Kaladlits (Grønlændernes) første Sammentræf med de gamle Kavdlunakker i Grønland (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

68. Kaladlits (Grønlændernes) første Sammentræf
med de gamle Kavdlunakker i Grønland

I fordums Dage, dengang Kysten endnu var lidet beboet, kom en Baad med Reisende til Nouk (Godthaab). De traf her ingen Mennesker og droge derfor videre ind i Fjorden til Kangersinek. Underveis saae de østen for Kornok, inde i Kangiusak, et stort Huus, men da de kom derhen, kjendte de ikke Beboerne, fordi disse ikke vare Kaladlit; pludseligt havde de truffet paa de gamle Kavdlunakker. Disse saae ogsaa første Gang Kaladlit, og behandlede dem meget venligt, men de Reisende frygtede dem, satte Baaden atter i Vandet og droge bort igjen. Da de kom op i Kangersinek, fandt de mange Kavdlunakker, som boede ved Iluliak, Ujaragsuak, Ivisartut og Nunatarsuak, men de skyndte sig strax bort fra dem.

Da denne Baad vendte tilbage fra sin Fjordreise, fortalte de Reisende dette Sammentræf til deres Landsmænd rundt omkring, og disse, som hørte om de mange Kavdlunakker, droge nu ligeledes op i Fjorden, ledsagede af de første. Da disse mange Baade kom til Kangersinek, begyndte de Samqvem med Kavdlunakkerne, da de mærkede, at disse vare venligt stemte. Senere kom der endnu flere Baade med Kaladlit til, og Kavdlunakkerne begyndte at lære deres Sprog. Ved Kappiselik, siges der, sluttede en Kavdlunak og en Kaladlek Venskab med hinanden, og de vare altid sammen. De pleiede at udfordre hinanden til Væddestrid i Bueskydning, for at see hvo der kunde skyde længst, og begges Landsmænd morede sig ved at staae som Tilskuere. Men da de begge vare udmærkede Skytter, faldt deres Pile næsten altid Side om Side. Engang sagde Kavdlunakken: »lader os bestige det høie Fjeld hist, men først udspile et Rensskind paa den lille Ø, og saa see hvo der oppe fra kan ramme det. Den som skyder feil, skal styrtes ud over Bratningen, men den, der træffer, skal være den seirende.« Kaladlekken svarede: »det vil jeg ikke, thi vi ere Venner, og ingen af os bør omkomme.« Men Kavdlunakken vedblev haardnakket sin Paastand, og hans Landsmænd sagde tilsidst: »lad saa være, om han ogsaa bliver nedstyrtet, siden det er hans egen Villie.« Endelig indvilligede ogsaa Kaladlekken, og de begave sig op paa Fjeldet, ledsagede af en stor Skare Tilskuere. Fra Toppen af skjød Kavdlunakken først, men forfeilede Maalet; derpaa skjød Kaladlekken tværs igjennem Skindet. Kavdlunakken holdt nu Ord, gik hen og blev nedstyrtet i Afgrunden, men hans Landsmænd vrededes ikke derover, eftersom han selv havde forskyldt sin Skjæbne. Efter den Tid kaldes det høie Fjeld: Pisigsarfik (Skydepladsen).

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 205-206.