Hønse-Tores saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Hønse-Tores saga

Hœnsa-Þóris saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Om herredshøvdingene og Hønse-Tore

Fra Daniel Bruun: Fortidsminder og nutidshjem paa Island (1928)
Jfr. sagaens kap. 14

Der var en mand ved navn Odd, som var søn af Ønund Bredskæg, søn af Ulfar, søn af Ulf på Fitjar, søn af Skægge, søn af Tore den Larmende. Han boede på Bredebolstad i Reykjadal i Borgfjord. Han havde en kone, der hed Jorunn. Hun var en klog og vellidt kvinde. De havde fire børn — to dygtige sønner og to døtre. Deres ene søn hed Torodd, den anden Torvald. Odds ene datter hed Turid, den anden Jofrid. Han blev kaldt Tunge-Odd. Han blev ikke kaldt retsindig.

En mand ved navn Torfe var søn af Valbrand, søn af Valtjof, søn af Ørlyg fra Esjaberg. Han var gift med Turid Tunge-Oddsdatter. De boede på det andet Bredebolstad.

En mand ved navn Arngrim var søn af Helge, søn af Høgne, som kom ud til Island med Hromund. Han boede på Nordtunge. Han blev kaldt Arngrim Gode. Hans søn hed Helge.

En mand ved navn Blund-Ketil var søn af Geir den Rige fra Geirslien, som var søn af Ketil Blund, som Blundsvandet er opkaldt efter. Han boede i Ørnulfsdal. Det var noget længere oppe end dér, hvor gården findes nu. Dengang var der mange gårde længere oppe. Hans søn hed Herstein. Blund-Ketil var meget velhavende og højt anset efter de gamle skikke. Han ejede 30 lejejorder. Han var den mest afholdte mand i herredet.

En mand ved navn Torkel Trævl var søn af Røde-Bjørn. Han boede i Svignaskard udenfor Nordreå. Torkels bror — Helge — boede på Hvamm i Nordreådal. En anden bror var Gunvald, der var far til Torkel, som var gift med Helga — en datter af Torgeir på Videmyre. Torkel Trævl var en klog mand, afholdt og meget formuende.

Der var en mand, der hed Tore. Han var fattig og ikke videre afholdt af folk. Han plejede at drive sommerhandel og drage rundt mellem bygderne, hvor han i den ene solgte det, han havde købt i den anden, og hans handel skaffede ham snart penge. Engang, da Tore drog sydfra omkring heden, havde han høns med sig på sin rejse nordpå i landet, hvor han solgte dem tillige med andre varer, og derfor blev han kaldt Hønse-Tore.

Nu tjener Tore så meget, at han køber sig jorden, som kaldes ved Søen op fra Nordtunge, og dér havde han kun boet i få år, før han blev så velhavende, at snart sagt alle skyldte ham store beløb. Men selv om han tjente mange penge, blev han ikke mere afholdt, for man fandt næppe en mand, der var mindre vellidt end Hønse-Tore.


2. Hønse-Tore får et barn til opfostring. Om styrmanden Ørn

En dag begiver Tore sig af sted og rider til Nordtunge og træffer Arngrim Gode og tilbød at opfostre dennes barn. »Jeg vil tage Helge — din søn — til mig, og jeg vil tage mig af ham, så godt jeg kan, men jeg vil til gengæld have dit venskab og din støtte, så jeg kan hævde min ret over for folk.« Arngrim svarer: »Det forekommer mig ikke, at denne opfostring vil skaffe mig megen hæder.« Tore svarer: »Jeg vil hellere give drengen halvdelen af min formue, end at opfostringen ikke kommer i stand, men du skal hjælpe mig til min ret og være forpligtet til det, hvem jeg end får med at gøre.« Arngrim svarer: »Jeg tænker, at det er bedst ikke at afslå så godt et tilbud.« Så fulgte Helge med Tore hjem, og stedet kaldes nu siden gården ved Helgesøen. Arngrim ydede Tore støtte, og denne synes straks mere umedgørlig, og han kan nu gøre sin ret gældende over for alle. Han skaffer sig nu store summer og bliver en yderst velhavende mand. Han bliver ikke mere vellidt.

Det skete en sommer, at et skib sejlede ind i Borgfjorden. De sejlede ikke ind i åløbet, men lagde sig yderst i havnen. Styrmanden hed Ørn. Han var en afholdt mand og den bedste købmand. Odd erfarede, at der var kommet et skib. Han plejede at komme først til købestævnet for at prissætte folks varer, for han bestemte dér i herredet. Ingen vovede at handle, før man vidste, hvordan han ville have det. Nu opsøger han købmændene og spørger, hvad de agter at foretage sig, og hvor snart de vil indlede salget, og han sagde, at det plejede at være sådan, at han prissatte folks varer. Ørn svarer: »Vi agter selv at bestemme over vores varer, for du har ikke en penning andel i dem, og denne gang skal du ikke bestemme over andet end dine egne ord.« Odd svarer: »Jeg tænker, at det vil gavne jer mindre, end det vil mig. Det bliver nu bekendtgjort, at vi forbyder alle at handle med jer og ligeledes at hjælpe jer med at flytte skibet. Jeg skal tage bøder af dem, der yder jer nogen hjælp, og jeg véd, at I ikke kommer ud af havnen før ved springflod.« Ørn svarer: »Du bestemmer selv, hvad du siger, men vi lader os heller ikke kue.« Odd rider nu hjem, mens østmændene ligger dér i havnen uden at komme af stedet.


3. Blund-Ketil tilbyder Ørn vinterophold

Dagen efter red Herstein Blund-Ketilson ud på Næs. Han traf østmændene, da han red tilbage. Han blev kendt med styrmanden og syntes godt om ham. Ørn fortalte Herstein, hvilken uretfærdighed Odd bød dem, »— og vi véd ikke rigtig, hvordan vi skal bære os ad i sagen.« De talte sammen dagen igennem, og om aftenen rider Herstein hjem og fortæller sin far om købmændene, og hvordan deres sag står. Blund-Ketil svarer: »Jeg genkender denne mand fra det, som du fortæller, for jeg var hos hans far, da jeg var barn, og jeg har aldrig mødt en bedre mand end faderen, og det er skidt, at sønnen nu har trange vilkår. Hans far vil forvente, at jeg tager mig af hans sag, såfremt han har behov for det. Og nu i morgen tidlig skal du ride ud til Havn og indbyde ham hertil med så mange mænd, som han ønsker, men hvis han hellere vil noget andet, skal du føre ham hen, hvor han vil — mod syd eller mod nord — og jeg skal gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe ham.« Herstein sagde, at det var en god og mandig beslutning, »— men det må dog forventes, at vi dermed udsætter os for andres uvenskab.« Blund-Ketil svarer: »Så længe vi ikke bærer os værre ad end Odd, kan det være, at det falder os let.«

Nu går natten, men straks tidligt om morgenen lader Blund-Ketil hestene hente fra folden, og man gør klar til at tage af sted, og Herstein rider med hundrede heste ud til købmændene uden at behøve hjælp fra nogen på gården. Han kommer derud og fortæller Ørn om sin fars beslutning. Ørn sagde, at han gerne tog imod disse vilkår, men mente dog, at Herstein og hans far derved sikkert ville udsætte sig for andres uvenskab. Herstein sagde, at det skulle man ikke tage hensyn til. Ørn sagde: »Så skal min besætning flyttes til et andet herred; det vil dog medføre rigeligt med forpligtelser, selv om vi ikke alle er i samme herred.« Herstein tager nu Ørn og dennes varer med sig hjem, og han fortsætter, indtil alle købmændene er kommet af sted, og der er blevet sørget for skibet, og alt er ordnet. Blund-Ketil tager overmåde godt imod Ørn. Han opholdt sig dér og blev godt beværtet.

Det kommer nu Odd for øre, hvad Blund-Ketil har iværksat, og folk taler nu om, at han har vist Odd fjendskab. Odd svarer: »Det kan man vel godt sige, men vi har med en mand at gøre, som både er afholdt og stridbar. Jeg vil alligevel lade det ligge for denne gang.« Og endnu var alt roligt.


4. Den strenge vinter

Denne sommer voksede græsset ikke meget, og det var ikke godt, for kun lidt blev tørret, og folk fik alt for små forråd af hø. Blund-Ketil tog om efteråret rundt til sine lejlændinge og siger, at han vil have hø i leje fra alle sine jorder: »Vi har mange husdyr, og der kan ikke skaffes meget hø. Jeg vil også bestemme, hvor meget der skal slagtes dette efterår på hver af alle mine lejlændinges gårde — så skal det nok gå.« Nu går sommeren, og vinteren kommer, og den bliver snart streng nordpå i Lierne, mens der ikke er meget foder at gøre med. Det faldt folk tungt. Således går det hen over jul, og ved torre[1] bliver det endnu værre, og da har mange opbrugt beholdningen.

En dag kommer en af Blund-Ketils lejlændinge til ham om aftenen og siger, at hans hø er brugt op, og at han kræver nødhjælp. Bonden svarer: »Hvordan er det gået til? Jeg mener, at jeg i efteråret planlagde det sådan, at jeg regnede med, at det skulle gå.« Den anden svarer, at der var blevet slagtet færre dyr, end han havde sagt. Blund-Ketil sagde: »Lad os slå en handel af. Jeg hjælper dig ud af kniben denne gang, men du siger det ikke til nogen, for jeg vil ikke have folk rendende, og da slet ikke, når de ikke har efterkommet mit påbud.« Den anden vendte hjem og fortalte en ven, at Blund-Ketil i alle henseender udmærkede sig frem for andre, og sagde, at han havde hjulpet ham ud af kniben. Vennen fortalte det til sin ven, og således bliver det kendt i hele herredet.

Tiden går, og det bliver goa.[2] Så kommer to af hans lejlændinge og siger, at deres hø er opbrugt. Blund-Ketil svarer: »Det er ilde gjort af jer, at I ikke har fulgt mit påbud, for det forholder sig sådan, at selv om jeg har meget hø, har jeg også tilsvarende flere husdyr. Hvis jeg giver til jer nu, så har jeg ikke til mine dyr. Det er de vilkår, der skal vælges imellem.« De vedblev med sagen og gav udtryk for deres armod. Han fandt det bedrøveligt at høre på deres jamren, og han lod 140 heste drive hjem og lod de 40 mest forkomne slå ned og gav sine lejlændinge det foder, som ellers var tiltænkt hestene. De vendte glade hjem.

Efterhånden som vinteren gik, blev den strengere, og der blev fodermangel hos mange.


5. Blund-Ketil beder Hønse-Tore om hø

Nu kommer einmåneden[3], og to lejlændinge opsøger Blund-Ketil. De sad ellers i gode vilkår, men alligevel led de nu hømangel og bad ham om nødhjælp. Han svarer dem og sagde, at han ikke havde noget at give, og desuden ville han ikke slå flere dyr ned. De spurgte, om han kendte til nogen, der havde hø til salg. Han siger, at det var han ikke sikker på. De fremturer og siger nu, at deres husdyr vil dø, hvis ikke han hjælper dem. Han sagde, at det var selvforskyldt, »— men jeg har hørt, at Hønse-Tore måske har hø til salg.« De svarer: »Ham får vi ikke noget fra, medmindre du tager med os, og da vil han straks sælge, hvis du siger god for os i handlen.« Han svarer: »Jeg vil gerne tage med jer — og det var kun rimeligt, om den, som har, er villig til at sælge.«

De tager af sted tidligt om morgenen, og der blæste en stiv nordenvind, og det var ganske koldt. Tore Bonde var udendørs, men da han ser mændene ankomme til gården, går han ind og lukker døren og slår slåen for og sætter sig ved morgenmaden. Nu bliver der banket på døren. Drengen Helge tager til orde: »Gå ud — fosterfar! — for der er folk, som vil træffe dig.« Tore sagde, at han først ville spise, men drengen rejser sig fra bordet og går til døren og hilser på dem, der er kommet. Blund-Ketil spurgte, om Tore var hjemme. Drengen sagde, at det var han. »Bed du ham komme ud,« sagde han. Det gjorde drengen og sagde, at Blund-Ketil stod udenfor og ville tale med ham. Tore svarede: »Hvad snuser Blund-Ketil rundt efter? Det skulle være mærkeligt, om han vil noget godt. Jeg har ikke noget at tale med ham om.« Drengen gik ud og fortalte dem, at Tore ikke ville komme ud. »Jamen,« sagde Blund-Ketil. »— så må vi gå ind.« De gik ind i stuen, og der blev hilst på dem, men Tore tav. »Det er sådan,« sagde Blund-Ketil, »— at vi ønsker at købe hø af dig — Tore!« Tore svarer: »For mig er dine dyr ikke vigtigere end mine egne.« Blund-Ketil sagde: »Sådan ser man så forskelligt på det.« Tore svarer: »Hvordan kan du mangle hø — du rige mand?« Blund-Ketil siger: »Det er sådan set ikke mig, der mangler hø, men jeg handler for mine lejlændinge, som mener, at de har brug for nødhjælp. Det ville jeg gerne skaffe dem, hvis det var muligt.« »Du har al mulig hjemmel til at give andre af dit, men ikke af mit.« Blund-Ketil svarer: »Vi beder ikke om at få det foræret. Lad du Odd og Arngrim fastsætte prisen på dine vegne, og så vil jeg give dig gaver deroveni.« Tore sagde, at han ikke havde hø til salg, »— og desuden vil jeg ikke sælge.« Så gik Blund-Ketil og hans følge ud, og drengen gik med dem.

Blund-Ketil sagde da: »Hvordan forholder det sig: Har din fosterfar ikke noget hø at sælge, eller vil han ikke sælge?« Drengen svarer: »Vist har han, hvis ellers han ville.« Blund-Ketil sagde: »Følg du os derhen, hvor høet er.« Det gjorde han. Så regnede Blund-Ketil på, hvor meget Tores husdyr skulle bruge, og kom til, at selv om de alle blev fodret indtil altingstid, ville der stadig være fem stakke i overskud. Og derefter gik de ind. Blund-Ketil sagde: »Jeg tænker om din høbeholdning, at en god del kan tages ud, selv hvis alle dine dyr skulle fodres inde lige til altingstid — og den del vil jeg købe.« Tore svarer: »Hvad skal jeg så have til vinteren efter, hvis vejret bliver tilsvarende eller værre?« Blund-Ketil svarer: »Jeg vil byde dig det vilkår, at jeg giver dig en tilsvarende mængde hø til sommer, og det vil ikke være af ringere beskaffenhed, og det skal blive ført til din gård.« Tore svarer: »Hvis de ikke har hø i behold nu, hvordan skal de da have det til sommer? Men jeg véd, at du er den mægtigste af os to og i stand til at tage høet fra mig, hvis du vil.« Blund Ketil svarer: »Sådan skal det ikke forstås. Du véd, at hver en gæld her i landet kan betales med sølv — og det vil jeg give dig.« Tore svarer: »Jeg vil ikke have dit sølv.« »Så tag du imod sådanne varer, som Odd og Arngrim vælger for dig.« »Her er kun få arbejdsfolk,« siger Tore, »— og jeg orker ikke rejserne, og jeg vil ikke have bøvl med den slags.« Blund-Ketil svarer: »Så skal jeg lade dem føre hjem til dig.« Tore sagde: »Jeg har ikke plads i husene, og det er ikke usandsynligt, at noget bliver ødelagt.« Blund-Ketil svarer: »Jeg skal skaffe huder og pakke tingene godt ind.« Tore svarer: »Jeg vil ikke have andre til at trampe rundt i mine huse.« Blund-Ketil svarer: »Tingene kan opbevares hos os i vinter, så skal jeg tage vare på dem.« »Jeg kender din snak,« siger Tore, »— og jeg vil ikke handle med dig.« Blund-Ketil sagde: »Så må det blive på den hårde måde. Vi kommer til at tage høet og betale for det, selv om du forbyder det — så må vi udnytte, at vi er i overtal.« Så tier Tore, men han er ikke i godt lune. Blund-Ketil lader høet ombinde med reb, og derefter løfter de kløvbyrderne og fragter høet derfra, men efterlader rigeligt til dyrene.


6. Hønse-Tore træffer Arngrim og Odd

Nu skal der fortælles, hvad Tore foretog sig. Han gjorde klar til at tage af sted og tog Helge — sin fostersøn — med. De red til Nordtunge, hvor der blev taget rigtig godt imod dem. Arngrim spurgte, om der var noget nyt. Tore svarer: »Jeg har ikke hørt om noget nyere end tyveriet.« »Hvad blev stjålet?« spurgte Arngrim. Tore svarer: »Blund-Ketil har stjålet alt mit hø, så jeg ikke har noget at give dyrene i det kolde vejr.« »Er det rigtigt — Helge?« spørger Arngrim. »Det er ikke sandt,« siger Helge, »— Blund-Ketil fór ikke urimeligt frem i sagen.« Så fortalte Helge, hvordan det var gået imellem dem. Da sagde Arngrim: »Det lyder mere sandsynligt. Det gør mere gavn, det hø han har, end det, der rådner hos dig.« Tore svarer: »Det var ulyksaligt, at jeg tilbød dig at opfostre dit barn. Hvor stor en skade skal jeg da tilføjes, før jeg kan søge tilflugt her og blive hjulpet til min ret? Det er ganske uhørt!« Arngrim svarer: »Det var også uklogt af mig, for jeg tænker, at den, som hjælper dig, hjælper en ondsindet mand.« Tore svarer: »Jeg er ikke nærtagende, men jeg synes ikke om, at du lønner mig således for mit stræb, når folk endda stjæler fra mig. Dette er lige så meget taget fra dig.« Og således skiltes de.

Tore rider derfra og kommer til Bredebolstad, og Odd hilser venligt på ham og spørger om nyt. »Jeg har ikke hørt om noget nyere end tyveriet.« »Hvad var det for et tyveri?« sagde Odd. Tore svarer: »Blund-Ketil tog alt mit hø, så jeg nu står helt uden forsyning. Jeg kunne ønske mig din hjælp, og denne sag kommer også dig ved, da du er herredshøvding og skal rette det, som er vrangt — og du må huske på, at han har gjort sig til din fjende.« Odd spurgte: »Er det rigtigt — Helge?« Denne sagde, at Tore fordrejede tingene meget, og fortæller nu alt, som det er foregået. Odd svarer: »Jeg vil ikke tage mig af det. Jeg ville have gjort det samme, hvis det havde være nødvendigt.« Tore svarer: »Det er sandt, som det siges, at det er bedst kun at høre om onde folk — og dårligt følge har kun den, som har det med hjemmefra.« Og dermed red Tore sammen med Helge derfra og hjem, og han var meget utilfreds.


7. Torvald påtager sig sagen mod Blund-Ketil

Torvald — Tunge-Odds søn — var om sommeren kommet ud til nordlandet, og der havde han vinterophold. Han drog nordfra, da det gik mod sommer, for at opsøge sin far, og han gæstede en nat Nordtunge og blev taget godt imod. Forinden var den mand, der hed Vidfare, kommet som gæst. Han var en omfarende mand og gik fra den ene ende af landet til den anden. Han var en nær slægtning af Tore og lignede ham af sind. Denne samme aften griber Vidfare sin sæk og sin stok og standser ikke, før han kommer hjem til Tore. Denne tager imod ham med begge hænder: »Jeg véd også, at noget godt vil hænde mig, siden du kommer.« Han svarer: »Sådan må det være, for Torvald Oddson er kommet til Nordtunge, hvor han nu opholder sig som gæst.« Tore svarer: »Det anede mig, at noget godt ville ske for mig, for jeg fik det så godt, da jeg så dig.«

Nu går natten, og straks om morgenen rider Tore med sin fostersøn til Nordtunge. Der var kommet mange folk, og drengen fik et sted at sidde, mens Tore går frem og tilbage på gulvet. Dette bemærker Torvald, mens han sidder på bænken i samtale med Arngrim. »Hvem er den mand, der går frem og tilbage på gulvet?« spørger Torvald. Arngrim svarer: »Det er ham, der opfostrer mit barn.« »Jaså,« siger Torvald, »— hvorfor skal han ikke have et sted at sidde?« Arngrim sagde, at han betød ikke noget. »Sådan skal det ikke være,« sagde Torvald, og han lader Tore kalde hen til sig og giver ham plads hos sig. Så spørger han, hvad der er sket af nyt. Tore svarer ham: »Det var drøjt, da Blund-Ketil bestjal mig.« Torvald spurgte: »Er der indgået forlig?« »Nej, langt fra,« siger Tore. »Hvordan kan det gå sådan — Arngrim!« sagde Torvald, »— at I høvdinge ikke har gjort noget ved denne forsmædelse.« Arngrim svarer: »Det meste er løgn, og han er ganske upålidelig.« »Men det er dog sandt, at han tog høet?« spørger Torvald. »Det gjorde han,« siger Arngrim. »Enhver har ret til at råde for sit,« sagde Torvald, »— og han har ingen særlig gavn af venskabet med dig, siden han alligevel skal trædes under fode.« Tore sagde: »Jeg synes vældig godt om dig — Torvald! — og jeg har på fornemmelsen, at du kan skaffe mig oprejsning.« Torvald sagde: »Det har jeg ikke magt til.« Tore sagde: »Jeg vil give dig halvdelen af min formue, hvis du forfølger min sag til enten fredløshed eller selvdømme, således at mine uvenner ikke råder over mit.« Arngrim sagde: »Gør det ikke — Torvald! — for det er ikke en god mand, du hjælper her, og du kommer op imod en mand, som både er begavet og dygtig og yderst afholdt.« »Jeg kan forstå,« siger Torvald, »— at det vil gøre dig misundelig, hvis jeg skal have hans penge, og du under mig det ikke.« Tore sagde: »Jeg tænker, du vil finde — Torvald! — at min formue er stor, og andre folk véd, at jeg desuden har tilgodehavender vidt omkring.« Arngrim sagde: »Jeg vil igen fraråde dig — Torvald! — at du tager denne sag. Men gør som du vil. Jeg er bange for, at det vil få betydelige følger.« Torvald svarer: »Jeg vil ikke sige nej til pengene.« Nu giver Tore ham håndslag på sin halve formue og overlader ham dermed sagen mod Blund-Ketil. Arngrim tog igen til orde: »Hvordan agter du at gå frem i denne sag — Torvald?« »Jeg tænker, jeg først vil opsøge min far for derefter at tage en beslutning.« Tore sagde: »Det synes jeg ikke om; jeg vil ikke have noget nøl. Jeg har gjort meget for dette, og jeg vil af sted straks i morgen for at stævne Blund-Ketil.« Torvald svarer: »Det kan nok vise sig, at du ikke er en lykkemand, og at ondt følger, hvor du kommer, men nu må det være sådan.« Og han og Tore bliver enige om at mødes på det aftalte sted om morgenen.


8. Torvalds og Hønse-Tores stævnefærd

Tidligt den næste morgen rider Torvald og Arngrim af sted i følge med 30 mand. De træffer Tore, og han var tredjemanden sammen med Helge Arngrimson og Vidfare — Tores slægtning. Torvald sagde: »Hvorfor er I så få — Tore?« Han svarer: »Jeg vidste, at du ikke ville mangle folk i dit følge.« De red nu op gennem Lierne. Deres færd blev bemærket på gårdene, og hver mand løber af sted fra sin gård. Det gælder om at komme først frem til Blund-Ketil, og der kommer mange folk til stedet.

Torvald og de andre rider hen til gærdet og stiger dér af deres heste og går hen imod bygningene. Så snart Blund-Ketil ser dette, går han dem i møde og tilbyder dem fuld forplejning. Torvald sagde: »Vi kommer her i et andet ærinde end for at spise. Jeg vil vide, hvordan du forholder dig til den sag, at du tog Tores hø.« Blund-Ketil svarer: »Jeg svarer dig, som jeg gjorde ham. Forlang så meget, som du synes, og så skal jeg oveni give dig gaver, som er tilsvarende meget bedre og flere, som du er mere værd end Tore, og jeg skal ære dig så meget, at alle folk vil sige, at du har den største hæder af sagen.« Torvald bliver tavs og synes, at det er et godt tilbud. Tore svarer da: »Dette kan ikke godtages, og der er ingen grund til at tænke over det. Dette vilkår fik jeg for længe siden, og jeg kalder mig ikke hjulpet, hvis det skal ende sådan, og da har jeg ikke haft nogen gavn af at give dig mine penge.« Da sagde Torvald: »Hvad vil du da svare på anklagen?« Blund-Ketil sagde: »Ikke andet end at du bestemmer og alene afgør sagen, som du vil.« Da svarer Torvald: »Det forekommer mig ikke, at der er andet at gøre end at stævne.« Han stævner da Blund-Ketil for tyveri og udpeger sine vidner og bruger de strengeste ord og vendinger, som han kender.

Nu vender Blund-Ketil tilbage til husene og møder østmanden Ørn, da denne vil se til sine varer. Ørn spurgte: »Er du såret — bonde? Du er rød som blod.« Han svarer: »Jeg er ikke såret, men dette er ikke bedre. Jeg er blevet tiltalt på en måde, som jeg aldrig er blevet før: Jeg blev kaldt for tyv og ransmand.« Ørn henter sin bue og lægger en pil på strengen og kommer ud, mens de stiger til hest. Han skød og ramte en mand, og denne falder ned fra hesten, og det var Helge — Arngrim Godes søn. De springer hen til ham. Tore baner sig vej mellem folkene og skubbede dem til side og beder dem gøre plads til ham, »— for dette har størst betydning for mig.« Han bøjede sig ned over Helge, men denne var død. Tore sagde: »Har du ondt — min fostersøn?« Så rejste Tore sig fra ham og sagde: »Drengen talte til mig. To gange sagde han det samme til mig, nemlig dette: ‘Brænde, brænde Blund-Ketil inde’.« Arngrim svarer: »Nu gik det, som jeg frygtede, at der ofte kommer ondt af det onde, og det anede mig, at meget ondt vil komme fra dig — Tore! — og jeg véd ikke, hvad drengen har sagt, selv om du vrøvler et eller andet, men det er dog ikke utænkeligt, at noget sådant bliver gjort. Denne sag begyndte ondt. Det kan være, at den ender tilsvarende.« Tore svarer: »Efter min mening har du mere nødvendige gøremål end at klandre mig.«

Arngrim og hans følge rider nu hen til en skovstrimmel, hvor de stiger af hestene og opholder sig, til natten falder på. Blund-Ketil takker folk for deres støtte og bad hver mand ride hjemad, som han ønskede.


9. Blund-Ketil indebrændes

Det fortælles, at så snart natten falder på, rider Torvald og hans folk hen til gården i Ørnulfsdal. Dér var alle folk faldet i søvn. De samler træ ved gården og slår ild i det. Blund-Ketil og de andre vågnede først, da huset brændte over dem. Blund-Ketil spurgte, hvem det var, der tændte så hed en ild. Tore sagde, hvem de var. Blund-Ketil ville vide, om der kunne opnås forlig. Tore sagde, at der ikke var andre vilkår end at brænde. Nu skilles de ikke, førend hvert menneskebarn dér er brændt inde.

Herstein — Blund-Ketils søn — var om aftenen taget hen til sin fosterfar, der hed Torbjørn og blev kaldt Stigende. Det siges, at Torbjørn ikke altid var dér, hvor han blev set. Herstein vågner om morgenen og spurgte, om hans fosterfar var vågen. Denne sagde, at han var vågen, »— men hvad vil du?« »Jeg drømte, at det var som om, min far kom herind, og der var ild i alt hans tøj, og det forekom mig, at han var ene flammer.« De stod op og gik ud og så straks branden. De greb deres våben og fór af sted, men alle folk var væk, da de nåede frem. Herstein sagde: »Det er harmeligt, hvad der er sket her — men hvad gør vi nu?« Torbjørn svarer: »Nu skal vi benytte os af det tilbud, som Tunge-Odd ofte har givet: At jeg skulle komme til ham, hvis jeg havde behov for hjælp.« Herstein svarer: »Det tror jeg ikke, vi skal forvente.« De tager dog af sted og kommer til Bredebolstad og kalder Odd ud. Han går ud og tager godt imod dem og spurgte, om der var noget nyt. De fortæller, hvad der er sket. Odd fordømte det skete. Så tager gamle Torbjørn til orde: »Det er sådan — Odd Bonde!« sagde han, »— at du har lovet mig din hjælp, og det vil jeg nu tage imod, at du kommer med gode råd og støtter os.« Odd sagde, at det ville han gøre.

De rider nu til Ørnulfsdal og ankommer før dag. Da var husene faldet sammen og næsten lagt i aske af ilden. Nu rider Odd hen til et hus, som ikke var ganske nedbrændt. Han bøjer sig efter en birkerafte og trækker den ud af huset. Derefter rider han mod solen omkring husene med den brændende stok, mens han sagde: »Her tager jeg mig land, for her ser jeg nu intet bygget bosted. Det hører de vidner, som er til stede.« Så jager han på hesten og rider væk. Herstein sagde: »Havd skal vi nu gøre? Dette gik ikke godt.« Torbjørn sagde: »Hvis du kan, så ti stille med det, som nu sker!« Herstein svarede og mente, at han ikke havde sagt mere end nødvendigt. Et udhus var ikke brændt — det var derinde, østmandens varer og mange andre værdier var. I det samme forsvandt gamle Torbjørn. Nu retter Herstein blikket hjem mod gården og ser, at der er åbent ind til udhuset, og at godset bliver båret ud, men han ser ingen mennesker. Det er bundet i kløvbyrder. I det samme hører han en masse støj på hjemmemarken og ser nu, at alle de heste, hans far havde ejet, bliver drevet hjem — og tilsvarende fårene og kvæget fra stalden og alle husdyr. Så bliver kløvbyrderne løftet op, og så bliver det hele sendt af sted, og alt af værdi bliver ført derfra. Herstein sætter efter og ser, at gamle Torbjørn driver dyrene. De vælger vejen ned gennem herredet til Stavholtstunge og derfra ud over Nordreå.


10. Herstein Blund-Ketilsons frierfærd

På Svignaskard gik Torkel Trævls fårepasser denne morgen til sine dyr. Han ser, hvordan Torbjørn og Herstein kommer farende, mens de driver de forskellige husdyr af sted. Han fortæller Torkel det, og denne svarer: »Jeg véd, hvad det går ud på. Det må være mine venner fra Tværlien. De lider stor vintermangel, og nu vil de drive dyrene hertil, og det skal de få lov til, for jeg har hø nok, og her er også plads nok til de dyr, der skal gå ude.« Han gik ud, da de ankom til hjemmemarken, og tager imod dem og tilbyder dem den forplejning, de måtte ønske. De behøvede knapt selv stige af hestene, så hjælpsom var bonden imod dem. Torbjørn sagde: »Din hjælpsomhed er stor, og meget afhænger nu af, at du holder det, du har lovet os.« »Jeg véd, hvorfor du kommer: For at dyrene skal lades tilbage her — og her er der jo tilstrækkelig med god jord.« Torbjørn sagde: »Det vil vi tage imod.« Så trak han Torkel til side bag husene og sagde: »Jeg har store nyheder at fortælle.« Torkel spurgte, hvad der var sket. »Blund-Ketil Bonde blev brændt inde i nat,« sagde Torbjørn. »Hvem stod for det niddingsværk?« spurgte Torkel. Torbjørn fortalte alt, hvad der var sket, »— og nu har Herstein brug for dine gode råd.« Torkel sagde: »Jeg er ikke siker på, at jeg havde givet dette tilbud så hurtigt, hvis jeg havde vist dette på forhånd. Men nu er beslutningen truffet, og lad os nu først få noget at spise.« Det sagde de ja til. Torkel Trevl var meget fåmælt og grublede noget, og da de var mætte, lader han deres heste føre frem. Derefter griber de deres våben og stiger i sadlen. Torkel rider for den dag, men sagde forinden, at man skulle tage sig godt af dyrene på marken, og give godt med foder til dem, der stod inde.

De rider nu ud til Gunnarstad på Skogarstrand. Det ligger inderst på Stranden. Dér boede en mand, som hed Gunnar og var søn af Hlif. Han var en stor og stærk mand og meget hårdfør. Han var gift med Tord Brølers søster, som hed Helga. Gunnar havde to døtre. Den ene hed Jofrid, den anden Turid. De ankommer sidst på dagen og stiger af hestene oven for huset. Vinden var i nord og ganske kold. Torkel går til døren og banker på, og en huskarl kommer ud og hilser på folkene, der var kommet, og spørger, hvem han er. Torkel sagde, at huskarlen ikke ville blive klogere af at få det at vide, »— men bed Gunnar komme ud.« Han sagde, at Gunnar var gået i seng. Torkel beder ham sige, at en mand vil træffe ham. Det gør huskarlen og går ind og fortæller Gunnar, at en mand vil træffe ham. Gunnar spurgte, hvem det var. Huskarlen sagde, at det vidste han ikke, »— men han er stor af vækst.« Gunnar sagde: »Gå ud og sig til ham, at han kan bliver her i nat.« Huskarlen går og gør, som Gunnar bød, men Torkel sagde, at han ikke ville tage imod en indbydelse fra en træl, men kun af bonden selv. Huskarlen siger, at det kun var rimeligt, »— men Gunnar plejer ikke at stå op om natten. Vælg du et af to,« sagde huskarlen, »— enten går du din vej, eller også kommer du ind og bliver her i nat.« »Vælg du et af to,« siger Torkel, »— enten er du flink og udfører ærindet, eller også smækker jeg dig over næsen med sværdskæftet.« Huskarlen springer ind og slår døren i efter sig. Gunnar spurgte, hvorfor han var så voldsom. Han sagde, at han ikke ville tale mere med den mand, der var kommet, »— for han er meget bister.« Så stod Gunnar op og gik ud. Han var i skjorte og benklæder, havde en kappe over sig og sorte sko på fødderne og et sværd i hånden. Han tager godt imod Torkel og beder ham komme ind. Denne siger, at de er flere sammen. Gunnar går ud på gårdspladsen, men Torkel trækker i dørringen og lukker døren. Så går de om bag husene. Gunnar hilser dem. Torkel sagde: »Lad os sætte os ned, for vi har meget at tale med dig om — Gunnar!« Det gør de, og de sætter sig på begge sider af ham og så tæt på, at de sad på kappen, som Gunnar havde over sig. Da sagde Torkel: »Det forholder sig således — Gunnar Bonde! — at jeg følges med denne mand, der hedder Herstein — Blund-Ketils søn. Vi skal ikke skjule hensigten: Han vil bede om din datter — Turid. Jeg er taget med ham af den årsag, at jeg ikke ønskede, at du skulle afvise manden, for dette forekommer mig som et yderst heldigt tiltag. Jeg lægger også stor vægt på, at denne sag og mine råd ikke bliver tilsidesat, og at svaret ikke trækker ud.« Gunnar sagde: »Jeg kan ikke svare på denne sag alene, og jeg vil rådføre mig med hendes mor og tilsvarende med min datter og ikke mindst med Tord Brøler — hendes slægtning. Men vi har ikke hørt andet end godt om denne mand og ligeledes hans far, så dette er en sag, der er overvejelse værd.« Da svarer Trævl: »Du skal tænke på, at vi ikke vil vente længe på svar på dette friermål, og vi finder ikke, at denne sag vil blive mindre til din hæder end til vores. Det forekommer mig også underligt — så klog en mand, som du er — at du behøver overveje så godt et tilbud. Vi tog heller ikke hjemmefra i den forventning, at det ikke ville blive til noget. Men — Herstein! — jeg skal yde dig den støtte, du ønsker, for at dette får fremgang, siden han ikke kan se, hvad der tjener ham til ære.« Gunnar svarer: »Jeg forstår ikke, hvorfor I har så travlt med denne sag og ligefrem kommer med trusler, for jeg mener, at dette er et passende giftermål. Jeg havde kun ventet ondt fra jer, men nu må jeg hellere tage den beslutning at række hånden frem.« Og det gør han, og Herstein nævner sig vidner og fæster sig kvinden.

Efter dette rejser de sig og går ind. De bliver godt beværtet. Nu spørger Gunnar om nyt. Torkel siger, at de ikke har hørt om noget nyere end indebrændingen af Blund-Ketil. Gunnar spurgte, hvem der havde forvoldt det. Torkel siger, at Torvald Oddson var ophavsmand sammen med Arngrim Gode. Gunnar svarede ikke meget, lastede det lidt, men roste det ikke.


11. Tord Brøler forpligter sig i sagen om indebrændingen

Tidligt om morgenen er Gunnar allerede oppe, og han går til Torkel og beder dem komme i tøjet. Det gør de, hvorefter de spiser. Så er også deres heste klargjorte, og de stiger i sadlen. Gunnar rider forrest ind langs fjorden. Der lå et tykt lag is. De standser ikke, før de kommer til Tord Brøler i Hvamm, og han tager godt imod dem og spurgte om nyt. De fortalte ham det, de fandt belejligt.

Gunnar trækker Tord til side til samtale og siger, at det er Herstein — Blund-Ketils søn — og Torkel Trævl, han følges med. »De er kommet i det ærinde, at Herstein vil være min svigersøn og giftes med min datter Turid. Men hvor tilrådeligt forekommer det dig? Manden er flot og duelig. Han mangler heller ikke formue, for hans far har sagt, at han vil afstå gården, hvis Herstein vil have den.« Tord svarer: »Jeg synes godt om Blund-Ketil, for der var engang, da jeg på Altinget havde en trætte med Tunge-Odd om en trællebod, som han var blevet idømt. Det var et farligt uvejr, da jeg tog af sted for at opkræve den, og vi kom tre mand til Blund-Ketil om natten. Vi blev på alle måder taget godt imod, og vi opholdt os dér en uge. Han byttede heste med os og gav mig en god stodhingst. Sådan kender jeg ham, men jeg synes alligevel ikke, det vil være en fejltagelse, hvis dette giftermål ikke kommer i stand.« »Du må tænke på,« siger Gunnar, »— at hun ikke vil blive lovet til en anden mand, selv om han beder om hende, for denne mand forekommer mig rask, og det er et godt tilbud, og det er ikke til at vide, hvad der sker, hvis han bliver afvist.« Derpå opsøger Gunnar sin datter — hun blev opfostret hos Tord — og spørger hende, hvad hun mener om giftermålet. Hun svarer, at hun ikke tragter så meget efter en mand, at det ikke kunne være lige så godt at sidde hjemme, »— for jeg har gode vilkår her hos min slægtning Tord. Men jeg vil her — som i alt andet — rette mig efter din vilje.«

Gunnar presser nu Tord og siger, at han finder giftermålet meget hæderfuldt. Tord svarer: »Hvorfor giver du ham ikke din datter, hvis du ønsker det?« Gunnar svarer: »Fordi jeg kun afstår hende, hvis det er efter dit ønske lige så meget som efter mit.« Tord sagde, at dette da var en fælles beslutning. »Jeg ønsker,« sagde Gunnar, »— at du — Tord! — fæster Herstein konen.« Tord svarer: »Du skal da selv bortfæste din datter.« Gunnar sagde: »Jeg finder det mere hæderfuldt, at du bortfæster hende — det anstår sig mere.« Tord gik nu med til det, og fæstemålet blev indgået. Da sagde Gunnar: »Jeg beder desuden om, at du lader brylluppet holde her i Hvamm, for så bliver det gjort med den største værdighed.« Tord bad ham råde for dette også, hvis han anså det for bedre. Gunnar siger: »Så siger vi, at vi lader det ske straks og med en uges frist.«

Derpå stiger de til hest og vil af sted, og Tord fulgte dem på vej og spurgte igen, om der var sket noget nyt. Gunnar svarer: »Vi har ikke hørt om noget nyere end indebrændingen af Blund-Ketil Bonde.« Tord spurgte, hvad der var sket, og Gunnar fortalte alt om, hvad der var foregået ved branden, og hvem der havde forvoldt den, og hvem der havde medvirket. Tord sagde: »Dette giftermål var ikke kommet i stand så hurtigt, hvis jeg havde vist dette. Nu mener I nok at være vældigt meget klogere og snedigere end mig, men jeg er ikke sikker på, at denne sag afgøres af jer alene.« Gunnar sagde: »Man kan forvente god støtte dér, hvor man har dig. Nu er du forpligtet til at hjælpe din fosterdatters mand, og vi er forpligtede til at hjælpe dig, for der var mange, der påhørte, at du bortfæstede kvinden, og at dette skete helt efter din bestemmelse. Det er også godt, at I nu får afprøvet, hvem der er den stærkeste af jer høvdinge, for I har længe snappet efter hinanden som ulve.«


12. Om løfteafgivelserne ved brylluppet

Nu skilles de, og Tord er meget vred og mener, at de har holdt ham for nar. Men de andre rider nu først til Gunnarstad og synes, at de har gjort det rigtig godt, siden de har fået Tord på deres side i sagen, og de var nu ganske glade. De red ikke sydpå denne gang, men indbød folk til bryllup og til at komme til Hvamm til den aftalte tid.

Dér fik Tord mange gæster, og han fordeler folk på pladserne om aftenen. Han sad selv på den ene bænk sammen med Gunnar — sin svoger — og dennes mænd, mens Torkel Trævl sad hos brudgommen på den anden bænk sammen med deres indbudte. Kvindfolkene sad på tværbænken. Da bordene var blevet stillet frem, og alle havde sat sig, steg brudgommen — Herstein — frem over bordet og hen, hvor der stod en sten.[4] Han trådte med den ene fod op på stenen og tog til orde: »Det lover jeg,« sagde han, »— at før Altinget slutter til sommer, skal jeg enten have fået Arngrim Gode dømt fredløs eller have opnået selvdømme.« Derefter gik han tilbage til sin plads. Så steg Gunnar frem og tog til orde: »Det lover jeg,« sagde han, »— at før Altinget slutter til sommer, skal jeg få Torvald Oddson dømt til landsforvisning eller have opnået selvdømme.« Han går tilbage til bordet og sagde til Tord: »Hvorfor sidder du — Tord! — og siger ingenting? Vi véd, at du tænker det samme som os.« Tord svarer: »Det skal der ikke tales om nu.« Gunnar svarer: »Hvis du ønsker, at vi taler for dig, kan det ordnes, men vi véd, at du går efter Tunge-Odd.« Tord sagde: »I kan bestemme over jeres egne ord, men jeg bestemmer, hvad jeg siger. Sørg nu for at det, som I har bekendtgjort, afsluttes godt.« Ellers skete der ikke noget særligt ved gæstebuddet, og alt forløb med den største værdighed, og da det var slut, tog alle derfra ad hver sin vej. Således gik vinteren.

Ved forårets komme samles folkene og drager sydpå til Borgfjord og kommer til Nordtunge, hvor de stævner Arngrim og Hønse-Tore til tinget på Tingnæs. Herstein forlader flokken med 30 mand og tager derhen, hvor Torvald Oddsons seneste overnatningssted sagdes at have været, for han havde da forladt sit opholdssted. Nu er der røre i herredet, og der snakkes meget, og på begge sider sker der samling af folk.


13. Kampen mellem Tord Brøler og Tunge-Odd

Det rygtedes, at Hønse-Tore var forsvundet ud af herredet selvtolvte, såsnart han erfarede, hvem der var blevet inddraget i sagen, og man hørte overhovedet ikke noget til ham. Odd samler nu folk i dalene — både fra Reykjadal og Skorradal — og fra alle bebyggelser sønden for Hvidå, og tillige havde han mange folk fra andre steder. Arngrim Gode samlede folkene fra Tværålien og nogle dele af Nordreådal.

Torkel Trævl samlede længere nede folk fra Myre og Stavholtstunge, også nogle folk fra Nordreådalen har han med sig, for Helge — hans bror — boede i Hvamm, og ham havde han med sig. Nu samler Tord Brøler folk vestpå, men flokken bliver ikke stor. Alle disse, som har del i sagen, mødes nu og bliver i alt to hundrede mand, og de rider nu nedad uden for Nordreå og over åen ved Eyjavad oven for Stavholt, og de agter sig over Hvidå på det sted, som kaldes Trællestrømmen. Da så de en vældig menneskeflok i bevægelse syd for åen. Det er Tunge-Odd med nær fire hundrede mand, og de sætter nu farten op for at komme først til vadestedet. De mødes nu ved åen, og Odds folk springer af hestene og spærrer vadestedet, så Tords flok forhindres i at ride frem — men de vil til tinget. Det kommer nu til kamp, og der følger straks mandskade. Fire af Tords mænd faldt. Torolf Ræv faldt dér — Alf i Dalenes bror — en anset mand. Og derpå trak man sig tilbage. Én af Odds mænd faldt, men tre blev hårdt sårede.

Tord henskyder nu sagen til Altinget. De rider nu hjem vestpå, men folk mente, at vestmændene havde mistet megen ære. Nu rider Odd til tinget. Han sendte sine trælle hjem med hestene. Jorun — hans kone — spurgte om nyt, da de vendte hjem. De sagde, at de ikke kunne fortælle andet, end at der var kommet en mand vestfra fra Bredefjord for at svare Tunge-Odd, og hans lyd og stemme var, som når en tyr brølede. Hun sagde, at det ikke var nogen nyhed, når han fik svar som andre mænd, men mente i øvrigt, at der var sket ting, som gjorde, at det ikke var mere end rimeligt. »Det kom også til kamp,« sagde de, »— og der faldt i alt fem mand, mens mange blev sårede.« Men dette havde de ikke omtalt tidligere.

Nu slutter tinget, og der sker ikke noget særligt. Da svigerfar og svigersøn kommer hjem vestpå, bytter de gårde, og Gunnar tager til Ørnulfsdal, mens Herstein overtager Gunnarstad. Efter dette lader Gunnar alt det tømmer, Ørn Østmand havde ejet, hente vestpå og føre hjem til sig i Ørnulfsdal. Derpå begynder han at opføre bygninger på gården for anden gang, for hænderne sad godt på Gunnar. Han var også duelig i alt, dygtig i kamp og på alle måder en rask mand.


14. Om kampen på tinget og oprettelsen af fjerdingsdomstolene

Nu går tiden helt frem til det, at folk rider til tinget. Der foregår nu meget i herrederne. På begge sider rider man af sted overordentligt talstærkt. Da Tord Brøler kommer til Gunnarstad, er Herstein blevet syg, og han formår ikke at deltage i tinget. Han overdrager nu sagen til de andre. 30 mand blev hjemme hos ham.

Nu rider Tord til tinget. Han samler sine venner og slægtninge og ankommer tidligt til tinget, og tinget holdtes dengang under Årmandsfjeld. Efterhånden som flokkene ankommer, får Tord samlet en stor styrke. Nu ser man, at Tunge-Odd er på vej. Tord rider da imod ham for at forhindre, at han skal opnå tingfred. Odd rider med tre hundrede mand i sit følge. Tord og hans folk spærrer adgangen til tingstedet, og det kommer straks til kamp. Det fører snart til mandefald, og rigtig mange blev såret. Seks af Odds mænd faldt, for Tords flok var langt mere talstærk. Retsindige folk indså, at hvis hele tingforsamlingen kom i kamp, ville det medføre en skade, som sent kunne bødes. De gik imellem og skilte parterne og vendte sagen til forlig, men Odd måtte give sig for overmagten, både fordi han havde en vanskeligere sag at føre og tilmed var magtesløs, da han havde færre folk. Det blev da afgjort, at Odd skulle telte uden for tingfredningen, men han skulle have adgang til domstolen og til at forette sin nødtørft. Han skulle forholde sig roligt, og hverken han eller hans folk måtte udvise genstridighed. Folk forhandlede nu sagen og søgte at forlige dem.

[Tord Brøler holdt da en lang og god tale på Lovbjerget, og han omtalte, hvor galt det var, at folk opsøgte fremmede tingkredse for at føre sager om drab eller forfølge krænkelser imod dem. Han fortalte nu, hvilket møje han måtte have for at få denne sag afgjort, og han mente, at den slags besvær ville blive mange til skade, såfremt man ikke vedtog en bedre ordning, »— fordi,« sagde han, »— det indtil nu har været lov, at sager skal føres på det tingsted, som er nærmest åstedet.«

Men da landet blev inddelt i fjerdinger, blev det ordnet således, at der var tre tingkredse i hver fjerding — på nær i Nordlandsfjerdingen, hvor der var fire, fordi man ikke kunne blive enige om andet. De, som boede nord for Eyjafjord, ville ikke have tingsted dér, og de, som boede vest for Skagafjord ville heller ikke derhen. Dog skulle der på Altinget udnævnes det samme antal dommere fra deres fjerding som fra hver af de øvrige fjerdinger. En mand derfra skulle besidde over-godordet, så goderne dér ikke alle ville få plads i retten. Siden blev fjerdingstingsordningen fastlagt. Dette har Ulfhedin Gunnarson fortalt mig.][5]

Nu kom sagen for retten, men det gik tungt for Odd, især fordi en stor overmagt var imod ham.


15. Hønse-Tore dræbes. Sagen afsluttes

Nu skal der fortælles om Herstein, for han kom sig snart af sygdommen, dengang de andre var redet til tinget. Han tog da til Ørnulfsdal.

En tidlig morgen befandt han sig i smedjen, for han meget dygtig til at arbejde med jern. Så kom der en bonde, som hed Ørnulf, og talte til ham: »Min ko er syg,« sagde han, »— og jeg vil bede dig — Herstein! — om at komme og se til den. Vi synes nu, det er godt, at du er kommet tilbage; så har vi da noget til gengæld for din far, som vi havde den største gavn af.« Herstein svarer: »Jeg er ligeglad med din ko, og jeg har ikke forstand på, hvad der er galt med den.« Bonden svarer: »Der er dog stor forskel på folk: Din far gav mig koen, men du gider ikke se til den.« Herstein svarer: »Jeg giver dig en anden ko, hvis denne dør.« Bonden svarer: »Jeg vil hellere, at du ser til denne.« Herstein springer op og bliver vred, men går ud fulgt af bonden, og de tager derpå vejen mod skoven. Dér ligger en stejl vej med skovbevoksning på begge sider. Da Herstein kommer op ad den bratte stigning, gør han holdt. Han havde et meget skarpt syn. Da sagde han: »Der kom et skjold til syne i skoven.« Bonden tav. Herstein sagde: »Har du forrådt mig — din hund? Hvis du har svoret ikke at røbe noget, så lægger du dig ned uden at sige et ord, og hvis du ikke gør det, så dræber jeg dig.« Bonden lagde sig da ned, men Herstein vender hjem og kalder på sine folk. De griber deres våben og skynder sig straks til skovs og finder Ørnulf på vejen. De beordrer ham til at følge dem derhen, hvor de havde aftalt at mødes. Nu går de, indtil de kommer til en rydning. Da sagde Herstein til Ørnulf: »Jeg vil ikke tvinge dig til at tale, men gør nu som I har aftalt.« Bonden løber op på en forhøjning og pifter højlydt. Derpå løber tolv mand frem, og Hønse-Tore anførte flokken, men Herstein og de andre pågriber disse mænd og dræber dem. Herstein hugger selv hovedet af Tore, og han tager det med sig og rider sydpå til tinget og fortæller, hvad der er sket. Herstein bliver meget rost for dette værk og vinder stor hæder, som man kunne forvente.

Nu kommer folks sag for retten, og det ender med, at Arngrim Gode bliver idømt fuld fredløshed sammen med alle dem, der var delagtige i branden, på nær Torvald Oddson. Han skulle være udenlands tre år, men måtte derefter vende tilbage. Der blev betalt for ham og ligeledes for, at de andre mænd kunne rejse. Torvald forlod landet om sommeren, men han kom i land i Skotland og blev gjort til træl dér. Herefter blev tinget afsluttet, og folk mente, at Tord havde forfulgt sagen godt og dygtigt. Arngrim Gode forlod også landet om sommeren, men der siges ikke noget om, hvor meget der blev bødet. På denne vis endte denne sag.

Folk red derefter hjem fra tinget, mens de dømte — som sagt — forlod landet.


16. Om Torodd Tunge-Oddson og Jofrid

Gunnar Hlifson sidder nu i Ørnulfsdal, hvor han har bygget godt. Han var på sin sæter, og der var kun få folk hjemme. Jofrid — Gunnars datter — havde slået et telt op ude, for hun syntes, det gav lidt adspredelse.

En dag sker det, at Torodd — Tunge-Odds søn — rider ved Tværålien. Han kommer på sin vej til Ørnulfsdal og går ind i teltet til Jofrid. Hun hilser venligt på ham. Han sætter sig ned ved siden af hende, og de taler sammen, men i det samme kommer en dreng fra sæteren og beder Jofrid hjælpe sig med kløvbyrderne. Torodd træder til og tager kløvbyrderne ned, og drengen tager derefter af sted og ankommer til sæteren. Gunnar spørger, hvordan han fik det klaret så hurtigt. Han svarer ikke. Gunnar spurgte: »Så du noget, der var omtale værd?« »Overhovedet ikke,« sagde drengen. »Nej?« sagde Gunnar, »— du ligner ellers en, der har set noget, som syntes omtale værd — og sig det, hvis det passer. Der er måske kommet nogen til gården?« »Jeg så ingen komme,« sagde drengen. »Det skal vi nok få ud af dig,« sagde Gunnar og tog en stor vidje, som han agtede at slå drengen med. Han fik ikke mere ud af ham end før. Derpå fik Gunnar sig en hest, og han springer i sadlen og rider i hast ned langs lien til vinterhusene. Jofrid ser sin far komme farende og siger det til Torodd og beder ham ride væk: »Jeg vil nødig være årsag til noget ondt.« Torodd siger, at han vil ride med det samme. Gunnar ankommer hurtigt, springer af hesten og går straks ind i teltet. Torodd hilser ham venligt, og Gunnar tog imod hans hilsen og spurgte derefter, hvorfor han var kommet. Torodd sagde, at det lå på hans vej, »— og jeg ville dog ikke gøre dette for at være fjendligt imod dig. Men jeg vil gerne vide, hvad dit svar er, hvis jeg beder om Jofrid — din datter.« Gunnar svarer: »Jeg vil ikke gifte min datter med dig, sådan som tingene står. Nu har der også en tid været uenighed mellem os.« Torodd red derpå hjem.


17. Torodd får Jofrid

En dag siger Odd, at det ikke ville være dårligt at udnytte jorden i Ørnulfsdal, »— hvor andre mænd i uret har sat sig på min ejendom.« Kvinderne sagde, at det var betimeligt: »Kvæget giver dårligt noget, og det vil betyde meget mere mælk, hvis det sker.« »Så skal dyrene drives derhen,« sagde Odd, »— for dér er græsningen god.« Da sagde Torodd: »Jeg vil tilbyde at drive dyrene, det vil forekomme mindre pågående.« Odd sagde, at det så han gerne, og de tager nu af sted med dyrene. Da de er kommet godt på vej, siger Torodd, at de skal drive dyrene derhen, hvor der var mest stenet og den ringeste græsning. Nu går natten, og om morgenen driver de dyrene hjem. Da kvinderne har malket, siger de, at de aldrig har fået så dårligt et udbytte som nu, så dette blev ikke anstillet oftere. Nu går tiden.

En tidlig morgen siger Odd til sin søn — Torodd: »Du skal tage ned i bygden og samle mændene, for nu vil jeg fordrive folkene fra vores ejendom, og Torfe skal drage op over Halsene og gøre dem bekendt med dette møde. Vi mødes ved Steinsvad.« Nu gør de sådan og samler folk. Torodd skaffer 90 mand og rider derpå til vadestedet. Torodd og hans folk kommer først til vadestedet. Han beder de andre ride i forvejen, »— for jeg vil vente på min far.« Da de ankommer til gården i Ørnulfsdal, er Gunnar ved at læsse. Nu siger drengen, der var hos Gunnar: »Der kommer folk til gården — og de er ikke få i tallet.« »Ja,« sagde Gunnar, »— det gør der.« Og han går hjem til gården og tog sig bue, for han var den bedste bueskytte af alle og blev gerne sammenlignet med Gunnar på Liens Ende. Han havde da fået bygget gode huse på gården, og yderdøren var forsynet med så stort et glughul, at man kunne stikke hovedet ud gennem det. Han stod ved døren med buen.

Nu kommer Torodd frem til gården og går hen til døren fulgt af få mænd og spørger Gunnar, om han vil tilbyde forlig. Han svarer: »Jeg kender ikke til, at jeg har noget at skulle bøde, men jeg regner med, at mine tjenestekvinder her får stukket nogle af dine følgesvende med søvntorne, før I overvinder mig, og jeg må bide i græsset.« Torodd svarer: »Det er sandt, at du overgår de fleste mænd, der lever nu, men der kan dog komme så stor en flok imod dig, at du ikke kan gøre noget imod dem, for min far er på vej her til gården med mange mænd og agter at dræbe dig.« Gunnar svarer: »Udmærket! Jeg skal nok få ram på en mand, før jeg segner til jorden. Og det undrer mig ikke, at din far kun overholder forliget mådeligt.« »Det er sådan,« sagde Torodd, »— at jeg gerne vil indgå forlig, og ræk nu hånden frem med din gode vilje og giv mig Jofrid — din datter.« Gunnar svarer: »Du kan ikke true dig til min datter — men hvad dig angår, er det ikke et ringe tilbud, for du er en god mand.« Torodd svarer: »Sådan vil retsindige folk ikke vurdere det, men jeg vil takke meget, hvis du tager imod disse vilkår med de betingelser, som er knyttet til.« Og på sine venners råd og desuden fordi han fandt, at Torodd altid havde båret sig godt ad, ender det med, at Gunnar rækker hånden frem, og således sluttes denne aftale.

I det samme ankommer Odd til hjemmemarken, og Torodd vender sig straks imod sin far og spørger, hvad denne har i sinde. Han svarer, at han agter at brænde gården og alle folkene. Torodd svarer: »Sagen står nu anderledes, og jeg har indgået forlig med Gunnar.« Han fortæller nu, hvordan alt er gået til. »Nej, nu har jeg da aldrig!« siger Odd. »Kunne du da ikke have ventet med at få konen, til Gunnar — vores største modstander — var blevet dræbt? Det var skidt gjort, da vi gav dig noget at skulle have sagt.« Torodd svarer og sagde: »Du må først kæmpe imod mig, hvis ikke du vælger andet.« Folk går nu imellem far og søn og forliger dem. Enden på sagen blev, at Jofrid bliver givet til Torodd, men det er Odd meget imod. Således tager man hver til sit. Derefter holdes brylluppet, og Torodd er meget glad for sit giftermål.

Da vinteren er gået, drager Torodd udenlands, for han havde erfaret, at Torvald — hans bror — var taget til fange, og han ville løskøbe ham. Han kommer til Norge, men hverken han eller hans bror kom siden tilbage til Island.

Odd begyndte nu at blive meget gammel. Da han erfarede, at ingen af hans sønner ville komme tilbage, blev han alvorligt syg, og da han lå på det yderste, sagde han til sine venner, at de skulle føre ham op på Skånøsfjeldet, når han var død. Han sagde, at derfra ville han kunne se over hele Tungen — og dette blev gjort.

Jofrid Gunnarsdatter blev siden givet til Torstein Egilson på Borg, og hun var en meget duelig kone.

Og dermed slutter Hønse-Tores saga.



Noter:

  1. ɔ: måneden, hvis begyndelse falder i vinterens 13. uge ~ mellem 19. og 25. januar.
  2. ɔ: måneden, hvis begyndelse falder i vinterens 18. uge ~ mellem 18. og 24. februar.
  3. ɔ: måneden, hvis begyndelse falder i vinterens 22. uge ~ mellem 20. og 26. marts.
  4. ɔ: en jordfast sten.
  5. De i parantes anførte afsnit er mere eller mindre taget fra Íslendingabók.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.