Høstkarlen II

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Høstkarlen II
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


Der boede en rig Bonde i Biskopstungerne. Han var gift og havde med sin Hustru en Søn, deres eneste Barn. Drengen viste tidlig gode Anlæg. Forældrene holdt saare meget af denne Søn og kunde aldrig afsee ham, og saaledes voxede han nu op i Fædrenehuset, til han havde naaet Sextenaars Alderen. Da begav det sig en Sommer, at to Mænd der i Nabolaget, som pleiede at drage til Høstarbeide paa Nordlandet, talte til Bonden om at han lod sin Søn drage med dem, for saaledes at udvide sine Kundskaber. I Førstningen var Bonden uvillig dertil, men lod sig dog bevæge, da Drengen selv havde saa stor Lyst til at reise med dem. Da den Tid var forbi, paa hvilken Lammene skulle skilles fra Faarene, og Høstfolkene vilde bryde op, udrustede Bonden sin Søn; han gav ham en rigelig Reisekost, deriblandt en heel Krop af et gammelt Faar. Drengen tog Afsked med sine Forældre, som ønskede ham al mulig Lykke paa Reisen, og stævnede nu med Høstfolkene nordpaa Fjeldene. De rastede ovenfor Thjorsaa, og havde da tilbagelagt to Dagsreiser. Da var det, at Høstfolkene, efter at de havde opslaaet Telt, bleve enige om at berøve Drengen hele hans Reisekost, og de lode ham kun beholde en Bagfjerding af Faarekroppen. Han tyktes ilde om denne Medfart, men maatte dog finde sig deri. Efter at hans Kammerater havde spiist, lagde de sig til at sove, men Drengen kunde hverken sove eller spise af Vrede over sine Staldbrødres Fremfærd. Da der var gaaet en liden Tid, kom en rød Hund hen til Teltet, snusede omkring det og løftede endelig en Flig i Veiret med Snuden; Drengen kastede da den Bagfjerding, som han havde tilbage af Faaret, til Hunden, der snappede den og forsvandt dermed. Efterat Drengen endnu en Tid havde siddet i Teltet, med et tungt Sind og uden at kunne sove, gik han hen til sine Heste, som græssede kort derfra. Da seer han, at der kommer en stor Mand, fulgt af en rød Hund, som styrer hen imod ham. Den Kommende hilser venligt paa Drengen og spørger om Tidender, og Drengen besvarer hans Spørgsmaal med Klogskab og Ro. Tilsidst fortæller Drengen ham sin Tilstand, som den nu er. Manden indbyder ham da til at tage Høstarbeide hos sig for denne Sommer, og Drengen tager imod hans Tilbud. Derpaa tog han sine Heste, sadlede dem og drog saa bort med Manden, uden at tage Afsked med sine Medreisende, som bleve sovende tilbage i Teltet. De bleve ved at reise hele denne Dag og heelt ud paa Natten i en modsat Retning af Alfarveien, og Manden tog dygtige Skridt, indtil de kom til en lille Gaard, som laa i en Dal. Gaarden var trindt omgiven af fagre Enge, men det var, som om en Taage betog dem al Udsigt i det Fjerne. Da de kom hen til Gaarden, stod et Kvindfolk udenfor Døren; hun hilste paa sin Fader og gik ham imøde, og hun var baade ung og smuk. Manden viste Bondesønnen ind i et Gjæstekammer og bød sin Datter at bringe ham Mad og være ham behjelpelig ved hans Afklædning. Han sov nu trygt den øvrige Deel af Natten. Om Morgenen kom Manden til ham og sagde, at han allerede havde tiltænkt ham hans Arbeide. Da stod Bondesønnen op i en Fart og gik ud; Manden viste ham et meget stort, men jevnt og græsrigt Stykke Eng og sagde ham, at han maatte være færdig med at slaae det til Fjeldgangstiden. Bondesønnen ansaae Arbeidet for næsten uoverkommeligt. Derpaa gav Manden ham Lee og Skaft, som begge Dele vare ypperlige Redskaber; men Datteren skulde rive sammen efter ham. Manden paalagde ham meget, ikke at være nyfigen efter Forholdene paa Gaarden. Der var nu Bondesønnen, og hver Dag, med Undtagelse af Søndagen, gik han til Høslætten, men om Natten sov han i sit Kammer. I al den Tid saae han ingen Andre end Fader og Datter, og aldrig blev han heller vaer ved nogetsomhelst Kvæg. Han slog Græsset og hun rev sammen, men hvad der forekom ham underligt var, at Høet forsvandt saa saare det var slaaet og revet sammen. Hans Ensomhed forekom ham besynderlig, men dog meget morsom. En Uge før Fjeldgangen var han færdig med det Arbeide, der var tildeelt ham. Da kom Manden til ham, med glade Miner, og takkede ham for Sommerarbeidet. Han sagde, at nu var det paa Tiden for ham at komme hjem, for at han ikke skulde komme bagefter sine Kammerater. Han fortalte ham, at de havde sovet i Teltet, hvor de skiltes, indtil for to Uger siden, da først vare de vaagnede og vare dragne nordefter ad Sprængesand, men havde ikke kunnet faae noget Høstarbeide paa Nordlandet, fordi det var saa langt hen paa Sommeren, og nu vare de paa Reisen tilbage til Sønderlandet. Han betalte Bondesønnen hans Sommerløn, to store Bælge, med 240 Pund Smør i hver. Foruden Smørret gav han ham to gamle Faar og en god Reisekost. Siden bragte han ham hans Heste og ovenikjøbet en graa Hest, som ret var et prægtigt Dyr; denne Hest, sagde han, kunde bære hans Bylter, men selv skulde han nu følge ham did, hvor de første Gang havde seet hinanden. Da de vare færdige til at bryde op, kom Manden med et stort Dyrehorn, rakte det til Bondesønnen og bød ham at drikke deraf. Bondesønnen tog sig en Slurk af Hornet, og det var, som om han følte, at hans Kræfter tiltoge derved. Da udfordrede Manden ham til en Brydekamp, men det varede ikke længe, før Bondesønnen faldt. Manden bød ham da at tage Hornet og drikke nok en Slurk, saa skulde de atter forsøge sig i Brydekampen. Bondesønnen gjorde, som Manden bød, hvorpaa de toge Tag i hinanden, og nu stod han noget længere end første Gang. Da lod Manden ham drikke tredie Gang af Hornet og brødes siden med ham for tredie Gang, og da værgede Bondesønnen sig længe. Manden sagde da, at ikke vilde han bukke under, om han end mødte to raske Mænd paa sin Vei.


Nu sagde Bondesønnen Farvel til Mandens Datter og gav hende et Kys til Afsked, hvorpaa han besteg den ene af sine egne Heste, medens han førte den anden ved Tømmen tilligemed den graae Hest, som bar Kløvlæsset. Manden fulgte ham, men den røde Hund jog Faarene foran dem. Manden gik med ham, indtil de kom til Veien Syd for Sprængesand. Her sagde han, at han ikke vilde gaae længere, men han laante Bondesønnen Hesten og Hunden hjem med sig. Før de skiltes, bad han Bondesønnen at forrette Høstarbeide hos sig den næste Sommer, hvilket denne lovede; de aftalte da at mødes der, hvor de nu skiltes, og sagde derpaa Farvel til hinanden.


Da Bondesønnen havde reist en Stund, mødte han to Mænd paa Veien, før han havde naaet sit Raststed; det var hans Kammerater, og de havde kun lidet Reisegods; de hilste paa ham og han paa dem. Han kom ikke tomhændet fra Høsttjenesten, tyktes dem, og de spurgte, hvor han havde tilbragt Sommeren, men han svarede, det ragede ikke dem. De sagde, at nu maatte han dele sin Løn med dem, men dertil svarede han Nei; da sagde de, at saa fik Styrken at raade; ja, det havde han ikke Noget imod, svarede han; han havde desuden gammelt Fjendskab at huske dem, sagde han. De stege nu alle ned af Hestene, og begge Kammeraterne havde nu isinde at tage alt det Gods, han førte med sig, men han greb dem, een i hver Haand, og kastede dem et langt Stykke fra sig, saa at de stødte sig og havde deres Nød med at komme paa Fode igjen; de vilde da heller ikke gjerne have med en slig Pokkers Karl at gjøre, som Bondesønnen var, og han fortsatte derpaa sin Reise. Da han kom hjem til sine Forældre, slap han Hesten, som strax vendte tilbage, hvilket ogsaa den røde Hund gjorde. Forældrene vare saare glade over Sønnens Hjemkomst og fandt, at han havde havt en lykkelig Høstfærd, og alle Mennesker undredes over de Faar, som han drev hjem, thi aldrig havde man der i Bygden seet deres Mage, hverken med Hensyn til Størrelse eller Huld. Lidet gad han melde om sin Færd eller om, hvor han havde tilbragt Sommeren. Den følgende Vinter blev han hjemme hos sine Forældre lige til man havde skilt Lammene fra Faarene om Vaaren, og han var Bygdens ypperste Mand med Hensyn til Styrke og anden Dygtighed , fandt man.


Siden gjorde han sig færdig og drog afsted til Høstarbeide. Han traf sin Husbond paa det bestemte Sted, og de mødtes som gode Venner. Han fulgte ham til Gaarden, hvor Alt var som forrige Sommer; han forefandt der intet andet Menneske end Husbondens Datter, som tog imod ham med stor Glæde. Da Bondesønnen havde hvilet sig, gav Husbonden ham Skaft og Lee og anviste ham et Stykke Eng, som han skulde være færdig med, før man drog tilfjelds efter Faarene; det var et meget større Stykke end man havde anviist ham forrige Sommer. Bondesønnen gav sig ifærd med sin Gjerning, og saaledes gik det om Sommeren, at han slog Græsset, men Datteren rev det sammen, og i samme Nu forsvandt det fra Engen; han var færdig med sit Stykke en halv Maaned før Fjeldgangstiden. Da kom Husbonden til ham, medens han sad i sit Kammer, og takkede ham for hans Sommergjerning; han fandt, sagde han, at Arbeidet var gaaet ham raskt fra Haanden, skjøndt det jo ikke var undgaaet hans Opmærksomhed, at han havde sinket sig imellemstunder med at passiare med hans Datter; det kunde han see, sagde han, at det ikke var dem imod at arbeide sammen , og herimod havde Bondesønnen Intet at indvende. Manden sagde, at han havde handlet vel i ikke at vise Nyfigenhed efter at komme paa Spor efter Forholdene her paa Stedet, saa underlige de end maatte have forekommet ham. Han fortalte nu Bondesønnen oprigtigt, at han drev sin Gaard efter en stor Maalestok og holdt mange Tjenestefolk; han havde havt tolv Døttre med sin Hustru, fortalte han, hvoraf elleve vare gifte Koner der i Dalen, thi saa mange Gaarde vare der, men hans tolvte Datter, den, han havde seet, var yngst og ugift, og hende vilde han give ham, saasom de Begge havde det Ønske at faae hinanden. Bondesønnen tog med Fryd imod hans Tilbud. For at stadfæste sin Fortælling, tog Manden et Glas op af sin Lomme, som han bad Bondesønnen at kige igjennem. Da saae han vide om Dalen, som baade var stor og smuk; der var tolv Gaarde, og trindt syslede Folk med Høhøsten. Trindt paa Græsgangene saae han store Flokke af Hornkvæg og Heste, og i Lierne, der omgave Dalen, græssede talrige Faarehjorde; ogsaa saae han, at mange Folk syslede med Høet paa Mandens egen Gaard, men aldrig saa snart tog han Glasset bort fra sine Øine, før han ikke saae Andet end hvad der før var at see. Dagen efter lavede Bondesønnen sig til for at drage bort med sin Fæstemø, og Husbonden udrustede dem til Reisen. Han forærede dem sexten fortrinlige Faar, som den Røde skulde drive til Bondesønnens Hjem. Han gav dem endvidere saa mange andre gode Ting, som den føromtalte graae Hest fik at bære, at den havde fulde Kløv. Selv sagde Husbonden, at han vilde følge dem paa Veien saa langt som forrige Sommer. Alle Tre droge da nu bort fra Dalen og vare sammen, til de kom til Hvilestedet Nord for Thjorsaa; da sagde Manden, at nu maatte han vende om igjen, men Hesten og Hunden skulde de tage med sig, Dyrene vilde jo godt siden af sig selv kunne finde Veien hjem igjen. Han ønskede Bondesønnen og sin Datter al Lykke paa Reisen, kyssede dem med den største Blidhed og vendte derpaa hjemad, medens Bondesønnen drog til sit Hjem med sin Fæstemø. Hesten bar sine Bylter, og Hunden drev Faarene derhen, men siden forsvandt de begge.


Med stor Fryd modtoge Forældrene Sønnen og hans Fæstemø. Hun blev anseet for en Prydelse blandt alle Kvinder og en Hæder for Bygden; ogsaa fandt man, at hun havde bragt sin Husbond en anseelig Medgift. Efter et halvt Aars Forløb stod deres Bryllup, og de begyndte deres Husstand paa hans Forældres Gaard. De levede længe og holdt altid meget af hinanden og bleve regnede for Hædersfolk der i Herredet. Der stammer da ogsaa en stor Æt ned fra ham og hende.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.