Koglerier ved skattegravning. Mus, tusser o. s. v.

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

73. Koglerier ved skattegravning.
Mus, tusser o. s. v.


1237. Knap en fjerdingvej syd for Hasle på Bornholm findes nogle engstrækninger, Si-enge (de side enge), og i dem ligger en dam, som kaldes Floddam. Over isen på denne dam skal der hver Fruer-nat (Marie bebud.) løbe et gloende hjul, og ved midnatstid samme nat skal man dér kunne finde en gryde penge. Men det er ikke så lige en sag at få fat i dem, ti for det første dandser underjordsfolkene omkring gryden, og for det andet må den, som vil finde dem, ikke sige et muk, fra det øjeblik han går hjemme fra, og indtil han kommer hjem igjen. Underjordsfolkene kan han skaffe bort blot ved at kaste stål ned i gryden, men at lade være med at tale er ikke så nemt. En Fruer-nat gik to mænd til Floddam for at hente den omtalte gryde penge. De fandt meget rigtig gryden; den var gloende og stod opstillet på tre stene, og underjordsfolkene dandsede rundt om den. Mændene nærmede sig og kastede en saks ned i den, og i samme øjeblik var alle underjordsfolkene forsvundne. Glade tog nu mændene den store gryde, som, så længe saksen lå i den, slet ikke var tung, og begav sig på hjemvejen. De havde ikke gået ret langt, før de mødte en ælling, som kom hinkende på ét ben. Den hoppede hen imellem dem og gjorde alt, hvad den kunde, for at standse dem, men mændene gik ufortrødent videre. Derpå kom et læs brænde kjørende med to heste for, som hver havde tre ben. Da læsset kom hen på siden af dem, væltede det lige op i gryden. Dette, fandt de vel, var lidt ærgerligt, men de sagde dog ikke noget. Til sidst kom en hvid hoppe løbende, som også kun havde tre ben, og den løb lige hen til dem og gjødede op i gryden. Dette, syntes den ene mand, var dog for galt, og han udbrød: «vil du gå væk, din mær!» Hoppen forsvandt — og gryden ligeså, men manden mistede sin forstand fra det øjeblik af.

Vilhelm Herold, Jelling seminarium.


1238. A var en gang ved at grave efter skatte i den höj, der er oppe på min mark. Før a gav mig til at kaste, havde a set et lys i den søndre side af den i en lyngbusk, og a var lige så tæt ved den, som a nu er ved vinduesposten. Da a fortalte min moder det, sagde han: «Du må ikke kaste i den, mens a er levende, for a har hørt, te det skulde være slemt.» Det lovede a hende så. En tur efter at hun var død, kom min nabo en dag og spurgte om, hvorfor a kastede ikke i den höj. Han havde flere gange kjørt forbi og hørt kistelåg falde ned inde i den. Der går nemlig en vej snært forbi den. Så gav både mig og min svoger os også til at kaste, han læssede, og a kjørte. Da vi havde kjørt nogle læs, sagde han: «Nu er a ved kisten, men a kan ikke få den, for baghjulet står lige midt på den.» Han omfølte jorden med spaden og stödte på en fjælkasse, det var tydelig at høre. «Nu kan du prøve det,» sagde han. A tog ved spaden, og det var, ligesom a stödte imod bladet af et bord, kun det halve af spaden var nede. «Da vil a nu kjøre hestene lidt til fremme,» siger a, «så kan vi snart tage den.» Vi begyndte så atter at skyvle løs. Men så skjænte (blev sky) hestene, og jorden stod bag ud af vognen, og vi måtte rende i hosesokker efter hestene for at fange dem igjen. Der blev vi snydt. Da vi nu havde fået hestene grebet, så kom vi atter til at kaste, men så kunde vi putte spaden ned så langt vi vilde uden at mærke noget. Der var et firkantet hul med løs jord, hvor den havde siddet, men rundt omkring var fast ler. Vi fik altså ikke noget af skatten. Vi har heller intet lys set der siden, og før så vi det mange gange.

Tågelund, Egtved s.


1239. I bakken DyretOnsbjærg mark skal der være en stor skat nedgravet. En gang vilde to mænd fra Onsbjærg prøve på at opgrave skatten, men da de havde gravet noget, hørte de ligesom et fårs brægen og et skrald som af et kistelåg, der bliver slået hårdt i. De skyndte sig at løbe hjem, og siden den tid har ingen prøvet på at opgrave skatten.

Samsø. Mikkel Sørensen.


1240. I Nimtoft er nogle höje, som kaldes Søhöjene. Mølleren i sognet vilde ud at grave i en af dem, for han troede, der var en skat, og han begyndte på arbejdet, men så kom der en hund til ham, som viste tænder, ihvordan han vendte sig, og han kunde ikke gjenne den væk. Han lod sig dog ikke anfægte af det og blev lige godt ved at grave. Da skred jorden sammen om ham fra alle kanter, og i det samme syntes han at høre kirkeklokkerne rundt omkring give sig til at ringe. Så nødtes han til at bjærge sig op og skynde sig at komme hjem.

Ane Katrine Nielsdatter, Fjellerup.


1241. I Nörre-Bøvl var en höj, og der vilde de til at kaste efter en kjedel penge, som skulde være i den. Lav de kom så nær, at de fik fat i hanken, så kom der en kok ud af höjen, og der sad en nisse på den. Det foer nu rundt om höjen, og nissen sagde:

«Hyp, hyp, howw !
nu står Nörre-Bøvl i lys loww.»

Så rendte folkene hjem ad. Men byen brændte jo ikke alligevel, og da de kom igjen, kunde de ikke finde kjedelen og har ikke kunnet finde den siden.

Skovrider Mads Holdt, Påbøl.


1242. Ved skattegravning i Vester-Vedsted kom der, da de vilde have kjedelen op, en bjærgmand ridende på en sort vædder. Den ene af mændene, der just havde en sort vædder stående i tøjr ved banken, råbte, at han vilde beholde sin vædder, o. s. v.

J. L. K.


1243. Der ligger to höje ude på Børsmose hede: Store- og Lille-Jens-höj. En gang kom æ Børsmosemænd ud at grave i Store-Jens-höj, og der var pålagt dem ikke at snakke og ikke se tilbage. De gravede og gravede, og endelig kommer der én til at se tilbage. Da kommer der én ridende på en ronvædder eller ged, eller hvad det var, det kan a ikke ret sandse. Han fik ikke de andre til at se om. De grov lidt igjen, da kommer der en anden til at se tilbage, og så kommer en bitte mand ridende på en kok. Men de andre så endnu ikke tilbage. De blev ved at grave og kom så vidt, at de kunde støde på en kjedel. Da så atter én tilbage, og da så det ud, som hele Børsmose by brændte. Så var det jo på tiden, de kom hjem ad, og han kunde da heller ikke dy sig, men råbte det til de andre. Da var det endda så vidt, at de så bredden af kobberkjedelen, men nu rendte de hjem ad for at ville redde. Men da de kom til byen, var der ingen ting ved det De løb så ud til höjen igjen, og ilav de kom til den, var både kjedelen og al ting forsvunden, og så kunde de gå hjem med en lang næse.

Simon Bøjsen, Billum.


1244. Der vår en gang nogle folk, der vilde grave en skat op af en höj; det var st.-Hans dag. De fik også gravet, så de fik fat på en kiste, men da kom der nogle rotter med øjne så store som kruslåg. Den ene sagde til den anden om rotterne: «Se den der!» men straks sank kisten ned fra dem, og de fik den ikke.

Niels Johannessen.


1245. I Molsgårds østre höi ved Em stod der en gang en skive (bordplade) af guld. Per Jørgensens fader, Jørgen Kristensen, vilde søge efter den i hans ungdom, for en firsindstyve år siden. Han gravede den hele nat, men da der på én gang vrimlede med tusser, holdt de op. Men havde de kommet noget hår eller egstål stiltiende der ned, skulde det nok have forandret sig, siger Per Jørgensen.

A H. Schade.


1246. Kristen Jakobsen kastede en gang i en höj, der ligger på Mejlby ejendom, tillige med et søskendebarn. Som de havde kastet noget, kaldte konen dem hjem til onden, men da de kom hjem, var den endnu ikke færdig. Da de endelig havde fået måltid, sov de til klokken 4, 5. Efter at have gravet noget igjen sagde søskendebarnet, at han havde hørt, hvorledes de havde rørt om i höjen som med en stålstang i en grubekjedel, så at den stod i én klang. Kristen spurgte om, til hvilken side det var. Karlen svarede: «Til den vestre side.» Kristen Jakobsen hørte nu, at der var én, der kom skump-rendende omkring höjen, og det begyndte fra den nørre side, som Kristen stod lige for, indvendig i den. Han spurgte nu karlen ad, til hvilken side det begyndte. Karlen svarede: «Til den vestre.» De blev nu tvetydige (uenige) til de to sider. Da Kristen derpå havde taget et par spadefulde, blev han så sær og kunde ikke kaste mere. Han satte sig da ned, og den guse drev hen. Så kastede han nogle spadefulde igjen, men nu blev han ligedan. Da gik de bort fra höjen, og ingen har kastet i den siden.

Nik. Christensen.


1247. I Flos skov er en höi, som kaldes Nollehöj, og der har en gang boet bjærgfolk. Sagnet gik, at i den höj lå gjemt en stor skat En gang var der så nogle mænd, som vilde grave efter den, og anføreren for dem var en Svensker, som var skovfoged og boede i skovfogedhuset. Ingen måtte tale et ord. De kom først til en bred sten og under den til en stor jærnbunden kiste, som de også fik løftet op. Troldene gjorde imidlertid så mange koblementer (spilopper) og dandsede både på hænder og fødder, og nogle havde seks hoveder. Men det hjalp alt sammen ikke til at få dem til at snakke. Endelig kom der kjørende en guldkaret omkring höjen med seks kokke for i fuldt firspring. Til sidst slog en af kokkene en stor vind, og Svenskeren sagde da: «Nu har jeg, som han kunde bande, aldrig hørt sådan en sk. . . . af en kok!» Der med forsvandt kisten ned i höjen.

P. K. S. Overgård.


1248. To karle var blevne ens om at grave i en höj, og så skulde de dele, hvad de fandt. Det skulde jo være tiende, og de havde en dreng med dem. Så kom de også til en kjedel og fik den op og skulde til gang med den, og drengen bar jo med. Så tykte de, der var noget ligesom en mus, der rendte runden om på æ kjedelsbred og sagde: «Gi sink, gi sink!» Men de blev ved at gå, indtil de kom hjem til døren. Der var sådant et höjt dørtræ, og der gav de hvile, for de kunde ikke vel løfte den over. Men så tager drengen ordet og siger: «Nu kan du gi sink i mi r. . !» for nu tykte han, de havde den under æ tagskjæg, og så var det ingen sag. Men i det samme skiltes kjedelen midt ad, og det, der var inden for døren, det beholdt de, men det, der var uden for, det tog bjærgmanden.

Johanne Marie Thomasdatter, Tirstrup.


1249. Vest for gården Dal på Gammelby mark i Ringive sogn ligger nogle sandbanker, som almindelig kaldes Grydepottesande; der skulde der nok i gammel tid have boet en bjærgmand. I Gammelby, hvor der den gang lå flere gårde samlede, mens de nu er udflyttede, kunde man tit se lys brænde over de banker, så der måtte bjærgmanden jo have sin skat. Bymændene blev da enige om at grave og begyndte. Med ét sprang der en hare op af et hul og løb af sted, alt hvad den kunde. Lidt efter kom en lille mand med en rød hue på hovedet og i en stumpet grå kofte op af hullet og råbte efter haren: «Ich musz dich wohl erlangen.» I det samme siger én af mændene: «Ja, det ser du også ud til !» men så var det hele jo forbi. Da de skulde se til, var det, som alle Gammelby gårde stod i lys lue, og de skyndte sig hjemad. Men da de kom hjem, var der slet ingen ildebrand, og skatten fandt de aldrig.

Sognepræst J. Richter, Ringive.


1250. I Skads sogn ligger en höj, som kaldes Tushöj efter en konge ved navn Tusse, som siges at ligge begravet der. For mange år siden gav nogle beboere sig til at grave den ud. De gravede et stort hul ned i midten, men da de kom så langt ned, at de stod jævne med jorden uden om höjen, blev de pludselig betagne af stor skræk; ti de syntes, jorden gyngede under dem; de kravlede da så langt op, at de kunde få fodfæste, og da de så tilbage, var hullet bundløs. De kunde se ned i afgrunden, hvor de så noget forfærdeligt, som de dog ikke vidste, hvad var. De kravlede helt op af hullet, og straks skød jorden sammen fra alle sider på én gang, og hullet var lukket; men endnu den dag i dag er der en meget stor fordybning i höjen.

J. J. Granddahl.


1251. På Bornholm er mange steder skatte og penge nedgravede i urolige tider. Der brænder matte lys Frue nat, og når man den nat går ud, kan man da finde slige sager. Man skal gå ud, før solen går ned, og skal ikke komme tilbage før efter solopgang. Man må ej mæle et ord, al den tid fra man går ud af sin dør, til man går ind igjen. To mænd går ud for at lede efter skatte. De har forsynet sig med fødevarer og går helt tavse. Efter solens nedgang mødte de straks en stor ligskare, der kom forbi dem, og de kjendte folkene, da de var fra egnen, men de kjendte ikke liget De gik tavse videre. Da det ret var blevet mørkt, så de et lys henne på en höj, og der gik de hen og gav sig til at grave, da kommer der en gasse forbi, der har en stor pommersk bjælke bunden til det ene ben, og den gik og snakkede hele tiden med sig selv og sagde: «Jeg skal til England i aften, jeg, jeg skal til England i aften.» De så på den, men sagde ikke noget og grov videre. Da de kom et stykke ned, traf de på låget af en stor kobberkjedel. I det samme kom der en skade trækkende med et stort læs torn og kom lige hen til hullet og væltede læsset over på dem. De sprang til side, men sagde ingen ting. Så forsvandt både skade og tornlæs, og de grov videre. Som de lige skal til at løfte kjedelen op, kommer et par røde kvier løbende hen til dem, løfter halerne i vejret og giver sig til at pisse på dem. «Fy for Fanden!» siger den ene. I det samme forsvinder kjedelen, og hullet lukkes. De stod ene i den mørke nat og kunde nu gå hjem.

Höjskoleforstander J. West, Voldby.


1252. På Blendstrup mark ligger lige tæt ved hinanden tre höje, der bærer navnet Trinder höje. På den ene af disse höje var der flere gange bleven set lys brænde. Nu var der to mænd dér i byen ved navn Sören Graver og Sören Folsing, der besluttede at grave i den ved nattetid, da de formodede, at der vel nok måtte ligge en skjult skat begravet der. De blev derfor enige om ikke at sige noget, så længe de gravede. Da de kom lidt ned, stødte de spaderne imod en jærnkiste. Nu tog de for alvor fat på arbejdet. Men ud af höjen mylrede der så mange småfolk, der gav sig til at dandse om disse her to mænd, så de rent glemte at grave og stirrede på de dandsende. Nu hørte de tydelig, at jærnkisten blev flyttet i höjen, mens de gloede på de dandsende småfolk. De prøvede atter på at grave, men kisten var forsvunden. De gik derpå hjem med uforrettet sag, ærgerlige over, at de ikke havde passet deres arbejde i steden for at se på höjfolket. Næste dags aften brændte der lys på en anden af Trinder höjene, og nu begav mændene sig atter på vandring derhen, for den gang skulde höjfolket ikke få magt med at forstyrre dem. De gravede og stødte atter mod kisten. Nu gjaldt det om at få den ud jo før, jo hellere. Men i det samme kom der en mand kjørende ud af höjen med et par kokke for en vogn, og den ene af kokkene teede sig så ubændig, at den slog bag ud og knuste det ene svingel træ. Nu kunde mændene ikke bare sig for at le; men i det samme lukkedes höjen. Og da den ene af mændene kom til at se ned til byen, syntes han, at den stod i lys lue. Begge skyndte sig af sted til hjemmet, og det viste sig da, at det hele havde været blændværk, som höjfolket havde fremkoglet for at frelse deres skat. Siden den tid vovede ingen at grave i Trinder höje.

Morten Nielsen, Sønder-Kongerslev, ved Lovise Hansen.


1253. Da der flere gange var set lys på kong Magnus höjKongerslev hede, besluttede tre mænd en aften at følgs ad med hver sin spade for måske om muligt at finde en skjult skat i höjen, men nu var de enige om, at ingen af dem måtte sige et ord, så længe de gravede; ti den slags ting skal al tid forrettes under dyb tavshed. De tog nu fat på arbejdet, men i det samme kom der en mand ridende på en hvid hest og hilsede: God-aften. Mændene så godt rytteren, men de, hilsede ham ikke. Lidt efter kommer der én kjørende i en sort karet med fire sorte heste for; kusken på bukken hilsede også god-aften, men intet svar. Endelig kom der en mand ridende på en hvid gasse og hilsede ligeledes god-aften. Dette randt Sören Let, en af arbejderne, var en løjerlig rytter, og udbrød: «Do sie sku åsse ud te å ka nø di ajer! en rytter po en gasse! ho, ho, ho!» Da blev der med det samme sådan en tåge, at de hverken kunde se ud eller ind, og da de fik i sinde at prøve på at finde vejen til Kongerslev, så det ud, som hele byen stod i lys lue; men det viste sig, da de var komne dér, at det hele var blændværk. Da byfolkene dagen efter spurgte dem, om de fandt skatten i höjen, sagde de to, at det var Sören Let, der ikke kunde holde styr på sin mund: «Han ku jo ha past, de han skul, i stejen for å gi sæ å med majen po gassen,» sagde de. Sören Let sagde siden, når folk lod ham det høre, at de ikke kunde grave længere for vand, men det var der naturligvis ingen, der troede.

Lovise Hansen.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.