Havheste og havkøer 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

D. Vandets ånder

2. Havheste og havkøer


28. Det passerede ved Rydhave, at der gik en havhest op og gik ved de andre heste. Da der kom folk ned og vilde flytte dem, gik den der, men så foer den ud i fjorden, og de så den aldrig mere. Den er i bagenden som en fisk og i forenden som en hest både med hoved og ben. De kunde ikke komme den nærmere end at se, hvordan den så ud.

Kristen Ajstrup, Ovstrup.


29. En gård her oppe i Bislev hedder Iglsøgård, og derved er et kjær, hvor der har været en sø, som nu for resten er tilgroet. Men i min ungdom, da jeg gik og rev der ude, var det endnu en sø. Her fortælles, at der har ligget en gård, som er sukken, og når det var blankt solskin, og de lagde dem ned ved siden af søen, sagde de, at de kunde se skorstenene nede på bunden af søen. A så også efter det, men a så ingen.

Der skal være kommen en ko til deres høveder fra gården, som gik ude i kjæret, og gik ved dem i flere dage. Til sidst fulgtes den med høvederne hjem. De troede, at den var kommen løbende dertil, og lod den oplyse, men det blev aldrig opdaget, hvor den var fra, og så beholdt de den. Den var så svær til at malke, og de havde sådan lykke med den ko. De lagde kalve til på den, og fik en hel besætning i gården, så afkommet til sidst kun blev af den kofamilie. Omsider blev hun gammel, og så gav de på hende og vilde have hende fed. Da kom der en röst uden for vinduerne om natten og råbte og sagde:

«Kom, kow kålld mæ din kall ålld!
i måån ska du få knywen hålld.»

Så om morgenen var huset renset, der var ikke et høved. Sådan gik fortællingen. De mente, at koen var kommen fra den gård, der var sunken.

Jens Mark, Vokslev.


30. Meget spætteret eller broget høveder det kaldte de gamle havfæi, og de troede, at det var havtyren, der havde sprunget køerne. Meget gamle folk troede, at der var fæi i havet.

Sören Jörgensen, Alken.


31. Gamle Esben Ydernæs tjente i sin ungdom på Svinø hos Hans Kusk, som var én af halvøens mest velhavende gårdmænd, der havde meget kvæg, hvilket just ikke var almindeligt hos bønder for 50, 60 år siden. Nu havde Hans Kusk foruden den jord, som blev kaldt Lodden, en temmelig stor strandeng, som gik umiddelbart ned til Östersøen, og som om sommeren blev benyttet til græsning for ungkvæget. Man havde vel en tyr på gården, men den kom aldrig på strandengen. Når det nu skete, at en af kvierne blev tyrgal, begyndte den jo at bröle dygtig, og straks kom en vældig tyr op af havstranden og indlod sig med den. Var dette nu først sket én gang, kunde man være vis på, at den løb ned til stranden, når den atter blev tyrgal, og søtyren indfandt sig straks. Den var helt blå, og Hans Kusk havde derfor meget blåt kvæg i sin hjord. Undertiden havde tyren en hel drift blå køer med sig, der trolig ventede ude i fladvandet, til deres mand havde forrettet sit ærende på landjorden, hvorpå hele massen gik til havets bund igjen. En eneste gang så Esben ved nattetid en 10, 12 stykker komme helt op på strandengen, men en ejendommelig lyd ude fra havet kaldte dem tilbage til deres egen græsgang. Denne lyd var et signal af havmanden, der ejede kvæget. Det lignede aldeles det andet kvæg, når undtages den blå farve.

P. N.


32. Tibirke by i Sjælland blev bedækket med flyvesand på følgende måde. Nogle havkøer var gåede op på stranden for at græsse og blev tagne op af bønderne. Dernæst kom havmændene og forlangte deres kvæg og tilbød at give håvgræs til erstatning, men bønderne nægtede at udlevere kvæget, hvorpå havmændene i deres forbitrelse sendte en havtyr op på stranden, som rodede i sandet nat og dag, indtil byen var tilføget, og beboerne reddede dem kun med nød og næppe. Kun kirken blev stående, og derfor står den endnu et stykke fra den nye by.

V. Lund.


33. För lod en havfrue, som boer i Kattegat, sine tolv røde køer og sin røde tyr græsse på bøndernes marker. Men så en gang sagde bønderne til havfruen, at hun herefter skulde betale for køerne. Men hun havde ingen ting at betale med. Jo, sagde de, hun havde jo sit bælte, som skinnede af sølv og guld. Det gav hun dem også, men så var det ikke andet end et siv. Da havfruen så skulde drive kvæget ud i havet, vendte hun sig om og sagde: «Nu, min røde tyr, nu kan du rode så meget du vil i bunden,» hvilket den også gjorde, og deraf kommer flyvesandet.

F. L. Gr.


34. Mads i Höjet, den gamle Mads-Jenses fader, havde en ko, og det var sådan en skrap ko, men hun løb også al tid med en havtyr. Når hun var tyrgal, og de jog hende til vands i gadestövlen, så stak hun af öster ud af byen ad Östersøen til, og de så hende ikke igjen förend om aftenen, men så vidste de, at hun var med kalv. Det havde de det rede med; men da hun blev gammel, lagde hun det af, så måtte de trække til tyre ligesom andre folk, og så kunde de endda ikke få koen tyrgal, uden når de gav hende en levende ål.

Rasmus Toxværd.


35. Der var en mand i gamle dage, de kaldte Skjörping-Smeden, og han bildte en kone ind, at der var kommen en havtyr i land og havde ædt så mange tønder salt på Lundø. Han sagde også, at der var en stor skov ude på fjorden, og hun rendte og fortalte det runden omkring.

Jens Begs enke, Smidstrup.