Island i fristatstiden - V. Kristendommens Indførelse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924

V. Kristendommens Indførelse

53. Missionsvirksomhed paa Island før Kristendommens Antagelse.

Skønt mange af Landnamsmændene, som ovenfor fremhævet (§ 9), var kristne, havde dog Hedenskabet efterhaanden i den Grad faaet Overhaand, at omtrent hele Landet snart var blevet hedensk. Dog fandtes der stadig enkelte kristne Mennesker i Landet, ligesom der ogsaa findes forskellige Spor af Paavirkning fra Kristendommen hos adskillige Mænd, der havde været i Udlandet og her var kommet i Forbindelse med kristne Folk. Nogle af disse havde ogsaa, uden at lade sig omvende og modtage den fulde Daab, ladet sig primsigne, hvilket havde den Virkning, at de i lige Grad kunde omgaas kristne og Hedninger, uden at opgive deres gamle Tro. Dette førte ogsaa undertiden til, at de efter deres Tilbagevenden til Island nægtede at betale Hovtold (Tempelskat) til de hedenske Templer og undertiden optraadte mindre hensynsfuldt mod de hedenske Gudebilleder, hvad der naturligvis vakte dyb Misstemning hos de troende Hedninger. Men dette gjaldt dog selvfølgelig kun ganske enkelte Undtagelser.

Den første Mand, der ligefrem optraadte som Missionær paa Island, var en fremragende Islænder, Torvald Vidførle (den vidtberejste). Han havde rejst viden om og blandt andet deltaget i Krigstog i Vesten sammen med Kong Svend Tveskæg og her en Gang frelst Kongens Liv, hvorefter han stod i høj Gunst hos ham. Han havde antaget Kristendommen og var blevet en ivrig Kristen. Og da han en Gang paa en Rejse i Tyskland traf sammen med en tysk Missionsbiskop ved Navn Fredrik, fik han denne overtalt til at tage med sig til Island for at forkynde Kristendommen. De kom til Island i Aaret 981 og boede det første Aar hos Torvalds Fader paa en Gaard paa Nordlandet, hvor saa vel Faderen som hele hans Husstand, med Undtagelse af Torvalds Broder Orm, efter nogen Modstand lod sig døbe. I de følgende Aar drev de ivrig Missionsvirksomhed flere Steder paa Nordlandet, hvor det lykkedes dem at omvende flere ansete Mænd, endog enkelte Høvdinger, der lod sig døbe og af hvilke nogle ogsaa opførte Kirker paa deres Gaarde. De gjorde ogsaa en Afstikker til Vestlandet, men her havde de ikke Held med sig. I 984 drog de til Altinget, for at forkynde den nye Tro, men her mødte, de en kraftig Modstand, navnlig fra en nordlandsk Bonde, Hedin Torbjørnsson fra Svalbard (ved Øfjorden), der holdt en saa virkningsfuld Tale imod dem, at ingen vilde tro paa, hvad Torvald fortalte. Man bevægede her ogsaa to Digtere til at digte Nidviser om Torvald og Biskoppen, som bragte Torvald i et saadant Raseri, at han dræbte begge de paagældende Digtere, hvad Biskoppen stærkt bebrejdede ham. Det følgende Aar (985) forsøgte de at prædike Kristendommen paa et af Herredstingene, paa Hegranæs Vaarting (i Skagefjorden paa Nordlandet), men blev her drevet bort med Stenkast, Hylen og Haansord. Og da de nordlandske Goder mente, at deres Virksomhed kunde blive farlig, blev de den samme Sommer dømt til Landsforvisning, hvorefter de det næste Aar (986) forlod Landet og rejste til Norge. Her traf Torvald Hedin fra Svalbard og dræbte ham, hvad Biskoppen blev saa misfornøjet over, at han forlod ham. Herefter begav Torvald sig paa en Pilgrimsrejse til Jerusalem og derfra til Miklegaard (Konstantinopel) og siden Til Rusland, hvor han stiftede et Kloster. Og her døde han uden nogensinde at vende tilbage til Island.

54. Efter 10 Aars Forløb optraadte en ny Missionær paa Island, ogsaa en Islænder, der havde opholdt sig i Udlandet og var blevet kristnet i Danmark. Han hed Stefne Torgilsson og kom med Olaf Tryggveson fra England, da denne ved Hakon Jarls Død (995) kom til Magten i Norge, og blev af ham sendt til Island for at forkynde Kristendommen. Stefne drog igennem Landet med et større Følge og gik frem med Vold og søgte at nedbryde Templerne og brænde Gudebillederne, naar man ikke vilde høre paa hans Forkyndelse eller rette sig efter den. Men Hedningerne ydede haardnakket Modstand og forsvarede deres Templer og deres Guder med stor Tapperhed og vilde dræbe Stefne. Han havde imidlertid formaaende Slægtninge paa Kjalarnæs (lige overfor Reykjavik) hvis første Landnamsmand, Helge Bjola, var hans Oldefader, og under deres Beskyttelse tilbragte han her Vinteren 996—997. Men den følgende Sommer (997) blev det lovtaget paa Altinget, at hver den, der vilde angribe Guderne eller bruge Haansord om dem, skulde dømmes til Fredløshed og sagsøges af sine egne fjernere Slægtninge for Gudsbespottelse, idet Kristendommen maatte betragtes som Frændeskam, en Plet paa Ættens Ære. Stefne blev da ogsaa dømt til Fredløshed og maatte skyndsomst flygte til Norge. Og da han havde sit eget Skib staaende parat i en Havn, lykkedes det ham at undslippe sine Forfølgere, Skønt han kun havde en sørgelig Tidende at melde om sin Missionsvirksomhed, blev han dog ved sin Ankomst til Norge godt modtaget af Kong Olaf og opholdt sig derefter hos ham indtil dennes Død. Han drog med Kong Olaf til Venden, men kom dog ikke til at deltage i Svolderslaget, da han var blandt dem, der før Slaget sejlede bort fra Kongen. Efter Kong Olafs Fald begav Stefne sig paa en Pilgrimsrejse til Rom. Paa Hjemvejen herfra kom han til Danmark, hvor han saa Jomsvikingernes Høvding Sigvalde Jarl. Og da han var vred paa Jarlen, fordi han mente, at han var Skyld i Kong Olafs Død, digtede han en Nidvise om ham, hvori han betegnede ham som en Nidding, der havde forraadt Kong Olaf, Og herfor lod Jarlen ham dræbe.

55. Den samme Sommer som Stefne kom med uforrettet Sag fra Island, sendte Kong Olaf en ny Missionær derhen, der havde været hans Hirdpræst. Det var en Tysker, en Mand af god Byrd, en Grevesøn fra Bremen, der hed Tangbrand, Han var en stor og kraftig Mand, en udmærket Prædikant og meget veltalende, men af en krigersk og voldsom Karakter; han anvendte ogsaa tit lige saa meget Sværdet som Krumstaven.

Han havde dengang i nogen Tid været Præst i Moster i Søndhørdeland, men havde her forbrugt Kirkens Gods til Vellevned, og for at skaffe sig forøgede Indtægter udplyndrede han de omkringboende Bønder under Paaskud af at bekæmpe Hedenskabet. Herover blev der klaget til Kong Olaf og han kaldte da Tangbrand til sig og vilde jage ham bort. Men Tangbrand bad ham om at lade Naade gaa for Ret og heller at stille ham en eller anden vanskelig Opgave og saaledes give ham Lejlighed til at gøre Bod for sin Forseelse. Dette gik Kongen ind paa og paalagde ham at tage til Island og søge at løse den Opgave, som Stefne ikke havde magtet.

Tangbrand kom til Island om Efteraaret (997) og boede om Vinteren i et Telt paa Gaarden Aa i Alftefjorden paa Østlandet, hos en anset og mægtig Høvding, Hall, kaldet Side-Hall, fordi han stammede fra Side-Egnen. Det lykkedes Tangbrand at overbevise Hall, saa at han i Paasken 998 lod sig og hele sin Husstand døbe i den Aa, der løb forbi hans Gaard, hvorefter saa vel selve Aaen som Gaarden fik Navnet Tvætaa.

Det var en stor Vinding for Tangbrand at faa en saa anset Høvding som Side-Hall paa sin Side, thi hans Eksempel virkede meget. Den følgende Sommer (998) drog Tangbrand saa sammen med Hall til Altinget, og paa Vejen derhen døbte han mange. Paa selve Altinget holdt han en glimrende Tale og prædikede Kristendommen med stor Kraft, hvad der førte til, at mange Folk saa vel fra Nordlandet, som fra Sydlandet antog den nye Tro. Tangbrand foretog ogsaa Rejser saa vel til Nordøstlandet som til Vestlandet, men blev ikke altid lige godt modtaget. Resultatet af hans Missionsvirksomhed var dog ingenlunde ringe. Thi det lykkedes ham at omvende flere af Landets bedste og viseste Mænd, f. Eks. Hall, Njal, Gissur Hvide, Hjalte Skæggeson, Gest Oddleifsson o. s. v., af hvilke nogle endog var Goder. Han døbte ogsaa Are Frodes Fosterfader, den bekendte Hall Torarensson i Høgedal (Haukadalr), dengang kun tre Aar gammel (§ 63).

Og der var en Mængde Folk, som fulgte disse ansete og vise Mænds Eksempel, medens det dog var langt flere, der talte imod Tangbrand og bekæmpede ham af alle Kræfter. Der blev digtet Nidviser om ham, og en troldkyndig Mand, Galder-Hedin, blev af Hedningerne købt til at ombringe ham ved sine Heksekunster. Hedin gjorde da et stort Blot (Ofring) i den Hensigt at lade Jorden opsluge Tangbrand; og der fortælles, at det virkelig skete, at Jorden brast eller revnede under hans Hest, der sank ned i Svælget, medens Tangbrand sprang af og kom til at staa paa Randen af Aabningen. En Mand udfordrede ham til Holmgang; Tangbrand modtog Udfordringen og brugte et Krucifiks som Skjold og fældede sin Modstander. Han optraadte ofte med temmelig stor Voldsomhed og slog flere Folk ihjel, som ydede ham Modstand, fornærmede ham eller nægtede ham Rejsekost og Ophold. Og han blev da tilsidst dømt til Fredløshed paa Altinget og maatte i 999 atter forlade Landet og vende tilbage til Norge.

Men der var nu opstaaet et temmelig stort kristent Parti i Landet, og paa Altinget 999 stod der haarde Kampe om Troen mellem de Kristne og Hedningerne. Da hændte det, at Høvdingen Hjalte Skæggeson i en Tale fra selve Lovbjærget udslyngede følgende rimede Haansord om Guderne:

Gæk for Guder maa bæve,

grant ligner Freja en Tæve.

Herover blev Hedningerne rasende, og en af de ivrigste hedenske Goder, Runolf i Dal, sagsøgte da Hjalte for Gudsbespottelse og forlangte ham dømt til Landsforvisning eller Fredløshed. Men det gik ikke saa glat, thi det kristne Parti var nu blevet saa stærkt, at det lykkedes dette at sprænge Domstolen. Runolf lod da Dommerne tage Plads paa et andet Sted, men det gik paa samme Maade, saa at Dommerne ingensteds kunde sidde i Fred, indtil Runolf fandt paa at lade dem tage Plads paa Broen over Økseaaen (Fig. 7 e, S. 44) og at forsvare begge Ender af Broen med Vaabenmagt. Saa lykkedes det da endelig at faa Hjalte dømt til Landsforvisning, hvorefter han om Sommeren rejste til Norge sammen med sin Svigerfader Gissur Hvide. De blev her godt modtaget af Kong Olaf Tryggveson, der ogsaa var nærbeslægtet med Gissur, idet deres Mødre var Brødrebørn og Gissur og Kongen saaledes Næstsøskendebørn.

56. Kristendommen lovtaget paa Altinget.

Da Tangbrand kom til Norge og aflagde Beretning til Kong Olaf om sin Missionsvirksomhed, fremførte han stærke Klager mod Islænderne for deres Vrangvilje og Trolddom og sagde, at det nok aldrig vilde lykkes at faa dem til at antage Kristendommen. Herover blev Kong Olaf saa vred, at han lod de Islændere, der befandt sig i Trondhjem (Nidaros) og endnu ikke var døbt, fange, og agtede at lade dem lemlæste eller dræbe. Men af dem var der paa dette Tidspunkt mange. Gissur og Hjalte Skæggeson samt andre Islændere, som allerede var blevet døbt, gik imidlertid i Forbøn for deres Landsmænd og forsikrede Kongen om, at Kristendommen nok kunde vinde Fremgang paa Island, naar den blot blev forkyndt af andre end Tangbrand. Det var hans Voldsomhed og Drab, som Folk havde fundet utaalelige. Ved disse Forestillinger lod Kongen sig formilde, men Gissur og Hjalte maatte love ham at skaffe Troen Sejr paa Island, og paa dette Vilkaar blev de fangne Islændere sat paa fri Fod, men maatte dog alle lade sig døbe. Dog beholdt Kongen 4 unge Islændere som Gidsler, indtil det havde vist sig, hvordan det gik Gissur og Hjalte med at gennemføre deres Forehavende. Og disse Gidsler blev saaledes valgt, at der var én fra hver Fjerding, en Broder til og tre Sønner af de mægtigste Høvdinger i hver Fjerding, nemlig: Fra Østfjerdingen Kolbein, en Broder til Høvdingen Flose Tordsson (der indebrændte Njal), fra Nordfjerdingen Halldor, Søn af Gudmund den Mægtige paa Madrevold, fra Vestfjerdingen Kjartan, Søn af Høvdingen Olaf Paa, og fra Sydfjerdingen Sverting, Søn af Kristendommens skarpeste Modstander, Goden Runolf i Dal.

Den følgende Sommer (i Aaret 1000) sejlede Gissur og Hjalte til Island, ledsaget af 7 Præster, som Kong Olaf gav dem med, ligesom han forsynede dem rigeligt med Penge. De landede ved Vestmannøerne den sidste Dag (Onsdagen) i den 10. Sommeruge (§ 38), Dagen før Altinget skulde begynde det Aar, nemlig den første Dag (Torsdagen) i den 11. Sommeruge (20. Juni), idet det Aaret i Forvejen var blevet lovtaget, at Altinget herefter skulde begynde en Uge senere, end det hidtil havde været Skik. De gik derefter i Land, og efter at de havde foretaget forskellige Sikkerhedsforanstaltninger, navnlig med Hensyn til Hjalte Skæggeson, der som en dømt Mand ikke maatte betræde det hellige Tingsted, samt sendt Bud til deres Venner om at samles om dem, red de fylkede frem paa Tingvoldene og tog ind i Høvdingen Asgrim Ellidagrimssons Bod, der var en Søstersøn af Gissur Hvide. Hedningerne stod da ogsaa fuldt bevæbnet paa deres Post, og det var lige paa Nippet til, at de to Partier skulde gaa frem til Angreb paa hinanden. Men dette blev dog ved forstandige Mænds Mellemkomst forhindret. Dette var Lørdagen den 22. Juni.

Den næste Dag, Søndag Morgen, gik de Kristne til Østkanten af Almindingskløften (Fig. 7, S. 44), hvor Præsterne sang en Messe. Herfra gik de saa i Procession til Lovbjærget med deres 7 Præster i fuldt Ornat og to Kors i Spidsen, samt med Røgelsekar, hvorfra Duften strømmede ud over hele Lovbjærget. Her kom saa Gissur og Hjalte frem med deres Ærinde, som de udviklede i to glimrende Taler, der vakte stor Beundring. Herover opstod der straks stort Røre, der endte med, at baade Kristne og Hedninger sagde sig løs fra Lovfællesskab med hverandre. Og Tummelen øgedes yderligere, da en Mand kom løbende og meldte, at der var udbrudt en vulkansk Ild i Ølfusegnen (se Kortet bag i Bogen). »Det er intet Under«, raabte Hedningerne, »at Guderne vredes over saadanne Taler, som her føres«. Men da svarede den vise Høvding Snorre Gode (som endnu var Hedning) med at spørge: »Hvad var Guderne vrede for, da den Lava brændte, vi her staar paa?« Herpaa kunde ingen svare, og man gik bort fra Lovbjærget.

Det kristne Parti havde nu i Sinde at danne en Stat for sig med deres egen Lovsigemand og valgte Side-Hall til denne Stilling og bad ham at bestemme og forkynde Love for dem. Men Hall syntes ikke om, at der blev to Stater i Landet, og fandt et bedre Raad. Han gik til den retmæssige Lovsigemand, Torgeir Gode fra Ljosavatn (paa Nordlandet), som endnu var Hedning, og gav ham et halvt Hundrede Sølv (§ 40) for at forkynde en fælles Lov for alle, hvori Kristendommen skulde paabydes i hele Landet, alle Templer og Gudebilleder erklæres for uhellige og alle Ofringer forbydes under Straf af Landsforvisning, for saa vidt de var vidnefaste. Men Kunsten var at faa alle til at bøje sig for en saadan Lov. Torgeir gik derefter til sin Bod, hvor han lagde sig med sin Skindpels bredt over sig for at tænke uforstyrret over Loven og den Tale, hvormed han skulde anbefale den, og han blev liggende her et helt Døgn uden at mæle et Ord. Imens holdt begge Partier Stævne, og Hedningerne besluttede at love deres Guder Menneskeofringer, to Mænd fra hver Fjerding, for at de skulde beskytte deres Tro og give dem Sejr. Gissur og Hjalte foreslog paa deres Side, at ogsaa de Kristne skulde gøre Løfte om en Slags Menneskeofring, to Mænd fra hver Fjerding. Men det skulde ikke være Forbrydere, som Hedningerne plejede at ofre, men netop de bedste Mænd. De skulde heller ikke dræbes, men give sig selv til Kristus som en Sejrsgave og hellige ham og Gud alt deres Liv. De tilbød sig selv for Sydfjerdingen, medens andre meldte sig baade for Øst- og Nordfjerdingen. Men for Vestfjerdingen meldte sig kun en, Vismanden Gest Oddleifsson (jfr. S. 124). Da rejste Torvald Vidførles Broder Orm sig, som nu var flyttet til Vestfjerdingen og som det i sin Tid ikke var lykkedes Broderen at omvende (jfr. S. 121), og sagde, at dersom hans Broder Torvald havde været der, vilde den anden Mand ikke fattes. Han vilde nu tilbyde sig i Stedet. Hans Tilbud blev straks modtaget, og han lod sig derefter døbe.

Dagen efter (den 24. Juni) stævnede Torgeir Folk til Lovbjærget. Han holdt her en lang Tale og forestillede Folk, hvor ilde det vilde være, om man ikke havde én Lov i Landet, hvad der vilde føre til Uenighed og oprivende Kampe og Landet derved lægges øde. Han fortalte dem ogsaa om to Konger, den ene i Norge, den anden i Danmark, som længe havde haft Ufred med hinanden, indtil deres Mænd stiftede Fred imellem dem. Saaledes skulde nu Islænderne stifte Fred med hverandre ved at begge Partier gav noget efter, saa at alle havde én Lov og én Tro. »Thi det vil vise sig, at søndrer vi Loven, saa søndrer vi ogsaa Freden.« Han vendte sin Tale saa snildt, at af den kunde ingen slutte, hvilken Lov han vilde forkynde. Men alle sluttede sig til, at der kun skulde være én Lov, og lovede at holde den Lov, som han vilde foreskrive dem.

Torgeir forkyndte da som Lov, at alle skulde være kristne og lade sig døbe, som endnu ikke havde modtaget Daaben. Men angaaende Børneudsættelse (jfr. S. 99) og Hestekødspisning skulde de gamle hedenske Love staa ved Magt. At foretage hemmelige Ofringer til Guderne skulde være tilladt, men straffes med Landsforvisning, dersom det kunde bevises ved Vidner.

Straks paa Tinget blev alle Hedninger primsignet og mange ogsaa døbt. Men Nord- og Østlændingerne modsatte sig at blive døbt i koldt Vand, og mange blev derfor først døbt paa Hjemvejen fra Tinget i forskellige varme Kilder. Hjalte Skæggeson holdt Runolf Gode, som Aaret i Forvejen havde faaet ham dømt til Landsforvisning, over Daaben. Og da Runolf efter Skik og Brug fik Salt i Munden til Minde om Frelserens Ord: »I er Verdens Salt«, sagde Hjalte: »Nu lærer vi den gamle Gode at gumle paa Saltet.«

57. Olaf den Helliges Missionsvirksomhed og Angreb paa Islands Frihed.

Ligesom Olaf Tryggveson havde virket meget for Kristendommens Indførelse paa Island og ved sin truende Holdning og sin Tilbageholdelse af fornemme islandske Gidsler i Norge havde øvet en afgørende Indflydelse paa Landets Stormænd, saaledes gjorde ogsaa den næste kristne Konge i Norge, Olaf den Hellige, sig al Umage for at befæste den kristne Tro hos Islænderne. Han sendte saaledes flere Missionsbiskopper til Landet og skænkede Tømmer til Opførelse af en Kirke paa Altingsstedet Tingvold (Fig. 7 f, S. 44). Og paa hans Tilskyndelse afskaffede Lovretten de Rester af Hedenskabet (Børneudsættelse, Hestekødspisning, hemmelige Ofringer), som Torgeir Lovsigemand havde ladet blive staaende i den af ham forkyndte Kristendomslov. Men i Hjerterne levede dog endnu længe hedenske Forestillinger og hedensk Sindelag.

Men ogsaa i andre Henseender interesserede Olaf den Hellige sig meget for Island. Han sendte flere islandske Høvdinger Vennegaver og behandlede alle islandske Høvdingesønner, der kom til Norge, med den største Forekommenhed, ligesom han ogsaa ved en formelig (endnu bevaret) Overenskomst sikrede alle Islændere de samme Rettigheder i Norge, som den norske Godsejeradel, Hølderne, havde. Men hermed havde han ogsaa sine bestemte Planer. Han vilde nemlig faa Islænderne til at underkaste sig den norske Krone. I Aaret 1024 sendte han saaledes Islænderen Toraren Nefjolfsson med Budskab herom til Altinget, hvorhos han bad dem om at overlade sig en lille, øde Ø, Grimsø, Nord for Island. Men da gjorde en forstandig nordlandsk Bonde, Einar fra Tværaa, i en fortrinlig Tale opmærksom paa Faren herved, idet han paaviste, at man her let kunde underholde en Hær. Og dersom en udenlandsk Hær havde faaet fast Stade der og derfra kom sejlende med Langskibe ind til Kysten, saa vilde mangen en af Smaabønderne finde, at der blev temmelig ringe Bevægelsesfrihed udenfor deres Dør. Det hele blev derfor afslaaet. Da opfordrede Kongen de mægtigste islandske Høvdinger til at komme til Forhandling med ham i Norge. Men heller ikke dette fandt man tilraadeligt, medens dog flere af dem, for at undgaa Kongens Vrede, sendte ham deres Sønner i Stedet. Disse beholdt han imidlertid som Gidsler, medens han (1026) sendte en af dem, Gelle Torkelsson, tilbage med Forlangende om, at Islænderne skulde antage hans norske Love og betale ham Skat. Saa skulde de have hans Venskab, mens han i modsat Fald truede dem med sin Vrede og haarde Vilkaar. Dette blev imidlertid enstemmig afslaaet. Og da Kongens Magtstilling kort herefter begyndte at vakle i Norge, faldt denne Sag foreløbig bort.

---

---