Historiske Viser

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Axel Olrik (1864-1917)
Dansk folkedigtning


Indledning
Historiske Viser


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen



I den danske Middelalders Digtning kom Viserne om historiske Personer og Begivenheder til at spille en stor Rolle. I en Tid uden Aviser og Bøger trængte man til Visen for at tale med andre om Begivenheden, meddele, hvorledes den var gaaet til, eller hvorledes man kunde tænke sig den i hele sin Sammenhæng, og til at tage Parti med Ros eller med Deltagelse for de handlende Personer. Paa samme Maade bevarede man Mindet om ældre mærkelige Tildragelser. Men det var ikke blot Nyheds- og Historiemeddelelsen; som skabte de historiske Folkeviser; medens Nutidens Digtere helst skaber opdigtede Personer, laa det Middelalderens Sangere nær at tage kendte Skikkelser frem og give dem nyt Liv. Fordringen om, at et Digterværk i alle sine Enkeltheder skal være Forfatterens egen Skabelse, fandtes ikke dengang; og ligesom man laante Udtryk og Vers fra andre Viser, laante man Personer eller Optrin snart fra ældre Digte, snart fra Mindet om virkelige Begivenheder.


De tidligste historiske Personer i Folkeviserne er en Række Stormænd omkring Midten af det 12te Aarh. Viserne røber sædvanlig, at de ikke er digtede af Samtiden, men af en beundrende Efterslægt. Sorteplov fremstilles som den djærve Herremand, der hævner sin Broders Drab paa Kong Erik (1137), medens en anden Vise handler om hans sørgelige Død for Forræderhaand. Riber–Ulf, Kong Svends tapre Bannerfører i Graahedeslaget (1157), redder i een Vise Dankongens Banner under Slaget mod Svenskekongen; i en anden er han den selvraadige Ridder, hvis faste Borg i Ribe kun erobres ved de dansende Ridderes List.


Den mærkeligste af disse Stormandsskikkelser er dog Stig Hvide. I den lille Fortælling om hans Heltedød under Kongebanneret (vor Nr. 19) er der vel ikke nogen ny eller overraskende Komposition; men vi finder de ypperste Ridderdyder — Troskab mod sin Herre og Æresfølelse overfor sin Fæstemø — samlede i hans mandige Udholdenhed: „Jeg vil ikke, min Fæstemø skulde spørge til Land, at jeg skulde kaste Kongens Banner af Haand.“ Tillige er der Visedigtningens Glæde ved Liv og Farvepragt (vi ser ham under Rigsfanen „gul og blaa og rød“, med „Ærme rød“ gennemboret af Pile, og saaret i den „hvide Haand“) og dens Forkærlighed for simple og friske Naturbilleder: Pilene flyver saa tykt som Hø gennem hans Ærme, Odden skærer som brændende Brand i hans Haand. — Som historisk Person var Stig Hvide en jydsk Stormand, han var gift med Hertug Valdemars (den senere Valdemar den stores) Søster, og han fandt sin Død under Borgerkrigen, blandt Svends og Valdemars Krigere i Slaget ved Viborg (1151). Den Fædrelandskærlighedens Glans, som Visen kaster over hans Fald, skyldes da ikke Samtiden, men Valdemarstidsalderen, med dens Hengivelse for Konge og Fædreland.


En anden, vistnok endnu yngre Vise fremstiller Ridder Stigs Giftermaal med Kongesøsteren[1].


Endnu friere i sit Forhold til Historien er vistnok Visen om Esbern Snare. Om den raske Helt fra Borgerkrigen og Venderkampene har Digteren maaske næppe vidst mere end Navnet. Men en saadan ungdommelig Helteskikkelse er føjet ind i en Kærlighedshistorie, der i sin Kvikhed passer til hans Navn (Nr. 20, se ovenfor S. 32).


Man kommer paa en noget mere historisk Grund med Visen om Tove, Kong Valdemar og Dronning Soffi. Hvad vi historisk ved om Tove, er, at hun havde været Valdemars Frille og havde født ham Sønnen Kristoffer, da de politiske Forhold bragte ham til at nærme sig sin Modstander Knud Magnussøn og at ægte hans skønne Halvsøster Sofia. Kongen har rimeligvis da sendt Tove til hendes Hjemstavn. Om hans Hengivenhed for hende vidner vistnok hans Kærlighed og Omhu for Sønnen Kristoffer, indtil denne døde i sine Ynglingeaar. Om Toves senere Skæbne vides intet sikkert; man maa tvivle om, at hun virkelig — som Visen beretter — er bleven kvalt i den hede Badstue; en saadan Gerning af den skinsyge Dronning vilde for stedse have brudt det gode Forhold mellem Valdemar og hans Hustru. Men hvor Historien tier, og hvor maaske selv Samtiden næppe har vidst saa nøje Rede paa Tovelilles Skæbne, udfyldes det manglende af et Digt om de to Medbejlerskers Forhold.


Vi har to Toveviser, eller rettere vi har den samme Tovevise i en oprindeligere Skikkelse (bevaret paa Island; den, som vi her kalder A) og i en yngre Omdannelse (B; som den senere blev sungen i Danmark). Den ældste har grebet Tidspunktet lige ved Valdemars Bryllup 1157; Tove er villig nok til paa sin Herres Bøn at modtage den unge kronede Hustru vel; Soffi er derimod skaanselløs overfor den Medbejlerske, der forud ejer Valdemars Kærlighed, og hun griber den første Lejlighed til at bringe hende af Dage; hun skyder hende med egen Haand ind i den glohede Badstue; Sønnen søger forgæves at komme sin Moder til Hjælp. — I Tove har Digteren tegnet sin ideale Kvindeskikkelse. Hendes Skønhed er (som oftere i den begyndende Visedigtning) malt ved den yppige Skildring af hendes Dragt; hendes Elskelighed ved Blidheden imod hendes Husbonds retmæssige Ægtefælle, og endnu mere fremhævet ved Soffis ublandede Had. Her er Digterens Hovedtanke: kun den slette Kvinde nærer Skinsyge, den ædle kan optage sin Husbonds Elskede i sin Kærlighed. Dette var en Yndlingstanke i Europas Litteratur i 12te Aarh.; den havde ogsaa stærke Talsmænd i Valdemartidens Danmark, og Tovevisens Digter er en af dem. Men Digteren ser og indrømmer, hvor let Mennesker ligger under for Fristelsen; og som vemodigt Omkvæd lyder Beklagelsen over Kongens Forsøg paa at elske to Kvinder: „Med Raade (ɔ: med velberaad Hu) — Konning Valdemar lover dem baade.“


Den yngre Tovevise staar som Digterværk højere. I Stedet for de simple Samtaler og Rejseberetningen er der livfulde Optrin: Tove, der danser blandt Dronningens Møer, eller: hun gaar til Kirke i en Klædning, hvis Silke „svømmer“ efter hende paa Jorden; Ordskiftet mellem Kongen og hver enkelt af dem er helt forsvundet, og i dets Sted staar de to Kvinder lige overfor hinanden fra Visens Begyndelse i stadig nye Situationer. Kunsten i Visen er en ny og større. Brugte den ældre Digter en Række Vers om Toves Udseende, kan hendes Ynde nu udtrykkes rigere i een Linie, naar hun i Dansen lader Silken stryge langs ad Jorden efter sig, og naar den falder rigt om hende paa Vejen til Kirke; et enkelt Ord som „udslaget Haar“ maler stærkere end de mange strofer. — Opfattelsen af Personerne er bleven en anden. Tove er intet overmenneskeligt Ideal; hun er blot den elskovsrige unge Kvinde, hvis Skønhed faar Glans af hendes Lykke, og som i sin trygge Besiddelse ikke spørger, om andre har Krav paa det samme. Dronningen har ikke den grænseløse Skinsyge; Tove har Plads blandt hendes Møer, men Harmen vaagner under hendes Jubel, Kongens Taknemmelighed imod hende gør den større; og Misundelsen bryder ud, da hun saa ser Tove prange i al sin Skønhed. Tanken om Udstykning af hans Kærlighed er ikke til for nogen af dem; hver af dem begærer den hele, og derfor ender Forholdet i Had og Tilintetgørelse. Et menneskeligt Krav har meldt sig paa at eje en Kærlighed helt; men dette menneskelige er tillige en Protest mod en almen Moderetning, det er en Venden tilbage til en simpel menneskelig Følelse og til det Forhold, som allerede Oldtiden fremstillede i Gudruns og Brynhilds Tvist om Sigurds Elskov. I Tovevisens Spor følger en lang Række Digtninger, der alle kæmper mod den Tanke, at Elskov kan nøjes med at faa den halve Kærlighed igen (Ebbe Skammelsøn, Slegfred viserne o. fl.).


Denne anden Tovevise er kendelig yngre end de Begivenheder, den omhandler, vist i det mindste et Aarhundrede yngre. Den har bortkastet Valdemars Bryllup med Sofie, og den har gjort Knud (Sofies ældste Søn og senere dansk Konge) til Søn af Tove.


Det 13de Aarh.s Viser ligger i det hele Begivenhederne nærmere og er digtede af Samtiden eller den nærmest følgende Slægt, nogle endogsaa ud af Øjeblikkets Stemning. Det er da ikke de betydeligste Skikkelser eller de — i vore Øjne — mærkeligste Tildragelser, der har kaldt Sangerne til Digtning; men det er de pludselig stærke Begivenheder, de der gik som et Gys — eller et Suk eller en Jubel — igennem Folket. Ingen af Valdemar Sejrs mange Kampe, der udvidede Rigets Grænse, har gjort saadant Indtryk, at de satte sig Minde i Folkevisen, men de lykkelige Aars eneste Nederlag, Slaget ved Lena (1208), er Æmne for en Sang, der udspringer fra Savnet af de faldne Ædlinger. — Kong Sverker, den næstsidste af de mange Konger, der i den tidlige Middelalder stredes om Sverigs Krone, sad en Tid lang i Fred, men da han lod flere af den forrige Konges Sønner dræbe, rejste den eneste overlevende, Erik Knudsøn, sig imod ham og fik ham fordreven; han drog til Danmark for at søge Hjælp hos Valdemar Sejr og hos sin Svigerfader, den sjællandske Stormand Ebbe Sunesøn af Hvideslægten. Med en dansk Hær under Ebbes Førelse drog han nu over Hallandsaas ind i Vestergøtland, hvor han d. 31. Januar 1208 stødte sammen med Erik Knudsøns svenske Hær. Det blev et stort Nederlag for de danske; af de fire Sunesønner, der deltog i Slaget, faldt Ebbe og hans Broder Laurentius; Sverker selv undslap, han faldt 1210 under et nyt Forsøg paa at vinde Sverig. Svenske Krøniker jubler over Sejren; danske Krøniker nøjes med at nævne Aaret, Skuepladsen og Nederlaget. Hvad Indtryk det store Mandefald gjorde paa Datidens danske, kan vi kende af Visens vemodige Slutning. Det Billede, som Digteren henkaster af de ventende Fruer, som ser deres Mænds Heste komme ene hjem, er det bedste Træk i Visen, og det er vel det, der har holdt den paa Folkemunde ned gennem Tiden. Vel muligt det ikke er født i den (til Afstanden mellem Lena og Hvideslægtens Hjem paa Sjælland passer det ikke særlig godt), men det samler Visens Stemning og har derfor gennem mange Tider levet paa Folkemunde som dens væsenligste Optrin. — Hvor meget denne Vise oprindelig har indeholdt, er ikke afgjort; som vi nu har den, omfatter den Indledningsvers og en Skildring af, hvor haard Striden var, og hvor mandelig de danske værgede sig. Et af disse Vers skildrer „ungen Engelbret“, der hugger ned af de vestergøtske Mænd. Dermed menes den tyskfødte Grev Engelbret, der var gift med Ebbe Sunesøns yngste Datter; men at hans Navn er bevaret i Visen, skyldes næppe saa meget hans Betydning for Slaget som det ypperlige Vers, hvor hans Hug blandt Fjenderne sammenlignes med, naar Bønderne mejer Korn[2].Naar en enkelt Mand af Suneslægten prises saaledes, har der sikkert været andre Vers om selve Ebbe Sunesøn, Hærens Fører, der faldt i Slaget, om hans Broder Laurentius Sunesøn, der ogsaa lod sit, Liv, om Biskop Peder og de andre efterlevende Sunesønner, og maaske endnu flere Stormænd. Disse bestemte Deltagere blandt Samtidens Herremænd hører øjensynlig med for at give Kampskildringen Indhold. De manglende Kæmper har Visesangerne ned i Tiden erstattet med Laan af Kong Didriks Helte; og senere har Vedel og andre boglærde Folk puttet historiske Navne ind. Men her giver vi Visen som det den er, Ruin af en større Digtning, hellere end vi vil laane af de nyere Udfyldninger[3].


Om Valdemars Kongegerning, hans kortvarige Udvidelse af Riget og hans mangeaarige Arbejde paa dets indre Ordning, taler Viserne ikke. Men i Digtningen staar to Kvindeskikkelser, Dagmar og Bengerd, som de to Sider af denne Kongemagts Forhold til Folket: den milde, fredsæle og den haarde, fordrende. Men ud af Mængden af Viser — ti her har Sanger efter Sanger sunget det frem med sin Røst — stiger en Kvindeskikkelse frem, saa forunderlig elskelig, som Folket aldrig før havde tænkt sig den, og ingensinde tiere var i Stand til at kalde den frem.


Den Kongedatter, der i 1205 førtes til Danmark som Valdemar Sejrs Brud, havde et ret prøvet Ungdomsliv bagved sig; født i Bøhmens Kongeborg, havde hun fulgt sin forskudte Moder til Meissens Grevesæde og med sine Søstre deltaget i hendes Kamp for sin Ret saa vel som i hendes fromme Gerninger. I Danmark modtoges hun med Jubel; hendes folkelige slaviske Navn, Dragomir, blev omtydet til Dagmaar (Dagmøen, den lysbringende Mø); „Margareta var hendes rette Navn,“ siger Krønikeskriveren, „men Dagmaar kaldtes hun paa Grund af sin Dejlighed.“ Hendes Livsbane blev kort; hun fødte sin Husbond Sønnen Valdemar, og et Par Aar efter døde hun, maaske i Barselseng, brudt af midt i sit Livs Blomstringstid, og i Folkets endnu friske Kærlighed.


I 1214, to Aar efter Dagmars Død, holdt Valdemar Bryllup med den portugisiske Kongedatter Berengaria. Hvad der sikkert vides om hende er, at hun var smuk. Om hendes Karakter taler kun Folkeviserne; men allerede fra den nærmeste Efterslægt har vi en Slags Vidnesbyrd: ingen af hendes Sønner opkaldte sine Døtre efter hende. Den Kongeslægt, hun tilhørte, var handlekraftig, men splidagtig og havesyg. Hendes Navn blev paa Dansk til Berngerd (i senere Tid til Bengerd), et Navn, der i sig selv var uden ond Betydning, men lød fremmed og haardt.


Vi har tre Viser, hvor Dronning Dagmar er Hovedperson, og een om Dronning Berngerd. Hvor meget hver af dem stemmer med Samtidens Indtryk og med Samtidens Sang, er vanskeligt at sige; men om nogen af dem er Udtryk for Øjeblikkets Stemninger, er det snarest den Spotte– og Nidvise, hvor Berngerd gøres til Ophavsmand for de ilde sete Skattepaalæg. Den er bygget over et Optrin, som i Viserne ikke saa sjælden gøres til Genstand for mere eller mindre skæmtende Behandling: det er Morgenen efter Brylluppet, Berngerd kræver sin „Morgengave“ (Brudegave) af Kongen, og hun kan ikke faa den stor nok. Hun kræver store Skatter af hver Mand og Kvinde og hvert Barn i Riget; hun vil lade Landene „slaa i Jern“ ɔ: hun vil lukke alle Landets Havne med Jernkæder for at kræve Told af alle indsejlende. Folket ser i sin Herre Kong Valdemar den, der med sund Sans kan modstaa disse ublu Herskerlyster; og hans Ord bliver det der gælder; ti „Nu ligger Berngerd under sorten Jord, endnu har Bonden baade Okse og Ko.“ — En Sanger, næppe Visens oprindelige Digter, har udformet denne sidste Tanke i ret fantastisk (og meget uhistorisk) Form: da Kongen skal i Leding, advarer den døde Dronning Dagmar ham i Drømme om ikke at sætte Berngerd til at styre Riget i Mellemtiden; han fører hende med i Leding, og hun falder for den første Pil, der udsendes.


Samtidig udformedes Dagmarviserne. — Aaret 1205 bragte to sjældne Begivenheder. Den ene var Dronning Dagmars Komme; den anden var Bestemmelsen om Biskop Valdemars Frigivelse. Han sad da paa 14de Aar i Søborg Fangetaarn siden den Sammensværgelse, hvor han med en Kres af udenlandske Fyrster til Hjælpere søgte at sætte sig paa den danske Trone som den tyske Kejsers Vasal. Paven, den mægtige Innocens, havde allerede gjort stærke Forestillinger for den danske Konge om at slippe Biskoppen ud af den verdslige Magts Hænder; Kongen havde trukket Sagen i Langdrag, men svarede nu samtykkende sidst paa Aaret 1205; tidlig næste Aar drog Biskop Valdemar til Rom for at forsvare sig for Pavens Domstol. I de følgende Aar var han den Brand, der tændte de tyske Fyrster til Kamp mod Valdemar Sejr og fyldte Nordtyskland med Strid, indtil alle hans Forsøg var knuste af den sejrende danske Konge. Men under disse Kampe maatte Tanken gaa tilbage og spørge, hvem der havde kunnet bevæge Kong Valdemar til at løsgive sin argeste Fjende. Af Datidens Brevskaber kendes Pave Innocens's kraftige Anstrengelser for at unddrage selv saa brødefuld en Kirkefyrste fra den verdslige Straf; i en Klostermands Krønike læses, at det var paa Ærkebiskop Andreas's og andres kærlige Forestillinger“; men for Folket i det hele har sikkert Rigets nyskomne Dronning staaet som Fredsbederen, og vel næppe med Urette.


Folkevisen er et levende Billede af denne Situation og af disse Personer. Vi træffer den unge Dronning, oplært af sin Moder i Mildhed mod alle nødlidende, øm og yndefuld, og dog viljestærk og snarraadig til at sætte sin Kærlighedsgerning i Værk; Digteren har fundet et glimrende Optrin at bygge sin Vise over, da hun sætter Kronen paa Bordet og ikke vil være Danmarks Dronning, hvis hendes første Bøn ikke opfyldes. Klart og ypperlig tegnes Visens Bipersoner: Biskop Valdemar med sin Hævntørst og Kongen med sit Statsmandsblik. — Historisk nøjagtig er Visen ikke: den gør saaledes den fangne Biskop til Dronningens Morbroder (i Virkeligheden var han en Søn af Kongens Morbroder); og den er næppe fra den allernærmeste Samtid. Men den er digterisk interessant, fordi den har givet den Form, der efterlignes og gentages i senere Dronningviser, — og derigennem det Forbillede af en dansk Dronning, som blev gældende for lange Tider. Sit sidste livsfriske Skud satte denne Dronning i Anders Vedels Viseudgave, da den fik tilføjet et Slutningsvers:


Hun kom uden Tynge, hun kom med Fred,
hun kom goden Bonde til Lise;
havde Danmark altid saadanne Blomster,
man skulde dem ære og prise.


En anden Vise er ogsaa digtet som Besyngelse af Dagmars Bryllup; i Feststemning og i Spøg fortæller den, hvorledes Junker Strange bejler til hende i sin Herres Navn og fører hende hjem som hans Brud.


Sidst digtedes den skønneste Digtning af dem alle, Visen om Dagmars Død. Med sit Omkvæd „Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar“ synges den ikke af den Slægt, der har set og kendt hende og følt Savnet af hende, men af Efterslægten, for hvem Mindet er knyttet til hendes Grav i Ringsted Klosters Kirkegulv, ved Kong Valdemars Side. Og i Mellemtiden har Billedet af hende udfoldet sig friere og skønnere; Sammenhængen med samtidige Forhold føles kun svagere, selv Folkets Skæbne og Berngerds Ondskab træder mere i Baggrunden; det er om den elskeligste Dronnings og den største Konges Kærlighed, at Digteren vil fortælle. Han maler fyldig — men i Træk der er sjælden anskuelige — de enkelte Optrin i Dagmars hjælpeløse Lidelse, da hun er i Barnsnød, Valdemars vældige Higen efter sin døende Hustru og endelig den inderlige Bøn og Attraa, hvormed han kalder den allerede døde tilbage til Livet, men kun kort, ti „Himmeriges Klokker“ ringer efter hende. — Digteren har i Dagmars sidste Tale indflettet et Træk, som vor Tid let kan misforstaa ɔ: let kan lægge en anden Tanke ind i, end Middelalderen tillagde det. Havde hun ikke snørt sine Ærmer saa stadselig og sat „Streger“ (Hovedtøj ?) paa, da havde hun ikke behøvet at brænde i Skærsilden. Man maa ikke opfatte dette som en ren Sjæls Bekendelser af sin ganske ubetydelige Syndeskyld (sin „Dronning Dagmars Synd“). Naar den allerede bortvandrede Sjæl vender tilbage til Legemet fra den hinsidige Verden, er det jo den rammeste Alvor; og denne Scene maa opfattes i Lighed med andre Optrin i Middelalderens Litteratur, hvor Dronninger og andre fornemme aabenbarer, hvad de maa lide i Skærsilden for deres Overdaadighed. Pynteligheden i Klædedragt var ikke uskyldig; for den forsagende Middelalder var det Verdenslyst i sin argeste Form; og af Tidens Aandesyner herom lyser der endnu et Genskær over Valdemars og Dagmars Liv[4]. For Menneskene i det 12te og 13de Aarh. kan Himmerigsklokken ikke ringe, uden at der kommer Klang af Domsbasuner med; men dette hører nu med til Korstogenes og Tiggermunkenes Aarhundrede. Det mærkelige i dansk Litteratur er ikke, at det kom, men at det kun blev en Bitone ind i den vemodig fromme Dagmardigtning. I Norge derimod blev det alvorstunge „Drømmekvæde“ det 13de Aarh.s og hele Middelalderens ypperste Digtning.


Danmark havde saaledes faaet to historiske Sangkredse, den ene om Tove, Valdemar den Store og Dronning Soffi, den anden og yngre, med mere Følelse for Folkets Tilværelse, knyttet til Valdemar Sejrs Dronninger. Men næppe var disse to Sangkredse nogenlunde afsluttede i Folkets Digtning, saa fremstod en ny, der i poetisk Rigdom overstraalede sine to Forgængere. Den handler om de voldsomme Begivenheder efter Erik Klippings Drab, og Marsk Stig bliver efterhaanden dens Helt.


Der haves seks Viser om Hovedpersonerne i den store Ufredstid. De opfattes af tidligere Udgivere (Vedel og S. Grundtvig) som en Kres af Viser, der hører sammen og fortsætter hverandre; de nyere Undersøgelser gaar ud paa, at det er en Række af oprindelig selvstændige Fremstillinger af enkelte Begivenheder, først senere sammensmeltede til større Digtninger. Vi har ialt fire korte Digte, der til Dels er Øjebliksviser, og to større Sammenarbejdelser[5].


Stødet til denne Digtning udgik fra Kongemordet i 1286. Erik Klipping havde en stor Del af sin Kongetid levet i Fejde med sine selvraadige Stormænd; de havde afnødt ham Sikkerhedsløfter om Adelens Indflydelse og om Folkefriheder, og han havde brudt dem. Saa blev han en sen Efteraarsnat (S. Cecilie Nat, den 22. November) myrdet paa sit Leje i Landsbyen Finderup. Hvem Morderne var, var ukendt; kun 56 Saar paa Liget vidnede om deres Daad. Kongens Kammersvend Rane havde været til Stede og efter eget og hans Venners Sigende „skønt nøgen og vaabenløs værget sin Herre“; men der synes siden at være ført tilstrækkelige Vidnesbyrd for, at han var Mordernes Medvider. Mistanken for selve Drabet vendte sig mod de store Adelsmænd, der havde været Kongens ivrigste Modstandere; Harmen var stærk imod dem hos mange, medens de selv og alle deres Venner hævdede deres Uskyld. Endelig paa Danehoffet ved Pinse 1287 samlede Mistanken og Vidnesbyrdene sig mod ni bestemte Adelsmænd, for en stor Del af samme Slægt; de blev dømt fredløse. Grev Jakob af Halland og Rigets Marsk, Stig Andersøn, var de to betydeligste.


Ud af denne første Tids Angst og Uro og Hadet mod de endnu ikke opdagede Kongefjender digtedes den første Vise, „Kongemordet i Finderup“, med det gribende Omkvæd „Fordi stander Landet i Vaade “. I to Linjer fremstiller Digteren hele den politiske Situation: „Der er saa mange i Dannemark, som alle vil Herrer være“; det er Selvraadighed og Kongemagt, der staar mod hinanden; og i de næste Linjer er vi — med den for Digtningen ejendommelige Raskhed — inde i Begivenheden: de skærer sig Graamunkekapper og følger Kongens Spor allevegne. Selve Drabet skildres kort og med de Træk, som man virkelig kendte: Kongen ligger paa sit Leje i Bondens Lade, da den fornummede Skare bryder ind; Digteren kender Ranes Forsvar, men opfatter det som øvet paa Skrømt. Saa slutter han med det kraftfulde Billede — maaske sandt og maaske opfundet — af Smaadrengen, der kommer ridende paa Kongens Hest, melder den tunge Skæbne og paakalder Dronningen om at føre Folk og Rige frelst gennem Ulykken. — Ligesom Visen om Lenaslaget samler alt sit Indhold i det sidste Budskabsoptrin, rummer her Smaadrengens Ord et helt Folks Angst og Haab; ti „nu stander Landet i Vaade“. —


De dømte flygtede ud af Landet og tyede til Erik Præstehader i Norge; de hævdede fremdeles deres Uskyld i Drabet, og de havde i Danmark stadig paarørende og Tilhængere, der stillede sig venlig til dem. Hvor farlige de var som Fjender, mærkede man i Danmark, da de 1289 gjorde Hærjetog sammen med Nordmændene, og især næste Aar 1290, da Marsk Stig byggede sig Borgen paa Hjælm og hjemsøgte Have og Kyster som Sørøvere.


En anden og en tredje Vise gælder disse Forhold. Den ene, der er bevaret meget ufuldstændig, skildrer, hvorledes de fredløsdømte samler sig modløse for at rømme Riget, da Marsk Stig opfordrer til at bygge Borgen paa Hjælm. Den anden, „Marsk Stig dømmes fredløs“, tager hele Forholdet op til Behandling, saaledes som det stod for de fredløses Venner. Marsken vaagner om Morgenen med tunge Drømme, hans Hustru vil tale ham til Ro, men han er ængstelig; Kongen er lønlig dræbt, og nu skal Tinget holdes, hvor Drabsmanden skal udpeges. Han rider ud med sine Svende og kommer til Borgen, modtages med Dronningens Spot over, at han vil hæve sig til Konge, og han svarer med en plump Udtalelse, der vel har været Rygte paa den Tid, at det er snarere Drost Ove der gør sig til Konge ved at være Dronningens Elsker. Den unge Konge, der allerede i Forvejen anser Marsken for sin Faders Banemand, opirres yderligere ved denne Haan og dømmer ham fredløs; Marsken lover i Vrede herover at hente sin Føde i Danmark, og han bygger sig paa Hjælm en Borg, som den jævne Bonde med Angst ser hæve sine Tinder over Øens Nakke. Saaledes ser det poetisk ændrede Billede ud af, hvad der foregik paa Danehoffet i Nyborg 1287 samt Borgbygningen i 1290.


Endelig faar vi den fjerde Vise. Tiden er gaaet. Den politiske Stilling i hin Tid er glemt; de andre fredløses Tilværelse er traadt i Baggrunden, og man husker kun Kongens Mord og Marsken som hans bitre Fjende. En Forestilling, som allerede fandtes i Samtiden, om at et Elskovseventyr var Grunden til Kongens Død, fæstner sig endelig ved den fredløse Høvding: Marsk Stig har øvet sin Daad for at hævne Kongens Forhold til hans Hustru. — Dette har faaet sin storartede Fremstilling i en ganske kort Vise: „Marsk Stig og hans Hustru“. Forhistorien antydes kun (Opskrifterne af Visen bruger snart Udtrykket „han lokked“, snart „han voldtog“); den egentlige Handling begynder med, at hun sidder ubevægelig ved sin Herres Hjemkomst; Marsken venter, at hun skal gaa ham i Møde i Gaarden, men hun kommer ikke; han venter hende i Døren, men hun rejser sig ikke; han staar tavs i Undren og Uhygge. (Visen adskiller sig heri fra Sangernes almindelige Fremstilling, hvor Samtale fører til Handlingens Spænding; her lægger Tavsheden et saadant Højtryjk.) Endelig brydes Tavsheden, da hun med bitter Fortvivlelse nævner sig som „Dronning i Danmark“ ɔ: som Kongens Frille, og koldt og kort beder om Hævn. Hendes Husbond drager — ganske i Visens Aand uden at svare — hen at kræve Ugerningsmanden til Regnskab. Kongens indsmigrende Forsoningstilbud afslaar han, og han undsiger ham paa Livet. — Saaledes lyder Visen, der paa en eller anden Maade synes at danne Indledningen til en Vise om Finderup–Mordet. Forholdet til den historiske Virkelighed er ret svagt (saaledes vistnok ogsaa det, at Handlingen stadig tænkes at foregaa paa Sjælland); mulig er dog Marskens Undsigelse Minde om hans Vægring ved at hylde den unge Kong Erik Aaret før Kongemordet. Hovedsagen har været den rent digteriske Opgave, at fremstille den i sin Harme og Sorg storladne Kvindeskikkelse, Hovedpersonen i den mærkelige Indledningsscene og stadig mindet gennem Omkvædet: „Men Fruen hun sidder i Sjælland, saa mangt der hun sørger.“


Endelig opstod Trangen til at samle alle disse Visers Indhold i en enkelt Fremstilling. Det ene, sikkert det ældste Forsøg herpaa ligner mange andre Viser, men har udvisket eller oversprunget meget af, hvad der er ejendommeligt for Marsk–Stig–Viserne. Saa kom det næste Forsøg, den lange Vise om Marsk Stig, der medtager alle de enkelte Optrin fra de tidligere Viser, ofte helt ordret, og knytter dem sammen til en Digtning, maaske den ypperste, som vor Middelalder har frembragt. Dens ejendommelige Tilblivelse — ved at hvert Afsnit er blevet behandlet i en lille Folkevise for sig — gør, at dens hele Fortælling har Liv og Afveksling og et Skær af det virkelige Livs Mangfoldighed, som ingen anden længere Vise kender.


Handlingens Midtpunkt fandt Digteren i Marsk Stigs Hævn for Hustruens Lidelse, saaledes som den var kommen frem i den yngste af Smaaviserne „Marsk Stig og hans Hustru“. Det er mærkeligt at se, hvor let han har faaet de andre Visers Optrin til at føje sig derefter, skønt de fra først af slet ikke kender denne Opfattelse af Kong Eriks Drab. Visen begynder med de tunge Drømme, der faar saa meget større Alvor, som deres Opfyldelse gælder ikke blot Marskens Fredløshed, men hele hans huslige Ulykke. Overgangen dannes saa ved, at Smaadrengen i det samme kommer med Kongens Budskab om at drage i Leding. Ganske fint er det Træk, at Marsken selv frygter sin Død paa Krigstoget, medens Visens Tilhørere snart aner den virkelige Fare der truer. Optrin for Optrin fremstiller Digteren nu, hvad den ældre Vise blot nævner i et enkelt Vers. Kongens sledske Løfter og hans paafølgende Forsøg paa at lokke Fru Ingeborg stiller os begges Karakter klart frem; Tilhøreren kender dem begge, da man naar til den gamle Vises Indledningsoptrin, Fruens tavse Modtagelse af sin hjemvendende Ægtemand. Undsigelsen paa Tinge gengives udførlig og med stærk Fremhæven af Drabets Retmæssighed. Saa faar Digteren Marskens Skæbne knyttet sammen med Finderupvisen, idet Rane optræder som Fru Ingeborgs Søstersøn, der lægger Raad op med hende om Kongens Drab og lokker Kongen til Finderup. Forinden Mordet kommer det uhyggelige Varsel, som kun kendes i den lange Vise, men som vel er optaget fra en ældre Folkevise. Kongen farer vild i Skoven og ser et lille Hus, og derinde træffer han en vidunderlig skøn Jomfru; han bliver indtagen i hende og bejler, hun antyder til Svar, at hun er Elvermø, han spørger ud om sin Skæbne, og hun giver spottende en Advarsel om hans nærforestaaende Død[6]; Kongen fatter eller ænser ikke Varslet, han griber med vildt Begær efter den skønne Mø, — og da forsvinder Ellepigen og Huset, han staar ene i den mørke Skov. Skæbnen nærmer sig ham; Rane er i det samme atter til Stede, og fører ham til Finderup. Drabet selv skildres efter den gamle Drabsvise, men Ranes Underfundighed udmales bredere. (Versene om Iklædning af Munkekutter er dog ikke medtagne: vore Folkeviser skrider altid frem i Handlingen, de ynder ikke at gaa tilbage og opsamle de forudgaaende Træk.) Smaadrengens Budskab omtales forholdsvis svagt; det maa træde i Baggrunden for det hurtig paafølgende Optrin, at Marsk Stig rider til Skanderborg og har det djærve Ordskifte med Dronningen og hendes Søn, som viser Marsken i hans stolte Trods; som forsonende Scene følger Hjemkomsten, hvor Fru Ingeborg lover at følge ham af Land. Men med hans stolte Selvhævdelse i Borgbygningen paa Hjælm (Slutningsversene af den tidligere Fredløshedsvise) ender den hele Digtning; og saaledes maatte den ende for at fremstille ham som den „ædelig Herre, hin unge Hr. Marstig.“


Den lange Marsk–Stig–Vise, med dens klart fremtrædende Karakterer i en Række af interessante Optrin, maa betragtes som en Art Toppunkt i Visedigtningen; ingen anden Digtning — alene „Ebbe Skammelsøn“ undtagen — har en saadan Storhed i Karaktererne og samtidig saadant Herredømme over en Mængde af Enkeltheder. Men tillige staar vi nær ved Visedigtningens Forfald. Selve dens overmaade stærke ordrette Benyttelse af de ældre Marsk–Stig–Viser er et Tegn paa den svindende Evne til at frembringe nye Optrin. Visens Fortælling paa over hundrede Vers og spændende over en Mængde Scener er ved at forlade Folkevisens gamle Enkelthed og gaa over til en bredere Fremstilling, Romanvisen, saaledes som denne — mere følelsesfuld og mere eftertænkende — udvikler sig henimod Middelalderens Slutning, og sætter sin smukkeste Blomst i Visen om Aksels og Valborgs Kærlighed.


Et halvthundred Aar efter Erik Klippings Død i Finderup skete atter et Drab, der fik endnu større Betydning for Danmarks Historie, og som af Samtiden blev besunget i en Folkevise, vist den berømteste af alle: Niels Ebbesøns Vise.


Tidlig paa Aaret 1340 drog Grev Gert ind i Nørrejylland med en betydelig Hær; den unge Junker Valdemars Optræden og en oprørsk Bevægelse blandt Jyderne gjorde ham det aabenbart, at han maatte handle kraftig for at sikre sit Herredømme. Med en stor Del af Hærstyrken slog han sig ned i Randers; og — her blev han dræbt.


Hvad der i det enkelte skete den mindeværdige Nat 1. April 1340, var i Samtiden levende omstridt. Holstenerne vilde gerne opfatte det som et Forræderi af Grevens svorne Mænd, de danske som en rask Vaabendaad. Sandheden synes at være omtrent følgende[7]: I Nattens Mørke — Nymaanen var gaaet tidlig ned — rykkede de i Planen indviede Krigere, 47 ialt, ind i Randers i Skare, som om de var et Vagthold; de samledes i en Borgers Stenhus inde i Byen, og noget efter Midnat, da alt laa i dybeste Søvn, angreb de Grevens Herberg, opbrød Døren og dræbte efter en kort Kamp ham og hans Kammersvende. Saa snart det var sket, rørte de Trommerne ; et Hus var tændt i Brand, og der blev nu gjort Brandallarm for at sprede Fjendens Opmærksomhed; under Forvirringen slap den lille Skare gennem den fremstrømmende Mængde af Tyskere med kun een Mands Tab, bort over den i Forvejen løsnede Gudenaa–Bro og kastede den af efter sig. At Føreren for det dristige Tog var Niels Ebbesøn, vidste snart efter alle; og han var nu den selvskrevne Leder i Frihedskampen mod Holstenerne, indtil han faldt i Slaget ved Skanderborg endnu samme Aar den 1ste November.


I disse syv Maaneder fra Aprilnatten til November ligger hele Niels Ebbesøns Historie. Ellers vides der saare lidt om hans Forhold. Tre Adelsslægter stredes ned i Tiden om at tælle ham blandt sine Medlemmer; men den rigtige af dem er „Strangesønnerne“, den anselige Stormandsæt i Ty, der spiller en Rolle i første Halvdel af 14. Aarh., og hvis Forfædre besynges i Ebbe–Skammelsøn–Visen (vor Nr.44). Dens mest fremtrædende Medlemmer var da det talrige Kuld af Ebbe Strangesøns Børn, af hvilke Niels og to Brødre faldt ved Skanderborg 1340. De kunde støtte sig til de andre „Strangesønner“ og til deres Halvfætre og gode Venner Frosterne, og de var besvogrede med Globerne i Vendsyssel og med Ove Haas, fjærnere ude med Niels Bugge, Jyllands rigeste Herremand. Visen nævner alle disse som Deltagere i Uafhængighedsbevægelsen; kun Ove Haas var paa Grevens Parti og fandt sin Død i Randers. — Niels er næsten den af Ebbes Sønner, man veed mindst om; man kender ikke med Sikkerhed hans Gaard, der i en Opskrift af Visen kaldes Noringsris[8]. Ebbesønnernes Lig førtes fra Skanderborg til Vestervig Klosterkirke, hvor Slægten havde sine Gravsteder.


Disse Familieforhold og den Hjælp, Niels Ebbesøn i den afgørende Stund har haft af trofaste Frænder og gode Landsmænd, er ikke bleven fremhævet stærkt i Samtiden. Hans Daad blev fejret af alle; den udmales i den Tids ellers saa kortfattede Krønike; og selv i tørre latinske Aarbøger har den faaet sit Mindedigt, der i Sv. Grundtvigs Oversættelse lyder:


Alle danske Sjæle love den Dag
et Tusind, tre Hundred og fyrretive,
da Slangen segned for Løvens Slag,
da Niels Ebbesøn tog Grev Gert af Live.[9]


Men fyldigst al alle lyder Visen, der er digtet paa Folkets eget Maal.


Folkevisen om Niels Ebbesøn er en Fortælling om, hvad der skete, ikke nogen Jubelsang; og den er saa meget mere en Fortælling, som den mangler Omkvæd og altsaa ikke har egnet sig til Dansevise, men blot er sunget fra Mand til Mand eller maaske af vandrende Sangere fra Egn til Egn. Den er en historisk Fortælling, men den er ikke i enhver Henseende historisk nøjagtig; Digteren har vidst meget — og meget, der var rigtigt, — om Drabet; men for at faa Liv og Sammenhæng har han maattet udfylde paa egen Haand, der hvor Historien tav stille. Han bruger den klare, bestemte Form, der plejer at anvendes i Folkeviserne, følger sin Hovedperson fra Optrin til Optrin indtil det afgørende Møde, og han lader de forskellige Personers Standpunkt træde tydelig frem i Samtaler. Niels Ebbesøns Undsigelse og Drabet paa Greven bliver de to Hovedafsnit (maaske Marsk–Stigs–Visen har været en Art Forbillede for disse Optrin), og den videre historiske Sammenhæng antydes under den store Undsigelsessamtale.


Det mærkeligste i hele Visen er denne Samtale; den er det klareste Udtryk for Tankerne hos den danske Folkeviseadel, og den tegner et helt Samfund for os. Allerede et af Indledningsversene har antydet det nu stænderdelte danske Samfund: „Riddere og Svende“ overfor „Bønder og Bomænd“, der dog alle trues og kues af den samme mægtige Fjendes Nærhed. Under Samtalen aabenbares den politiske Stilling: flere af de jydske Herremænd, der før har været Grevens haandgangne Mænd, har nu „undsagt“ ham, hvad der her ikke betyder, at de har svoret hans Død, men at de har sagt sig ud af Lensforholdet. Saa kommer Samtalen, hvor Digteren stiller overfor hinanden den kloge og mægtige Greve og den forsigtige, men dog uforfærdede Herremand. Greven byder Niels Ebbesøn til sig og søger først ved almindelig venlig Henvendelse at faa Oplysning af ham om Adelens Stemning (V. 5), og han faar det høflig–velvillige Svar, at det skal være dem alle en Glæde at gøre, hvad Grev Gert ønsker (V. 6). „Du er en kunstig Mand (ɔ: en listig Mand)“ udbryder Greven — og tilføjer smigrende: „dertil er du from (tapper)“ — „du kan gaa udenom med dit Svar, naar du ikke tør gaa lige paa“. Og for nu at tvinge Niels Ebbesøn ud af hans Tilbageholdenhed, beder han ham at være Grevens Talsmand hos de andre Adelsmænd (V. 8 og 13), og han gør lejlighedsvis et Spørgsmaal om Tallet paa hans Svende, der skal vise at han har gennemskuet Ridderens Stilling som en af Bevægelsens Førere sammen med Niels Bugge (V. 8 og 10); Niels Ebbesøn, der ikke straks aner, hvor Greven vil hen, søger først at sikre sig mod, at Greven tager hans Svende i sin Tjeneste, men da han fatter Grevens Antydning, erklærer han Rygtet om deres Mængde for Løgn. Greven tager da sin første Tanke op og beder ham — maaske kun paa Skrømt — at være hans Talsmand hos Niels Bugge, og klager over at Bugge, Povl Glob og Anders Frost er faldne fra ham. Niels Ebbesøn svarer med tidligere Forsigtighed, at Hr. Bugges Sager ikke kommer ham ved; men Anders Frost (der var Niels Ebbesøns Frænde, se ovfr. S. 57) tager han i Forsvar: Anders har tjent Greven tro, saa længe han var i hans Tjeneste; og naar han har opsagt den, er der intet mere at fordre. Grev Gert svarer uvillig, at ingen maa forlade sin Herre, saa længe han vil beholde ham; dette er den tyske Retssætning, at Vasallens Tjeneste tilhører Lensherren i Kraft af selve hans Fødsel, og at han kun med sin Herres Samtykke maa drage andensteds hen. Men Niels Ebbesøn kender kun dansk Ret af helt andet Indhold:


Det er saa Sæd i Dannemark,
har været af gamle Dage:
i hvilken Svend som ikke vil tjene,
han maa vel Orlov have.


Det danske Herremandsforhold bunder jo i Hirdmandskresen, og den gamle Vederlagsret, hvor Tjenesten hvert Aar kan opsiges. Og dette Tjenesteforhold hævdes som det danske Samfunds Frihed, hvorfra kun Munkevæsenet gør Undtagelse:


Der er ingen tilsammen viet
uden Munken og hans Kappe;
Hovmand rider, og Hovmand kommer,
ihvor han tjener til Takke.


(Det er denne fra Oldtiden arvede Uafhængighed, der for Resten gjorde de danske Konger Vanskeligheder nok, ikke mindst for Valdemar Atterdag overfor den jydske Adel, samtidig med Visens første Levetid.) For Grev Gert er denne Unddragelse fra hans Rettigheder et Oprør imod hans Magt; han gør straks Niels Ebbesøn fredløs. I Ridderens Afskedstrudsel ligger Antydning af Visens sidste Halvdel.


Nu kommer Forberedelserne til Drabet, hvor Digteren viser sit Mesterskab ved at gøre Rede for alt i tre meget karakteristiske Samtaler: Først Hjemkomsten til hans Hustru, hvis Ord stiller Faren endnu stærkere frem og driver ham til Daad. Saa kommer Optrinet med Hovmændene, som han giver frit Valg mellem at følge sig og at tage Afsked. Dette er Udførelsen af den Lære, som Niels Ebbesøn selv har forkyndt for Grev Gert, Frivilligheden i Tjenerens Forhold til sin Herre; og denne Lov staar sin Prøve, da ingen vægrer sig ved at vove Livet med ham. Og den samme Tanke understreges yderligere idet tredje Optrin, hvor Niels Ebbesøn lige før Angrebet stiller Valget frit paa ny; og her ser vi hans „liden Smaadreng“ tage Orlov, men kun for om lidt at „tjene ham allerbedst“ ved i det farligste Øjeblik at redde ham fra Fjendens Overmagt. Her fejrer den frivillige Tjeneste sin mest glimrende Sejr.


Man har villet opfatte denne Smaadreng „Svend Trøst“ ved Randers Bro som en historisk Person; men saaledes som Visen lyder paa Folkemunde, gør den slet ikke Krav derpaa. Han kaldes i en Opskrift „liden Svend Trøst“ (ɔ: den lille, trofaste Svend) og afvekslende dermed „liden Smaadreng, som førre Orlov tog“[10]; i en anden betegnes han blot som „Niels Ebbesøns Søstersøn“ uden Navn, ligesom man i Nilus og Hillelilles Vise (vor Nr.32) omtaler de to trofaste Svende som hans „Søstersønner“. I Folkets Sang er han altsaa ikke betegnet nærmere end Visernes mange andre Smaadrenge, der følger deres Herre i Fare eller Død. Først da Vedel sammenarbejdede de ægte Tekster i sin Udgave 1591, fik han baade Navn og Slægtskab; senere har Ingemanns Roman slaaet hans Tilværelse endnu stærkere fast; og Historikerne har — hidtil ganske forgæves — ledt efter ham i gamle Dokumenter. Vi bør da udslette hans Navn og Byrd af den danske Historie, der herved bliver en Person fattigere, og vi bør i Stedet nævne Tingen, som den var: at en dansk Sanger ikke kunde tænke sig den store Mandedaad udført, uden at ogsaa en trofast Smaadreng, en liden Svend Trøst, med Snilde og Raskhed hjalp paa sit Sted i det dristige Foretagende. Den Lid, som Niels Ebbesøns Sanger og hele Middelalderen sætter til den unge Smaasvend, er maaske ikke mindre værd end det „historiske“ Navn.


Saaledes naar Sangeren med sit Digt frem til Grevens Bolig. Hvad han vil lægge Vægt paa, er det Snilde, hvormed Daaden forberedes, og at det skyldes alles Raad, ogsaa de uanseligste: Niels Ebbesøns Hustrus om at lokke Forfølgerne paa Vildspor ved Hestenes bagvendte Sko, og Smaadrengens Omhu for at afbryde Broen. Dertil slutter sig som det tredje Raad den „kunstige“ (listige) Ridders eget Paafund, at slippe frem til Grevens Bolig ved at udgive sig for Hertug Henriks Sendebud. (I Forbigaaende faar han Lejlighed til at vise Grevens ondskabsfulde Glæde ved Budskabet om Koldings og Ribes Indtagelse). Saa meget er det Digteren om de danskes Klogskab at gøre, at han slet ikke kender eller omtaler det virkelige Forhold, at de danske med Magt og Kamp trængte ind i Grevens Sovekammer. — Først da Drabet er udført, lader han sin Helt med ridderlig Dristighed røre Trommerne, Holstenerne strømmer til, blandt dem hans egen Frænde Ove Haas, der søger at afskære dem, men falder for Niels Ebbesøns Haand.


Et Par Slutningsvers fortæller om den fattige Kone, der giver Niels Ebbesøn det ene af sine sidste to „Leve“, og at han rider til „Norinsris“ (eller, som en anden Opskrift siger, til „Norge“). Det er muligt, at de er tilsatte af senere Sangere; men de er snarere ægte. Denne fattige Kone, der modtager Niels Ebbesøn som Befrier, passer ypperlig ind i den brogede Række af Skikkelser, store og smaa, som Digteren har fremstillet som deltagende i Frihedskampen: de selvstændige Herremænd, den kloge Ridderhustru, den snilde „Svend Trøst“ og den barske „sorte Svend“. Med en Kunstnerevne, der er sjælden i Folkeviserne, har Digteren heri fremkaldt Følelsen af hele det Folk, der afkaster Fremmedaaget.


Men der findes en anden Form af Niels Ebbesøns Vise end denne rolige Vise, der forherliger Klogskab og Sammenhold, og som kun lader sin Fædrelandsfølelse tale ad Omveje. Visen er i Samtiden bleven omarbejdet af en Sanger med strømmende frisk Følelse og med Begejstring for Niels Ebbesøns Værk som en Vaabendaad og som en Dagens Daad. Her taler Niels Ebbesøn kraftige Ord til Svendene; her er Listen, der skal skaffe Adgang til Greven, mislykket, og Døren sprænges med Skjold og Spyd; Dagen bryder frem i det samme. — Den Strid, der stod om Heltens Minde, har her frembragt for lyst eller, om man vil, for almindelig heltemæssigt et Billed af Grevens Banemand. Det historiske Billede i denne sidste Vise har Eftertiden derfor maattet rette paa; den folkelige Kraft i Visen er lige ung og lige ypperlig[11].


Fra henimod Aar 1400 aftager de historiske Viser baade i Tal og i poetisk Værdi. Den mere krønikeartede Tone findes i Visen om Margretes Sejr over Kong Albrekt, der dog først er digtet en rum Tid efter selve Falkøpingslaget, og ligeledes i Viser om det 15de Aarh.s Krigsbegivenheder. I al denne aftagende Digtning lyder en enkelt frisk Stemme, Sangen om Kristian den Anden, kendt og sunget under det simple Navn af „Fuglevisen“: Kongen er den gamle Ørn, som Høgene (Adelsmændene) samler sig imod og fordriver, for uhindret at herske i Skoven, og hvis Klagesang nu synges af de fattige smaa Fugle i Lunden, der havde ventet sig hans Hjælp. Stemningen er ægte nok, udsprungen af Folkets lavere Lag (for første Gang taler Visesangen imod Adelen); men den kunstneriske Form er snarest laant fra litterære Forbilleder: overalt i Middelalderen brugte man Dyrefabelen til at udtrykke de politiske Meninger, man vilde indprente sin Samtid; men sjælden gjorde man det med saa enkel en Følelse for Billedets Betydning.


Blandt de historiske Viser bør ogsaa nævnes „Dansen paa Riberhus“ (Nr. 30), selv om vi ikke — som de tidligere Udgivere — tør henføre den til en ellers ukendt Indtagelse af Ribe Slot i Borgerkrigen efter Erik Klippings Død, ja overhovedet ikke kan passe den sammen med nogen historisk Begivenhed. Sin historiske Sandhed har den ved Navnene paa en Række Adelsmænd fra sidste Del af 14de Aarh., der er indflettede i de fantastiske Begivenheder og blandede mellem rent poetiske Skikkelser. Selve Visens Indhold (om vi kan kalde det saaledes), at de dansende Riddere overrumpler Borgen i Ribe, er laant fra en af Valdemartidens Viser, handlende om Riber–Ulfs Død; og den Riber–Ulf, der danser forrest i Rækken — „han var Kongen tro og huld“ — er den tapre Bannerfører fra Graahedeslaget, saaledes som en anden Vise har opfattet ham (se foran S. 41). Hr. Valravn (med sin unavngivne Fæstemø) og Iver Helt som Kongens Ledsager er derimod laante fra en anden Vise (vor Nr. 46). Selve Visens Omkvæd, der jubler over en Sejr for den „unge“ Kong Erik, findes ogsaa andensteds, og hører maaske ogsaa til det poetiske Laanegods. De andre er virkelige Personer, sønderjydske Adelsmænd snarest fra Dronning Margretes Tid, som Sangeren skæmtende har ført ind i de poetiske Omgivelser; og det hele ender i en spøgefuld Situation mellem en pyntet Ungersvend og en livsglad Ungmø, sikkert velkendte for de Riddere, der første Gang traadte Dansen til Visens Toner. — Visen er et Vidnesbyrd om, hvor let og frisk der kunde digtes endnu paa saa sent et Tidspunkt, dog helst naar den ældre og frodigere Digtning havde lagt „Emnet til Rette; saaledes vidner den tillige om Livskraften i den Visesang, der var knyttet til Valdemarernes Dage.


Fodnoter

  1. I Følge Arkivar Thisets Undersøgelse handler Visen om Ridder Stigs Runer dog snarere om en anden Ridder Stig. (I. F.–H.)), som han vinder ved Runernes sælsomme og vilkaarlige Tryllemagt (se nedenfor S. 74.
  2. Verset har været saa yndet i Middelalderen, at Rimkrønikens Forfatter har efterlignet det i sin Skildring af Braavallaslaget:
    Vi lode der lyde Basuner og Horn,
    de sloge hverandre, som Bønder slaa Korn,
    der gaves et Skraal og Bulder ved,
    som Himmelen skulde faldet ned,
    en Røg der op i Himmelen stod
    af Støv, Hede og Mandeblod.
  3. Tallet af de uddragne danske Kæmper opgives højst forskelligt i de forskellige Opskrifter (18.000, 12.000, 48), og man kan ikke vide, hvilket Tal der har været nævnt i den oprindelige Form af Visen.
  4. Særlig fordømtes Kvindernes Pyntelyst, fordi de ved den fristede Mændenes Sanser. Sakse taler strenge Ord om dette Forhold; sml. ogsaa Visen: „Jon rømmer af Land“ S. 225 her. (I. F.–H.)
  5. A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen. S. 113—134; nærmere udført i J. Martensen, „Erik Glipping og Marsk Stig i Middelalderens Annaler og Viser“ (i Historisk Tidsskrift, 4de Række, 4de Bd.); jf. H. Schück, Ur gamla papper, II. og Hans Brix: Vers fra gamle Dage (1918).
  6. „Spørg du ad den liden Krog, der dit Sværd hænger paa.“ Hvori dette Varsel bestaar, er ikke klart; maaske skal det forstaas billedligt: dit Liv holdes ikke oppe af mere end saa meget som den lille Bæltekrog, hvori dit Sværd hænger.
  7. Professor K. Erslev i Historisk Tidsskrift. 6te Række, VI. Bd., S. 417—437 (1896), der nærmest slutter sig til A. D. Jørgensens Opfattelse. Slgn. endvidere: Dr. S. Larsen: Niels Ebbesens Vise, 1903.
  8. Den henlagdes senere til en Borgplads med en gammel Eg i Noring Sogn, mellem Risgaard og Hovgaard, i Aarhusegnen, — maaske med Rette.
  9. M semel et ter C bis binos X lege per te.
    Danorum mentes beat ipse dies Sitientes.
    Filius Ebbonis Nicholaus more leonis
    stravit serpentem Gerardum bella gerentem.
  10. Navnet Svend Trøst er ikke ejendommeligt for Niels Ebbesøns Vise, men er vistnok laant fra en anden Vise (se nærv. Udgaves 2. Saml. Nr. 21): liden Danneved giver sig paa Vej trods Fare og Overfald, i Tillid til sit gode Sværd og sine raske Svende; da de kommer i Skoven, overfaldes de af Fjender, alle Svendene „tager Orlov og flyr“, kun „liden Svend Trøst“ staar hos sin Herre og hjælper ham at dræbe dem alle; de rider saa hjem, og unge Danneved siger til Moderen, at Svend Trøst skal fra nu af være ham som en Broder og have hans Søster til Ægte.)
  11. Foruden den ældre „Nat“-affattelse, og den lidt yngre „Dag“-affattelse, af Niels Ebbesøns Vise har vi ogsaa — men i meget ufuldkommen Overlevering — en endnu ældre Affattelse. Her omtales (historisk rigtig) Esge Frost som den, der har svoret Greven Tjenesteed og atter forladt ham (Sønnen Anders Frost er senere ved Fejltagelse indsat i hans Sted; og Niels Ebbesøn henvender sig til sin Broder Knud Ebbesøn paa Bygholm om Hjælp til Overfaldet. Derimod synes saadanne Optrin som Samtalen med Huskarlene og Svend Trøst's Daad endnu ikke at være opfundne. Fra denne ældste mere personalhistoriske Form af Niels–Ebbesøn–Visen synes derimod Ove Haas' Fald at have sin Oprindelse. (Danske Studier 1908, S. 117 jf. S. 230 ff.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.