Knud
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Han var endnu kun et Barn, saa baade han og Riget trængte til en Formynder. Men da det tyktes de fleste, at det baade var besværligt og let kunde vække Avind at paatage sig dette Hverv, besluttede man at udtage en Mand dertil ved Lodkastning, thi de viseste Danskere var bange for i saa vigtig en Sag selv at træffe et Valg, stolede mere paa Skæbnen end paa deres egen Mening og vilde hellere lade Valget komme an paa et Træf end paa moden Overvejelse. Saa skete det da, at en vis Ennignup, en Mand af den største og mest ufordærvede Dyd, blev nødt til at tage dette byrdefulde Hverv paa sine Skuldre, og da han havde tiltraadt Styrelsen, som Lodkastningen havde tildelt ham, tog han ikke mindre Hensyn til hele Rigets Tilstand end til Kongens unge Alder, hvorfor da ogsaa nogle, som ikke er synderlig kyndige i Historien, har tildelt ham en Plads midt i Kongerækken. Da Knud efter at have traadt sine Børnesko var voxet op til Mand, fjærnede han dem, der havde vist ham den Velgjerning at opfostre ham, og blev efter at have været en Knøs, man næsten havde opgivet alt Haab om, en over al Forventning gjæv Mand. Kun den ene Ting ved ham maa man begræde, at han døde uden at have antaget Kristendommen.
