Katten eller puslingen ved kakkelovnen

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

24. Katten eller puslingen ved kakkelovnen


351. En aften Anders Pedersen i Råby, eller måske det var hans fader, Per Andersen, kjørte hjem fra Randers og var kommen til Lindbjærg bakke, så kunde hestene med et ikke rykke vognen længere. Han kunde ingen ting se, der var i vejen; men så kom han i tanker om, at han altid havde hørt, at de skulde tage det fjerman bovedlag af hestene og se igjennem det, så kunde man se, hvad der holdt vognen; det var ellekjællinger, og de bad ham, når han kom hjem, at hilse Butte, at Batte var død. Det lovede han, og så kunde han kjøre igjen. Da han kom hjem og fortalte, hvad der var sket ham, var der noget, der gav sig til at græde nede ved kakkelovnen.

Karen Marie Rasmussen.


352. I ældre tider var der i Gjellerup sogn en större gård, som hed Bisse. Stedet kan endnu påvises, hvor gården har ligget, men den er forlængst nedreven, og jorden hører til Lindbjærggård. Om en mand, som boede i Bisse, fortælles følgende: Han var et år nogle dage för jul i Kideris mølle for at få malet. Da han om aftenen kjørte hjemad og kom forbi Trehöjene på Gunderup mark, var der en stemme, som lød til ham ud fra höjene: «Å, vil du et hilsen Bilser, te Balser er død!» Da manden nu kom hjem, fortalte han sin kone, hvordan han nær var bleven bange, og gjentog så, hvad rösten havde sagt til ham. — «Å, er Balser død!» lød det i det samme fra kakkelovnskrogen. — På Bisser mark ligger endnu en sten, som vender sig, hver gang den kan lugte, at de bager i Krogslund. (Sml. nr. 326.)

Jens Andersen Favrholdt, Munklinde.


353. I Bjærggård i Nederby på Fur hørte de om vinteraftener jævnlig puslen og småsnakken i kakkelovns krogen, som ingen forstod, indtil en aften dören blev åbnet, og én, som de ikke kunde se, kom ind og sagde lyde lig: «Hils Pig, at Pjag er død!» hvorpå svaredes fra kakkelovnskrogen: «Så bliver vi her ikke længere.»

R. H. Kruse.


354. Nu skal I høre en af min faders fortællinger: I Snærild, Odder sogn, kom en kat ind og satte sig i skorstenen hver dag, og aldrig så tit de kylte den ud, kom den igjen. Så kommer karlen hjem en dag, han havde været ude at plove, og fortæller, at der kom en lyd til ham der ude, som sagde: «Svend Brat, sig til din kat, hun skal stræb' å komm', for Kurremurre er død.» Det förste karlen havde sagt det, så sprang katten ud af skorstenen og løb væk, og siden så de den ikke.

Ane Hansdatter, Torrild.


355. På Vissing byes marker, et par mil syd for Randers, ligger en höj, kaldet Ueshöj eller Oshöj; i denne skal der have været nisser eller bjærgfolk, tre ialt. Disse tre kom en gang i hårene på hinanden, og enden på slagsmålet blev, at den svageste, han hed Finkenæs, måtte drage bort fra højen. Han drog så ind til byen, og her gik han ind i en gård, kaldet Pilgård, hvor han fortalte, hvorledes det var gået ham, og bad, om han da ikke kunde få ophold her en tid. Det fik han lov til, og så blev han der da med det samme. Han bestilte ingen ting uden at varme sig ved ovnen, men han tærede heller ingen ting fra huset, ti hans føde bestod af frøer og tusser, som han selv fangede og stegte. Sådan gik nu nogen tid; men så hændte det sig en dag, da manden i gården var gået ud i marken og var kommen i nærheden af højen, at han hørte en röst derfra, som sagde: «Höjj, bitte mand, vil du ikke sige Finkenæs, at Jafet er død.» Manden løb hjem, alt hvad han kunde, og sagde, hvad han havde hørt. Aldrig så snart havde han gjort det, førend Finkenæs fik sådan et grueligt hastværk med at komme af sted, at han nær havde glemt at sige både tarvel og tak; dog takken fik de, og det var da den, at de aldrig skulde mangle penge der i gården, samt at der aldrig skulde blive mere end én arving der, hvilket også har holdt stik til den dag i dag.

Kristen Pedersen, Hals.


356. En gårdmand i Åby fortæller: Her ved den nörre side af kakelen sad en dværg, der hed Aat. Manden var en gang på Gjøl efter sild og kom på hjemvejen forbi en höj. Han hørte da et råb om, at han skulde hilse Aat, te Waat var død. Siden han kom hjem, fortæller han, at der kom en bitte bitte én til ham der ude ved højen og sagde, at han skulde hilse Aat, te Waat var død. Da var det Aat, der sad i kakelen, de havde været så slemme ved ham i højen, at han ikke kunde være der, og derfor var han løben derfra og sad nu alle tider ved kakelen og skulde forestille at være syg, og der var ikke noget ved ham at gjøre. Men da han hører det, er der ingen ting i vejen, han trækker hans frakke på og siger farvel og tak, og aldrig skulde de fattes (ɔ: blive fattige). Siden så de ikke noget til ham.

Vester-Hoven, Åby sogn.


357. På Alsø mark tæt ved vejen fra Alsø til Hoed er der en höj. En mand, der hed Mads Væver og var ude fra Dolmer på den anden side af Grenå, kom forbi den höj, og da kom der en lille pusling ud af højen og sagde:

«Du mand med den runde hat,
du kan sige til den grå kat,
at Filippus er død i nat.»

Så kjørte han hjem. De havde haft en gammel grå kat der i gårde, så længe han kunde huske, og ingen vidste, hvor den var kommen fra. Da han nu kommer hjem til Dolmer, fortæller han det, der havde tildraget sig på vejen, og da springer den gamle kat, der lå på en lænestol ved kakkelovnen, ud på gulvet og ud af vinduet, og siden så de den aldrig mere.

Skibelund.


358. Det var i en gård i Sanderum sogn, at der en aften kom en stor kat luskende ind ad dören og løb hen og lagde sig under kakkelovnen. Folkene i gården vilde have jaget den ud, men det var aldrig at tænke på, de måtte kjönt lade den blive, hvor den var. Katten havde nu sit ophold der i gården i lang tid, men så var det en aften, da kommer der sådan en lille pusling med en rød lue på hovedet og kiger ind ad dören, som han åbnede en lille smule på klem, og siger: «Birrelirre er død!» Så må I tro, at katten fik travlt, den springer op, og i det den råber: «Hvad, er Birrelirre død, ja, så må jeg af sted!» så farer den skyndsomst ud. Siden så man aldrig noget mere til katten, men næste morgen lå der en pung med penge i uden for dören.

H. Pedersen, Hammerum St.


359. En mand kjørte fra Stenum til Løkken. Forbi Mårhöj. «Hils den lille Sættenæt, at Davfæt er død.» De havde en gammel kat, som lå under kakkelovnen. «Er Davfæt død, da må jeg af sted.» Siden så de den ikke.

Nik. Christensen.


360. En mand ved navn Plat havde en trold i skikkelse af en kat. En aften han kom hjem, fortalte han, at da han gik forbi en höj, kom der en lille trold og råbte: «Plat, sig til din kat, at Knurremurre er død.» Katten lå på en stol ved kakkelovnen, men da den hørte det, sprang den ned og udbrød: «Er Knurremurre død, så skal jeg skynde mig og hjem!» Siden så de den ikke.

Kr. Eriksen.


361. Manden i en gård på Næsby mark hørte det råbe ude på marken: «Hør du, Klat, sig til din kat, at Knurremurre er død.» Han fortalte det, da han kom hjem. «Hvad er . . . ,» råbte katten og foer ud af dören og kom aldrig mere. Siden mærkede man ikke troldene der i gården.

Chr. R.


362. Underboer — således kaldes nisserne her — var man meget plaget med i gammel tid i Nörhus, Åbel ved Tønder. Vor tjenestepige, som er derfra, fortæller, at man en gang hørte en tydelig sige: «Hils Brihat, te Peeses kat er død.»

A. L.


363. Tilråbet: Aten . . . Naten. En sort pudel, der lå under kakkelovnen, rejste sig og siger: «Æ han dø, da ska a hjem å skywt æ arre,» og med disse ord forlod han stuen.

A. K. Greibe.


364. Der er tre gårde i Kjølvring i Åby. I den österste gård havde de gårdbukker. Manden havde to røde køer, der stod sammen og var ensdan (ɔ: af ens udseende), og endskjöndt folkene slet ikke passede dem, var de dog bedre i stand end de andre køer. Den gårdbuk sad ved siden af kakkelovnen i flere år. Da kom der en aften en og loppede (ɔ: åbnede lidt) dören og siger, at han skulde hilsen fra Jaat, te Faat var død. Så såre som den röst var hørt, forsvandt gårdbukken med de ord: «Fåwal, å åller fattes !» og de så ham aldrig siden. I mange år var der nu velstand i den gård, og manden blev ikke fattig, så længe han var der, men da han flyttede derfra, blev det skidt med ham. Også dem, der kom efter i gården, blev der velstand hos.

Peder Jensen, Vedsted.