Islændingebogen

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


Ari Thorgilsson, f. 1067. Ill.: clm.
Ari Thorgilsson

Islændingebogen

Oversat af
Carsten Lyngdrup Madsen
© 2013


Forlægget til denne oversættelse er Jakob Benediktsson: »Islendingabók Landnámabók«,
Íslenzk Fornrit, bd. I-II, udgivet af Hið íslenzka Fornritfélag, Reykjavík, 1968.



Forord


Oprindeligt skrev jeg Islændingebogen for vore biskopper Thorlak[1] og Ketil[2], og jeg viste den både til dem og til Sæmund Præst[3]. De syntes om bogen som den var - måske med visse tilføjelser. Derfor har jeg skrevet denne nye udgave efter samme model som den første, dog har jeg udeladt slægtstavler og hvad der handlede om kongernes liv[4]. Til gengæld har jeg indføjet nye oplysninger, som jeg siden er blevet bekendt med. Derfor er den nærværende udgave mere korrekt end den første. Men med hensyn til de fejl, der alligevel måtte være i denne fremstilling, er det læserens egen pligt at følge det, som er mest rigtigt.

Den svenske kong Olaf Trækløver var fader til Halfdan Hvidben, som var konge af Opland[5]. Han var fader til Eystein Fis, der var fader til Halfdan den Gavmilde (som dog var nærig, når det drejede sig om mad). Han var fader til Godrød Jagtkonge, som var fader til Halfdan Svarte, der var fader til Harald Hårfager[6], der var den første i slægten til at blive enekonge over hele Norge.

Bogen består af følgende kapitler:
Håndskrift af Islændingebogen (AM 113c fol.)
fra sidste halvdel af 1600-tallet. Ill.: clm.
1. Om Islands bebyggelse.
2. Om landnamsmænd og lovgivning.
3. Om Altingets oprettelse.
4. Om kalenderåret.
5. Om landets inddeling i fjerdinger.
6. Om Grønlands bebyggelse.
7. Om kristendommens indførelse på Island.
8. Om udenlandske biskopper.
9. Om biskop Isleif.
10. Om biskop Gissur.
Her begynder Islændingebogen.


Kapitel 1
Om Islands bebyggelse
De kom over havet Ill.: clm.


De første, som bosatte sig på Island, kom fra Norge. Dette skete i Halfdan Svartes søn Harald Hårfagers dage, dvs. omkring den tid, hvor Ragnar Lodbrogs[7] søn Ivar fik taget den engelske kong Edmund den Hellige af dage, hvilket var 870 år[8] efter Kristi fødsel, som det også siges i hans (kong Edmunds) historie. - Beregningen af tidspunktet herfor har jeg dels fra min fosterfader og lærer Teit[9], der var søn af biskop Isleif og den viseste mand jeg nogensinde har kendt, dels fra min farbroder Thorkel Gelleson, hvis erindring gik langt tilbage og endelig fra Snorre Godes datter Thorid[10], som var en meget vidende og pålidelig kvinde.

Ingolf hed en nordmand, om hvem det helt rigtigt siges, at han var den første til at sejle fra Norge til Island - første gang da Harald Hårfager var 16 år gammel, anden gang nogle få år senere. Han bosatte sig mod syd i Reykjavik. Ingolfshøfde hedder det sted, hvor han først landede; det ligger øst for Mintaksøre. Ingolfsfjeld hedder det sted, hvor han senere tog land; det ligger vest for Ølfuså.[11]

På den tid var Island bevokset med skov fra strand til fjeld. Dengang boede her kristne mænd, som af nordmænd kaldes paper[12]. De rejste dog senere herfra, for de ville ikke bo sammen med hedninger, men de efterlod sig irske bøger, klokker og krumstave, og deraf kunne man udlede, at de var irske.

Herefter begyndte nu en stor udflytning fra Norge til Island. Dette fortsatte indtil kong Harald forbød det. Han frygtede, at Norge skulle komme til at ligge øde hen. Man nåede da til enighed om, at alle, som ønskede at flytte herud, skulle betale kongen fem øre - med mindre, at kongen selv havde fritaget dem fra det. Det siges, at Harald blev 80 år gammel og var konge i 70.

Denne ordning blev begyndelsen på den afgift, som nu kaldes landøre.[13] Der blev betalt snart mere, snart mindre, indtil Olaf den Tykke[14] fastsatte, at enhver, som rejste mellem Norge og Island skulle betale kongen en halv mark. Undtaget herfra var kvinder og de mænd, som kongen selv fritog fra afgiften. Disse oplysninger har jeg fra Thorkel Gelleson.


Kapitel 2
Om landnamsmænd og lovgivning


Rollaug, søn af Røgnvald jarl på Møre, bosatte sig østpå på Sida. Fra ham stammer Sidamændene.
Ketilbjørn Ketilson hed en nordmand, som bosatte sig sydpå på den øvre del af Mosfell. Fra ham stammer Mosfellsfolkene.
Aud, datter af den norske herse Ketil Fladnæse, bosatte sig vestpå i Bredefjord. Fra hende stammer Bredefjordsfolkene.
Helge den Magre, en norsk mand, søn af Eyvind Østmand, bosatte sig nordpå i Eyjafjord. Fra ham stammer Eyjafjordsfolkene.[15]

Da Island nu i stor udstrækning var blevet bebygget, bragte en nordmand den første lov med hertil fra Norge. Han hed Ulfljot og loven blev kaldt Ulfljotslov[16]. Dette har Teit fortalt mig. Ulfljot var fader til Gunnar, fra hvem Dybdalsfolkene i Eyjafjord stammer. Denne lov havde for størstedelens vedkommende den tids Gulatingslov som forbillede. Thorleif den Vise, Hørda-Kåres søn, kom med forslag til, hvad der skulle tilføjes, udelades eller ændres. Ulfljot boede østpå i Lon og det siges, at Grim Gedehoved var hans fostbroder. Det var denne Grim, som på Ulfljots opfordring rejste Island rundt før Altingets oprettelse, og hver landsmand gav ham en penning dertil. Disse penge gav han dog senere videre til gudehovene.


Kapitel 3
Om Altingets oprettelse
Altingspladsen Ill.: clm.


Ulfljot og alle landets mænd besluttede i fællesskab at oprette Altinget[17] der, hvor det også ligger i dag. Før den tid blev der holdt ting på Kjalarnæs under ledelse af Thorstein - søn af landnamsmanden Ingolf og fader til lovsigemanden Thorkel Måne - sammen med de høvdinge, som sluttede sig til. En mand, som ejede et stykke land i Blåskovene, var blevet dømt fredløs for drabet på en træl (eller en frigiven træl). Manden hed Thore Krympeskæg og var morfader til Thorvald Krympeskæg. Han begav sig til Østfjordene og indebrændte der sin broder Gunnar. Disse oplysninger har jeg fået fortalt af Hall Orøkjason. Den dræbte træl hed Kol. Efter ham har Kolskløft fået sit navn, for her fandt man liget. Landet, som havde tilhørt Thore, overgik nu til fællesskabet og mændene bestemte sig til at bruge det til Alting. Derfor er der også på Altinget et fælles skovområde, hvor man frit kan hente brænde i altingstiden og et hedeområde, hvor hestene frit kan græsse. Disse oplysninger har jeg fra Ulfhedin.[18]

Kyndige mænd har også fortalt, at Island blev fuldt befolket i løbet af 60 år og at landet ikke har haft flere indbyggere siden. På den tid blev Ravn[19], søn af Hæng Landnamsmand, udnævnt til tingets lovsigemand[20] efter Ulfljot. Han havde dette embede i 20 somre. Han var fra Rangå-området. Dette var 60 år efter drabet på kong Edmund og ifølge kyndige mænds beregning et eller to år før Harald Hårfagers død. Thoraren Ragesbroder[21], søn af Oleif Hjalte, blev lovsigemand efter Ravn og havde også embedet i 20 somre. Han var fra Borgarfjord.


Kapitel 4
Om kalenderåret
Runekalender, skåret i hvalrostand. Norge, 1400-tallet. Ill.: clm.


Landets klogeste mænd regnede dengang med, at der på to halvår[22] gik 364 dage, det er 52 uger eller 12 måneder á 30 dage plus 4 dage. Men på solens gang kunne de se, at sommeren faldt stadig tidligere[23]. Ingen var dog i stand til at fortælle dem grunden hertil, nemlig at der på to halvår er en dag mere end de 52 hele uger.[24]

Thorstein den Sorte hed en mand fra Bredefjord. Hans fader var Hallstein, som var søn af landnamsmanden Thorolf Mosterskæg.[25] Hans moder var Osk, som var datter af Thorstein den Røde. Han drømte, at han stod på Lovbjerget[26], mens mange var til stede. Selv var han vågen, men alle andre sov. Depå drømte han, at han selv faldt i søvn, mens alle andre vågnede op. Osvif Helgeson[27], Geller Thorkelsons morfader, udlagde drømmen således, at når han talte på Lovbjerget, ville alle blive tavse, men når han selv tav, ville alle bifalde hans ord. De var begge meget kloge mænd.

Da folk senere kom på tinget, gik Thorstein op på Lovbjerget med et forslag om, at man skulle prøve at forlænge hver syvende sommer med en uge og se, hvilken virkning dette ville have. Ganske som Osvif havde udlagt drømmen, "vågnede" alle mænd nu op, og på anbefaling fra Thorkel Måne[28] og andre kyndige mænd blev forslaget straks vedtaget ved lov.

Ifølge den rigtige beregning er der 365 dage på et år med mindre det er skudår, (hvor der så er en dag ekstra). Men efter vores regnemåde er der 364 dage, og når vi indsætter en uge hvert syvende år, betyder det, at der efter begge regnemetoder vil være samme antal dage på syv år. Dog, hvis to skudår falder mellem de to år, der skal have den ekstra uge, må dette ske i det sjette år.


Kapitel 5
Om landets inddeling i fjerdinger


"Så blev landet inddelt i fjerdinger..." Ill.: clm.
En stor retsstrid opstod på tinget. På den ene side stod Thord Geller, søn af Oleif Feilan fra Bredefjord, på den anden Odd - også kaldet Tunge-Odd - fra Borgarfjord. Odds søn Thorvald havde sammen med Hønse-Thore været med til indebrændingen af Thorkel Blundketilson i Ørnolfsdal[29]. Thord Geller blev hovedanklager i sagen, for Thorkel Blundketilsons søn Herstein var gift med Thords søsters datter Thorun. Hun var datter af Helga og Gunnar og søster til Jofrid, som var gift med Thorstein Egilsson[30].

Thorvald og Hønse-Thore blev først sagsøgt på tinget i Borgarfjord, et sted som siden er blevet kaldt Tingsnæs. Ifølge loven skulle en drabssag tages op på det ting, som lå nærmest gerningsstedet. Men her kom det til slagsmål, og det var umuligt at gennemføre tinget efter lovens krav. Blandt Thord Gellers folk faldt Thorolf Ræv, som var en broder til Alf i Dalene[31].

Siden blev sagen bragt op på Altinget, men også her kom det til kamp, og her faldt flere af Odds mænd. - Hønse-Thore blev dømt fredløs og senere dræbt sammen med flere andre, som havde taget del i indebrændingen.

Thord Geller holdt da en tale på Lovbjerget, hvori han sagde, at det var uheldigt[32], at mænd skulle tage til fremmede tingsteder for at rejse deres sager om drab og svie der. Han fortalte også om sit eget besvær, før han havde kunnet få sin sag afgjort efter loven og sagde, at det ville føre til gentagne problemer, hvis ikke der blev rettet op på dette.

Så blev landet inddelt i fjerdinger, således at der blev tre ting i hver fjerding. Mænd fra samme tingkreds skulle her tage deres sager op i fællesskab[33]. I Nordlandsfjerdingen oprettedes dog fire ting, for de ville ikke høre tale om andet. De, som boede nordligst i Eyjafjord, ville ikke benytte tinget der, og de, som boede vest for ville ikke benytte tinget i Skagefjord. Dog skulle der i denne fjerding udnævnes samme antal dommere og samme antal medlemmer af lovretten[34] som i enhver anden fjerding. Siden oprettede man fjerdingstinget[35].

Disse oplysninger har jeg fra lovsigemanden Ulfhedin Gunnarson. Efter Thoraren Ragesbroder blev Thorkel Måne[36], søn af Thorstein Ingolfsson, lovsigemand. Dette var han i femten somre. Derefter var Thorgeir Thorkelson[37] fra Ljosavatn lovsigemand i sytten somre.


Kapitel 6
Om Grønlands bebyggelse
Hvalsey Kirke. Ruin efter nordboernes koloni på Grønland Ill.: clm.


Det land, som kaldes Grønland, blev fundet og bebygget fra Island.[38] Erik den Røde hed en mand fra Bredefjord. Han drog ud herfra, kom til Grønland og tog land det sted, som siden har heddet Eriksfjord. Han fandt på navnet Grønland og sagde, at et godt navn ville tilskynde folk til at rejse dertil. Både mod øst og mod vest fandt de spor efter mennesker - rester af skindbåde og stenredskaber[39] - og deraf udledte de, at der måtte have boet samme slags folk der, som dem, der boede i Vinland, og som grønlænderne kalder skrælinger[40]. Bebyggelsen af Grønland fandt sted 14 eller 15 år før kristendommen kom her til Island.[41] Således er det blevet fortalt til Thorkel Gelleson fra Grønland - han, som selv rejste ud med Erik den Røde.


Kapitel 7
Om kristendommens indførelse på Island


Kong Olaf[42] - der var søn af Tryggve, som var søn af Olaf, der var søn af Harald Hårfager – bragte kristendommen til Norge og Island. Han sendte en præst hertil, som hed Tangbrand; han underviste i kristendommen og døbte alle dem, som tog imod troen. Hall Thorsteinson på Sida lod sig snart døbe og det samme gjorde mange andre høvdinge, deriblandt Hjalte Skæggeson fra Tjorsådal og Gissur den Hvide, som var søn af Teit Ketilbjørnson fra Mosfell. Alligevel var der flest, som talte imod og nægtede at høre på ham. Da han havde været her en eller to vintre, rejste han bort og havde da slået to eller tre mænd ihjel, som havde digtet smædevers om ham. Tilbage i Norge fortalte han kong Olaf om alt, som var overgået ham og sagde, at man ikke kunne vente, at dette folk ville tage imod kristendommen. Kongen blev rasende over disse ord, og han truede med at lemlæste eller dræbe de af vore landsmænd, som opholdt sig i Norge.

Lovsigemanden Thorgeir fra Ljosavatn proklamerer Islands overgang til kristendommen. Ill.: clm.
Samme sommer kom Gissur og Hjalte til Norge og fik overtalt kongen til at lade de derboende islændinge slippe, mod at de selv gjorde et nyt forsøg på at bringe kristendommen til Island. De sagde, at de havde al grund til at tro, at dette skulle lykkes.

Sommeren efter drog de tilbage til Island og medbragte en præst ved navn Thormod. Alt ved rejsen gik godt, og da der var gået ti uger af sommeren, ankom de til Vestmannaøerne. Dette har jeg fået at vide af Teit, som havde det fra en mand, som selv var der. Sommeren før var det blevet bestemt ved lov, at Altinget skulle holdes, når der var gået ti uger af sommeren. Hidtil havde man holdt det en uge tidligere[43].

Gissur og hans følge begav sig straks over til fastlandet og derfra videre til Altinget. De overtalte Hjalte til at blive tilbage i Laugardal med elleve mand, for han var året forinden blevet idømt tre års fredløshed på Altinget[44], fordi han havde spottet guderne. Hans forbrydelse var, at han fra Lovbjerget havde fremsagt dette vers:

»Ikke skal jeg tale ondt om guder,
men Freja teer sig som en tæve.«[45]

Men Gissur og hans mænd fortsatte, indtil de kom til det sted ved Ølfussøen, som hedder Vellandkatla. Derfra sendte de bud til tinget efter alle deres støtter; de havde nemlig hørt, at deres modstandere havde i sinde at holde dem væk fra Tingstedet ved at møde dem i kamp. Men før de brød op derfra, kom Hjalte ridende sammen med de mænd, som var blevet tilbage hos ham. De red da ind på Tingstedet; deres frænder og venner var i forvejen redet dem i møde, som de havde bedt dem om. Men hedningerne, som var fuldt bevæbnede, samlede sig og der var så meget optræk til kamp, at man næppe kunne se, hvordan dette skulle undgås.

Dagen efter gik Gissur og Hjalte op på Lovbjerget og fremlagde deres ærinde. Man siger, at de talte så godt for deres sag, at det gjorde stort indtryk. Følgen blev, at kristne og hedenske mænd brød med hinanden og tog vidner på, at de ikke længere ville være under samme lov. Derpå forlod de Lovbjerget.

Så bad de kristne Hall på Sida om at fremsige den lov, som skulle gælde under kristendommen. Men han undslog sig og betale Thorgeir Lovsigemand for at gøre det, selv om han stadig var hedning. Da mændene nu kom tilbage til deres telte, gik Thorgeir ind og lagde sig. Han bredte en skindkappe ud over sig og lå hele den dag og natten med, og han sagde ikke et ord. Men morgenen efter satte han sig op og meddelte, at folk skulle gå til Lovbjerget.

Da folk havde samlet sig, begyndte Thorgeir at tale. Han sagde, at folkets ve og vel afhang af, at der rådede én og kun én lov i landet. Han argumenterede meget for denne sag. En deling af loven ville medføre så meget splittelse, sagde han, at de kampe, som givetvis ville følge, kunne lægge landet øde. Han fortalte, at der i lange tider havde hersket ufred og krig mellem kongerne i Norge og Danmark, og at dette varede lige indtil landenes befolkning selv sluttede fred med hinanden, hvad enten kongerne ville det eller ej. Heraf fulgte, at de kort efter begyndte at sende hinanden kostbare gaver, og freden holdt så længe de levede.[46] - »Nu er det mit råd,« sagde han, »at heller ikke vi skal lade dem bestemme, som er mest stejle. Vi skal hellere søge at mægle således mellem parterne, at de begge føler, at de har fået noget igennem. Og lad os så alle have én lov og én tro. Sandt er det ord, at den som splitter loven, splitter freden.« 

Da han sluttede sin tale, sagde begge parter ja til, at der skulle være bare én lov, og at det skulle være den, som Thorgeir fremsatte. Det blev da lovfæstet, at alle her i landet skulle være kristne og alle udøbte skulle tage imod dåben. Udsættelse af børn[47] og spisning af hestekød skulle fortsat være tilladt, som det var ifølge den gamle lov. Mænd måtte fortsat blote men kun i det skjulte. Blev det opdaget og der var vidner til det, skulle det give tre års fredløshed. Få år senere blev dog også denne hedenskab fjernet som al anden.

Omstændighederne omkring kristendommens komme til Island har jeg fået fortalt af Teit. Men ifølge Sæmund Præst faldt Olaf Tryggvasson den samme sommer. Han lå da i kamp med danskernes konge Svend Tveskæg Haraldson, svenskernes konge Olaf den Svenske, søn af Erik i Uppsala og Erik Hakonson, som siden blev jarl over Norge. Dette skete 130 år efter drabet på Edmund og tusind år efter Kristi fødsel ifølge almindelig tidsregning.


Kapitel 8
Om udenlandske biskopper
Biskop, hvalrostand, Norge, ca. 1100. . Ill.: clm.


Dette er navnene på de udenlandske biskopper, som Teit har opregnet: I hedensk tid kom Fredrik herud, senere fulgte Bjarnhard den Boglærde i fem år, Kol nogle få år, Rodolf nitten år, Johan den Irske nogle få år, Bjarnhard nitten år og Heinrek to år. Desuden fem andre, som sagde, at de var biskopper: Ørnolf, Godeskalk og de tre armenere Petrus, Abraham og Stefanus.[48]

Grim Svertingson[49] på Mosfell blev lovsigemand efter Thorgeir. Han havde embedet i to år og fik så lov til at overdrage det til sin søsters søn Skafte Thorodson[50], for hans egen stemme var hæs. Skafte var lovsigemand i 27 somre; han fremsatte loven om femteretsdomstolen[51] og loven mod at en drabsmand skulle kunne anklage en anden i sagen. Hidtil havde man her haft samme lov som i Norge. I hans dage blev mange høvdinge og stormænd dømt fredløse eller gjort landflygtige på grund af drab eller overfald, hvilket skyldtes Skaftes magt og styrelse af landet. Han døde samme år som drabet på Olaf den Tykke, søn af Harald, søn af Godrød, søn af Bjørn, søn af Harald Hårfager, altså tredive år efter Olaf Tryggvassons fald. Derefter blev Stein Thorgestsson[52] lovsigemand og var det tre somre, hvorefter Thorkel Tjørvason[53] var det tyve somre, og efter ham Geller Bølverkson[54] ni somre.


Kapitel 9
Om biskop Isleif


Islandsk krucifix skåret af drivtømmer. Ikke tidsfæstet. Ill.: clm.
Isleif - Gissur den Hvides søn - blev viet til biskop i den norske kong Harald Sigurdssons dage[55]. Haralds fader Sigurd var søn af Halfdan, som var søn af Sigurd Rise, der var søn af Harald Hårfager. Da høvdinger og andre gode mænd så, at Isleif var langt dygtigere end andre af kirkens mænd her i landet, overdrog mange deres sønner til hans undervisning og lod dem præstevie. To af disse blev siden viet til biskop, nemlig Koll, der kom til Viken i Norge, og Jon, som blev biskop i Holar.

Isleif havde tre sønner, som alle blev dygtige høvdinge, biskop Gissur, Teit Præst (fader til Hall) og Thorvald. Teit voksede op hos Hall i Haukadal, om hvem alle sagde, at han var den mildeste og mest godhjertede blandt alle ulærde mænd her i landet. Selv kom jeg til Hall, da jeg var syv år gammel. Dette var året efter, at min farfader - som også var min fosterfader - døde. Jeg var hos Hall i fjorten år[56].

Efter Gellers afgang som lovsigemand, overtog Gunnar den Kloge[57] embedet og havde det i tre år. Derefter havde Kolbein Flosason[58] det i seks år. Han blev lovsigemand den sommer, hvor kong Harald faldt i England[59]. Derefter fik Geller igen embedet - denne gang i tre år. Efter ham fulgte otte år med Sighvat Surtson[60], der var en søn af Kolbeins søster. På den tid kom Sæmund Sigfusson tilbage til landet fra Frankrig og lod sig præstevie.

Isleif blev viet til biskop, da han var 50 år. Da var Leo den Niende pave[61]. Vinteren efter opholdt han sig i Norge og kom så herud. Han døde i Skálholt, da han havde været biskop i 24 år. Disse oplysninger har jeg fra Teit. Isleif døde en søndag seks nætter efter messen for Peter og Paulus og 80 år efter Olaf Tryggvasons fald.

Jeg boede da sammen med min lærer Teit og var tolv år gammel. Disse oplysninger har jeg fået fortalt af Hall, som var god til at huske og tillige en sandfærdig mand - han kunne endog huske, at han selv tre år gammel var blevet døbt af Tangbrand; dette var vinteren før kristendommen blev vedtaget ved lov. Hall bosatte sig i Haukadal, da han var tredive år gammel, og boede der i 64 år. Han døde som 94 årig på biskop Martins dag ti år efter biskop Isleifs død.


Kapitel 10
Om biskop Gissur


Vore landsmænd ønskede, at Isleifs søn Gissur skulle være ny biskop. Han blev viet til biskop i Olaf Kyrres[62] dage, to vintre efter Isleifs død. Første vinter opholdt han sig her i landet, den anden i Götland. Der blev hans navn udtalt Gisrød. Det har han selv fortalt os.

Markus Skæggeson[63] blev lovsigemand efter Sighvat. Han tiltrådte den sommer, hvor Gissur havde været biskop i én vinter her i landet. Markus Skæggeson havde embedet i 24 år. Efter hans fortælling har jeg i denne bog givet en oversigt over de lovsigemænds embedstid, som lå før det, jeg selv husker. Hans broder Thoraren, deres fader Skægge og flere andre kloge mænd gav ligeså ham oplysninger om deres embedstid, som lå før det han selv kunne huske. Og de havde det fra deres farfader Bjarne den Vise, som kunne huske Thoraren og de seks følgende lovsigemænd.

Øverste del af biskop Páll Jónssons bispestav. Skåret i hvalrostand i 1100-tallet.
Ill.: clm.
Biskop Gissur var mere afholdt af alle landets mænd, end nogen anden mand, som vi ved af, har levet på Island. Det var på grund af respekten for hans person og de taler, som han og Sæmund holdt, og dertil god bistand fra Markus Lovsigemand, at det blev lovfæstet, at alle mænd skulle optælle og værdisætte deres ejendele - både jord og løsøre - og sværge på, at de havde gjort det rigtigt, og derefter betale tiende af det hele. - Dette er et stort bevis for, hvor lydhøre folk var overfor denne mand, at han fik iværksat en vurdering af al ejendom og jord, fik værdien stadfæstet ved ed, opkrævet tiende deraf og gjort det til lov, at dette skulle gælde, så længe der boede mennesker på Island.

Gissur fik også vedtaget ved lov, at Islands bispesæde skulle ligge i Skálholt. Før den tid havde der ikke været noget fast sæde. Til dette formål gav han hele Skálholtsland og mange andre værdier, både i form af land og af løsøre. Og da han syntes, at dette sæde var blevet velstående nok, bortgav han mere end en fjerdedel af sit bispedømme til oprettelsen af endnu et bispesæde, så at der var to og ikke ét, således som nordlændingene havde ønsket af ham. Tidligere havde han iværksat en optælling af alle bønder her i landet. Den faldt således ud:

Østfjords-fjerdingen: 840
Rangå-fjerdingen: 1200
Bredefjords-fjerdingen: 1080
Eyjafjords-fjerdingen: 1440[64].

Ikke medregnet var de bønder over hele landet, som ikke var forpligtede til at betale altingsskat[65].

Ulfhedin[66] - søn af Gunnar den Kloge - blev lovsigemand efter Markus Skæggeson og havde embedet i ni somre, så fulgte Bergthor Ravnsson[67] i seks og derefter Gudmund Thorgeirsson[68] i tolv somre. Den første sommer, hvor Bergthor fremsagde loven, blev den nye beslutning truffet, at loven skulle nedskrives i en bog.[69] Dette skulle foregå den følgende vinter hos Havlide Mårson, dikteret og vejledt af Havlide og Bergthor og andre kyndige mænd, som blev udpeget dertil. De skulle tilføje nye bestemmelser i loven, hvis de mente, at dette kunne være en forbedring af den gamle lov. Disse skulle oplæses i lovretten sommeren efter, og hvis ikke der var et stort flertal imod dem, skulle de vedtages. Som følge heraf blev også afsnittet om manddrab og meget andet i loven nedskrevet og fremsagt af præsterne i lovretten den følgende sommer. Alle syntes godt om det og ingen talte imod.

Den første sommer, hvor Bergthor fremsagde loven, skete det også, at biskop Gissur ikke var i stand til at drage til tinget på grund af sygdom. Da sendte han bud til sine venner og høvdingene på Altinget, at de skulle bede Thorlak, søn af Runolf, søn af Thorleik - broder til Hall i Haukadal - om at lade sig vie til biskop. Og alle gjorde, som han havde ønsket, hvilket skyldtes, at Gissur selv også tidligere havde bedt meget derom. Den sommer drog Thorlak udenlands; sommeren efter kom han tilbage og var viet til biskop.[70]

Gissur blev viet til biskop, da han var 40 år; det var mens Gregor den Syvende var pave. Vinteren efter opholdt han sig i Danmark og sommeren efter kom han her til landet. Da han havde været biskop i 24 år ligesom sin fader, blev Jon Øgmundarson viet til biskop - den første på bispesædet i Holar. Han var da 54 år. Tolv år senere, da Gissur havde været biskop i 36 år, blev Thorlak viet til biskop. Gissur indsatte ham på bispesædet i Skálholt endnu mens han selv var i live. Da var Thorlak 32 år gammel, men Gissur døde tredive dage senere i Skálholt på den tredje dag i ugen - fem dage før juni[71].

Samme år døde pave Pascalis den Anden før biskop Gissur, ligesom også kong Baldvin af Jerusalem, patriarken Arnaldus af Jerusalem, den svenske kong Filip og senere samme år den græske kong Alexius, som da havde siddet på tronen i Miklagård[72] i 38 år. Dette skete to vintre før månens anden cyklus[73]. Eystein og Sigurd havde da været konger i Norge i 17 år efter deres fader Magnus, søn af Olaf Haraldson. Dette var 120 år efter Olaf Tryggvasons fald og 250 år efter drabet på den engelske kong Edmund, men 516 år efter pave Gregors død, han som bragte kristendommen til England, så vidt man kan beregne sig til. Han døde i kejser Focas andet regeringsår, 604 år efter Kristi fødsel efter almindelig tidsregning. Det bliver i alt 1120 år.


Her slutter denne bog.


Tillæg 1
Oversigt over biskopper


Her følger en oversigt over de islandske biskopper og deres slægt:

Landnamsmanden Ketilbjørn byggede sydpå i det øvre Mosfell. Han var fader til Teit, som var fader til Gissur den Hvide, der var fader til Isleif, som var den første biskop i Skálholt og fader til biskop Gissur.

Landnamsmanden Rollaug byggede østpå på Sida ved Bredebolstad. Han var fader til Øssur, som var fader til Thordis, der var moder til Hall på Sida, som var fader til Egil, der var fader til Thorgerd, som var moder til Jon, der var den første biskop i Holar.

Landnamskvinden Aud byggede vestpå i Bredefjord i Hvam. Hun var moder til Thorstein den Røde, der var fader til Oleif Feilan, som var fader til Thord Geller, der var fader til Thorhilda Rype, som var moder til Thord Hestehoved, der var fader til Karlsefni, som var fader til Snorre, der var fader til Halfrid, som var moder til Thorlak, som nu er biskop i Skálholt efter Gissur.

Landnamsmanden Helge den Magre byggede nordpå ved Kristnes i Eyjafjord. Han var fader til Helga, som var moder til Einar, der var fader til Eyjolf Valgerdson, som var fader til Gudmund, der var fader til Eyjolf, som var fader til Thorstein, der var fader til Ketil, som nu er biskop i Holar efter Jon.[74]


Tillæg 2
Slægtsoversigt


Her følger navnene på Ynglingenes og Bredefjordsfolkenes forfædre:

1. Yngve Tyrkerkonge.
2. Njord Svenskekonge.
3. Frej.[75]
4. Fjølner som døde hos Fredfrode.
5. Svegder.
6. Vanlande.
7. Visbur.
8. Domald.
9. Domar.
10. Dyggve.
11. Dag.
12. Alrek.
13. Agne.
14. Yngve.
15. Jørund.
16. Aun den Gamle.
17. Egil Vendelkrage.
18. Ottar.
19. Adisl i Uppsala.
20. Eystein.
21. Yngvar.
22. Braut-Ønund.
23. Ingjald Ildråde.
24. Olaf Trækløver.
25. Halfdan Hvidben, oplændernes konge.
26. Godrød.
27. Olaf.
28. Helge.
29. Ingjald, en dattersøn af Sigurd, søn af Ragnar Lodbrog.
30. Oleif den Hvide.
31. Thorstein den Røde.
32. Oleif Feilan, den første af slægten, som bosatte sig på Island.
33. Thord Geller.
34. Eyjolf, der blev døbt som gammel mand, da kristendommen kom til Island.
35. Thorkel.
36. Geller, som var fader til Thorkel, der var fader til Brand og til Thorgils, der var min fader - og mit navn er Ari.


Lovsigemænd[76]
1. Ulfljot: Før 930
2. Ravn Hængsson: 930-949.
3. Thoraren Ragesbroder Oleifsson: 950-969.
4. Thorkel Måne Thorsteinsson: 970-984.
5. Thorgeir Thorkelsson: 985-1001.
6. Grim Svertingsson: 1002-1003.
7. Skafte Thorodson: 1004-1030.
8. Stein Thorgestsson: 1031-1033.
9. Thorkel Tjørvason: 1034-1053.
10. Geller Bølverkson: 1054-1062.
11. Gunnar den Kloge Thorgrimsson: 1063-1065.
12. Kolbein Flosason: 1066-1071.
13. Geller Bølverksson: 1072-1074.
14. Gunnar den Kloge Thorgrimsson: 1075.
15. Sighvat Surtson: 1076-1083.
16. Markus Skæggeson: 1084-1107.
17. Ulfhedin Gunnarsson: 1108-1116.
18. Bergthor Ravnsson: 1117-1122.
19. Gudmund Thorgeirsson: 1123-1134.
20. Ravn Ulfhedinson: 1135-1138.


Navneindex
F = Forord, T1 = Tillæg 1, T2 = Tillæg 2

Abraham (Abrahám ermskur), biskop: 8
Adisl (Aðísl Óttarsson), konge i Uppsala: T2
Agne (Agni Alreksson), konge: T2
Alexius (Alexíus), kejser: 10
Alf i Dalene (Álfr í Dölum Eysteinsson): 5
Alrek (Alrekr Dagsson), konge: T2
Ari (Ari enn fróði Þorgilsson), forfatter af Islændingebogen: T2
Arnaldus af Jerusalem (Arnaldus), patriark: 10
Aud (Auðr enn djúpauðga Ketilsdóttir), landnamskvinde: 2, T1
Aun den Gamle (Aun enn gamli Jörundarson), konge: T2
Baldvin af Jerusalem (Baldvini), konge: 10
Bergthor Ravnsson (Bergþor Hrafnsson), lovsigemand: 10
Bjarne den Vise (Bjarne enn spaki Þorsteinsson), høvding og gode: 10
Bjarnhard (Bjarnharðr), saksisk biskop: 8
Bjarnhard den Boglærde (Bjarnharðr enn bókvísi), biskop: 8
Bjørn (Björn Haraldsson), søn af Harald Hårfager: 8
Blåskovene (Bláskógar): 3
Borgarfjord (Borgarfjörðr): 3, 5
Brand (Brandr Þorkelsson): T2
Braut-Ønund (Braut-Önundr Yngvarsson), konge: T2
Bredebolstad (Breiðabólstaðiðr): T1
Bredefjord (Breiðafjörðr): 2, 4, 5, 6, T1
Bredefjords-fjerdingen (Breiðfirðingafjórðungr): 10
Dag (Dagr Dyggvason), konge: T2
Danmark: 7, 10
Domald (Dómaldr Visbursson), konge: T2
Domar (Dómarr Dómaldsson), konge: T2
Dyggve (Dyggvi Dómarsson), konge: T2
Edmund den Hellige (Eadmundr/Játmundr enn helgi), konge: 1, 3, 7, 10
Egil (Egill Hallsson): T1
Egil Vendelkrage (Egill vendilkráka Aunsson), konge: T2
Einar (Einarr Auðunarson rotins): T1
England: 10
Erik den Røde (Eiríkr rauði Þorvaldsson), landnamsmand: 6
Erik Hakonson (Eiríkr Hákonarson), jarl: 7
Erik i Uppsala (Eiríkr Bjarnarson), svensk konge: 7
Eriksfjord (Eiríksfjörðr): 6
Eyjafjord (Eyjafjörðr): 2, 5, T1
Eyjafjords-fjerdingen (Eyfirðingafjórðungr): 10
Eyjolf (Eyjólfr enn halti Goðmundarson/Guðmundarson): T1
Eyjolf (Eyjólfr enn graí Þorðarson gellis): T2
Eyjolf Valgerdson (Eyjólfr Valgerðarson): T1
Eystein (Eysteinn Magnússon), konge: 10
Eystein Fis (Eysteinn fretr Hálfdanarson), konge: F
Eystein (Eysteinn Aðislsson), konge: T2
Eyvind Østmand (Eyvindr austmaðr Bjarnarson): 2
Filip (Philippus Sviakonungr), konge: 10
Fjølner (Fjölnir Freysson), konge: T2
Foca (Fóka/Phokas), kejser: 10
Frankrig: 9
Fredfrode (Friðfróði Friðleifsson), konge: T2
Fredrik (Friðrekr), biskop: 8
Frej (Freyr), gud: T2
Geller Bølverkson (Gellir Bölverksson), lovsigemand: 8, 9
Geller Thorkelson (Gellir Þorkelsson), Aris farfader: 4
Gisrød (Gisrøðr), anden udtale af biskop Gissur navn (Gizurr Ísleifsson)
Gissur (Gizurr Ísleifsson), biskop: F, 9, 10, T1
Gissur den Hvide (Gizurr enn hvíti Teitsson): 7, 9, T1
Godeskalk (Goðiskolkr), biskop: 8
Gudmund (Goðmundr/Guðmundr enn riki Eyjólfsson): T1
Godmund Thorgeirsson (Goðmundr/Guðmundr Þorgeirsson), lovsigemand: 10
Godrød (Goðrøðr/Guðrøðr Bjarnarson), konge: 8
Godrød Jagtkonge (Goðrøðr/Guðrøðr Hálfdanarson), konge: F, T2
Gregor (Gregórius), pave: 10
Grim Gedehoved (Grímr geitskör/-skór): 2
Grim Svertingson (Grímr Svertingsson), lovsigemand: 8
Grønland: F, 6
Gunnar (Gunnar Úlfljótsson): 2
Gunnar (Gunnar) broder til Thore Krympeskæg: 3
Gunnar (Gunnar Hlífarson): 5
Gunnar den Kloge (Gunnar enn spaki Þorgrímsson), lovsigemand: 9
Götland: 10
Havlide Mårson (Hafliði Másson): 10
Halfdan (Hálfdan Sigurðarson hrísa): 9
Halfdan den Gavmilde (Hálfdan enn mildi), konge: F
Halfdan Hvidben (Hálfdan hvítbeinn Óláfssonr), konge: F, T2
Halfdan Svarte (Hálfdan enn svarti Goðrøðarson), konge: F, 1
Hall i Haukadal (Hallr Þórarinssonr i Haukadalr): 9, 10
Hall Orøkjason (Hallr Órœkjuson): 3
Hall på Sida (Hallr á Siðu Þorsteinsson): 7, T1
Halfrid (Hallfríðr Snorradóttir): T1
Hallstein (Halsteinn Þorskafjarðargoði Þórólfsson): 4
Harald (Haraldr Goðrauðarson), fader til Olaf den Hellige: 8
Harald Hårfager (Haraldr enn hárfagri Hálfdanarson), konge: F, 1, 3, 7, 8, 9
Harald Sigurdsson (Haraldr enn harðráða Sigurðarson), konge: 9
Haukadal (Haukadalr): 9
Heinrek (Heinrekr), biskop: 8
Helga (Helga Óleifsdóttir): 5
Helga (Helga Helgadótter ens magra): T1
Helge den Magre (Helgi enn magri Eyvindarson), landnamsmand: 2, T1
Helge (Helgi Óláfsson), konge: T2
Herstein (Hersteinn Þorkelsson): 5
Hjalte Skæggeson (Hjalti Skeggjason): 7
Holar (Hólar): 9, 10, T1
Hvam (Hvammr): T1
Hæng Landnamsmand (Hæingr, Ketill hæingr): 3
Hønse-Thore (Hænsa-Þórir): 5
Hørda-Kåre (Hörða-Kári Ásláksson): 2
Ingjald Ildråde (Ingjaldr enn illráði Önundarson), konge: T2
Ingjald (Ingjaldr Helgason), konge: T2
Ingolf (Ingólfr Arnarson), landnamsmand: 1, 3
Ingolfsfjeld (Ingólfsfell): 1
Ingolfshøfde (Ingólfshöfði): 1
Island: F, 1, 2, 6, 7, 10, T2
Isleif (Ísleifr Gizurarson), biskop: F, 1, 9, 10, T1
Ivar (Ívarr beinlausi Ragnarsson), søn af Ragnar Lodbrog: 1
Jofrid (Jófriðr Gunnarsdóttir): 5
Johan den Irske (Jóhan biskup enn írski), biskop: 8
Jon Øgmundarson (Jón/Joan Ögmundarson enn helgi), biskop: 9, 10, T1
Jørund (Jörundr Yngvason), konge: T2
Karlsefni (Þorfinnr Karlsefni Þórðarson): T1
Ketil (Ketill Þorsteinson), biskop: F, T1
Ketil Fladnæse (Ketill flatnefr Bjarnarson): 2
Ketilbjørn Ketilson (Ketilbjörn enn gamli Ketilsson): 2, T1
Kjalarnæs (Kjalarnes): 3
Kolbein Flosason (Kolbeinn Flosason), lovsigemand: 9
Kol (Kolr) træl: 3
Kol (Kolr), udenlandsk biskop: 8
Koll (Kollr Þorkelsson), biskop: 9
Kolskløft (Kolsgjá): 3
Kristnes (Kristnes): T1
Kristus 1, 7, 10
Laugardal (Laugardalr): 7
Leo den Niende (Leó IX). pave: 9
Ljosavatn (Ljósavatn): 5
Lon (Lón): 2
Lovbjerget (Lögberg): 4, 5, 7
Magnus (Magnús berbeinn Óláfsson), konge: 10
Markus Skæggeson (Markús Skeggjason), lovsigemand: 10
Martin (Marten/Marteinn), Sankt Martin af Tours, også kaldet Morten Bisp, 315–397.: 9
Miklagård (Miklagarðr), Konstantinopel: 10
Mintaksøre (Minnþakseyrr): 1
Mosfell (Mosfell): 2, 7, 8, T1
Njord Svenskekonge (Njörðr Yngvason), konge, gud: T2
Nordlandsfjerdingen (Norðlendingafjórðungr): 5
Norge: F, 1, 2, 7, 8, 9, 10
Odd, Tunge-Odd (Tungu-Oddr Önundarson): 5
Olaf (Óláfr Haraldsson), søn af Harald Hårfager: 7
Olaf den Svenske (Óláfr enn sœnski Eiríksson Sviakonungr), konge: 7
Olaf den Tykke: Se Olaf Haraldsson
Olaf Haraldson (Óláfr enn helgi Haraldsson), konge: 1, 8, 10
Olaf Haraldson: Se også Olaf Kyrre
Olaf Kyrre (Óláfr enn kyrri Haraldsson), konge: 10
Olaf (Óláfr Goðrøðarson), konge: T2
Olaf Tryggvason (Óláfr Tryggvason), konge: 7, 8, 9, 10
Olaf Trækløver (Óláfr trételgja Ingjaldsson), konge: F, T2
Oleif den Hvide (Óleifr enn hviti Ingjaldsson): konge: T2
Oleif Feilan (Óleif/Óláfr feilan Þorsteinsson): 5, T1, T2
Oleif Hjalte (Óleifr hjálti): 3
Opland: (Upplönd) i Norge: F
Osk (Ósk Þorsteinsdóttir rauðs): 4
Osvif Helgeson (Ósvífr enn spaki Helgason): 4
Ottar (Óttarr Egilsson), konge: T2
Pascalis den Anden (Paschalis II), pave: 10
Paulus: 9
Peter: 9
Petrus (Petrus ermskur biskup), biskop: 8
Ravn (Hrafn Hœngsson), lovsigemand: 3
Ragnar Lodbrog (Ragnarr loðbrók Sigurðarson): 1, T2
Rangå-fjerdingen (Rangæingafjórðungr): 10
Rangå-området (Rangárhverfi): 3
Reykjavik (Reykjavík): 1
Rodolf (Hróðólfr), biskop: 8
Rollaug (Hrollaugr Rögnvaldsson jarls): 2, T1
Runolf (Rúnólfr Þorláksson), konge: 10
Røgnvald Mørejarl (Rögnvaldr Eysteinsson Mœrajarl), jarl: 2
Sida (Síða): 2, 7, T1
Sigurd (Sigurðr Magnússon), konge: 10
Sigurd (Sigurðr sýr Halfdanarson), fader til Harald Hårderåde: 9
Sigurd Rise (Sigurðr hrísi Haraldsson), søn af Harald Hårfager: 9
Sigurd (Sigurðr ormr-í-auga Ragnarsson loðbrókar), konge: T2
Sighvat Surtson (Sighvatr Surtsson), lovsigemand: 9, 10
Skafte Thorodson (Skapti Þóroddsson), lovsigemand: 8
Skagefjord (Skagafjörðr): 5
Skálholt (Skálholt): 9, 10, T1
Skálholtsland (Skálholtsland): 10
Skægge (Skeggi Bjarnason): 10
Snorre Gode (Snorri goði Þorgrimsson): 1
Snorre (Snorri Þorfinnsson karlsefnis/Karlsefnisson): T1
Stefanus (Stephanus), biskop: 8
Stein Thorgestsson (Steinn Þórgestsson), lovsigemand: 8
Svegder (Svegðir Fjölnisson), konge: T2
Svend Tveskæg Haraldson (Svein tjúguskegg Haraldsson Danakonungr), konge: 7
Sæmund Præst (Sæmundr enn fróði Sigfússon), præst: F, 7, 9, 10
Tangbrand (Þangbrandr), præst: 7, 9
Teit (Teitr Ísleifsson), præst, Aris lærer: 1, 2, 7, 8, 9
Teit Ketilbjørnson (Teitr Ketilbjarnarsonson): 7, T1
Thoraren (Þorarinn Skeggjason): 10
Thoraren Ragesbroder (Þorarinn Ragabróðir Óleifsson), lovsigemand: 3, 5
Thord Geller (Þorðr gellir Óleifsson): 5, T1, T2
Thord Hestehoved (Þórðr hesthöfði Snorrason): T1
Thordis (Þórdis Özurardóttir): T1
Thore Krympeskæg (Þórir kroppinskeggi): 3
Thorgeir Thorkelson (Þorgeirr Ljósvetningagoði Þorkelsson), lovsigemand: 5, 7, 8
Thorgerd (Þorgerðr Egilsdóttir): T1
Thorgils (Þorgils Gellisson), Aris fader: T2
Thorhilda Rype (Þórhildr rjúpa Þórðardóttir): T1
Thorid Snorresdatter (Þóriðr/Þúriðr en spaka Snorradóttir): 1
Thorkel Blundketilson (Þorkell Blund-Ketilsson): 5
Thorkel Gelleson (Þorkell Gellisson): 1, 6
Thorkel Måne (Þorkell máni Þorsteinsson), lovsigemand: 3, 4, 5
Thorkel (Þorkell Eyjolfsson), høvding, gift med Gudrun Osvifsdatter: T2
Thorkel Tjørvason (Þorkell Tjörvason), lovsigemand: 8
Thorlak (Þorlákr Rúnólfsson), biskop: F, 10, T1
Thorleif den Vise (Þorleifr enn spaki Hörða-Kárason): 2
Thorleik (Þorleikr/Þorlákr Þórarinsson): 10
Thormod (Þormóðr), præst: 7
Thorolf Mosterskæg (Þórólfr Mostrarskeggi Örnólfsson), landnamsmand: 4
Thorolf Ræv (Þórólfr refr Eysteinsson), 5
Thorstein Ingolfsson (Þorsteinn Ingólfsson), 3, 5
Thorstein den Røde (Þorsteinn rauðr Óleifsson), 4, T1, T2
Thorstein den Sorte (Þorsteinn surtr Hallsteinsson), 4
Thorstein Egilsson (Þorsteinn Egilsson), 5
Thorstein (Þorsteinn Eyjólfsson): T1
Thorun (Þorunn Gunnarsdóttir): 5
Thorvald (Þorvaldr Tungu-Oddsson), 5
Thorvald (Þorvaldr Ísleifsson): 9
Thorvald Krympeskæg (Þorvaldr kroppinskeggi): 3
Tingsnæs (Þingnes): 5
Tjorsådal (Þjórsárdalr): 7
Tunge-Odd / Tungu-Odd se Odd
Ulfhedin den Vise (Úlfheðinn Gunnarsson), lovsigemand: 3, 5, 10
Ulfljot (Úlfljótr), lovsigemand: 2, 3
Uppsala (Uppsalir), 7, T2
Vanlande (Vanlandi Sveigðisson), konge: T2
Vellandkatla (Vellankatla): 7
Vestmannaøerne (Vestmannaeyjar): 7
Viken (Vík/Víkin): 9
Vinland: 6
Visbur (Visburr Vanlandason), konge: T2
Yngvar (Yngvarr Eysteinsson), konge: T2
Yngve (Yngvi Agnason), konge: T2
Yngve Tyrkerkonge (Yngvi Tyrkjakonungr), konge: T2
Ølfussøen (Ölfusvatn): 7
Ølfuså (Ölfusá): 1
Ørnolf (Örnólfr), biskop: 8
Ørnolfsdal (Örnólfsdalr): 5
Øssur (Özurr keiliselgr Hrollaugsson): T1
Østfjordene (Austfirðir): 3
Østfjords-fjerdingen (Austfirðingafjórðungr): 10


Litteratur
Jakob Benediktsson: Íslendingabók Landnámabók I-II, Reykjavík, 1968
Guðni Jónsson: Íslendingabók, Reykjavík, 1946.
Finnur Jónsson: Íslendingabók, København, 1930.
Theodor Möbius: Are's Isländerbuch, Leipzig, 1869.
Gudbrand Vigfusson, F. York Powell: Origines Islandicae, Oxford, 1905.
Åke Ohlmarks: Isländingaboken, Stockholm, 1975.
Siân Grønlie: Íslendingabók, Kristnisaga, London, 2006.
Jesse L. Byock: Island i sagatiden, Samfund, magt og fejde, København, 1999


Fodnoter

  1. ↑ Biskop i Skálholt 1118-1133.
  2. ↑ Biskop i Hólar 1122-1145.
  3. ↑ Sæmund Sigfusson den Lærde, 1056-1133. Sæmund var præst og høvding og boede på gården Oddi i det sydlige Island. Hos hans barnebarn Jón Loptsson blev Snorri Sturluson opfostret.
  4. ↑ Eksperter er ikke enige om, hvorvidt der sigtes til summariske kongelister eller hele afsnit om kongernes liv.
  5. ↑ I det østlige Norge.
  6. ↑ Harald Hårfager 852-932.
  7. ↑ Den danske sagnkonge Ragnar Lodbrog, som bl.a. er kendt fra Saxos Danmarkskrønike.
  8. ↑ Den engelske "martyrkonge", Edmund the Martyr, døde november 869.
  9. ↑ Ordet her er fóstra, hvis grundbetydning er fosterfader, plejefader men også har betydningen vejleder, læremester, lærer.
  10. ↑ Snorre Gode (f. 1025) optræder i flere af sagaerne og er en af hovedpersonerne i Eyrbyggja saga.
  11. ↑ Fortællingerne om de første landnamsmænd gives her ganske summarisk. I første del af Landnamabogen gives fyldigere fortælling.
  12. ↑ Ordet papar er beslægtet med pave, papa, fader. Irske munke vides også at have slået sig også ned på Shetlandsøerne og Færøerne. Flere islandske stednavne som Papey, Papýli m.fl. understøtter Aris oplysninger.
  13. ↑ Senere lovgivning fastholdt denne afgift og udvidede den tilmed, så den også gjaldt for rejser fra Island til Norge, hvilket dog blev ophævet i 1264.
  14. ↑ Dette er en udbredt betegnelse for Norges store helgenkonge Olaf den Hellige eller Olaf Haraldson, 1015-1030. Ifølge Snorri Sturluson nægtede den svenske kong Olof, der lå i strid med kong Olaf, at anvende den norske konges navn men kaldte ham blot for ”ham den tykke”.
  15. ↑ Det er den engelske filolog og forfatter Siân Grønlie, som har gjort opmærksom på, at Ari fremhæver landnamsmændenes norske baggrund men er tavs om deres anglosaksiske forbindelser. Hun nævner bl.a., at "Rollaugs familie var jarler på Shetland og Orkney (og broderen Rolf erobrede Normandiet); Aud boede i Dublin og på Caithness (Skotland) før hun rejste til Island via Hebriderne, Orkney og Færøerne; og Helge, hvis moder var datter af en irksk konge, havde sin opvækst på Hebriderne og i Irland" ( Íslendingabók, Kristnisaga, London, 2006; s. 18).
  16. ↑ Ordet lov – lǫg – står her og andre steder i pluralis: love, Ulfljots love, hvilket nok sigter til, at der i den ene lov lovgives på flere forskellige områder.
  17. ↑ Altinget var den lovgivende forsamling, som mødtes en gang om året på landets store tingsted Þingvellir i det sydvestlige Island.
  18. ↑ Ulfhedin Gunnarson var lovsigemand fra 1108-1116.
  19. ↑ Ravn Hængsson var lovsigemand fra 930-949.
  20. ↑ Embedet som lovsigemand var det højeste på Altinget og man valgtes for tre år ad gangen.
  21. ↑ Thoraren Ragesbroder Oleifsson var lovsigemand fra 950-969.
  22. ↑ Udtrykket her er tveim misserum, hvilket gengives med ”to halvår”. At året opdeles i to kan hænge sammen med opfattelsen af, at året ikke har fire men to årstider, hhv. vinter og sommer, hvilket stadig er den almindelige opfattelse på Island i dag.
  23. ↑ Egtl.: rykkede stadig nærmere foråret.
  24. ↑ Siân Grønlie foreslår, at behovet for kalenderændringen enten kan være udsprunget af de tilbagevendende Altingsmøder eller af landbrugsmæssige hensyn. Hertil kan føjes, at med indførelsen af kristendommen blev det aktuelt at kunne fastsætte kirkeårets højtider. Kort efter kristendommens vedtagelse blev kalenderen yderligere justeret og tilpasset den Julianske kalender for at islandske helligdage kunne falde sammen med tilsvarende helligdage andre steder i Europa.
  25. ↑ Thorolf Mosterskæg er en af de store landnamsmænd, som bl.a. er omtalt i Eyrbyggja saga. Hans navn er særligt knyttet til helligstedet Helgafell på Snæfellsnes.
  26. ↑ Lovbjerget var det klippeplateau på Thingvellir, hvorfra lovsigemanden proklamerede loven på Altinget.
  27. ↑ Egtl.: Osyf (Ósýfr). I andre kilder skrives navnet dog Osvif (Ósvifr). Osvif er kendt fra flere af sagaerne først og fremmest for sin visdom, men også for at være fader til Gudrun, en af de store kvindelige skikkelser i sagaerne - især Laxdæla saga.
  28. ↑ Thorkel Måne var lovsigemand fra 970–984.
  29. ↑ Der er ikke helt overensstemmelse mellem den rolle, de forskellige personer spiller i Aris fortælling og Hønse-Thores saga. Landnamabogen og sagaerne har mere at berette om disse personer, ikke mindst Thord Geller, der var en fremtrædende høvding.
  30. ↑ Thorstein var søn af skjalden og sagahelten Egil Skallagrimson.
  31. ↑ Alf i Dalene var ifølge Landnamabogen en af den første tids mest indflydelsesrige høvdinge.
  32. ↑ Dvs. ikke nyttede noget.
  33. ↑ Finnur Jónsson indskyder her: "dvs.: på det fælles vårting."
  34. ↑ Lovretten bestod af 36 høvdinge - senere 48 - plus deres rådgivere, lovsigemanden og senere landets to biskopper. Se mere herom i Jesse L. Byock: Island i sagatiden, Samfund, magt og fejde, 1999
  35. ↑ "Fjerdingstingene var juridiske domstole, som antageligt skulle fungere som neutral grund i stridigheder mellem mænd fra forskellige vårtingsforsamlinger, men meget vides ikke om dem." (Siân Grønlie: Íslendingabók, Kristnisaga).
  36. ↑ Thorkel Måne Thorsteinsson var lovsigemand fra 970-984. Barnebarn af den første landnamsmand Ingolf Arnarson.
  37. ↑ Thorgeir Thorkelsson var lovsigemand fra 985-1001. Det er denne Thorgeir, som spiller en central rolle i overgangen til kristendommen, som det også berettes i kap. 7.
  38. ↑ Om opdagelsen af Grønland og om de første kolonier af bosættere fortælles mere i Landnamabogen. Erik den Rødes saga og Grønlændernes saga fortæller ikke blot om bosættelsen på Grønland men også om opdagelsen af Vinland.
  39. ↑ Siân Grønlie påpeger parallellen mellem disse fund ved opdagelsen af Grønland med de fund fra irske munke, som blev gjort ved opdagelsen af Island. (Íslendingabók, Kristnisaga)
  40. ↑ Ordet skrællinger er nedsættende. Det blev også benyttet om indianerne, som nordboerne mødte i Vinland.
  41. ↑ Erik skulle således være kommet til Grønland i år 985/986.
  42. ↑ Olaf Tryggvason var konge fra 995-1000.
  43. ↑ Svarer ifølge Finnur Jónsson til den 19. eller 20. juni.
  44. ↑ Dommen over Hjalte var den såkaldte "lille fredløshed", som bestod af en bødestraf og landsforvisning i tre år. Når straffen var udstået kunne den dømte vende tilbage og nyde fuld retsbeskyttelse.
  45. ↑ Det er altid problematisk at oversætte oldislandsk poesi. Således også dette lille vers. Ordspillet ligger mellem ordene geyja og grey. Geyja betyder at håne eller tale ondt om, men grundbetydningen er "at gø". Grey betyder en tæve, en hunhund. Ordret betyder verset: Ikke skal jeg gø ad guderne, men Freja synes mig at være en tæve. Interessant nok er hunden et skældsord i flere religioner, således blandt romerne, jøderne, kristne, muslimer og altså også her. At det netop er Freja, som vækker forargelse blandt disse tidlige kristne kan ikke overraske. I Hyndlasangen kaldes Freja ”en lysten tøjte”, der farter omkring om natten. Hun siges at opføre sig som en brunstig ged, der løber rundt blandt bukkene.
  46. ↑ Det er uvist hvilken dansk-norsk strid, der henvises til her.
  47. ↑ Skikken med at "sætte børn ud" - dvs. efterlade et nyfødt barn i ødemarken - på grund af hårde tider, tvivl om hvem faderen var eller lignende, kendes fra mange af sagaerne.
  48. ↑ De fleste af disse udenlandske biskopper er omtalt af Adam af Bremen i han krønike. For flere oplysninger om de enkelte biskopper se Siân Grønlie: Íslendingabók, Kristnisaga, s. 26f.
  49. ↑ Grim Svertingsson var lovsigemand fra 1002-1003.
  50. ↑ Skafte Thorodson var lovsigemand fra 1004-1030.
  51. ↑ En grundig beskrivelse af oprettelsen af denne ekstra retsinstans kan læses i Njals saga.
  52. ↑ Stein Thorgestsson var lovsigemand fra 1031-1033.
  53. ↑ Thorkel Tjørvason var lovsigemand fra 1034-1053.
  54. ↑ Geller Bølverkson var lovsigemand fra 1054-1062.
  55. ↑ Harald Sigurdsson (Harald Hårderåde) konge fra 1046-1066.
  56. ↑ Aris far Thorgils var druknet på Bredefjord. Hans farfader Geller Thorkelson døde i Danmark på vejen hjem fra en pilgrimsrejse til Rom. Ifølge Laxdæla saga skulle han være begravet i Roskilde.
  57. ↑ Gunnar den Kloge Thorgrimsson var lovsigemand fra 1063-1065.
  58. ↑ Kolbein Flosason var lovsigemand fra 1066-1071.
  59. ↑ Slaget ved Stamford Bridge, 1066
  60. ↑ Sighvat Surtson var lovsigemand fra 1076-1083.
  61. ↑ Teksten har "Leo den Syvende", hvilket tydeligvis er en fejl, da han var pave fra 936-939 (Isleif er født i 1006). Leo den Niende derimod var pave fra 1049-54, hvilket stemmer med de øvrige tidsangivelser.
  62. ↑ Teksten har "Olaf Haraldson", der almindeligvis betegner Olaf den Hellige, men her står for Olaf Kyrre, der var konge fra 1067-1093.
  63. ↑ Markus Skæggeson var lovsigemand fra 1084-1107.
  64. ↑ Tallene, som er angivet i såkaldte "store hundreder" (dvs. 100 = 120) er her omskrevet til "normale hundreder". Det er blevet foreslået, at formålet med denne optælling var at undersøge, om der var økonomi til endnu et bispesæde. (Grønlie, 2006).
  65. ↑ Bønder af en vis økonomisk status havde pligt til at betale deres høvding en tingskat, hvis de valgte ikke at deltage i det årlige møde på Altinget. Indtægterne herfra blev brugt til at dække rejseudgifterne for de bønder, som tog afsted.
  66. ↑ Ulfhedin Gunnarsson var lovsigemand fra 1108-1116.
  67. ↑ Bergthor Ravnsson var lovsigemand fra 1117-1122.
  68. ↑ Gudmund Thorgeirsson var lovsigemand fra 1123-1134.
  69. ↑ Ifølge Grønlie fandt dette sted i vinteren 1117-1118.
  70. ↑ Thorlak blev viet til biskop i Lund i 1118.
  71. ↑ Dvs. 28. maj.
  72. ↑ Dvs. Konstantinopel
  73. ↑ Forklaring af betegnelsen aldamót. Finnur Jónson oversætter denne passage således: ”To vintre efter sluttede en måneperiode og en ny begyndte.” (Íslendingabók).
  74. ↑ I dette kapitel formår Ari at fremstille genealogien over de islandske biskopper og samtidig fremhæve nogle af de betydeligste landnamsmænd/kvinder og mange af de mest fremtrædende høvdinger. Landnamabogens forfatter fremhæver betydningen af de samme personer.
  75. ↑ At sammenblande historiske konger med sagnkonger og sagnkonger med guder er ikke enestående for Ari. Samme mønster finder vi i sagaerne, især i fornaldersagaerne, i skjaldedigtningen og heltedigtningen og desuden hos historikere som Snorre og Saxo.
  76. ↑ Listen over lovsigemænd, deres rækkefølge og embedsperiode fremgår af Islændingebogen selv. Listen herunder er tilføjet årstal og gengives efter Jesse L. Byock: Island i sagatiden, Samfund, magt og fejde, København, 1999.
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Islændingebogen&oldid=40085»