Intet spor af Østerbygden (Holm)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gustav Frederik Holm
(1849-1940)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Konebaads-Expeditionen til Grønlands Østkyst 1883—85
Gustav Holm


IV. Intet Spor af Østerbygden
Storisen — Hjemrejse

Vi have intet Steds fundet Spor af tidligere ikke-eskimoisk Bebyggelse, og skjønt vi ikke have undersøgt alle Fjordene, kunne vi dog med Sikkerhed sige, at der ikke findes Nordbo-Ruiner; thi ellers vilde Østlændingerne fra gammel Tid ikke saa hyppig have omtalt Ruinen ved Umanak, som Pr.-Lnt. Garde har besøgt og fundet højst ubetydelig og ubestemmelig. Pr.-Lnt. Garde skriver i sin Beretning derom: "Den Mand, der i Fjor havde sagt, han vidste Besked om den tidligere omtalte ikke-eskimoiske Ruin i Umanakfjorden — Okaluartak var hans Navn — erklærede sig villig til at gaa med os ind i Fjorden og vise os Ruinen, men skjønt han fik Løfte om Krudt og anden Betaling, udeblev han dog, da vi den 12te Juli forlode Umanak. Narfalik — en hedensk Storfanger, hvis Ry for Paalidelighed og Dygtighed gaar fra de sydligste Handelsetablissementer paa Vestkysten til Angmasalik — fulgte derimod med os; han vidste, paa hvilket Sted i Fjorden Ruinen skulde findes, men han havde lige saa lidt som nogen anden, undtagen netop Okaluartak, set Ruinen. — Narfalik førte os til Teltpladsen, i hvis umiddelbare Nærhed Ruinen skulde findes, men dermed ophørte hans Viden, og, skjønt der blev ledt d. 14de og 15de i indtil 1 Mils Omkreds fra Stedet, fandtes intet, som kunde tillægges Navn, hverken af Nordbo- eller anden Evropæerruin. Teltringe, Kjødgrave og andre Tegn paa lejlighedsvis eskimoisk Beboelse fandtes derimod. En enkelt næsten cirkelrund Opbygning, hvis største Diameter var 7 Fod, som rigtignok af en mig ledsagende Grønlænder erklæredes for ikke-eskimoisk, fandtes tæt uden for Teltpladsen , men paa Grund af dens meget ringe Størrelse og Mangelen paa større Bygninger i dens Nærhed, kan den ikke tillægges nogen Betydning." Det Sted, som særlig eftersøgtes, var det eneste, hvor der fandtes nogenlunde fladt Land og jævn Bevoxning.

Nogle forfaldne smaa Varder kunne lige saa godt være byggede af Eskimoer, Graah eller forliste Hvalfangere. Eskimoerne bygge ofte smaa, lave Varder paa Fjældtoppene, hvor de ere oppe for at se ud efter Isens Beliggenhed. Flere Bjørnefælder, der saavel skulle findes nord som syd for Angmagsalik, fortælle Østlændingerne, ere byggede af deres Forfædre, og de vide nøjagtig at forklare, hvorledes de fangede Bjørnene i dem.

Nordenskiøld skriver om Kong Oscars Havn:

"Att nordmännen någon gång varit här, antydes af tvenne på bergshöjderna uppförda stenvardar, hvilka förmodligen tjenat som inseglingsmärken för igenkännand af fjordens af klippor dolda mynning. Dessutom träffades här stensättningen efter ett mindre hus, af samma slag som grundvalarna till nordmannahusen på vestkusten."

Paa Kjellströms Kaart er tegnet et "Sjömärke" paa Toppen af Orsuluiak.

Jeg maa tilstaa min Uvidenhed om disse Varders og denne Ruins Tilstedeværelse. Indestængt af Isen har Expeditionen i flere Dage havt Telt paa Tangen, der skiller Kong Oscars Havn fra Havet. I den Tid have min Styrer, Hanserâk, og Tolk, Johan, gjentagne Gange været paa større Jagtture, paa hvilke saavel det omtalte Fjæld (Orsuluiak) er besteget som den tidligere beboede Egn omkring Havnen gjennemstrejfet. De Grønlænder-Ruiner og Grave, Nordenskiøld omtaler, og som ere afsatte paa Kaartet, ere sete, men derimod ikke Spor af Nordboruiner og Nordbo-Varder, som baade Hanserâk og Johan godt kjende fra Vestkysten.

Min Kajakmand, Samuel, har hyppig i Løbet af det ¾ Aar, vi boede ved "tasiusarsik" (Angmagsalik), været paa Sælhundefangst i "tasiusak" (Kong Oscars Havn), men har lige saa lidt set Varder eller Nordboruiner.

De omkringboende Hedninger have nægtet, at der fandtes ikke-eskimoiske Stensætninger af nogen som helst Slags.

Idet jeg antager det nævnte tilstrækkeligt til at undskylde, at jeg ikke har set de omtalte Minder om Nordboerne, skal jeg tilføje, at Østlændingerne i det hele taget intet vide at berette om ikke-eskimoiske Ruiner, naar undtages den oven omtalte ved Umanak.

Timotheus Kujanangitsok fortalte Nordenskiøld "att lemningar efter byggnader, som ej uppförts af eskimåer, finnas nästen i hvarje stor fjord på Grönlands ostkust, särskildt i den stora fjorden vid Umanak, i fjordarna Ekallumiut och Igdluluarsuit. Några fullständigt qvarstående husväggar finnas icke. Murarna äro alltid låga, men ruinens utbredning någon gång mycket stor. Den största skall finnas vid Igdluluarsuit."

Beretninger om Ruiner paa Grønlands Østkyst ere allerede fremkomne paa Vestkysten for ¾ Aarhundrede siden og ofte senere, naturligvis altid paa Evropæernes ivrige Forespørgsel. Mange Østlændinger have dog stadig benægtet nogensinde at have truffet ikke-eskimoiske Ruiner. For Timotheus' Vedkommende er det kun et Sagn, thi han havde aldrig været paa Østkysten, førend han i 1883 rejste med mig til Illuilek, hvorfra han tilbagesendtes. Han har maaske endog fortalt mere, end han har hørt om Østkysten, thi, foruden at være meget talende, er han ogsaa bekjendt for at være sin Hjemstavns løgnagtigste Mand.

Pastor Brodbeck har, lige som vi, kun hørt Tale om én Nordbo-Ruin paa Østkysten foruden den bekjendte i den sydligste Fjord Kangerdlugsuatsiak, nemlig den ved Umanak.

Angaaende Timotheus' Fortællinger siger Nordenskiøld: "säkert är att eskimåens berättelser af oss följdes med det mest spända intresse och för tillfället upptogos nästan som fullgoda bevis för den gamla Österbygdens belägenhet på den svårtillgänliga kust, dit vi nu ärnade oss." Det synes ikke urimeligt at antage, at Deltagerne i Sofia-Expeditionen, efter at Timotheus' Fortælling omtrent havde overbevist dem om Østerbygdens Beliggenhed paa Østkysten, har set altfor meget i de to Varder, som gjøres til Sømærker, og i den lille Stensætning, som gjøres til Grundmur i en Nordbo-Ruin.

Der er, som omtalt, intet i Beboernes Skikke og Sagn, som kan tyde paa nogen tidligere nordisk Befolkriing, ja, der findes ikke, som paa Vestkysten, Sagn om tidligere Kampe med Kavdlunakkerne. Kun et enkelt Brudstykke af et saadant synes at være kommet syd fra. Man vil se, at Kaartet over den østgaaende Strækning paa 65-66° Brede har stor Lighed med Kaartene over denne Strækning fra Midten af det 17de Aarhundrede, i Særdeleshed med et hollandsk Kaart fra 1666 (se Kaart III), idet der her østligst findes dybe Fjorde, imedens der vestligere findes lige Kystlinie. Dette synes at være mere end et Træf. Hvorledes Østerbygdens Navne ere komne derop, og at Østerbygden aldrig har ligget her, haaber jeg vi snart ville faa fuldgyldige Beviser for af Museums-Assistent Steenstrup. Om hollandske Hvalfangere i gamla Dage have været her inde og aflagt Kysten, ligesom saa mange andre Steder paa den nordligere Del af Grønlands Østkyst, skal jeg ikke kunne besvare, men haaber, at Steeristrup ligeledes maa faa dette Spørgsmaal opklaret.

Jeg skal nu omtale Storisens Beliggenhed, medens vi vare i Angmagsalikegnen.

Endnu i den første Uge af September saas tæt Is Øster ude, medens der mellem SO. og Syd var aabent Vand uden for en smal og meget spredt Isstrimmel; men fra den 10de September begyndte Dønning og Brænding, som med stormende Vejr voxede til en Højde, som jeg ikke har set andre Steder. Som man kunde vente sig, var der fra over 2000' høje Fjældtoppe ikke Spor af Is at se noget Steds til Søs. Fra 10de September indtil 25de November — altsaa 2½ Maaned — saas saaledes ingen Storis til Søs. De stadige NO.-Storme førte af og til Kalvismasser syd paa med sig. Disse kunde enkelte Dage dæmpe Brændingen, men snart efter var der atter et Himmelhav. Den 25de November viste sig mægtige Storismasser med en Mængde Isfjælde imellem. Man kunde dog se det aabne Vand i Horizonten bag ved. Disse Ismasser bleve liggende til 20. December, da der atter kom nogle Dage med voldsom Brænding. I Aarets sidste Dage kom atter megen Is til Land, og da der nu indtraf en Periode med stille Vejr og en halv Snes Graders Frost, frøs Isen sammen til et dækkende hele. Dette fik dog ingen Varighed, thi flere Gange brød Isen op og gik til Søs, og der indtraf atter stærk Brænding. Skjønt Isen saaledes vedblev at fryse sammen til en sammenhængende Masse for derefter at bryde op igjen, ophørte Brændingen fuldstændig fra Midten af Januar, fra hvilken Tid man altsaa kan regne, at store sammenhængende Ismasser vare samlede ud for Kysten.

Den længste Tid, Isen blev liggende fast sammenfrossen, saa langt man kunde se, var kun en Maaned, nemlig hele Februar. I denne Tid var det for det meste stille, klart Vejr med en Kulde af mellem 10 og 25 Grader C.

Ved Højvandet den 27. Februar brød Isen op og gik langt til Søs, saa at man fra et 800 Fod højt Fjæld ikke kunde se Is mellem SO. og Syd uden for en smal Strimmel langs Land. Imellem Syd og SV. var Isen meget spredt, men imod Øst laa den til Horizonten. Vejret var saavel før som efter Opbruddet aldeles stille. Isen nærmede sig dog atter og kom i Midten af Marts atter til Land for fra nu af at blive liggende indtil Slutningen af Juni Maaned. Kort Tid frøs den fuldstændig sammen og var landfast, men ellers drev den frem og tilbage fra Land, idet den dog næppe fjærnede sig mere end højst 1 Mil. Endnu i Midten af Maj, da det havde blæst endel med NO.-Vinde, var Isen pakket ind til Orsuluiak og hele Horizonten rundt. Kun Fjordene med Omgivelser holdtes fri af Is. Hedningerne sagde, at Isen vilde blive ved Land, saa længe det blæste med NO., og først spredes, naar det blev stille eller NV.-Storm.

Med det stille Vejr i Slutningen af Maj begyndte Isen at sprede sig; men først en stærk NV.-Føhn i Slutningen af Juni og Begyndelsen af Juli satte Storisen overalt langt til Søs.

Jeg skal her give et kort Resumé af Storisens Optræden paa Østkysten. NO.-Stormene om Efteraaret føre Isen fra det arktiske Hav syd paa, dog ikke i en sammenhængende Masse, men hver Storm kommer med sin Masse. Denne Is, der kommer til Angmagsalik i Slutningen af Efteraaret, November, kommer omkring Cap Farvel ved Juletid. Saasnart Vejret ved Angmagsalik bliver stille, hvilket i Almindelighed først indtræffer efter Nytaar, fryse Storismasserne sammen og fast til Land. De bryde dog op af og til og fjærne sig noget fra Land for atter senere at komme ind. Det er dog stadig ikke sammenhængende Ismasser, men flere forskjellige Partier med brede, aabne Render imellem. Kun de yderste Masser kunne vedblive at bevæge sig syd efter, men med forholdsvis ringe Hastighed. Isen ophobes stadig ud for Kysten, saa at umaadelige Ismasser i Midten af Marts blokere den overalt.

Foraars-Jævndøgnstormene opbryde endelig Isen for Alvor, og den gaar nu hurtig syd paa og omkring Cap Farvel. En NV.-Storm kan om Foraaret hurtig sætte Isen langt fra Land, men ellers spreder den sig ogsaa i Løbet af Sommermaanederne, idet Isen med en meget stor Hastighed, selv med stille Vejr, bevæger sig syd paa. Spredningen i Isen foregaar i saa Tilfælde syd fra og trækker sig derpaa efterhaanden nordligere.

Længe efter at Isen saaledes har spredt sig udenfor, kan den blive liggende langs med Land i de mere indelukkede Dele af Havet, naar der ikke kommer Fralandskuling, som sætter den ud.

I September er al Isen passeret ved Angmagsalik og Havet fuldstændig isfrit.

Strømmen og dermed Isen er naturligviis meget afhængig af Vindene, men det er dog ikke disse alene, der have den afgjørende Indflydelse. I de af "Sofia"-Expeditionens Hydrograf Hamberg foretagne hydrografiske Undersøgelser i Danmarkstrædet findes Forklaring til Isens Spredning Øster efter og syd fra i Begyndelsen af Sommeren i aldeles stille Vejr samt til den betydelig større Hastighed i Strømmen om Sommeren fremfor om Vinteren. Som tidligere omtalt, begyndte Isen allerede at sprede sig med det stille Vejr i Slutningen af Maj, men den vedblev dog at spærre ved Orsuluiak. Det lykkedes os dog med megen Besvær at hugge og stage os igjennem, saa at vi kom til Sermilik d. 25de Juni. Heller ikke Hedningerne havde tidligere kunnet passere den Strækning.

Her var det min Agt at blive og undersøge Fjorden med Omegn, indtil Isen helt fjærnede sig fra Land, selv om dette først skulde ske i Midten af Juli; thi saadan forceret Issejlads, som vi havde foretaget paa den korte Strækning mellem Angmagsalik og Sermilik, kunde vi ikke vedblive med, thi foruden de store Anstrængelser, det kostede, saa led Baadeskindet og til Dels ogsaa Træværket for meget i Forhold til den ubetydelige Fremgang, vi gjorde. Da jeg i Tide havde været opmærksom paa ikke at kunne vente at komme deroppe fra før end i første Halvdel af Juli, havde jeg opsparet saa megen Proviant, at vi kunde klare os til d. 1ste September.

Efterat den stærke NV.-Føhn i de sidste Dage af Juni og de første af Juli havde sat Storisen langt til Søs, toge vi Afsked med Angmagsalikerne og rejste syd paa. Vi havde nu kun én Baad, da den anden, der var bleven stærkt medtaget paa Oprejsen, var taget i Stykker til Træværk i vor Vinterhytte. Pladsen i Baaden var overordentlig kneben, thi vi vare nu 10 Mennesker i den tillige med Telte, Soveposer, Klæder, Udrustningsgjenstande, Instrumenter, Proviant og desuden ikke ubetydelige Samlinger. Lejligheden var imidlertid meget gunstig, og allerede den 16de Juli mødte vi Expeditionens søndre Afdeling ved Umanak paa 63° n. Brede. Den var rejst fra Nanortalik i Slutningen af Maj og havde ligesom vi, saavel i Fjor som i Aar, havt Held med sig og faaet udrettet alt, hvad der var paatænkt.

I Midten af Avgust ankom vi til Vestkysten af Grønland, hvorfra vi rejste til Kjøbenhavn med et af den kgl. grønlandske Handels Skibe. Den 3dje Oktober, altsaa efter 29 Maaneders Fraværelse, ankom Expeditionen til Kjøbenhavn.

Til Slutning kan jeg ikke undlade at omtale, at det alene er vore grønlandske Besætningers Udholdenhed og som vi kunne takke for, at vor Plan er bleven gjennemført. I Særdeleshed maa jeg fremhæve vor grønlandske Leder, Kateket Johannes Hansen, kaldet Hanserâk. Han er Sønnedattersøn af den bekjendte Kolonibestyrer Anders Olsen, Julianehaabs Grundlægger, som trak sig tilbage til Igaliko med sin Familie og levede af Kvægavl. Hanserâk er en Mand med utrolig Ihærdighed og ubøjeligt Mod, og for ham synes intet Arbejde for stort eller uoverkommeligt. Mangen Gang, naar alle andre, saavel Hedninger som Kristne, ansaa videre Fremtrængen gjennem Isen for umulig, tog Hanserâk fat paa Øxen eller Hagen, og alt syntes at maatte vige for ham. Han var en ligesaa dygtig Haandværker som Isbryder. I Hjemmet paatog han sig enhver Art Arbejde og udførte det altsammen lige solidt og hurtigt.

Kort sagt, uden Grønlændernes Hjælp havde vi været daarligt farne. Det er med Glæde og Taknemlighed, at jeg tænker tilbage paa vort Liv sammen med dem.

G. Holm.
Kjøbenhavn, den 20de December 1885.

Fodnoter

Kilde

Geografisk Tidsskrift, Bind 8, 1885, ss. 95-98.