Halfdan og Harald
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Da Frode var tagen af Dage, herskede Halfdan i henved tre Aar over Danmark; derpaa overgav han Herredømmet til sin Broder Harald som Stedfortræder og hærjede som Viking med Vold og Magt paa øland og de nærliggende øer, der skilles fra Sveriges Fastland ved et bugtet Sund. Her trak han om Vinteren sine Skibe paa Land og omgav dem med en Vold, og tre Aar tilbragte han paa dette Togt. Derpaa angreb han Sverige og fældede Kongen i et Slag. Saa vilde han tage en Dyst op med Kongens Dattersøn Erik, en Søn af hans Farbroder Frode, og da han havde faaet at vide, at Eriks Kæmpe Hake var dreven i at døve Sværd med Galdresange, lavede han sig til at hugge med en vældig Kølle besat med Jærnknopper, som om han vilde overvinde Trolddomsmagten med Træets Kraft. Derpaa satte han - thi han overgik alle andre ved sin udmærkede Tapperhed - midt under Fjendernes hidsigste Angreb Hjælmen paa sit Hoved, kastede Skjoldet og svang med begge Hænder Køllen imod den Mur af Skjolde, der blev rejst imod ham, og ingen Hindring var saa stærk, at den ikke blev slaaet i Stumper og Stykker af dens vældige Slag; ogsaa Kæmpen, der styrtede frem for at slaas med ham, fældede han med et voldsomt Hug med sit Vaaben. Han tabte nu alligevel Slaget og flyede for at søge Lægedom for sine Saar til Helsingland til en Mand, der hed Vitolf, og som i sin Tid havde tjent Harald. Denne Mand havde tilbragt største Delen af sit Liv i Felten, men efter sin Høvdings sørgelige Død havde han trukket sig tilbage til denne øde Egn og søgte i Bondegjerning Hvile efter Krigens vante Idrætter. Selv var han ofte bleven ramt af Fjendens Spyd og Pile, og han havde erhvervet sig en ikke ringe Kyndighed i Lægekunsten ved stadig at maatte læge sine egne Saar; men hvis nogen søgte at opnaa hans Hjælp ved at smigre for ham, plejede han i Steden for at helbrede ham at give ham noget, som hemmelig gjorde ham Skade, thi han holdt det for ædlere at true sig Velgjerninger til end at sleske sig dem til. Da Eriks Krigsfolk, opsatte paa at angribe Halfdan, vilde til at gaa løs paa hans Hus, berøvede han dem Synet saaledes, at de hverken kunde se Huset, skjønt det var tæt ved, eller finde Vej til det, i den Grad sløvede han deres Syn med en skuffende Taage.
Da Halfdan ved Vitolfs Bistand var kommen helt til Kræfter igjen, tog han Thore, en Kæmpe af udmærket Dygtighed, med sig og erklærede Erik Krig. Da den fjendtlige Styrke rykkede frem, og han saa', at den var hans overlegen i Antal, bød han, at en Del af hans Hær skulde skjule sig imellem Buskene ved Vejen for fra dette Baghold at gjøre det af med Fjenden, naar han rykkede frem, hvor Vejen var snævrest. Dette forudsaa Erik, som havde undersøgt Vejen, han maatte rykke frem ad, og han mente derfor, at han maatte trække sig tilbage, for at han ikke, naar han fulgte den foreskrevne Vej, ved Fjendernes Svig skulde komme i Klemme imellem de stejle Bjærges Krumninger. Det kom derfor til Kamp imellem dem i en Dal, der paa begge Sider indesluttedes af stejle Bjærgskrænter. Da Halfdan saa', at hans Fylking vaklede, klavrede han tillige med Thore op paa en Klippe, hvor der var fuldt op af store Sten, og derfra væltede de løsrevne Klippemasser ned over Fjenden nedenunder og knuste hans Fylking ved deres Fald og Vægt. Saaledes gjenvandt Halfdan med Sten den Sejr, hans Vaaben var gaaet glip af. Paa Grund af denne tapre Bedrift fik han Tilnavnet Bjærggram, der synes at være sammensat af Ordet Bjærg og et Ord, der betegner hans Vildhed. Han kom snart i saa stort Ry blandt Svenskerne, at de holdt ham for at være en Søn af den store Thor, og at Folket viste ham guddommelig Ære og ansaa ham for værdig til, at man offentlig ofrede til ham.
Men eftersom det plejer at falde de overvundne vanskeligt at slaa sig til Ro, og de undertvungnes Frækhed bestandig higer imod, hvad der er dem forment, angreb Erik, medens han pønsede paa at raade Bod paa de Tab, hans Flugt havde paaført ham, de Landsdele, Halfdan havde underlagt sig. Ikke engang Danmark undlod han at lade sin Grumhed gaa ud over, idet han ansaa det for al Ære værd at hjemsøge den Mands Land, der havde fordrevet ham fra hans eget. Idet han saaledes foretrak at paaføre et andet Land Overlast frem for at vise den tilbage, der blev tilføjet hans eget, friede han Sverige fra Fjender, thi da Halfdan erfor, at hans Broder Harald var bleven slaaet af ham i tre Slag og fældet i det fjerde, blev han af Frygt for at miste Riget nødt til at forlade Sverige og vende hjem til Danmark, og saaledes kom Erik saa meget hurtigere igjen i Besiddelse af Herredømmet over Sverige, som han havde været let til at opgive det. Havde Lykken været ham lige saa gunstig i Henseende til at bevare Herredømmet som i Henseende til at gjenvinde det, vilde den ikke have givet ham i Halfdans Vold. Med hans Tilfangetagelse gik det saalunde til: Da Halfdan var vendt tilbage til Sverige, skjulte han snedig sin Flaade og sejlede imod Erik med to Skibe. Erik angreb ham med ti, og ad forskjellige Krogveje sejlede han saa tilbage til det Sted, hvor han havde sin Flaade skjult. Erik forfulgte ham for langt, og den danske Flaade kom frem paa Havet. Erik blev omringet, men han afslog det Tilbud, der blev gjort ham om at beholde Livet paa Betingelse af Trældom, han kunde ikke indlade sig paa at sætte Livet over Friheden og foretrak Døden for Trællekaar for ikke at faa Ord for af Begjærlighed efter Livet at lade sig fra fri Mand gjøre til Træl og for ikke at blive den Mands underdanige Tjener, som Lykken for stakket siden havde gjort til hans Ligemand. Saa lidt vil Tapperheden vide af at kjøbe Livet med Vanære. Han blev da lagt i Lænker og sendt bort til et Sted, hvor mange vilde Dyr holdt til, og fik saaledes et Endeligt, som en saadan Sjælsstorhed ikke havde fortjent.
Halfdan, som nu var Herre over to Riger, smykkede det Ry, han havde vundet, med trefoldig Hæder; han var nemlig veltalende og forfaren i at digte paa den fra Fædrene nedarvede Vis og ikke mindre udmærket til al Kæmpeidræt end til at haandhæve sin kongelige Magt og Myndighed. Men da han fik Nys om, at to dristige Vikinger, Toke og Amund, truede de omliggende Landsdele, angreb han dem og fældede dem i et Søslag, thi intet, holdt de gamle for, var mere værd at eftertragte end Berømmelse, som ikke vandtes ved Rigdoms Glans, men ved Vaabendaad. De navnkundigste Mænd i gamle Dage lagde derfor Vind paa at tage sig af Oprør og yppe Strid, hadede Lediggang, foretrak Krig for Fred, satte en Ære i Dyder og ikke i Rigdom og havde mest Glæde af Kamp og Krig, mindst af Gjæstebud.
Men Halfdan kom ikke længe til at savne en Medbejler. En Mand ved Navn Sivald, af saare berømmelig Herkomst, fortalte nemlig med Graad og Klage de paa Tinge forsamlede Svenskere, hvorlunde Frode og hans Dronning var komne af Dage, og vakte derved saa stort Had til Halfdan hos næsten alle, at de Fleste gav deres Minde til, at han maatte gjøre Oprør. Han lod sig nu ikke nøje med at have opnaaet deres Stemmer, men bedaarede i den Grad Folkets Sind ved sin Ærgjerrigheds Kunster, at han fik næsten alle med til at sætte Kongekronen paa hans Hoved. Han havde syv Sønner, der var saa drevne i Trolddomskunster, at de tit, naar de pludselig blev grebne af voldsomt Raseri, hylede skrækkelig, bed i deres Skjolde, slugte gloende Kul og gik igjennem et hvilket som helst Baal, man tændte op for dem, og der var saa intet andet Middel til at faa Bugt med deres Afsindighed end enten at lægge dem i Lænker eller bringe dem Menneskeliv som Sonoffer. Dette Raseri indgav deres grumme Sind eller onde Aander dem. Da Halfdan spurgte dette, medens han var optagen af Vikingetog, sagde han, at det var godt, at hans Krigsfolk, som hidtil havde raset imod fremmede, nu kom til at bruge Sværdene imod deres Landsmænds Kjød og Blod, og at de, som havde været vante til at lægge Vind paa at udvide Riget, nu kom til at hævne den Uret, der var bleven øvet ved, at man havde bemægtiget sig det. Da han rykkede frem, skikkede Sivald Sendemænd til ham og opfordrede ham til, i Fald hans Bedrifter svarede til det Ry, der gik af dem, og han var saa stor en Mand, som han havde Ord for at være, at møde ham og hans Sønner i Enekamp og skaane sin Hær ved selv at udsætte sig for Fare. Da Halfdan svarede, at det ikke var Lov, at mere end to skulde kæmpe med hinanden, sagde Sivald, at det var intet Under, at en ugift Mand, som ingen Børn havde, undslog sig for den Kamp, der bødes ham, eftersom hans kølige Natur havde gydt ham en led Kulde baade i Kroppen og i Sjælen; Børn hørte sammen med deres Ophav, thi de var komne til Verden som Kjød af hans Kjød; han og hans Sønner maatte derfor regnes for én Mand, thi Naturen havde saa at sige givet dem ét Legeme. Opbragt over denne skammelige Spot tog Halfdan mod Udfordringen for ved ypperlige Manddomsgjerninger at hævne den forsmædelige Bebrejdelse, der var bleven gjort ham, fordi han var ugift. Medens han nu vankede om i en skyggefuld Skov, rykkede han en Eg, der stod paa hans Vej, op af Jorden med Rode og lavede sig en vældig Kølle af den ved blot at hugge Grenene af, og stolende paa dette Vaaben digtede han følgende korte Kvad:
Knejsende jeg
Køllen bærer,
Køllen, som
skal knuse Fjenden.
Glade vist ej
Gøter vorder,
faar de først
dens Hug at føle.
Haardest Hals
dens Hug skal knække,
Pandebrask
som Glar den bryder,
vilde Voldsmænd
Ve den volder,
for dens Slag
skal Svensken segne.
Blod skal flyde,
Ben skal brydes,
hvor min svenske
Kølle svinges.
Sine Landsmænds
Liv den øder,
Frænde tit er
Frænde værst.
Efter at have kvædet dette gik han løs paa Sivald og hans syv Sønner; deres svare Kræfter nyttede dem intet imod hans vældige Kølle, og han fældede dem alle.
Paa den Tid satte en Mand, som kom fra Helsingland og hed Hardben, en Ære i at røve og voldtage Kongedøtre; hvo, som vilde hindre ham i at tilfredsstille sin Lyst, slog han ihjel; han foretrak altid fornemme Jomfruer for dem af ringe Herkomst, og jo mere højbaarne de Møer var, han krænkede, des mere Ære mente han, han havde af det. Ingen, som vovede at maale sig med ham i Tapperhed, slap ustraffet derfra; hans Krop var saa stor, at den maalte ni Alen i Længde. Han havde til Husfæller tolv Kæmper, som havde den Bestilling at binde ham for at dæmpe det Raseri, der kom over ham, hver Gang Kamplysten kom op i ham. Disse Mænd opfordrede Halfdan til at holde Tvekamp med Hardben og hans Kæmper, og han ikke blot lovede det, men lovede ogsaa med den største Selvtillid, at han nok skulde gaa af med Sejren. Da Hardben hørte det, blev han strax greben af Raseri, bed Stykker ud af Skjoldranden, slugte brændende Kul, tog gloende Emmer i Munden og sank dem, saa de gik helt ned i Indvoldene, løb uden at ænse nogen Fare gjennem knitrende Flammer, og til sidst, da han havde bedrevet alle Slags Grumheder, gjennemborede han i sit Raseri sex af sine Kæmper med sit Sværd. Det er uvist, om denne Afsindighed kom over ham som Følge af Kamplyst, eller den hidrørte fra medfødt Vildhed. Derpaa gik han tillige med Resten af sine Kæmper løs paa Halfdan, som knuste ham med en umaadelig stor Hammer, og saaledes gik han glip af Sejren og mistede oven i Kjøbet Livet, og baade Halfdan, som han havde udæsket, og de Konger, hvis Døtre han havde taget med Vold, fik Hævn over ham.
Men Skæbnen bød stadig Halfdan uventet Anledning til Kamp, som om den aldrig kunde blive kjed af at sætte hans Kræfter paa Prøve.
Det traf sig saa, at en Finne ved Navn Egder paa sine Vikingetog gjorde Strandhug hos Svenskerne, og Halfdan angreb ham da med tre Skibe - saa mange, havde han nemlig faaet at vide, at ogsaa Egder havde. Natten gjorde Ende paa Kampen, inden han havde overvundet ham, men Dagen efter fældede han ham i Tvekamp. Saa kom det ham for øre, at en vældig Kæmpe ved Navn Grim under Trusel om Tvekamp bejlede til Thorhild, Datter af en Underkonge ved Navn Hød, og at hendes Fadcr havde kundgjort, at den, der ryddede Kæmpen af Vejen, skulde faa Datteren til Ægte, og skjønt Halfdan var bleven gammel i ugift Stand, følte han sig ikke mindre tilskyndet ved Underkongens Løfte end ved Kæmpens Frækhed og begav sig til Norge. Da han kom did, udslettede han alle Mærker, man kunde kjende ham paa, ved at sværte sit Ansigt med Snavs, og da han kom ind paa Kamppladsen, drog han først sit Sværd. Da han vidste, at hans Fjende havde døvet det med sit Blik, kastede han det paa Jorden, drog et andet af Balgen, gik løs paa Grim med det og hug de yderste Led af hans Brynje og den nederste Del af hans Skjold igjennem. Grim undrede sig over, at han havde kunnet gjøre det, og sagde, at han ikke mindedes at have set nogen gammel Mand kæmpe taprere; derpaa drog han sit Sværd og kløvede med et Hug Skjoldet, Halfdan holdt op imod ham. Da han ikke strax kunde faa den højre Haand trukket til sig efter Hugget, var Halfdan ufortøvet rede og skyndte sig at hugge den af med sit Sværd, men Grim greb ikke des mindre Sværdet med venstre Haand, stak ham i Laaret og gav ham saaledes et ringe Saar som Hævn for, at han havde lemlæstet ham. Halfdan, som nu havde sejret, tillod den overvundne at kjøbe den Rest af Liv, han havde tilbage, for en Sum Penge, thi han vilde ikke have Ord for skammelig at tage de usle Rester af Liv fra en ukampfør og lemlæstet Mand, og herved viste han sig næsten lige saa stor ved at skaane sin Fjende, som han havde vist sig ved at overvinde ham. Som Løn for sin Sejr fik han Thorhild til Ægte og avlede med hende en Søn Asmund, som de norske Konger holder det for en Ære at nedlede deres Herkomst fra, idet de saaledes ordentligvis fører deres Æt op til Halfdan.
Saa var der en Viking ved Navn Ebbe, som, skjønt han var af ringe Byrd, ansporet af den Selvtillid, han følte som Følge af sin Tapperhed, attraaede et fornemt Giftermaal. Han forlangte Sigrid, en Datter af Gøternes Konge Yngve, til Ægte og derhos Hælvten af Riget i Medgift. Halfdan hlev spurgt til Raads, om man skulde tilstaa ham dette Giftermaal, og han raadede da til, at man paa Skrømt skulde gaa ind derpaa, saa skulde han nok faa det forpurret, lovede han. Han paalagde dem ogsaa at lade en Plads staa aaben til ham ved Gjæstebudet. Yngve fulgte Raadet, og Halfdan aflagde da alt, hvad der vidnede om hans kongelige Værdighed, og paatog sig en fremmed og uanselig Skikkelse. Da han ved Naltetid indfandt sig til Bryllupsfesten, blev de, han mødte, forskrækkede for ham og undrede sig over, at der var kommen en Mand, som var større end andre Mennesker. Saa snart han var kommen ind i Kongeborgen, mønstrede han alle dem, der var der inde, og spurgte, hvem det var, der sad næst ved Kongen. Da Ebbe nu svarede, at det var Kongens tilkommende Svigersøn, der sad ved Siden af ham, spurgte Halfdan ham med de harmfuldeste Ord, om han var afsindig eller besat af onde Aander, siden han havde Frækhed nok til at mænge sin Slægts usle Smuds med en højbaaren Æts Herlighed og dristede sig til at lægge sine Bondenæver paa Kongeætten, og saa nøjedes han ikke engang med at begjære hende, men vilde have Del i et fremmed Rige. Derpaa udæskede han ham til Kamp og sagde, at han ikke fik sit ønske opfyldt, før han havde sejret. Ebbe sagde, at Utysker sloges om Natten, Mænd om Dagen, men for at han ikke skulde undslaa sig for Kampen under Paaskud af, at det var Nat, svarede Halfdan hertil, at Maanen skinnede saa klart, at det var lyst som om Dagen. Saaledes nødte han Ebbe til at slaas og forvandlede Gildet til et Skuespil og fældede ham, saa der blev Ligfærd i Steden for Bryllup. Da der var gaaet nogle Aar, drog han til Danmark, og da han ingen Børn havde, efterlod han sine Skatte til Yngve og bestemte, at han skulde være Konge efter ham. Yngve blev senere fældet i Krig af en Medbejler ved Navn Ragnald; han efterlod sig en Søn ved Navn Sivald.
