Halldór Snorrason

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


Udvalgte sagastykker


Fordanskede af Mag. Grímur Thomsen


Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846


Halldór Snorrason.

(Fornmanna sögur VI, capp. 43-46 , sml. Snorri Sturluson III, c. 37.)


— — —

Den samme Haldor Snorrason, som er omtalt i det foregaaende stykke, og samtidig med kong Harald haardraade havde været væring i Miklagaard, kom og med ham til Norge og opholdt sig der en kort tid som hans hirdmand, efterat han var bleven konge. Haldor kunde ei finde sig i kongens gjerrighed; denne fandt behag i at opirre Haldors stolte og stive sind. Vi se I det fölgende et klart bevis herpaa.

— — —


Kongen kjöbte da skibet af Haldor Snorrason og betalte ham dets værdi i guld og brændt sölv, saa at ikke var tilbage mere end en halv mark guld; Haldor krævede ham ikke for den, og kongen betalte den heller ei. Men henimod vaaren sagde Haldor til kongen, at han agtede sig ud til Island den sommer, og det var ham derfor beleiligt, om kongen nu vilde betale ham resten af skibets værdi Kongen slog det hen med betalingen, og lod sig mærke med, at han ikke holdt af at blive krævet, dog forböd han ei Haldor at reise. Haldor rustede sit skib det foraar; en aften silde, da han var reisefærdig, lagde han ud af aaen (Nid); vinden var gunstig; Haldor steg da i skibsbaaden med nogle mænd, roede ind til skibsbryggen, lagde til med baadens bagstavn og lod een mand holde den, men böd de övrige sidde ved aarerne og vente paa sig. Han gik i fuld rustning op i staden (Nidaros) til kongshallen; han gik der ind og lige til kongens og dronningens sovekammer. Kongen og dronningen vaagnede ved lyden af hans trin, og kongen spurgte, hvem der var paafærde ved nattetid. Han svarer: »her er Haldor Snorrason, som nu er reisefærdig; vinden er gunstig, og er det nu paa tiden, at vi afgjöre vort mellemværende«. Kongen svarede: »det haster ikke, vent til i morgen, da skal du faa betalingen«. Haldor siger: »den vil jeg strax have, denne gang skal jeg ikke gaa forgjæves, thi jeg kjender dig og veed, at min færd og mit ærinde huer dig ikke, om du end nu forstiller dig; jeg tror dig ei fra denne stund, det er ei heller sagt vi mödes tiere under saa gunstige vilkaar for mig, og deraf vil jeg nu benytte mig. Jeg ser at dronningen har en ring paa armen, der omtrent kan gaa op i vort mellemværende, fly mig den«. Kongen sagde: »da maa vi först se at finde en vægtskaal for at veje den«. Haldor svarede: »det behöves ei, giver du mig den, saa er vi kvit; narre mig skal du ikke dennegang, og rap dig nu«. Da sagde dronningen: »fly ham ringen, som han forlanger; ser du ikke at han staar over dig med döden i öjet«. Hun tog ringen og rakte den til Haldor; han tog den, takkede dem begge, og bad dem leve vel. Derpaa ilede han ned til baaden, hans mænd roede derfra og ud til skibet alt hvad de formaaede, lettede anker og satte seil til; men der de vare under seil, hörte de lureklangen fra byen; og det sidste, de saa, var tre langskibe, som forfulgte dem. De havde strygende medbör, og skibet gik rask, men da kongens mænd saa, at Haldor alt var langt forude, vendte de om, men Haldor holdt til havs, fik bliden bör og seilede til Island, og efter den tid saa han og kong Harald aldrig mere hinanden. — Haldor Snorrason var stor af væxt, smuk at se til, og han hörte til de stærkeste og vaabendjærveste mænd; det vidnesbyrd gav kong Harald ham, at han havde været den iblandt hans mænd, som mindst ænsede uventede hændelser, thi hvad der end mödte, enten livsfare eller glædelige ting, saa var Haldor derfor hverken mere eller mindre glad; hverken sov, drak eller spiste han derfor mere eller mindre. Haldor var en ordknap mand og kort i sin tale; han sagde rent ud sin mening, var haard og stivsindet; deri kunde kongen ikke finde sig, som paa den tid havde mange andre fornemme og tjenstivrige mænd om sig; de kunde derfor ikke godt enes efter at Harald var bleven konge i Norge. Da Haldor kom til Island boede han paa Hjardarholt. Nogle aar efter sendte kong Harald bud til Haldor Snorrason, han bad ham komme ned til Norge og blive hos sig; han lovede at han skulde sætte ham höjere end nogen anden mand i Norge. Haldor svarede herpaa: »jeg vil ikke træffe kong Harald tiere, lad os nu være kvit; jeg kjender ham og ser grant, at kom jeg til Norge, vilde han holde sit löfte, at sætte mig höjere end alle andre, thi, kunde han blot, saa vilde han lade mig hænge i den höjeste galge.« Da kong Harald begyndte at ældes, siges der, at han sendte Haldor Snorrason bud og bad ham om nogle ræveskind, til et sengetæppe, efterdi han trængte da til varme; da skal Haldor have sagt: »ah, nu bliver hanen gammel«, men han sendte kongen ræveskindene.