Island i fristatstiden - I. Opdagelse og Bebyggelse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924

I. Opdagelse og Bebyggelse

1. Ingen forhistorisk Oldtid.

Medens omtrent alle Landes Historie begynder med en Oldtid, der er indhyllet i et næsten uigennemtrængeligt Mørke, er dette ikke Tilfældet med Island. Dets Opdagelse og første Bebyggelse falder indenfor den historiske Tidsgrænse, i en Tid, for hvilken vi har paalidelige skriftlige Optegnelser, virkelig historiske Dokumenter. Paa Island findes der ikke, som i det øvrige Norden, nogen som helst Spor til en Sten- eller Bronzealder. Landet har i Aartusinder ligget ubeboet hen, ukendt af noget Menneske. Mange har ganske vist antaget, at det af forskellige klassiske Forfattere nævnte ultima Thule maatte forstaas om Island, og af denne Mening var blandt andre de ældste nordiske Historieskrivere, saa vel Islænderen Are Frode (ɔ: den lærde) som Danskeren Sakse Grammatikus, den tyske Prælat Adam af Bremen og den irske Munk Dicuilus. Men at dette er en Fejltagelse, er allerede forlængst blevet bevist med saa gode Grunde, at det nu kan betragtes som en ubestridelig Kendsgerning, at »ultima Thule« har intet som helst med Island at gøre.

2. Den irske Opdagelse.

Indtil henimod Slutningen af det 8. Aarhundrede synes Island ikke at have været betraadt af nogen menneskelig Fod. Men ved denne Tid blev det opdaget og besøgt af nogle Kelter, som dengang boede paa Øerne ved Nord- og Vestkysten af Skotland. Herfra var enkelte Eneboere allerede tidligere naaet til Shetland og Færøerne, hvor de havde nedsat sig og boet i omtrent hundrede Aar, indtil de her blev fortrængt af nordiske Vikinger. Omtrent ved samme Tid, som de blev fortrængt fra Færøerne, ses de at have søgt længere mod Nord og at have opdaget Island. Beretningen herom findes i et Skrift af den irske Munk Dicuilus: De mensura orbis terræ (Om Jordklodens Størrelse), der er skrevet omkr. 825. Her siger Dicuilus (K. 7), at nogle Gejstlige, som han kendte, har for 30 Aar siden (795) fortalt ham, at de havde besøgt en Ø, som han selv antager for de klassiske Forfatteres »ultima Thule«. Disse Gejstlige havde opholdt sig paa Øen fra 1. Februar til 1. August, og de fortalte, at ikke alene ved selve Sommersolhverv, men ogsaa baade før og efter, var det, som om Solen kun skjulte sig bag en lav Bakke, naar den gik ned om Aftenen, saa at det aldrig blev mørkt. Man kunde derfor foretage sig hvad som helst, man ønskede, om det saa var at pille Lus af sin Skjorte (!), ligesom Solen hele Tiden stod paa Himlen. Og hvis man havde staaet oppe paa de høje Fjælde, vilde man maaske have set Solen hele Natten. Saa vel denne Bemærkning som adskillige andre angaaende Dagens Længde og Havets Temperatur synes at gøre det utvivlsomt, at det Land, de har besøgt, har været Island. Om nu netop disse Gejstlige, som fortalte Dicuilus herom, har været de første, der besøgte Island, er derimod ikke sikkert. Maaske har de her truffet enkelte Standsfæller, som allerede tidligere var kommet derhen, og som havde opholdt sig der i kortere eller længere Tid. Herpaa synes det at tyde, at Dicuilus Hjemmelsmænd er fuldstændig klare over, at Island er en Ø, skønt det næppe er sandsynligt, at de ved en Omsejling af Landet har kunnet forvisse sig herom. De har derfor sandsynligvis faaet deres Kundskab herom af andre, der ved et længere Ophold havde overbevist sig derom.

Men hvordan det end maatte forholde sig hermed, saa er det i hvert Fald sikkert, at irske Munke eller Eneboere i Løbet af det 9. Aarh. har taget fast Ophold paa Island, og at de befandt sig der, da Landet blev opdaget af Nordboerne. Thi herom berettes der i forskellige islandske Kilder. Saaledes skriver Islands ældste Historieskriver Are Frode (§ 63): »Dengang var her kristne Folk, som Nordmændene kaldte Paper, men som senere fortrak, fordi de ikke vilde bo her sammen med Hedninger. Men de efterlod sig irske Bøger og Bjælder og Krumstave, hvoraf man kunde slutte, at det var irske Folk.«

Minder om Papernes Bosættelse findes ogsaa endnu i det sydøstlige Island (i det nuværende Øster- og Vester-Skaftafellssyssel) i forskellige Stednavne som Papefjord, Papø, Papos, Paperbo (Pappýli) og Irerbakke (Írskihóll), hvor der ogsaa findes enkelte Ruiner af Papernes Bygninger. Navnet Paperbo findes dog ikke mere, men synes at have været Navn paa en hel Egn, hvis Midtpunkt har været Gaarden Kirkeby (Kirkjubær), hvor Paperne synes at have bygget en Kirke. Thi der fortælles, at de først boede her og at der siden hvilede saa stor Hellighed over denne Gaard, at ingen Hedning kunde bo eller trives der. Den blev derfor ogsaa efter Papernes Bortrejse taget i Besiddelse af en kristen Landnamsmand, og den synes hele Tiden at have været beboet af kristne Mennesker lige indtil den almindelige Indførelse af Kristendommen i Aaret 1000. Og senere blev der her, i Aaret 1186, oprettet et Nonnekloster, af Benediktinerordenen, hvortil den almindelige Tro paa Stedets Hellighed sikkert har været medvirkende.

3. Den nordiske Opdagelse.

Uden at have nogen som helst Anelse om Islands tidligere Opdagelse ved Irerne blev det for anden Gang, i Aarene 860-865, opdaget af tre nordiske Vikinger, hver især uafhængig af de andre. Og først denne Opdagelse blev af blivende Betydning.

Den første af disse Opdagere var en sjællandsk Bonde, Gardar Svavarsson. Han var Svensker af Fødsel, men havde bosat sig paa Sjælland, hvor han besad flere Jordejendomme. Han blev paa en Rejse til Syderøerne (Hebriderne) drevet ud af sin Kurs og kom til Østkysten af Island. Han omsejlede derefter Landet, hvorved han fik Vished for, at det var en Ø, og han gav det Navnet Gardarsholm. Han opholdt sig en Vinter paa Islands Nordkyst og byggede der et Par Huse, hvorefter Stedet fik Navnet Husavik (det nuværende Handelssted af samme Navn). Men den næste Sommer sejlede han tilbage til Norge. Gardars Rejse maa have fundet Sted omkr. 860.

Omtrent ved samme Tid blev Island ogsaa opdaget af en norsk Viking, Naddod, som dengang var bosat paa Færøerne. Han blev paa en Rejse fra Norge til Færøerne af en voldsom Storm drevet langt mod Nordvest og kom til Østkysten af Island. Her besteg han et højt Bjærg for at se, om han kunde øjne Røg eller andre Tegn paa, at Landet var beboet. Men da han intet saadant kunde opdage, forlod han Landet og sejlede allerede det samme Efteraar tilbage til Færøerne. Da han sejlede bort, faldt der megen Sne paa Fjældene, og dette gav Anledning til, at han kaldte Landet Sneland.

Islands tredje Opdager var en norsk Viking, Floke Glamsson eller Vilgerdsson (som han hyppigst kaldes efter sin Moder), der synes at være blevet ansporet til sin Rejse af de tidligere Opdageres Meddelelser om det nye Land og have haft til Hensigt at bosætte sig der, eftersom han og hans Folk medførte en Del Kvæg. Floke sejlede (omtr. 865) ud fra Sydvestkysten af Norge (omtr. ved Haugesund), først til Shetlandsøerne og derefter til Færøerne, hvorfra han sejlede til Øster Horn, paa Sydøstkysten af Island. Floke havde, ifølge Sagnet, inden sin Afrejse fra Norge foretaget et stort Blot (Ofring) og ofret til tre Ravne, for at de skulde vise ham Vej. Da han havde sejlet et Stykke fra Færøerne, slap han en af sine Ravne løs. Den fløj op i Vejret og derpaa tilbage over Agterstævnen. Senere slap han en anden løs. Den fløj op i Vejret og tilbage til Skibet. Til sidst slap han den tredje løs. Den fløj fremad, og ad den Kant, hvor den fløj hen, fandt han Island. Fra Øster Horn sejlede Floke Syd om Landet, forbi Reykjanæs og Snefjældsnæs og ind i Bredefjorden paa Vestkysten, hvor han gik i Land paa Bardestrand paa Nordsiden af Bredefjorden. Her overvintrede han og opførte nogle Bygninger, hvis Ruiner endnu kan ses paa Stedet. Men da Fjorden var fuld af Fisk og al Slags Fangst, forsømte Floke og hans Folk af Iver for Fiskeriet at sørge for Høforraad til deres Kreaturer, saa at hele deres Kvægbestand døde om Vinteren. Det følgende Foraar var meget koldt. Da gik Floke op paa et højt Fjæld og saa Nord for Bjærgene en Fjord fuld af Drivis. Dette gav Anledning til, at han kaldte Landet ISLAND, hvilket Navn det siden stedse har beholdt. Derefter lavede Floke sig til at sejle bort, men forskellige Uheld tvang ham til at tilbringe endnu en Vinter paa Island, denne Gang paa Sydvestkysten (i Borgarfjorden). Den følgende Sommer sejlede han saa tilbage til Norge. Floke udtalte sig meget ufordelagtigt om Landet, medens en af hans Ledsagere ved Navn Herjolf fremhævede baade dets gode og dets daarlige Sider, og en anden, Torolf, roste det i høje Toner og sagde, at der dryppede Smør af hvert Straa, hvorefter han blev kaldet Torolf Smør. Nogle Aar senere flyttede dog Floke til Island og bosatte sig her som Landnamsmand.

4. Islands første Bebyggelse.

Nogle faa Aar efter Flokes Rejse begyndte saa Islands Bebyggelse eller Landnam (Kolonisation), som derefter blev fortsat i de følgende 60 Aar, saa at Landet omkr. 930 var blevet bebygget i ganske den samme Udstrækning, som det er nu til Dags.

Islands første Landnamsmand (Nybygger, Kolonist) var Nordmanden Ingolf Ørnsson, der sammen med sin nære Slægtning og Fostbroder, Hjørleif Hrodmarsson, drog derhen paa to Skibe. Heraf landede det ene med Ingolf ombord ved Forbjærget Ingolfshøfde paa Islands Sydkyst, medens Hjørleif gik i Land ved et andet lidt vestligere beliggende Forbjærg, der fik Navnet Hjørleifshøfde. Her tog han straks fat paa Opførelsen af to store Huse, hvori han boede Vinteren over. Om Foraaret vilde Hjørleif pløje og saa Korn, som han var vant til i Norge, og da han kun havde én Okse, lod han sine irske Trælle trække Ploven. Dette harmedes de over, og engang, da Hjørleif var sysselsat hjemme i Huset, foreslog en af Trællene, ved Navn Dufthak, at de skulde dræbe Oksen og sige, at en Skovbjørn havde taget den. Dette troede Hjørleif var sandt, og da han og hans norske Folk spredte sig ad for at oplede Bjørnen, overfaldt Trællene dem enkeltvis og dræbte dem. Efter at alle Mændene var dræbte, løb Trællene til Husene og tog Kvinderne og alt Godset, samt Skibsbaaden, og rømte til nogle Øer, som de saa udenfor Kysten, som siden efter disse »Vestmænd« (Irer) fik Navnet Vestmannøerne. Her slog de sig indtil videre ned. Kort efter fandt imidlertid to af Ingolfs Trælle Hjørleifs Lig og meldte deres Herre denne sørgelige Tidende. Han ilede straks afsted til Hjørleifshøfde, og da han saa sin Vens Lig, udbrød han: »Ussel Skæbne timedes her en brav Mand, at Trælle skulde blive hans Banemænd. Men saaledes gaar det jo alle dem, som ikke vil blote« (ɔ: tilbede og ofre til Guderne). Hjørleif var nemlig en Fritænker, medens Ingolf var meget religiøs. Efter at Liget var blevet højlagt, gik Ingolf op paa Toppen af Forbjærget for at spejde ud over Havet, og da han fik Øje paa Øerne udenfor Kysten, faldt det ham ind, at Trællene maatte være taget derhen, eftersom Baaden var borte. Han sejlede derfor derud for at søge efter dem og fandt dem just, som de sad ved deres Maaltid. Trællene løb rædselsslagne hver i sin Retning, men han indhentede dem og dræbte dem alle. Derefter tog Ingolf de røvede Kvinder med tilbage til Hjørleifshøfde og opholdt sig her den næste Vinter.

Ingolf havde overladt det til Skæbnen at bestemme, hvor han skulde bosætte sig, idet han, da han først saa Land, kastede sine Højsædessuler (§ 28), som han havde taget med fra Norge, i Havet, og erklærede, at han der vilde opslaa sin Bopæl, hvor de drev i Land. Efter tre Aars Søgen fandt han dem drevet i Land paa Sydvestkysten, i det sydøstlige Hjørne af Faksebugten, hvor han da straks bosatte sig. Den Gaard, han her byggede, kaldte han Reykjarvik (nu Reykjavik) d.v.s. »Røgvig«, fordi den laa ved en lille Vig i Nærheden af nogle varme Kilder, som der stadig stod Damp op fra. Denne første Gaard paa Island er nu blevet til en By paa 20,000 Mennesker, den største paa Island, Landets Hovedstad.

Ingolf tilegnede sig alt Land imellem Hvalfjorden og Ølfusaaen (se Kortet bag i Bogen), altsaa hele den sydvestlige Halvø, en Strækning af lignende Størrelse som Laaland. Det var hans »Landnam« (Koloni). Men i dette Landnam gav han Land, ikke alene til sine frie Mænd og nogle Trælle, som han tillige skænkede Friheden, men ogsaa til mange andre, af hvilke nogle var Mænd af store og fornemme Slægter, der i hans Spor søgte til Island. Alle disse blev da ogsaa Landnamsmænd og frie Selvejere eller Bønder. Men Ingolf og hans Efterkommere blev dog hele Bygdelagets Høvdinger, som holdt Fred inden Høvdingdømmet og forestod den fælles Gudstjeneste. Ingolfs Søn Torstein fik senere oprettet et Ting paa Kjalarnæs (lige overfor Reykjavik), der afholdtes hvert Foraar, og hvor Bøndernes Stridigheder afgjordes. Dette Ting synes, inden Altinget kom i Stand, endogsaa at have været søgt af Folk udenfor Ingolfs Landnam og næsten at have været et almindeligt Ting for hele Landet. Det er dog noget usikkert, hvorledes det forholder sig hermed.

I hvilket Aar Ingolfs Bosættelse fandt Sted, er noget omstridt. Man plejer efter nogle Aarbøger og forskellige Sagaers Beretninger at sætte Islands første Bebyggelse til Aaret 874. Men dette maa være fejlagtigt, thi det stemmer ikke med den ældste og største islandske Autoritet, Are Frodes (§ 63) Meddelelse, hvis Vidnesbyrd har en ganske anderledes Vægt end de yngre Aarbogs- og Sagaskriveres Meddelelser. Are sætter Landets første Bebyggelse til Aaret 870. Hans klare og utvetydige Ord herom lyder saaledes:

»Island blev først bebygget fra Norge i Harald Haarfagres Regeringstid .... i den Tid ...., da Ivar, Ragnar Lodbrogs Søn, lod Englændernes Konge Edmund den Hellige dræbe; men det var 870 Aar efter Kristi Fødsel, efter hvad der staar skrevet i dennes Saga. Ingolf hed en norsk Mand, om hvem det troværdigt berettes, at han var den første, som drog derfra til Island .... Saa siger ogsaa vise Mænd, at i Løbet af 60 Aar blev Island fuldstændig bebygget, saa at dets Bebyggelse aldrig senere har været større. Ved den Tid overtog Ravn Høngsson Lovsigemandsembedet .... det var 60 Aar efter Kong Edmunds Drab.«

Are bestemmer saaledes det første Bebyggelsesaar paa to Maader, først efter Kong Edmunds Dødsaar (870), og derpaa ved at regne 60 Aar tilbage fra Lovsigemanden Ravn Høngssons Embedstiltrædelse, som man med fuld Sikkerhed ved fandt Sted i Aaret 930. Her er saaledes al Tvivl udelukket, hvad saa end de langt yngre Sagaskrivere og Aarbogsforfattere siger, hvis Troværdighed i ingen Henseende kan sammenlignes med Ares, der bygger paa de bedste og paalideligste Kilder, gamle vise Mænds Udsagn, hvis Navne han udtrykkelig anfører.

Efter at Ingolf en Gang havde vist Vejen, kom der stadig flere og flere Nybyggere til Island, dels fra Norge, dels fra de britiske Øer, hvorhen de allerede tidligere var flyttet fra Norge. Denne Indvandring gik saa rask for sig, at i Løbet af 60 Aar var omtrent alt beboeligt Land paa Island optaget, eller taget i Besiddelse af Landnamsmænd. Først blev Vestlandet fuldbygget, dernæst Nord- og Sydlandet og sidst Østlandet.

5. Islands Naturforhold.

Vi ved, at Islands Naturforhold i Landnamstiden i alt væsentligt var de samme som i Nutiden. Til Trods for Landets nordlige Beliggenhed mellem 63° 24’ og 66° 33’ n. Br. er Klimaet langtfra saa raat, som man skulde vente, hvad der skyldes de gunstige Havstrømninger. Dette gælder dog især for Syd- og Vestkysten, som er omgivet af den varme Golfstrøm, medens Nord- og Østkysten er udsat for Polarstrømmen. Som Følge heraf er Forskellen i Aarets Middeltemperatur paa Syd- og Vestkysten, hvor den er 3-4° (om Vinteren 0 til -2°, om Sommeren 9-10°), og paa Nord- og Østkysten, hvor den er 1-2° (om Vinteren -2 til -4°, om Sommeren 6-7°), ikke ringe. Medens Vinterens Temperatur saaledes maa siges at være forholdsvis mild, har den lave Temperatur om Sommeren en meget ugunstig Indflydelse paa Plantelivet. Hertil kommer, at Jordbundsforholdene langtfra er gunstige. Det er nemlig hovedsagelig kun Kysterne og de Dale, der op fra dem strækker sig ind i Landet, der er beboelige. Den allerstørste Del af Landet optages af et Højland paa 1200-3500 Fod, hvorfra igen vældige Jøkelgrupper paa 4000-6000 Fod hæver sig, af hvilke en enkelt, Vatnajøklen, indtager et Fladerum af 150 Kvadratmil. Foruden Fjældene og Jøklerne findes der vidt udstrakte Lavamarker og store Sandørkener, der er blottede for al Plantevækst. Kun 1/15 Del af Landet kan betegnes som Lavland, af hvilket det største Areal, paa 70 Kvadratmil, ligger paa Sydkysten, og det næststørste, paa 20 Kvadratmil, paa Sydvestkysten. Hele det beboede Areal kan, Græsgangene iberegnet, anslaas til 700 Kvadratmil, medens 1200 Kvadratmil er ubeboede, hvoraf en Del dog kan benyttes som Sommergræsgange. Kun i det lavere Kystland og i de Dale, der strækker sig op fra dette, findes der en frodig Plantevækst. Her er saa vel Dalbunden som Fjældsiderne altid beklædt med et smukt Græsdække, og paa enkelte Steder findes der Kratskove, der som oftest bestaar af 3-8, undtagelsesvis af 20-30, Fod høje Birketræer og ganske enkelte Rønnetræer, samt smaa Pilebuske (Dværgpil) og Enebuske. Landet egner sig saaledes ikke til Kornavl, men kun til Kvægavl, og ved Siden deraf lidt Havebrug, samt Jagt og Fiskeri, saa vel i Floder og Indsøer som i Havet; af Fiskeriet kan særlig Havfiskeriet give et overordentlig rigt Udbytte.

6. Undersøger man Brunkulslejerne paa Island, kan man se, at der her i længst forsvundne Tider har vokset forskellige Arter af Fyrretræ, Eg, Ahorn, Elletræer, Tulipantræer, Vinranker o.s.v. Dette viser, at Landets Klima og Plantevækst engang har været af lignende Beskaffenhed, som nu til Dags i Mellemamerika (i Meksiko og Florida). Men dette gaar langt tilbage i den forhistoriske Tid, mange Aartusinder før Landet blev betraadt af nogen menneskelig Fod, før den store Isperiode, der ødelagde alt Planteliv i Nordeuropa. Disse Fund har derfor ikke den mindste Betydning for Afgørelsen af det Spørgsmaal, hvorledes Landets Tilstand har været i Landnamstiden. Holder vi os udelukkende til den historiske Tid, saa kan det tilvisse ikke nægtes, at forskellige Naturbegivenheder, som vulkanske Udbrud, Bjærgskred, Jordskælv og lignende i visse Egne har forvoldt store Ødelæggelser. Men i det store og hele er Landets Naturforhold ikke undergaaet nogen anden væsentlig Forandring, end at man i Landnamstiden havde vidt udstrakte Skove. Are fortæller, at Landet dengang var »skovbevokset mellem Fjæld og Fjære (Strand)«, og det samme fremhæves i mange andre Kilder, saa at det maa antages at være rigtigt, skønt Træerne hverken var synderlig høje eller tykke. Heri er der for øvrigt intet som helst unaturligt, da Skoven Aarhundreder igennem havde faaet Lov til at udbrede sig og vokse i Fred, uantastet af Mennesker og Kvæg. Denne Meddelelse bestyrkes ogsaa derved, at Stednavnet Holt (ty. Holz) dels usammensat, dels i Sammensætninger (Holtastaðir, Holtsfit, Holtsmúli, Holtakot, Holtasel o.s.v.) i saa stort Antal findes i alle forskellige Landsdele. Derimod er Holdepunkterne med Hensyn til Skovens Art mindre sikre. At man ligesom nu har haft Birk, er givet, skønt Navnet Birk (Björk) mærkværdig nok forholdsvis sjældent indgaar som Led i Stednavnene, maaske fordi Birken var saa almindelig. Derimod findes der flere Stednavne, der indeholder andre Træers Navne, som Pil og Pilebusk (Víðidalr, Víðihólmr, Víðiker, Víðines, Víðiskógr, Víðivellir), Ene (Einholt, Einifell), Rønnetræer (Reynifell, Reynihólar, Reynikelda, Reynir, Reynisdalr, Reynisholt, Reynisnes, Reynistaðr, Reynisvatn, Reynivellir), Ask (Asknes, Eskja, Eskifjörðr, Eskiholt, Eskilsey, Eskifell, Eskiey), Asp (Asparvík, Espihóll), Fyr (Furufjörðr), Gran (Grenivík, Grenitrésvík, Granastaðir?) og endog Eg (Eikibrekka, Eikisík). En Del af disse Navne kan dog enten være mekanisk overført fra Norge, eller stamme fra Drivtømmer, som man har fundet drevet i Land paa disse Steder, hvad der ogsaa udtrykkelig fremhæves i en Saga om Navnet Grenitrésnes. Og hvad endelig Navnene Eikibrekka og Eikisík angaar, som siges at stamme fra et Egetræ, der blev anvendt til en Skibskøl, saa maa det bemærkes, at denne Meddelelse findes i en mindre paalidelig Saga, og at Ordet eik (Eg) allerede i den gamle Litteratur paa Island bruges om alle mulige Træer, vistnok fordi Eg var ukendt i Landet.

At man i Landnamstiden dog har haft flere Slags Træer paa Island end nu til Dags, er imidlertid højst sandsynligt. Thi de i den sidste Tid foretagne Skovplantningsforsøg har tilfulde vist, at der intet er i Vejen for, at forskellige andre Træer end de nævnte kan trives der. Desuden har man for kort siden her fundet Spor af Aspen, som man tidligere ikke troede fandtes der. Og skønt Træerne nok gennemgaaende har været temmelig smaa, finder man dog Eksempler paa, at de undertiden kunde være ret anselige. Det hedder saaledes om en af de prægtigste Gaarde i hele Landet i det 10. Aarh., Hjarðarholt, at den blev bygget af indenlandsk Tømmer, som for største Delen var hugget i Gaardens egen Skov, medens en Del deraf dog var Drivtømmer. Der findes ogsaa flere Eksempler paa, at man byggede Skibe af indenlandsk Tømmer.

7. Hvad der trak Folk til Island.

Naar Islands Naturforhold i alt væsentligt var de samme som nu, er det klart, at det hverken var dets Frugtbarhed eller dets milde Klima, der bevirkede, at det blev saa hurtigt bebygget. Det var forskellige andre Aarsager. Efter hvad der angives i Oldskrifterne var Aarsagen undertiden den, at de Udvandrende havde gjort sig umulige i deres gamle Hjemstavn, havde gjort sig skyldige i en eller anden Lovovertrædelse, begaaet Drab eller deslige, hvorfor de var blevet dømt til Landflygtighed. Dette var f. Eks. Tilfældet med Landets to første Landnamsmænd, Ingolf og Hjørleif. Og det samme var Tilfældet med mange andre. Undertiden var det imidlertid det Ry, der gik af Landet. Thi naar de første Nybyggere engang havde taget fast Ophold i Landet, var det dem selvfølgelig magtpaaliggende at faa det koloniseret, og de søgte derfor paa deres Besøg i Udlandet ved en fordelagtig Skildring af dette at bevæge saa mange som muligt til at flytte derhen. De fremhævede særlig de fede Græsgange, det rige Fiskeri, de udstrakte Skove, og ikke mindst den store Frihed og Uafhængighed, hvori man her kunde leve. Naar man saaledes kun fremhævede Landets gode Sider, kunde der nok siges en hel Del fordelagtige Ting om det, uden at man egentlig behøvede at ty til Overdrivelser, hvad dog sikkert enkelte har gjort. Torolf Smør har næppe været den eneste, der i sin Skildring brugte temmelig stærke Udtryk om Landets gode Egenskaber. Men bortset herfra maa man tage i Betragtning, at skønt Landets Naturforhold i Grunden var omtrent de samme som nu til Dags, saa er det meget naturligt, at det gjorde et mere fordelagtigt Indtryk paa de første Landnamsmænd, end det nu vilde gøre paa indvandrende Folk. Nu kender man jo af Erfaring mange af dets daarlige Sider, som de fleste Landnamsmænd sikkert har været mere eller mindre uvidende om, som f. Eks. Jordskælv, vulkanske Udbrud og deraf følgende Ødelæggelser, Polarisens skadelige Indflydelse og mange andre Ulykker, som jo ikke plejer at indtræffe hvert Aar, men kun engang imellem, medens der kan gives kortere eller længere Perioder, uden at noget saadant indtræffer. Og til de Tider kan man virkelig leve et ganske behageligt Liv paa Island. For at kende Plager af den nævnte Art, maa man have levet en længere Tid i Landet. Men en saadan Erfaring kunde de første Landnamsmænd ikke have, og de fandt jo ingen, der kunde fortælle dem herom. Paa den anden Side kan man let forstaa, at Landets gode Egenskaber dengang traadte langt stærkere frem end nu. Det er jo ganske naturligt, at saa vel Græsgangene som Skovene tog sig bedre ud og udviste en større Frodighed i de første Nybyggeres Øjne end senere. Thi Frodigheden maa selvfølgelig have været langt større ved Nordmændenes Ankomst til Island, medens Landet laa ubeboet hen, uantastet af Mennesker og Kvæg. Sandsynligheden taler saaledes for, at man endnu den Dag i Dag her vilde have lige saa udstrakte Skove som i selve Landnamstiden, dersom Landet hele Tiden havde været ubeboet. Det er ikke Naturen, men for største Delen Menneskene og deres Husdyr, der har ødelagt dem, hvorom der ogsaa foreligger talrige Vidnesbyrd i Sagaerne. Jagt og Fiskeri maa ogsaa i selve Landnamstiden have givet et langt større Udbytte end senere; thi, som det fremhæves i nogle Sagaer, de vildtlevende Dyr saa vel i Havet som paa Landjorden var, fordi de var vante til at leve uforstyrret af noget Menneske, saa trygge og rolige, at det i Begyndelsen var langt lettere at fange dem end senere. Drivtømmer fandtes ogsaa dengang i langt større Overflod end senere, da dette gennem flere Aarhundreder, ja Aartusinder, var blevet ophobet paa Stranden, uden at nogen menneskelig Haand havde rørt derved. Man kan let forstaa, at de første Nybyggeres Beretninger om disse Herligheder kunde have den Virkning at trække Folk til Landet. Men dette vilde dog sikkert ikke have været tilstrækkeligt til at drage Folk derhen i Løbet af saa kort en Tid, dersom der ikke hertil var kommet ogsaa andre Grunde. Af saadanne anføres der ogsaa, foruden de allerede nævnte, adskillige i Oldskrifterne. Om nogle Indvandrere hedder det, at det blot var Rejselysten, der drev dem derhen, medens andre siges at være draget til Island, fordi de var blevet kede af Handelsrejser og Vikingetog og længtes efter at sætte Bo, hvad der jo saa let lod sig gøre paa Island, hvor man fik Jorden for ingenting. Adskillige siges at være udvandret til Island, blot fordi de saa, at andre gjorde det, og deraf sluttede, at der dog maatte være noget godt ved Landet, eller ogsaa, fordi de blev opfordret og overtalt dertil af Slægtninge og Venner, som tidligere var draget derhen. Om nogle hedder det endelig, at de ingen Ro havde i deres Hjem, fordi man havde spaaet dem, at de vilde komme til at bo paa Island og de selv troede paa Spaadommen og mente, at dette var Skæbnens Bestemmelse, saa at de ikke vilde finde deres Lykke andre Steder, saaledes som det f. Eks. fortælles om den ansete Høvding, Kong Harald Haarfagres Ven, Ingimund den Gamle og hans Fostbroder Grim.

Hvad der imidlertid fremfor noget andet gav Anledning til Folks Udvandring til Island, var de politiske Forhold i Norge og den store Omvæltning i det norske Statssamfund, der paa denne Tid fandt Sted. Thi medens Norge hidtil havde været delt i mange Smaastater med en Mængde Smaafyrster, opkastede nu en enkelt Fyrste, Kong Harald Haarfagre, sig til Enehersker over hele Norge og indførte et nyt, hidtil ukendt, Skattesystem, der vakte saa stærk Modvilje hos Landets Aristokrati, at de foretrak at rømme Landet. Nogle udvandrede da mod Øst, til Sverige, andre mod Vest, til de britiske Øer, til Færøerne og til Island. Og det endte med, at den største Del af Udvandrerstrømmen gik til Island, dels direkte fra Norge, dels efter et kortere eller længere Ophold paa de britiske Øer. Man har i den islandske Landnamsbog (Bosættelsens Historie) en Fortegnelse over godt og vel 400 af de fornemste Landnamsmænd, der bosatte sig paa Island, og der fortælles her samtidig om deres Slægt, hvor de bosatte sig, og i de fleste Tilfælde ogsaa, hvorfra de kom. Efter disse Oplysninger synes omtr. 2/3 af Landnamsmændene at være kommet direkte fra Norge, hovedsagelig fra Norges Vestkyst, medens 1/3 kom fra de britiske Øer, hvoriblandt mange af de fornemste og betydeligste.

Og der var ingen Mangel paa fornemt Blod hos Landnamsmændene. Mange af dem nedstammede fra Smaafyrster, Herser eller Jarler, eller var endog kongebaarne. Og for saa vidt de ikke tilhørte den egentlige Høvdingeklasse, var de Storbønder, Medlemmer af den Godsejeradel, der i Norge havde dannet sig paa Grundlag af den frie Jordbesiddelse. Den berømte norske Historiker Professor Sars udtrykker sig i sin Udsigt over den norske Historie herom paa følgende Maade:

»Landnamsmændene tilhørte det norske Hølds- og Hersearistokrati; de udgjorde den ubøjeligste, mest stivnakkede Del af dette Aristokrati.... Man kan altsaa sige, at den Kreds af Ætter, der nedsatte sig paa Island, var norsk fremfor nogen anden, la crême de la crême, den ejendommeligst prægede Del af hele Folket.... Der har næppe fundets noget Samfund, der i Forhold til sin Størrelse har haft saa mange store Ætter, saa megen Højbyrdighed, saa meget fornemt Blod som det islandske i de første Aarhundreder efter Landets Bebyggelse.«

8. Landnamsmændenes Nationalitet.

Af Nationalitet var altsaa ifølge Landnamsbogen den overvejende Del af Landnamsmændene Nordmænd, nogle faa Svenskere, en enkelt Dansker og et vist Antal Kelter. Det keltiske Element synes imidlertid at have været større, end man straks faar Indtryk af ved at gennemlæse Landnamsbogen. Mange af de Nordmænd, der indvandrede fra de britiske Øer, havde boet der i længere Tid og havde her indgaaet Ægteskaber, og nogle var endogsaa født der af norske og keltiske Forældre. Desuden medbragte de til Island en Mængde keltiske Trælle, hvis Navne kun for en Del findes i de skriftlige Kilder. Men de keltiske Navnes Antal paa Island i Landnamstiden er dog ret betydeligt, da mange Nordboere havde ladet sig døbe og havde ved Siden af deres hedenske Navn faaet et keltisk Døbenavn, som i Kilderne ofte kun optræder som Tilnavn. Andre, som stammede fra et blandet, norsk-keltisk Ægteskab, havde kun et keltisk Navn, og enkelte var rene Kelter. Af saadanne keltiske Personnavne skal her blot anføres nogle enkelte af de mest bekendte (med de irske Former i Parentes), som f. Eks.: Bjólan eller Bjóla (Beolán), Brjánn (Brian), Esja (Ésa), Feilan (Faelán), Kjallakr (Cellach), Kjartan (Cheartach), Kormakr (Cormac), Melkorka (Maelcurcaigh), Njáll (Níall) o.s.v. Hertil kommer ogsaa en Mængde islandske Stednavne, som man straks kan se er af keltisk Oprindelse, ligesom et ikke ubetydeligt Antal keltiske Ord er blevet optaget i det islandske Sprog, af hvilke de fleste endnu bruges paa Island.

Ogsaa med Angelsakser havde en Del Normænd under deres Ophold paa de britiske Øer sluttet Ægteskaber; enkelte af Landnamsmændene bragte da ogsaa med sig angelsaksiske Hustruer. Forskellige islandske Personnavne, f. Eks. Arnaldr (Arnold), Friðmundr (Fredemund), Geirþjófr (Gárþéow), Valþjófr (Wealþéow), Vilbaldr (Wilbeald) o.s.v. tyder ogsaa paa angelsaksisk eller frankisk Afstamning; en Del islandske Stednavne minder ligeledes om angelsaksisk eller frankisk Indflydelse.

Om en af Landnamsmændene fremhæves det, at hans Moder var flamsk, ligesom den tyske Nationalitet ogsaa synes at have været repræsenteret blandt Landnamsmændene, skønt dette ikke udtrykkelig fremhæves i Landnamsbogen. Dette kan imidlertid sluttes af Personnavnet Saxi (Sachse) og Stednavnet Saxahváll, som begge nævnes i Landnamsbogen, ligesom en af Leif Erikssons Ledsagere paa hans Opdagelsesrejse til Vinland siges at have været en Tysker, som længe havde opholdt sig hos hans Fader Erik den Røde, og som havde opfostret Leif i hans Barndom paa Island.

9. Landnamsmændenes Religion og Gudsdyrkelse.

Den overvejende Del af Landnamsmændene var Hedninger, saaledes alle de, der indvandrede direkte fra Norge. Derimod havde mange af de Landnamsmænd, der kom fra de britiske Øer, antaget Kristendommen, ligesom alle de, der var af keltisk Afstamning, var kristne. Herom vidner ogsaa flere islandske Stednavne fra selve Landnamstiden, der er sammensatte med Kirke, Kristus og Kors (f. Eks. Kirkjubær, Kristnes, Krossá, Krossás, Krossavík, Krosshólar o.s.v.). Om andre hedder det derimod, at de var »gudløse« (Ateister) eller at de kun troede paa deres egen Styrke (trúa á mátt sinn ok megin). Nogle af dem, der havde antaget Kristendommen, var ogsaa kristne mere af Navn end af Gavn og paakaldte dels Kristus, dels Tor, saaledes som Helge Magre, der »troede paa Kristus, men paakaldte dog Tor paa Søtog og under alle vanskelige Forhold samt i Anledning af alt, han lagde størst Vægt paa i sin Drift«. I de fleste Familier fik Hedenskabet derfor igen Overhaand i andet eller tredje Slægtled, saa at omtrent hele Landet snart blev hedensk. I nogle Familier synes dog Kristendommen at have holdt sig gennem hele det 10. Aarh., saa at der stadig fandtes i hvert Fald nogle kristne Mennesker i Landet (§ 2).

De af de hedenske Guder, man paa Island mest dyrkede, var Tor, Frej og Njord, af hvilke »den almægtige As« (Tor) var Hovedguden. Derimod nævnes Odin saa godt som ikke i de islandske Familiesagaer, og hans Dyrkelse er vist ikke naaet til Island. Han synes kun at have været kendt af enkelte Skjalde, der færdedes meget ved fremmede Hoffer. Valhalstroen fandtes vist heller ikke hos Almuen paa Island, skønt Valhal dog nævnes i de yngre Sagaer. Man troede, at man efter Døden kom til at bo i Bjærge og Høje, hvor man ved sin Død fik en festlig Modtagelse af sine tidligere afdøde Slægtninge og Venner. Saaledes fortælles der f. Eks. om Goden Torstein Torskefangers Død, at hans Faarehyrde en Aften saa Bjærget Helligfjæld (som Torsteins Fader Torolf Mosterbo havde indviet til Bolig for hele Slægten efter Døden) aabne sig, og derinde i Fjældet saa han mægtige Langilde og hørte der Bægerklang og stor og højrøstet Munterhed, hvor man bød Torstein velkommen og sagde, at han skulde sidde i Højsædet lige overfor sin Fader. Da Faarehyrden kom hjem om Aftenen, fortalte han Torsteins Hustru om sit Syn, men først den næste Dag erfarede de, at Torstein var druknet paa en Rotur.

For øvrigt finder man i Sagaerne talrige Spor af den gamle Forfædredyrkelse bevaret. Ogsaa Skæbnetroen var meget stærkt udviklet. Man troede, at Skæbnegudinderne (Nornerne) eller deres Stedfortrædere kom til Stede ved hvert Menneskes Fødsel og bestemte Barnets Skæbne for hele Livet. Man troede ogsaa paa Skytsaander, saa vel for enkelte Personer og Slægter som for hele Landet eller enkelte Egne. Hvert Menneske havde sin egen Skytsaand, sin Fylgje, der fulgte det Livet igennem fra Vuggen til Graven, og som stundom for andre Mennesker (som Forvarsel) aabenbarede sig i en synlig Skikkelse, sædvanlig svarende til vedkommende Menneskes særegne Karakter. Men hændte det, at en Mand saa sin egen Fylgje, var det et sikkert Tegn paa hans snarlige Død.

Selve Landets Skytsaander kaldtes Landvætter og man lagde stor Vægt paa, at de ikke blev krænket eller skræmt. Saaledes begyndte den hedenske Lov Ulfljotsloven (§ 14) med den Bestemmelse, at man ikke skulde sejle over Havet (fra Udlandet) med Skibe, der var forsynet med Dragehoveder. Men saafremt dette skete, skulde man tage Hovedet bort, før man fik Landet i Sigte, og ikke sejle ind til Kysten med »gabende Hoveder og opspilede Snabler«, saa at Landvætterne blev skræmt derved.

Ejendommelig og særdeles oplysende for Folks Begreber om Landvætterne er Snorre Sturlasons Fortælling om deres Optræden, dengang Danekongen Harald Gormssøn vilde gøre et Krigstog til Island for at hævne de Nidvers, som Islænderne havde digtet om ham. Da Kongen først vilde skaffe sig nogen Underretning om Forholdene, bød han en troldkyndig Mand at foretage en Heksefærd i Dyreskikkelse til Island og se, hvad han kunde fortælle ham. Troldmanden tog saa derhen i en Hvals Skikkelse. Da han kom til Island, saa han, at alle Bjærge og Bakker var fulde af Landvætter, nogle større, andre mindre. Men da Troldmanden naaede ud for Vopnafjord (paa Østlandet), kom der en vældig Drage ned mod Kysten, fulgt af en Mængde Slanger, Padder og Øgler, der udspyede Edder imod ham. Han svømmede da videre, indtil han var ud for Øfjorden (paa Nordlandet). Der fløj imod ham en saa mægtig Fugl, at Vingerne strakte sig til Fjældene paa begge Sider af Fjorden, og med den fulgte en Mængde andre Fugle, store og smaa. Han svømmede bort derfra til Vestlandet og stævnede ind i Bredefjorden. Der styrtede løs paa ham en vældig Okse, som vadede ud i Søen og gav sig til at udstøde frygtelige Brøl. Med den fulgte ogsaa en Mængde andre Landvætter. Troldmanden svømmede da bort derfra til Sydlandet og vilde gaa i Land paa Vikarskeid. Men der kom imod ham en Bjærgrise, med en Jærnstav i Haanden; Risens Hoved ragede op over Fjældene, og med ham fulgte mange andre Jætter. - Det er disse 4 Skytsaander (Landvætter), der nu (siden Island i 1918 blev anerkendt som et selvstændigt Kongerige) findes afbildet i det islandske Rigsvaaben (Fig. 1).

Fig. 1. Islands Rigsvaaben (med Landvætterne).

Hedningernes Gudsdyrkelse bestod hovedsagelig i Ofringer paa et indviet Offersted, som kaldtes Vi (Helligdom, jfr. Viborg, Helligdomsbjærg), hvor der fandtes et Tempel, et større eller mindre. De større Templer kaldtes Hov, de mindre Harg. Her nød enhver Gudernes Beskyttelse, og kun vaabenløs turde man indtræde i Helligdommen. Den, der krænkede Stedets Hellighed, betragtedes som »Varg i Vi« (Ulv i Helligdommen) og straffedes med høje Straffe. Der findes omtalt meget store Templer, af indtil 120 Fods Længde og 60 Fods Bredde, og man har paa Island udgravet Grundvoldene af flere Gudetempler, der giver nogen Forestilling om deres Plan (Fig. 2) Templet bestod af tvende Dele, et større firkantet Langhus eller Hal og et mindre Afhus eller »Guderum« med rundbuet Gavlvæg og et hvælvet Kuppeltag, som kaldtes Huve. Langhuset (Hallen) var indrettet som en Festsal, og her fandtes der mægtige Højsædessuler med udskaarne Gudebilleder, og i dem var der anbragt Nagler, som kaldtes Gudenagler (jfr. Romernes clavi sacri). I Afhuset, som var det »allerhelligste« og hvortil antagelig kun Tempelpræsten havde Adgang, var der et Alter, som var gjort med stor Kunstfærdighed og paa Overfladen beklædt med Jærn. Paa dette Alter brændte der en hellig, evigbrændende Ild, som aldrig maatte gaa ud, og rundt om Alteret stod Gudebillederne paa en Forhøjning eller en høj Bænk.

Fig. 2. Tomt af et islandsk Gudehov, 88 Fod langt og 51 bredt (Ljárskógar, Vest-Island).

Paa Alteret henlaa ogsaa en hellig Ring, Alterringen, som Tempelpræsten bestrøg med Blodet af de Dyr, han havde ofret, og som han skulde bære paa sin Arm ved alle festlige Lejligheder og alle de offentlige Møder, han selv skulde holde. Ved Alterringen skulde alle højtidelige Eder og Tilsagn sværges. Det kaldtes Ringed eller Tempeled. Paa Alteret stod endvidere en stor Kobberskaal, Offerskaalen, hvori man kom Blodet fra Offerdyrene og de Mennesker, der dømtes til Ofring. Heri skulde Tempelpræsten, der var iført røde Offerklæder, dyppe Offerkosten og med den stænke Offerblodet paa Mennesker og Dyr, samt besmøre Gudebillederne og Templets Vægge dermed. Ved Offerfesterne blev Kødet af Offerdyrene kogt i store Kedler i Langhuset, hvorpaa det uddeltes som Offermad til Forsamlingen eller Deltagerne i Offermaaltidet. Ved dette blev der ogsaa drukket Mindeskaaler til Gudernes Ære af et af Tempelpræsten særlig indviet Drikkehorn.

Tempelpræsten kaldtes Gode (Guds Tjener, af goð, Gud). Der findes ogsaa omtalt kvindelige Tempelpræster, og en saadan Præstinde hed da Gydje (»Tempelgydje« eller »Offergydje«).

10. Tilegnelsen af Land.

Da Landnamstiden varede 60 Aar og Landnamsmændene kom fra forskellige Steder og til forskellige Tider, i større eller mindre Skarer, var Fremgangsmaaden ved at tilegne sig Land eller tage det i Besiddelse ikke altid den samme. Medens Landet var saa godt som ubeboet, valgte Føreren for hver Indvandrerflok saa meget Land, som han selv ønskede til Beboelse for sig og sine Folk. Ved Valget af sit Bosted lod han sig enten bestemme af Egnens Beskaffenhed eller af forskellige Varsler, hvilke han opfattede som Vink eller Anvisning fra Guderne. Det almindeligste i saa Henseende var, at Landnamsmanden fra sit tidligere Hjem medbragte sine Højsædessuler (§ 28), der paa Grund af de Gudebilleder, som sædvanlig var udskaarne paa disse, betragtedes som en Slags Husguder, medens andre i samme Øjemed medbragte deres udskaarne Sætstokke (§29). Naar Landnamsmanden saa nærmede sig Landets Kyst, kastede han dem i Havet, for at de skulde anvise ham det Sted, hvor han skulde opslaa sin Bopæl, idet han besluttede at nedsætte sig der, hvor de drev i Land. Da der ofte kunde hengaa flere (1-15) Aar, før han fandt dem, nedsatte han sig foreløbig paa et andet Sted. Men saa snart han havde fundet sine Højsædessuler, flyttede han altid derhen, hvor de var drevet i Land.

For at Landet kunde betragtes som Ens retmæssige Ejendom, maatte man ved Tilegnelsen af dette anvende visse Ceremonier, hvad der kaldies at »hellige sig Landet« (helga sér land). Denne Ceremoni bestod i Regelen deri, at man indviede det paagældende Stykke Land ved at »gennemfare det med Ild« (fara land eldi). Dette skete ved at drage med en brændende Gren rundt om eller hen over den Strækning, man ønskede at tilegne sig, eller, naar den ikke var synderlig stor, ved at skyde en brændende Pil (»Tønderpil«) hen over den. Naar man tilegnede sig Land af større Udstrækning, nøjedes man dog med at tænde Baal paa forskellige Steder (uden at drage rundt med selve Ilden), idet man enten tændte flere Baal rundt om hele sit Landnam (Koloni) med saadanne Afstande imellem dem, at man stadig kunde se det ene fra det andet, eller man blot nøjedes med at tænde et stort Baal ved hver Flodmunding, hvorved man tilegnede sig hele den Dal eller Egn, som Floden løb igennem. Paa denne Maade tilegnede enkelte Landnamsmænd sig i Begyndelsen af Landnamstiden uhyre Landomraader, af hvilke de saa dels ved Foræring dels ved Salg afgav større eller mindre Strækninger til Venner og Paarørende. Men senere, da der ikke mere fandtes saa meget ubeboet Land og dette derfor begyndte at faa større Værdi, blev det bestemt, at ingen maatte tilegne sig mere Land, end han med sit Skibsmandskab kunde gennemfare med Ild paa én Dag fra Solopgang til Solnedgang.

Om Kvinders Landnam fandtes der en egen Regel, der synes at tyde paa, at det ikke har været dem tilladt at benytte den samme Fremgangsmaade som Mænd, nemlig at gennemfare Landet med Ild. Det hedder nemlig, at en Kvinde ikke maatte tilegne sig mere Land end det, hun kunde føre en toaarig Kvie over paa én Dag, beregnet som en Foraarsdag fra Solopgang til Solnedgang.

11. Befolkningsmængde og Næringsdrift.

Hvor stort Islands Indbyggerantal har været ved Landnamstidens Slutning, kan ikke bestemt angives. Men Sandsynligheden taler for, at det har været 60-70.000. Der opstod hverken Byer eller Landsbyer, men kun Enkeltgaarde, paa hvilke hver Familie levede afsondret for sig selv, for det meste adskilt fra hverandre ved en betydelig Afstand mellem Gaardene.

Næringsbruget var i alt væsentligt det samme som nu til Dags: Jagt, Fiskeri og Kvægavl. Dog holdt de foruden de nu almindelige islandske Husdyr (Kvæg, Faar, Geder og Heste) ogsaa Svin, ligesom deres Fjerkræavl ogsaa var større, idet de foruden Høns ogsaa havde tamme Gæs. Desuden drev de (hvad der nu ikke findes paa Island) et ret omfattende Agerbrug, (Kornavl). De synes i det hele taget at have været stræbsomme Folk og at have anvendt større Flid paa Landets Opdyrkning og dets Befolkning, end nu er Tilfældet. De udvandt Jærn (Mosejærn) ved Udsmæltning af Myremalm, brændte Salt af Havvand, foretog Engvanding ved Overrisling, beskæftigede sig med Fiskeudklækning, idet de overførte Fiskeyngel til Floder, hvor der før ingen Fisk fandtes, og syslede med meget andet, som lige indtil den allersidste Tid har været ukendt paa Island i Nutiden. Da de i deres Trælle havde en meget billig Arbejdskraft og deres Arbejde blev ledet med Omhu og Omsigt, opstod der snart en betydelig Velstand i Landet, hvorom der foreligger mangfoldige Vidnesbyrd i de islandske Sagaers Skildringer.

---

---