Iliarsorḱik, den Forældreløse (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

58. Iliarsorḱik, den Forældreløse

Blandt Beboerne af et stort Huus var der et Par Ægtefolk, som døde, efterladende en Søn som et lille Barn. En anden Familie antog ham af Medlidenhed som Pleiebarn, men snart kjededes de ved ham, da han ikke voldede andet end Ureenlighed. Atter toge nogle af de andre ham til sig, men forskjøde ham atter af samme Grund. Saaledes gik det med alle Huusbeboerne. Hos de sidste var han dog temmelig længe, men en Dag kom Manden hjem fra Sælfangst, havde kastet feil og var gnaven; derfor skjændte han og sagde til sin Kone, at Drengen ikke duede til noget, hun skulde kaste ham paa Møddingen. Konen vilde nødig, men af Frygt for Manden kastede hun ham dog paa Møddingen. Men en Enke, som havde en Søn, der var begyndende Fanger, gik ud og tog ham. Hun opdrog ham, og fra den Tid af havde han det godt.

Et Efteraar begyndte Veiret at blive slet med Storm og Snee, endnu førend der var fanget synderligt, og førend Dagene længedes, var Havet tilfrosset, og Veiret vedblev at være uroligt. Tilsidst gik Husets mange Mænd slet ikke ud mere. Alt Forraad var udtømt, og Lamperne bleve ikke tændte mere om Aftenen. Alene Enkens Lampe brændte endnu, og den eneste, som endnu gik ud, var hendes Pleiesøn Iliarsorḱik. Om Morgenen, naar han kom udenfor, pleiede han at træffe en Samboende, en Mand uden Kajak. Denne tog ham ved Haanden og løb med ham tilfjelds, hvorved han opnaaede Behændighed. Omsider bleve alle Huusbeboerne liggende. Enken pleiede hver Aften at gaae ud og hente en Haandfuld Angmaksat tilligemed lidt Spæk, og at dele dem ud. Sønnen gav hun fire, Pleiesønnen tre, de øvrige hver en halv, med lidt Spæk til, og selv tog hun to. En Morgen, da Iliarsorḱik kom udenfor, saae han noget af den tørre Klippegrund stikke frem mellem Iisbrokkerne ved Lavvande. Da han gik ned, var der nogle smaa Snepper, som fløi omkring og pikkede med Næbet. Han begyndte at kaste efter dem, og da han vedblev hele Dagen, lykkedes det ham om Aftenen at faae een af de smaa Fugle, som han saa skyndte sig op til Huset med. Hans Pleiemoder begyndte allerede at ængstes for ham, da han hørtes glide ned igjennem Huusgangen, kom frem af Opgangen og viste sin Fugl frem med de Ord: »hvad er det, som jeg har faaet her?« Mændene, som laae paa Brixen, udraabte: »see, han har faaet en Sneppe!« og nu gave de sig til at slaaes og skjænde paa hverandre; »hvorfor udstødte du ham dengang, nu kunde han have skaftet os Snepper!« Pleiemoderen skar alle Fuglens Led over og deelte ud til dem alle, men nogle raabte paa mere. Den næste Dag bragte Iliarsorḱik to Snepper, og derpaa hver Dag flere, som alle bleve deelte. En anden Gang traf han atter den Kajakløse, som løb med ham tilfjelds og viste ham Ryperne, som sadde i Sneen, stikkende deres sorte Næb frem, og hvorledes han skulde kaste dem. Den første Dag kom han hjem med een Rype, senere med flere, og de bleve hvergang deelte af Pleiemoderen. Mændene sagde hvergang: »det var dog Skade, at vi joge ham fra os!« En Dag da han var tilfjelds med den Kajakløse efter Ryper, saae de en Taage over Havet, som snart svandt, snart tiltog. Den Kajakløse sagde: »naar dette Tegn viser sig, maae der være Dyr, som holde Vandet aabent. Derpaa bestege de et høit Bjerg for at tage Mærke. Da de kom hjem, sagde Iliarsorḱik til sin Pleiebroder: »imorgen vil jeg ikke paa Jagt, men blot gaae ud paa Isen for at see efter aabent Vand.« Pleiebroderen svarede: »derude under Baaden ligge mine Vaaben, dem kunde du tage. Jeg vil gjøre dem mindre for dig, men de ligge dybt under Sneen.« Iliarsorḱik gik ud og gravede dem op, Pleiebroderen gjorde dem istand for ham. Den næste Morgen tidligt var han borte. Han gik ud paa Isen; et Stykke fra Land saae han Frostrøgen og kom til det aabne Vand, hvor Sælhundene dukkede op og ned i Mængde. Da han havde ondt ved at staae fast paa Isen, ved Kanten af Vandet, udsaae han sig en af de mindste, dræbte den med Harpunen, trak den op paa Isen, og efterat have gjort Slæberemmen fast, ilede han hjemefter med den. Da han nu kom op gjennem Indgangen med en Sælhund, begyndte de Forhungrede først rigtig at skjænde og støde til hverandre. Men Pleiemoderen afskar først tynde Strimler Spæk med paasiddende Skind, af et Haars Bredde, og gav dem til hver især. Nogle kunde ikke vente, men krøb paa alle Fire henad Gulvet og strakte Hænderne ud. Men Pleiemoderen sagde: »I skulle alle faae eders Deel.« Derpaa tog hun et Stykke Kjød af en Haands Størrelse, og kogte det i Gryden, tændte nogle Lamper og deelte Kjødet ud i smaa Dele. Men de skrege og vilde have mere, og nogle sagde, at de intet havde faaet. Om Natten krøb nogle hen ad Gulvet og vilde stjæle af Kjødet, men de vare saa afkræftede, at de ikke kunde komme op paa Brixen igjen, men bleve liggende paa Gulvet. Den følgende Dag bragte han en større Sælhund hjem, og nu tændte Pleiemoderen alle Lamperne, men hun uddeelte endnu med Forsigtighed Kjødet kun i smaa Stykker, og Strimler af Skind med Spæk paa, af to Haars Bredde. Fra den Tid af vedblev Iliarsorḱik daglig at komme hjem med Fangst, Engang havde han faaet to større Sælhunde langt ude paa Isen, og begyndte at slæbe dem hjem, da der pludselig overfaldt ham en Østenstorm med stærkt Sneefog, saa at han intet kunde see. Han gik mod Vinden, men da denne dreiede om i Syd, forfeilede han Retningen. Endelig om Aftenen i Mørkningen mærkede han paa de løse Iisbrokker, at han maatte være ved Strandkanten. Han gik op paa Land, lod sine Sælhunde ligge, og kom til et Huus. Han gik ind, og da han kom op af Indgangen, saae han forrest en Lampe, bag hvilken der sad en Enke og et ungt Menneske, som skjulte sin Hage i Pelskraven; men i den bageste Deel af Huset vare alle Lamperne slukkede. Iliarsorḱik sagde: »jeg kommer egentlig ikke paa Besøg, men jeg har forvildet mig i Sneefoget, fordi Vinden vendte sig.« Konen sagde: »bliv da her til imorgen; naar Veiret bedager sig, kan du gaae hjem.« Iliarsorḱik tilføiede: »dersom I skulde have særdeles Lyst til den ene af de Sælhunde, jeg har med mig, kunne I tage den.« Aldrig saa snart havde han udtalt dette, før der inde fra Mørket hørtes pibende Stemmer. Her var der nemlig ogsaa Folk, som vare nær ved at sulte ihjel, og han kom netop betids. Den følgende Dag var Veiret smukt, han naaede atter sit Hjem, og da han havde fortalt Pleiemoderen, hvorledes han havde hjulpet de nødlidende, sagde hun: »saaledes skal du altid gjøre, da vil din Fangst til Gjengjæld blive forøget.«

En anden Gang havde han atter fanget ude paa Isen, og vilde netop gjøre sin Fangst færdig til Slæbning, da han hørte en buldrende Lyd, og med det samme knagede Isen. Han saae sig om, men bemærkede intet uden Iisfjelde, og formodede at et Iisfjeld havde kalvet. Da den buldrende Lyd gjentog sig nærmere, vendte han sig atter om og bemærkede da, at det, han ansaae for et Iisfjeld, var en uhyre iisgroet (d. e. meget gammel) Bjørn, der stod opreist for ham. Forfulgt af Dyret flygtede han hen til et stort Iisfjeld, løb rundt omkring det, og huggede med det samme i Iisvæggen hvergang han kom forbi det samme Sted, medens Dyret bestandig var efter ham. Tilsidst fik han lavet en Hule, der var saa rummelig, at han kunde springe ind i den, men Dyret vedblev at løbe rundt, lugtende til hans Fodspor. Hvergang det kom forbi ham, kastede han med sin Tok, og hvergang faldt der mere Iis af dets Krop. Tilsidst kom Haarene frem, det begyndte at bløde, og løb nu i Spring fnysende omkring Iisfjeldet, men sagtnede saa sit Løb, stod stille og faldt omkuld. Da han nu gik hen til Bjørnen, var den død; han afskar et Stykke Kjød og begav sig paa Hjemveien. Da han kom hjem, lod han melde paa de omliggende Pladser, at hvo der vilde hente Bjørnekjød, kunde tage. Dagen efter gik han med sine Huusfæller ud at flense. Da de vare gaaede et Stykke, saae de en sort Plet foran dem paa Isen, og da de kom nærmere, var det et dødt Menneske. Længere hen laa der atter En, og saaledes fremdeles. Nogle havde naaet Bjørnen og faaet sig en Bid, men vare saa faldne døde omkuld, Andre vare omkomne paa Hjemveien.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 178-181.