Hvor kommer solen, månen og menneskene fra? (P. Egede)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Poul Egede
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
»Efterretninger om Grønland«
Uddrag af Paul Egedes dagbøger 1721 til 1788
Hvor kommer solen, månen
og menneskene fra?
Da jeg havde endt min tale, kom en og tilbød at fortælle mig, hvad han havde hørt af sine landsmænd. De siger, at alle ting er kommet af sig selv. Den første mand voksede op af jorden. Han besvangrede en tue, dette sagde jeg til ham at have hørt fra andre. »Men hvor fra tror du«, sagde han, »at sol og måne er kommet«? Jeg bad ham, at han først ville fortælle mig, hvorfra hans landsmænd troede, de var kommet på himlen.»Sol og måne«, sagde han, »er af vores folk. Månen er en mand og hedder Aningak eller Auningasinna, og solen er månens søster og hedder Malina eller Ajut. De har tidligere boet ved Isfjorden i Diskobugten. Men grunden til, at de er steget op til hinanden, er denne: De legede engang sammen i et snehus med skindtag over, som er ungdommens legehus om vinteren, men månen, som var forelsket i sin søster som den smukkeste af alle de piger, der var der, havde den vane at slukke lyset hver aften for at favne hende, men solen, som ikke kunne lide det, smurte en gang sine hænder med sod, hvormed hun sværtede ham både i ansigtet og på klæderne, da han i mørke tog fat på hende, for at hun kunne få at vide, hvem det var. Heraf kommer de pletter, som ses på månen og som blev endnu tydeligere, da de kom på hans smukke hvide renpels.
Herpå gik Malina ud for at tænde ild i et stykke mos. Broderen Anningak gjorde ligeså, men hans lys gik straks ud, derfor så han ud som en glød og han kan ikke skinne så godt som solen. Månen løb da efter solen rundt om huset for at få fat på hende, og da han ikke ville holde op at forfølge hende, skar hun sit ene bryst af med en ullo (krumkniv) og kastede det til månen idet hun sagde: »Nerriuk kissima! mamarinerparma — d. e. Æd det! det er måske kun mig, du kan lide«. Men månen blev ved at forfølge hende, indtil de begge blev optaget i luften og blev ved således at forfølge hinanden. Dog kom solen højere op end månen, og det er grunden til, at månen endnu må søge sin føde på jorden og i havet for at fange sæler og køre dem hjem med sin slæde, eftersom det er en spise, han er vant til. Og det sker på de tidspunkter, han ikke ses på himmelen. Således har vore forfædre berettet os det, men nu forkaster jeg deres tale og antager din, som er troværdig«. (Ss. 52-54)
Kilde
Poul Egede: Efterretninger om Grønland, uddragne af en Journal holden fra 1721 til 1788. Genudgivet af Mads Lidegaard, 1988 (Det Grønlandske Selskabds Skrifter, nr. XXIX).
