Harald Hein
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Saaledes vandt han ved sine søde Ord Folkets Gunst, saa det lagde mere Vægt paa hans falske Løfter end paa Knuds aldrig overvundne Tapperhed, og Striden imellem Brødrene, der øgedes ved, at nogle holdt med den ene og andre med den anden, blev saaledes afgjort uden Voldgiftsmænd og Dommere blot ved deres Tilhængeres Stemmer. Støttende sig til den ukyndige og vildledte Mængde lod Harald strax ved Sendemænd sin Broder vide, at han ikke burde tragte efter Kongemagten, der var bleven tilkjendt ham som den ældste, eller anse sig for at være mere Ære værd end den, han vidste havde Førstefødselsretten forud for ham, samt at han ikke med Borgerkrig og indre Splid burde lægge det Rige øde, som deres Forfædre havde bragt i Agt og Ære ved deres Dyder, eller ryste Landet ved at rejse et fordærveligt Oprør, saa Landsens Folk kom til at staa i Vaaben imod hverandre, men hellere stænge Ærgjerrigheden ude fra sit Sind, opgive sin Letsindighed og ikke skamme sig ved at støtte sin Medbejler. Til Formaningerne føjede han Trusler, og det Budskab, han skikkede ham, var nok saa meget egnet til at tirre ham til Krig som til at lokke ham til Fred. Derhos lod han Folk, som han havde underkjøbt, overtale de fleste af Knuds Tilhængere til at gaa over til ham ved at give Løfter om, at han vilde forbedre Lovene og indføre en friere og fornøjeligere Levemaade. Saaledes blev Menigmand dels ved Haab og dels ved Frygt bragt til at falde fra Knud, og da hans Krigsfolk ogsaa svigtede ham, flygtede han med kun tre Drageskibe til de snævre Farvande ved den skaanske Kyst og maatte saaledes forlade det Rige, hvis Grænser han havde beskyttet og udvidet. Da Broderen skikkede en Sendefærd til ham med Opfordring til at vende tilbage og Løfte om, at han vilde dele Riget med ham, foragtede han denne søde Tale og flygtede til Sverige, idet han holdt for, at det vilde være meget taabeligt nu, da Lykken var gaaet ham imod, at fæste Lid til Løfter fra den Kant, hvorfra han havde faaet Trusler i sin Medgangs Tid. Han gav sig strax til ivrig at fortsætte den Krig i østerleden, han havde begyndt, medens hans Fader levede, uden at blande sig i sit Fædrelands Sager, som om han helt havde glemt den Uret, der var bleven tilføjet ham.
Harald blev nu mindet om at holde, hvad han havde lovet, og efter at have holdt Raadslagning i otte Dage brugte han sin kongelige Myndighed til at hæve Almuens Magt, idet han først og fremmest gav en Lov, i Henhold til hvilken den anklagede fik Ret til at tage til Gjenmæle og forsvare sig, inden Klageren fik fremført, hvad han havde til Støtte for sin Klage. Medens det nemlig tidligere ikke havde været tilladt at rejse Indsigelse imod vidnefast Søgsmaal, fik den anklagede nu Ret til at gjendrive Sagsøgerens Klagemaal med Ed. Denne Lov blev, efterhaanden som den vandt Hævd, ganske vist til Gavn for Enkeltmands Frihed, men skadelig for Edens Hellighed, thi Retten til at fri sig for Tiltale, ikke med Vaaben eller Vidner, men udelukkende med Ed, har forført mange til at besmitte sig med Mened og derhos fuldstændig ophævet Brugen af Tvekamp, thi de senere Slægter fandt, at det er bedre at afgjøre Stridigheder med Ed end med Sværdet, men er Sværdet farligt for Liv og Lemmer, er Eden farlig for Samvittigheden. Denne Skik har Danskerne haardnakket bevaret og holdt fast ved til den Dag i Dag, de vil hellere give Slip paa Livet end give Afkald paa den, hellere sætte deres Velfærd paa Spil end miste den. Harald gik for øvrigt i den Grad op i Andagtsøvelser, at han for dem forsømte at vaage over, at de Love, han gav, blev strængt overholdte; som Følge af den Slaphed, hvormed de haandhævedes, gjorde alle ustraffet, hvad Fortræd de vilde, og alt Værn for Ret og Retfærdighed blev kuldkastet. Han betænkte ikke, at Gud finder mere Behag i, at en Konge forvalter sit Rige rettelig end giver sig tom Overtro i Vold, i at han strængt vaager over Retfærdigheden end søger at tækkes ham ved Overflod at Bønner, ja, at Gud Herren lettere forsones ved, at man fremmer Ret og Retfærdighed, end ved at man ofrer ham Røgelse, at han synes bedre om, at man slaar Synden ned, end at man slaar sig for Brystet, at han hellere ser en Konge tvinge Lasterne i Knæ end ham selv knæle, og at Haandhævelsen af Fattigmands Ret er ham kjærere end noget som helst Offer. Thi skjønt en Konge rettelig bør lægge Vind paa Religionen, sømmer det sig dog stundom bedre for ham at sidde i Dommersædet end at knæle for Alteret. Men nok herom. Kjærlighed til Religionen var det eneste, han udmærkede sig ved, de uretfærdigste Handlinger fandt han sig i med overvættes Langmodighed, og han opfyldte i Virkeligheden langt fra alt, hvad han havde lovet. Han ikke blot tilgav Misgjerninger, men han gav dem ligefrem frit Spil og gjorde Landet lige saa fattigt paa Lov og Ret, som han havde lovet at gjøre det rigt derpaa. Han holdt det ikke engang for uværdigt at afvige fra, hvad der ellers anses for Kongeskik i Henseende til Adfærd og Optræden. Efter at have siddet paa Tronen i to Aar døde han.
