Indledning - Ermoldus Nigellus: Digt om kong Haralds daab

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Hans Olrik (1862-1924)

Ermoldus Nigellus:
Digt om Kong Haralds Daab

Oversat af Hans Olrik

Indledning

Det her oversatte latinske Digt, som væsenligst handler om den danske Kong Haralds Omvendelse og Daab, er ikke noget selvstændigt hele, men fjærde og sidste Bog af et større Digt — i det saakaldte elegiske Versemaal — til Ludvig den frommes Forherligelse. Forfatteren, Ermoldus Nigellus, kender vi egenlig kun fra dette Værk og fra to mindre Elegier, som han senere sendte til Kejser Ludvigs næstældste Søn Pippin, Underkonge i Akvitanien (Sydfrankrig); til ham var han nemlig nøje knyttet. Ermold har været Abbed, i alt Fald Munk, som man ser det af Pippins Tiltale: “Broder” (V. 138). Maaske har han været Forstander for Klostret Aniane i Languedoc; hans Forgænger har i saa Fald været dette Klosters Stifter, den højt ansete Vestgote Benedikt eller Vitiza († 821), hvis strænge Alvor dannede en Modsætning til Ermolds Færd. Skønt Ermold var en Kirkens Tjener, deltog han (824) efter Datidens Skik i et Tog mod de oprørske Beboere af Bretagne; men efter hans egen morsomme Tilstaaelse laa Krigsvæsenet ikke for ham (V. 136). Et Par Aar efter finder vi ham landflygtig fra sit Hjem: ifølge Kejserens Bud blev han holdt i Forvaring hos Biskop Bernold i Strassburg, hvor han forøvrigt blev mildt behandlet. Hvorfor er Abbeden falden i Unaade? Derom tier han selv; han indrømmer, at han er skyldig, men hvori hans Brøde bestaar, røber han ikke. Muligt er det, at han har deltaget i Pippins Udskejelser, maaske endog tilskyndet ham dertil; i Akvitanien var der nemlig Uorden og Vold, snart hører vi om vanærende Krigsførelse mod Saracenerne og om Kirkeran. Det synes endvidere, som Ermold trods sin Stand har plejet at underholde den unge Konge og hans Hof med Skæmt og Spot, som ogsaa er gaaet ud over Kejseren; derpaa tyder den sidste Elegi til Pippin, der maa forstaas som en vrængende Efteraben af Faderens Formaninger. I saa Fald bliver han medskyldig i Pippins senere Ulydighed og Oprør.

Landflygtigheden foranledigede Ermolds Digte; sin Hensigt med at skrive Versene til Kejserens Pris fortæller han selv tilsidst, nemlig at formilde ham og stemme hans Hustru Judith gunstig for sig. Straks naaede han dog ikke sit Maal; thi da han senere skrev sine to Elegier til Pippin, var han endnu i Strassburg. Omsider har han dog faaet sin Frihed, da man andensteds læser, at Ludvig den fromme i Aaret 834 ved Abbeden Helmold (efter al Rimelighed den samme som Ermold) bød Pippin ufortøvet at give alt det Kirkegods tilbage, som han havde tilrevet sig og dels selv beholdt, dels uddelt til sine Mænd.

Digtet er ikke af første Rang, hverken hvad Anlæg eller Udførelse angaar; Ermold skriver ikke godt Latin og forsynder sig oftere mod det Versemaal, han har valgt. Han selv synes heller ikke at have næret meget høje Tanker om sine Frembringelser: den passende Musik til hans Digt, mener han, er den ensformige Piben af den Fløjte, som Bondedrengen kan skære sig (V. 747) , og bondsk kalder han sin Muse — som han overalt giver Navnet Thalia, skønt denne Muse ellers kun har med Skuespillet, særlig med Lystspillet at gøre. Flere af de latinske Digtere har han læst; hans Forbilleder er Vergil og Ovid, men han kommer dem ikke nær. Hans Beundring for Klassikerne dukker frem overalt. Billeder fra den gamle hedenske Verden blander sig med kristelige Forestillinger; saaledes sammenstilles Paradiset med den navnkundige Tempedal i Thessalien nedenfor de græske Guders Bolig Olympos (V. 36).

I det væsenlige viser Ermolds Værk sig paalideligt; en Undtagelse danner de smigrende Overdrivelser, hvorved han haabede at faa sit Ønske opfyldt; men dem bliver man let opmærksom paa. Virkeligt Værd faar det ved at fortælle udførligere, hvad vi ellers finder omtalt kort og tørt, og tillige giver det fremfor Datidens øvrige Skrifter Indblik i Livet i en frankisk Kongsgaard. En særlig Vægt faar Skildringen af Haralds Besøg derved, at Ermold, som maaske har set det alt med egne Øjne, i alt Fald har skrevet snart efter. Thi ikke alene er den danske Konges Daab den sidste Hovedbegivenhed, hvormed han vil forherlige sin Kejser, men endnu føjer han til som en Ros for hans Styrelse, at Frankerne nu har faaet bygget et Orgel; og vi ved, at netop samme Aar 826 forfærdigede Præsten Georgius det første frankiske Orgel.

Hele Ermolds store Elegi samt de to smaa til Pippin findes trykt i Pertz' Monumenta Germaniæ historica II og i den senere Kvartudgave af Monum. Germ. hist. i “Poetæ Latini ævi Carolini” II, ved Dümmler (Berlin 1884). Fjærde Bog af det store Digt er optagen af Langebek i Scriptores rerum Danicarum I; efter denne Udgave er nærværende Oversættelse udarbejdet; dog er der taget Hensyn til afvigende Læsemaader hos Dümmler og Pertz (V. 41. 51. 125. 144. 158. 187. 267. 271. 633). Ligeledes er V. 23-24, som ikke findes hos Langebek, tagne med.