Ingild

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Ingild


Efter Frode fulgte hans Søn Ingild. Han vendte sit Sind fra alt, hvad godt og hæderligt var, vanslægtede fra sine Forfædre og gav sig helt og holdent de frækkeste Udsvævelsers Tillokkelser i Vold, saa at han helt vendte sig fra, hvad rigtigt og godt var, og hengav sig til Lasten i Steden for til Dyden og forsømte, efter at have overskaaret alle Afholdenhedens Sener, sine Kongepligter og blev Ypperlighedens skidne Træl. Han lagde sig i Virkeligheden efter alt, hvad der strider imod og er uforeneligt med et sædeligt Liv. Den Hæder, hans Fader og Bedstefader havde vundet, besudlede han ved til Stadighed at hengive sig til den hæsligste Vellyst, Forfædrenes straalende Ære formørkede han ved de skammeligste Gjerninger. Han var nemlig i den Grad hengiven til Fraadseri, at han hverken brød sig om at hævne sin Fader eller om at afværge den Uret, Fjenderne tilføjede Riget; naar han blot kunde kildre sin Gane, mente han, at Maadehold og Selvbeherskelse ikke var noget at bryde sig om. Ved Dovenskab og Uvirksomhed besmittede han sit herlige Stamtræ, idet han førte et løsagtigt og vellystigt Liv, og hans Lyst var at styrte sin vanslægtede Sjæl, der vandrede ad Vildveje, som var langt borte fra dem, hans Fædre havde vandret ad, i Lasternes hæsligste Svælg. At træffe sit Valg imellem Fuglekræmmere, Køgemestre, Stegepander, de mangfoldige Steder, hvor der tilberedtes Midler til at kildre Ganen, de forskjellige Mestre til at stege og krydre Maden stod for ham som det, man vandt Hæder ved. Derimod Vaabenfærdighed, Krigsvæsen eller Krig kunde han hverken selv finde sig i at uddanne sig i eller taale, at andre lagde sig efter. Saaledes forsømte han alle mandige Idrætter og lagde sig i Stedet for efter kvindelige, thi hans Ganes stadige Trang til at blive kildret gjorde ham indtagen i al Slags Køkkenos. Stadig ræbende af sin Rus og blottet for den mindste Smule Ædruelighed røbede han ved sin stinkende Aande den ufordøjede Raaddenskab, hans Bug var fuld af. Han var i sin Overdaadighed lige saa vederstyggelig, som Frode havde været ypperlig i Krig, i den Grad havde Ganens utidige og fordærvelige Pirring svækket hans Sjæl ved de stadige Nydelser. Stærkodder væmmedes saa stærkt ved hans Umaadeholdenhed, at han opgav Venskabet med ham og søgte Samlag med Svenskekongen Halfdan, idet han foretrak at tage sig noget for fremfor at gaa ledig. Saa stærkt var det ham imod blot at give sit Minde til Overdaadighed. Svertings Sønner, som var bange for, at Ingild skulde hævne den Udaad, der var bleven øvet imod hans Fader, gav ham deres Søster til Ægte for ved denne gode Gjerning at forebygge Hævnen. De gamle siger, at hun fødte ham Sønnerne Frode, Fridlev, Ingild og Olaf, af hvilke somme dog paastaar, at den sidste var Søn af hans Søster.

En Guldsmed af ringe Herkomst, men som var dreven i Smiger og udstyret med forskjellige af de Smaaegenskaber, hvorved Kvinders Attraa især vækkes, havde ved sit forelskede Væsen faaet Kongens Søster Helga til at skjænke sig Gjenkjærlighed. Efter Kongens Død havde der nemlig ingen været, som ærede Faderens Fortjenester i hans Afkom, og hun havde derfor været uden Optugtelse og Formyndere. Da Stærkodder ved rejsendes stadig gjentagne Beretninger var kommen under Vejr hermed, kunde han ikke finde sig i, at Smedens Frækhed skulde gaa ustraffet hen, thi ligesom han stadig mindedes de Velgjerninger, han havde nydt, var han altid rede til at straffe Frækhed. Han skyndte sig da med at give sig i Lag med at revse en saa uhørt Frækhed, opsat paa at gjengjælde den forældreløse Pige de Velgjerninger, hendes Fader havde vist ham. Han drog derfor gjennem Sverige og kom til Smedens Hus, hvor han tog Stade tæt ved Dørtærskelen efter at have trukket Hatten ned over øjnene for ikke at blive kjendt. Smeden, som ikke var tilstrækkelig fortrolig med det gamle Ord: "Tit skjuler daarlig Kappe stærke Hænder", skjældte ham ud og bød ham skyndsomst forføje sig bort, han skulde faa de sidste Stumper, der blev tilovers af det, Tiggerne fik at spise, sagde han. Den gamle Mand, hvis indgroede Selvbeherskelse gav ham Taalmodighed, havde imidlertid nok Lyst til at blive, hvor han var, og efterhaanden komme paa det rene med sin Værts Frækhed; hans Fornuft var nemlig større end hans Hidsighed og holdt hans stigende Vrede i Tømme. Saa gik Smeden med aabenlys Frækhed hen til Pigen, smed sig i hendes Skjød og bød hende kæmme hans Haar med sine Jomfruhænder. Saa tog han Skjorten til Side og forlangte, at hun skulde fange Lopper paa ham, at hun, en Kvinde af den ypperste Byrd, uden at rødme skulde røre med sine Fingre ved hans skidne Skjorte. Saa vovede han i den Tro, at han havde Lov til at gjøre, hvad hans Lyst drev ham til, at stikke sine lystne Hænder inden for hendes Kjortel og tage hende paa Brystet, men hun havde ved at se nærmere til faaet Kjending af den gamle Mand, som hun kjendte fra fordums Dage, og følte sig skamfuld; hun vilde ikke vide noget af den frække, vellystige Befamlen at sige og skubbede de ukyske Hænder til Side, hvorhos hun lod Smeden vide, at nu havde han Vaaben nødig, og bød ham holde op med sin lystne Leg. Stærkodder, som havde siddet ved Døren med Hatten ned over øjnene, var allerede bleven saa opbragt ved dette Syn, at han ikke længer kunde styre sig, men kastede sin Kappe og greb med højre Haand om Sværdet for at drage det. Smeden, som ikke forstod sig paa andet end Liderlighed, vaklede i pludselig Angst, og da han saa', at nu trak det op til Slagsmaal, opgav han alt Haab om at forsvare sig og saa' den eneste Redning i Nøden i Flugt. Men nu var det lige saa vanskeligt at slippe ud af Døren, som Fjenden passede paa, som det var farligt at bie paa Drabsmanden inde i Huset. Omsider var han nødt til at gjøre en Ende paa sin Tøven, og han mente da, at en Fare, som der dog var en, om end ringe, Mulighed for at slippe igjennem, var at foretrække for en sikker og umiskjendelig Fare. Han greb da til Flugt, fordi det tyktes ham muligvis at kunne hjælpe, og fordi det var den nærmeste Vej til Frelse, skjønt det var haardt nok, saa stor Fare som der var derved; han opgav da sin Tøven som et Onde, der ingen Hjælp var at vente af, og som uundgaaelig syntes at maatte medføre Fortræd. Men lige som han naaede Tærskelen, hug Stærkodder, der stod foran Døren, Bagdelen af ham, saa han tabte Fodfæstet og faldt halv død om; den gamle mente nemlig, at han omhyggelig burde undgaa at bruge sine berømmelige Hænder til at slaa en lumpen Askepuster ihjel, og at Vanære vilde være en haardere Straf for hans skamløse Elskov end Døden. Der er jo nemlig dem, som holder for, at den, der faar et ordentligt Smæk, bliver værre straffet end den, der bliver slaaet helt ihjel. Saaledes gik det til, at Pigen, som ingen Forældre havde til at tage sig af hende, for Fremtiden førte sig op som en vel optugtet Kvinde og saa at sige overtog en omhyggelig Formynders Gjerning over sig selv. Men da Stærkodder saa' sig om og skjønnede, at Husets Folk var bedrøvede over den Fortræd, dets Herre nys havde lidt, overdængede han den saarede med Haansord og begyndte at kvæde, som følger, til hans Bespottelse:

Hvorfor sørger
I saa saare?
Hvi saa tyst
og trist i Hallen?
Kærer I for
kjælen Husbond,
som for Brynde
Bagen misted?

Blusser ej som
før hans Elskov?
Fik det med hans
Frækhed Ende?
Kom kun frem, du
Kvindedaarer,
Ord vi vil
i Venskab vexsle.

Suk og sørg
ej længer, Svende,
hæng dog ikke
saa med Hov'det.
Munter vil jeg
nu jer melde,
hvi jeg kom,
og hvad jeg saa'.

Bud jeg fik
om Helgas Bejler,
fik i Sinde
selv at se ham;
mest faar ukjendt
Mand at se,
derfor jeg mit
Aasyn dulgte.

Saa' jeg da
et sælsomt Syn,
Smeden ind i
Hallen svansed;
let paa Taa
omkring ham tripped,
smiled sødt
og smisked kjælent.

Fin han var
i al sin Fore,
Bæverskind
hans Kappe bræmmed,
Brogen var
med Guld baldyret,
paa hans Sko
Karfunkler skinned.

Hans Haar med broget
Baand var bundet,
kunstig kruset,
sirlig krøllet.
Strunk og stolt
han stod i Hallen,
Stormand kjendes
strax paa Tøjet.

Han, den usle
Askepuster,
Kongebarn
for Jævning kaldte.
I Jomfruskjød
den Skjelm sig slængte:
"Kæm mit Haar,
min hulde Brud.

"Kløe føler
jeg i Kroppen,
lysk mig lidt,
og lop mig, kjære",
famled saa
med lystne Fingre
frækt paa hendes
fulde Barm.

Strax dog Møen
Stærkod kjendte:
"Væk med Haanden!
Var dig Svend
Stærkod, tror jeg,
staar ved Døren,
Ve og Vunder
vist dig venter".

Ej den Aske-
puster ænsed
Kongebarnets
kloge Tale:
"Frygt dog ej
en fattig Stavkarl,
Helte bærer
Helteskrud".

Flux af Balgen
fløj mit Glavind,
kløved brat
hans brede Bag.
Kongebarnet
fik en Kindhest,
Blod i stride
Strømme nøs hun.

Græd hun da
for al sin Gammen,
Blod og Taarer
brat blev blandet;
endt er nu
den usle Elskov
med den brøde-
fulde Brynde.

Af dit Bryst jeg
Blodet kryster,
glæd dig, Mø,
det ej er Mælk.
Som en Træl jeg
flux dig solgte,
bar du under
Hjærte Barn.

Kostbar Skat
er Kvindes Rygte;
sky selv Skin,
som kan det skjænde.
Klaffer knuser
mangen Kvinde,
giv til Klaffer
aldrig Grund.

Taabelig
og tosset var du,
lidt din Ære
kun du ænsed,
da du kyssed
slig en Karl,
elsked slig en
Askepuster.

Aldrig mer
din Æt du glemme;
husk, at du er
Frodes Datter
Runden at saa
ædel Rod,
bør du kun
en Konge kaare.

Smed som Smed
jeg smæder ej,
højt jeg mangen
Smed vil hædre,
naar han smeder
Sværd og Spyd,
hvasse Vaaben
værd at bære.

Lidet dog
den Smed jeg lider,
som kun smeder
gyldne Smykker.
Tit det røde
Guld han rapser,
Kryster jeg ham
altid kalder.

Saalunde kvad Stærkodder og havde lige saa megen Fornøjelse af sine Ord som af sin Gjerning. Derefter vendte han tilbage til Halfdan, traadte med største Venskab i hans Tjeneste og aflod aldrig fra krigerske Idrætter, saa han stadig vendte sin Sjæl fra Vellyst og lod den være helt optagen af Krig og Orlog.

Ingild havde to Søstre, Helga og Aase, af hvilke den første var fuldt giftefærdig, medens den anden var yngre og endnu ikke mandvoxen. En Nordmand ved Navn Helge fik Lyst til at bejle til Helga og sejlede til den Ende til Danmark. Han havde udstyret sit Skib med den største Pragt, Sejlene var guldbaldyrede, Masterne forgyldte og Tovværket purpurfarvet. Da han kom til Danmark, lovede Ingild at opfylde hans ønske, hvis han som Bevis paa sit Ry dristede sig til at tage en Dyst op med de Kæmper, der blev stillet imod ham. Det Vilkaar havde Helge intet imod, han vilde gjærne gaa ind paa den Overenskomst, svarede han, og Fæstensøllet blev da drukket med stor Højtidelighed. Nu fortælles der, at i de Dage var ni Sønner af en Høvding paa Sjælland voxet til og udmærkede sig frem for andre i Henseende til Styrke og Mod. Den ældste af dem hed Angantyr, og da han, som ogsaa bejlede til Pigen, nu erfor, at hun, som var bleven nægtet ham, var bleven lovet Helge, udæskede han ham til Kamp for at jage sin Ærgrelse bort med Sværdet. Helge gik ind paa at give Møde, og det blev efter begges ønske bestemt, at Kampen skulde finde Sted paa Bryllupsdagen; det ansaas nemlig af alle for en Skam og Skjændsel, naar nogen vægrede sig ved at møde, naar han var bleven æsket til Kamp, og paa den ene Side ængstedes Helge derfor af Tanken om den Skam, det vilde være, om han holdt sig tilbage fra Kampen, og paa den anden Side af Frygt for at tage sig den Dyst paa, han holdt nemlig for, at det var ubilligt og i Strid med de almindelige Vedtægter for Holmgang, naar det nu havde faaet Udseende af, at han havde lovet ene at tage Kampen op med ni Mand. Da han nu grublede over dette, sagde hans Fæstemø, at han nødvendigvis maatte have Hjælp, og opfordrede ham til at afholde sig fra en Kamp, han ikke syntes at kunne faa andet end Død eller Skam ud af, saa meget mere som han ikke havde gjort nogen fast Aftale med dem, han skulde slaas med, om hvor mandstærke de havde Lov til at møde. Han skulde derfor undgaa den Fare og sørge for sin Sikkerhed ved at bede Stærkodder, som holdt til ovre hos Svenskerne, om at komme ham til Undsætning, han plejede altid at hjælpe Folk, der var stedt i Vaande, og førte tit ved at tage en Haand i med Ting, der saa' bedrøvelige ud, til en lykkelig Ende. Dette Raad huede Helge vel, og med et lidet Følge begav han sig da til Sverige. Da han kom til Upsal, som er den ypperste By i det Land, blev han selv udenfor, men sendte en ind, som skulde føle sig for hos Stærkodder ved at hilse ham høvisk og byde ham til Gjæst ved Frodes Datters Bryllup. Den Høflighed tog Stærkodder nu saare fortrydelig op, som om det ligefrem var en Fornærmelse; han saa' hvast paa den unge Mand og sagde, at hvis han ikke havde nævnt hans dyrebare Frodes Navn, skulde han være kommen til at bøde, fordi han kom med saadan taabelig Besked til ham og bildte sig ind, at Stærkodder havde for Skik som en Hofnar eller Snyltegjæst at løbe efter Osen fra et fremmed Kjøkken for fin Levemaades Skyld. Da Tjeneren kom tilbage med den Besked, begav Helge sig til Kongeborgen, hilste den gamle i Frodes Datters Navn og bad ham være hans Stalbroder i den Kamp, han var bleven udæsket til, han mente nemlig, at hans egne Kræfter ikke vilde forslaa dertil, eftersom der ikke i den Aftale, der var bleven gjort, var bleven truffet nogen sikker Bestemmelse om, hvor mange han skulde slaas med. Da Stærkodder havde faaet at vide, naar og hvor Kampen skulde staa, optog han ikke blot hans Begjæring vel, men satte Mod i ham ved at love ham sin Bistand og bød ham drage tilbage til Danmark med sit Følge, selv vilde han saa skyde Gjenvej did ad Lønstier, sagde han. Helge drog da bort, og nogle Dage efter gav Stærkodder sig paa Vej, og kan man tro, hvad Rygtet fortæller, skal han have skyndt sig saa stærkt, at han paa én Dag tilbagelagde lige saa stort et Stykke Vej som de, der var rejst forud for ham, brugte tolv Dage til, saa det traf sig saa, at begge Parter naaede Vejende paa én og samme Tid og mødtes ved Ingilds Hus. Da Stærkodder nu der, som om han kunde være en af Tjenerne, gik langs ad Bordene, hvor Gjæsterne sad bænkede, opmuntrede de før omtalte ni Mand hverandre til den forestaaende Kamp, idet de med hæslige Lader udstødte gruelige Hyl i Munden paa hverandre og rendte frem og tilbage som Gjøglere, ja, der er dem, som siger, at de gjøede ad den nys ankomne Kæmpe som olme Hunde. Stærkodder skjældte paa dem, fordi de skabte sig saa latterlig ved at skære Ansigter og gjorde sig til Nar ved saaledes at tage Munden fuld og gabe op; det var fra sligt, sagde han, at kvindagtige Mænd i deres tøjlesløse Blødagtighed fik deres frække Liderlighed. Da han saa blev spurgt, om han havde Mod til at slaas, svarede han, at de kunde stole paa, at han havde Kræfter til at tage det op ikke blot med én, men med saa mange, de vilde stille imod ham, og da de ni hørte det, gik det op for dem, at det maatte være ham, som de havde hørt vilde komme langvejs fra for at hjælpe Helge. For at Brudekammeret kunde være under saa meget sikrere Bevogtning, paatog Stærkodder sig nu ogsaa frivillig at holde Vagt ved det, og efter at have trukket Døren til, skød han et Sværd for i Stedet for Slaa og stillede sig saa selv paa Post og sikrede saaledes Brudeparrets Nattero. Da Helge vaagnede og havde faaet Søvntungheden rystet af sig, kom han i Tanker om sit Løfte og iførte sig sine Hærklæder, men da han saa', at der endnu var en stakket Stund igjen, før den mørke Nat var leden, og han vilde vente til Daggry, lagde han sig atter i Sengen og gav sig til at gruble over den farlige Sag, der var saa nær for Haanden, og saa listede Søvnen sig atter over ham i sin Sødhed, saa at han faldt i en dyb Slummer. Da Stærkodder ved Daggry kom ind og fandt ham sovende i sin Hustrus Arme, vilde han ikke forstyrre ham i hans søde Søvn ved barsk og brat at rive ham ud af den, for at det ikke skulde se ud, som om han vækkede ham af Fejghed og saaledes afbrød deres ny søde Pagt. Han holdt altsaa for, at det var smukkere ene at gaa Faren i Møde end at skaffe sig en Stalbroder ved at forstyrre andres Lyst, og gik stille sin Vej ud paa den Hede, som paa vort Sprog hedder Rolyng, hvor han uden at ænse Fjendernes Komme satte sig under Skrænten af en Høj udsat for Vind og Sne, og, som om det var mildt Foraarsvejr, afførte han sig sine Klæder og gav sig til at fange Lopper; om det saa var den Purpurkaabe, han nylig havde faaet af Helga, kastede han den over Tornebuskene, for at ingen skulde kunne sige, at han med noget Klædningsstykke skjærmede sig imod det rasende Haglvejrs Pile. Nu kom Kæmperne hen til Højen fra den modsatte Side, søgte sig et Sted, hvor de kunde sidde i Læ for Vinden, og tændte et Baal til Værn mod Kulden. Da de ikke saa' noget til Stærkodder, sendte de omsider en op paa Toppen af Højen, for at han der oppe fra, ligesom fra et Vagttaarn, tydelig kunde holde øje med, naar han kom. Da han var kommen helt op ad den høje Bakke, fik han nede paa Skrænten øje paa en gammel Mand, som den faldende og fygende Sne havde dækket lige op til Skuldrene; han spurgte ham da, om det var ham, der skulde slaas med dem, som de havde faaet Løfte om, og da Stærkodder svarede Ja, det var ham, kom de andre til og spurgte, om han vilde slaas med dem alle paa én Gang eller med en ad Gangen. Hertil svarede Stærkodder: "Naar en ynkelig Flok Hunde gjøer ad mig, plejer jeg at jage dem bort paa en Gang, ikke én for én", hvorved han gav til Kjende, at han hellere vilde slaas med dem alle end tage dem for enkeltvis, og at han holdt for, at de Fjender burde smædes med Ord før end med Sværd. Saa begyndte Kampen, og han fældede sex af dem uden selv at blive saaret, og skjønt de tre, der var tilbage, tilredte ham saaledes med sytten Saar, at det meste af Indvoldene hang ud af Livet paa ham, fældede han ogsaa dem ligesom deres Brødre. Da han nu saaledes uden Indvolde og med svigtende Kræfter pintes af svar Tørst, krøb han i sin Attraa efter at faa noget at drikke paa Knæene ned til Aaen tæt ved for at tage Vand af den, men da han saa', at den var besmittet med Blod, væmmedes han ved dens Udseende og afholdt sig fra at drikke af det forpestede Vand. Angantyr var nemlig falden ud i Aaløbet og havde farvet Vandet saaledes med sit røde Blod, at det ikke saa' ud som Vand, men som en rød Vædske, og Stærkodder holdt det derfor for hæderligere at miste sine Kræfter end at styrke dem med saa led en Drik. Skjønt hans Kræfter næsten var slupne op, krøb han derfor paa sine Knæ hen til en stor Sten, der laa i Nærheden, og lagde sig for en stakket Stund med Ryggen lænet op ad den; man ser endnu en Hulhed i Stenens Overflade, som om Vægten af den liggende Mands Legeme havde sat et tydeligt Mærke i den. Det Mærke tror jeg nu dog er kunstig frembragt af Mennesker, thi det tykkes mig hartad utroligt, at en Sten, der er saa haard, at den ikke er til at skære i, saaledes skulde kunne blive blød som Vox, at blot det, at en Mand rørte ved den, idet han lænede sig til den, skulde være nok til, at man kunde se, at et Menneske havde siddet der, og til at gjøre den hul for bestandig.

En Mand, som kom kjørende forbi i en Vogn og saa' Stærkodder bedækket med Saar næsten over hele Kroppen, blev i lige høj Grad skrækslagen og forbavset ved dette Syn; han drejede af og kjørte hen til ham og spurgte, hvad Løn han kunde vente, i Fald han tog sig over at helbrede hans Saar. Stærkodder vilde nu hellere pines af sine svare Vunder end tage imod Hjælp af lumpne Folk, og han vilde derfor have Besked om Mandens Herkomst og hvad han levede af. Da han hørte, at han gjorde Tjeneste som Bysvend, lod han det ikke være nok med at foragte ham, men gav sig til at skjælde ham Huden fuld, fordi han satte al Hæder og Ære til Side og gav sig af med saadan en smudsig Bestilling, besmittede hele sit Liv med Vanære, holdt Fattigfolks Fortræd for egen Vinding, aldrig troede paa nogens Uskyld, stadig var rede til at rejse uretfærdig Anklage imod alle og enhver, aldrig var gladere, end naar der vederfores andre noget sørgeligt, og aldrig gjorde sig mere Flid med nogen Ting, end naar det gjaldt om lumskelig at udspejde, hvad alle andre tog sig for, og svigefuldt søge Lejlighed til at gaa i Rette med uskyldige Menneskers Maade at være paa. Da Bysvenden var kjørt, kom der en anden, som ligeledes tilbød Hjælp og Lægedom; ham bød Stærkodder ogsaa ligesom den forrige gjøre Rede for sine Vilkaar, og han sagde da, at han var gift med en anden Mands Trælkvinde og gjorde Markarbejde for hendes Herre for at kjøbe sin Kone fri. Heller ikke hans Hjælp vilde Stærkodder vide noget af at sige, fordi, sagde han, han burde skamme sig over sit Ægteskab, eftersom det var en Trælkvinde, han havde giftet sig med; havde der været nogen Ære i ham, vilde han i det mindste have holdt sig for god til at pleje Omgang med anden Mands Trælkvinde, men delt sin Ægteseng med en fribaaren Kvinde. Hvor store Tanker maa vi ikke gjøre os om denne Mands Højsind, eftersom han, skjønt han befandt sig i den største Livsfare, viste sig lige saa stor i Henseende til at vrage Hjælp, som han havde vist sig i Henseende til at tage imod Saar! Da Manden var gaaet, kom en Kvinde forbi; hun gik hen til Stærkodder og vilde aftørre hans Saar, men han bød hende først gjøre Rede for sin Herkomst og hvad hun tog sig for, og hun sagde da, at hun var Trælkvinde og plejede at arbejde i Møllen. Da Stærkodder fremdeles spurgte, om hun havde Børn, og hun svarede, at hun havde et Pigebarn, bød den gamle hende gaa hjem og give sin skraalende Tøs Bryst, thi han holdt det for ganske utilbørligt at tage imod Hjælp af en Kvinde af den laveste Stand; han vidste ogsaa, at hun duede bedre til at nære sit eget Kjød og Blod med Mælk end til at læge andre Folks Saar. Da hun var gaaet, kom en ung Mand kjørende. Da han saa' Oldingen, kom han hen og vilde forbinde hans Saar, og da Stærkodder spurgte ham, hvem han var, svarede han, at han var en Bondesøn og selv gjorde Bondearbejde. Stærkodder priste hans Herkomst og sagde, at hans Gjerning var al Ære værd, thi Folk, som ikke kjendte til anden Vinding end den, de erhvervede sig i deres Ansigts Sved, maatte visselig synes at fortjene deres Livs Ophold ved ærligt Arbejde; han holdt ogsaa for, at Bondelivet med Rette burde foretrækkes for den mest glimrende Velstand, eftersom dets sunde og herlige Frugter saas at være fremspirede og udviklede i et tarveligt Livs Skjød, lige langt fra Pragt og Usselhed. Han vilde imidlertid ikke undlade at skjænke den unge Mand en Gave for hans Venlighed og gav ham derfor Kaaben, han havde kastet over Tornebuskene, som Løn for den Agtelse, han havde vist ham. Bondesønnen kom da helt hen til ham, lagde de Dele af Maven, der var bleven afrevne, paa Plads igjen og bandt de udfaldne Indvolde op med Vidjer. Derpaa lagde han den gamle Mand op i Vognen og kjørte ham med den største Ærbødighed tilbage til Kongeborgen.

Imidlertid begyndte Helga at tale sin Mand til med saare varsomme Ord. Hun vidste, sagde hun, at Stærkodder, saa snart han kom tilbage efter at have overvundet Kæmperne, vilde revse ham, fordi han ikke havde givet Møde; han vilde være af den Formening, at han mere havde givet efter for Fejghed og Lyst end holdt, hvad han havde lovet med Hensyn til den aftalte Kamp. Han burde derfor drabelig sætte sig til Modværge imod ham, thi dem, der viste sig tapre, plejede han at skaane, de fejge derimod hadede og afskyede han. Helge agtede ikke mindre paa, hvad hun raadede ham til, end paa, hvad hun forudsagde ham, og gjorde sig stærk baade paa Legeme og Sjæl, opsat paa at vise Mands Mod og Hjærte. Da Stærkodder kom til Kongeborgen, sprang han uden at ænse den Smerte, hans Saar voldte ham, hurtig af Vognen, slog Døren til Brudekammeret ind med Næven og brød derind, som om hans Legeme var uskadt fra Top til Taa. Helge sprang da, som hans Hustru havde raadet ham, ud af Sengen og huggede ham med Sværdet i Panden, og da det saa' ud til, at han vilde til at svinge Sværdet igjen, opsat paa at give ham et Saar til, sprang Helga skyndsomst ud af Sengen, greb et Skjold og holdt det for og frelste saaledes den gamle Mand fra den truende Død, thi Helge hug saa drabelig til, at hans Sværd kløvede Skjoldet helt ned til Skjoldhulen. Saaledes kom denne prisværdige Kvinde sin Ven til Hjælp med sin Snildhed og skjærmede med sin Haand den, hun havde vildt Fortræd med sit Raad, og som hun værnede sin Husbond med Raad, værnede hun Oldingen med Daad. Dette bevægede Stærkodder til at skjænke Helge Liver; naar en Mand ved tydelige Beviser paa Tapperhed lagde Mod og Mands Hjærte for Dagen, burde han spares, sagde han; thi den, hvis ædle Sjæl udmærkede sig ved saadant Mod til at værge for sig, havde ingenlunde fortjent Døden.

Stærkodder vendte tilbage til Sverige, inden der endnu var bleven gjort noget for at helbrede hans Saar med Lægemidler, og inden der var kommet Ar paa noget af dem. Dér var Halfdan bleven dræbt af sine Medbejlere, og efter at have kuet visse Folks Oprør indsatte Stærkodder hans Søn Sigvard som Arving i hans Faders Herredømme. Hos ham blev han en Stund, men da det Rygte bredte sig, at Ingild, den svigefuldt dræbte Frodes Søn, var saa lavsindet, at han i Steden for at straffe sin Faders Drabsmænd viste dem Godhed og Venskab, blev han, da han hørte det, optændt af Harme over saa gruelig en Brøde, og i sin Sorg over, at en Yngling med saa herlige Anlæg havde glemt, at han var Søn af saa berømmelig en Fader, tog han en stor Sæk Kul paa Nakken, som om det var en kostelig Byrde, og begav sig paa Vej til Danmark. Naar Folk, han mødte paa Vejen, spurgte, hvorfor han bar paa saadan en usædvanlig Byrde, svarede han, at de Kul vilde han bruge til at hvæsse Kong Ingilds Sløvhed med. Ad korte Gjenveje tilendebragte han hurtig sin Rejse, over Hals og Hoved, saa at sige i ét Aandedræt, og da han omsider kom til Ingilds Hus, gik han, som han havde for Skik, op og satte sig paa de ypperstes Bænk, thi hos det sidste Slægtleds Konger var han vant til at blive holdt i den højeste Anseelse. Da Dronningen kom ind og saa' ham bedækket med Smuds og iført simple og snavsede Bondeklæder, fik hans hæslige Udseende hende til at tage sig det alt for let med at danne sig en Mening om Gjæsten, hun dømte Manden efter Klæderne, skjældte ham ud for hans Dumhed, at han havde taget Sæde over sine Overmænd og taget en Plads, han med sine Bondeklæder var uværdig til, og bød ham rømme den, for at han ikke skulde røre ved Hynderne med sine Klæder, der var uslere, end sømmeligt var. Hun tog nemlig i sin Uvidenhed om, at stundom lyser Sjælen herligere i et Højsæde end Klæderne, det for Dumhed og Frækhed, som han gjorde af Stolthed. Den tapre gamle Mand adlød, skjønt han blev fortrydelig over saaledes at blive vist af, slugte med udmærket Selvbeherskelse Fornærmelsen, som hans Tapperhed saa lidet havde fortjent og bar den Tort, der tilføjedes ham, uden at svare eller kny. Helt kunde han dog ikke skjule sin bitre Harme. Idet han nemlig rejste sig og gik ned i den nederste Ende af Hallen, kastede han hele sit Legemes Vægt saa voldsomt imod Væggenes Egebjælker, at Huset var lige ved at ramle sammen ved den umaadelige Rystelse, Bjælkerne fik. Saaledes gav han med ubønhørlig Strænghed sin Harme Luft over for Dronningens fornærmelige Ord, opbragt ikke blot over, at han var bleven vist af, men ogsaa over den Tort, at hun havde revet ham i Næsen, at han var fattig.

Da Ingild kom hjem fra Jagt, tog han ham nærmere i øjesyn, og da han saa', at han hverken saa' sig fornøjet om eller viste ham Ærbødighed ved at rejse sig, skjønnede han af Rynkerne i hans Pande, at det var Stærkodder. Da han nemlig saa' den haarde Hud, Krigerlivet havde givet hans Hænder, Arrene foran paa Brystet og den hvasse Kraft i hans Blik, gik det strax op for ham, at en Mand, hvis Legeme bar Mærker af saa mange Saar, ikke kunde have en svag Sjæl. Han skjændte derfor paa sin Hustru og formanede hende strængt til at lade sin hovmodige Vrede fare, til ved Smiger og forekommende Betjening at formilde ham, hun havde skjældt ud, til at kvæge ham med Mad og Drikke og fornøje ham med venlig Tiltale; hans Fader, sagde han, havde i sin Tid sat denne Mand til at være hans Formynder, og han havde paa den kjærligste Maade vaaget over ham i hans Barndom. Da hun nu for sent lærte Oldingens Sind at kjende, slog hun om fra Barskhed til Mildhed og gjorde ved ivrig at betjene ham Stads af den, hun havde krænket ved at vise ham bort og saaret med grove Skjældsord; hun, som havde været en opbragt Værtinde, begyndte nu paa det ivrigste at gjøre sig behagelig og søgte at formilde hans Vrede ved at vise sig opmærksom imod ham, saa man bør regne hende hendes Vildfarelse saa meget mindre til Last, som hun var hurtig til at opgive den, efter at hun var bleven vist til rette. Men hun kom alligevel til at bøde haardt for den, thi det Sted, hvor hun havde beskæmmet den tapre gamle Mand ved at vise ham bort fra hans Sæde, fik hun senere at se bestænket med hendes dræbte Brødres Blod.

Om Natten holdt Ingild Maaltid sammen med Svertings Sønner, og det blev det kosteligste Gilde, thi Bordene bugnede under herlige Retter. Han søgte ved venlig Opfordring at formaa den gamle Mand til ikke at bryde for tidlig op fra Gjæstebudet, som om det var muligt at undergrave en saadan fast og stærk Dyd med kunstig tillavede Retters Tillokkelser. Men da Stærkodder havde taget dem i øjesyn foragtede han saadan vellystig Nydelse og vilde ikke paa nogen Maade rette sig efter fremmede Skikke, men med den Selvbeherskelse, han især havde sin Styrke i, gjorde han sig haard imod Yppighedens Fristelser og vilde ikke lade de lækre Sager, et Gjæstebud bød ham, gjøre Skaar i den Navnkundighed, hans Krigsbedrifter havde indbragt ham. Hans Tapperhed elskede nemlig Tarvelighed og var en Fjende af Overflødighed i Nydelse af Mad og Drikke og hadede al Umaadeholdenhed, thi den gav sig ingen Sinde Tid til i nogen Maade at lægge Vind paa Overdaadighed, men satte altid Vellyst til Side og gav Dyden den Ære, der tilkom den. Da han derfor saa', at de gamle maadeholdne Sæder og al god og gammel Skik blev lagt øde af nymodens Yppighed og Overdaadighed, vragede han de kostelige Spiser og bad om noget, der bedre passede for en Bonde. Idet han saaledes foragtede Fraadseri, nøjedes han med røget og harsk Mad og stillede sin Sult med den største Velbehag, jo tarveligere Maden var, for ikke at svække den sande Tapperheds Kraft ved at besmitte den med udenlandsk Vellysts falske Liflighed eller opgive den gamle Tarvelighed for nymodens Forgudelse af Ganen. Han var for øvrigt ogsaa vred over, at en og samme Slags Kjød blev anrettet baade stegt og kogt ved samme Maaltid, thi han holdt den Mad for vederstyggelig, som var gjennemtrukken med Køkkenos og som Dyrefederens Kunst havde indgnedet med mange forskjellige Blandinger. Ingild derimod lod haant om de Forbilleder, Forfædrene havde givet, og tog sig større Frihed i Henseende til at ændre Bordskikkene, end de fra Fædrene arvede Sæder tillod, thi da han først havde givet sig Tysklands Sæder i Vold, skammede han sig ikke ved at give efter for dets kvindagtige Yppighed. Ikke saa lidt Næringsstof for Overdaadighed har vort Fædreland faaet i sig fra den Mudderpøl. Derfra kom de kostelige Retter, de fine Køkkener, Kokkenes skidne Bestilling og alle Slags modbydelig Pølsemad; derfra kom den Tøjlesløshed i Klædedragt, vi har optaget, idet vi afveg fra den af Fædrene anviste Vej. Saaledes har vort Land, der opelskede Maadehold som en medfødt Egenskab, tigget sig Overdaadighed til hos sine Naboer, og dens Tillokkelser havde saaledes betaget Ingild, at han ikke holdt det for Skam at gjengjælde Uret med Velgjerninger, og at Tanken om hans Faders ynkelige Død ikke afnødte ham et bittert Suk.

Dronningen vilde imidlertid ikke bryde op uden at have opnaaet sin Hensigt, og i den Tro, at hun bedst vilde kunne faa Bugt med den gamle Mands Vrede ved Hjælp af Gaver, tog hun af sit eget Hoved et herlig forarbejdet Hovedbind og lagde det i hans Skjød, medens han sad og spiste, ivrig efter at kjøbe hans Velvilje, da hun ikke formaaede at sløve hans Tapperhed. Stærkodder, hvis Harme over Fornærmelsen endnu ikke havde lagt sig, kastede hende Gaven i Ansigtet, thi det tyktes ham, at den Gave mere bar Vidne om Foragt end om Ærbødighed; og klogt var det af ham, at han ikke anbragte denne usædvanlige Kvindeskrud paa sit arrede Hoved, der var vant til Hjælmen, vel vidende, at en Kvindes Pandebaand ikke bør sættes paa en Mands Hoved. Saaledes hævnede han sig paa hende, fordi hun havde afvist ham, ved til Gjengjæld at afvise hende, lønnede Ringeagt med Ringeagt og viste sig næsten lige saa stor i den Hævn, han tog over Forsmædelsen, som han havde vist sig i den Maade, hvorpaa han bar den. Den gamle Krigers Sjæl, der var knyttet til Mindet om Frode med saa mange uløselige Venskabsbaand og eggedes ved alle de mange og store Velgjerninger, den afdøde Konge havde vist ham, kunde ikke ved nogen Slags lokkende Smiger forføres til at opgive den Hævn, han havde foresat sig, men selv efter Kongens Død var han opsat paa at yde ham den Tak, han skyldte ham for hans Velgjerninger, og at lønne den Godhed, han havde modtaget af den afdøde, hvis kjærlige Sind og gavmilde Venskab han havde nydt godt af, medens han levede. Saa dybt bar han nemlig det sørgelige Billede af Frodes Drab indgravet i sit Hjærte, at Ærbødigheden for den berømmelige Høvding ikke kunde udrives af hans Sjæls Inderste, og at han af den Grund ikke betænkte sig paa at give det gamle Venskab Fortrinet fremfor den nuværende Velgjerning. Hertil kom, at Mindet om den tidligere Forsmædelse ikke gjorde ham det muligt at føle nogen Taknemlighed for den paafølgende Venlighed, da han ikke kunde glemme den Tort, hans krænkede Æresfølelse havde lidt, thi Mindet om Fornærmelser saavel som om Velgjerninger plejer at sidde fastere i stærke end i svage Menneskers Sjæle. Han fulgte nemlig ikke deres Skik, som holder Trop med deres Venner i Medgang og forlader dem i Modgang, som mere dyrker Lykken end Venskabet og tænker mere paa eget Tarv end paa at vise Velvilje imod andre. Kvinden blev nu imidlertid haardnakket ved sit Forsæt, og da hun skjønnede, at Oldingen ikke engang paa den Vis kunde lokkes til at tage Del i Gildelystigheden, bød hun, for at fortsætte den Smiger, hun havde begyndt, med endnu mere overstrømmende Elskværdighed og for at gjøre endnu mere Stads af Gjæsten, en Fløjtespiller blæse et Stykke, det bedste, han kunde, idet hun vilde bøje hans stædige Harme ved Musik og ved Hjælp af kunstfærdig Velklang faa Bugt med hans medfødte Barskhed. Men Fløjtens eller Strengenes Lokketoner formaaede ikke at svække Mandens Standhaftighed, thi da han hørte dem, skjønnede han, at den Ære, der vistes ham, mere var for et Syns Skyld end præget af Kjærlighed, saa man kunde fristes til at tro, at den skuffede Gjøgler snarere spillede for en Billedstøtte end for et Menneske, og han gjorde den Erfaring, at det er forgjæves at angribe en saa overvættes Strænghed med Gjøglekunster, og at en saadan Kolos ikke lader sig rokke af tomt Mundsvejr. Udtrykket af haardnakket Harme i Stærkodders Ansigt var nemlig i den Grad blevet forøget, at han i ingen Maade syntes mere bevæget end sædvanlig, thi den Strænghed, hans Løfter paalagde ham, var hverken bleven formildet ved Fløjtens Toner eller ved, hvad der kildrede Ganen, og han holdt for, at der burde lægges mere Vægt paa hans modige og mandige Forsæt end paa, hvad der kildrede ørene, eller paa Gjæstebudets Tillokkelser. Han kastede derfor det Ben, han havde gnavet, i Ansigtet paa Gjøgleren, saa de oppustede Kinder faldt sammen, da Luften voldsomt fór ud, og saaledes gjorde han vitterligt, i hvor høj Grad hans Strænghed væmmedes ved det Bifald, Gjøglere søger, thi hans af Vrede tilstoppede øren var ikke tilgængelige for nogen Paavirkning af Vellyst. Med denne Gave, der var Gjøgleren værdig, straffede han en usømmelig Gunstbevisning ved at lønne den med Skam til Tak, idet han paa bedste Maade værdsatte Fløjtespillerens Fortjenester ved at skjænke ham et Ben at fløjte i og give ham et haardt Stykke til Løn for hans bløde Triller. Det var da heller ikke let at sige, om Gjøgleren fløjtede eller græd højest; de bitre Taarer, han udgjød, var et Vidnesbyrd om, hvor liden Plads der er for Mod i blødagtige Hjærter; han havde nemlig helt og holdent givet sig Vellysten i Vold og aldrig lært at bære Modgang. Det Saar, han fik, varslede om det Blodbad, der yderligere skulde følge paa ved det Gjæstebud. Stærkodder, hvis Sind stadig var opsat paa Strænghed, og som stadig med urokkelig Barskhed pønsede paa Hævn, væmmedes nemlig lige saa meget ved Musiken, som andre frydedes ved den, og lønnede den Tjeneste, der huede ham ilde, med at beskjæmme Gjøgleren ved at kaste Ben efter ham, idet han vedkjendte sig, at han skyldte sin udmærkede Vens herlige Aske mere end sin skjændige Fostersøns skamløse Væsen. Derpaa digtede og kvad han, for yderligere at haane Gjøgleren, paa staaende Fod en Vise om ham. Men Dronningen undrede sig saare over denne Dyd, som hun ikke havde mægtet at svække, og blev til sidst opfyldt af Beundring for ham, som hun forgjæves havde søgt at vinde ved Velgjerninger.

Men da Stærkodder saa', at Frodes Drabsmænd var i Kongens højeste Gunst, røbede hans hvasse Blik den mægtige Harme, han følte, og hans Aasyn aabenbarede, hvad der rørte sig i hans Indre, idet den Strænghed, der lyste ud af hans øjne, vidnede om den Storm, der lønlig rasede i hans Sjæl, og til sidst, da Ingild søgte at formilde ham ved at byde ham kongelige Retter, stødte han Maden fra sig, fordi han, der var fornøjet med simpel Husmandskost, væmmedes ved udenlandske Retter og vant, som han var, til almindelig Spise, ikke vilde kildre Ganen med Lækrerier. Da han blev spurgt, hvorfor han satte saadant et mørkt Ansigt op og ikke vilde nyde godt af den kongelige Velviljes Gunst, sagde han, at han var draget til Danmark for at træffe Frodes Søn og ikke en Mand, som stoppede sin graadige og forslugne Mave med en Mangfoldighed af kunstige Retter. Den tyske Overdaadighed, som Kongen havde vænnet sig til, havde nemlig drevet ham til at lade Mad, som allerede var kogt, stege for at kunne mætte sig paa lækre Sager. Derpaa kunde han ikke dy sig for at gaa i Rette med Ingilds Sæder og udøste al sin bitre Dadel over hans Hoved, fordømte hans Pligtforsømmelse, at han dvask af Overmættelse gav den af at æde opstaaede Tunghed Luft i hæslig Ræben, at han af Tyskerne lod sig lokke ind paa Vildveje, der laa fjærnt fra al Afholdenhed, og var i den Grad blottet for Dyd, at han ikke engang tragtede efter den svageste Skygge af den. Men den største Skjændselsbyrde, han bar paa, sagde han, var, at han ikke strax, da han blev vaabenfør, havde tænkt paa at hævne sin Fader, men satte Naturens Lov til Side og viste dem, der havde udgydt hans Faders Blod, Gunst og Bevaagenhed, omfattede Folk, der havde fortjent det værste, med den inderligste Kjærlighed, og ikke blot undlod at straffe dem, han burde have straffet paa Livet, men endogsaa holdt dem for værdige til den Ære at leve sammen med ham og sidde til Bords med ham. Derhos skal han have kvædet dette Kvad:

Yngling, som ej
Krigen ynder,
vige bør
for hvide Haar.
Ej man modig
Mand hør laste,
er han gammel
end og graa.

Mangen Mand
har Mod i Brystet,
har han end
i Haaret Sne.
Tidens Tand,
som alt fortærer,
tærer ej
paa tapres Mod.

Nu mig graadig,
Gjæst fortrænger
gjæv at se til,
grisk af Sind;
lækkersulten
kun ham lyster
sig med Mad
og Drik at mæske.

Anden Sæd
i Frodes Sal:
der til Højbords
Helten sattes,
bænkedes blandt
bolde Mænd,
ham først Mad
og Mjød blev buden.

Andre Tider,
andre Sæder,
nu i Krogen
Kæmpen sidder,
var vel dreven
helt paa Dør,
om ej Væggen
var i Vejen.

Ej den gamle
Gjæst man hædrer;
Hirdmænd haaner
Helten frækt.
Ej for sligt
jeg søgte hid,
men for nyt
hos jer at nemme.

Vide vil jeg,
hvorfor, Ingild,
du din Faders
Drab ej hævner.
Mat og mæt
du blot dig mæsker,
ligger paa
den lade Side.

Sidste Gang
jeg saa' dig, Frode,
fremvis i min
Hu jeg følte:
talt' er Dane-
drottens Dage,
snart for Fjende-
haand han falder.

Og mens langt
af Led jeg vanked,
færdedes
i fjærne Lande,
fælded de
med Svig Kong Frode,
Ve mig, at jeg
borte var!

Havde Stærkod
staaet hos,
hævnet flux
din Død han havde
eller delt
med Drotten Døden,
fro og frejdig
fulgt sin Konge.

Ikke drog jeg
hid til Danmark
for at feste
eller fraadse;
hid fra Svears
Land jeg søgte
for at træffe
Frodes Søn.

Haabed herlig
Helt at se,
finder saa
den frække Fraadser.
Sandt du spaaede,
Svears Konge:
Ædlest Drot
faar uslest Søn.

Men er Ingild
end en Usling,
ej skal dog den
Ufærd times,
at de Skatte,
Frode samled,
falde skal
i fremmed Vold.

Ved disse Ord kom Dronningen til at ryste og tog det Pandebaand, hvormed hun paa Kvindevis havde smykket sit Haar, af Hovedet og bød den opbragte Olding det, som om hun dermed kunde afvende hans Vrede. Stærkodder kastede det harmfuld, paa den forsmædeligste Maade i Ansigtet paa hende og kvad atter med høj Røst:

Giv ej mig
slig Kvindegave,
vil ej selv du
Smykket bære.
Haarbaand ej
for Helte passer,
sligt kun Kvindesjæle fryder.

Giv det heller
til din Husbond,
han vist glad
ved Gaven bliver;
kosteligt det
klæder en, som
rundt i stegte
Fugle roder.

Hil dig, Drot,
for herlig Dronning!
Krage søger
Mage, ser man!
Liderlig som
Skjøgen ligger
hun og boler
med sin Husbond.

Hun med Mad
som Svin ham mæsker,
Bordet under
Retter bugner;
stegt hun koger,
kogt hun steger,
som det er
hos Tysken Sæd.

Saa' man før
en Konge fraadse,
som nu Danedrotten fraadser,
rage rundt
i raadne Fugle,
søbe Sovs
og østersslim!

Spegekjød
er Heltekost,
Kæmpen ej
sin Gane kildrer.
Faarekjød
og saltet Flæsk
vi for Herremaaltid holdt.

Ej af gyldne
Trug vi aad,
Vin og Most
var ej vor Drik;
sjælden fik vi
Mjød at smage,
øl vi drak
til daglig Brug.

Fraadser, har du
Frode glemt?
Skal ej Helten
hævnes, Ingild?
Saa' man før
en Søn vel sidde
hos sin Faders
Fjendes Ætmænd?

Nidding den,
som nøjes vil
med Mandebod
for Fadermord!
Usling den,
som ærer dem,
han som Fjender
burde fælde.

Hører jeg
om herlig Stordaad
Skjalden højt
i Hallen kvæde,
skjuler jeg
med Skam mit Aasyn,
sørger over
Frodes Søn.

Bedst for dig,
om døv du blev,
slap for om
din Skam at mindes;
Drapa om
en Kæmpedaad,
nager tit
en Niddings Hjærte.

Som en Skygge
skal din Skjændsel
følge dig,
hvor end du færdes,
om du flyr
til fjærnest østen,
eller fjærnt i
Vest dig fjæler.

Dvæler du
i Dybsens Grund,
holder du dig
skjult paa Himlen,
hvor den kolde
Karlsvogn kjører,
altid skal
din Skam dig følge.

Haardt mod Frode
Guder handled,
at de slig en
Søn ham gav.
Som i Skibskjøl
Skarn sig samler,
sanker Ingild
Laster sammen.

Ræd for, at din
Skam skal rygtes,
skal i Kroge
du dig skjule;
dorsk ved Arnen
skal du dvaske,
aldrig ses blandt
ædle Mænd.

Du, som fejg
din Fader glemte
og ej hævned
Heltens Drab,
er ej blandt
hans Æt at regne,
troløs jeg
og Træl dig kalder.

Let det var
dit Liv ut tage,
som det er
et Kid at kvæle
eller lidet
Lam at dræbe
med et Snit af
Slagterkniven.

Svertings Søn,
din bolde Svoger,
arver Danmark
efter dig;
han, hvis Søster
er din Slegfred,
Lønnen faar
for Frodes Drab.

Hende som Hustru
og Dronning du hædrer
med røde Karfunkler
og kostbare Spanger.
Men Stærkod skammer sig
over din Skjændsel,
tænker med Sorg
paa svundne Dage.

Frække Fjender
fester og fraadser
i Frodes Hal
og frygter ej Hævn.
Gildere Gammen
ej gives mig kunde,
end om Svertings Æt
svam i sit Blod.

Ved sine eggende og manende Ord bevirkede han, at Kongens sløve og kolde Sjæl fængede, idet hans Bebrejdelser virkede som en Flintsten og slog Tapperhedens lyse Luer ud af den. I Førstningen vendte Ingild nemlig det døve øre til, medens hans Fosterfader kvad, men ansporet af hans indtrængende Formaninger flammede Hævnlystens Ild omsider op i hans Sjæl, og han blev fra Svirebroder forvandlet til Fjende. Til sidst sprang han op fra sit Sæde og udøste al sin Vrede over sine Bordfæller, drog med blodtørstig Grumhed Sværdet mod Svertings Sønner og sigtede med blottet Klinge efter deres Struber, hvis Svælg han havde kvæget med Bordets Glæder. Han dræbte dem strax og druknede saaledes Bordets hellige Ret i Blod, brød deres Forbunds skrøbelige Baand og forvandlede et skammeligt Gjæstebud til ærefuld Blodsudgydelse; fra Gjæsteven blev han forvandlet til Fjende, fra Ypperlighedens usleste Træl til Hævnens grummeste Fuldbyrder. Stærkodders indtrængende Formaningstale blæste nemlig Liv i hans bløde og svage Ynglingesind, kaldte Modet frem af hans Sjæls Lønkroge og vakte det til Liv igjen og bevirkede saaledes, at Ophavsmændene til det grummeste Mord fik deres vel fortjente Straf. Ynglingens Mod var nemlig ikke udslukt, det havde blot saa at sige været flygtet bort, og nu havde Oldingen draget det frem for Lyset og drevet det til en Daad, der var saa meget større, som den havde ladet vente paa sig; mere Ære var det jo at fylde Bægrene med Blod end med Vin. Hvilken Kraft maa der ikke have været i denne Olding, som ved sine veltalende Formaninger uddrev den umaadelige Lastefuldhed af Kongens Hjærte og efter at have nedbrudt Slethedens Skranker saaede Dydens kraftigste Sæd i dens Sted! Selv stod han ogsaa Kongen bi og tog med lige saa stor Iver Del i hans Daad, lagde ikke blot selv den største Tapperhed for Dagen, men kaldte ogsaa den tilbage, der havde været udryddet af en andens Bryst. Da Daaden var øvet, tog han til Orde og kvad:

Hil og sæl,
min høje Herre,
nu jeg ser,
du Mod ej savner.
Længe tav du,
nu du taler
uden Ord
med ædel Daad.

Lad os fælde
hele Flokken,
ikke én
vor Hævn skal undgaa;
hver nu bøde,
hvad han brød;
længe nok dem
Livet undtes.

Væk med dem,
som alt vi vog,
ud af Hallen
med de Aadsler!
Ej paa Baal
I skal dem bære,
læg dem ud
som Ulveføde.

Sig mig, Rota,
ræd Mands Rædsel,
har nu nok vi
hævnet Frode?
Syv Mand saa' vi
slagne segne,
sone Frodes
Fald med Døden.

Hil dig, Ingild,
nu jeg hilser
dig som daadstæærk
Danedrot.
Aldrig har jeg
Haabet sluppet,
at du var
din Fader værdig.

Lyd mit Raad
og jag af Landet
flux din lede,
frække Dronning;
Ulveæt du
ellers avler
thi af ondt
kun ondt kan fødes.

Herlig var den
Tid, da Hakon
skjægløs jeg
i Striden fulgte.
Kun paa Kamp
og Krig vi tænkte,
blide Kaar vi
aldrig kjendte.

Hu og Krop vi
kraftig hærded,
lededes ved
løse Sæder,
mætted os,
men ej os mæsked,
herlig Idræt
kun os hued.

Alle Kongens
Kæmper klædte
sig i Hvergarn
eller Vadmel,
nøjedes med
Søvn om Natten,
Dagen brugte
vi til Daad.

Andre Tider,
andre Sæder,
nu man fraadser
frækt ved Bordet,
flunker flot
i fine Klæder,
løber om med
lange Lokker.

Lov og Ret
med List man bøjer,
øver Vold og
krænker Uskyld;
lysten skjemter
man med Skjøger,
Helten spydig
Spot man byder.

Fejg Mand ej
sin Skæbne flyr,
intet Skjold
mod Døden skjærmer;
hvor han sig
i Verden fjæler,
Dødsens Dag
og Dommen kommer.

Jeg, som stedse
Striden søgte,
skal i Fred
jeg fare heden?
sygne under
sodet Aas,
snarløs dø
i Sengehalmen?