Kakitsok, med Tilnavnet Pinersok, den Smukke (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

103. Kakitsok,
med Tilnavnet Pinersok, den Smukke


(Fortælling fra Diskobugten)



Ved Ikaresarsuk, Egemindes Distrikt, levede en Mand ved Navn Kakitsok med Tilnavnet Pinersok (den Smukke), en kraftfuld Yngling, som fik Afslag hvergang han friede til en Pige. Da det rygtedes rundt omkring, at han var saa stærk, sendte to stærke Mænd ved Iluligsat en Indbydelse til ham om at komme dertil i en Baad, eftersom der vare mange, som havde Lyst til at prøve Kræfter med Pinersok.

Engang overvintrede der mange Folk ved Ikaresarsuk, og da der laa fast Iis rundt omkring, dreve de blot Maupokfangst. Engang vare mange Mænd ude paa Fangst paa Skyggesiden af Ikaresarsuk. De fandt et Aadsel af en Narhval, som de med forenede Kræfter fik slæbt op paa Isen; men nær ved Aadselet var der et indefrosset Iisfjeld. Kakitsoks Slægtninge sagde for Løier til ham, at han skulde løfte Aadselet derop. Pinersok var stolt, men vedligeholdt dog en venlig Mine, indtil hans Slægtninge vedbleve at opirre ham med forskjellige Ord og talte om, at ingen vilde have ham til Mand, og at de stærke Mænd fra Iluligsat vedbleve at udfordre ham. Tilsidst begyndte Ynglingen at blegne, og da Mændene bemærkede Vreden i hans Ansigt, vedbleve de at opirre ham. Da gik Pinersok hen, greb med den ene Haand om Narhvalhornet, — Tanden, og med den anden Arm om Halsen, hvorpaa han løftede hele Dyret. Men de Gamle vedbleve at opirre ham med mange Ord, sagde »at han skulde slæbe det op paa Iisfjeldet,« og tilføiede, »at til Foraaret vilde de ikke vente længer, naar hine stærke Mænd kaldte paa ham.« Forbittret herover gik Pinersok hen, løftede Aadselet og kastede det op paa Iisfjeldet. Herover udbrøde alle Mændene i Jubelraab, og i deres Glæde lavede de sig nu til for at reise, eftersom Kakitsok ikke mere havde nogen Ligemand. Om Foraaret sendte de Bud til alle Beboerne i Omegnen, at de skulde følge med Kakitsok til de stærke Mænd ved Iluligsat. Derpaa samledes der Folk fra de beboede Pladse: Saitok, Ilivilek, Maneetsok, Simiutarsuak og Nunarsuak. Alle kom de til Ikaresarsuk, og da de droge derfra, medtoge de dem som boede ved Inugsulik, Kikertarsuaitsiak, Manermiut og Itivdlik og de droge sammen til Orpigsout, som ligger paa Solsiden af Kassigienguit (d. e. Kristianshaab). Her traf de i det Indre af Bugten en stor Mængde Telte, nemlig foruden hine Folk fra Iluligsat tillige disses nordlige Naboer fra Sakkak og Torsukatek. Da de nu kom sammen, var der stor Lystighed og idelig Sang. De vare alle som indbyrdes Venner, og morede sig med at prøve Armkræfter og at brydes. Da Kakitsok nu fik Lyst til at træde frem til Væddekamp, vilde hans Broder, som hed Kamitsek, afholde ham, da han frygtede at hine Stærke vilde gjøre ham Fortræd. Men nei, Pinersok var ikke til at styre for Begjærlighed, og altsom Broderen søgte at overtale ham, sprang han pludselig midt ind i Mængden. Strax kom nogle af Nordlændingene imod ham, men den første stødte han med Lethed omkuld. Mændene stimlede nu sammen om ham og søgte at udmatte ham. Men Pinersok vedblev at kaste dem fra sig. Da de, som sloges, begyndte at blive færre, kom en af de Stærke frem og udfordrede Pinersok til at trække Krog med Armene. Denne greb ham strax, og medens de brødes, sank Pinersok i det ene Knæ, men da hans Venner opmuntrede ham, reiste han sig snart igjen og kastede tilsidst sin Modstander hen foran Tilskuerne. Da de gjorde det om igjen, blev Modstanderen træt. Men nu kom dennes Staldbroder ved Navn Kytsinek frem og udfordrede Kakitsok. Medens de brødes, løftede Kytsinek sin Modstander op, og bar ham paa Skulderen. Pinersok blev bange for at han skulde lade ham falde ned paa Ryggen, men idet den Anden kastede ham ned, holdt han sig paa Benene, hvorpaa Pinersok greb sin Modstander ved Skuldrene og trykkede ham ned, saa det knagede i ham og hans Been knækkede. Idet Kytsinek sank til Jorden, var hans Ansigt ukjendeligt formedelst Smerte. Sydlændingene jublede over hans Fald, og for at forhaane ham, rystede de med Hovedet ad ham. Men da Kakitsoks Broder, Kamitsek, som var Angakok, ynkedes over den Faldne, gik han hen og blæste paa ham med sin Aande, og lægede hans Been ved Hjælp af sin Konst; hvorpaa hans Venner pleiede ham og bare ham hen til Teltet.

Da Pinersok nu havde opnaaet Berømmelse, fortrøde hans Slægtninge deres tidligere Drilleri imod ham; det samme gjorde de to Stærke, som selv havde kaldet ham. Tænkende over alt dette vandrede Pinersok omkring mellem den paa begge Sider samlede Mængde, idet han ventede paa at nogen vilde slaaes med ham. Men ingen formaaede noget over ham.

Pinersok havde opnaaet sin Styrke ved Hjælp af tidligere Øvelse. Han digtede en Seierssang saaledes: »Hvilken stærk Mand skulde nu vel kunne skade ham?« — Denne Sang lærte han sine Tilhængere. Han greb Trommen, og de istemmede jublende Sangen. Sydlændingene sang høit den nye Seierssang. Med Pinersok i Spidsen gik de hen og nedtraadte begge de stærke Mænds Telte. Derpaa gik alle Sydlændingene hen og ødelagde Teltene fra Iluligsat, og under vilde Forhaanelser forlode de deres Fjender.

Efter den Tid gik Pinersok atter paa Frieri, og nu var ingen mere tilbageholdende imod ham, som før. Han udsøgte sig en smuk Pige fra Iluligsat; derpaa reiste alle de Seirende tilbage til Ikaresarsuk. — Her ender Fortællingen om Kakitsok, kaldet den Smukke.

____________


Jeg, som har skrevet dette, har endnu kjendt min Bedstemoder, Cecilia, som jeg elskede høit. Hendes Navn var Karmak, førend hun blev døbt. Hun var meget gammel, og havde endnu ledsaget Rensjægerne, som brugte Bue og Pile. Paa Grund af hendes Behændighed var hun paa Jagten altid blandt Klapperne, og hun har reist omkring allevegne og kjendt alle Indvaanerne fra Amerdlok til Iluligsat. Denne Fortælling er ikke saa ganske gammel, eftersom hiin Mand ikke var hende fremmed; jeg selv har mange Gange spiist sammen med hans Børnebørn og kjendt dem godt, og du kjære, som jeg skriver dette for, har ogsaa seet hiin stærke Ynglings Boplads, som kaldes Ikaresarsuk, imellem Ausiait (Egedesminde) og Atto. Husene, som endnu staae der, ere endda ikke saa heelt gamle.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 285-287.