Japetus Steenstrup biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Japetus Steenstrup (1813-1897). Maleri af August Jerndorff.
Biografisk oversigt

Japetus Steenstrup
(1844-1935)


Johannes Japetus Smith Steenstrup (født 8. marts 1813, død 20. juni 1897) var en dansk naturforsker, særlig zoolog. Han var broder til forfatteren Mathias Steenstrup og fader til historikeren Johannes C. H. R. Steenstrup.

Steenstrup levede i en tid, da forskningen var inde i en rivende udvikling, og han bidrog mangfoldigt til denne udvikling, ikke blot indenfor zoologien, men også indenfor geologien og arkæologien, hvor hans bidrag medvirkede til en bedre forståelse af udviklingsforløbet. Forskningen skulle vise, at ikke alle hans bidrag og udspil var korrekte, men de virkede gunstigt for forskningen derved, at de satte spørgsmål på den videnskabelige dagsorden, som forskningen måtte nå til entydig klarhed om for at få afgjort videnskabelige uenigheder.

Japetus Steenstrup blev født i Vang i Thy, hvor faderen, Johannes Vogelius Steenstrup (1777 – 1840), dengang var præst. Moderen var Anna Cathrine f. Carstensen (1784 - 1868).

I 1835 kom han til Københavns Universitet. I begyndelsen studerede han medicin, men naturhistoriske studier og selvstændige undersøgelser optog ham så meget, at medicinen helt blev opgivet. I Københavns omegn fortsatte han tidligere begyndte studier over tørvemosernes opbygning og dannelsesmåde, og da Videnskabernes Selskab i 1836 havde udsat en prisopgave om de forhold, hvorunder nåletræstammer forekommer i danske tørvemoser, indsendte han 1837 en afhandling, som vandt prisen og blev fundet værdig til optagelse i selskabets skrifter. Året efter fik han universitetets guldmedalje for besvarelsen af en opgave om Forskjellen paa Fuglenes Træk og Fiskenes Vandringer. Hans afhandling om moserne udkom først 1841, da han nemlig efter Rentekammerets foranstaltning kom til at foretage yderligere moseundersøgelser i det nordlige Jylland og fik derefter i foråret 1839 overdraget det hverv at deltage i en geognostisk-økonomisk undersøgelsesrejse til Island sammen med Jørgen Christian Schiødte og Jónas Hallgrímsson. Rejsen gik over Norge, og i efteråret 1840 vendte Steenstrup tilbage med betydelige samlinger og en rig høst af iagttagelser. En enkelt af disse, om forvandlingen hos højere krebsdyr, meddeltes i et rejsebrev til Reinhardt og offentliggjordes af ham, men mange af Steenstrups andre iagttagelser på Island så desværre ikke lyset.

Den 24. august 1841 konstitueredes Steenstrup som lektor i mineralogi og botanik ved Sorø Akademi og Skole. Skønt zoologien ikke hørte til de fag, som han docerede for akademiets studenter – kun skoleklasserne underviste han deri – blev det fra nu af denne videnskab, som han særlig viede sit arbejde. 28. november 1845 udnævntes Steenstrup til professor i zoologi ved Københavns Universitet og bestyrer af Universitetets zoologiske Museum. I 1883 søgte og fik han fritagelse for en del af sin lærervirksomhed for at vinde tid til videnskabelige arbejder, men allerede næste år søgte han sin afsked, der blev bevilget 12. december 1884. Efter sin fratrædelse fortsatte han sit videnskabelige arbejde.

Ved sine studier over naturforholdene i Danmark i ældre og ældste tider førtes Steenstrup med nødvendighed ind på oldforskningens område. I 1850 henlagde han sin virksomhed til omegnen af Frederikssund. Det viste sig, at skaldyngerne ved Bi-lidt og Havelse Mølle ikke kunne være dannede af havet, men måtte være ophobede af mennesker: Skallerne var alle åbnede og henkastede bunkevis uden spor af lagdeling. Mellem dem fandtes aske, kulstykker, ildskørnede sten, undertiden som små brolægninger. Endnu hyppigere forekom tilhuggede flintredskaber, nu og da også potteskår og endelig masser af ben af fisk, fugle og pattedyr, de sidstnævnte planmæssig ituslåede, for så vidt de havde indeholdt marv. Dyngerne måtte derefter anses for affald fra stenaldersfolkenes måltider, og dette resultat bekræftedes i et og alt ved den udgravning, Worsaae samme efterår foretog i den store affaldsdynge ved Mejlgård. Dermed var opdagelsen af køkkenmøddingerne gjort. Fortsatte undersøgelser viste, at de fandtes på mange andre steder ved Danmarks kyster, og gav yderligere oplysninger om de vilkår, hvorunder fortidens mennesker havde levet, som fiskere og jægere og uden andre husdyr end hunden.

I 1859 fremkom Worsaae med sin hypotese om stenalderens deling, hvorefter stenalderen i Danmark skal tilhøre to forskellige kulturtrin, det ældste repræsenteret af køkkenmøddingerne og kystfundene med deres råt forarbejdede redskaber og våben, det andet og langt senere kendt fra gravene og karakteriseret ved de smukke og udmærket forarbejdede oldsager, disse gemmer. I opposition til denne tydning hævdede Steenstrup (Oversigt over Videnskabernes Selskabs Forhandlinger 1859-62), at betingelserne for en sådan sondring mellem de to fundgrupper manglede, da de sager, der sammenlignedes med hinanden, havde været anvendt til helt forskelligt brug og gav oplysning om to sider af samme kultur. Til støtte for sin opfattelse henviste han til sine iagttagelser over måden, hvorpå de pågældende redskaber var tilhuggede, og de mærker, der stammede fra deres brug. Helt bortset fra hovedspørgsmålets vigtighed fik diskussionen en ikke ringe betydning, for i det mindste for de yngre arkæologers vedkommende førte den til en langt mere indgående og rationel betragtning af flintsagerne end tidligere, og i de følgende 10-12 år blev disse studier drevet med særlig interesse.

Undersøgelsen af køkkenmøddingerne blev således på forskellig måde befrugtende for den nordiske oldforskning, gav den liv og førte den ind på nye spor. Men de ved den vundne resultater og den metode, hvorved disse var vundne, havde tillige deres store betydning for de undersøgelser til oplysning om menneskets samtidighed med den kvartære tids uddøde dyr, der tog deres begyndelse i Frankrig og England i slutningen af 1850'erne, ligesom disse atter utvivlsomt bidrog til at modne Worsaaes tanke om en ældre og yngre stenalder for Nordens vedkommende. Disse undersøgelser fulgte Steenstrup med levende interesse, gjorde rejser for selv at se forholdene på fundstederne, gav møde ved de internationale kongresser, deltog i diskussionen om de pågældende spørgsmål og hørtes altid med stor opmærksomhed.

I sine sidste leveår var Steenstrup optaget af studier over de figurlige fremstillinger, der findes på helleristningerne, guldbrakteaterne og Gundestrupkarret ("Yak-Lungta-Brakteaterne", 1893; "Det store Sølvfund ved Gundestrup", 1895). Helleristningerne studerede han efter originalerne på klipperne i Bohuslän og kom ved disse undersøgelser til den erkendelse, at de pågjældende fremstillinger bestemt tydede på, at Skandinavien under bronzealderen og den ældre jernalder har stået i kulturforbindelse med Mellemasien. Enhver må beundre den energi, hvormed den 80-årige olding gav sig i lag med så stort et arbejde, hvor hvert skridt fremad også førte dybere og dybere ind i studiet af en overvældende stor litteratur. Dette skræmmte ham imidlertid ikke, end ikke da kræfterne svigtede.


Redigeret fra dansk Wikipedia