Koglerier ved skattegravning. Karét, hølæs m. m.

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

72. Koglerier ved skattegravning.
Karét, hølæs m. m.


1219. I den bakke, hvorpå Vestborg fyrtårn nu er bygget, og hvor der er ruiner og volde af Visborg slot, skal der være en stor skat nedgravet. En gang havde nogle bønder fra Kolby været så heldige at finde skatten og skulde lige til at tage fat i hanken af den kjedel, hvori den lå, da der i det samme kom en karet kjørende, forspændt med seks hovedløse haner. Da kareten kom lige ud for skattegraverne, gav kusken et knald med pisken, og straks fløj alle fjerene af hanerne. «Det var da Fanden til knald,» sagde én af skattegraverne, og dermed sank skatten ned i jorden igjen, og kareten forsvandt for deres øjne.

Frederik Poulsen.


1220. Fire karle begav sig efter sengetid en aften ud til en höj, kaldet Salshöj på Svends hede, Sevel sogn, hvor de flere gange havde set ild over, og da også forhen gravet i den, men uden at finde noget. Tavse, som det var dem påbudt at være, arbejdede de da i den sorte gravhöj, indtil deres opmærksomhed hendroges på sære ting, som lod sig se rundt om höjen. Dog havde endnu ingen talt, og så vidt var alt godt. Da kom der ud af höjen seks ravnsorte kokke trækkende en karet efter sig, og de begyndte at kjøre i galop rundt om höjen, og under farten slog en af kokkene så hårdt mod vognstangen, at denne trods sin overordentlige tykkelse, knak midt over som et rør. Det bragte en af skattegraverne til at udbryde: «Det var minsæl godt slået af en kok.» Men så var også skatten forloren, og kogleriet havde fuldført sit hverv. Karlene måtte da denne gang som de andre drage tomhændede hjem.

Jeppe Jensen, Åkjær.


1221. Min første plejefader hans fader var rømt fra Ty og rejste så ned til Sønderjylland og tjente der en tid, og senere bosatte han sig i Vejen. Han fortalte, at i hans hjemstavn var der en höj, som de havde fået at vide om, at der skulde stå en kjedel med penge i den, og de gravede også efter dem, og nåede også at komme så tæt til dem, at de kunde fornemme æ bred af kjedelen. Men så kom der en karet kiørende med seks heste for. Det brød de dem ikke om, de grov løs. Så kom der en lille fyr ridende bag efter på en lam kok, og han spurgte, om de havde ikke set sådan en befordring. De svarte ikke. Han spugte et par gange igjen, men de svarte ikke. Imidlertid så siger han: «Ja, a skal nok håål’en.» Så var der én, der ikke kunde dy sig og siger: «Ja, du kan da hal’ Fanden.» Så sank kjedelen.

N. J. Termansen.


1222. Der er alle tider en blå tåge om Dagbjærg Dojs, hvordan det så forholder sig. De grov en gang efter en skat, og så kom der først en karet med fire heste for, dernæst kom der fire mus for en kasteskovl, og han, der kjørte, råbte: «Hejj, hejj, Dååbjærg står i én klinkend bråend.» De så efter det, og det var også sådan for deres øjne. «Da skal vi så missel til at hjem,» råbte der én, og så var det hele forbi.

Anders Jørgensen, Søby.


1223. Ved udgravningen af Kjæmpegraven i Alstrup så de første gang en karet kjøre nede på vejen med fire heste for. Så gik de ned og så efter det, men da var der ingen ting. Anden gang kom der så mange haner, at de ikke kunde være der for dem. Tredje gang så de, at Ullits by brændte, og så løb de efter det.

Strandby.


1224. I en höj ved Markskjælbæk, mellem Fol og Harreby, grov en gang nogle mænd efter en skat. Mens de arbejdede, så de Harreby i brand. De agtede dog ikke derpå, men fortsatte gravningen. Da kom der en karm kjørende, forspændt med fire mus. Også dertil tav folkene ganske stille. Der efter kom én ridende på en stumphalet kok og spurgte: «Har I ikke set Grönjung komme forbi?» Da ingen svarede, sagde han: «Ja, lad hende kuns fare, jeg skal hende snart hale.» Da kunde en af folkene ikke tie længere og sagde: «Du kan hale Fanden !» Hermed sank skatten ti alen dybere, da sådan gravning skal ske stiltiende.

N. A. Jensen.


1225. En mil nord for Haderslev i Sønderjylland ligger der en skov, som kaldes Kvejsel. I den ligger der en höj, som er omgivet med en voldgrav. På höjen har der for mange år siden stået et slot. Sagnet fortæller, at i höjen ligger en kiste penge begravet. Der var en gang to karle, som gravede efter dem, men under arbejdet måtte de ikke tale. Da de var komne til kisten, kom der én kjørende med et par sorte heste for, og han talte til dem, men de svarede ikke. Noget efter, da de næsten havde pengene oppe, kom der én ridende på en halt hane, og han spurgte, om de ikke havde set en mand med et par sorte heste for. De svarede ikke. Han red da af sted, i det han sagde: «Ich wol hem wath holen.» — «Ja, du kan Djævelen,» sagde den ene, og så sank kisten.

Jes P. Smidt.


1226. En student grov en gang i en höj og havde givet sine medhjælpere tilstrækkelig underretning om, hvordan de havde at forholde sig. Da de havde gravet en stund, kom en karet kjørende med seks gasser for. Da man endelig opdagede øret af en kiedel, viste sig en mandsling ridende på en lam kok. Han spurgte, om de ikke havde set et kjøretøj som det først nævnte. Ingen svarede. Men da han atter satte sin ganger i trav og råbte: «Ja, ich musz den nok holen!» kunde en karl ikke dy sig længere, men udbrød: «Ja, du kan hole Fanden.» Da sank skatten.

N. J. Termansen.


1227. Der er to höje i Åby, den ene var der et kammer med ben i, og den anden var der midler i. Benene havde folkene i et hus lige ved höjen lagt ind i en ovn, men der blev sådant spektakel om natten, at de kunde ikke sove for det. Konen lå og hørte på den her domineren, og næste dag fik de benene ud af ovnen og i höjen igjen. Angående den anden höj havde en mand i Ålborg givet dem underretning derom og sagt, at de ikke skulde agte på de mange syner, de vilde få at se, hvad enten det var en kok for en karet, der kjørte omkring höjen, eller en slævvere kalv, der lå på pengene. De ramte også på en jærn-handting der nede, som to karle kunde ikke rykke op, men om morgenen stod den løs deri, og så kastede de ikke videre.

Peder Brogård, Jetsmark.


1228. De var ved at grave efter penge i Dagbjærg Dås. Bjærgmanden fik en høne og en kok spændt for en bitte vogn, og så kjørte han runden om folkene, for han vilde have dem til at sige: Se! Men de holdt stand. De sagde siden, at der var sådan stank ved kjøretøjet. Så fik han det til at se ud, som Dagbjærg brændte. Da råbte den ene: «Nej se, nu brænder Dagbjærg!» Så slap det ene øre af kjedelen, og nu var det forbi med deres skattegravning.

Søby, Fjends herred.


1229 . . . . Da de havde fået fat i kisten, kom der én kjørende med seks mus for en lille vogn. Noget efter kom der én ridende på en hane og spurgte dem, om de ikke havde set én kjøre forbi med seks mus for. De svarede ham ikke. «Schals mann inhalen,» sagde han. — «Å, du kan indhale Fanden,» sagde de, men straks sank kisten ned, og de kunde ikke holde den.

Kiels Johannessen.


1230. Her nede ved Dybvad i Lundby sogn er nogle bakker, de kalder Guldbakkerne. Der var de ved at grave efter penge. Så kommer der et læs hø kjørende med fire kokke for, og så kom der én på halvandet ben og stod og så på dem. Han sagde:

at det måtte de hellere lade fare
og tage Krastrup i vare.

Da de skulde til at se dem for, stod Krastrup i lys lue. Så løb de den gang. Siden efter igjen begyndte de samme personer atter at grave, og da kommer det lige sådan gjennem Dybvad. Da løb studene i bøllested omkring hjorden på Krastrup ejendom. For at redde ham render de igjen, og det var lige nær, de var atter narrede. Så kommer de tredje gang og vil nu ikke lade dem narre. Da får de fat i kisten med pengene. Men så kommer den samme, der havde været ved dem den første gang, og han står og ser på, hvordan de slider for at få kisten op. Så siger han: «Kan a ikke hjælpe jer?» — «Kan du ikke Fanen kan du,» svarede de, og så sut kisten lige ned, og de fik ingen ting.

Just Vinter, Løgsted.

Løse stude (og køer) går i bøllested, når de i raseri stimler sammen i kreds om noget usædvanligt, der har opirret dem. Det er da farligt at komme dem nær.


1231. Der er en höj nede ved Brårup, de kalder Guldbakked. Der var nogle ved at grave i den. . . . Først så de Krastrup i lys lue. Dernæst kom fire mus kjørende med en guldkaret.

Ane Noer, Vilsted.


1232. Ved skattegravning i en bakke på Lyngå markskjel kom en lille trold ridende på en kok, der trak et uhyre stort læs hø. De gravende så vel til siden, men vedblev dog deres arbejde, indtil hanen ved siden af dem lod en dygtig fj . . . gå løs, hvor over en af selskabet brast i höj latter og udbrød: «Det var dog en Fandens kok!»

R. H. K.


1233. I Pimphöj i Gudum ved Lemvig ligger der en skat begravet. En gang prøvede to mænd på at grave den op om natten. De fandt den også, men da de skulde til at hive den op, så de et læs hø komme kjørende forbi höjen, forspændt med seks kokke, og den ene slog bag ud og slog stjærten på vognen i stykker. Det var for meget for de gode mænd at tie til, og den ene råbte: «Det var da et helvedes spark af en kok!» og med det samme sank skatten.

Maren Bonde.


1234. Lidt syd for Vium ligger Bredhöj. Folk havde flere gange set lys på den, og det var derfor sandsynligt, at en skat var skjult der. Et par mænd prøvede på at hæve den, hvilket naturligvis skulde gå stiltiende af. Da de havde arbejdet en tid, kom en lille person kjørende med seks mus for et skovlblad og spurgte om vej til Vium. Men uagtet deres undren over det besynderlige kjøretøj holdt de sig dog tappert uden at svare eller tale med hinanden. De arbejdede raskt videre, og da en tid var gået, stødte de med spaderne mod en klangfuld gjenstand, som rimeligvis var skatten. I det samme kom en anden person ridende på en rød kok. Han gjorde også holdt og spurgte flere range om det førnævnte kjøretøj, dog uden at få svar. Til sidst red han sin vej med de ord: «Jeg kan ham vel halen.» Nu kunde den ene af mændene, en Tysker, ikke holde sig længere, men udbrød: «Å, du kans das Teufel!» Men med disse ord sank skatten og var for stedse tabt.

Kristen Pedersen, Hals.


1235. Syd for Nygård i Bur sogn ligger en lille höj, som beboerne blev enige om at udgrave for at finde den skat, der lå gjemt i den. De samledes fra hele sognet. Da de havde gravet en tid, kom der en lille mand kjørende med et forfærdelig stort hølæs forspændt med to haner. Da han kom forbi höjen, slog den ene af hanerne bag ud, så stumperne af hammelstokken fløj mændene op om ørene, hvorfor én af dem udbrød: «De war hæjsen en fåle sla å en kok å væær,» men aldrig så snart havde han udtalt det, før höjen lå lige så pæn, som den gang de begyndte at grave i den. Nu var de jo lige nær ved det igjen, hvorfor de andre gav manden en lille overhaling for hans snaksomheds skyld, og de lovede hinanden, at nu skulde de ikke sige et eneste ord, inden skatten var funden. De begyndte på ny og grov af alle livsens kræfter, men da de kom ned midt i nøjen igjen, ser de, at alle gårde i Øst-Bur stod i lys lue. Nu fik de andet at tænkte på end grave efter skatte, enhver løb for at redde lidt af sit indbo fra luerne, og de, som ikke havde hjemme i Øst-Bur, løb med de andre for at hjælpe dem. Men til deres forfærdelse opdagede de, at der ikke var det mindste ild for meget i deres gårde. Da de så kom til höjen igjen, lå den helt uskadt, så de ikke kunde se, der var flyttet en eneste spadefuld jord af den. Nu havde ingen af dem lyst til at begynde tredje gang.

Kristian Vium, Askov höjskole.


1236. I Holstebro-egnen boede en mand, der med et par karles hjælp søgte at udgrave en på sin mark liggende höj, da han var overbevist om, at der gjemtes en skat i denne. Før de begyndte, gav de hinanden løfte om tavshed. Da de havde gravet noget, så de to sorte haner komme trækkende med et stort læs hø, og bag efter disse kom en mand jagende i en guldkaret, og han styrede ned ad det neden for liggende kjær, hvor han kjørte i døj (dynd) og blev siddende. Men arbejderne blev uden at anfægtes af dette ved at grave, og efter en del besvær stødte de på en gryde, som, da de så bedre efter, var bredfuld af penge. Nu fik to af karlene hver i et øre af gryden, og den ene udbrød da i sin glæde: «Ta no gåt ve, så kommer 'en Fannene mæ nok!» men den kom netop ikke, men sank så langt ned i iorden, at det var umuligt at få den igjen, og slukørede gik de hjem.

Jeppe Jensen, Åkjær.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.