Hugormekongen 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

E. Lindorme og småkryb

8. Hugormekongen


148. I et hvert hugormebo var der en konge. Han var gjennemsigtig som glas, havde en krone på hovedet og vinger i nakken, derfor kunde han stå ret op, når han holdt råd med sine undersåtter.

Nissen, Ramten.


149. Hugormekongen bærer hans krone på ryggen.

Mollerup.


150. En pige var ude at samle bær, og da så hun en orm lige så tyk som en arm, og med en manke langs hen ad ryggen.

Ry.


151. Når man spiser den hvide hugorm, der er konge over de andre hugorme, bliver man synsk. Den ligger langt nede i mosen midt imellem en stor dynge almindelige hugorme. En mand, der grov tørv i den store Vildmose, fandt en gang et sådant lille kongerige flere alen nede i mosen.

A. E. Jakobsen.


152. Når man spiser brådden af den hvide hugorm (kongen), kan man se kalvene i køerne.

P. K. M.


153. Ormekongen er det vanskeligt at få at se og endnu vanskeligere at komme nær, da den al tid har mange orme omkring sig. Livsfarligt er det derfor at gribe og dræbe den.

J. Madsen.


154. En karl fra Tåning, der tjente her, han kunde binde hver orm og tage den i hans hånd. De blev ved at komme, indtil endelig også kongen kom. Han havde både hale og manke. Når han var kommen, skulde karlen jo til at løse dem igjen, for så var hele familien kommen, og så skulde han passe på, at de ikke kom til at gjøre ham fortræd, når han løste dem.

Ane Larsdatter, Tåning.


155. I heden syd for Lyne mark ligger Per Syv höj og lige østen for er Per Syv mose. I denne mose var en hugormebo med en hugormekonge. Han var helt hvid og ikke let at skjæmte med, for han stikker halen i munden og render efter dem, der ærrer ham, som en trille, og bliver nogen bidt af hugormekongen, kan han ikke leve.

M. Eskesen.


156. Hugormekongen var helt hvid og havde et rødt hoved. Det var den eneste hun, der var i boet, så det er med dem som med bierne. En hestepranger havde en gang fået fat i én, og vilde have den kogt og spist, så kunde han komme så vidt, at han kunde se lige så langt ned i jorden, som han selv var höj, og kunde også se kalvene i køerne. Så kommer han ind et sted og vilde have denne hugormekonge lavet til. Der havde de en bitte næsvis tøs, som stod med noget brød i hånden og bed af. Det falder ned i potten, og hun tager det op igjen og bider videre på det. Da kunde hun se igjennem væggen, at hesteprangeren sad inde ved siden af kakkelovnen, og hun kunde også se, om der var hvide eller brogede kalve i køerne. Nu vilde prangeren have kjøbt pigen af folkene, men de vilde ikke sælge hende.

Jens Kristensen, Ersted.


157. En mand i Silkeborg-egnen fandt en gang en hugormekonge. Det var en forskrækkelig stor orm med manke som en hest. Han slog den nu ihjel og tog den hjem og kogte fedtet af den. Det fedt kom han i en skål og satte ind i et skab, for han vidste nok, at den første, som spiste af det, blev så grantsynet, at han kunde se meget, som andre folk ikke kunde se. Men nu skulde han i marken, og så tænkte han, at han al tid en anden gang kunde spise af dette her ormefedt. Så havde manden en datter, og medens hendes fader var i marken, fandt hun denne her skål med fedt i. Tøsen tænkte, at det var almindeligt stegefedt, som hun var meget hægen for, og så smurte hun det på en meldmad og spiste det. Da manden kom hjem, smurte han også en meldmad og spiste, men han syntes ikke, at han endnu kunde se mere, end han plejede. Så ved aftenstid, da køerne blev trukne hjem, kom tøsen ud og sagde: «Nej se, fader, der er en stor, rødbroget tyrekalv inde i den sorthjelmede ko.» Nu kunde han altså tænke sig til, at hun havde spist af hugorme-fedtet før han, og at hun altså havde fået visdommen i steden for ham.

S. P. Jensen, Vole.


158. En karl havde fanget en hugormekonge og fik den kogt i en potte. Men en dreng slikkede fedtet. Kom ud . . . En trækkende med en ko, der havde været til tyr. Den behøvede ikke at komme der tiere, for nu var den med en sortbroget kalv. Nu bliver karlen gal og råber: «Hvor har du været henne?» — «A har ingen steder været.» — «Har da været i kjøkkenet?» Ja, drengen vilde ikke rigtig tilstå det, men måtte jo til det, og nu havde han klogskaben.

Johanne Marie Thomasdatter, Tirstrup.


159. En herremand vilde have fedtet af en hugormekonge. Den skal koges, og det er det allerførste, der skal virke. I det samme kom der en lille gåsepige ud i kjøkkenet, og hun var sulten og fik et stykke bart brød, som hun dyppede i gryden. Så blev hun synsk, og da hun kom ud i nødset, kunde hun se kalven i koen. Men herremanden blev gal.

Niels Simonsen, Vejrum.


160. Den hvide hugorm kan blive til en lindorm, når den bliver ved at gro, men ingen får den at se. Der var et bitte krumme krat i heden ved Underliden bjærg, der også kaldes Pirrup krat, og der havde en karl skåret sig en kjæp i det krat. Så kommer han til Kjöbenhavn i tjenesten, og der møder han en mand på gaden, som tager ved denne her kjæp og kommer til at se på den. Så spørger han ham ad, hvor han havde skåret den. Ja, han svarer, at han havde skåret den på et sted, hvor han havde frihed til at skjære. Så siger den anden, om han ikke nok kunde vise stedet, hvor han havde skåret kjæppen. Det sagde han jo til, men det kunde jo ikke lade sig gjøre nu, da det var i Vendsyssel, og han var i Kjöbenhavn. Ja, han skulde nok få frihed til at rejse, siger manden, når han kunde bestemt vise, hvad gren han havde skåret kjæppen på. Ja, det var han sikker nok på, men det var ikke sikkert, at den passede til stumpen, for han havde skåret et stykke af kjæppen. Det gjorde heller ikke noget, kunde han blot vise ham grenen og træet, vilde de rejse efter det. De rejste også og kom til stedet, og han fremviste kvisten. Så blæste den fremmede mand i kvisten, og i det samme vældede der en masse hugorme op om dem. Så blev karlen forskrækket og vilde have stukket i rend, men den anden sagde, at han skulde ikke være bange, han skulde nok love ham, at de ikke skulde gjøre ham noget. Endelig kom den hvide hugorm op, og han tog den, og de rejste igjen.

Peder Brogård, Jetsmark.


161. En, der var ridende, kom forbi en dreng, der lige havde skåret sig en kjæp. Så siger herren til ham: «Hvor har du skåret den kjæp? kan du ikke vise mig det?» Jo, han kunde, for det var ikke svar langt derfra. Så viste han ham også stedet. «Ja, her boer en hugormekonge under den busk.» Men det var en farlig fyr at komme til, for han vilde gjøre ondt, og hvad han ikke vilde, så vilde hans krigsfolk, det var jo de andre hugorme. Dem kunde de da slå fra dem og slå ihjel, men når de så kom til kongen, han havde en kam i hovedet ligesom en kok, og i den kam der lå en bitte usle orm, den vilde springe på dem, og hvis den kunde komme til at ramme dem på deres bare legem, så var der ingen redning for deres liv. Nu véd a ikke mere om det, men den rytter han kunde jo se på kjæppen, at den var groet, hvor der var en hugormekonge.

Når én koger en sådan konge, så skal én spise det første, der kommer, det er fedtet, og så bliver man synsk. Fedtet er det allerførste, der kommer, siden kommer giften, og den må man jo ikke få. Det gjælder altså om ikke at få fejl. En karl fik fat i sådan en konge, og så kommer han til en kone og får hende til at skulle koge sig den. Så skulde hun endeligmål lade ham vide, så snart potten kom til at koge. Men hun forså sig og lod den koge for længe, så fedtet var kogt ud i forgiften, da hun kaldte på ham, og han fik da ingen nytte af det.

Ole Mønsted, Hulbæk.


162. I egnen tæt ved Grenå boede der en mand, som hed Peder Sjællænder. Han træffer en dag en hjordedreng, som gik med en hesselkjæp i hånden, og så siger han, det gjør Peder Sjællænder: «Hvor har du skåret den kjæp, min dreng ?» Så fortalte drengen, at han havde skåret den derhenne i en skov, som lå ikke så langt derfra. Peder bad nu drengen om at følge med sig og vise bestemt stedet, hvor kjæppen havde groet, for Peder Sjællænder kunde se på den, at lige nedenunder var et hugormebo. Da de kom til stedet, trækker manden en bog op af lommen med røde bogstaver i og giver sig til at læse op af den, og så kom der mylrende op af jorden så mange hugorme, så de lå der rundt omkring som et helt dige. Drengen blev stående, og ormene gjorde heller ikke ham nogen fortræd. Tilsidst kom der en orm med en stor, grøn hale og manke, den snappede Peder og skar hovedet af. Og da han atter gav sig til at læse i bogen, så gik alle ormene ned i jorden igjen. Drengen fik så et par skilling, og manden gik hjem og kogte fedtet af den store orm, som var en hugorm konge, han vidste, at den første, der spiste af det fedt, blev så viis, at han kunde se, hvad ingen andre kunde se, han kunde se tre alen ned i jorden. Men medens manden var i marken, spiste hans datter af fedtet, som var sat ind i et skab; hun troede, det var gåsefedt. Manden spiste nok af fedtet bag efter, men det hjalp ikke noget.

Fortalt af en gammel mand, der er født i Grenåegnen, men nu boer på Linå mark. S. P. Jensen, Vole.


163. Det er somme tider tidlig om foråret, at man kan se en hel mængde snoge hængende hen ad gjærderne, der kan endog være flere hundrede. De går da på råd, kongesnogen sidder for det meste på sin hale midt imellem dem, men det skal ikke være så meget let at få øje på den. Men hvem der ellers kunde komme til at slå den ihjel og spise fedtet, han vilde blive meget rig og viis. En dreng ved navn Anders, der gik omkring at bede om en bitte mad, kom igjennem en skov, hvor der boede en kongesnog. Han tænkte ikke på det, men skar sig en hesselkjæp til at støtte sig ved, og med den gik han videre. En dag kom han til en klog præst, som spurgte, hvor han havde taget den kjæp. Han sagde det. Præsten tilbød, at han måtte være der og få god mad og en varm seng at ligge i om natten, når han vilde vise ham stedet. Det lovede drengen, og næste dag gik de derhen. Præsten sagde nu til ham, at han måtte gå hjem, for nu kunde han nok ene. Derpå ledte han kongeormen op, som han bar hjem og kogte i en storgryde. Dagen efter kom drengen ud i kjøkkenet, hvor gryden stod, og han var ikke sulten, men da der just lå en brødskorpe på bordet, tog han og dyppede den i fedtet, som flød ovenpå, og spiste den. I det samme kom præsten og drev ham på døren. «Du havde det godt,» sagde han, «men nu tog du det, jeg vilde have, derfor kan du skruppe af, nu er du også meget klogere end jeg.» Drengen blev så urimelig klog og rig tillige, så at han rejste op ved skovsiden og kjøbte sig en gård, som hed Brødgård, og der gik megen snak om den Anders Brødgård.

D. J.


164. Hugormene har en konge, der er hvid; den gjør ingen fortræd, fortælles der, men den er ikke let at få fat på, da den al tid er omgiven af en mængde andre hugorme, som forsvarer den. Lykkes det imidlertid at fange den, skal man koge suppe på den, og den, som først smager på denne kongesuppe, kan se alt, hvad der er skjult for andres blikke. En bondekone havde været så heldig at fange hugormekongen, og hun skulde til at lave suppen. Da det varede for længe, inden hun fik gryden til at koge, måtte hun forlade den, ti hun skulde ud at malke. Kort efter var gryden i kog, og nu gik tjenestedrengen igjennem frammerset. Da han så gryden, fik han lyst til at få at vide, hvad det var, «vor muer» kogte der, stak sin finger ned i suppen og smagte på sagerne. Da han kort efter kom ud i stalden, sagde han til konen: «Næjj sikken knöw rødbrogge kal, dæ leger i dænd kow!» Nu kunde konen jo vel forstå, hvordan sagerne stod, og sagde: «Hwa sku din verrisknæjt i mi gryyr ater!»

M. Møller, Sir.


165. Én skulde ride ud til et hugormebo og se at få fat i en hvid hugorm, og det skulde han have sådan en dusør for. Det var jo et væddesmål, der var sat på det. Han fik også hugormen i hans kjole, og han var ridende for at ride fra de andre hugorme, men det kunde han ikke; de kom efter ham og satte halen i munden og trillede, Den gang de nu kom ham så nær, at han ikke kunde undgå dem, så måtte han smide frakken ned til dem, og de splittede kjolen ad. Men han tabte hans væddemål.

And. Kr. Smed, Vesterbølle.


166. Snogekongen er hvid, men dog har han nok rødt hoved. Drik det vand, hvori den er kogt, og du bliver alvidende .... Kalven i koen o. s. v.

F. D.


167. En mand, der var ridende, kom til nogle snoge. Så snappede han deres konge og red, så stærkt han kunde. Nu satte snogene halen i munden og spillede efter ham alle sammen. Da de nåede ham, smed han hans kappe ned til dem og red videre. De rev den i ene stumper og malede den ud så fint som smul. Da de nu blev standsede der, frelste han sådan hans liv og beholdt deres konge. Den vilde han koge suppe på og blive klog af, for den første, der spiser af sådan en suppe, han véd al ting. Men pigen vilde smage suppen tilpas . . . .

Kristen Ebbesen, Egtved.


168. A har set en hugormekonge her nede i vor egen hede, da a var hjorde, lige så gjørlig som a kan se Dem. Den lå på en bar plet, og den var så evindelig lang, a skal indestå for, den var tre alen lang i halvt mål, for den lå jo dobbelt, så den må jo altså have været seks alen i det hele, og så var den så tyk som en almindelig vognstang. Den var blakket grå af udseende. Ikke for så mange år siden var der én ovre i Kragelund skov, og den var der mange, der så. Kunde én komme til at hugge hovedet af den og så koge det hoved og spise et stykke brød, der var dyppet i det fedt, som flød ud af det, kunde én se alle tilkommende ting. A skulde nu rigtig nok ikke spise brød, der var dyppet i fedt af den slags dyrer. En tigger oppe fra Vandet, sådan en diskursprygl, fortalte, at han havde haft fat i én, men hans lille pige fik fedtet. Så sagde hun: «Fåer, a kan se, hvad kalv der er i vor ko.»

Sören Jörgensen, Engesvang.


169. En mand rejste landet rundt for at finde en hugormkonge og fandt endelig sådan en i Vindblæs. Han gik da med den til det nærmeste hus for at få den tillavet, da han jo vilde spise den. Konen var ene hjemme og vægrede sig i begyndelsen ved at have noget med det at bestille, men han fik hende da omsider overtalt dertil. Der skulde nu laves suppe på hugormen, og manden sad imens og snakkede med konen. Da kom i det samme hendes datter hjem fra skole og løb ud i kjøkkenet, tog suppen af ilden i den tro, at det var hendes middagsmad, og gav sig til at spise. Det var nemlig skikken, at hendes mad stod over ilden for at være varm, til hun kom. Så kommer moderen ud i kjøkkenet til hende og ser, hvad der gik for sig, og den før så lykkelige mand blev nu helt ulykkelig. Det skete stod jo ikke til at ændre, han havde tænkt at skulle blive en stor heksemester og kunne se skjulte ting, men nu fik den lille pige videnskaben, og det er hende, der blev til den kloge kone i Vindblæs, som er bekjendt næsten over hele landet.

J. Jensen, Refsh.


170. For ikke mange år tilbage levede en mand i Vendsyssel, som gik under navn af Hals præst. Der fortælles om ham, at han var synsk, han kunde se inden i et menneske, hvad der befandt sig, så snart han fik det at se, samt kunde sige, hvad der skulde ske i fremtiden. Han skal selv have fortalt, at han fik sin visdom på følgende måde. Mens han var en lille dreng, hændte det sig en dag, at han noget sulten kom hjem fra marken, og da han ingen mennesker fandt i huset, gik han selv ind i spisekammeret for at lave sig en meldmad. Han fik derved øje på en krukke, som stod på en af hylderne, hvori der var noget dejlig, velsmagende fedt, som han spiste til et stykke brød. Men da hans moder kom hjem og straks savnede fedtet i krukken, spurgte hun ham, om han havde spist det, hvortil han svarede ja. «Det måtte du ikke have gjort,» og nu fortalte hun ham, at fedtet var af en stor, hvid hugorm, der var hugormenes konge. Moderen måtte altså finde sig i, at sønnen kom i besiddelse af den egenskab, hun havde tiltænkt sig selv. (Se afdl. I., bjærgfolk nr. 597.)

I gamle dage, da der var langt flere hugorme end nu om stunder, skal hyrderne, der vogtede kvæget ude på mosen, tit have seet et hugormebo. Hugormene sad da i utallig mængde i en mosetue og stak hovederne i vejret, og midterst i flokken var der én, meget større end de andre, med hvidt hoved, og det var hugormenes konge.

Lovise Hansen.


171. En søndag kjørte en præst til sin annekskirke for at prædike. Som han kom ind i en skov, som han skulde igjennem for at komme til kirken, så han en flok snoge vrimle på vejen foran hestene. «Holdt!» råbte han da til sin kusk Per, «spring af vognen, og tag mig den store snog med det hvide hoved, som du ser der midt i flokken.» Per sprang af og vilde tage snogen, men den rejste sig på halen og lod, som den vilde bide ham; så turde Per ikke tage den. Præsten langede da Per et hvidt lommetørklæde og sagde: «Læg dette inden i din hånd og tag så snogen med det, så gjør den dig ikke noget. Per tog tørklædet og lagde det i hånden, og så tog han snogen, som var bleven ganske tam, og gav præsten den. Han viklede lommetørklædet om den og stak den i kjolelommen. Så kjørte de til kirke og forrettede tjenesten, og kjørte hjem igjen. Da de var komne hjem, red Per i marken med hestene, og præsten gik ind i sit studerekammer, hvor han skar snogen i stykker, og tog så navlestykket og gik ud i kjøkkenet med, og sagde til sin husholderske, at hun skulde koge dette stykke kjød godt, og når det var kogt, måtte hun gjærne smide kjødet ud, men snppen vilde han have, hun måtte derfor på ingen måde lade nogen andre få noget af den. Dette lovede pigen, og præsten gik da ind i sit kammer igjen. Da kjødet var kogt, kastede pigen det ud og hældte suppen op på en tallerken. Per kom imidlertid hjem fra marken, var meget tørstig, og gik ind i kjøkkenet for at få sig noget at drikke. Da han så suppen stå på bordet, gav han sig straks i færd med den. Dette så pigen, som stod ved ildstedet, og hun snappede en ildskovl og slog ham for panden med, så han satte tallerkenen fra sig uden at have fået ret meget af dens indhold. Præsten hørte spektaklet og kom løbende ud. Her så han til sin forskrækkelse, at Per havde smagt på hans visdomsdrik, og skjændte så dygtigt på husholdersken, fordi hun havde været så uforsigtig at lade suppen stå. Men hvad der var sket, stod ikke til at ændre. Han tog da suppen med ind og satte den til livs, men sagnet mælder ikke noget om, at han blev klogere deraf. Derimod blev Per meget viis af det lidet, han havde fået, han kunde forudsige skjulte ting og tale så kløgtig, at vismændene knap kunde forstå ham. Dette blev de misundelige over, og for at han ikke skulde beskjæmme dem med sin visdom, tog de ham og skar enden af hans tunge, så kunde han ikke så godt gjøre sig forståelig. Men trods denne mishandling gik han dog i mange år omkring blandt bønderne og forudsagde dem mange skjulte ting ved hjælp af enkelte ord, som han kunde fremstamme, og ved håndbevægelser og ved af, hvad materiale der fandtes, løselig at tildanne figurer, som kunde anskueliggjøre, hvad han ikke kunde sige med ord. Han færdedes mest i byerne et par mil nord for Slagelse.

Jens Pedersen, Fiskerhuset, Tis sø.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.