Heilagra Manna Sögur (Forord)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i fontmappen i Windows eller installeres i fontboken i  Mac OS.


Carl Richard Unger
Heilagra Manna Sögur

Forord

C. R. UNGER

Christiania 1877


De her meddelte Helgensagaer hidrøre vel samtlige fra latinske Originaler. Den væsentligste Interesse for os have de paa Grund af Sproget, da de fleste uden Tvivl allerede have seet Lyset i det 12te Aarhundrede, og enkelte ere naaede til os i meget gamle Haandskrifter. De fleste af disse Sagaer bære den bedste Sprogperiodes Præg og synes at være behandlede med temmelig Frihed ligeoverfor de til Grund liggende Originaler. Enkelte Oversættere have følt sig mere bundne af Latinen, og deres Stil bærer ogsaa Spor deraf; dette gjælder navnlig enkelte Partier af Vitæ Patrum; Udgiveren har derfor troet, at en Meddelelse af den latinske Text, for saa vidt den har været ham tilgjængelig, her kunde være hensigtsmæssig og til Lettelse for Læseren. Denne maa dog ikke her vente at finde klassisk Latin, interesserer han sig derimod for de nyere romanske Sprog, vil han i denne Latin støde paa mange Eiendommeligheder, der minder om disse, saaledes vil han for Exempel allerede finde Spor af ille brugt som bestemt Artikel = fr. le, la, Antydninger til det nyere Futurum dannet af Verbets Infinitiv med habere o. lign.

Stødet til den i Middelalderen saa rigt blomstrende legendariske Litteratur synes for en væsentlig Del at skyldes tre Helgenhistorier af Hieronymus (jvf. Ebert, Geschichte der Christlich-lateinischen Litteratur, Leipzig 1874 S. 192 ff.), nemlig hans Skildring af Paulus af Thebens Levnet (Vita Pauli), der skal være hans først udgivne Verk, ved Aar 374; hans mærkelige Meddelelser om en Munk i den chaldæiske Ørken, som han gjengiver med dennes egne Ord, saaledes som han har hørt dem af hans Mund (Vita Malchi); og endelig hans udførlige Biographi af Hilarion (Vita Hilarionis), Stifteren af Klosterlivet i selve Palestina. De to første af disse Hieronymus's Arbeider ere os levnede i norrøn Bearbeidelse og meddelte i nærværende Samling, den tredie, hvis den har været oversat, er i alt Fald ikke kommen til os, dog nævnes Hilarions Navn her i Vitæ Patrum II cap. 175, hvor et Møde mellem ham og Epiphanius paa Cyperen omtales.

Overalt at paavise den bestemte Kilde til alle disse legendariske Sagaer, selv om Tiden havde strakt til, vilde være en vanskelig Sag for en, der ikke engang har Adgang til den herhen hørende trykte Litteratur i sin Helhed, end sige til det meget som endnu ligger utrykt i Udlandets Bibliotheker. Udgiveren faar derfor indskrænke sig til at omtale, hvad der nærmest vedkommer den norrøne Text, og navnlig de Haandskrifter, han har benyttet ved Udgivelsen deraf.

To af disse fortjene først og fremst at omtales, ikke just formedelst deres Ælde, men paa Grund af Mængden af de i dem opbevarede Sagaer, nemlig Pergamentsbøgerne No. 2 folio i det Kongelige Bibliothek i Stockholm og No. 235 folio i den Arna-Magnæanske Samling paa Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn, og dernæst som tredie No. 233 folio i samme Samling.


I.

Cd. Holm. 2 folio[1] bestaar nu af 86 Blade eller 172 Sider, med 2 Spalter paa Siden og 43 Linier paa Spalten. Bogen udgjør nu 13 Læg eller Ark, hvoraf hvert oprindelig har udgjort 8 Blade. Af det første Ark er kun tilbage to Blade, det andet og det syvende, og af en ældre Signatur fra 16de Aarhundrede kan man se, at dette Læg den Gang var det første i Bogen, som altsaa har begyndt med Thomas Erkebiskops Saga. Af denne Saga er der levnet 1 Blad, oprindelig det andet i Lægget, samt ⅔ Spalte paa andet Blad, oprindelig det syvende, der indeholder Slutningen af Sagaen. Nederst paa samme Spalte begynder Martinus Saga, der har en Defect derved, at det med første Blad i Ryggen forbundne 8de Blad ogsaa er gaaet tabt. Da mellem femte og sjette Læg Slutningen af Gregorius Saga mangler, er her i det mindste udfaldet ét Læg. Sjette Læg begynder med Augustinus Saga. Af 10de Læg mangler det 3die og dermed sammenhængende 6te Blad, hvorved 2 Lacuner indfalde i Marthas Saga og Maria Magdalenas (Capp. 6-7 og Capp. 16-21). Af 12te Læg ere de 4 inderste Blade i Behold, første og andet og dermed sammenhængende 7de og 8de ere tabte. Herved er en Lacune af 2 Blade indfalden i Cecilias Saga (Capp. 5-9) og Slutningen af Agnes Saga bortkommen. Af 13de Læg er kun de to inderste Blade i Behold, det første af disse, nuværende Blad 85, begynder midt i Fortellingen om Fides Spes Caritas (Cap. 3), har derpaa Flagellatio Crucis, som fortsættes Blad 86, hvis sidste Spalte indeholder Begyndelsen af Mauritius Saga.

Sagaernes Orden i Codex er følgende: Thomas, Martinus, Nikolaus, Ambrosius, Dionysius, Silvester, Gregorius, Augustinus, Blasius, Stephanus, Laurentius, Vincentius, Benedictus, Páll eremiti, Maurus, Maria Egipzka, Martha og Maria Magdalena, Katerina, Barbara, Lucia, Cecilia, Agatha, Agnes, Fides Spes Caritas, Flagellatio Crucis, Mauritius.

Codex er skreven paa Island, sandsynlig ved Slutningen af det 14de Aarhundrede, af 2 Hænder (anden Haand begynder Bl. 35 med Augustinus Saga), hvis Orthographi dog ikke er meget afvigende, og denne nærmer sig, som i de fleste Haandskrifter fra den Tid, i enkelte Punkter til den nuværende Udtale paa Island: o skrives for á efter v, dog har den første Haand næsten altid sva, den anden oftest svo; Diphthongen ei = e bruges gjerne foran ng: leingi = lengi, feingu = fengu, dog skriver den anden Haand for det meste lengi, fengu, gengu. U-Omlyden af a betegnes ved I, au eller o; udenfor Stammen i Flexions- eller Afledsformer betegnes denne Omlyd oftest ved o: bidiondum, veriondum, þionondum, domondum, riddorum, dog findes ogsaa riddIrum, truIndum, domIndum, gIfgundum og et Sted lifendum.[2]

Med Hensyn til Opløsningen af Forkortninger, da er denne udført efter den Form, hvori Ordene findes, naar de ere fuldt udskrevne. Formen postoli, og ikke postuli, er valgt, fordi der ét Sted staar skrevet helt ud postolum, (Maríu Saga egipzku I., Cap. 11) ellers overalt pl'i, pl'igr o. lign. Dog er Skrivemaaden þeira bleven foretrukken for þeirra, fordi þ'r bruges = þeir, og det saaledes synes rimeligt at opløse þ'ra med þeira, uagtet Ordet ét Sted skrives helt ud þeirra, og et Par Steder þeiʀa (ʀ = rr); paa ét Sted skrives ogsaa Nominativformen þeiʀ. Ordet konungr er bleven trykt saaledes; det skrives sædvanlig k'r (Nominativ), k'g (Accusativ) o.s.v.; dog to Steder fuldt ud konungr, én Gang koñgr, og omtrent 6 Gange kongr. Præpositionen fyrir skrives sædvanlig f' eller f", et Par Gange opløst fyrir, og én Gang firir, den første Form er bleven foretrukken. Det personlige Pronomen vær (nos) findes altid skrevet saaledes, naar Ordet staar uforkortet, aldrig ver, skjønt det oftest forkortes v', Formen vær er derfor optagen. Ordet hon skrives saaledes omtrent 6 Gange, almindeligst forkortet ho, og ofte hun. Dativ af hann er trykt honum, hvor den er forkortet h'm, uagtet honum kun findes helt ud skrevet én Gang, hInum derimod 4 Gange, og havnvm 2 Gange. Conjunctionen eller skrives snart eda snart edr. Nægtelsen eigi skrives mange Gange helt ud, ogsaa forkortet eig eller eg, og endnu oftere ei. Dette ei er ikke bleven opløst ecki (der skjønt egentlig Neutrum af engi ofte ogsaa i det gamle Sprog bruges for den blotte Nægtelse ligesom i Latin nihil), men altid eigi, da det ogsaa bruges for eigi Præsens Conjunctiv af eiga (saaledes i i Martinus Saga, Cap. 55, at hann ei [d. e. eigi] þar at hvíla), hvilket udelukker Muligheden af, at Skriveren ved denne Forkortning har kunnet mene ecki.

I et Par Punkter har Udgiveren fundet det rigtigt at afvige fra Oldbogens Skrivemaade. Saaledes har han adskilt u og v, skjønt dette bruges uden Forskjel i Codex. En Eiendommelighed ved dette Haandskrift er Fordoblingen af n (betegnet ved en Prik eller Streg over Bogstaven) i en Endestavelse, f. Ex. fundinn, ordinn o. lign. ikke blot i Masculin men ogsaa i Feminin; dette synes at stemme med Udtalen nu paa Island, i alt Fald findes denne Særegenhed i islandske skrevne og trykte Bøger fra det 17de Aarhundrede. Undertiden finder dette ogsaa Sted ved Possessiverne minn, þinn, sinn, paa den Maade, at Nominativ i Hankjøn og Hunkjøn skrives begge afvexlende snart min, þin, sin, og snart minn, þinn, sinn, dog bruges i Dativ Hunkjøn altid minni o.s. v. Det samme er undertiden Tilfælde med det demonstrative enn = hinn. Her i Udgaven er den regelmæssige Sprogbrug gjennemført. Partiklerne en (sed), en (quam) og enn (adhuc) skrives alle sædvanlig med dobbelt n. I Udgaven er Formen enn kun beholdt for Betydningen adhuc, en derimod anvendt for de to andre.[3] I et Punkt er Skrivemaaden i yngre Haandskrifter meget vaklende, nemlig i Adskillelsen af r og ur;[4] det første er ikke nogen selvstændig Stavelse og knytter sig kun med en dunkel Vokallyd til Ordstammen, ur derimod er en fuldstændig Stavelse. Da nu den dunkle Vokal, der ledsager dette r i den islandske Udtale, er bleven til u, er det allerede i det 14de Aarhundrede i islandske Haandskrifter blevet forvexlet med den virkelige Stavelse ur.[5] Den første Haand i Codex bruger som oftest slet og ret r baade for r og ur; den anden Haand adskiller dem gjerne rigtigt. Her i Udgaven har man søgt at gjennemføre den med de ældre Haandskrifter overensstemmende rigtigere Sprogbrug. Undertiden forekomme i dette Haandskrift Eiendommeligheder i Skrivemaaden, som skyldes graphiske Hensyn, og som hvis de gjengaves i en Udgave, vilde gjøre et ganske andet Indtryk paa Læseren af denne, end de gjøre paa den, der har Haandskriftet for Øine. Skriveren kan nemlig undertiden for at fylde en Linie, for Symmetriens Skyld ligeoverfor følgende Linier, vælge en Skrivemaade, som han ellers ikke anvender; kommer for Exempel Ordet taka til at staa sidst i en Linie, og denne Linie ikke ganske fylder det samme Rum som den ovenstaaende eller nedenstaaende, kan Skriveren tilføie et overflødigt a og skrive Ordet takaa eller takaa efter Omstændighederne; kommer ek til at staa sidst i Linien, føier han undertiden et h til og skriver Ordet ekh. Paa denne Maade er især manget ur sat for r, tekr vilde ikke tage sig saa godt ud ved Liniens Ende som tekur, derfor skriver han det her paa denne Maade. I en bogstavret Gjengivelse, Side for Side og Linie for Linie, af et Haandskrift, maatte man naturligvis ogsaa give alt dette nøiagtigt, i en paa almindelig Maade trykt Bog maatte man ved enhver saadan Leilighed i en Anmærkning forklare Grunden, hvorfor Skriveren paa ethvert af disse Steder havde afveget fra sin vanlige Skrivemaade, og dette vilde blive en overdreven Vidtløftighed; og hvis man uden Bemærkninger optog disse Særegenheder i en almindelig Udgave, kunde slige Ting komme til at volde Læseren unødvendige Betænkeligheder eller bringe ham til at gjøre falske Slutninger og anse for sproglige Egenheder, hvad der ene og alene skyldes Pergamentet eller de til Veiledning for Skriveren opridsede Tværlinier i Haandskriftet.


II.

Codex Arn. Magn. 235 folio, jevnaldrende med Cd. Holm 2 folio (Guðbrandr Vigfusson sætter den til Aar 1380), bestaar af 68 Blade, med to Spalter paa Siden.

De første 4 Blade ere Fragmenter af et andet Haandskrift (nederst paa 3die Blad staar med Arne Magnussons Haand: Fra sira Þorkele Arnasyne ä Kalfafelle 1711) og ere sandsynligvis paa Grund af Lighed i Format blevne indbundne sammen med de andre 64 Blade. Disse 4 Blade ere af samme Alder som de øvrige, maaske snarere ældre, og i Almindelighed skrevne med større Correcthed og Fasthed. De 2 første Blade have været de inderste i et Læg eller Ark, og de 12 første Linier paa første Spalte indeholde Slutningen af St. Hallvards Saga, det øvrige omfatter Johannes den Døbers Saga (Postola Sögur S. 842 indtil Ordene þessa vitron 84833). De 2 næste Blade ere Levninger af et Læg (hvori der mellem dem i det mindste ere udfaldne 2 Blade), og de indeholde Fragmenter af Sebastianus Saga, dennes Slutning samt Begyndelsen af Agnes Saga med Overskrift: her hefz vpp Ambrosivs(!)

De følgende 64 Blade udgjøre 8 Læg eller Ark, hvert paa 8 Blade; dog mangler der Læg baade i Begyndelsen og Enden, og imellem nuværende første og andet er bortkommet mindst et Læg. Bogens Indhold er: 1) Mariu Saga egipzku, Begyndelsen mangler; 2) Magnus S. eyjajarls; 3) Jóns S. Hólabyskups, Slutningen mangler; 4) Petrs S. postola, kun Slutningen; 5) Margrétar S.; 6) Marthe S. og Marie Magdalene; 7) Ólafs S. hins helga; 8) Fides Spes Caritas; 9) Laurentius S. erkidjakns; 10) «Saga vorrar fru»; 11) Augustinus S.; 12) Mauritius S.; 13) Dionysius S; Overskriften lyder: saga postola Páls, hvor uden Tvivl Navnet Dionysius er udeglemt mellem saga og postola; 14) Flagellatio Crucis; 15) Ceciliu Saga, hvor Slutningen mangler. Af disse er No. 2 optagen som Appendix i den Udgave af Orkneyingasaga, der er besørget af Vigfusson blandt Kildeskrifter til Englands Historie, og som trykkes under The Master of the Rolls' Auspicier: «A collection of Sagas and other Historical Documents relating to the Settlements and Descents of the Northmen on the British Isles», men som endnu ikke er udkommen; No. 3 er trykt blandt Biskupa Sögur; No. 4 er benyttet under Signaturen C i Postola Sögur 181-200; No. 10 udgjør kun Slutningen af Jomfru Marias Saga nemlig Capp. 25-28, Udgaven af Mariu Saga S. 49-62, samt Jertegn 33, trykt sammesteds S. 120-121, og Jertegn 21, S. 104-105. Bogens øvrige Indhold er meddelt i nærværende Udgave.

I Begyndelsen er Haanden temmelig lig den, der har skrevet de første 4 Blade, dog er Skriften noget mindre, men lidt efter lidt antager denne en mere cursiv Form, skjønt Haanden synes at være den samme, og med det sjette Læg forøges Liniernes Antal paa Siden til 39 istedenfor 37, som før har været det almindelige; Brugen af æ bliver almindeligere for det før sædvanlige ę (0, som det oftest skrives, men som af Mangel paa Typer har maattet erstattes med ę), og jo længer det lider ud i Bogen, jo skjødesløsere er den skreven, og Feilene ere paa sine Steder saa mange, at det har været ugjørligt at bemærke dem alle under Texten; de ere dog af den Art, at de med Lethed lade sig rette, og bestaa for det meste deri, at et Bogstav er oversprunget, eller kommet for meget, f. Ex. ordr for ord, eller Bogstaver omsættes, som vreda for verda, elfa for efla o. lign. Andre væsentlige Feil ere naturligvis paapegede under Texten. Som en Særegenhed for dette Haandskrift maa mærkes Formen siolfr, der næsten overalt bruges for det sædvanlige sialfr.


III.

Cd. Arn. Magn. 233 folio bestaar af 29 Blade (2 Spalter paa Siden, 47 Linier paa Spalten), hvoraf de første 14 ere omtalte paa et andet Sted (Mariu Saga, Christiania 1871 XXII), de øvrige 15 ere Levninger af et andet Haandskrift, der er blevet indbundet sammen med det første, det er sandsynligvis skrevet noget før Midten af det 14de Aarhundrede. Det første Blad, nu numereret 15, har været ubeskrevet paa Forsiden, Bagsiden omfatter Begyndelsen af Legenden om Fides, Spes og Caritas (Capp. 1-3). Imellem Bl. 15 og 16 er der en Lacune, hvorved Slutningen af den foregaaende Legende og Begyndelsen af den følgende, Katerine Saga, mangler; denne sidste begynder Blad 16 med Ordene [libera]lis heita (Capp.2) og fortsættes Bl. 17, 18 og 19, paa hvilket Blads Forside den slutter. Paa 19de Blads Bagside begynder Marthas Saga og Maria Magdalenas, og denne fortsættes Bl. 20, 21, 22, 23, 24 og 25, hvorefter paa Grand af en Lacune Slutningen mangler (Cap. 41). Bl. 26 begynder med Slutningen af Agnes Saga, derpaa følger Agathas Saga, som fortsættes og sluttes Bl. 27 (Agathu Saga II), hvorefter følger den første Halvdel af Margretas Saga (Capp. 1-5). Imellem Bl. 27 og 28 er en Lacune, hvorved Slutningen af Margretas Saga her er tabt. Bl. 28 er skaaret over efter Længden, hvorved Forsidens anden Spalte og Bagsidens første Spalte er tabt, Indholdet er Niðrstigningar Saga (III), og nederst paa Bagsiden af Bl. 28 findes Overskriften til Legenden om Korsets Opdagelse, inventio-Crucis, som begynder paa det følgende 29de Blad, der nu udgjør det sidste i Bogen.


De øvrige Haandskrifter lade sig bekvemmest omtale under de forskjellige Sagaer, hvortil de have afgivet Stoffet, dog vil det maaske være hensigtsmæssigt foreløbig at opregne de andre her benyttede Manuscripter. Blandt disse findes to i det Kongelige Bibliothek i Stockholm, nemlig Pergamentscodex 16 qvarto Nikolaus Saga (II), og Papircodex 8 octavo Placidus Saga (I), samt nogle Fragmenter af Agatha, Brandanus, Gregors Dialoger, Gregors Saga og Nikolaus Saga i det norske Rigsarkiv, - alle de øvrige opbevares i den Arna-Magnæanske Samling paa Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn. Disse ere følgende Folianter: 180b, 221 (Fragm. fra Midten af 13de Aarhundrede, Augustinus Saga, Appendix), 225, 232 (nu hvad dens Indhold angaar fuldstændig trykt), 234 (fra Aar 1325, nu fuldstændig trykt), 238 (Fragmenter af forskjellige Haandskrifter), 239 (nu hvad dens Indhold angaar fuldstændig trykt); og følgende Qvarter: 544 (Hauksbók), 623 (vel fra Midten af 13de Aarhundrede, nu trykt fuldstændig), 624, 627 (Fragm. af to Blade udrevne af 234 folio, Augustinus Saga og Vitæ Patram), 638, 640, 641,642,643, 645 (Codex fra 1200, nu trykt fuldstændig), 655 (Fragmenter af forskjellige Haandskrifter, hvoraf mange meget gamle, heriblandt to Blade af Blasius og Placidus Saga, skrevne i Norge i 12te Aarhundrede), 657a, 657c, 668, 677 (Gregors Dialoger fra Slutningen af 12te Aarhundrede), 681a, 681b, 681c, 696, 764a; og endelig 429 in octavo.


Agathu Saga. De to Bearbeidelser af denne Saga, Cd. Holm 2 folio og 233 folio ere saa forskjellige, at det har været nødvendigt at meddele dem begge. De hidrøre rimeligvis fra den samme Original og synes at være to af hinanden uafhængige Oversættelser. Den til Grund for dem liggende latinske Legende har vel ikke afveget saa meget fra den, der findes i «Jacobi a Voragine Legenda Aurea» (recensuit Grässe, Lipsiæ 1850 P. 170-173). Fragm. III af Sagaen afviger især fra de to foregaaende og den latinske deri, at Keiser Decius selv er kommen tilstede og deltager med Qvincianus i det pinlige Forhør over Agatha. Den Codex, hvoraf dette Bladfragment er en Levning, har havt de for mange i Norge skrevne Haandskrifter fra det 14de Aarhundrede sædvanlige Egenheder: Overgang af i til y foran rd, rt, rg, rk, saaledes her fehyrsla og vyrdiz (en Udtale, der nu er gjennemført i det norske Folkesprog), þet for þat, et e gjort diphthongisk til ei saa snart en følgende Stavelse begynder med i: heifir, beiria = hefir, beria.

Agnesar Saga. Denne Sagas Original synes temmelig nøie at have stemt med Legenden hos Surius: «De Probatis Sanctis, Januar P. 338-341.» Cd. Holm. 2 folio har paa Grund af en Lacune (se ovenfor III) kun noget over Halvdelen af denne Saga; det manglende er suppleret efter Pergamentscodex 429 octavo, der i Udgaven er benævnt B og i Forveien er benyttet til Varianter, men siden, hvor Cd. Holm. ophører, er betegnet Cd., en Betegnelse som i nærværende Udgave i Regelen er benyttet paa de Steder, hvor kun én Codex er forhaanden. Cd. 429 er neppe ældre end Midten af det 15de Aarhundrede. Ved Siden heraf er benyttet et Bladfragment af en Membran i 238 folio, Forsiden 238a Og Bagsiden 238b, hvilket er betegnet Fr. i Noterne. Dette har tilhørt en Codex, der neppe har været yngre end Midten af det 13de Aarhundrede, den skjelner mellem æ og œ.

Alexis Saga. Denne Saga er trykt efter den mærkelige Skindbog 623 qv. og allerede forhen udgivet i Prøver af oldnordisk Sprog og Literatur af Konrad Gislason S. 438-446, hvor den jævnføres med den latinske Legende i «Acta Sanctorum Tom. IV Julii.» Om dette Haandskrift jævnføre man samme Forfatters «Um frumparta íslenzkrar tungu í fornöld» L-LVII.

Ambrosius Saga. Denne Saga grunder sig hovedsagelig paa Paulinus «Vita S. Ambrosii», trykt som Anhang til S. Ambrosii episcopi Mediolanensis De Officiis Ministrorum Libri III ed. Krabinger, Tubingæ 1857. Foruden Cd. Holm. 2 folio er et meget gammelt Membranblad 238 folio XI benyttet, hvorfra Varianterne (Capp. 7-12). Som Appendix er trykt et beklippet Membranblad 655 qv. XXVIII A, Levning af et Haandskrift, som det synes, fra første Halvdel af det 13de Aarhundrede. Sammenhængende i Ryggen med dette Blad er et andet, der indeholder et Brudstykke af Clemens Saga, hvilken Saga er trykt Postola Sögur 126-151 efter 645 qv. Imellem disse sammenhængende Blade ere to andre udfaldne, der have indeholdt Slutningen af Clemens Saga og Begyndelsen af Ambrosius.

Antonius Saga. Originalen til denne Saga er «Vita beati Antonii abbatis» af Athanasius Biskop i Alexandria (trykt hos Migne Patrolog. Tom. LXXIII: Vitæ Patrum I 127-170 og Surius Januar S. 268-283). Den staar først i 234 folio, men mangler Begyndelsen, da et Blad er gaaet tabt foran i denne Skindbog. Jvf. om dette Haandskrift Maríu Saga, Christiania 1871, XI. XII, og fornemmelig Fortalen til Biskupa Sögur I XXXV.

Augustinus Saga. Ved Udarbeidelsen af denne synes hovedsagelig at være benyttet «Vita D. Aur. Augustini auctore incerto» (udgivet af Cramer, Kiliæ 1832). Cd. 234 folio er lagt til Grund for Udgaven. Imellem BL 71 og 72 i Skindbogen er udrevet et Blad, hvis gjenfundne nedre Del tilligemed et andet udrevet Blad af samme Skindbog, henhørende til Vitæ Patrum, nu findes i 627 qv. Den bortkomne øverste Del af Bladet er bleven suppleret efter Cd. Holm. 2 folio og 235 folio, hvilke Haandskrifter forøvrigt ere benyttede til Rettelser og Varianter. Augustinus Saga og den sidste Halvdel af den forangaaende Biskop Jons Saga (trykt Biskupa Sögur I) er skreven med en anden Haand end det øvrige Indhold af Cd. 234 folio. Som Anhang er meddelt et Blad af en ældre Codex (fra 13de Aarhundrede), hvor ogsaa Biskop Jons Saga har gaaet umiddelbar foran; her har man den interessante Notits, at Abbed Runolf af Veri (død 1306) har overført Bogen fra Latin.

Barbare Saga. Den latinske Legende findes i Legenda Aurea, hos Grässe P. 898-902, og Surius, Decemb. P. 123. Til Grund for Sagaen er lagt Cd. Holm. 2 folio og Varianter ere tagne af 429 octavo.

Benedictus Saga. Denne Saga, saaledes som den findes i Cd. Holm. 2 folio, synes at være en senere Bearbeidelse af Benedictus af Nursias Liv, saaledes som dette er meddelt i anden Bog af Pave Gregors Dialoger. Som Appendix er trykt, hvad der endnu er tilbage af den norrøne Bearbeidelse af disse Dialoger. Den største Del af disse Fragmenter ere Levninger af et Haandskrift, der neppe kan være yngre end Slutningen af det 12te eller Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, nemlig Cd. 677 qv., der i Udgaven er betegnet A. Dette Haandskrift er beskrevet af Gislason i hans «Frumpartar islenzkrar tungu i fornöld» XCIII-XCIX. Disse Fragmenter udgjøre de sidste 17 Blade i denne Skindbog. Det første Brudstykke er 6 Blade (Liber primus dialogorum Gregorii Cap. 10 En er helgi - Liber secundus d. G. Cap. 24 meþ hrvglec), andet Brudstykke 1 Blad (Liber secundus d. G. Cap. 32 Hertogin callaþi - Cap. 36 alr heimr), tredie Br. 2 Blade (Liber secundus d. G. Cap. 36 necqvert sinn - Liber tertius d. G. Cap. 11 þeira Totila), fjerde Br. 2 Blade (Liber tertius d. G. Cap. 15 af þeire męlgi - Cap. 24 þionom sinom), femte Br. 3 Blade (Liber tertius d. G. Cap. 37 diacninn - Liber quartus d. G. Cap. 13 sanna lios), sjette Br. 3 Blade (Liber quartus d. G. Cap. 26 þa es manndꜹ þr - Cap. 36 - þess es). Blandt sproglige Egenheder mærke man: v sædvanlig baade = v og y; u adskilles som oftest fra v, men dog skrives almindelig gvþ; ø skrives ofte ó; ofte bruges e eller é = ei, og maaske havde det været rigtigst overalt istedenfor þeir at have trykt þer, thi saaledes staar dette Ord helt ud skrevet 3 Gange, ellers findes det overalt forkortet; nogen Forvexling kan her ikke finde Sted med Flertal af þú, da dette i denne Codex altid heder ér. Denne Skindbog gjør ingen overdreven Brug af Accenter (flere Gange forekommer dog ę med Accent, hvilket desværre ikke har kunnet gjengives); Nægtelsen eigi betegnes oftest ved ñ (d. e. non), dog findes i det mindste 5 Gange eigi helt ud skrevet; Formerne es, vas, ve sa, forekomme almindelig, og af og til det nægtende a f. Ex. esa = es eigi. I Almindelighed er der ikke gjort nogen Bemærkning ved Steder, hvor Afskriveren selv har rettet en eller anden Feil, f. Ex. naar han ved et Punkt under en Bogstav eller paa anden Maade har betegnet, at denne skulde gaa ud.[6] Til at supplere det manglende i Begyndelsen af Gregors Dialoger er benyttet Cd. 239 folio (Jvf. Postola Sögur XII), hvor de sidste 8 Blade udgjøre Begyndelsen af disse, og til Varianter er benyttet foruden denne Codex ogsaa Membranblad 655 qv. XV (Liber tertius d. G. Capp. 17-20), og Membranfragmenter i norske Rigsarkiv (Liber primus d. G. Capp. 7-9, Liber secundus d. G. Capp. 7-14, Cap. 38); disse sidste have ogsaa ellers kunnet udfylde nogle Lacuner (Liber quartus d. G. Capp. 18-21, Capp. 37-45). Capiteltallene ere tilføiede overensstemmende med den latinske Text.

Blasius Saga. Denne Saga stemmer mest med Legenden saaledes som den er meddelt i Acta Sanctorum 3 Februar: II Acta P. 339-344. Vor Text er trykt efter Cd. 623 qv. (jvf. ovenfor under Alexis Saga), Varianter ere tagne af Cd. Holm. 2 folio, og Lacunen (Capp. 9-10) udfyldt efter denne. Som Appendix er trykt et Pergamentblad af Blasius Saga, 655 qv. IX B, af en meget gammel sikkert i Norge skreven Codex. Forkortninger findes saagodtsom ikke; Originalens Skrivemaade er nøiagtig bibeholdt, saaledes ogsaa den besynderlige Brug af de store Bogstaver og Interpunctionen; den eiendommelige Accent, der findes over enkelte Vocaler og som er gjengiven ved en Circumflex, ligner fuldkommen den Form af Accenten, der findes i Angelsaxiske Haandskrifter; angelsaxisk Form have ogsaa Bogstaverne r og y. Til den samme Codex har hørt et Blad af Placidus Saga (II), samt et Blad af Mathæus Saga (trykt Postola Sögur).

Brandanus Saga. Den latinske Legende er udgiven af Dr. Carl Schrøder: Sanct Brandan, ein lateinischer und drei deutsche Texte, Erlangen 1871. Haandskriftet, hvoraf dette Blad er en Levning, kan ikke have været yngre end det 13de Aarhundrede, og er maaske skrevet i Norge. Navnet skrives paa Pergamentbladet dels Brandanus dels Brændanus, hvor det kun betegnes med Begyndelsesbogstaven, er den samme Betegnelsesmaade fulgt i Udgaven.

Ceciliu Saga. Den latinske Original er formodentlig den samme som ligger til Grund for Legenden i Legenda Aurea (Grässe 771-777). Den i Cd. Holm. 2 folio indfaldne Lacune fra Cap. 5 til Cap. 9 er udfyldt efter Cd. 235 folio, og hvor denne ophører, fra Cap. 9 til Cap. 10 efter 429 octavo. De i Slutningen af Sagaen anførte Jertegn ere interessante, for saavidt som de omtale andenstedsfra bekjendte Personer i Slutningen af det 12te Aarhundrede. Þórarinn Brandsson og hans Kone Guðrun Óspaksdóttir samt deres Søn Brand, der nævnes i Laxdœla Saga cap. 78, den sidste ogsaa i Diplomatarium Islandicum I 217, 218.

Crucis Legendæ. Til den første[7] af disse Legender om Korsets Oprindelse, hvortil man finder en Antydning i Legenda Aurea (P. 303-304), er meddelt efter 544 qv., Hauksbók, (jvf. om denne Bog Biskupa Sögur XI-XIX og P. A. Munchs Afhandling om Hauk Erlendsson, Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1847). Den er ikke skreven med Hauks egen, men med en norsk Afskrivers Haand. Den anden Legende om Korsets Fund (af hvis latinske Original kun Begyndelsen anføres i Acta Sanctorum 3 Mai P. 363 cap. 9) er aftrykt efter et Membranfragment 238 folio 12 b, Levning af en Codex fra Slutningen af det 13de Aarhundrede, og 233 folio, hvor den udgjør det sidste Blad. Den tredie Legende om Mishandlingen af Crucifixet (De Passione Imaginis Domini nostri Jesu Christi in Beryto, Surius, November P. 234) er trykt efter Cd. Holm. 2 folio og 235 folio.

Dionysius Saga. Den latinske Legende, saaledes som den findes hos Surius, October P. 114, og i Legenda Aurea P. 680, er temmelig afvigende fra vor Saga.

Dorotheu Saga. Denne Saga stemmer temmelig nøie med Legenden i Legenda Aurea (P. 910-912), den er kun opbevaret i Cd. 429 octavo fra Midten af 15de Aarhundrede.

Duggals Leizla. Den latinske Original er udgivet af Oscar Schade: Visio Tnugdali Halis Saxonum 1869. De hidhørende Haandskrifter er 681a qv.(A) og 681b qv. (D) sandsynlig fra Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, 624 qv.[8] (B) fra dette Aarhundredes Midte og 681c (C) fra sammes Slutning eller Begyndelsen af det 16de. A er fudstændig indtil omtrent midt i Cap. 22, B ophører i Slutningen af Cap. 21, og mangler desuden 4 Blade inde i Texten (Capp. 9-10, Capp. 12-14, Capp. 16-18), C udgjør kun 1 Blad, og de 11 øverste Linier paa Forsiden af dette Blad er Slutningen af «St. Pauls Nedfart til Helvede», noget vidtløftigere end den danske Legende af samme Indhold hos Brandt: De hellige Kvinder S. 24-28; Slutningen af denne samme Legende findes ogsaa i B (624 qv.), hvor den følger umiddelbart effer Duggals Leizla. D (681bqv.) bestaar af 4 Blade parvis sammenhængende, det første Par Da Capp. 9-10, det andet Db Capp. 14-18. Den paa rimet Prosa skrevne Indledning, der ikke findes i B, er mærkelig derved, at den angiver Kong Haakon som den, der har ladet Bogen oversætte fra Latin, og denne Konge er uden Tvivl Haakon den Gamle, Stil og Sprog peger bestemt paa hans Tid, og fra Sprogformens Side er der intet i Veien for, at disse indledende Knyttelvers ogsaa kunne være fra hans Tid. Enkelte feilagtige Rim kunne hidrøre fra den islandske Afskriver, saaledes naar hybyli og illvili (Cap. 1) danner Rim, har der vel i den norske Original staaet hibili, en Form dette Ord har i den norske Codex af Kongespeilet. En Del af Duggals Leizla er forhen trykt i Gislasons Prøver S. 447-456.

Erasmus Saga. Den latinske Legende, noget kortere, findes i Legenda Aurea P. 890-894. De to Pergamentblade 655 qv. V, som indeholde hvad der er tilbage af denne Saga, ere uden Tvivl Levninger af en Codex fra første Halvdel af det 13de Aarhundrede. Skriften er paa nogle Steder saa udvisket, at den ikke har kunnet læses.

Fides Spes Caritas. Den latinske Legende findes i Speculum Historiale Lib. 10 Capp. 84, 85, og betydelig forkortet i Legenda Aurea P. 203.

Gregorius Saga. En væsentlig Grundvold for denne Saga synes at være «Sancti Gregorii papæ vita auctore Paulo Diacono.» Et ubetydeligt Bidrag til at fylde noget af Lacunen i Cd. Holm. 2 folio har et Fragment af et Pergamentblad i norske Rigsarkiv ydet; kun de øverste 14 Linier ere tilbage, og Forsiden af dette Blad maa rimeligvis have sluttet Gregorius Saga, thi paa Bagsiden begynder 4de Bog af hans Dialoger, tilligemed de to sidste Repliker af den 3die Bog, se nærværende Udgave Cap. 38.

Hallvards Saga. Begyndelsen af denne Saga findes nederst i anden Spalte paa Bagsiden af Pergamentsblad 238 folio IX. Det øvrige af Bladet indeholder Slutningen af Sebastianus Saga. De sidste Linier af Sagaen findes paa første Blad i 235 folio. Som en Erstatning for det manglende af Sagaen er den latinske Legende meddelt efter Acta Sanctorum 3 Mai og efter Breviarium Nidrosiense.

Katarine Saga. Den latinske Legende findes hos Surius, November P. 528, og i Legenda Aurea P. 789. Foruden Cd. 233 folio, Cd. Holm. 2 folio og 429 octavo, er ogsaa paa et Par Steder confereret et Fragment af Sagaen i 667 qv.

Laurentius Saga. Denne Saga er en Sammenstøbning af Legenden om Pave Sixtus, Laurentius og Hippolitus, Legenda Aurea P. 483, 488 og 501.

Lucie Saga. Den latinske Legende findes i Legenda Aurea P. 30-32.

Malcus Saga. Den latinske Original «Vita Sancti Malchi auctore divo Hieronymo presbytero» staar hos Migne Patrol. Tom. XXIII col. 53. Codex 764a qv., hvor vor Saga findes, er af et meget blandet Indhold, og hører til den Slags Haandskrifter, som man paa Island pleier at kalde Syrpa; den maa være skreven ved Midten af det 14de Aarhundrede, paa Bagsiden af 5te Blad fra Enden begynder en Indledning til Biskop Jon Halldorssons Æventyr med disse Ord: Ab incarnacione domini mo ccc0 xx0 v0 kom til Islanz herra Jon byscup Halldorsson, hann var hinn sæmiligzte madr i sinum stett o.s.v. Malcus Saga begynder paa 27de Blad og ender øverst paa det 30te.

Den som Appendix til Malcus Saga trykte Afhandling, med Overskrift Viðrœða likams ok sálar, er skreven med Hauk Erlendssons egen Haand og optager 9 Blade i 544 qv. Det er en fri Bearbeidelse af det 26de Capitel af Philippi Gualteri Moralium Dogma:[9] «De Fiducia et Securitate» og af Hugo de S. Victor's «Soliloquium de Arrha Aniinæ», hvor de to Samtalende kaldes Homo og Anima. Indledningsordene, samt de Ord, der forbinde de to Samtaler, og Slutningen ere tillagte af Bearbeideren. Hauks Orthographi er bibeholdt: kun paa de Steder, hvor han har forsømt at tilføie Stregen over n for at tilkjendegive denne Bogstavs Fordobling, er dette uden videre udført, saa at man altsaa i dette Tilfælde har sat nn og ikke n(n). Blandt Membranfragmenterne 696 qv. findes 4 Blade fra 15de Aarhundrede, der ere Levninger af en anden vidtløftigere Recension af disse Samtaler; disse Blade ere dog dels saa feilagtig skrevne og dels saa ulæselige, at de kun paa nogle faa Steder have kunnet benyttes. Det kan bemærkes, at Samtalen mellem Legem og Sjæl der har staaet først og sluttet med Ordene sialfr vdavðlegr, og derpaa har fulgt Samtalen mellem Æðra og Hugrekki.

Margretar Saga. Den latinske Legende findes noget kortere end vor Saga i Legenda Aurea P. 400-403. Margretes Saga findes ogsaa i en anden Recension i mange Haandskrifter blandt Octaverne i den Arna-Magnæanske Samling, men da denne synes at skrive sig fra en senere Tid, er den ikke her medtagen.

Mariu Saga egipzku. Den latinske Original findes i Acta Sanctorum 2 April P. 76-83 og Speculum Historiale Lib. 15 cap. 66-73.

Sagaen er meddelt baade efter Cod. Holm. 2 folio (med Varianter af 235 folio) og efter Cd. 657c qv., skjønt den sidste ikke afviger særdeles meget fra den første; dog er Forskjellighederne af og til saa betydelige, at de vanskelig vilde have ladet sig angive ved Varianter. Orthographien har desuden adskillige Egenheder, saa at denne Recension ogsaa derfor fortjener at gives særskilt. En Beskrivelse af dette Haandskrift findes i Portalen til Biskupa Sögur I P. LV. LVI. Til Varianter (Cap. 11, Capp. 12-14) er benyttet det sidste af to i Ryggen sammenheftede Blade i 655 XXXIII qv. af en Pergamentcodex fra Midten af det 13de Aarhundrede. Og som Anhang er trykt et Pergamentblad 2381 folio af en Codex fra sidste Halvdel af det 13de Aarhundrede.

Marthe Saga ok Marie Magdalene. Foruden de herhenhørende latinske Legender, Speculum Historiale Liber 9, capp. 92-111, Legenda Aurea P. 407-417, 444-447, har vor Sagas Bearbeider ogsaa benyttet Historia Scholastica af Petrus Comestor.

Martinus Saga Byskups. Grundlaget for denne Saga danner Sulpicii Severi «Vita S. Martini, Epistolæ, Dialogi» (Sulpicii Severi libri qui supersunt. Recensuit Carolus Halm. Vindobonæ 1866). De tre Recensioner af Sagaen, skjønt for det meste stemmende i Hovedtrækkene, have dog saa store Forskjelligheder i det enkelte, at det har været nødvendigt at trykke hver særskilt. Den første findes i den gamle Cd. 645 qv. omtrent fra Aar 1200, og er skreven med den anden i denne Codex forekommende Haand og udgjør den sidste Del af Bogen. Dette Haandskrift er beskrevet i Gislason: Frump. islenzkr. tungu LXII-LXVI, Biskupa Sögur I XLVII-XLIX, Postola Sögur IX-XI. Den anden Recension i 235 folio, synes at stemme bedst med den latinske Original, og den tredie i Cd. Holm. 2 folio stemmer saa temmelig, hvad Ordlyden angaar, med den første, men har adskillige Tillæg fra andre Kilder.

Mauritius Saga. Den latinske Legende findes hos Surius, September P. 220-223. Som Anhang er trykt Pergamentfragmentet 655 X1 af en Codex fra anden Halvdel af det 13de Aarhundrede.

Maurus Saga. Den latinske Legende er trykt hos Surius, Januar P. 237.

Michaels Saga. Den latinske Original til denne Saga kan ikke angives, da Acta Sanctorum for 29 September, hvor den antagelig findes, mangler paa vort Universitetsbibliothek. Efter det sidste Capitel i Bogen, er (Berg) Sokkason, Abbed ved Thveraa Kloster (død omtrent 1350) Forfatter til denne Saga. Det fuldstændige Haandskrift af Sagaen 657a qv. og det paa foregaaende Side omtalte 657c qv., hvor kun dens Slutning er bevaret, kunne neppe være meget yngre end Forfatterens Dødsaar. Som Tillæg er meddelt efter 657a qv. Legenden om Pave Marcellinus, der er trykt Postola Sögur, men hvor Begyndelsen mangler; den er i Codex skreven med en anden Haand end Michaels Saga.

Nidrstigningar Saga. Denne Saga er egentlig anden Del af det saakaldte Nicodemus' Evangelium, og afviger ikke saa lidet fra den trykte Udgave af dette hos Fabricius i Codex Apocryphus Novi Testamenti Hamburgi 1703, P. 276-298. Den første Recension af Sagaen findes i Codex 645 qv., staar der umiddelbart foran Martins Saga og er skreven med samme Haand som denne; den anden staar først i Codex 623 qv. (se ovenfor under Alexis Saga) og mangler Begyndelsen; den tredie, et Fragment, findes paa næstsidste Blad i 233 folio (se ovenfor VII), og den fjerde er et Pergamentblad fra 15de Aarhundrede i 238 folio.

Nikolaus Saga erkibyskups I. Den latinske Legende findes i Speculum Historiale Lib. 13 Capp. 67-81, forkortet i Legenda Aurea P. 22-29. De som Appendix 1 trykte 2 Pergamentblade 655 qv. III, ere Levninger af en Codex fra den første Del af det 13de Aarhundrede; Appendix 2, et Pergamentblad i det Norske Rigsarkiv, har tilhørt en Codex ældre end 1350, og har, efter dette levnede Fragment at dømme, havt Jertegnene i en fra de andre meget forskjellig og vidtløftigere Form.

Nikolaus Saga erkibyskups II. Denne vidtløftigere Nikolaus Saga er efter Indledningsbrevet til Bogen oversat eller bearbeidet af Broder Berg Sokkason, der 1325 blev Abbed til Munkaþverá; da han her kalder sig slet og ret Broder, har han maaske udført dette Arbeide før han blev Abbed, altsaa før 1325. Som Grundlag for sit Verk har Broder Berg benyttet «Vita beati Nicolai episcopi» af Johannes Barensis (fra Bari i Neapel), dog har Oversætteren betydelig udvidet og forøget sin Original, i al Fald saaledes som denne foreligger i «Mombritii Sanctuarium»; han har desuden ogsaa benyttet andre Kilder, saaledes ved Afsnittet om Drømmene, Cap. 69, der er taget af Gregors Dialoger Bog IV Cap. 48. De første 4 Capitler mangle ganske i Originalen, det samme er Tilfældet med Slutningen af Cap. 6, Capp. 7-10 og Fortællingen om Basilisken og Hermelinen i Cap. 13. Enkelte Partier har Oversætteren udeladt, men det er dog lidet i Sammenligning med, hvad han har lagt til. Hvor han beraaber sig paa «meistari Johannes», gjengives dennes Udtryk gjerne nøiagtigere. Til Sammenligning er Johannes' Brev til Athanasius trykt i latinsk Original under Texten.

De her benyttede Haandskrifter ere:

Cd. Holm. 16 qv. paa Pergament omtrent fra Aar 1400, særdeles godt skreven; hvert Capitel er udstyret med illumineret Begyndelsesbogstav, hvilken ofte indeholder en Tegning, der har Hensyn til Capitlets Indhold. Foran og bag i Bogen ere to Blade, som oprindelig have været blanke; det tredie Blad optages af Prologen og Johannes' Brev til Athanasius; Broder Bergs Sendebrev findes derimod ikke i denne Bog. Forsiden af det følgende fjerde Blad optages af et Billede af St. Nicholaus, paa dette Blads Bagside og femte Blads Forside findes atter denne Helgens Billede sammenstillet med andre Personer, og paa femte Blads Bagside begynder atter Sagaen, og fortsættes da uafbrudt til Bl. 60.

Paa Bagsiden af det oprindelig blanke Blad i Bogen og næste Blads Forside staar optegnetmed en Haand fra 16de Aarhundrede forskjellige Præsters Tiltrædelse ved Kirken paa Helgastöðum og det Inventarium, som ved denne Leilighed fandtes ved Kirken. Saaledes anføres ved Aar mo do xxiiii sera Jon Finbogason, siden nævnes sira Þorkell, ved denne sidstes Tid anføres blandt andet: ornamenta kirkivnnar: xii bækvr ok xx godar ok illar. kalekvr. messv klædi tvenn. vInd ok brestvr havfvt lin: glodar ker. elldberi, kistv þravm: kluckvr. þriar. ok er ein brotin ok kolflavs, Mariv likneski, Nicholas likneski, krossar .ii. smelltir. ok einn steinndr.

Paa Bagsiden af Blad 60, hvor Sagaen ender, findes Udkast til et Skjøde med den samme Haand, som har skrevet Notitserne foran i Bogen, hvilket begynder saaledes: Asgrimvr Jonsson seldi Olafvi Loptzsyni med samþycki Gvdrvnar eiginkonv sinnar jordina a Lvnndabreckv. er liggvr i Baardardal med Illvm þeim gavgnvm ok gædvm. sem greindri jordv fylgir ok fylgt hefir at fornu ok nyv o.s.v. Paa Forsiden af det første blanke Blad ved Enden af Bogen findes Concept til Begyndelsen af et Digt til Jomfru Maria. Paa Bagsiden af dette Blad staar følgende Inventarieliste, skreven af en Haand samtidig med Sagaskriverens: Suo mikit reiknadiz godz helga stada kirkiu þa ær þorulfr biarnarson tok med. Jn primis, vii. kyr, vi, asaudar kug', vii gellder [griþ]ung[ar] ok ii hross fyrir .c. huort, i vird[in]ga fe vi hunndra . . . . . þui ær til fieckz, innan kirkiu mariu likneski, nicholaus likneski, ii, krossar smelltir, ok einn vsmelltr, sloppr alluꜳnndr kanntara kap . . . ., messu klæda leppar vꜳndir med grænum hIckli slittnum, alltaris ducar, ii. slitnir ok hIfud lin alluꜳnt, alltaris dukr uslitin messu serkr handlin, corporalia, iii, eitt slitit, fonntbunadr vꜳndr, glergluggar, ii. ok annar brotinn vida ok i brott or gleret, biorar ii, med sotdrift, tialld uant kalla megin vm fram kirkiu, blamerktr dukr slitinn ifir nicholaus likneski, brik steind, alltaris klædi, iii, alluꜳnd, alltaris steinn, kalekr lest[r] ok patena, jarnstika stor brotin ok adrar, iiii stikur med iarn, ii. frame ok, ii. innar, elldbera ker alluannt, klockur, iii, ok ein rifin i barminn, or hinni þridiu kolbrin ok ꜳ. ii, borur ok hliodlaus, ok litil bialla brotin, sequenciu bækr, ii, paska bok, grallara skra, enskar bækr, ii. paska boc ok dominica, til aduentu, fra aduentu framan til pasca, pisla bok ok gudzspialla, i selskinni, sallterar, ii, fornir, nicholas sagha, ok enn skrꜳr nockurar, kirkiu ketill, glodar ker, pax blad fornt, spialld steinnt, sacrarium handklædi, kistill stolar, ii, lectarar, ok reliquie i þremr pungum, merki ii uꜳnd saluns leppr.

Cd. 638 qv. er en meget god Papirafskrift, som Arne Magnusson havde ladet tage af Membranen i Resens Bibliothek, der brændte 1728. Den er fuldstændig, paa et Sted nær, hvor Arnes Afskriver ikke har mærket, at flere Blade i Membranen have manglet. Denne Lacune falder her i Udgave Cap. 136 efter Ordet stormerki og ophører Cap. 146 med gligt nafn. Her har i Originalen stormerki været det sidste Ord paa et Blad; det næste efter Lacunen har begyndt med glikt, en Fortsættelse af hunan, de sidste Bogstaver paa det forangaaende tabte Blad. Afskriveren har læst g i glikt som s (det korte s og g ligne hinanden ofte), og saaledes skrevet slikt nafn er flogit o. s. v., hvorved han har faaet en Slags Mening frem trods de manglende Blade. Dette Haandskrift betegner U-Omlyden af a ved I, sjeldnere ved o og au, har i Almindelighed o = á efter v, svo, von o. lign. Originalen har sandsynligvis været fra sidste Halvdel af det 14de Aarhundrede.

Cd. 640 qv. synes at være skreven med samme Haand som 621 qv. (indeholdende Apostelen Peters Saga, jvf. Postola Sögur XV). Bogen udgjør 58 Blade (under Pagineringen er 4 Blade oversprungne, saa at det sidste Blad er betegnet 54) med 26 Linier paa Siden. Den er formodentlig skreven henimod Aar 1450. Nederst paa Bagsiden af Blad 31 staar: Bok þessa gaf Jon Olason(!) gudi ok sancte Nicholae(!) ok kirkiunni a Ærlæk. Disse Ord ere omgivne med en af Streger dannet Firkant, og ved Siden af denne Firkant til høire staar: bid fyrir mer dandi kall. Paa sidste Side staar: Gudmundr b p uigdi kirkiu a Ærlæk messudag Laurencii under hans helgun ok Nickulai, derpaa følger en Fortegnelse paa Gods, der tilhørte Ærlæk, skreven 1504, deriblandt opregnes Nichulas Saga Mariu Saga Olafs Saga istoria bok. Blandt sproglige Eiendommeligheder kan man mærke: þvit = þviat, mann undertiden som Nominativ = madr, ie = é: mier, vier, o = á efter v: vottr, vopn o. lign.; eg, mig = ek, mik o. s. v.

643 qv. bestaar nu af 35 Blade, 31 til 32 Linier paa Siden. Første Side er ulæselig. Imellem Ordene fliugandi fugl (Cap. 13) Og geriz mikit (Cap. 50) mangler 8 Blade, imellem Nu berr sva (Cap. 84) og nefndr, þviat (Cap. 90) mangler 3 Blade, og med Ordene Mirrea til (Cap. 147) ender Codex. Dette Haandskrift er uden Tvivl fra Slutningen af det 14de Aarhundrede og maa skrive sig fra samme Originalcodex som den nys omtalte Cd. 640 qv. uagtet den ikke ubetydelige Forskjel i Retskrivning, der adskiller disse to Oldbøger. Foruden den temmelig stadige Overensstemmelse i Textens Ordlyd (saal. f. Ex. i den feilagtige Læsemaade (Cap. 13) kirkiu mali for girzku mali), er der to for dem fælles Udeladelser eller Overspringelser, som man ikke godt kan forklare, uden ved at antage, at den samme Original ligger til Grund for begge, hvilken ligeledes har udeladt dette. I begge to (640 qv. og 643 qv.) mangler nemlig fra fordandiz (Cap. 61) til dyrd eilifri (Cap. 62), samt fra gudi. Sva vel (Cap. 64) til eptir ritninginni (Cap. 64), saaledes at paa første Sted slutter Ordene Uþrætinn madr, der i de øvrige Haandskrifter begynde et nyt Capitel, sig umiddelbart til gagnaz, en, og paa det andet Sted ligesaa Begyndelsen af Cap. 65 þvilik er til gera fyrir. Cd. 643 qv. synes troere at have bevaret sin Originals Orthographi og Sprogform. Den bruger a efter v, van, vattr, varu; þeima = þessum; Præpositionen midil bruges stadig for milli, som findes i 640 qv.; a beholdes i Afleds- og Flexionsendelser for u, f. Ex. dyrkadu, agætaztu = dyrkudu, agætuztu. I et Tilfælde har dog 640 qv. den ældre Form, nemlig i engi, hvor 643 qv. har engin. En Forandring indtræder i Forholdet mellem disse Haandskrifter fra Cap. 112, hvor Afskriveren af 643 qv. har begyndt at forkorte sin Original; denne Forkortning har han dog udført med saa megen Skjønsomhed, at intet gaar tabt i Fortællingens Sammenhæng.

641 qv., en Pergamentsbog fra omtrent 1400, bestaar egentlig nu af 26 Blade (21 Linier paa Siden), men 4 Blade, der høre foran i denne Bog, ere feilagtig indbundne som 642a qv., og de 2 første Blade i 642b qv. høre ogsaa til denne Codex; den bestaar altsaa i Virkeligheden af 32 Blade. Bladene ere indbundne i stor Uorden. Den bestaar af 9 Brudstykker; første Brudstykke: Begyndelsen af Sagaen til og med Ordene gengr af (Cap. 4); Prologen og Johannes Barensis' Brev til Athanasius ere udeladte i denne Codex; andet Brudstykke: kirkiu medan (Cap. 7) - sidan sem (Cap. 10); tredie Brudstykke: hluti ydra birta (Cap. 71) - skiott til rads (Cap. 87); fjerde Brudstykke: penningum (Cap. 90) - hormuligt (Cap. 91); femte Brudstykke: saklausir (Cap. 92) - sva segiandi (Cap. 93); sjette Brudstykke: almattigs guds (Cap. 95) - Giorir (Cap. 97); syvende Brudstykke: villdum fyrir (Cap. 99) - heilagr fadir (Cap. 100); aattende Brudstykke: hans hendi (Cap. 117) - samlagimz (Cap. 121); niende Brudstykke: nat gera (Cap. 128) - bessi milli (Cap. 138), hvormed Codex ender.

642b qv. udgjør med Fradrag af de 2 første Blade, der høre til 641 qv., Fragmenter af 4 fortrinlige Haandskrifter. Det første af disse udgjør nu 11 Blade (3-13) og indeholder følgende 8 Brudstykker af Sagaen: første Brudstykke: gininn, gengr (Cap. 49) - ok vigdr (Cap. 50); andet Brudstykke: sva godr (Cap. 60) - gagnaz, en (Cap. 61); tredie Brudstykke: um var (Cap. 64) - skinandi (Cap. 65); fjerde Brudstykke: er engillinn (Cap. 70) - framkvæmir eru (Cap. 72); femte Brudstykke: inn en sa hann (Cap. 100) - erkibyskups (Cap. 104); sjette Brudstykke: gerdir þu (Cap. 143) - vær sogdum (Cap. 146); syvende Brudstykke: drottin himneskan (Cap. 152) - hun hafdi (Cap. 158); aattende Brudstykke: i kristninni - hann birti (Cap. 164). Af det andet Haandskrift er tilbage 2 Blade (14 og 15), der udgjør et Brudstykke: ord virduligs (Cap. 151) - sinni kirkiu (Cap. 163). Af det tredie Haandskrift er der ogsaa kun tilovers 2 Blade (16 og 17) udgjørende 2 Brudstykker: andi virduligan (Cap. 86) - vardhalldzmonnum (Cap. 88) og margfalldar (Cap. 93) - sæll Nicholaus (Cap. 94). Det fjerde bestaar ogsaa kun af 2 Blade (18 og 19) og udgjør to Brudstykker: tveggia. Hvaðan (Cap. 56) - morgum manni (Cap. 60) og dugan sialfr gud (Cap. 65) - greina med (Cap. 68). Det første af disse Haandskrifter, hvoraf man har de fleste Fragmenter af Sagaen, er neppe yngre end Midten af det 14de Aarhundrede, og de tre andre maa være skrevne i den første Halvdel af dette Aarhundrede, altsaa samtidige med Forfatteren. Som Egenheder ved alle disse Haandskrifter kan mærkes Formerne firir og ifir overalt for fyrir og yfir, for de tre sidstes Vedkommende udelukkende Brug af kk ikke ck, þakkir o. lign., stadig van, vattr, varu; u-Omlyden af a er almindelig o, sjelden au, i Ordstammen, almindelig a i Flexions- og Afledsendelser: dyrkadu; e almindelig for æ: meddr = mæddr (d. e. mœddr); st i Superlativ ikke zt: selastr o. s. v. Det fjerde Haandskrift har desuden brugt ð; hofuð, auðlaz o. lign.

Alle disse Haandskrifter og Fragmenter ere benyttede ved Udgaven, men da det vilde have været for vidtløftigt at meddele alle afvigende Læsemaader, er kun et Udvalg af disse anført; heller ikke er der nævnt, i hvilke Haandskrifter de angivne Læsemaader findes, men kun Antallet af de Haandskrifter, der repræsentere en Læsemaade. Det er at mærke, at Codex Resenianus meget ofte staar alene i denne Henseende ligeoverfor de øvrige, dog understøttes den undertiden af Cd. Holm. 16 qv.; man kan derfor som oftest antage, hvor kun 1 Codex anføres som Hjemmel for en Læsemaade, at denne er Codex Resenianus.

Olafs Saga hins helga. Denne kortfattede Olafs Saga i Cd. 235 folio indeholder maaske nogle enkelte Træk, som ikke findes andensteds, f. Ex. om Kong Olafs Afholdenhed fra berusende Drikke, og det sidste Jertegn Cap. 32, har, saavidt vides, ikke før været bekjendt.

Pals Saga eremita. Den latinske «Vita sancti Pauli» er trykt hos Migne Patrolog. Tom. XXIII, 17, hos Surius, Januar P. 149.

Placidus Saga. Den latinske Legende findes hos Boninus Mombritius, Sanctuarium sive Vitæ Sanctorum Milano 1477(?) in folio, og ved Hjælp af den latinske Original har Texten i Papirhaandskriftet Cd. Holm 8 octavo nogenlunde kunnet restitueres. Sagaen i den Form, hvori den findes i dette Haandskrift, nedstammer uden Tvivl fra den Membran, hvoraf det som Appendix I trykte Fragment 655 qv. X1-2 er en Levning. Det som Appendix II trykte Pergamentblad 655 qv. IX A. er omtalt ovenfor XI under Blasius Saga. Appendix III er et Pergamentblad af en Codex fra det 14de Aarhundrede.

Quadraginta Militum Passio. Den latinske Legende findes hos Surius, Marts P. 87. Om Cd. 623 qv., se ovenfor IX og XI. Som Anhang er trykt Fragm. 655 qv. XXXIII.

Remigius Saga[10]. Den latinske Legende findes i Acta Sanctorum 1 Oktober. Sagaen findes i Cd. 764a qv., se ovenfor XIII under Matheus Saga.

Sebastianus Saga. Den latinske Original findes hos Surius, Januar P. 302-312. Det første Brudstykke af vor Saga findes hos Surius P. 30634 - 30810, det andet P. 31121 - 31247. Om 238 folio se ovenfor XII.

Septem Dormientes. Den med vor Saga mest stemmende latinske Text findes i Acta Sanctorum for 27 Juli. Denne Saga er den sidste i 623 qv. For at give Legenden fuldstændig, meddeles den i App. efter Legenda Aurea.

Silvesters Saga. Den latinske Original til denne Saga findes hos Mombritius: Sanctuarium. Foruden Cd. Holm. 2 folio er Capp. 17-21 benyttet et Pergamentblad 2388 folio af et Haandskrift fra omkring 1300. Appendix 1 655 qv. V2 udgjør det sidste af Bagsiden af et Pergamentblad, hvor denne Saga tager fat der, hvor Erasmus Saga ender, se ovenfor XIII. Appendix 2 655 qv. IV er Levning af en Membran fra første Halvdel af 13de Aarhundrede, skreven med en fin smuk Haand, 52 Linier paa Siden. Forbundet i Ryggen med dette Blad er et andet, hvoraf dog største Parten er bortskaaren, saa at kun et enkelt Ord eller enkelte Bogstaver ere tilbage i Begyndelsen af Linierne paa Forsiden, og ved Enden af samme paa Bagsiden, man kan dog se, at Silvesters Saga har endt paa Forsiden, og efter denne har fulgt Vincencius Saga; imellem disse Blade har der saaledes manglet to andre.

Stephanus Saga. Til denne Saga er dels benyttet Scholastica Historia af Petrus Comestor dels Legenden De Inventione Corporis St. Stephani Surius 3die August. Desuden er Capp. 2-4 hentede fra Pilatus Saga (se Postola Sögur). Med Cd. Holm 2 folio er jævnført Pergamentsbogen 661 qv. fra 15de Aarhundrede. Denne Legende er ogsaa indtagen i den mærkelige Skindbog Cd Holm. 15 qv., Wiséns Udgave S. 175. 176. 201-207.

Theodorus Saga. Den latinske Legende, der ligger til Grund for denne Saga, findes hos Surius, November P. 230.

Thomas Saga erkibyskups. Dette Fragment i Cd. Holm. 2 folio er Levning af en, som det synes, vel udført sammentrængt Fremstilling af Thomas a Beckets Liv. Den har, ligesom de vidtløftigere Bearbeidelser, sluttet med et Udvalg af hans Mirakler.

Vincencius Saga. Den latinske Legende haves meget vidtløftigere i Acta Sanctorum 22 Januar P. 344, og hos Surius, Januar P. 358-61.

Vitus Saga. Den latinske Legende findes hos Surius, Juni P. 207-209. Cd. 180b folio, hvorfra denne Saga er tagen, er sandsynlig fra Midten af det 15de Aarhundrede; jævnfør om denne Skindbog Fortalen til Biskupa Sögur I P. LXXXIV - LXXXVI. Da St. Dunstans Saga, som findes i dette Haandskrift, er meddelt blandt Appendices i den af Vigfusson besørgede Udgave af Kong Haakon den Gamles Saga, trykt i London under The Master of the Rolls' Auspicier, men endnu ikke udkommen, syntes det unødigt ogsaa at optage den her i denne Bog.

Vitæ Patrum. Disse Vitæ Patrum falde i 2 Dele, den første Del, den egentlige Vitæ Patrum, ogsaa kaldet Historia Eremitica, indeholder ægyptiske Munkes mere og mindre udførlige Levnetsskildringer, og den anden, ogsaa kaldet Verba Seniorum, bestaar hovedsagelig af Smaatræk eller Anekdoter vedkommende slige hellige Munke eller Eneboere i Ægypten.

Den første Del blev i Middelalderen tilskrevet Hieronymus, men med Urette, da de efter dennes eget Vidnesbyrd ikke skyldes ham men Tyrannius Rufinus, født noget før Midten af det 4de Aarhundrede i Nærheden af Aquileia og død i Messina 410. Efter Fortalen skrev han denne Bog paa Opfordring af Munkene paa Oliebjerget (quoniam fratrum caritas, eorum qui in monte Oliveti commanent, hoc a nobis frequenter exposcit, S. 33621). Bogen bestaar af 34 Capitler medregnet det sidste, deri Latinen kaldes Epilogus. Ebert (Geschichte der Christlich-lateinischen Literatur S. 313) ytrer sig saaledes om denne Bog: In der Darstellung, die durch einen einfachen, leicht verständlichen Ausdruck vortheilhaft sich auszeichnet, schliesst sich das Werkchen, was die ausführlicheren Vitæ angeht - denn manche Capitel enthalten nur ganz kurze Charakteristiken - im Allgemeinen an die Heiligenleben des Hieronymus an, der, wenn nicht irgend eine griechische Vorlage anzunehmen ist, dem Rufin hier wohl den Weg gewiesen. Das Werkchen musste um so mehr aber auf die Phantasie der Leser im Mittelalter wirken, als die reellen Wunder jenes merkwürdigen Landes, das die Scenerie der Geschichten bildet, mit den ideellen der Asketen sich mischen; es findet sich mitunter etwas von der Anziehungskraft des Robinson Crusoe darin. Auch fehlt es andererseits in der That nicht, was ja auch Luther anerkennt, unter so manchem Thörichten und Absurden an wahrhaft erbaulichen Stellen, in denen eine gesunde Moral in populär-praktischer und doch würdiger Weise gepredigt wird, wie z. B. in der ersten Vita die Warnung Johannes vor der Ruhmredigkeit[11]. Für den Historiker aber ist von eigenthümlichem Interesse, die grosse Mannichfaltigkeit in den Erscheinungen der Askese, die sich hier darbietet, zu beobachten, und wie bereits darin im Keim alle die Besonderheiten der spätern verschiedenen Mönchsorden sich zeigen.

Den anden Del, der, hvad den latinske Originals Sprog og Stil angaar, staar langt tilbage for den første, kan ikke være af Rufinus, men skyldes maaske snarere en græsk Original, der er gaaet gjennem en senere slettere Oversætters Hænder. Til den første Del, Historia Eremitica, er den latinske Original fuldstændig meddelt nedenunder; ved anden Del, Verba Seniorum, er dette kun skeet indtil Cap. 151, thi heretter synes en forskjellig latinsk Bearbeidelse[12] at have foreligget Oversætteren end den, nærværende Udgiver har havt Adgang til, og til 5 Capitler (nemlig 164, 171, 232, 236, 239) findes intet tilsvarende i Latinen. Den Udgave af Latinen, som her er benyttet, er trykt i Venedig Aar 1500, in qvarto, og har foran som Smudstitel «Vitas Patrum»; forresten findes Bogens Hovedtitel, som sædvanlig ved Bøger fra den Tid, nederst paa anden Spalte af sidste Side: Beatissimi Hieronymi Cardinalis presbyteri sancte romane ecclesie catholice doctoris precipui Libris qui vitaspatrum inscribuntur: diligenter examinatis: vigilantique studio emendatis: atque per punctos et comas distinctis: finem imprimendi imposuit Venetijs Bonetus Locatellus presbyter. Jussu impensisque probatissimi viri domini Nicbolai ex Franchfordia oriundi. Anno ab Incarnatione domini nostri Jesu Christi. Millesimo quingentesimo. Octano Idus apriles. Med denne Udgave er stadig jævnført Migne's i hans Patrologia Latina Tomus LXXXIII, og Texten ofte derfra berigtiget.

De til den norrøne Oversættelse benyttede Haandskrifter ere: Cd. 225 folio, en Pergamentsbog, omtrent fra Aar 1400 i meget stort Format; den udgjør 138 Blade, med to Spalter paa Siden, og de sidste 29 Blade optages af Vitæ Patrum; Bogens øvrige Indhold stemmer med 226 folio (hvorom man se Gislasons Frumpartar IX. X. og Udgaven af Stjorn X.); Cd. 232 folio (om hvilken Skindbog se Postola Sögur XXVIII-XXIX) naar kun fra Begyndelsen til S. 43011, fraregnet et tabt Blad (Cap. 2); med Hensyn til Orthographien mærke man stadig a efter v: sua, kuama; ęi eller ei meget almindelig = æ:fęida, hoguęiri, leirifadir = fæda, hogværi, lærifadir; Cd. 234 folio (se ovenfor under Antonius Saga) har kun 5 Blade tilbage af Vitæ Patrum: første Blad har havt Forsiden blankt, Sagaen begynder paa Bagsidens første Spalte og de nederste Linier ere bortskaarne (Prologus), andet Blad findes i Cd. 627 qv., her er ogsaa Nederdelen bortskaaren, saa at de sidste Linier i hver Spalte mangler (Prologus - Cap. 1), tredie Blad er fuldstændigt (Cap. 1), fjerde Blad (Capp. 2-6) har tabt Nederdelen, femte Blad (Cap. 7) er fuldstændigt. Endelig er ogsaa et Membranfragment i 668 qv. benyttet Cap. 25-33 (Vita Patrum II).

____


Med Hensyn til samtlige her trykte Texters Behandling maa til Slutning gjøres nogle Bemærkninger. Udgiveren har stræbt at gjennemføre en regelmæssig Interpunktion. Denne er nemlig i de allerfleste Haandskrifter meget ufuldkommen, og bestaar for det meste i Anvendelsen af et eneste Skilletegn, nemlig Punktum; enkelte bruge heller ikke dette, og have saaledes aldeles ingen Tegn til Adskillelse af de forskjellige Sætninger; dette er f. Ex. eiendommelig for Hauk Erlendssons Afskrifter. Som Modsætning hertil, kan dog mærkes, at nogle af de ældre Haandskrifter foruden Punktum ogsaa undertiden anvende et eget Spørgsmaalstegn, dette er Tilfældet med den gamle Membran 677 qv., hvorefter Pave Gregors Dialoger ere trykte. Hvor til en Text to eller flere Haandskrifter ere for Haanden, har man ikke anseet det for nødvendigt at gjøre opmærksom paa en mindre Skrivfeil, Udeglemmelse af enkelt Bogstav eller et enkelt Ord i det til Grund lagte Haandskrift, naar det andet eller de øvrige have det rigtige. Paa de Steder hvor kun ét Haandskrift haves, er i dette Tilfælde manglende Bogstaver eller Ord tilføiede i Parenthes (), og naar noget ellers er blevet berigtiget i Texten, er Haandskriftets Læsemaade anført nedenunder i Noten. I dette Tilfælde er ogsaa sædvanlig Signaturen Cd. (d. e. Codex) anvendt, for at gjøre opmærksom paa, at man her kun har havt det ene Haandskrift, og at den i Texten optagne Læsemaade er en Conjectur af Udgiveren. En Klammer i en Note refererer sig altid til en lignende oppe i Texten og antyder, at Læsemaaden angaar to eller flere Ord; flndes ingen saadan Klammer, vedkommer den kun det ene Ord i Texten, hvortil Tallet er føiet. Et Par Exempler vil oplyse dette. I første Del af Dionynius saga staar som Note10 [til handa gudi B; dette betyder, at B (d. e. Cd. 235 folio) har disse Ord istedenfor Ordene af heime til guds, som er Læsemaaden i A (d. e. Cd. Holm. 2 folio); Note11 Clemens pafi antyder, at disse 2 Ord findes i B istedenfor Ordet hann, som staar i A;Note13 [saal. B; vestverskr A, betyder: saaledes vel lærdr har B for den mindre rigtige Læsemaade vestverskr, som findes i A; Note14 tilf. B betegner, at Præpositionen i 15de Linie er udeglemt i A, men tilføiet efter B; Note17 mgl. B antyder, at Ordene fra [ i Linie 24-25 mangle i B. Hvad der i Udgaven er sat mellem [ ] grunder sig tildels paa Gisning, da her enten findes Huller i Pergamentet, hvorved Skriften er bortkommen, eller ogsaa er denne saa afslidt eller udvisket, at det har været umuligt at læse den med Sikkerhed; paa de Steder i Texten hvor der staar Punkter . . ., har man heller ikke ved Gisning seet sig i Stand til at supplere det manglende. Et in Parenthesi stillet Udraabstegn (!) efter et Ord antyder, at dette virkelig staar saaledes i Haandskriftet, og at det ikke maa ansees for Trykfeil. Uagtet al anvendt Omhu, har det ikke lykkets Udgiveren at undgaa disse, og naar han nærer det Haab, at de fleste Feil ere anførte paa Rettelseslisten, saa skylder han dette hovedsagelig Hr. Pastor Fritzner's Godhed, der idet han gjennemgik denne Bog Ark for Ark, eftersom den blev trykt, for at gjøre Optegnelser til den ny Udgave af sin Ordbog, tillige tilstillede Udgiveren en Fortegnelse over de Trykfeil, han ved denne Leilighed opdagede.

Inden Udgiveren slutter disse Forord, maa han aflægge sin erkjendtligste Tak til følgende Herrer: Hr. Klemming, Bibliothekar ved det kongelige Bibliothek i Stockholm, som med vanlig Liberalitet har tilladt Benyttelsen af de Stockholmske Haandskrifter her i Christiania, Hr. Professor P. G. Thorsen, som viste samme Velvillie med Hensyn til Cd. Arna-Magn. 235 folio, og Hr. Justitsraad Bruun, Bibliothekar ved det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, som derfra udlaante den sjeldne Palæotyp «Bonini Mombritii Sanctuarium» til Benyttelse i Rigsarkivet her.


Christiania, Oktober 1877.


C. R. UNGER.




Fotnoter

  1. Det vil maaske vække Forundring, at Pergamentscodex No. 3 folio i det Kongelige Bibliothek i Stockholm ikke her er bleven benyttet, uagtet den indeholder en rig Samling af legendariske Sagaer. Grunden er den, at Sproget her ikke er norrönt (d. e. gammelnorsk eller gammelislandsk). Bogen kan nemlig ikke være ældre end første Halvdel af det 16de Aarhundrede, og er sandsynligvis tildels oversat fra en Plattydsk Legendesamling. Sprogtonen og Ordføiningen fjerner sig betydelig fra den ældre, der findes Udtryk, som aldrig have været anvendte i det gamle Sprog, og som vistnok ogsaa ere ukjendte for det nyere islandske (f. Ex. nauva = varla, knap, neppe, platt, nouwe). Beviset for sin sildige Tilbliven giver ogsaa Bogen selv. I den sidste der forekommende Legende, om Sancta Anna, Jomfru Marias Moder, omtales et Jertegn i Brabant 1488. De sidste Blade i Bogen ere udrevne, hvorved Slutningen af Sancta Annas Jertegn mangler; men tilfeldigvis findes den samme Legende om Sancta Anna og hendes Jertegn fuldstændig paa Gammelsvensk i en Codex i Linköping (Rietz: Scriptores Svecici Medii Ævi II Lundæ 1843 P. 161-264) nøie stemmende med Texten i Cd. Holm. 3 folio og øiensynlig oversat efter samme Original (den svenske Legende angives ogsaa ved Enden at være vend af tysko oc i swænsko), og her omtales til Slutning flere Jertegn der udførtes ved Sancta Annas Hoved, der opbevaredes i Merseburg «hart nær Dyren» og blev fundet Aar efter Guds Byrd 1501, niende Dag i Januar Maaned. Efter denne Datum, som kun en Lacune i Slutningen af Cd. Holm. 3 folio her har berøvet os, maa altsaa denne Bog være skreven; den synes hel igjennem at være med samme Haand. En Prøve paa Sproget har man i den af Jon Sigurdson i Annaler for Nordisk Oldkyndighed Aar 1854 udgivne Saga Osvalds konungs, og et Facsimile af Haandskriftet er meddelt i samme Annaler for Aar 1852. Bogen fortjente uden Tvivl at udgives i sin Helhed.
  2. Hist og her findes dels over dels under Texten nogle Tilskrifter af senere Hænder, saaledes nederst paa 13de Blads Forside med Hænder fra 15de Aarhundrede: hier setr ek olafr tone mitt klor, og med en anden Haand: hier setr ek biarne mit klor; paa 16de Blads Forside i Margen til høire staar med denne sidste Haand: biarne ꜳ mik, og Blad 53 øverst paa Forsiden, hvor Benedictus Saga begynder staar: her byriar benedictus soghu er ormr loptzson scrifuade.
  3. Dette stemmer med Brugen i nogle af de bedste gamle Haandskrifter, saaledes f. Ex. i Annales Regii og den gamle Gulaþingslög. Det synes ogsaa at være naturligt, fordi enn (adhuc) er stærkt betonet, en (sed og quam) ere derimod tonløse; det synes ligesaa urigtigt at fordoble n her, som at skrive siðann, þaðann = siðan, þaðan. Naar en Digter i et Vers tillader sig at bruge enn = en, maa dette vel betragtes som en poetisk Frihed.
  4. Jvf. Rektor Jon Þorkelssons Afhandling: Um r og ur i niðrlagi orða og orðstofna í íslenzku. Reykjavík 1863.
  5. En lignende Forvexling kan vanskeligere finde Sted i Norge, hvor der er en bestemt Forskjel paa Udtalen af Enstavelses- og Flerstavelselsesord (en Forskjel ukjendt paa Island), saa at móðr (fessus) og móður (matrem) adskille sig paa det bestemteste fra hinanden. Man vil saaledes i Hardanger, hvor man har den islandske Udtale af ur, høre Forskjel i Betoningen af fellur (Plur. af fella) som Tostavelsesord og fellu(r) Præsens af Verbet falla som Enstavelsesord.
  6. Saadanne Ting have naturligvis sin Interesse, men de høre dog væsentlig hjemme i Udgaver, hvor Texten gjengives Side for Side, Linie for Linie, og hvor alle Forkortninger bibeholdes, en Udgivelsesmaade som alle slige gamle Haandskrifter upaatvivlelig fortjene.
  7. Den er nu ogsaa trykt hos Möbius: Analecta Norrœna. Zweite Auflage. Leipzig 1877. S 204-207. Jvf. Forordene hos Mobius ix. x om herhenhørende Litteratur.
  8. En Beskrivelse af denne Codex findes i Diplomatarium Islandicum I S. 238-240.
  9. Trykt som Tillæg til Sundbys: Brunetto Latinos Levnet og Skrifter, Kbhavn 1869, hvor ogsaa den norröne Oversættelse af Samtalen mellem Frygt og Freidighed er meddelt cxxi-cxxvii.
  10. Meddelelsen af denne Saga, som under Indsamlingen af Stoffet til denne Bog var bleven forglemt, skyldes Hr. Overlærer Gjessing i Christiansand, der under sit Ophold i Kjøbenhavn i fjor Høst velvillig tog en Afskrift deraf, som han tilsendte Udgiveren.
  11. Jvf. nærværende Udg.
  12. Som Exempel meddeles det korte Capitel i Latinen, som svarer til Cap. 152, her i Udgaven: Interrogavit abbas Pambo abbatem Antonium dicens: Quid faciam? Respondit ei senex: Noli esse in tua iustitia confidens; neque pœnitearis de re transacta, et continens esto linguæ tuæ et ventris.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.