Indledning (Árni Magnússons Levned)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Árni Magnússon (1663-1730)
Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson


I
Indledning



Det 17. århundrede er i Islands historie i flere henseender særdeles mærkeligt.

Den förste halvdel deraf var for folkets materielle kår over al måde ugunstig Det ene uår fulgte efter det andet og det ene var værre end det andet Alle slags plager, sygdom, havis, vulkanske udbrud, gjorde deres for at ødelægge landets frugtbarhed og afgrøde og lamme folkets kraft. Hele landets årbog for dette tidsrum er en eneste jeremiade. Folk døde i tusindvis, kreaturer ligeledes, af sult og ved andre ulykker. Århundredet begyndte med en så slem og hård vinter, at den fik sit særlige navn, og året 1602 er særtegnet ved, at den regeringshandling fandt sted, som skulde have de allerfordærveligste følger for landet og folket, nemlig indførelsen af monopolhandelen.[1] Det er ikke stedet her at komme ind på at skildre denne. Vi vil i en senere sammenhæng komme tilbage til den, ti den mand, hvis liv her skal skildres, fik et hundred år senere med hele sagen at göre.


Den sidste halvdel af århundredet var noget bedre med hensyn til de ydre livsbetingelser. I den skete den storpolitiske begivenhed, at landet gik ind på at anerkende den danske konges enevoldsherredömme i året 1662. Det gik ikke helt glat at få Islænderne til at underkaste sig den nye ordning; de gjorde det modstræbende og under henvisning til »deres gamle love og privilegier«; kongens embedsmand erklærede, at der var ikke tale om nogen reel ændring i deres stilling og at de skulde beholde deres gamle love. Dette, i forbindelse med åbenbare tvangsforanstaltninger (en kreds af soldater var tilstede), bevirkede, at Islænderne gav efter. Men de dem givne løfter overholdtes ikke. En nærmere skildring heraf hører ikke hid.


Året efter dette mindeværdige år blev Árni Magnússon født.

Hvorledes stod det nu til under alt dette med det åndelige liv? Man skulde måske på forhånd tro, at der under så ulykkelige forhold måtte alt åndeligt liv ligge nede eller tilintetgøres. Men lige det modsatte var tilfældet; det trivedes, og det endda ret godt.


Der er i dette århundrede i virkeligheden ikke tale om andet eller noget ringere end en genfødelse af den gamle litterærvidenskabelige virksomhed, tildels ialfald under påvirkning fra Danmark, hvor en national-historisk virksomhed var i god gang. Hvad det især gjaldt, var naturligvis landets egen gamle historie, litteratur og sprog. Ved begyndelsen af århundredet møder man et af Islands bedste navne, Arngrimur Jónsson d. lærde, død 1648. Hans videnskabelige antikvarisk-historiske virksomhed var af grundlæggende art, idet han fremdrog en mængde gamle kilder, på grundlag af hvilke han skrev sine berömte skrifter, både vedrörende Islands og Danmarks oldhistorie. Disse hans skrifter blev epokegörende. Samtidig med ham var den lærde, alsidige og meget skrivende bonde Björn Jónsson på Skarðsá (1574—1655), der er mest bekendt for sine annaler; men han beskæftigede sig også med de gamle sagaer, afskrev dem, gjorde udtog af dem; han var sysselsat med de gamle digte og meget andet. Det er overmåde ejendommeligt at se en ret og slet bonde beskæftige sig med sådanne ting i denne tid, men han var ikke enestående. Af en lignende art var bonden Jón Gissursson (o. 1590—1648), som forfattede et historisk skrift om de skalholtske biskopper, ligesom han var en utrættelig afskriver af ældre, både prosaisk og poetisk, litteratur. Han var en halvbroder til biskop Brynjólfur Sveinsson. Præsten Jón Egilsson (1548 til o. 1640) forfattede også et historisk skrift om de skalholtske biskopper. Af andre lærde fra den første halvdel af århundredet kan nævnes præsten Magnús Ólafsson til Laufás (1573—1636), der stod i en litterær nær forbindelse med Ole Worm, for hvem han tolkede gamle skjaldevers og skrev en islandsk-latinsk ordbog (trykt 1650). Også knyttet til Worm var den af en ulykkelig skæbne ramte Guðmundur Andrjesson (d. 1654), der bl. a. også skrev et isl.-lat. lexikon (for Worm; trykt 1683). Sidst men ikke mindst må biskop Þorlákur Skúlason (d. 1654) berömmes som den ufortrødne videnskabselsker og Worms ivrigste støtte, ligesom han også støttede Björn på Skarðsá på det bedste. Han lod en mængde oldskrifter afskrive.


Til et noget yngre slægtled hører først og fremmest biskop Brynjólfur Sveinsson (1605—75); han samlede en mængde gamle håndskrifter og fra ham stammer flere af de berömteste oldböger, der nu findes i det kgl. biblioteks gamle samling. Han var en af sin tids allerlærdeste mænd. Mest bekendt er han for sine bidrag til Stephanius' Saxoudgave (Conjectanea), der bugner af lærdom og belæsthed. løvrigt skrev han selv ikke synderligt, men han lod en mængde oldskrifter afskrive for sig, afskrifter, der har været videnskaben til mangfoldig nytte. Hans samtidige Þórður, Þorlákur Skúlasons sön, der blev Brynjolfs efterfølger (1637—97), er bekendt for sin iver for at trykke oldskrifter (Landnáma, íslendingabók, Kristnisaga, Olaf Tryggvasons saga). I den sidste halvdel af århundredet falder den berömte Þormóður Torfasons (1636—1719) bedste og fulde arbejdstid. I denne forbindelse kan man erindre om den efter omstændighederne rige svenske interesse for den gamle litteratur og indsamling af håndskrifter, disses afskrivning og fortolkning. Denne virksomhed udøvedes hovedsagelig af Islændere i svensk tjæneste, blandt disse först og fremmest Jón Rúgmann (1637—79). I Danmark blev denne svenske indsamling ikke velset, og i 1685 udvirkede Th. Bartholin et kongeligt forbud mod at afhænde håndskrifter til andre end danske. Selv havde han og fik han brug for den »oldnordiske« litteratur efter en udstrakt målestok.


Det er af det foranstående klart, hvor stor litterær og videnskabelig virksomhed der udøvedes af Islændere på deres særlige område, det sproglig-antikvariske. Den kunde ikke have eksisteret, hvis ikke sansen derfor havde været så levende i det hele taget, selv om meget var fremkaldt ved påvirkning udefra. Sikkert er det dog, at ikke alle var således påvirkede.


Ved siden heraf var der flere, der beskæftigede sig med de gamle love og forfattede afhandlinger af juridisk-fortolkende art, deriblandt også den nævnte Björn på Skarðsá. Disse afhandlinger var ikke fremkaldte ved nogen fremmed påvirkning.


Endelig og ikke mindre fortjæner digtningen i dette århundrede at nævnes. Til det hører Islands ypperste og uovertrufne salmedigter Hallgrimur Pjetursson (1614—74), hvis passions-salmer er bleven så berömte. Han og præsten, den mere verdslige digter Stefán Ólafsson (o. 1619—88) er århundredets störste digternavne. De var efter forholdene meget produktive. Foruden dem kunde nævnes en mængde digtere af »rimer« osv. Men dermed er ikke udtömt alt, hvad der blev ført i pennen på Island i det 17. årh.


Skolerne på Holar og Skalholt trivedes i det hele ret godt således som forholdene dengang var, og mange udmærkede mænd var i kortere eller længere tid knyttede til dem som lærere, for ikke at tale om biskopperne selv.


Den islandske litteratur og videnskab må således siges at have stået på et forbavsende höjt standpunkt i dette fattige og på alle mulige måder plagede land. Dets indre historie, d. v. s. dets åndshistorie, må siges at danne en modsætning til dets ydre, materielle, historie. Det er klart, at dette er en arv fra gamle dage; landet stod, for at bruge et islandsk, letforståeligt, udtryk, i åndelig henseende »på gammel marv«. Og den viste sin kraft endnu.


Allerede 1552 var de to skoler på de to bispesæder, Holar og Skalholt, bleven oprettede. Undervisningen skulde besörges af 3 lærere, en skolemester og 2 »lokater«. Skoledisciplene skulde være henholdsvis 24 og 40. Undervisningen var af samme art som andre steder. Af islandske lærerkræfter var der til at begynde med ikke mange, så at man måtte få danske lærde mænd til lærere i bægge skoler. Blandt disse var den lærde Erasmus Villadtsön, der blev skolemester i Skalholt 1561[2]; 3 år senere blev han præst. Han blev gift med Helga, en datter af biskop Gísli Jónsson. Han døde 1591 som en meget anset mand.


Af det 17. årh.s islandske skolemænd synes skolemesteren i Skalholt, Ólafur Jónsson, særlig at måtte fremhæves. Han beklædte embedet usædvanligt længe, nemlig i næsten 22 år. 1667—88, efter i forvejen at have været lærer ved skolen i 7 år. Til sin gærning var han blevet forberedt ved et 2 års ophold i København. Han roses meget for sin lærdom og øvrige egenskaber, også som lærer. »Alle skoledisciple, som der var noget ved, frygtede og elskede ham« hedder det om ham. I denne forbindelse kan erindres om, at biskop Brynjolf var tilsynsmand ved skolen, til 1672, og efter ham fulgte Þórður Þorláksson (1672 —97), den allerede nævnte ivrige udgiver af oldskrifter. Der var således omkring år 1680 et rigt litterært liv og virksomhed i Skalholt, der sikkert ikke har været uden betydning for de unge, der i de år gik i Skalholt skole.


Fodnoter

  1. Herom kan henvises til Jón Jónssons udførlige bog: Einokunarverzlun Dana á Íslandi 1919, overs, på dansk 1926—27.
  2. Om ham se Skólameistarasögur 16 ff.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.