, fik Modet Overtaget, og de gav sig til at holde Søslag med Balder. Det blev en Kamp imellem Guder og Mennesker, thi Odin og Thor og hele Gudernes hellige Hærskare stred for Balder, saa i den Dyst brødes guddommelige og menneskelige Kræfter med hinanden. Hød, hvis Brynje intet Sværd kunde bide paa, brød ind i Gudernes tætteste Fylkinger og fo'r saa drabeligt frem, som det er muligt for et Menneske over for Guder. Men Thor svang sin tunge Kølle saaledes, at ethvert Skjold, den ramte, splintredes, og opfordrede lige saa stærkt Fjenderne til at gaa imod ham som sine Stalbrødre til at værge sig; intet Vaaben eller Værge holdt Stand imod hans Slag, hvad han ramte knustes, hverken Skjolde eller Hjælme stod sig mod hans vældige Kølle, ingen var saa stor eller stærk, at han jo maatte bukke under for ham. Sejren vilde da ogsaa være tilfalden Guderne, hvis ikke Hød, da hans Fylking begyndte at vige, hurtig var løbet frem og havde gjort Køllen ubrugelig ved at hugge Skaftet over paa den. Da Guderne havde mistet det Vaaben, gav de sig strax paa Flugt. Man skulde ikke tro, at Guder kunde overvindes af Mennesker, hvis de gamle ikke forsikrede det, men for Resten var de jo mere Guder af Navn end virkelige Guder, vi kalde dem blot saa, fordi Hedningerne gjorde det, ikke fordi de virkelig var det.
Balder reddede sig ved at løbe sin Vej, og Sejrherrerne sønderhuggede nogle af hans Skibe og borede Resten i Sænk; ikke tilfreds med at have overvundet Guder lod de deres Grumhed gaa ud over, hvad der var tilbage af Flaaden, og styrede deres ulyksalige Krigslyst ved at ødelægge den; Medgang øger jo for det meste Overmodet. Havnen, hvor Slaget stod, minder endnu ved sit Navn om Balders Flugt. Sachserkongen Geld, der faldt i det samme Slag, gav Hød en herlig Ligfærd; han lod bygge et Baal til ham af Skibe og lagde ham der oven paa Ligene af hans Skibsfolk og lod ikke blot en prægtig Gravhøj opkaste over hans Aske, Resterne af det kongelige Lig, men fulgte det ogsaa til Jorden med alle Æresbevisninger. Derefter vendte han, for at ikke yderligere Gjenvordigheder skulde trække hans Giftermaal i Langdrag, tilbage til Gevar og holdt sit med Længsel attraaede Bryllup med Nanna, hvorpaa han efter at have skjænket Helge og Thora rige Gaver, førte sin Brud hjem til Sverige, i lige saa høj Grad æret af alle paa Grund af Sejren, som Balder var bleven til Latter ved sin Flugt.
Da de svenske Stormænd en Stund efter drog til Danmark for at betale Skal, fik Hød, der for sin Faders udmærkede Fortjenesters Skyld var bleven kaaret til Konge af sine Landsmænd, en Prøve paa Lykkens Ustadighed, thi han blev overvunden i et Slag af Balder, som han selv kort i Forvejen havde overvundet, og maatte flygte til Gevar, saa at den Sejr, han havde vundet som Undersaat, blev ham fravristet som Konge. Efter at have vundet denne Sejr lod Balder for at skaffe Vand, hans Krigere kunde læske deres Tørst med, grave dybt i Jorden i Haab om at finde nye Kilder; Vandet vældede ogsaa frem, og de tørstige Krigere satte Mundene til de sprudlende Væld rundt omkring. Man holder for, at Navnet paa disse Kilder endnu lever i Folkemunde, saa at Sporene af dem endnu ikke er helt udslettede, skjønt det fordums Væld nu er udtørret. Om Nætterne blev Balder stadig saa stærkt plaget af Marer i Nannas Skikkelse, at han faldt i en Sot, der tog saaledes paa ham, at han ikke kunde støtte paa Benene, hvorfor han begyndte at vænne sig til at age i Vogn eller Kærre, naar han færdedes ude. Saa stærkt var hans Hjærte opfyldt af Elskov, at han næsten helt svandt hen, og han syntes, at Sejr ingen Ting havde at betyde for ham, naar den ikke bragte ham Nanna som Bytte.
Frø bosatte sig nu ogsaa som Gudernes Statholder ikke langt fra Upsal, hvor han i Steden for den gamle Maade at ofre paa, der havde været brugt i saa mange Hundrede Aar og af saa mange Folk, indførte en ny sørgelig og gruelig Slags Ofre; han bragte nemlig Guderne vederstyggelige Ofre ved at lade Mennesker slagte til deres Ære.
Imidlertid havde Hød faaet at vide, at Danmark var uden Høvding, idet Rolv var bleven dræbt af Hjartvar, som strax havde maattet bøde derfor med Livet. Her havde Tilfældet bragt ham, hvad han knapt havdo kunnet haabe, sagde han, thi baade havde Rolv, som han selv burde have dræbt, fordi Rolvs Fader Helge havde raadet hans Fader Hødbrod Bane, nu faaet sin Straf af en anden, og ved en uventet Lykkens Gunst havde der nu ogsaa aabnet sig en Lejlighed for ham til at bemægtige sig Danmark, thi naar man rigtig undersøgte Forfædrenes Stamtavler, viste det sig, at han havde lovligt Arvekrav paa dette Rige. Derpaa drog han til Sjælland med en stor Flaade for at benytte sig af den Gunst, Lykken i Øjeblikket bød ham, og bemægtigede sig Havnen Isøre. Her mødte den danske Almue ham og kaarede ham til Konge, og da han kort efter fik at vide, at hans Broder Adils, som han havde sat til at herske over Sverige, var død, forenede han Sverige med Danmark. Adils fik forøvrigt et skammeligt Endeligt; thi da han i sin Hjærtensglæde over Rolvs Død fejrede denne med et Gjæstebud, drak ban saa overstadig, at han pludselig døde og saaledes ved en styg Død maatte bøde for sin hæslige Umaadelighed, saa at han i sin overvættes Glæde over en andens Død selv voldte sin egen.
Da Hød var draget hjem til Sverige, kom Balder ogsaa til Sjælland med en Flaade, og da han baade havde Ry for at være en berømmelig Kriger og en ypperlig Høvding, gik Danskerne strax ind paa alt, hvad han forlangte, og lod ham tage Styret. Saa vægelsindede var vore Forfædre! Hød drog da atter fra Sverige og begyndte en farlig Krig med ham. En svar Dyst blev det, de førte om Overtaget, thi de var begge opsatte paa at vinde Riget, og Enden blev, at Hød maatte fly; han tyede over til Jylland, hvor han slog sig ned i en lille By, som han opkaldte efter sit Navn. Da Vinteren var leden, drog han ganske alene over til Sverige igjen, stævnede sine Stormænd til sig og sagde, at han var kjed af Livet nu, da det var gaaet saa skjævt for ham, at Balder to Gange havde sejret over ham. Derpaa tog han Afsked med dem alle, søgte hen til vanskelig tilgængelige Egne, hvortil der hverken førte Vej eller Sti, og vankede om i Udørkener, hvor ellers aldrig noget Menneske satte sin Fod. Det gaar jo nemlig gjærne saa, at den, som hjemsøges af Sorg, han ingen Trøst kan finde for, tyr til fjærne og afsides Steder, som om det kunde hjælpe til at fordrive Sorgen, og at den, der har tunge Bekymringer, ikke kan finde sig i at færdes blandt Mennesker, saa højt elsker Sorgen Ensomhed, og den, som er syg paa Sjælen, finder mest Behag i Snavs og Urenlighed. Hød havde haft for Skik at sidde paa Toppen af et meget højt Bjærg og afgive sine Kjendelser, naar Folk kom og raadspurgte ham, og de, som nu søgte ham forgjæves der, klagede over hans Ørkesløshed, alle skjældte med de haardeste Ord over hans Fraværelse.
Men da Hød en Stund havde vanket om i vildsomme Egne og var kommen igjennem en Skov, hvor Mennesker ellers aldrig færdedes, kom han til en Hule, hvor nogle ukjendte Møer holdt til, som viste sig at være de samme, som i sin Tid havde givet ham hans Kjortel, som Vaaben ikke bed paa. Da de spurgte, hvorfor han var kommen did, fortalte han dem, hvor ulykkelig det var gaaet ham i Krigen, sagde, at de havde sveget ham, og begyndte at jamre sig over den kranke Skæbne, han havde haft, og den Vaande, han var i, og at beklage sig over, at det havde føjet sig helt anderledes for ham, end de havde lovet. Dertil svarede Skovmøerne, at skjønt han kun sjælden var gaaet af med Sejren, havde han dog voldt sine Fjender lige saa stort Tab, som han selv havde lidt, og ikke anrettet mindre Mandefald blandt dem end de blandt hans Folk. Forøvrigt var Sejren ham vis, dersom han kunde faa fat i en overmaade sød Spise, som Balder havde opfundet til at øge sine Kræfter med; kunde han blot berøve sin Fjende denne styrkende Mad, vilde intet falde ham svært.
Da Hød hørte det, fik han strax igjen svært Mod paa at kriges med Balder, skjønt det maatte tykkes saare vanskeligt at angribe Guder med jordiske Vaaben. Der var ogsaa dem af hans Folk, som holdt for, at det ikke vilde være raadeligt for ham at give sig i Krig med Guder; men saa umaadelig ophidset var hans Sind, at al Ærbødighed for deres ophøjede Væsen var forsvundet af det; thi hos tapre Mænd faar ikke altid Fornuften Bugt med Hidsigheden, stundom faar Dumdristigheden Overtaget over Besindigheden. Maaske har Hød ogsaa betænkt, at de ypperste Mænds Magt tit staar paa de svageste Fødder, og al liden Tue kan vælte stort Læs.
Balder samlede nu Danskerne og rykkede imod Hød for at holde Slag med ham. Da der var faldet en umaadelig Mængde, næsten lige mange paa hver Side, gjorde Natten Ende paa Kampen. Omtrent ved den tredje Nattevagt gik Hød, uden at nogen vidste det, ud for at udspejde Fjenden; thi han kunde ikke sove for den Bekymring, den overhængende Fare holdt ham i, som det jo for det meste gaar, at Sindets overvættes Bevægelse hindrer Legemet i at finde Hvile, og Sjælens Uro ikke tillader Legemet at falde til Ro. Da han var kommen ind i Fjendens Lejr, fornam han, at de tre Møer, der bragte Balder den hemmelighedsfulde Spise, havde forladt Lejren. Han kunde følge deres Spor i Duggen og løb efter dem og kom saaledes omsider til det Hus, de holdt til i. Da de spurgte, hvem han var, sagde han, at han var Harpespiller, og gav dem strax Syn for Sagn, thi da de rakte ham en Harpe, og han havde stemt den, slog han Strængene og spillede saaledes for dem, at han kildrede deres Øren med de lifligste Toner. Disse Møer havde tre Snoge, hvis Gift de plejede at blande i den styrkende Spise, de lavede til Balder; de fik dem til at gabe, og saa randt der en Mængde Edder fra dem ned i Spisen. De to af Møerne vilde i deres Venlighed have budt Hød at spise af den; men den ældste af dem forbød dem det og sagde, at det vilde være Svig imod Balder, om de øgede hans Fjendes Kræfter. Han sagde dertil, at han ikke var Hød selv, men hans Stalbroder, og Møerne var da saa venlige ikke blot at lade ham nyde noget af Spisen, men ogsaa at skjænke ham et dejligt skinnende Bælte, som bragte Sejr i Kamp. Da han nu gik samme Vej tilbage, som han var kommen ad, mødte han Balder og saarede ham saaledes i Siden, at han blev liggende halv død. Da dette spurgtes, gjenlød hele Høds Lejr af hans Krigeres Fryderaab, og Danskerne kærede og klagede over den Skæbne, der var overgaaet Balder. Da denne grant skjønnede, at det led mod Døden med ham, begyndte han, opflammet af de Smerter, hans Saar voldte ham, Dagen efter Kampen igjen, og medens den rasede, lod han sig i en Bærestol føre om i Slaget, for at han ikke skulde faa Ord for at have søgt en uhæderlig Død i sit Telt. Natten efter anbenbarede Hel sig for ham i en Drøm og sagde, at Dagen efter skulde han hvile i hendes Favn. Og det var intet tomt Drømmevarsel, thi da Tredjedagen var leden til Ende, døde Balder af de overvættes Pinsler, hans Saar voldte ham. Hans Krigsfolk holdt en kongelig Ligfærd efter ham og opkastede en Høj over ham. Denne Høj gav nogle Mænd i vore Dage - deres Formand hed Harald - sig en Gang ved Nattetid til at grave i, fordi de som Følge af det Ry, der gik af den Begravelse, der i gammel Tid havde fundet Sted, haabede at finde Skatte i den; men de blev pludselig slagne af Skræk og opgav deres Forehavende. Det syntes dem nemlig, som der pludselig fra Højens Top, som de havde gravet igjennem, brød en vældig brusende Vandstrøm frem, der med den voldsomste Fart overskyllede Markerne nedenfor og rev alt med, hvad der kom i Vejen for den. Forskrækkede over dens Voldsomhed kastede de deres Hakker og tog Flugten til alle Sider i den Tro, at det frembrydende Væld vilde rive dem bort med sig, i Fald de længere vedblev med deres Forehavende. Saaledes drev den Skræk, dette Steds Skytsaander pludselig indjog de, unge Mennesker, dem til at opgive deres Griskhed og tænke paa deres Frelse og lærte dem at lade de Skatte, de higede efter, i Stikken og at tage Vare paa deres Liv. Det er nu sikkert nok, at denne fremvældende Vandstrøm var et Blændværk og ingen Virkelighed, ikke opstaaet i Jordens Indvolde, men frembragt ved Gjøglekunster; thi Naturen lader ikke Kilder vælde frem paa slige tørre Steder. Men siden den Tid har alle som Følge af Rygtet om den Gravning ladet Højen ligge i Fred. Derfor véd man ikke, om der er Skatte gjemt i den, eftersom der ikke siden Haralds Tid er nogen, der har dristet sig til at grave i dens dunkle Grund.
Odin søgte nu, uagtet han ansaas for den øverste Gud, til Spaamænd og Sandsigere og alle andre, som han havde hørt lagde sig efter at se ind i Fremtiden, for at faa at vide, hvorledes han skulde tage, Hævn for sin Søn; thi saadan en ufuldkommen Gud har for det meste menneskelig Bistand nødig. En Finne ved Navn Rostjov forudsagde: ham da, at han med Rind, en Datter af Ruthenernes Konge, skulde avle en anden Søn, der skulde hævne sin Broders Bane, thi Guderne havde bestemt, at deres Medbroder skulde hævnes af denne sin endnu ufødte Broder. Da Odin havde hørt det, trak han Hatten ned over Øjnene, for at ingen skulde kjende ham, og drog til den nævnte Konge og gav sig i Krigstjeneste hos ham. Kongen gjorde ham til sin Krigsøverste, og med den Hær, han fik at raade over, vandt han den herligste Sejr over Fjenden, og som Følge af den Tapperhed, han havde vist i Kampen, blev han en af Kongens allerbedste Venner og blev overøst ikke mindre med Gaver end med Æresbevisninger. Kort Tid efter drev han ganske alene Fjendernes Fylking paa Flugt og vendte tilbage ikke blot som Budbringer om dette vidunderlige Nederlag, men ogsaa som den, der havde anrettet det. Alle undrede sig over, at én Mands Kræfter havde været nok til at vinde saa stor en Sejr over utallige, og da han nu, stolende paa den Fortjeneste, han saaledes havde indlagt sig, hemmelig aabenbarede Kongen sin Elskov, tog denne med den største Velvilje imod hans Bejlen, men da han saa, glad herover, bad Pigen om et Kys, gav hun ham en Kindhest i Steden.
Hverken den Spot eller den Skade, denne Forsmædelse havde bragt over ham, fik ham imidlertid til at opgive sit Forehavende. Aaret efter kom han nemlig, eftersom han ikke med Skam vilde opgive, hvad han til al begynde med havde været saa opsat paa, tilbage til Kongsgaarden i en ande Dragt. De han traf paa, skulde nu have ondt ved at kjende ham igjen, thi sine virkelige Ansigtstræk havde han udvisket med Smuds, og han havde dækket sin gamle Skikkelse med et Lag af Uhumskhed. Han kaldte sig Rost og sagde, at han var dreven i Smedehaandværket, og ved at smede adskillige Ting i Kobber med stor Kunstfærdighed lagde han i den Grad sin Dygtighed for Dagen, at Kongen gav ham en Mængde Guld og bød ham gjøre Kvindesmykker deraf. Han smedede da alskens Smykker, og saa forærede han Pigen et Armbaand, der var endnu kunstfærdigere gjort end alt det andet, og nogle lige saa herlige Ringe. Men Lede lader sig ikke overvinde, hvor megen Umag man end gjør sig derfor; da han bad Rind om et Kys, fik han en Næsestyver; thi Gaver agtes kun ringe, naar den, som giver dem, er ilde lidt; kjærkomment er kun, hvad der rækkes af Vennehaand, saa hvad Gaven er værd for den, der faar den, kommer for det meste an paa, hvem Giveren er. Den stivsindede Pige tvivlede ikke om, at den gamle havde en Ræv bag Øret og ved sin foregivne Gavmildhed kun vilde opnaa at faa sin Lyst styret, saa hun maa have været lige saa skarpsindig som ubøjelig, eftersom hun opdagede, at der laa Svig bag hans Venlighed, og at hans Gavmildhed dækkede over uhøviske Lyster. Hendes Fader gav hende mange onde Ord, fordi hun ikke vilde tage ham til Mand, men hun, som kun med Afsky kunde tænke paa at gifte sig med en Gamling, sagde, at Piger ikke burde forhaste sig med at tage en Mand i Favn, saa længe de var unge, og gav saaledes sin Ungdom til Paaskud for sin Uvilje imod dette Giftermaal.
Men Odin, som vidste, at intet hjælper Kjærligheden til at naa sit Maal mere end Udholdenhed, drog for tredje Gang til Kongen, skjønt han nu to Gange havde lidt den Tort at blive saa forsmædelig afvist. Han paatog sig atter en ny Skikkelse og gav sig denne Gang ud for at være forfaren i alskens krigerske Idrætter, hvilket ikke blot Elskov, men ogsaa Lyst til at aftvætte den Forsmædelse, han havde lidt, drev ham til. De, der i gamle Dage var drevne i Gjøglekunster, formaaede saaledes med Lethed at paatage sig forskjellige Skikkelser og give sig ud for hvad det skulde være. De kunde foruden deres naturlige Udseende give sig Skin af at have hvilken Alder de vilde, og Gamlingen gav da nu de fornøjeligste Prøver paa sin Kunst ved frejdig at give sig i Dyst ridt med de dygtigste. Men heller ikke dette kunde bøje Pigens stride Sind; thi den, som først har fattet stærk Lede til en, lader sig sjælden vende til Elskov. Da han, inden han red bort, vilde tage et Kys fra hende, gav hun ham saadant et Puf, at han gik forover og slog Hagen i Jorden; men saa rørte han strax ved hende med et Stykke Bark, hvorpaa der var ristet Tryllevers, og deraf blev hun ligesom helt vanvittig, og med den ringe Hævn for den Forsmædelse, hun nu saa mange Gange havde tilføjet ham, lod han sig nøje.
Odin opgav dog endnu ikke sit Forehavende; thi den Tro, han havde til sin Højhed, indgjød ham stadig Haab; han klædte sig i Kvindeklæder og drog ufortrøden til Kongen for fjerde Gang. Kongen tog ham i Sin Tjeneste, og han viste sig ikke blot som et flittigt Tyende, men var ogsaa noget raa af sig; da han imidlertid gik i Kvindeklæder, troede de fleste, at han virkelig var en Kvinde. Han kaldte sig Vegge og gav sig ud for at forstaa sig paa Lægekunsten og gav ogsaa de største Prøver paa sin Dygtighed deri. Omsider fik han Tjeneste i Dronningens Fruerstue som Prinsessens Terne og blev sat til at to hendes Fødder om Aftenen, saa han havde Lejlighed til at klappe hende baade paa Lægge og Laar. Og eftersom Lykken er omskiftelig, skjænkede Tilfældet ham nu, hvad han ikke havde kunnet opnaa ved List. Det hændte nemlig, at Pigen blev syg og maatte søge Lægehjælp, og for at komme sig maatte hun kalde den til Hjælp, som hun havde vraget, og lade sig frelse af den, hun bestandig havde baaret Afsky for. Efter at han paa det nøjeste havde undersøgt Sygdommens Kjendetegn, foreskrev han hende en Lægedrik, for at hun saa hurtig som muligt kunde faa Bugt med den, men den var saa besk, sagde han, at hun ikke vilde kunne gaa den Kur igjennem, hvis hun ikke lod sig binde, thi det gjaldt om at drive Sygdomsstoffet ud af hende, og det sad dybt inde. Da hendes Fader hørte det, bød han strax, at Pigen skulde bindes i sin Seng og taalmodig finde sig i alt, hvad Lægen gjorde ved hende; han lod sig nemlig narre af Kvindedragten, som den gamle betjente sig af til at skjule sin haardnakkede Snedighed med. Saalunde fik Odin Lejlighed til at sætte sin Vilje igjennem med hende, thi da han saa' sit Snit, lod han Lægedom være Lægedom og styrede sin Lyst, førend han tænkte paa at jage Feberen paa Flugt, idet han benyttede sig af hendes Svaghed, eftersom han af Erfaring vidste, at naar hun var rask, kunde han ingen Vegne komme med hende. Jeg maa dog hertil uden Fortrydelse bemærke, at der er to Meninger om den Ting; thi somme sige, at da Kongen saa', hvor Lægen led af Elskov, og at han ingen Vegne kom til Trods for alle de Anstrængelser, han gjorde sig baade legemlig og aandelig, syntes han, at han ikke burde narres for sin vel fortjente Løn, og gav ham Lov til hemmelig at favne Pigen. Saa vidt kan en Faders Ukjærlighed over for sit Afkom gaa, naar Vreden faar Bugt med den naturlige Mildhed. Da Datteren siden gjorde Barsel, skammede han sig da ogsaa og fortrød sin Vildfarelse.
Da Guderne, som havde deres Hovedsæde i Byzanz, skjønnede, at Odin havde besmittet sin guddommelige Værdighed ved saaledes paa forskellig Maade at have sat sin Anseelse til, besluttede de at udelukke ham af deres Forsamling. De fratog ham ikke blot Herredømmet, men skilte ham ogsaa ved den Ære og Tilbedelse, han var Gjenstand for hjemme, og jog ham i Landflygtighed, idet de ansaa det for bedre, at deres skammelige Høvding mistede sin Magt, end at den almindelige Gudsdyrkelse vanhelligedes, og de, som var uskyldige, blev indviklede i en andens Brøde og kom til nt bøde for, hvad han havde forbrudt. De indsaa nemlig, at de, som de havde forført til at yde dem guddommelig Ære, foragtede dem i Steden for at adlyde dem, da det blev bekjendt, hvilken Tort der var overgaaet den øverste Gud, at de skammede sig over dem i Steden for at tilbede dem, ansaa Gudsdyrkelsen for Helligbrøde og de fastsatte højtidelige Tempelskikke for barnagtige Tossestreger. De havde saa at sige Døden for Øjnene, var opfyldte af Frygt og mente, at den enes Synd vilde komme over alles Hoved, og for at han ikke skulde drive den almindelige Gudsdyrkelse i Landflygtighed, dømte de derfor ham dertil og gjorde ikke blot en Mand ved Navn Oller til deres Høvding, men tildelte ham ogsaa guddommelig Værdighed, som om det var lige nemt at gjøre en Mand til Høvding og til Gud. Og skjønt de foreløbig kun havde kaaret ham til Ypperstepræst, gav de ham fuld guddommelig Ære og Myndighed, for at han ikke skulde faa Ord for blot at forvalte en andens Embede, men i alle Maader være hans lovlige Efterfølger, og for at gjøre hans Anseelse fuldkommen, gav de ham ogsaa Odins Navn, for ved den Gunst, det nød, at forebygge Misfornøjelse med den skete Forandring. Da Oller havde indtaget Forsædet i Gudernes Raad i en halv Snes Aar, ynkedes de omsider over de tunge Kaar, Odin fristede i sin Landflygtighed, og mente, at nu var han bleven straffet haardt nok, hvorfor de atter drog ham op af Skarnet og indsatte ham i hans fordums Herlighed, eftersom Tiden nu ogsaa havde udvisket den Skamplet, han havde faaet paa sig, skjønt somme mente, at han var uværdig til nogen Sinde mere at nyde guddommelig Anseelse, fordi han ved sine Forklædninger og ved at paatage sig Kvindegjerning paa det forsmædeligste havde skamskjændet sit Guddomsnavn. Der er da ogsaa dem, som siger, at han kjøbte sin tabte Værdighed igjen i dyre Domme ved at smigre for somme af Guderne og formilde somme ved Gaver, og at det kostede ham svære Penge igjen at opnaa den Hæderspost, han havde beklædt. Om man vil vide, hvor meget han gav derfor, faar man spørge dem, der har bragt i Erfaring, hvor meget en Guddomsbeslilling koster; jeg maa bekjende, at jeg ikke ved det saa nøje. Da Oller var bleven fordreven fra Byzanz af Odin, drog han til Sverige, hvor han, som om han var kommen til en helt ny Verden, søgte at bringe sit Ry paa Fode igjen; men Danskerne slog ham ihjel. Rygtet fortæller, at han var saa dreven i Trolddomskunster, at han, naar han skulde over Havet, i Steden for Skib betjente sig af en Knokkel, som han havde rislet Galdresange paa, og at han paa den Maade kom lige saa hurtig af Sted, som om han havde roet sig frem.
Da Odin igjen havde opnaaet sin guddommelige Værdighed, vandt han saadan Ære og Anseelse, at dens Glans bredte sig over alle Lande, saa alle Folk ansaa ham for Lyset, der var vendt tilbage til Verden, og der ikke var noget Sted paa hele Jordens Kreds, hvor man ikke bøjede sig for hans Guddomsmagt. Da han fik Nys om, at hans Søn Bue, som han havde avlet med Rind, lagde sig ivrig efter Krigsvæsenet, kaldte han ham for sig, bød ham mindes sin Broders Død og opfordrede ham til hellere at tage Hævn over Balders Banemænd end kriges med Folk, der ingen Ting havde gjort ham, eftersom Kamp sømmer sig bedst og bringer mest Held, naar den har en Guderne velbehagelig Grund i et retfærdigt Ønske om Hævn.
Imidlertid spurgtes det, at Gevar svigefuldt var bleven tagen af Dage af sin Statholder Gunne. Hød rustede sig da af alle Kræfter for at hævne hans Død, fangede Gunne, kastede ham paa et Baal og brændte ham levende til Straf for, at han ved Nattetid var kommen bag paa Gevar og havde brændt ham inde. Efter saaledes at have hævnet sin Fosterfaders Død satte han hans Sønner Herlet og Gerit til at raade over Norge. Derefter stævnede han sine Stormænd til Tinge og sagde dem, at i den Krig, han nu skulde til at føre med Bue, vilde han komme til at lade Livet, hvilket ikke var noget, han havde en usikker Formodning om, men havde tilforladelige Spaamænds Ord for. Han bad dem derfor om at lade hans Søn Rørik blive Konge efter ham, for at ikke onde Mennesker skulde mage det saa, at Kongemagten gik over til fremmede og ukjendte Slægter. Han vilde føle større Glæde ved at vide, at hans Søn skulde være hans Eftermand, end Sorg ved Tanken om sin nær forestaaende Død, sagde han. Det føjede de ham strax i, og derefter holdt han Slag med Bue og faldt. Men Bue havde ingen Glæde af Sejren; thi han blev saa haardt saaret, at hans Krigere maatte skiftes til at bære ham paa Skjold hjem fra Slaget, og Dagen efter døde han under stor Pine af sit Saar. Den ruthenske Hær holdt en prægtig Ligfærd efter ham, opkastede en mægtig Gravhøj over hans Lig og gav den Navn efter ham, for at saa ypperlig en Ungersvend ikke alt for hurtig skulde gaa Efterslægten af Minde.
