Knud den Hellige
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Da han var død, blev Knud kaldt tilbage og besteg med sine Brødres Samtykke Tronen. Krigen i østerleden, som han havde begyndt i sin Ungdom og ogsaa havde ført i sin Landflygtigheds Tid, fortsatte han af al Magt, efter at han var kommen paa Tronen, mere for at udbrede Kristendommen end af Begjærlighed, skjønt han ogsaa var opsat paa at øge sin Navnkundighed nu, da Lykken var ham god. Han opgav da heller ikke dette Forehavende, førend han i Bund og Grund havde underkuet Kurernes, Sembernes og Esternes Lande. Efter at have faaet Bugt med disse Fjender, saa' han sig om efter en Dronning, og da han syntes, at intet af de Giftermaal, han kunde opnaa i Nabolandene, var ham anseligt nok, ægtede han Grev Robert af Flanderns Datter Edle, som fødte ham Sønnen Karl.
Da han mærkede, at de gamle Loves Kraft var bleven svækket og tilintetgjort som Følge af Stormændenes Overmod, søgte han af al Magt at indføre den gamle Tugt igjen, udstedte de strængeste Befalinger om, at der nøje skulde vaages over, at Lovene overholdtes, og bragte igjen den forfaldne og ødelagte Retspleje i dens forrige Skik og Orden. Han saa' hverken igjennem Fingre med Frænder eller Paarørende, men lod Retten have sin Gang uden Persons Anseelse, lod ikke Venner eller fortrolige gaa fri for Straf, men fulgte i alle Maader de gamle Sædvaner og Vedtægter, strammede med fast Haand Retfærdighedens slappede Baand og traadte i Henseende til Strænghed i sin Faders Fodspor, hvorved han da ogsaa paadrog sig det stærkeste Mishag hos Rigets Stormænd.
Religionen bragte han igjen i Ære og Anseelse og viste Gejstligheden stor Bevaagenhed. Da han saa', at den grove og uoplyste Almue ikke havde den tilbørlige Ærefrygt for Bisperne, og han ikke vilde, at de, der beklædte saa høj en Værdighed, skulde regnes lige med Lægfolk, var han saa omtænksom at udstede en Forordning, der gav dem Gang og Sæde blandt Høvdinger, ja han gav dem endogsaa den første Plads blandt Rigets Stormænd, som om de var Fyrster, for at den Ære, der blev dem til Del, kunde svare til deres Værdighed. Han vilde nemlig ikke, at saa vigtigt et Embede skulde forringes ved, at der vistes det mindre Ærbødighed, end der tilkom det, og at de, der beklædte den højeste Plads i Herrens Hus, skulde agtes ringe. Og det var ikke blot Bisperne, hvis Værdighed han forøgede, han lagde ogsaa Vind paa ved de mest velmenende Forordninger at bringe den ringere Gejstlighed i Agt og Ære; for at forøge dens Anseelse unddrog han saaledes Tvistigheder imellem gejstlige fra den almindelige Rettergang og henviste dem til Gejstlighedens egen Afgjørelse og overlod til den at idømme Pengebøder, naar nogen var anklaget for at have forsyndet sig imod Religionen og ikke kunde rense sig for Anklagen, ligesom han overdrog den Ret til at idømme Straf i alle Tilfælde, hvor nogen havde overtraadt Kirkelovene, saa at alle den Slags Sager for Fremtiden blev udsondrede fra den verdslige Ret og henviste til den gejstlige, alt for at Gejstligheden ikke i saa Henseende skulde staa paa lige Fod med Folk, der stod under den i Værdighed. Derfor forøgede han dens Anseelse og vilde, at den skulde være Gjenstand for større Ærbødighed end Lægfolk, selv om de var højt paa Straa. Følgen heraf var, at i Danmark kan ingen andre end Kongen, Bisperne og den, som har størst Udsigt til at blive Tronfølger, drage nogen gejstlig til Ansvar. Han søgte ogsaa at vænne Menigmand, som endnu var ubevandret i, hvad der hørte sig til over for Kirken, til at udrede Tiende, men alle hans Overtalelser i saa Henseende var forgjæves, thi denne ny Skik var Folket endnu ikke modent nok til at forstaa.
Imidlertid fortsatte Biskop Svend i Roskilde Arbejdet paa Stenkirken, som Vilhelm havde begyndt, og Kirken blev saa vidt færdig, at der kun fattedes Plads til Prædikestolen, men før der var skaffet Plads til den, kunde Kirken ikke indvies, og til den Ende lod Svend da Vilhelms Gravmæle fjærne og hans Ben flytte hen til det Sted, hvor de nu hviler. Natten før Indvielsen skulde finde Sted, havde Kirkevogteren, medens han laa og sov, en Aabenbaring. Der viste sig nemlig en Mand i Bispeskrud for ham, og han sagde, at det var nok, at Svend ved at bygge Kirken færdig havde tilegnet sig Vilhelms Fortjeneste og taget Æren for en andens Arbejde; nu krænkede han oven i Kjøbet den, hvis Hæder han saaledes havde røvet, ved at flytte hans Ben og skille ham og hans kjære Konge ad. Gjerningsmanden vilde ganske sikkert selv være kommen til at undgjælde for denne Krænkelse, hvis ikke det hellige Levned, han førte, havde hindret det, men nu skulde det gaa ud over den Del af Kirken, han havde bygget, thi nu vilde han tilintetgjøre hele det Arbejde, han havde udført. Han paalagde derhos Kirkevogteren at sørge for, at ingen yderligere vovede at forulempe hans Grav; flyttede nogen hans Ben fra deres Plads, skulde det ikke komme til at gaa ustraffet hen. Derpaa stødte han med sin Stav til Muren, saa hele Murværket ramlede sammen, og det var et Vidnesbyrd om, at det havde sin Rigtighed med, hvad Kirkevogteren havde drømt, thi Kirken styrtede virkelig pludselig sammen helt ned til Grunden, og Drømmen slog saa fuldstændig til, at Sammenstyrtningen indtraf i samme øjeblik, som Kirkevogteren drømte det, og hvad han alene havde set i Drømme, kunde enhver se med sine egne øjne, da det var blevet Dag. Men der skete ogsaa det store Under, at Murene, da de styrtede sammen, ikke knuste Kirkevogteren, thi hverken Stenene, der ramlede ned om ham fra alle Kanter, eller noget af alt det andet, der faldt, gjorde ham nogen Skade, han sov ganske trygt, skjønt hans Leje var lige ved Stedet, hvor Sammenstyrtningen skete. Da Folk, opskræmmede af Braget, kom styrtende og til deres Forfærdelse saa', at Kirken var ramlet sammen, kom Kirkevogteren, som de troede var bleven slaaet ihjel, uskadt ud fra Stendyngerne, alle saa' paa ham med store øjne opfyldte af from Beundring, og det er ikke let at sige, hvad de var mest forbavsede over, at Kirken var styrtet sammen, eller at Kirkevogteren var sluppen levende derfra, og det, at de nedstyrtende Sten ingen Mén havde voldt ham, blev da ogsaa taget som et ikke ringe Vidnesbyrd om, at han virkelig havde haft den Drøm, han fortalte. Men da han meddelte Biskoppen det Paalæg, Vilhelm havde givet ham om Natten, smilede Svend og sagde, at det undrede ham ikke, at han var lige saa stræng, efter at han var død, som han havde været i levende Live, men han vilde nu alligevel lægge Vind paa at faa den Del af Kirken, der var styrtet sammen, opført igjen.
Som Følge heraf forblev Vilhelms Grav længe urørt, indtil i vore Dage Domprovst Herman og Læsemester Arnfast med Landprovst Isaks Minde bød, at den skulde aabnes, for at Biskop Asger kunde blive jordfæstet dér, da de fandt, at det baade var det bekvemmeste og hæderligste Gravsted. Da de havde gravet helt ned til Bunden, fandt de Bispens Kaabe helt uskadt imellem hans af Ælde fortærede Ben. Da de tog dem op, fornam de omstaaende, uden at der ellers var noget, som kunde give Anledning dertil, saa liflig en Duft, at det var, som om den udstrømmede fra en Salighedens Kilde med Salve, og ingen tvivlede om, at den, fra hvis jordiske Levninger der udgik en saa sød Vellugt, maatte have sit Bosted i Himlen. Saa stærkt hang denne Duft ved deres Hænder, som havde rørt ved Benene, at de i hele tre Dage ikke kunde faa den bort, hvor meget de end tvættede sig. De behandlede imidlertid ikke disse jordiske Levninger med den Ærbødighed, de burde have vist dem, men lagde dem hen i den yderste Udkant af Graven, men de undgik da heller ikke deres fortjente Straf for denne Formastelighed, thi alle de, som havde været Ophavsmænd til denne vanhellige Gjerning, maatte bøde for deres Dumdristighed med et ulykkeligt Endeligt, og hver af dem blev straffet saa strængt, som han havde fortjent for sin større eller mindre Delagtighed i denne Krænkelse af Gravfreden. Herman fik nemlig, da han sad paa Landemodet under Absalons Forsæde, Helvedesild i Næsen, hvilket ikke blot røvede ham hans Legemskræfter, men ogsaa satte ham ud af Stand til at tale. Sygdommen bredte sig, og stum og maalløs døde han, inden der var gaaet tre Dage, og vel havde han fortjent at blive straffet paa den Del af sit Legeme, hvormed han saa uskjønsomt havde indsuget den hellige Duft. Arnfast fik ikke nogen blidere Død, thi da han vilde styrke sine svage Nerver, forøgede den Lægedrik, han tog, paa Grund af en Uagtsomhed hans Svaghed i Steden for at helbrede ham, og til sidst brækkede han Leveren op i smaa Stykker, som Lægen samlede op i et Bækken, og som Biskop Absalon saa', da han viste ham den Venlighed at se til ham. Den syge forsikrede i hans Nærværelse, at han led dette, fordi han havde krænket Vilhelms jordiske Levninger, det var aabenbart, sagde han, at han blev straffet, fordi han ikke havde adlydt hans Bud, han lovede derhos, at han vilde vie sig og alt sit Gods til Guds Tjeneste, men efter at have været syg i tre Maaneder døde han i stor Anger og Ruelse. Da den tredje af dem, der havde været Ophavsmand til den letsindige Gjerning, saa', hvor ynkelig de to andre kom af Dage, blev han bange for, at der forestod ham en lignende Straf, og han søgte da at forebygge den ved fromme Gjerninger; han stiftede nemlig med stor Bekostning et Nonnekloster ved vor Frue Kirke og vaagede, saa længe han levede, over, at Nonnerne dér førte et ærbart og dydigt Levned. Helt gik han dog ikke fri for Straf, thi han led længe af Lungetæring, og den døde han af. Saaledes døde den første en brat Død, og de andre tæredes til det sidste hen af en langsom Sot, hver i sin Del af Legemet, og hver især fik altsaa sin Straf, efter som hans Skyld i Krænkelsen af Bispens Grav havde været større eller mindre, thi da de ikke klogelig havde taget vare paa deres Tarv, paadrog de sig Døden ved deres Synd.
Svend vilde nu ikke have Ord for at tage sig det let med at gjenopbygge Kirken, som han havde lovet, og han førte derfor den paabegyndte Opførelse af Roskilde Domkirke til Ende, og til Pryd for den ophængte han i den en med den største Kunst og Omhu forfærdiget Krone, idet han holdt for, at et saadant kongeligt Smykke hellere burde tjene til Pryd i Kirken end falde i havesyge Menneskers Hænder. Omtrent samtidig fuldførte Biskop Egin med Kongens Bistand Opførelsen af St. Laurentius' Kirke i Lund, som han selv havde paabegyndt. Kongen lod begge disse Kirker indvie og skjænkede dem rige Gaver. Til St. Laurentiuskirken skjænkede han nemlig sammen med Bispen Penge til at udrede aarlig Løn til Sangerne, og derhos skjænkede Kongen af sin egen Kasse og af sit Jordegods og Bispen af de Indtægter, der tidligere var bleven tillagt Kirken, hvad der behøvedes til deres daglige Underhold, og saa ivrig kappedes de om at lægge deres Fromhed for Dagen, at det ikke er let at sige, hvem af dem der viste Gud størst Ære. Paa Indvielsens første Dag skjænkede Kongen, da han højtidelig knælede for Alteret, Fjerdedelen af den Indtægt, han havde af at slaa Mønt, Fjerdedelen af de Bøder, Folk blev dømt til at udrede til ham, og Fjerdedelen af Midsommersskatten som en Gave, den, der til enhver given Tid var Bisp, skulde have til evig Arv og Eje. Og ikke mindre rundhaandet var han imod de andre Klerker, thi han skjænkede dem, der gjorde Tjeneste i Koret, næsten hele sin Part af Indtægterne af det Jordegods, der laa under Kirken, og kun de Bøder, der kom ind for Forsømmelse af Krigstjeneste og Brud paa Landefreden, ligesom ogsaa Gods, som der ingen Arvinger var til, forbeholdt Kongen sig selv. Han viste sig saaledes ikke mindre rundhaandet i Henseende til at skjænke Kirkerne Privilegier end til at give dem Gaver. Og for at hans Love skulde staa fast til evige Tider, bestemte han, at den, som prøvede paa at rokke ved dem, skulde lyses i Kirkens Band. Mange forsøgte dog senere dumdristig at kuldkaste denne gamle Forordning, men endnu staar den dog ved Magt. Idet Kongen saaledes i alle Maader lagde Fromhed og Nidkjærhed for Dagen, udmærkede han sig især ved Kjærlighed til Religionen, som han aldrig undlod at vise den største Opmærksomhed og Hyldest.
Da han skjønnede, at hans mange Brødre formedelst deres ungdommelige Vilterhed faldt Landet en hel Del til Besvær, tog han dem til sig og gav dem med stor Bekostning fyrsteligt Underhold for sin egen Regning med Undtagelse af Olaf, der var Statholder i Slesvig, og tog saaledes denne Byrde fra Almenhedens Skuldre over paa sine egne. Da han saa', at Danskerne som Følge af, at de havde ladet Sværdet ruste i Skeden, havde mistet det Ry, de havde haft i hans Grandonkels Dage, fik han omsider Lyst til at indlade sig paa ny Foretagender. Og da han ikke vilde nøjes med den Hæder, han havde vundet ved sine Sejre i østerleden, besluttede han, for saa meget sikrere at faa Lejlighed til at lægge sit Mod for Dagen, at gjøre sin Arveret gjældende over for England, som Danskerne ved Tidernes Ugunst havde mistet. Han betænkte nemlig, at hans Forfædre aldrig havde vundet større Krigerhæder og Rigdom samt udvidet Rigets Grænser mere end ved at underlægge sig England, og at det Bytte, de havde gjort paa denne ene ø, havde kastet større Glans over dem end alt, hvad de havde vundet i hele østerleden. Han holdt derfor for, at det maatte være en sløv og vanartet Sjæl, der ikke vilde træde i deres Fodspor, og vilde hellere helt undvære at have et Rige at raade over end have sit Herredømme indskrænket inden for et lille Lands snævre Grænser. For at hans Foretagender nu kunde komme til at svare til den Tapperhed, hans Forfædre havde lagt for Dagen, og hans Bedrifter blive jævnbyrdige med deres, saa han kunde opnaa lige saa berømmeligt et Navn som sin Oldefader, tog han sig for ved sin Ihærdighed at gjenoprette, hvad hans Fader havde forspildt ved sin Dorskhed, og besluttede at vende sin Faders Minde Ryggen og kappes med Oldefaderen. Han indviede først Olaf i sine lønlige Planer, og da denne tilskyndede ham til at sætte dem i Værk, aabenbarede han dem for Landsens Folk, som alle sammen ivrig bifaldt dem. Men han, om hvem Kongen havde troet, at han gjengjældte hans broderlige Kjærlighed, var hemmelig hans Medbejler; Knud troede, at han gjengjældte de Følelser, han nærede for ham, og anede intet om hans lumske Forstillelse, og selv om hans Forstand advarede ham, hindrede hans fromme Sind ham i at nære en styg Mistanke til sin Broder, opgive den Tillid, han mente Frænder burde have til hinanden, og af Frygt for Svig skære sine Fjender og sine nærmeste over en Kam. Men Olaf havde i sin Begjærlighed efter at opnaa Kongemagten glemt al Pligt imod sin Broder, skjulte det falskeste Hjærte under et Skin af den største Troskab og hilste ikke blot med fagre Ord det Forehavende, Kongen kundgjorde, men bestyrkede ham ogsaa deri ved sine Opmuntringer, ikke fordi han haabede, at hans Broder vilde kunne gjenerobre det mægtige England, men for at han kunde vække Had imod ham, der udbød denne Leding, naar det viste sig, hvor vanskelig en Sag det var. Idet han bedømte sin Broders Sind paa en hadefuld Maade, lønnede han hans fromme Kjærlighed ved svigefuldt at pønse paa at faa ham taget af Dage. Han vidste nemlig godt, at han var bleven forhadt, fordi han ved ny Love havde bragt den før uænsede Strænghed og Retfærdighed paa Fode igjen, og for yderligere at forøge det Had, man nærede til ham, tilskyndede han ham derfor hemmelig til, hvad han vidste var ilde set af Almenheden. Og for ikke at være ene om at spinde Rænker udsøgte han sig Forbundsfæller og stiftede hemmelig en Sammensværgelse. Og hans Bestræbelser var heller ikke forgjæves, thi Stormændene, hvis Voldsgjerninger Kongen havde lagt en Dæmper paa ved sine Forordninger, slog sig sammen med Olaf om hans brodermorderiske Foretagende. Knud, som troede, at alle var opsatte paa at vinde Hæder, og ikke anede, at nogen havde ondt i Sinde, havde imidlertid opbudt Flaaden og var sejlet til Limfjorden, ad hvilken der er den korteste Vej til Havet, og som man fordum kunde sejle igjennem, men som nu ikke længer kan befares paa Grund af Sandbanker. Her ventede han længe paa, at Broderen skulde komme, og som Følge af denne Opsættelse slappedes Mandskabets Iver. Olaf undskyldte sig, fordi han tøvede saa længe, og trak det fra Dag til Dag i Langdrag med at komme, idet han pønsede paa Midler til at gjøre Toget til intet, søgte stadig Udflugter ved falske Foregivender om allehaande Forhindringer for derved at trække Tiden ud, for at faa Lejlighed til at berøve Kongen Riget, hvis han drog bort uden ham, eller for at faa Mandskabet til at rømme fra ham, naar det blev kjed af at vente længer, saa at Kongen enten kunde blive Gjenstand for almindelig Foragt, i Fald han undlod at straffe Rømningsmændene, eller almindelig forhadt, i Fald han straffede dem. Saaledes skuffede han ved sin Tøven baade sin Broder og sin Konge og søgte ved sit rænkefulde og forræderske Paafund at gjøre et ædelt og kjækt Forehavende til intet. Og hans snedige Anslag lykkedes, thi da Mandskabet var blevet kjed af at vente. faldt hele Flaaden fra Kongen. Denne, som ikke vidste noget om, hvad hans Broder havde for, og Gang efter Gang havde sendt Bud til ham med Opfordring om ufortøvet at komme, bød nemlig, da han omsider kom paa det rene med hans Troløshed, Flaaden at blive liggende og vente paa ham og skyndte sig med en udsøgt Skare til Slesvig, hvor han til Broderens Forfærdelse kom bag paa ham og tog ham til Fange. Derpaa blev Olaf ført frem for ham og anklaget, og da han ikke tilbørlig kunde gjendrive de Beskyldninger, der blev rejst imod ham, bød Kongen sine Krigere binde ham som den, der var overbevist og ude af Stand til at anføre noget til sit Forsvar. De vægrede sig imidlertid ved at tilføje en Mand af kongelig Byrd en saa utilbørlig Forsmædelse, thi de nærede saa stor Ærbødighed for Kongestammen, at de hellere vilde dræbe en, der var runden af den, end binde ham, idet de holdt for, at han lettere maatte kunne bære den Lod, der er fælles for alle Mennesker, end lide en Træls Straf. Danskerne har nemlig altid anset det for den største Skam og Skjændsel at blive bundet og holdt for, at fribaarne Mænd blev haardere straffede ved at blive berøvet Æren end ved at miste Livet, og at den ene af disse Straffe er lige saa langt at foretrække for den anden, som der er Forskjel paa, hvad der sker efter Naturens Orden, og hvad Vanheld kan medføre. Knud og Olafs Broder Erik udførte da den Befaling, Krigsfolkene vægrede sig ved, idet han mente, at man burde lægge mere Vægt paa et retfærdigt Kongebud end paa Hensynet til en slet Broder og ikke skaane sin egen Slægt, naar det gjaldt om at straffe Misgjerninger, thi den, der har bidt Hovedet af al Skam, fortjener ikke, at man gjør Ære af hans Byrd, og ved at give sig Sletheden i Vold fordunkler man al den Glans, ens Herkomst giver en. Han tog altsaa mindre Hensyn til Brodernavnet end til Broderens forræderske Anslag. Saaledes mister man den Ære og Anseelse, ens Byrd giver, naar man begaar lumpne Gjerninger.
Derpaa lod Kongen Olaf i Lænker føre til Flandern paa et Skib, og dér blev han saa kastet i Fængsel. De sammensvorne, som ikke havde faaet Nys om, at han var bleven fangen, talte nu, for snildelig at faa Flaaden til at opløse sig, under Haanden med Mandskabet, og under Paaskud af, at Kongen ved sin Uvirksomhed og Fraværelse trak Sagen i Langdrag, paalagde de det at drage hjem, hver til sit. Havde nogen aabenlyst opfordret hertil, vilde han have forbrudt sit Gods og enten være bleven nødt til at gaa i Landflygtighed eller straffet paa Livet, derfor fandt de. som tilskyndede til Frafald, det sikrest at lade Mandskabet selv tage sig Ret til at rømme, saa at ingen enkelt kunde udpeges som Ophavsmand dertil, men Rømningen snarere maatte lægges alle end enkelte til Last. Stormændenes forræderske Anslag fandt saa god en Modtagelse hos den ubetænksomme og letsindige Mængde, at den ikke mindre i Tillid til deres Myndighed, end fordi den var kjed af at vente, ganske trygt greb Lejligheden til at drage hjem. Da Kongen fik Nys herom, blev han først bedrøvet, men derefter glad, thi han benyttede den Tort, der var tilføjet ham, til at fremme Religionens Tarv, idet han greb Lejligheden til som Bøde at paalægge Almuen Tiende, glad over, at Omstændighederne gav ham Lejlighed til at sætte sit nyttige Forehavende igjennem, og opsat paa at lade den Tort, der var tilføjet ham, blive til Kirkens Ære. Da Stormændene spurgte, at Olaf, som de havde haabet at faa til Anfører i deres Oprør, var bleven tagen til Fange af sin Broder, opgav de deres svigefulde Anslag og lod, som om de aldrig havde tænkt paa sligt. Kongen lod nu stævne til Ting og lod Almuen vide, at Krigstugten altid havde været de danske Vaabens ypperste Støtte, at de underordnede altid før havde adlydt de overordnedes Befalinger, at Kongernes Myndighed hvilede paa Undersaatternes Samstemning, at intet havde bidraget mere til at øge Fyrsternes Navnkundighed end Krigsfolkenes Troskab, og at deres Herredømme ingenting havde at betyde, naar det ikke blev støttet af Almuen. Nu var der imidlertid for nylig tilføjet ham en Tort, som aldrig før var overgaaet nogen Konge; Ophavmændene til dette uhørte Frafald havde foretrukket Sløvhed for Kjækhed og i deres Begjærlighed efter ørkesløshed undergravet det herligste Foretagende. Han tilføjede derhos, hvor meget de skulde give i Bøde for den skammelige Brøde, de havde begaaet ved saaledes at rømme, hver især af Styrmændene skulde betale fyrretyve og hver af Rorfolkene tre Mark Sølv. Ingen gjorde Indsigelser, alle lovede at erlægge denne Bøde, og Knud erklærede da, at han vilde eftergive dem den, hvis de vilde gaa ind paa at yde Tiende til Præsterne. Almuen bad nu om Lov til at raadslaa om denne Sag og gik lidt til Side for at overveje, om den burde gaa ind paa det Vilkaar, Kongen foreslog. Begge Dele fandt man vanskelige, thi skulde Bøden udredes. vilde de fleste blive forarmede, mente man, men Tienden, der skulde udredes til evige Tider, vilde tynge paa dem, der skulde udrede den, som en stedse varende Trældom. Af to Onder vælger man jo helst det mindste, og de fandt nu, at det, der skulde vare ved, var det største; da de skjønnede, at de i det ene Tilfælde kun lod Straffen gaa ud over sig selv, men i det andet tillige over deres Efterkommere, foretrak de den øjeblikkelige Armod for den stadige Byrde. Efter at have overvejet Omstændighederne valgte de derfor at bøde for, hvad de havde forbrudt, ved blot at lade Straffen gaa ud over dem selv og ikke over deres Efterkommere og foretrak én Gang for alle at udrede Pengene fremfor bestandig at give Afkald paa deres Frihed, idet de holdt for, at der ingen Skam var ved at udrede, hvad det med Rette var deres Skyldighed at udrede, men at det var en Skam for dem at lade sig overtale til at udrede, hvad de ikke havde behov. De ansaa det ogsaa for en Tort at skulle udrede Tiende af deres Afgrøde til uvedkommende og mente, at det havde ingenting med Religionen at gjøre. Da Kongen hørte, at de valgte det Vilkaar, der huede ham mindst, drog han op i Nørrejylland under Paaskud af at ville inddrive Bøderne og beskikkede Toste med Tilnavnet Snyder og hans Stalbroder Hjort til at opkræve Pengene, thi han var opsat paa at drive Almuen til at gaa ind paa at yde Tiende af Frygt for Bøderne; han gav ogsaa Fogderne Tilhold om at gjøre Udlæg i deres Ejendele, som ikke kunde betale, uden dog at lægge Beslag paa dem. De røgtede imidlertid deres Hverv med større Strænghed, end det var blevet dem paalagt, og udsugede Almuen utilbørlig. Kongens Fjender førte nu Kæremaal herover for Almuen paa Tinge og overdrev deres Bagvaskelser yderligere ved at lægge Løgn til; de gjorde Sagen værre, end den i Virkeligheden var, og fik gjort Fogderne almindelig forhadte, thi de holdt sig kun til, hvad Tjenerne gjorde, og ikke til, hvad Kongen havde paalagt dem, talte ikke om, hvad den, der havde givet Befalingen, havde for øje, men kun om, hvorledes de, der havde faaet den, bar sig ad. Ophidset heraf angreb Mængden Fogderne og gjorde Ende paa den Uret, der overgik dem alle, ved at rejse en almindelig Opstand, idet de mere tog Hensyn til, hvad der gik for sig, end til hvad Kongen havde befalet skulde ske. Og det var dem ikke nok at have slaaet dem ihjel, men i deres Raseri vilde de Kongen selv til Livs. Han havde imidlertid begivet sig til Slesvig i den Tro, at den bedste Dæmper, han kunde lægge paa deres Hidsighed, var, at han forføjede sig bort. Sin Dronning lod han blive dér tillige med deres Søn og paalagde dem, hvis Sagerne tog en farlig Vending, at flygte til Flandern, da der ingen Sikkerhed var for dem blandt Oprørerne; han var nemlig bange for at efterlade sin Søn, som endnu var for ung til at kunne tage Styret, i Folkets Vold.
Vendelboerne, som mente, at deres Frihed udelukkende beroede paa deres Vaaben, hoverede over, at han havde taget Flugten, som om de allerede havde vundet Sejr, og da Jyderne rykkede frem imod ham, og han saa', at de, han før havde stolet paa, havde svigtet ham, og at Tiden var for knap til, at han kunde samle ny Krigsfolk, fandt han, at det var det sikreste at flygte videre, og begav sig over til Fyn for at bjerge Livet, men dér blev der ikke des mindre til Trods for hans fromme Sindelag øvet den skammeligste Vold imod ham, thi det øgede end yderligere Jydernes Mod til at fare grumt frem, og de eggede yderligere Mængdens letsindige Ophidselse, og den Frihed, Folk saaledes fik til at fare frem, som de vilde, fik Uvejret til ret for Alvor at bryde løs over Kongen. De turde nemlig af Frygt for Straf ikke opgive, hvad de havde begyndt paa, men ansaa det nu for nødvendigt at fremture i deres forbryderiske Gjerning til det sidste, thi da de nu to Gange havde forbrudt sig imod ham, troede de ikke, at der kunde være Tale om, at han vilde tilgive dem deres Forseelser. Derfor tørstede de efter hans Blod og stræbte med det mest glødende Had denne fromme Mand efter Livet, og idet de opgav alt Haab om Tilgivelse, vilde de hellere tage ham af Dage end bie paa hans Hævn. Det var dem derfor ikke nok at have drevet ham ud af Jylland, men de besluttede ogsaa at fordrive ham fra Fyn. Kongen havde allerede, da han havde faaet Bud om, at de var gaaet over Bæltet, besluttet at flygte over til Sjælland, men en Mand ved Navn Blakke, som havde vundet hans største Fortrolighed, men som i Virkeligheden lønlig var hans Avindsmand, raadede ham under hyklet Troskabs Maske til ikke at flygte, men søge Tilflugt i Odense; det sømmede sig ikke for ham at krybe i Skjul paa Kvindevis, sagde han, og derhos lovede han, at han nok imidlertid skulde udspejde, hvad Almuen tog sig for, og søge at stille dens Vrede ved at give den gode Ord, og hvis det ikke lykkedes ham at formilde den, skulde han nok lade ham det vide saa betids, at han kunde faa Tid til at fly. Dette Forslag gik Kongen ind paa. Det var imidlertid saa langt fra, at Blakke røgtede den Sendefærd, han havde paataget sig, at han tværtimod ophidsede Almuen med onde Raad og i Steden for at formilde den yderligere optændte dens Had til Kongen. Han opfordrede Bønderne til, det snareste de kunde, at se at faa fat paa denne Konge, som førte falsk Klage imod dem, og ikke lade ham faa Lejlighed til at undfly, det var ikke at bære Avindskjold imod sin Konge, men at straffe en Voldsmand, fordi han underkuede dem; hvad man gjør for at værne om Ret og Ære, kunde aldrig være Synd; de, som værgede deres Fædreland, maatte siges at tjene en god Sag og kunde ikke anses for Landsforrædere; hvor det gjaldt om at værne alles Frihed, faldt der ingen Skyld paa den enkelte. Desuden vilde de ske en Ulykke, hvis det, de havde begyndt paa, glippede for dem, men førte de det igjennem, var de vel farne. Med disse og lignende Talemaader ophidsede han Hoben til at dræbe Kongen, fik alle gjort opsatte paa at fuldbyrde deres ulyksalige Forehavende imod den uskyldige og pustede saa djævelsk til Ilden, at de vanvittige Menneskers Raseri slog ud i lyse Luer, thi deres Voldsomhed voxede strax, saa snart han begyndte at egge dem, thi i Steden for trofast at stille sig imod deres Letsindighed stillede han sig i Spidsen for den rasende Hob, og som Følge af hans ulykkesvangre Tale brusede Oprørsstormen endnu voldsommere op, og Uvejret brød løs i hele sin Vildskab, da Hoben havde faaet en Fører. Da han kom tilbage til Kongen, sagde han, at Bønderne nu var fredeligere stemte, og at det vilde være let at faa Oprørsstormen til at lægge sig, naar Kongen blot paa sin Side vilde lade sin Vrede fare og eftergive de skyldige deres Straf. Kongen, som troede, at han ærlig og redelig havde røgtet sit Hverv, hædrede ham med et prægtigt Gjæstebud og skjænkede oven i Kjøbet denne Mand, der udtydede hans fromme Sind saa ondskabsfuldt, Gaver. Forræderens Troløshed vandt ham begge Parters Gunst, thi idet han skiftevis gik saa til den ene og saa til den anden, handlede han stik imod det Hverv, han havde paataget sig, optraadte ikke som Mægler, men som Forræder og ophidsede til Ondskab i Steden for at udspejde den og udtydede Kongens Tanker til det værste over for Almuen og gav en falsk Fremstilling af Almuens Hensigter over for Kongen. Saaledes skuffede denne underfundige Mand under Skin af at optræde som Sendemand imellem Kongen og Almuen i lige høj Grad begge Parter, idet han fik Kongen til at lade være at flygte for den truende Hob og Hoben til at lade være at skaane den tøvende Konge. Da han Dagen efter gav Kongen lige saa gode Løfter, sendte denne ham atter ud for at udspejde, hvad Oprørerne tog sig for, og valgte atter sin og Almuens fælles Fjende til at stifte Fred imellem dem, og denne undlod ikke at røgte sit Hverv med sin sædvanlige Troløshed. Ophidset ved hans ulykkesvangre Ord blev den oprørske Almue endnu voldsommere opsat paa at undlive Kongen. Imidlertid var Knud, som plejede at gaa til Messe hver Dag, og som ikke paa nogen Maade vilde forsømme Gudstjenesten, gaaet ind i St. Albani Kirke for at holde Bøn dér, thi for at hans Yndest ikke skulde mindskes, vilde han hellere vende sig til Gud i Bøn end imod sine Fjender med Vaabenmagt. Medens han nu forrettede sin Andagt der, stimlede den oprørske Hob sammen med Vaaben i Haand og slog Kreds om Kirken. Alle de af Krigsfolkene, som kunde slippe derind før Fjenden, søgte ind til Kongen for at dele Faren med ham, opsatte paa at følge ham i Døden, thi skjønt de kunde bjærge Livet ved at fly, foretrak de Faren ved at blive og vilde hellere vinde sig et berømmeligt Eftermæle ved at lade Livet end søge Sikkerhed ved Flugt. Hvor umaadelig brave maa vi dog ikke sige, at disse Krigsmænd var, som ikke vilde svigte deres Konge i Ulykken, men gik Faren i Møde, skjønt de godt kunde undgaa den, og hellere vilde værge deres Konges Liv end bjerge deres eget, skjønt det stod dem fuldstændig frit for at fly! Benedikt undlod heller ikke at gjøre, hvad Broderpligten bød, men besluttede at dø i Kirken sammen med sin Broder, men Erik blev omringet af Fjenden, og da han, ene, som han var, ikke kunde staa sig imod Mængden, banede han sig med Sværdet Vej midt igjennem Fjendernes tætte Skare og slap bort. Da nu ingen turde formaste sig til med Vold og Magt at bryde ind paa det hellige Fredssted, gav Blakke, medens de andre nølede, sig til at slaa løs paa Kirkedøren med sit Sværd, og ved saaledes at gaa i Spidsen fik han de andre til at gaa lige saa frækt til Værks. Han var saaledes den, som anstiftede og førte an ved Helligbrøde saa vel som Kongemord. Da Hoben saa' det, gik den dreven af sit oprørske Sindelag løs paa Kirken, brød ind i den og besmittede Guds Hus med Helligbrøde. Blakke blev dræbt i selve Døren, lige som han trængte ind i Kirken, og maatte saaledes bøde for sin Morderfærd og fik sin fortjente Straf for sit Brud paa Kirkefreden. Hans Død blev hævnet ved hans Banemands Fald, og saaledes maatte den ene lade Livet for sin Brøde, den anden for sin Trofasthed. Jeg skulde næsten tro, at det fromme Blod, der her blev udgydt sammen med Morderblod, har søgt sin egen Vej, saa at det fromme og det syndige Blod har rundet hvert i sit Leje uden at blande sig med hinanden. Benedikt, som stod og tog imod dem, der brød ind i Kirken, faldt, medens han tappert værgede Døren. Kongen selv bevarede stolende paa sin gode Samvittighed den urokkeligste Sindsro, medens Blodbadet rasede om ham med Bulder og Gny, og var lige saa optagen af sin Andagt, som om der slet ingen Fare var paa Færde, Frygt og Angst fik ingen Magt over ham, han blev standhaftig til det sidste, ja ikke engang i sin sidste Stund ophørte han med at forrette sin Andagt. Thi da Hoben fra alle Kanter brød igjennem Væggene, der kun var af Træ, og han derfor skjønnede, at hans Død var nær for Haanden, lod han en Præst hente og skriftede sine hemmelige Synder, gjorde ved den bitreste Sorg Bod for, hvad han havde syndet i sit forbigangne Liv, og erhvervede sig Salighed ved sin oprigtige Anger, og saa stor Lid satte han til sin Uskyldighed, at han ikke overvældet af Faren syntes at sky Døden, men uden Frygt at søge den. Ja, han kastede sig endogsaa med udbredte Arme ned for Alteret og biede rolig paa Døden, og medens han laa dér som et Slagtoffer og ventede paa sin Banemand, blev han dødelig saaret af et Spyd, der blev kastet ind igjennem Vinduet og gjennemborede ham, og han bragte saaledes sit Liv som et fromt Offer og udgjød til sidst sit eget Blod, efter at hans Krigsfolk havde udgydt deres. Og skjønt han alle Vegne fra blev gjennemboren af Spyd, rørte han sig ikke af Pletten og forlod ikke det Sted, han laa paa, før han havde opgivet Aanden og blev lagt paa Ligbaaren. Af hans hellige Vunder randt der mere Hæder end Blod, thi hans Udgang af Livet herneden blev Indgangen til et bedre Liv hisset, og medens hans Fjender fuldbyrdede deres Straffedom over ham, blev Guds Dom ham til Frelse. Lyksaligt var for ham det Mord, de begik, thi idet de uddrev ham af de jordiske Dyders Kreds, aabnede de de himmelskes for ham, og idet de berøvede ham en forgjængelig og forkrænkelig jordisk Magt og Myndighed, gav de ham Lod og Del i Himlens uforkrænkelige og evige Salighed. Senere gav da ogsaa den Hellighed, han lønlig havde baaret i sig, sig straalende til Kjende i de klareste Vidnesbyrd.
Da Dronningen spurgte, hvad der var sket, begav hun sig med sin umyndige Søn hjem til Flandern. To Døtre lod hun blive tilbage her, af hvilke Ingrid blev gift med Folke, en storættet Svensker, hvem hun fødte Sønnerne Benedikt og Knud, og saaledes blev hun Farmoder til Birger Jarl i Sverige, som lever endnu, og til hans Brødre. Den anden, Cæcilia, blev gift med Erik, der var Statholder i Gøtland, hvem hun fødte Sønnerne Knud og Karl, fra hvem der stammer et talrigt Kuld af de herligste Ædlinge.
Da Almuen havde ombragt Kongen, glædede den sig saare, ja gjorde sig en Fornøjelse af at hovmode sig over den Udaad, den burde have grædt over. Da de anførte Nidkjærhed som Grund til, at de havde begaaet dette Mord, og besmykkede det ved at sige, at det var en Voldsmand, de havde undlivet, vilde Gud ikke, at den Løn, der tilkom hans Stridsmand, skulde forholdes ham, men kundgjorde ved de klareste Vidnesbyrd Helgenens lønlige Uskyld og føjede til den Glans, der havde været over hans Liv, ogsaa en straalende Herlighed efter Døden. For klarlig at lægge Mordernes Ondskab for Dagen gav han ved Undergjerninger til Kjende, hvilke herlige Egenskaber han, som de havde myrdet, havde været i Besiddelse af, og aabenbarede ved underfulde og herlige Tildragelser den Fromhed, som Menigmand ikke havde haft øje for. Almuen undrede sig saare over disse Jertegn, men den saa' med onde øjne paa hans Fromhed og søgte længe forgjæves at fordunkle det tydelige Vidnesbyrd, som disse Tegn aflagde, thi da den stadig var optændt af den gamle Avind og haardnakket blev ved sit gamle Had, kunde den ikke faa sig til at vise den Mand guddommelig Ære, som den holdt for, at den havde undlivet, fordi han var en Misdæder, og derfor søgte den ved menneskelig Kløgt at bortforklare, hvad Himlen gjorde vitterligt. Thi skjønt de saa', at Himlen billigede den Adfærd, de havde fordømt, foregav de dog, for at svække og undergrave Tilliden til Jertegnene, at de havde været i deres gode Ret, da de tog ham af Dage, og skammede sig ikke ved med den største Haardnakkethed at forsvare denne deres Paastand og staa urokkelig fast paa, at de havde handlet rigtig. De nøjedes saaledes ikke med at have røvet Kongen Livet, men søgte ogsaa i Døden at fratage ham, de havde ombragt, den Ære, der tilkom ham, og at begrave hans Ry. Men guddommelig Glans formaar Mennesker ikke at hylle i Mørke, Jertegnenes Lys trængte med Sandhedens klare Straaler igjennem Tvivlens Taage, thi hans hellige Legeme virkede helbredende for allehaande Sygdomme og Skrøbeligheder og gjorde mange karske. Og da de avindsyge Bagvaskere som Følge af Jertegnenes overhaandtagende Mængde blev nødte til at bøje sig for hans Hellighed og ikke længer kunde hindre Folk i at tro paa den, vedblev de dog med at forsvare, hvad de havde gjort, thi de indrømmede vel hans Hellighed, men foregav, at den ikke saa meget beroede paa de Fortjenester, han havde indlagt sig i sit Liv, som paa den Anger, han havde lagt for Dagen i sin sidste Stund. Saaledes hævdede de paa den ene Side, at de havde været i deres Ret til at gjøre, hvad de gjorde, og gjorde paa den anden Side Ære af ham, de havde undlivet. De sagde nemlig, at Kongen havde fortjent sin Død, men at hans Angerstaarer havde gjort ham til en Helgen, thi de holdt for, at det, som i hans levende Live havde drevet ham, mere havde været Havesyge end Gudsfrygt. Denne Vildfarelse maatte de imidlertid senere bøde haardt for. Men ogsaa deres Efterkommere, som har arvet deres Forfædres Avind, paastaar, at hans Hellighed ikke beror paa hans Liv, men paa hans Anger, og gjør sig saaledes ved deres nuværende Vantro medskyldige i Fortidens Vildfarelse, og det er ikke muligt at faa dem til at lade deres Had fare og oprigtig paaskjønne hans Hellighed. Denne, som først kom for Dagen i den lille By Odense, straalede imidlertid ud over næsten hele Jordens Kreds, og hans Dyrkelse, som først optoges af den nævnte Bys Borgere, bredte sig lidt efter lidt til alle, saa hans Levneds saa vel som hans Undergjerningers Hellighed, som de Odense Folk først havde været ene om at gjøre Ære af, blev Gjenstand for almindelig Tilbedelse, og endnu den Dag i Dag er den Lykke ham forundt, at hans salige Aand gjør Undergjerninger, thi ligesom han i sit jordiske Liv lagde Vind paa at fremme sit Lands Tarv ved den Beskjærmelse, han ydede det, har han, efter at han nu har opnaaet den himmelske Udødelighed, endnu ikke afladt med at tage det i sin himmelske Varetægt. Derfor indtager han nu som Følge af sin paa Ære og Berømmelse saa rige Hellighed en straalende Plads paa Helgenlisten, ja han viser endog ved daglige Jertegn sin Helligheds heldbringende Virkninger og gjengjælder den Ondskab, Landsens Folk udviste imod ham, med Velgjerninger. Til evige Tider vil Danmark være stolt af hans herlige Dyder. Saadan en Glans lader Himlen efter Døden straale om sine Helgener, naar Menneskenes Avind sætter sig op imod Himlens Godhed.
