Halvdan den Sortes saga (Fagrskinna)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Halvdan den Sortes saga [1]
Hálfdanar saga svarta
(Fagrskinna)
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
Halvdan den Sorte, søn af Gudrød Jagtkonge, havde et større rige end sine forfædre, og han havde mange mænd i sit følge og var vellidt. Hans kone var Ragnhild, som var datter af kong Harald Guldskæg i Sogn. De havde en søn, der hed Harald. Hans morfar havde givet ham sit navn, og han tog ham til sig og gjorde ham til sin fostersøn. Han gav ham hele sit rige til at arve efter sig.
Da den unge Harald var 10 år gammel, døde hans morfar, og da han døde sønneløs, tog hans dattersøn arven efter ham, som det tidligere var blevet aftalt. Han blev taget til konge over Sygnafylke, men døde det samme år. Da overtog hans far, Halvdan, riget efter sin søn og satte en jarl, der hed Atle den Slanke, til at regere. Det samme år, som disse to konger døde, blev kong Halvdans kone, Ragnhild, syg og døde, og kongen fik en anden kone. Hun hed også Ragnhild. Hendes far var Sigurd Orm-i-øje, der var søn af Ragnar Lodbrog. Halvdan og hans kone fik en søn, der blev opkaldt efter sin bror og fik navnet Harald.
Der var en underlig ting ved Halvdan: Han drømte aldrig. Og dette forelagde han den mand, der hed Torleif den Kloge, og spurgte, hvad han kunne gøre ved det. Og Torleif fortalte, hvad han selv gjorde, når der var noget, han ønskede at vide, nemlig at han lagde sig til at sove i svinestien, og da manglede han aldrig drømme. Og dette gjorde kongen, og denne drøm viste sig da for ham: Det forekom ham, at han var nøgen, og at alt hans hår faldt i lokker. Nogle var så lange, at de nåede ned til jorden, andre til midt på låret eller midt på læggen eller til knæet eller midt på hans side. Men nogle var ikke andet end spirer på hovedskallen, som var det små hornstubbe. Alle hans lokker havde forskellige farver, men én lok overgik dem alle med hensyn til pragt og skønhed og glans. Han fortalte Torleif om denne drøm, og Torleif udlagde drømmen sådan, at Halvdan ville få mange efterkommere, og hans efterkommere ville herske over landene med stor ære — dog ikke alle lige ærefuldt. Men der skulle komme én af hans slægt, som ville overgå alle de andre, og man anser det for sandt, at denne lok var et varsel om den hellige Olav, der, som alle véd, er mere hellig og stråler mere i himlen og på jorden end alle Norges andre konger.
Men Halvdan døde på denne vis: Han var på gæstebud i Hadeland, og da han drog derfra på slæde, druknede han i Røkensvig i Randsfjorden, ikke langt fra dér, hvor kvægets vandingssted var. Siden blev han ført til Stein i Ringerike og højlagt dér.
Note:
- ↑ Teksten kendes i forskellige udgaver fra to pergamentshåndskrifter, A fra begyndelsen af 1300-tallet og B fra ca. 1250, som under ét kaldtes Fagrskinna (»Den smukke skindbog«, et navn som Tormod Torfæus gav A-håndskriftet). Begge håndskrifter gik tabt ved Københavns brand i 1728, men deres indhold var forinden blevet afskrevet i flere kopier. Oversættelsen her følger Ms.fol. 371, som er afskrevet efter B-håndskriftet og befinder sig på Nasjonalbiblioteket i Oslo. Se desuden Finnur Jónssons indledning til Fagrskinna
