Hyrden og Lemminkäinens Død (Kalevala II)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt

IV. De enkelte Sanges Historie

Hyrden og Lemminkäinens Død
(XII 213-504, XIV 395—XV 650).

Hyrden og Lemminkäinens Død (XII 213-504, XIV 395—XV 650).Igen er Kainulainen paa Spil. Naar det forunderlige Kvad om Heltens Død har faaet netop denne Plads i Kalevalas Sammenhæng, skyldes det alene hans Variant; kun her sættes Hændelsen som Afslutning paa Frierfærd og Frierprøver. Men alle Vegne hvor Kvadet forekommer, danner det — som hos Kainulainen — et Led i en Cyclus, aldrig er det fundet som Enkeltsang. — Den Sangkres der hos Folket ellers altid omslutter »Lemminkäinens Død«, er den samme som læses i Kalevala XX og XXVI — XXIX: Lemminkäinens (eller Kaukos) Færd som ubuden Gæst til en Gaard, hans Tvekamp og Flugt til Øen; ja ogsaa Kainulainen selv begynder og ender sin Sang med Linier der hører herhen. Nogen fast Plads og Motivering indenfor denne Cyclus har Dødskvadet imidlertid ikke, og det forekommer kun i relativt faa Varianter af den; disse to Ting tyder bestemt paa, at det fra først af har været en selvstændig Enkeltsang. Det gælder saa at udfinde dennes oprindelige Form; først fjærner vi Lönnrots, derefter saa vidt gørligt Almueskjaldenes Tillæg.

Skildringen af de mange Troldmænd i Pohjolas Stue og Ideen at lade Lemminkäinen synge dem Sten i Struben og mane dem ned i Rutjas Fos (XII 389—468) tog Lönnrot fra en enkelt finsk-karelsk Variant af Kvadet om Bejlerprøverne (Kal. XIX). Stykket danner i Kalevala en ret naturlig Overgang til det Sted i nærværende Folkesang hvor Lemminkäinen »synger« alle undtagen een eneste Person. — Til de faa Vers der hos Folket skildrer Moderens Søgen efter Sønnen, har Lönnrot føjet en Udmaling (XV 127—188) fra Legendevisen om Maria der leder efter den forsvundne Jesus (atter nyttet i Kalevala L). Og fra andre Episoder af Folkets Sangkres om Kristus tog han dels Vagternes Inddysning (215—238), dels Moderens hastige Løb (54—56) og hendes Sammenknytten af Sener og Aarer (307—376) oprindelig om den lidende Kristus). Det maa dog mærkes at ogsaa enkelte af de for Lönnrot kendte Varianter af vort Kvad har nyttet nogle Vers af disse Kristusviser. — Det vel afhjemlede Stykke om Biens Udsendelse har Lönnrot interpoleret stærkt med magiske Vers; og endelig har han komponeret det meste af Slutningssamtalen fra Vs 569 af.

Blandt de folkelige Varianter er Kainulainens fra Kesälahti den sydligste; hverken paa »Tangen« eller Syd for Finske Bugt kendes Kvadet, kun i finsk og russisk Karelen. Indbyrdes udviser dets Varianter ikke nogen klar stedbetinget Trinfølge; især har den omsluttende Sangkres grebet forvirrende ind. Det vil da være overskueligst at gennemgaa Kvadet, ikke efter topografisk Ordning, men Træk for Træk. Paa Forhaand er det naturligvis ikke udelukket at Sangen oprindelig kan have haft ett og andet Træk tilfælles med den omgivende Sangkres; netop saadan Lighed kunde have bevirket Sammenstillingen; men hvor Varianter af Dødskvadet opviser Træk der ikke kan forklares andetsteds fra, maa der gives disse Fortrinet for saadanne der lader sig forklare fra den omsluttende Rammes (eller andre Sanges) Indflydelse.

Hovedpersonen er overalt Lemminkäinen eller Kauko (der naturligvis kan være indsat fra den store Cyclus), men med Tillæggene: Den arme Søn eller — baade i finsk og i russisk Karelen — den gæve Søn sml. XII 210 (pätoinen poika); med dette Æresnavn nævnes Väinö ofte i Folkesangen om Saaret i Knæet (Kal. VIII, S. 129), der, som vi veed, oprindelig var en Legendevise om Kristus; og i en Tryllesang staar »den gæve Søns Knæ« lig »Guds Fødder«. Maalet for hans Færd varierer ganske efter Stedets Navn i Rammen (Lapland, Päivolä, Pohjola, Øen o. s. fr.) og maa da foreløbig lades ubestemt. — Om Fjendskabets Aarsag har Kainulainen intet; nogle Varianter giver her ett eller andet Træk der kan stamme fra den omgivende Cyclus: Helten har æsket een til Tvekamp (sml. Kal. XXVII), eller har glædet alle Øens Kvinder paa en gammel stivrygget Jomfru nær (Uhtua, XXIX). Men Arhippa og Ontrei har en anden Motivering, der slet ikke kan forklares andenstedsfra: Lemminkäinen »synger alle ind i Guld og Sølv« undtagen een, der saa i Vrede dræber ham; denne Vending kan forstaas ud fra en Uhtuavariants Udtryk: Kauko bestak alle ved Gaver (undtagen een Hyrdedreng. — I Kalevala maa »synge« jo tydes som: fortrylle, ødelægge). Hvorfor der skulde Bestikkelse til, siger Sangen intet om. Som Drabsmand virker Pohjas Frue og den Stivryggede (kendte fra Cyclus'en) ikke overbevisende, heller ikke Väinö der synger Helten ned i Vandet (som i »Sangerkampen«), eller »Svigermoderen« der (efter Kainulainen) hugger Helten i Stykker (fra Balladen om Ivan Kojonens Søn) — Trækket nyttet XIV 446, hvor Dødens Søn er indsat af Lönnrot. Tilbage bliver, i Sissonens Sangform (Ilomantsi), »Kvæghyrden med den vaade Hat« (eller: Jordsønnen med gul Hat) og Hyrdedrengen (Uhtua); med ham kan maaske enstydes Arhippas »Ulappalas blinde Gubbe«, hvilket Udtryk ganske vist stammer fra et Tryllekvad (om Hundens Fødsel), men kan være foranlediget ved at Hyrden oprindelig har været tænkt som blind. Lönnrot har forenet begge Udtryk (XII 475—76); desuden optog han (XII 491 fl.) nogle Vers fra Arhippa, hvor Lemminkäinen ytrer: Jeg »sang« dig ikke, fordi du har skændet Heste i Sumpen — et Klagemaal der egentlig maa høre hjemme i Sange om Bjørnen. — Ved Drabsmaaderne kommer særlig Ontreis og Arhippas Sangform i Betragtning; de øvrige (Sværd, Pil) finder Forklaring fra andre Sange eller er mindre ejendommelige. Ontrei lader Helten stikkes til Døde med »en Gifttyde, et lukket Rør«; Planten nævnes ogsaa i andre finske Sange — som Lægemiddel!, men brugtes i ældre Tid til Trolddom: Den afbrudte Stængel var lukket, i den ene Ende paa naturlig Maade ved et Knæ, i den anden ved en Prop; gæmte man et Menneskes Skarn heri, maatte han dø af Forstoppelse. Ordet »vesu« (Gifttyde) kan ogsaa betyde Vandsnog, og Arhippa har da faaet den underlige Forestilling at Lemminkäinen gennemstikkes med el saadant Dyr, men siger alligevel længere henne at Helten ikke kendte Hjælp mod Rør og vesu. I Kalevala har vi (XIV 407—08) faaet baade Snog og lukket Rør. Lemminkäinens Klage (Vs 416 fl.) er afhjemlet paa begge Sider af Landegrænsen. — Varslet der melder hans Død, er næsten overalt en Børste (Kam), et almindeligt Æventyrmotiv. — Skræmmet op ved Varslet iler Heltens Moder til Hjælp; kun i ganske enkelte Opskrifter er Kvinden »en forhen ægtet Viv« (Udtryk fra en Ballade). Oftest er Moderen navnløs, i Ilomantsi dog Katrina eller (een Variant) Maria. Flere Steder fører hun det forædlende Epitet Kave (Kvinde), der i Trylleviser bruges om Gudsmoder. I Ilomantsiske Varianter støder hun Sten og Vindfælder til Side (nyttet i XIV 123 fl.) og truer Drabsmanden, der først ikke vil ud med Sproget, med at sønderslaa »den ny Tærskelos Døre, Himlens Hængsel« (i Kal. XV 82 lavet om til »Sampos« Hængsel); i Tryllesange kaldes Himlen Ukkos Tærskelo. — Sønnen findes efter »Begge Kareliers« almindelige Sangform ved at Moderen river i Vandet hvor Liget blev kastet ud, i Ilomantsi og Latvajärvi er dette Vand: Dødens, Tuonis Flod. Denne finske Styx træffes paany i Sangen om Väinös Færd til Dødsriget (Kal. XVI), som oprindelig skildrede Kristi Færd til Hades (En Opskrift fra Akonlahti har i Steden for Sammenrivningen Biens Sendelse til Skaberen for at hente Lægesalver). Rivning i Havet er iøvrigt kendt fra et Par andre Sange: Den ingriske Skabelsessang (S. 114) og en Ballade om den druknede Broder (fra sidstnævnte har Lönnrot hentet Træk til sin Udmaling). I den første falder Rivningen højst unaturlig (en Svale!), i den sidste er den sjælden; Trækkets oprindelige Plads kan ikke bestemmes.

Og saa endelig Udgangen paa det hele. I Kalevala bliver Helten jo igen sund og frisk, foreløbig nok hjærtesyg, men siden dygtig til ny Æventyr. Lemminkäinens sværmerske Udbrud XV 611 fl. om Hjærtet der endnu er i Pohja, har Lönnrot rigtignok kun faaet frem ved at forfine Tanken i en enkelt Opskrifts meget materielt mente »Mit Hjærte er i den blaa Sten, mine Skuldre er raadnede«; men ellers har den lykkelige Udgang Hjemmel nok. For at nævne Eksempler, Kainulainen ender med:

Deraf Sønnen sin hun bygged,

Sønnen hæved sig fra Bunden;

hendes Støtte steg af Tue,

hvorefter der pludselig bydes ham Slangeøl (som i Kal. XXVII). Et Brudstykke fra Vuokkiniemi har: Deraf byggede hun sin Søn. I Akonlahti og Uhtua (saaledes Varianten med Lægesalven) kender man følgende Slutning: Helten mener at have sovet længe, Moderen svarer: Længer havde du sovet, var ikke din stakkels Moder; derpaa følger i nogle af disse Opskrifter Tvekampen og Flugten. — Men flere Varianter, der iøvrigt bærer et oprindeligt Præg, kender ikke til en saadan Udgang. I en Ilomantsisk Opskrift saa vel som hos Arhippa hedder det nok at Sønnen fiskes op, men derpaa klager han selv (som Ravnen skriger i Kalevala): Aldrig vorder Mand af den døde, aldrig Helt af den druknede. Hos Arhippa kaster Kvinden da Liget i Floden igen. Og Ontrei synger — lidt underligt men vel ud fra samme Opfattelse: Modeten

gav ham Tunge gav ham Tanke,

fik ham ikke til at tale,

fik ej lagt ham Sang paa Læbe.

Ved Valget mellem de to Afslutninger maa det tages i Betragtning at Dialogen »Længe sov jeg« o. s. v. er et Træk fra Æventyr (hvor f. Eks. en Yngling drager ud at søge Livets Vand, dræbes, men genoplives ved hjælpsomme Væsener). Fra slige vel kendte Fortællinger kan Folkesan- gere have faaet den Tanke at Enden ogsaa paa den gæve Søns Færd maatte blive god. Den omvendte Ændring, fra Livets til Dødens Sejr, er langt mindre rimelig. — (Hvor Dødskvadet var sluppet ind midt i den store Lemminkäinen-cyclus, gjorde kun Heltens Genoplivelse det muligt at komme videre i Teksten. Arhippas Søn Miihkali har simpelt hen sprunget selve Døden over og glider fra Linierne »Derfor sang jeg Dig ikke« over til Tvekampen og Flugten.)

Følgende Hovedtræk bliver da staaende som Sangens Kærne: Den gæve Guds-Søn fik ved Bestikkelse uskadeligjort alle — kun ikke en (blind?) Hyrde; og denne skyder ham da ihjel med Stænglen af en ond Plante; døende beklager Helten at han i dette Punkt ikke har faaet Raad hos sin Moder. Denne ser straks ved et Varsel at Døden er indtraadt; hun iler til Drabsmanden og truer ham til at sige hvad der blev af Sønnen. Saa fisker hun Liget op af Dødsfloden, men det lykkes hende ikke at faa Liv i sin Søn — Hel holder det hun har.

Man kan ikke komme uden om at denne Fortælling i det væsentlige er den samme som den nordiske Myte om Balders Død. Allerede Castrén har, ud fra det trykte Epos, gjort opmærksom herpaa. Visse Træk mangler i finsk Form: Loke og Hød er (sml. Vegtamskvadet) ikke holdt ude fra hinanden, om Hermods Helridt og Naturens Graad (ikke at tale om Legen paa Tinge) høres intet; maaske genfindes dog et Sidestykke til »Hermods og Modgunns Samtale« i Sangen om Väinös Tuonifærd, se næste Afsnit. Og nogle Træk kan godt være oprindeligere end de tilsvarende nordiske, saaledes Moderens egen Færd til Dødsriget. Atter andre finske Træk er utvivlsomt senere tilkomne; ældre end Bestikkelsen af alle undtagen Hyrden der dræber med Stænglen, er aabenbart Edfæstelsen af alt levende undtagen selve Stænglen, mærk Ordlyden af Lemminkäinens Dødsklage, XIV 416 fl.; ældre end den blødende Æventyrbörste er Heltens egne Drømme; ældre end Rivningen i Floden Alnaturens Graad.

Er Gaadens Løsning nu den, at en hedensk Myte om Balder og Frigg naaede Finland, hvor Personerne saa udstyredes med Træk fra Kristuslegendernes Verden? Indvirkning fra nordisk Hedenskab i finsk Folkedigtning er i og for sig vel tænkelig ; Sampsakvadet turde give Eksempel paa sligt; dog stod vi dær overfor Træk fra det praktiske religiøse Liv, ikke overfor en Myte uden paaviseligt Kultusindhold. — K. Krohn tænker sig derimod at Fortællingen er i sin Oprindelse kristelig og i saadan Form kommen over fra Sverig, tidligst ved Aar 1200, med Strømmen af Middelalderslegender; og med Hensyn til Baldermyten tiltræder han Hovedpunktet i S. Bugges Forklaring (Bugge: Studier S. 33 fl., 45 fl.), at den er uddannet blandt Englands Normanner under kristelig Paavirkning bl. a. ved Sammensmæltning af to middelalderlige Legender, hvis Lighed med Balder- (og Lemminkäinen-) Fortællingen turde være for slaaende til at lade sig afvise som tilfældige. Den ene Legendes Form er kendt fra det jødiske Nidskrift Toledoth Jeshu: Jesus veed, han vil blive dømt til Galgen, og tager hvert Træ i Ed paa, at det ikke vil bære ham; Ophængningen mislykkes da stadig, til Judas fra sin Have bringer en ikke edfæstet Kaalstok; paa den hænges Jesus. I engelsk, mundtlig bevaret Form: Krist hang paa en Mistelten, der indtil da var et Træ men nu forbandedes til en Snyltevækst. Den anden, baade i vester- og østerlandsk Kirke kendte Legende knytter sig til Joh. Ev. XIX 34 — 37 og gaar ud paa, at den blinde Soldat Longinus, som lededes frem af en Bøddelknægt og stak den korsfæstede med Spyd, fik sit Syn ved Kristi fremvældende Blod. — I Fjendernes To-tal skal sees en Forening af Judas der henter, og Longinus der udskyder Dødsmidlet; (og Stænglen som Vaaben skal skyldes Sammenblanding af Korsstængel og Kastespyd). — Ved fremtidig Diskussion om Baldermyten bliver det vel umuligt at lade den finske Sang uænset. Det vilde være interessant at se den belyst af Forskere der holder paa Balderfortællingens væsentlig hedenske Oprindelse.